Den lille havfrue: Et underbevidst liv og en længsel efter “individuering” og ægte kærlighed.

Der er mange måder at fortolke Den lille havfrue på, i det følgende vælger jeg at anlægge et slags udviklingspsykologisk perspektiv. Hvor det handler om en art forgæves personlighedsmæssig udvikling forårsaget af overbeskyttelse og manglende “individuering”. Det hjælper at have læst Den lille havfrue før man læser min fortolkning, men det er ikke strengt nødvendigt. Det er mine noter, så hav tålmodighed med mig. jeg kan dog næsten love, at du ikke kommer til at se på Den lille havfrue på samme måde igen. 

(Individuering = et selvstændigt, afgrænset og modent menneske, der kan udtrykke sig selv, sige til og fra og handle på drømme og ønsker.)

Velkommen til Den lille havfrue set med psykologisk linse.

 

Pigen fra bunden af havet.

En meget poetisk fortalt historie. Virkelig smuk. HC Andersen gør sig umage med billederne og stemningerne når han fortæller om den lille havfrue og hendes søskende, der vokser op i det grænseløse, udflydende, endeløse og afsondrede dybe hav. Det er et uset og hemmeligt liv de lever hernede. Havfolket er der ingen der ser. Det hele hernede er levende, alt er i bevægelse, ting er ikke adskilte. Det er en slags ”uindividueret” sump. En udstrakt underbevidsthed (der jo netop forbindes med vand), hvor blomsterne findes, men ikke dufter (!) og alt bevæger sig sammen på en evig, doven men også smuk måde. Det er et liv, men ikke et rigtigt, fuldt liv.

 

Det er er et dybt hav hvor man nok lever længe, 300 år, men til gengæld dør man heller ikke som et menneske. Man lever ikke videre i det hinsides. Man flyder blot ud med havskummet når ens tid er inde. Det er et slags liv hvor man ikke træder i karakter og derfor heller ikke engang kan dø rigtigt?

(man aner et omrids af et slags “Apollinsk” æstetisk, uendeligt “åndeligt” liv uden ende og uden ægte, kraftfuld kærlighed og individuel styrke.)

 

Historien starter med en beskrivelse af havkongens slot, han er far til Den lille havfrue og hendes 5 søstre. Havkongens mor tager sig af de seks havfruepiger.

 

Den lillehavfrue var den yngste af døtrene med blå øjne og bleg hud. Hun og hendes søstre legede med fiskene og drømte om at møde en smuk mand, ikke ulig den hvide statue af en ung mand, der var faldet ned fra et skib, som de tilbad (Freud ville nok have ment at fiskene vikarierede for fallos). Statuen af manden, var det fremmede nede i deres rige, som pigerne drømte om.

 

Den lille havfrue glædede sig især over det, som hun hørte om fra livet over vandets overflade. Blomsterne duftede som nævnt ikke på havets bund.

 

Farmoren (der tog sig af havfruepigerne) havde sagt, at de godt må komme op til overfladen som 15 årige og se sig omkring. Ingen var så længselsfuld som den yngste, Den lille havfrue, hun havde længst tid at vente.

 

De forskellige søstre stiger op og ser forskellige ting, og fortæller de andre om solen, byen, naturen, slotte, gårde, skove, fuglesange med videre. Den lille havfrue får en masse information om det andre ser. Søstrene ser mange smukke men også foruroligende ting, fx:

 

”Men hun sad roligt på sit svømmende isbjerg, og så den blå lynstråle slå i siksak ned i den skinnende sø.”

 

Da de som voksne piger havde vænnet sig til at svømme op til havoverfladen og se sig omkring, begyndte de dog at foretrække havets bund. Søstrene ønskede sig ikke væk, og de var også naive; de troede at sømænd der faldt over bord, ville overleve i deres våde verden. Men et menneske (en sømand) kan jo ikke leve i andres underbevidsthed (havet).

 

I det underbevidste kan man ikke engang være ked af det på en rigtig måde:

 

”… havfruen har ingen tåre og så lider hun meget mere.” (Hun er ikke individueret, og kan derfor ikke engang udtrykke tristhed rigtigt, og det er ulideligt for hende.)

 

 

Hun kommer nu op til overfladen

 

Hun kommer nu som 15 årig op til vandoverfladen som havfrue (en meget romantisk passage).

 

Hun er 15 og han, prinsen hun kan skimte på båden, er 16 – han har store sorte øjne (lutter ophidselse). Barndommens forelskelse glimrer mellem linjerne, især af den uforløste teenage slags.

 

Al fyrværkeriet spejlede sig i vandet… hendes verdens mørke spejler åbenbart livets fyrværkeri på hele hendes flade. (193)

 

Et uvejr kommer. ”Det store skib gyngede i flyvende fart på den vilde sø.” Vandet rejste sig (hendes længsel rokker ved skibet,… ville Freud måske også mene).

”Men skibet dukkede som en svane, ned mellem de høje bølger, og lod sig igen løfte op på de tårnene vande.” Skibet forulykker ikke desto mindre, prinsen smides over bord. Hun redder ham til stor fare for sig selv.

”Ved morgenstunden var det onde vejr forbi…”  ”Han lignede marmorstøtten nede i hendes lille have, hun kyssede ham igen og ønskede at han dog måtte leve.”

 

(Ifølge Jung bliver en kvinde til i kraft af mødet med ”animus” ude i verden. Det er igennem ham at hun opdager verden. Hun føler at hun bliver til, når hun endelig holder ham i sine arme. Endelig findes hun, endelig lever hun rigtigt.)

 

Hun efterlader ham på kysten og svømmer væk igen. Mange aftener og morgener efterfølgende steg hun op og så hen mod det samme sted, men så ham ikke. Hun holdt om statuen i bunden af haven (hendes egen animus), men det duer selvfølgelig ikke, for fantasien er ikke længere nok.

 

En dag når de andre havfruer får nys om hendes længsel og savn fører de hende hen til hvor de havde set ham.

 

Hun begynder nu at observere prinsen (196) fra bølgerne på den der fjollede forelskede måde. Hun svømmer meget nærmere land, end nogen andre havde turdet. Hun betragter ham manger aftener.

 

”Mere og mere kom hun til at holde af menneskene, mere og mere ønskede hun, at kunne stige op i mellem dem, deres verden syntes hun var langt større end hendes.” (197)

(I det psykologiske perspektiv vi her anlægger er det en meget rammende beskrivelse af den unge, der savner det store liv uden for ”mors skørter”.)

 

”Der var så meget hun gad vide, men søstrene vidste ikke at give svar på alt, derfor spurgte hun den gamle bedstemoder, og hun kendte godt til den højere verden, som hun meget rigtigt kaldte landene ovenfor havet.”

 

”Din fiskehale finder de hæslig oppe på jorden.” (underminering af pigens tiltro til sig selv – den overbeskyttende mor, Freuds Oedipus kompleks med pigen som offer for den overinvolverende mor.)

 

Og så arrangeredes en vildt fantastisk fest under havet (198). (Der skabes et hjem så overdådigt at de unge ikke vil forlade husets fire vægge. Det signalerer at farmoren som en anden heks i skoven sikrer et ”lagkagehus” til børnene, for at fede dem op og æde dem. Hverken heksen i Hans og Grethe eller farmoren i Den lille havfrue ønsker at give slip på sine børn.)

 

Den lille havfrue sang skønt, alle klappede for hende ”et øjeblik følte hun glæde i sit hjerte, thi hun vidste at hun havde den skønneste stemme af alle på jorden og i havet.”

 

Havheksen (199)

 

Den lille havfrue kan dog ikke holdes fanget under vandet, derfor søger hun hjælp hos ”havheksen”, for hun vil have sin prins, koste hvad det vil.

 

Alt er bare forfærdeligt og ulækkert, hvor heksen er: ”her voksede ingen blomster, intet søgræs…”

(hvad kan heksen siges at symbolisere? Farmorens skyggeside? Ved det ikke rigtigt…, Måske hun repræsenterer frygten forbundet med mødet med det, som man ikke er klar til, for man er ikke blevet trænet til det – agtigt.)

 

Havheksen siger til Den lille havfrue: ”Du kan aldrig vende tilbage igen. Du dør hvis du ikke får ham. Det vil gøre ondt at gå på dine fødder.” (Iø en talemåde for, at man ikke er moden nok til at stå på egne ben.)

 

Heksen fortsætter: ”Du skal give mig din stemme.” (Hun undermineres helt solidt på sin vej op fra havet. Hun sikres at hun ikke vil formå at kunne udtrykke sig selv og sige sin sandhed som et voksent menneske.)

 

Endvidere får hun at vide af havheksen, at hun vil dø hvis hun ikke får prinsen til at gifte sig med hende. (Det kan man så tænke over. Alt på et bræt? Vil det føles som en død ikke at blive elsket uden for familiens trygge skød?)

 

(Det er åbenbart som en slags død, at gå fra farens slot og hendes søstre. For sådan er det vel for det overinvolverede barn at forlade sin familie? Agorafobi, overdrevne kontrolbehov og angstproblematikker afstedkommes ofte af den slags opvækst. Hun ikke er udviklet nok til at mestre det, som hun vil, men alligevel vil hun det, hun er tapper. Med ”hun” mener jeg faktisk også HC Andersen selv, som efter alt at dømme ikke oplevede at have en stemme i sit kærlighedsliv. Han så lidt uheldig ud, og har givetvis båret på hemmelige forelskelser hele sit liv, som han ikke har kunnet give udtryk for. Måske historien ikke bare er et arketypisk eksempel på en pige der har levet under en overbeskyttende mor, men også et slags forklædt selvportræt, som kunst jo ofte er.)

 

Prinsen

Det ene med det andet. Hun bliver ven med prinsen: Han tog hende ved hånden, førte hende… hendes smerte var intens. Hendes gang blev set som en svævende gang. Hun var den skønneste, men kunne hverken synge eller tale.

(hun er der, og er der ikke samtidigt. Hun består af yderligheder, stille og samtidigt den bedste danser. Hun er dybt anderledes, et klassisk HC Andersen tema)

 

”Hun dansede som ingen anden havde danset.” (203)

 

Han kigger på hende, og siger…: du er fantastisk, men du er ikke den rette, for du er ikke hende jeg drømmer om.”

 

(her viser HC Andersen igen sin umodne kærlighedsforståelse, bare fordi vi har fantaseret om nogen, elsker de os altså ikke! Jf. Fx Prinsessen og svinedrengen. Man kan ikke nøjes med at håbe at nogen vil elske én, eller tro at en betagelse af en anden på en måde er lig med kærlighed.)

 

 

Skibet på vej til prinsens møde med nabokongens datter

Tiden går og prinsen skal vælge sig en prinsesse. De tager en skibsrejse til nabokongen, hvor han skalmødes hendes smukke datter.

 

(Er den lille havfrue endt i ”vennefælden”?). Prinsen til den lille havfrue: ”Du vil glæde dig ved min lykke, thi du holder mest af mig blandt dem alle, og den lille havfrue kyssede hans hånd, og hun syntes alt at føle sit hjerte briste.”

 

Skibet er nu på vej tilbage fra en tur til nabokongen, og prinsen har den nye prinsesse med om bord. Det er en slags gentagelse af den første gang Den lille havfrue hun ser ham. En spejling af det første øjeblik. Man fornemmer dermed en slutning, ligesom 1 minus 1 er 0.

 

Natten falder på, og morgenen kryber tættere og tættere på. ”Det blev tyst og stille på skibet. Hun vidste at den første solstråle ville dræbe hende.”

 

Søstrene der følger skibet fra bølgerne udklækker en plan. Hvis hun myrder prinsen kan hun vende tilbage til havets dyb med dem. De giver hende en kniv. (Symbolsk for at afslutte forestillingen om et selvstændigt liv med ægte kærlighed for atter at vendetilbage til et ligegyldigt/underbevidst liv, uden reelle muligheder for ”selvrealisering” og ægte kærlighed?)

 

”Stik prinsen i hjertet, lad ham dø, så vender du tilbage til havet, og ender som søskum!”

 

”dræb prinsen – skynd dig!” siger søstrene.

 

Slutningen

Hun kan ikke få sig selv til at gøre det, smider kniven i havet og dør, men ikke som havfrue, der ender i havskum. Hun dør som menneske og stiger til himmels. Hun duede ikke under vandet, og hun duede heller ikke som menneske, men i det mindste døde hun som menneske, hun gik til grunde i det virkelige liv i modsætning til hendes søstre der forblev “uindividuerede”.

 

På Fordybelsesrejsen #6 tager vi fat i temaerne:

At have sider af sig selv man ikke kender så godt

At se sider af andre, som de ikke kender så godt

Om traumer fra uigengældt kærlighed

Om “ikke at have en stemme”

Om at føle sig anderledes

Om at være ung, og svømme fra havet i armene på andre mennesker

Om den store angst og identitetskrise som mange unge må igennem

Om måden at tale med unge som er på den ift. individuering.

Om det vi stadig bærer rundt på, og hvordan vi tager os af “resterne”, fra den hårdtslående ungdom i vores krop og psyke, i vores hjerter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fire veje til et bedre liv med din fortid

Foto: Joana

Du har fire fortider (jeg ved det lyder mærkeligt) men ifølge det populære ”narrative perspektiv” har du et uendeligt antal fortider, og det er jo på sin vis endnu mere mærkeligt? For hver af de fire “fortider” giver jeg et par gode råd til hvordan du så bedst lever med dem. Hermed en poetisk-psykologisk udforskning af vores fortid:

 

Urfortiden (3 milliarder år)

Du fødes med større parathed til at frygte slanger, edderkopper, lukkede rum, højder, åbne pladser, mange mennesker end så meget andet. Årsagen er evolutionsbiologisk. Det kan der faktisk ikke være nogen tvivl om, for selv helt nyfødte børn reagerer mere med frygt på fx en slange eller edderkop end andre ting. Vi fødes altså med instinkter.

Meget af det vi drømmer om og frygter er altså ikke ønsket eller frygtet på grund af vores beslutninger, så meget som vi er født med anlægget og viljen til disse motivationer. Det var nok derfor CG Jung talte om en fælles underbevidsthed, at vi er som hylstre for en række arketypiske, tidsløse dramaer (fx heltens rejse, tragedien, detektivudforskningen, forelskelsen mv.), som lever igennem os, og som vi lever igennem, om man vil. Således kan det siges, at vi har en urfortid i os.

 

Opgave

Såfremt man kan sige, at urfortiden lever igennem os, skal vi passe på med at lade en urgammel frygt styre os hvis den ikke giver mening i moderne omgivelser. Såfremt at det passer at vi har nedarvede dramaer i os, skal vi sikre os at vi udlever de kærligeste og mest spændende dramaer.

 

Epigenetisk fortid (2-300 år?)

Du har ud over nervesystemets mange millioner års udviklings instinkter i dig, også ekkoer fra dine umiddelbare aners oplevelser i dig. Hvis dine forældre fx spillede meget musik, vil du efter al sandsynlighed have nemmere ved at tage et instrument op og gå i gang. Traumatiske oplevelser kan sætte sig i generne op til 14 generationer frem (viden fra dyreforsøg). Det har således længe været kendt, at overlevere fra koncentrationslejre fik børn der trods god og tryg opvækst, hyppigt led af forskellige varianter af posttraumatisk stress, netop fordi deres forældre havde gennemlevet traumer. Det vil sige, at vi efter alt at dømme, har ekkoer fra vores forfædre stærkeste oplevelser i os (fra de sidste måske 2-300 år). Det er ret vildt at tænke over.

 

Opgave

Når du oplever uforståelig tristhed, angst eller nogle stædige personlighedsmønstre, skal du måske ikke som det første tænke hvad du gjorde forkert, eller hvad du har oplevet i din opvækst, siden du oplever disse besværlige ting, men måske snarere kaste kærlighed tilbage på dine forfædre, der måske døjede med så stor elendighed pga. overfald, sult og lidelser, at det stadigvæk sender ekkoer i dit liv.

 

Personlig fortid (fra du blev født)

Du har oplevet mange ting. Et år varer rundt regnet 31.500.000 sekunder, og for hvert sekund bearbejder du overfladisk omtrent 120 indryk. Dvs. at du i løbet af ti år har modtaget 37.800.000.000 indtryk. Det siges af folk der forsker i sådan noget, at ingen af disse indtryk forsvinder som sådan. På en eller anden måde er det hele altså lagret i dig. Du oplever mellem 12000-55000 tanker i døgnet, lad os bare sige 30.000 tanker i døgnet det vil sige at du i løbet af 10 år har haft 100.950.000 forskellige tanker. Holy shit.

Du er jo bare lille dig, tænker du, uden af at vide, at du er fuldstændigt vildt kompliceret. Du er både det, der kan orkestrere, sortere, ordne og begribe alle disse ting og du er samtidigt beholderen for det hele. Det er ikke mærkeligt hvis folk bryder sammen fra tid til anden, det er mærkeligt hvis vi ikke gør.

Du har efter alt at dømme en masse oplevelser fra din fortid som skaber problemer for dig, uden af at du ved det. Mange af sådanne gamle minder kan vækkes til live, for at blive lagt til ro igen på en bedre måde (den grundlæggende antagelse i rationalet for megen psykoterapi),

Hvis vi ser bort fra alle disse latterlige tal og tilværelsens uransagelighed, er du også den der var et barn engang, og den der blev voksen. Den, der er, i kraft af dine minder. Den, der også er din fortid, og din kærlighed til din fortid, og din kærlighed til alle, der har bevidnet din tilblivelse. Du er altså ikke bare en krop placeret i tid og rum, men også et tidsløst “observerende selv”, som man kan kalde det. Du er nemlig, psykisk set (på en måde), den samme, som du var, da du var fx fem år gammel, selvom alle dine fysiske celler er blevet skiftet ud (alle celler er fornyet efter omtrent syv år).

Billede herunder: Et kalejdoskop

kalejdoskop 2

Det er i øvrigt her, at den narrative terapi måske rigtigt nok ser et uendeligt antal fortider (mange forskellige fortællinger om hvem du er, og hvad der skete), for alle disse indtryk kan jo danne utallige mønstre afhængigt af vinklen du kigger på dem med. Din fortid kan betragtes som igennem et kalejdoskop, med et lille twist ser det hele helt anderledes ud. Narrative terapeuter er gode til at give kalejdoskopet et twist.

 

kalejdoskop 3

Billede herover: Et kig ned i et kalejdoskop.

Opgave

Lad være med at være bange for skift i selvoplevelsen, du kan sagtens tåle det, og måske du har behov for det? Kontakt mig evt. for nogle sjove arbejdsark hvor du bliver udfordret på din selvforståelse. Et twist i kalejdoskopet kan også røbe spændende fremtider, som du ikke lige havde forestillet dig?

 

Den umiddelbare fortid (fx igår eller for et sekund siden).

Dit humør præger din oplevelse af din fortid. Hvis du fx er ked af det, vil flere sørgelige ting stikke ud i dine minder. Dine fordomme kaster således også lyset bagud på det du har set. Du forvrænger nemlig det oplevede, så det stemmer bedre overens med dine tidligere erfaringer. Du husker naturligvis kun det du fokuserede på og du fokuserede primært det, som du forventede at se, således diskvalificerer du også nemt indtryk, der ikke har et match i din hukommelsesbank. Vi har forståeligt nok, et stærkt indgroet behov for at skabe en holdbar fortælling omkring os selv igennem de nævnte utallige indtryk.

Din oplevelse af nuet styrer altså dine tanker om din umiddelbare fortid, og din fortid repræsenterer således et mere præcist billede af hvad du tænker verden er, end hvad den reelt er – på en måde (jeg ved det lyder lidt syret).

 

Opgave

Des mere fleksibel og åben din opmærksomhed, des mere fri og glad bliver du som regel, for her sættes stemningen af det, der reelt foregår snarere end af hvor vidt du kan kontrollere at dine konklusioner om dig selv og livet matcher præcist. Du bliver mere nærværende, kærligere og klogere af at være mental fleksibel. Du kan også lade være med at tænke så meget over fortiden, for den klarer sig fint uden dig.

 

 

”Jeg tror de fleste forældre drømmer om, at kunne låse dem inde i et skab..” Om skærme og skærmtid.

Foto: Mit første udkast til skærmreglementet

 

Vi havde talt om børn og konflikter.

 

”Jeg tror de fleste forældre drømmer om at kunne låse dem inde i et skab..” Hun talte om telefoner, iPads mv., hun fortsatte: ”Det burde jo være sådan, at normalen var, at man ikke havde skærm, at skærm skulle være noget, man skulle spørge om, eller noget der kunne planlægges ind i en dag, så man kunne have skærm i visse tidsrum.” Det var en slags henkastet overvejelse.

 

Måske de fleste forældre synes at skærmtiden er gået over gevind, men ikke tør at blive uvenner med deres børn, så de lader stå til?

 

Så. Fredag aften var børnene helt kuldrede under tandbørstningen. Vi har fire stks til sammen i alderen 7-14. Hun fik nok af to af to dem og sagde: ”I morgen tidlig skal I være vågne og aktive en time før i får jeres telefoner.” Morgenen kom. De to skurke kom ned til ”afsoning” i stue-køkkenet. Den store dreng brokkede og beklagede sig, da han lagde sig ud på altanen i det varme morgen solskin med en novellesamling (god klassisk litteratur, som jeg havde valgt til ham). Vi har en regel om at han skal læse en halv time hver dag, så jeg havde fortalt ham, at han lige så godt kunne tage sin halve times læsning nu. Medens jeg begyndte på morgenmaden kunne jeg observere ham ud af vinduet, der åbner ud til altanen. Min datter på 10, den anden skurk fra aftenen før, stod på en bænk i køkkenet lænet ind over den lidt over en meter høje skillevæg mellem køkken og stue, og vi fik en snak over mit kokkeri med bacon og spejlæg. Jeg spurgte hvordan undervisningen egentlig foregik i de forskellige fag, hun fortalte og delte ufiltreret omkring skolelivet. Jeg satte musik på og sang med, og opfordrede hende, der virkelig ikke tror hun kan synge til at synge med. Efter en lille halv time satte jeg maden i den let opvarmede ovn. Så dansede vi, så hende der ikke tror at hun har rytme kunne få mærket noget rytme og glæde ved dans og bevægelse. Drengen havde læst i en halv time og lå nu i bar mave på altanen og flød ud i morgensolen. Der var næsten gået en time.

 

Jeg tændte toasteren, lavede nogle suveræne toasts, kaldte hele huset sammen, og så sad vi alle sammen om det høje spisebord.

 

Under maden reflekterede jeg højt over hvor hyggelig denne morgen havde været. Den store dreng sagde, at det havde været en forfærdelig morgen. Jeg svarede ham, at det var okay, at han havde det sådan, for det kunne godt være ubehageligt at bryde vaner. Jeg sagde også til ham, da han ville diskutere det, at det ikke var børnenes følelser jeg styrede efter, men at gøre det rette og det gode. Derfor kunne han godt lade være med at appellere til mine følelser, for det ville alligevel ikke virke.

 

Vi får ikke et skab med lås på til al elektronikken, men det er vigtigt, at vi ikke eksperimenterer for meget den nye generation. Forstået på den måde, at man ikke bare bør overgive sig til den nye IT virkelighed, at vi godt må holde fast på samtalen, nærværet, litteraturen og dans og musik, om ikke andet i weekenderne.

 

 

Psykologens fire virkeligt gode råd som virkeligt ikke lyder som gode psykologiske råd, men er det.

foto: Amanda Dalbjorn/Unsplash

Lad være med at stole på din viljestyrke eller motivation hvis du skal udrette noget

Det er ikke viljestyrke og motivation der primært kendetegner effektive mennesker. Det er noget andet. Det vigtigste synes at være i god form, at meditere, at sove nok, at brænde for noget (ligegyldigt hvad) men vigtigst af alt: Selverkendelse på et helt pragmatisk, praktisk niveau. Man skal kende sig selv så godt, at man ved at man skal planlægge de ting, som man som regel ikke gider, og placere sig selv i omgivelser og med de typer/alene, der ansporer effektivitet.

 

Selvsikkerhed opnås gennem uvished

Som psykolog overrasker det mig gang på gang, at det er via skepsis at man opnår en følelse af selvsikkerhed. Det er via tvivl og undring at man finder sit fodfæste i verden. Man tror jo at det er lige omvendt. Man kommer dog ikke sovende til det man kan kalde ”den gode tvivl”, det kræver indsigt og erfaring. (Sokrates gik ikke uvidende rundt på torvet og stillede drilske spørgsmål til de selvbestaltede eksperter, han vidste en masse, som han ikke gav udtryk for.) Det er derfor en fordel at læse god litteratur, for herved får du adgang til andres erfaringer og tankeverdener, så du kan blive bedre til at læse dine omgivelser også. Det hjælper også at meditere, for her træner du evnen til at være nærværende uden af at være den vidende

 

At tabe sig kræver madnydelse

Dette råd er virkelig mærkeligt, for jeg kan personligt godt finde ud af at faste. Jeg kan også godt nægte mig selv fx hvidt brød og slik. Det klarer jeg fint. Men der er altså mange, der kløjes helt i forbud mod madvarer. Slankekure virke over en bred kam ikke så godt. Løsningen for mange er snarere stædig meditationspraksis og fejring af appetitlig mad, som anrettes pænt og småt som de gode franskmænd gør det. Man skal gå så meget til fadet, at man oven i købet skal sige højt til sig selv hvad man spiser når man tager en bid og sige MmmMMmm (det aktiverer madhukommelsen – ved det lyder mærkeligt, men det virker).

Skyld og skam ifm mad leder som regel til en ond cirkel, for herved foranlediges man til at trøstespise.

 

Accepten af tristheden er vejen ud af tristheden

Der er mange veje til tristhed. Fællesnævnerne er en slags langvarig stress op til og under tristheden. Længe har man derfor arbejdet på at fjerne denne tristhed med piller, hvile, motion og andet. Resultatet af denne fjern-tristheden-dagsorden er, at folk stresser over den og derfor bliver endnu mere triste. What to do? Accepter tristheden med forskellige oplevelsesorienterede øvelser. Accepter den som du accepterer så meget andet, og du vil opleve at den gradvist vil forsvinde i baggrunden af det hele.

 

Efterskrift

… jeg har mange flere paradokser oppe i ærmet, men det var i hvert fald de føste fire. Der er i det hele taget en særlig frihed og fred i sindet forbundet med paradokser, men det er et mere meta-agtigt paradoks.

 

Om dovenskab og hengivelse

Foto: Nathan Anderson 

Det her kommer til at lyde corny. Jeg ved det og dog vil jeg gøre mig til flodbunden for denne morgenstemning jeg sidder midt i. 

 

Solen skinner, det er i slutningen af maj. Klokken er lidt over syv. Jeg sidder på altanen med computeren i bar overkrop. Kim Larsen droner ud af nogle højtalere et sted i gården og en hveps summer lidt utålmodigt omkring mig. Jeg må til sidst rejse mig op da den sætter sig på min ryg. Jeg laver dog ikke en hvepsedans, for sådan er jeg ikke af natur. Hun spørger nu ud igennem vinduet, ”har du set det grønne låg til drikkedunken?” for hun er ved at smøre madpakker til sine børn, og jeg har tømt opvaskemaskinen. Jeg smider hvad jeg har i hænderne, og går ind og finder det til hende. … Hvor kom jeg fra. Jo, det er sidst i maj, solen brager ned, og jeg har på ryggen af en anarkisme, som efterhånden føles medfødt, givet mig selv en masse problemer i tilværelsen. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og således har min egenrådighed og glæde over tilværelsen peget mig selv i retningen af mit mere uproduktive og milde væsen, der som en flod strømmer igennem mig, og som jeg kan fornemme som noget, alle andre også oplever. Det er jeg stensikker på, selvom det burde jeg jo – strengt taget ikke være. Men det har jeg det ok med. Det føles nemlig sært nok ret kollektivt at falde tilbage i mig selv, i denne flod, for det føles så .. så… fælles? Det er ikke det eneste der er sært ved denne flod, den kan flyde ude af at have specifik retning i sigte (for sådan er vand jo). Den bevæger sig godt nok, men den forekommer mig af og til så glat og smidig, at man godt kunne tro, at man bare kiggede på et let bølgende spejl.

 

Folk opfører sig ofte som om, de slet ikke har opdaget åen, eller den rasende flod i deres psykiske arkitekturs midte. Men mig kan de ikke snyde, selvom jeg lader dem. Jeg kan nemlig også være helt fra den selv. Jeg kender det jo godt. Jeg kan også glemme den.

 

Floden kan strømme stærkt, og alligevel er det som om, at den bliver ved med at være den samme (sådan er floder jo). Den forekommer mig at være en slags essens, eller livskraft, eller menneskelighed om man vil. Jeg må tilstå den lidt skøre tanke, at jeg jo altid har betragtet oplevelser som en form for væske, som noget der løber igennem os, som noget der aldrig er helt fast, som noget der hele tiden ændrer form. Man ”klukker” jo også af grin, og et kuldegys ”løber jo også igennem én”?

 

Denne ”flod” er muligvis mit billed-ord for det CG Jung beskrev som det fælles underbevidste, det som Alan Watts beskrev som ”helheden”, som nogen betragter som Gud, eller det jeg som en slags allestedsnærværende mild intentionalitet. Det er, må jeg tilstå, nok ret flippet, men ”flippet” er jo bare et ord. Jeg er i øvrigt ikke nær så klog som nævnte herrer, og jeg vil ikke forsøge at legitimere min oplevelse med fine koncepter, begreber og citater og ”hjerneforskning”, for jeg skal ikke bevise noget for nogen. Floden der løber under neden går alligevel ikke så meget op i evidens. Den er ikke konceptuel.

 

Floden der strømmer er som regel langsom og så naturlig og så evig, at vi tager den for givet. Vi værdsætter den måske kun lidt tilfældigt. Sjældent svømmer vi i den, og de der giver sig hen til den, ser vi som lidt pinlige, for skal de dog ikke udrette noget? Og sårbarheden og tvivlen forbundet med hengivelsen til os selv og ti verden, finder vi som regel lidt akavet.

 

Den kræver sin mand, hvis man ikke skal fremstå lidt kikset i hengivelsen og den sødme som floden (os selv) kæler for flodbrederne (vores omgivelser) med.

 

I denne flod ser vi ikke bare vores dybeste menneskelighed, vi kan også risikere at støde på andre, der for en stund har taget en dukkert. Dér kan vi mødes,  den fælles flod.

 

En hver mand, der giver sig hen til floden svømmer straks med talrige kvinder, for de sukker efter manden der giver sig hen (jeg har også være single en gang). Det er på en måde meget sydlandsk. Du ved hvad jeg mener? Se. Jeg behøver ikke at forklare det. Jeg tror at det måske at floden er det som Jung beskrev som Anima, en urkraft vi har forbundet med det feminine, en evig baggrund, og en substans som vi er gjort af, og som er uegennyttig. Den kræver ikke vores respekt, vi må godt ignorere den, men det tjener os ikke.

 

Nu når jeg har været flodbund for hin kollektive urstrøm i mit indre i snart 45 min, må jeg i gang med at være effektiv, for huslejen skal jo betales, og regnskabet i hus med hiv og sving, og lover mig selv at tage en svømmetur senere i dag igen.

14 Coaching cases. Tema: Ledelse.

I det følgende har jeg valgt at fortælle om nogle af den slags problemer, som især ledere kommer og ønsker hjælp til. Der er tale om cases som jeg har sat sammen på kryds og tværs, pga min tavshedspligt. Hvis du måske føler dig genkendt, er det fordi det er udbredte og kendte udfordringer.

Magt, konflikter og assertiv kommunikation

(Læs om “assertiv kommunikation” her.)

Du er chef og du har en leder, der er utroligt god til at snakke og socialisere, og du mistænker ham for at tage parti med sine ansatte, i stedet for ledelsen.

Når du er på besøg i lederens afdeling har du rent faktisk hørt ham tage sine medarbejderes parti mod ledelsens linje.

Du søger hjælp til at håndtere situationen, for du oplever at miste indflydelse på de medarbejdere der er under ham, ligesom det i det hele taget giver uro og dårlige trivselsmålinger når dit samarbejde med en af dine ledere ikke fungerer optimalt.

Den øverste ledelse har sat en konsulent på sagen, men vi finder ud af, at det er bedre, at du selv håndterer situationen. Vi finder frem til, at du må stille en serie afklarende spørgsmål til ham omkring hvordan han betragter sin rolle. For han er tydeligvis ikke klar over sin egen jobbeskrivelse som leder.

Vi lægger op til, at du skal stille et antal specifikke krav og holde fast på dem. Vi støver dine i forvejen gode kommunikative færdigheder af, så du kan træde bedre i karakter over for pågældende leder. Resultatet er en øget grad af klarhed og retning i samarbejdet med den pågældende leder. Overordnet opdager du i løbet af coachingforløbet, at du skal uddelegere mere, gøre strategien tydeligere, og være bedre til at stille krav generelt.

Du opdager, at din blide, høflige og selvopofrende stil lidt for nemt bliver udnyttet af medarbejdere og ledere, der muligvis betragter dine fine sociale færdigheder som en svaghed, og du påbegynder en mere kontant stil, der både bidrager til klarhed og ro.

Kultur, gruppedynamikker, rollefordeling og overansvarlighed

Du er lige blevet økonomichef og du har overtaget et lønsystem, der simpelthen ikke fungerer som det skal. I ledergruppen påtager du dig ansvaret for alle de problemer forbundet med det. Du varetager interne klager. Du begynder at mistrives. Du søger hjælp, så du bedre kan fungere i den vanskelige situation, uden af at miste værdighed og selvsikkerhed. Du finder ud af, at du kan og bør skubbe ansvar fra dig i særlige situationer, og du lærer at stille krav så det kan høres. Du ”mander” dig op og nægter at tage aben på din skulder. Du lærer, at dit ”drive” og dine mere eller mindre bevidste sociale strategier i retning af at påtage dig ansvar for alt muligt (for derved at føle dig vigtig?), er begyndt at forværre din succes på det ledelsesplan du nu befinder dig på.

Du beslutter dig for at blive lidt mere “glat” til ledergruppemøderne, for én ting er, at påtage sig det ansvar som er upopulært, “så man kan komme videre i teksten”, noget andet er, at påtage sig alt muligt ansvar og acceptere ansvaret for problemer, som uretmæssigt skubbes hen på dig. Vi ser tingene an, for hvis kulturen er af en art, hvor man ikke passer på hinanden, er det måske ikke en arbejdsplads man skal blive på i det hele taget.

Case 3. Ledelsesstil og svære samtaler: Du er en velanset og højt begavet chef med 50 konsulenter og kontormedarbejdere under dig, og den nye direktør udviser ikke den følsomhed som må forventes i forhold til den kultur der hersker på arbejdspladsen.

Du lader ham gentagne gange vide, at han bør lægge sin stil om, for den er hverken effektiv eller kærlig. Han lytter ikke. Han ændrer sig ikke.

Du søger hjælp til at tage den vanskelige samtale du bliver nødt til at tage med ham. Vi får planlagt hvordan du skal gribe det an.

Det ender med at du tager en lang samtale med den nye direktør. Resultatet er godt. For en gangs skyld lytter han. Han er chokkeret over kritikken. Som i så mange andre tilfælde er der mange, der ikke hører kritik før den bliver fremført klokkeklart.

Direktøren var overrasket over kritikken, hvilket siger noget om, at ”man godt kan sige noget til folk uden af at de hører det”. Det siger også noget om, at det moralske mod forbundet med at kigge hinanden i øjnene og sige hvad vi har på hjerte, og sige til og fra, gælder i alle tilfælde, også i arbejdslivet. Det banale er vigtigt, selv på højt ledelsesplan.

 

Arbejdspres og pragmatiske løsninger

Du er leder for en stor institution, og det er fysisk umuligt at læse alle dine e-mails, og dine medarbejdere forventer at du tager over, hvor de ikke selv kan nå mere. Hvordan sorterer du i dine opgaver, og hvordan lader du ”arbejdet blive på arbejdet”? Hvordan forvalter du dig selv og andres tid i forhold til de mange opgaver uden af at blive stresset?

Du opsøger hjælp, måske primært for at få en skulder af græde ud ved, om man vil.

Du ved egentlig godt hvad der er det rigtige at gøre, men du har behov for at vende det med en udenforstående. Jeg hjælper dig med at prioritere i opgaver og sætte dine værdier i et hierarki, så det bliver nemmere at handle skarpt ift. den vanskelige situation du befinder dig i.

Du finder ro ved at lufte dine tanker hos mig, hvor du blandt andet får konkluderet, at du bare ikke kan nå det hele, og ”hvis mailen er vigtig, så kommer den igen”.

Denne case er et eksempel på, at mange ledere arbejder under et pres, der kun er holdbart fordi der ikke er andre ting, der er gået galt, hvis der dukker andre problemer på horisonten, som fx problemer på hjemmefronten, kan “læsset vælte”.

 

”Vejrhaneledelse”

Du er leder for en afdeling i et stort center, og oplever igen og igen, at dine idéer og planer modarbejdes af chefen, der primært er interesseret i at være vellidt og derfor som en ”vejrhane”, skifter holdning alt efter hvem han taler med.

Dine kollegaer har samme erfaring. Resultatet er bl.a. konflikter og generel utilfredshed i ledergruppen.

Du søger hjælp sammen og vi drøfter hvordan du bedst kan håndtere situationen. Vi arrangerer et møde mellem de 4 ledere og chefen. Over de tre timer får vi ”svesken på disken”, og chefen konfronteres på opgaven med at holde ledergruppens kurs.

Det er ikke nemt. Det ender med, at det bliver mig som konsulenten, der må lokke chefen ud på arenaen så en ægte dialog kan opstå. Selve atmosfæren og den til dagen planlagte anerkendende metode skabte i en tryghed, der bidrog til god dialog og holdbare løsninger.

 

Politik

Du er chef i en ny kommune. Du har haft stor succes med forandringsprojekter andre steder. Direktøren og politikerne har udstukket en opgave til dig. Du er blevet ansat til at foretage dybest set upopulære forandringer.

Det viser sig, at direktøren ikke selv har lyst til at lægge navn til nogle af de påkrævede forandringer. Du tror fejlagtigt at du har hans opbakning og gennemfører op til flere af disse forandringer. Du finder ud af, at du står mutters alene med dette ansvar. Direktøren bakker dig ikke op, og du sidder i saksen.

Du står alene med store konflikter.

Du får øjnene på for nødvendigheden af professionel sparring med en ekstern kosulent. Du kontakter mig, og vi drøfter hvordan du kan til at håndtere en situation, som direktøren ikke kan/vil hjælpe dig med. Vi igangsætter en lang sej proces med at redde dig ud af situationen.

Konklusionen er, at vi skulle have fået fat i dig noget tidligere. Konklusionen er også, at kontorpolitik måske er chefens vigtigste kompetence når upopulære forandringer finder sted i store organisationer.

 

Udlandsophold og kriser

Du er CEO for en stor virksomhed, hvorfor du har boet i forskellige lande. Du oplever tegn på ”udbrændthed” herunder flyskræk, panikangst og søvnproblemer. Du har lært at håndtere dine symptomer på langvarig stress ved at ignorere dem.

Vi blotlægger nogle af de uløste ting, der går dig på. Du opdager at nogle af de ting der stresser dig, var mere eller mindre fortrængte. Du savner fx nogle af dine børn, der bor i lande langt væk, grundet din karriere, som har gjort at du har arbejdet i forskellige lande. Du bliver i tvivl om hvad der er vigtigt og godt i dit liv. Og begynder at overveje at tage et orlov for at få ro på. Det undrer dig hvorfor alle skal have så travlt. Tilsvarende oplever mange diplomater særlige problemstillinger forbundet med expatriot tilværelsen.

Udlandsophold og kriser II: Du har som politiker/militærperson været flere år i krigshærgede lande. Du vender hjem og begynder at opdage, at du ikke trives. Du finder almindelige møder og livet med 9-5, både angstprovokerende og kedeligt på samme tid. Du har store problemer med at finde ro og livskvalitet i Danmark.

Du søger hjælp, fordi du bliver forskrækket over en angst og en tvivl, som du aldrig har oplevet før.

I samtaler hjælpes du til at få normaliseret dine oplevelser, så du ikke stresser unødigt over dine tilpasningsvanskeligheder. Undervejs finder du ud af, det er normalt at opleve langvarige og stærke reaktioner på at være vendt hjem til Danmark fra en helt anderledes kultur og hverdag.

Vi hindrer dig i at udvikle post traumatisk stress eller depression. Vi hindrer dig i at flytte/flygte fra Danmark igen, og du lærer på sigt at finde dig til rette i Danmark igen, om ikke andet indtil dit næste udenlandsophold.

 

”Ung leder ældre”

Du er en ambitiøs ung leder, som bl.a. skal varetage ledelsen af ugentligemøder med senior ansatte. På disse møder sidder de ældre ansatte og bruger meget tid på at tale i øst og vest og gamle dage og alle de tusind ting, man skal forholde sig til, selv ift mindre beslutninger. Dette gør de givetvis for at føle sig vigtige.

Hvordan reducerer man den spildtid?

Du lærer at vende denne slags situationer til din fordel. Du lærer at betragte det som situationer, som du under alle omstændigheder må lære at håndtere såfremt du vil have en god lederkarriere. Du lærer at man må finde sig i nogle gruppedynamikker, men ikke så mange at det går ud over arbejdsopgaven. Du lærer strategier til at skære de snakkende seniorer af på møderne, så effektiviteten forbedres og alle føler sig okay samtidigt. Det lykkedes måske ikke helt perfekt, men det lykkedes til en grad som kan lade sig gøre inden for de rammer der er.

 

Behov for selvsikkerhed

Du er blevet forfremmet i en sen alder, og vil klædes på til at håndtere ledelsesfaget på lige fod med alle andre, og har behov for sparring på en række områder.

Vi vender en række begreber, personlighedstests, kommunikationsstrategier og andre redskaber således at du føler dig bedre klædt på og understøttet i at du er god nok, både som person og som leder.

Vi bruger bl.a. ”styrketesten” til at hjælpe dig med at få øje på alle de ressourcer og karakterstyrker du besidder. Du indfører styrketesten på dit arbejde blandt de ansatte, for at skabe et stærkere og mere anerkendende “styrkefokuseret” kultur.

Du oplever at have fået mere autoritet og “power” , du træder mere i karakter og styrketesten bliver taget godt imod. Det er en succes.

 

”At redde en uheldig situation”

Du har en succesrig virksomhed og har givet lønforhøjelse til alle ansatte, men fordi du har brugt procentmetoden i stedet for at give alle samme beløb, har du skabt konflikter i stedet for glæde. Du fortryder det, men du kan ikke lave det om.

Vi arrangerer en “firmadag” sammen. Du får hjælp til at være autentisk og modig nok til at være der, og stå i den situation som du har skabt. Vi får sat ord på miserne i fællesskab og får den lagt til jorden.

Tilbagemeldingerne på dagen er gode, og de få konkrete tiltag vi får sat i søen, bliver godt taget imod.

 

”Selvstændige og iværksættere der prøver at hyre nye ansatte”

Du er en meget succesrig selvstændig, der har svært ved at finde ansatte, der kan det samme som dig.

Du søger sparring ift. ansættelse, jobbeskrivelse, forventningsafstemninger, svære samtaler og andet, det kan sikre dig at du ansætter den rigtige, og at du optimerer på den/de nye ansattes præstationer.

Du bruger mig som en slags ekstern partner ift. mindske risici for at ansætte den forkerte. Vi mødes adskillige gange, jeg besøger din virksomhed, og du udvikler præcise redskaber, som selv større virksomheder ville kunne være misundelige over.

 

Selvledelse og motivation

Du er selvstændig men arbejder ikke nok, du savner motivation, gnist og gejst og savner noget coaching ift. at ”komme ud over stepperne”.

Hvad må du gøre for at holde din indtægt og gejst oppe? Hvordan taler du med dine ansatte om dine dyk i humøret, og din svingende performance? Hvordan håndterer du, at du laver overspringshandlinger? Hvordan sikrer vi os, at du er aktiv på et plan hvor kunderne kommer ind ad døren, og dine ansatte føler sig trygge og glade i deres ansættelse? Hvordan sikrer vi os at udfordringer i privaten ikke tapper dine kræfter, således at du ikke kan passe dig arbejde? Vi afdækker din situation og du får et rum til refleksion.  jeg hjælper dig med at indføre en struktur, som du skal følge slavisk.

Du opdager, at løsningen på at komme ud af en fastlåst ”arbejdssump” ikke er mere viljestyrke, men snarere stram og kærlig planlægning (og løbende opfølgning i starten). Alle har behov for struktur, og den kan skride for mange i det moderne selvledende arbejdsliv.

 

Personlighed og at ”finde sin hylde”

Du har været en succes tidligt i livet, og du har ”overidentificeret” dig selv med rollen, som den der klarer det hele og gør alle glade.

I takt med at dine udfordringer er blevet større og mere komplekse bliver denne rolle stadigt sværere og sværere at leve op til.

Fra et af Danmarks talenter til en presset partner, finder du dig selv i en slags eksistentiel krise.

Hvad brænder du for, hvorfor?

Hvordan finder du din energi og motivation og hvor skal du søge hen? Ligesom mange andre har du overidentificeret dig med rollen som ”den der præsterer”, så når det går skævt (af forskellige årsager) føler du dig tom, uden værdier, mål og retning.

Vi hjælper dig med at finde fodfæste, igen, og det lykkes dig at finde mening og værdighed i et nyt job med et ansvar der stemmer bedre over ens med den arbejdsrolle og arbejdsstil du godt kan lide at fungere med.

Nu har du succes uden at føle dig presset af krav, som du finder anstrengende/kedelige.

 

”Når bekymringerne fylder for meget”

Du er højt begavet, og finder dig selv i den sære situation, at du bekymrer dig om alt muligt, som slet ikke er nødvendigt at bekymre sig om.

Hvad der reelt er værd at bekymre sig om, og hvad der ikke er reelt set værd at bekymre sig om, tåger lidt sammen for dig. Du søger hjælp.

Dine bekymringsvaner er så indgroede at vi må benytte os af specifikke behandlingsmanualer fra kognitiv terapi.

Du responderer godt på terapien, og medens du ikke ligger bekymringerne helt fra dig (dit arbejde kommer med helt naturligt forekommende bekymringer), lykkes det dig, at opnå lange pauser mellem bekymringerne. Du beskriver hvordan du i højere og højere grad oplever at have bekymringerne og kunne kontrollere dem, snarere end at bekymringerne har dig og kontrollerer dig. Du oplever dig i kontrol og har fået bedre livskvalitet og bedre overblik over dit firma.

Er coaching noget for dig?

Følgende er skrevet til dig, der overvejer et coachingforløb.

 

Gennem en årrække har jeg coachet hundredevis af mennesker fra unge til gamle, fra privatpersoner til ledere på alle niveauer fra Hoffet henover skoleledere til CEOer for internationale virksomheder.

Det er ikke alle der kan eller skal coaches. Det er ikke alle der er “coachable”. I det følgende vil jeg kort beskrive nogle af de overvejelser du kan gøre dig før du vælger en coach, derefter vil jeg kort beskrive min tilgang til coaching.

Til at begynde med skal man være forandringsparat. Man skal have et minimum af motivation. Såfremt man har genstridige problemer fra de “samme gamle mønstre”, skal man turde erkende, at man har et problem, som man ikke kan løse selv. Man skal investere lidt tid og penge, og være opsat på at udføre hjemmeopgaver hvilket kan inkludere træning, dagbog, øvelser, specifikke meditationsøvelser og fx mentoring og derfor …  Forstår jeg godt, at der er mange der ikke orker, men det er ligesom med træning, uddannelse eller et parforhold, du får det igen, som du lægger i det.

“Jeg behøver ikke at udvikle mig!” Tænker du måske? Men hvis du befinder dig i et konkurrencepræget landskab vil du få problemer hvis du ikke udvikler dig. Hvis du er leder eller chef med den attitude, er det oven i købet også dine medarbejdere der vil lide under det.

“Jeg vil ikke udvikle mig!” Svend Brinkmann og så mange andre har måske ret, når de beskriver et moderne liv som præget af en “udviklingstvang”, men de tager fejl i den anden halvdel af ligningen, for medens professorernes ansættelse er garanteret, er din det ikke. Du skal opdatere din faglighed og følge med for at føle dig sikker og for at trives. Det er et faktum født af samfundets generelle udvikling.

Mennesket har lige dele rod i sin udvikling som i sin stilstand. Den gode coaching samtale gør, at man kan føle sig tryg og i bevægelse på samme tid.

Hvorfor kan en coachingsamtale det? Hjernen og personligheden fungerer på den måde, at vi filtrerer 99 % af indtryk fra (hvis det kan gøre det) for at skabe orden i vores indre og forudsigelighed i vores ydre. Vi reducerer verden til så store pixels som muligt. Vi kan i brede træk ikke ikke fordøje kompleksitet. Vi har altså pr nødvendighed stærkt fordrejede billeder (“fordomsfulde”/bias) opfattelser af vores virkelighed. Derfor ser vi iø aldrig helt det samme som andre, og derfor kan en god samtale løfte dit blik, så du kan få øje på nogle af de resterede 99 % af begivenheder der har foregår i dit liv. Den gode samtale lader dig se mere af dig selv, mere af andre, mere af din fortid og mere af de urealiserede fremtider der byder sig til. (den længere udredning om dette tager afsæt i “logos”).

Altså: Når jeg coacher fortæller jeg dig ikke hvad du skal gøre, men jeg lader dig opdage mere af det, som du på en måde allerede ved, du har bare ikke forholdt dig til det endnu.

Coaching handler ofte om ønsket om at præstere bedre og mere. Her opsummerer jeg på baggrund af en stribe pod cast interviews, det, jeg ser som specifikke psykologiske fællestræk ved personer der stortrives med toppræstationer.

Coaching handler ofte om selvtillid. Her skriver jeg om lederens behov for at kunne stole på egne vurderinger.

Coaching handler ofte om personlig udvikling. Her skriver jeg om en tretrinsmodel for eksistentiel personlig udvikling.

Coaching handler ofte om stresshåndtering. Her er en artikel fra Alt for damerne (som jeg har skrevet meget til), om stresshåndtering og her skriver jeg om tegn på stress, og her skriver jeg om hvordan vi ofte er vores egen værste fjende i forhold til stress. Her og her skriver jeg om bekymringshåndtering.

Som coach tilbyder jeg en platform hvor du uden forstyrrelser og uden referat, kan slække på facader og parader, og samle dig om det vigtige. Her kan du læse om mit etiske afsæt.

Vi starter med det, som jeg kalder jeg en ”konceptualisering”, en slags kortlægning af din situation, der fx kan indebære diverse tests (specifikt NEO-PI-3, Youngs Schemata Test og Styrketesten fra den positive psykologi) tests i arbejdsmiljø (NFAs mellemlange spørgeskema i psykisk arbejdsmilø), samt en analyse af din kommunikationsstil og en række afklarende spørgsmål om din personlighedsudvikling, dine sociale strategier, leveregler og vaner. På den måde skaber jeg sammen med dig et billede på hvad der skal arbejdes med og hvordan ift dine formål, din situation og din personlighed.

Coaching handler basalt set om kortlægning, planlægning, udførelse og evaluering, hvor egentlig terapi handler mere om refleksion mhp. dybere selverkendelse. Du kan læse mere om de bærende principper i coachingen her.

Nogle gange sætter vi fokus på at definere en god målsætning andre gange på oprigtig kommunikation; hvad skal du i så fald øve dig på at udtrykke til hvem, hvordan og hvorfor? Andre gange er der mere behov for fokus på stresshåndtering eller motivation og glæde.

Metoden jeg arbejder efter tager afsæt i en række forskellige teorier, bl.a. kognitiv terapi og narrativ praksis og ”paradigmer”, som jeg ikke kan redegøre for på nogen tilfredsstillende måde i denne introduktion. Men du kan som klient føle dig sikker på, at jeg har en betydelig viden, om hvad der virker hvordan og hvorfor inden for personlig udvikling og coaching. Således har jeg fx undervist udbydere af coaching i ”evidensbaseret coaching”, ligesom jeg har fx undervist i ”systemisk coaching” for Teknologisk Institut, hvor jeg for tiden er censor på uddannelsen for “Resultatorienteret Coaching”. Her har jeg skrevet om 14 cases fra min ledercoaching.

For nærmere information skriv til: thomas@psykologerne-frederiksberg.dk / tlf.: 28700900

 

Da en jungianer smadrede Prince Charles’ karriere og andre finurlige cases

Alle der arbejder med mennesker bør vide, at en hvilken som helst metode der tages for bogstaveligt kan skabe flere problemer end den løser. Ligesom med parolen i politiarbejdet skal man måske følge metoden/reglerne, men man skal også tænke sig om. Man kan ikke nøjes med den ene halvdel af ligningen. Jeg har selv klokket i det af og til, hvorfor dette essay ikke skal ses som en opsang til andre, men som et kuriosum for alle i denne branche.

Den bløde sjæl

Som det beskrives i de ældste religiøse myter, er vi som skabt af ler. Der sættes nemt aftryk i os, og jo mere man stabler et videnssystem på sig, det være sig en religion, en metode, en holdning, eller en politisk overbevisning, des tungere bliver det, og des større aftryk skaber den på vores bløde sjæle.

Herunder strør jeg et par eksempler på ovenstående, både fra mine egne fejl og erfaringer, og fra det jeg har læst, hørt og lagt ører til fra kollegaer. Hvis folk føler sig ramt passer det mig fint, for folk bliver godt nok tossede af at blive kritiseret,  men de bliver endnu mere tossede af ikke at blive kritiseret.

 

Prince Charles og Jungianerne

Der var fx den gang hvor Prince Charles gik i terapi hos en Jungianer, der fik ham til at tale med sine planter, for de var en del af hans “selv”, tro at han var et mytisk væsen, og foranledigede at han sendte talrige sære breve til statsoverhoveder fra hele verden mv., hvilket jo gjorde ham komplet uegnet til at overtage tronen (læs mere her).

Så alt i medens den jungianske analyse giver mening ift en række fænomener og problemer, kan den når den overdrives, eller tages for alvorligt, om man vil, gøre dens “modtagere” ufordøjelige for deres omgivelser.

Jeg har fuld sympati for den ulykkelige situation. Når jeg fx læser Nietzsches mest intense poetiske passager, og skriver essays, er jeg selv så tilbøjelig til at skrive så vildt, at jeg forskrækkes over det, når jeg genlæser det måske et halvt år senere.

 

Tankeliv forbudt?

I den metakognitive terapi arbejder man bl.a. med den åbenbart revolutionerende indsigt, at vi kan blive forskruede af at tænke (det skrev Michel de Montaigne også om i femtenhundredetallet) og det kan være en god antagelse at tage afsæt i når man behandler for OCD, angst, depression og andre tilstande. Det skal dog tilføjes, at medens vores eget sind måske ikke nødvendigvis er vores bedste ven, er det samtidigt nødvendigvis vores bedste ven. Og mens vores personlige historie i vores indre og i samtaler, kan være en slags livskvalitetsslugende og psykopatologisk hobby, er vores personlige historie også fundament ned i vores egne minder, de, der slår rødder ned i vores aners aner, og dermed selve jorden. Tankelivet er smukt, dejligt og nyttigt, og ja det kan også skabe og vedligeholde angst, stress og depression. Er der egentlig noget nyt ved det?

 

Jeg har fået en coachinguddannelse

Hvordan ved du om en leder er begyndt til coach?

Ved at han pludseligt opfører sig mærkeligt.

Og nej, der er ikke en joke. Hvis man går meget mekanisk til værks i coachingsamtaler, uden at tage højde for menneskets iboende kompleksitet kan man komme til at sætte de mere naive klienter i gang med alskens adfærd, der måske lyder godt i coachingsamtalen men er problematisk i personens liv. Som med historien om ham den lidt antisociale karakter, der sagde til sin gamle veninde, at han altså ikke kunne hjælpe hende med at flytte den dag som lovet (hun havde virkelig brug for hans hjælp) for han havde med coachen fundet frem til, at han måtte prioritere sig selv noget mere.

 

Individuelt ansvar 

I den systemiske familieterapi opdagede man hvordan enkelte familiemedlemmer blev skraldebøtte for al dysfunktion i gruppen, man opdagede også hvordan konflikter blev affødt af forskellige opfattelsers forskellige ”punktueringer” af hvad der ledte til hvad. Man opdagede også, at lige så snart, at der således var udpeget skyld, fralagde andre sig ansvaret for at forandre ting selv. Derfor arbejdede man strategisk med at opløse disse automatlogikker, især “skyldsspørgsmålet”, og erstattede dem med en mere forløsende nysgerrighed og anerkendende kærlig tilgang til hinanden og situationerne. Fint. Godt. Så … spoler vi tiden frem til i dag, hvor vi kan konstatere, at der fra smukke Snekkersten er udløst en parapsykologisk styrke af konsulenter på landet, som uden blusel hævder at det personlige ansvar er en … diskurs? Der er i dag anerkendt forskning der tager afsæt i at man ikke kan være skyldig i at mobbe, fordi det er “systemisk”.

 

Samfundskritik 

Hvorfor inddrage samfundskritik i min gennemgang af psykologiske metoder? Fordi det er blevet en slags psykologisk metode på universitetet og den gængse samfundsdebat. 

Medens den så etablerede “kritikken af individualiseringsdiskursen”  gør livet nemmere på læreanstalterne og i den generelle debat, idet man nemmere kan give karakterer og “likes”, korrumperes forholdet til virkeligheden.

Det kan være, at der forefindes fordækte kulturer hvor man tørrer ansvar for organisatoriske problemer af på enkeltpersoner, som bare “skal til “coach, for retteligt burde ledelsen hellere tage ansvar for de strukturer der bidrager til individernes funktions(u)dygtighed? Men alt er jo ikke sagt og gjort med det, og desuden:

Når al eksistentiel lidelse tolkes som noget, der skabes af undertrykkende strukturer, skaber man en utopistisk kollektiv vildfarelse, der skaber flere problemer, end den løser (overvej fx det tyvende århundredes utopismer).

I øvrigt er det sådan, at individet er og bliver den afgørende forandringsagent ikke bare i sit eget liv, men i alle samfund, hvorfor en samfundsanalyse der omtaler individer som et slags epifænomen af den gældende magt, nødvendigvis skaber kaos. Den enkelte unge ballademager er fx ikke bare et uskyldigt offer for omstændighederne, hvorfor man må belyse makrostrukturer, men også et individ der skal opfordres til at se sig selv i spejlet.

 

Indre barn arbejde

Så har klienten siddet hver eneste session i 10 sessioner med det indre barn fra hin horrible psykologiske traume alene på køkkengulvet. Ham der opdagede at moren var på vej i byen for at feste (og gik i byen), og som 5 årig derfor skulle være alene i huset om natten.

Og medens sådanne traumer med fordel kan vækkes og mestres med nyfunden vis voksenomsorg, kan selv den strategi vel overdrives. For godt nok, skal vi passe på det lille barn, men hvis man dyrker det, kan man vel komme til at overidentificere sig med smerten igen, i stedet for at identificere sig med den voksen, som skal rumme det?

 

Lacaniansk psykoanalyse

Jeg skal tilstå, at jeg ikke ved så meget om det, men jeg tillader mig at tvivle på logikken i at se en sådan terapeut hver uge i 3 år, når klienten simpelthen bare ikke var assertiv nok. Og så siger jeg ikke mere om den sag.

 

Kognitiv omstrukturering

Ja. Det er naturligvis godt at kunne føre en realitetstestende samtale, men hvor mange klienter med tilstande der svarer til generaliseret angst, er ikke blevet mere forstyrrede af at skulle lave kognitiv omstrukturering med deres automatiske negative tanker, for det er jo ikke strømmen af automatiske negative tanker der er problemet, men den enkeltes dyrkelse af dem?

 

Mindfulnessteknikkerne

Meget godt kan siges om mindfulness, bl.a. det, at man kan downloade en app på nettet der hedder HeadSpace der stort set kan erstatte behandleren. Mindfulness er så godt og fornuftigt, at man skal være særdeles kynisk, eller som minimum rundforvirret samfundskritikker, for at kritisere det.

Dog er der tre fejl som en mindfulnessteknikker kan komme til at rode sig ud i: 1) Man kan komme til, at tro, at lykken er, at fokusere al sin opmærksomhed på nuet, hvilket ret beset er forkert, for vi er som regel lykkeligst når vi ser frem til noget. De gode fremtider lyser nuet op, og gør det mere vibrerende (det skrev Montaigne også om). 2) Man kan ikke og skal heller ikke fremelske en neutral holdning til noget som helst, for livet er en art velvilje, og det skal afspejle sig i holdning, hvorfor meditation såfremt den skal tjene livet, skal foregå med det klassiske lille smil. 3) Man skal vogte sig for mindfulness utopisme, for livet er ikke som en dug, der skal vaskes og stryges og lægges lige, men en krøllet affære. Med det mener jeg, mere konkret, at det som regel er vores genvordigheder, kampe, komplekser og bæven der udgør stilladset til det meningsfulde liv. Lad blot munkene om at betragte det pulserende liv som et problem, det kan lige så vel ses som frikadellen og sovsen.

 

Mindfulnessforelskede

9 ud af 10 mindfulnessøvelser der er at finde på Youtube er blevet indtalt med en docerende tone (før jeg indtalte “tanke timeout” for SONY, skamlyttede jeg Youtube for inspiration). Det undrede mig, og gav pludseligt mere mening for mig, da jeg stødte på Jungs skriverier om mindfulness, hvor han tørt advarer mod storhedsvanviddet forbundet med selvet, for godt nok er selvet “herren”, men dets fartøj er trods alt personaen, og en overidentificering med selvet leder som regel til storhedsvanvid.

Beware og unearned wisdom – Jung

“Den rette måde at være bevidst nærværende på”, er desuden et mysterium, som man ikke bør udtrykke sig skråsikkert om med mindre man er Gud. Hvorfor skulle pølsemandens duft til de ristede løg være mindre pur en Dalai Lamas fornemmelse for Himalaya?

Således har den uefterlignelige Alan Watts givet os tre sætninger at tænke over. Skal man meditere hver dag?

“Nej, for når man har nået den anden bred, kan man godt træde op på den”

“Nej, for når man er kommet igennem svingdøren kan man gå ind på museet.”

“Nej, for når har fået beskeden, kan man godt lægge på igen.”

 

Efterskrift og Prince Charles

.. Jeg udelader en hel række åbenlyse cases, fx NLP skredet hvorved klienten kan ende med at bliver til noget der bare skal manipuleres, og psykiatriens stålsatte tilgang til diagnoser og symptomer, af den simple årsag, at det ikke gør mig i bedre humør. Udklippet fra artiklen i The NewYorkerom Prince Charles er der stadigvæk.  Se hele artiklen her.

.. jeg overvejede at skrive en slags.. “og derfor..” konklusion, med gode råd, men jeg tror at det ville blive for langt, snørklet og muligvis endda bedrevidende. Jeg tror i det hele taget ikke at jeg sidder inde med det forkromede svar på noget, og det måske den bedste konklusion, når alt kommer til alt.  

 

Den lille prins som eksistentialismens smukke punktum

Vi starter med Nietzsche og Kierkegaard, og bevæger os igennem nogle af hovedpunkterne i deres “eksistentialisme” for at lede op til den lille prins. Hvor den lille prins ses som “stemmen” i vores indre, der vejleder os til at prise vores “autenticitet”, den abstrakte og transcendente kærlighed til og selv og tilværelsen vi finder i selvets dyb. 

 

Nietzsche

Nietzsches skriverier er ikke for sarte sjæle. Til hans forsvar skal man have med, at han var vidne til præster, der prædikede godhed medens de i virkeligheden fandt bønderne frastødende og kvinderne irriterende. Han så præster prædike næstekærlighed medens de forgreb sig på børn og velsignede sindssyge krige.  Han så dovenskab, fejhed og karakterforladthed omdøbt til godhed. Han syntes mere interesseret i ærlighed og hvad “godhed” egentlig kunne siges at være, end noget andet, det samme kan måske siges om Søren Kierkegaard.

 

Og Kierkegaard

Søren Kierkegaard rettede samme slags anklager mod en karakterforladt og ukristelig gejstlighed. Han var mod “småborgerligheden”, mod hyklerne.

Kierkegaard skrev at når alle var kristne, var der ingen der var det, medens Nietzsche skrev, at den eneste kristne der havde eksisteret var Jesus. Som jeg forstår det, kritiserede Nietzsche altså ikke kristendommen så meget, som han kritiserede de korrupte, perverse og feje ”verdensfordoblere” (kristendommens insisteren på et bedre rige hinsides).

 

Imod en bedre godhed

Hvor præsterne så ophøjethed når de delte almisser ud, så Nietzsche bedrag, for han mente, at man bedst hjalp de fattige ved at ”lade dem plukke æblerne selv”, og at man ”bedst hjælper en ven, ved at give ham en hård seng at sove på”. Han betragtede “ægte godhed”, som noget, der havde rødder i dyb ærlighed, nødvendig stræbsomhed og en klar erkendelse af livets drama med uundgåelig ensomhed, ængstelighed, sygdom og død som en del af pakken. En forunderlig “overgang og undergang” som han beskrev det, og som vi skulle øve os på at kunne mestre og forgå med.

 

Selvovervindelsen 

Ifølge Nietzsche ville den eneste “frelse” komme sig af erkendelsen af ens egen andel i vores medfødte dovenskab, elendigheder og latente ondskab. “Indre djævle”, som man ikke skulle feje under tæppet, benægte, sågar hade (han mente at der var alt for megen skam i forvejen, til at han ville bidrage til mere af det), men tage ejerskab af, og lade brænde op, for, som en anden fugl Fønix at dukke op fra asken igen og igen. Måske som manden der erkender sig sin “indre kriger”, og bliver dygtig til at bokse, ikke for at slås, men for ikke at slås. En ”fugl Føniks”, fordi du ikke rigtigt kan vide hvem du kan udvikle dig til, når du slipper, gennemlever eller overvinder den eller hin udyd, rigide leveregel eller vane, herunder især dovenskab. Om den eksistentielle “selvovervindelse” læs mere HER.

 

Ærlighed og kærlighed

På den måde kan man måske sige, at Kierkegaard og Nietzsche efterlyste en hudløs ærlighed, der i Nietzsches ateistiske version indebar en smertelig erkendelse af tabet af paradis, opvejet, eller afbalanceret af dyb kærlighed til det som han kaldte vores abstrakte indre barns hellige ja-sigen; vores krops medfødte lys, det håb og den blide abstrakte stemme der ikke kender tid, og derfor hvisker transcendente værdier der kan lyse igennem selv de hårdeste hjerter og give den søde illusion om et for evigt genopstående øjeblik. En abstrakt og dybt individuel ærlighed der tager afsæt i en slags diffus kærlighed, der minder så meget om folks opfattelse af Gud, at overlappet bliver mistænkeligt stort. Hvor man ifølge Biblen altid skal sige sandheden, og som Kierkegaard siger “turde at tro”, bliver autenticiteten i Nietzsches perspektiv bl.a. den, hvor man erkender kroppen som bæreren af ens egne diffuse sandheder. Nietzsche erstatter altså “Gud” med selvet, men pointen synes at være den samme, at erkende sin sandhed så meget som man overhovedet kan.

 

Samfundsovervindelsen

Denne “hellige ja-sigen”, denne blide og næsten uhørlige stemme tynges imidlertid af systemernes og traditionernes åh så rationelle maskinerier, metoder, falske selvretfærdige visdom, tyranni, arrogance, bureaukrati, retningslinjer og fortællinger.

 

Det forældreløse barn

De effektive og småborgerlige samfund skubber således den blide stemme ud af sin midte, og resultatet, er at det er den enkelte der skal opdage denne stemme – i sig selv. Det var Kierkegaard og Nietzsche enige om.

 

At ende som et barn (ikke som voksen) 

I sine historier om menneskets individuelle udvikling, beskrev Nietzsche sjælens transformation som noget der gik gennem velvillig underkastelse til institutionernes du-skal logik, for man bliver jo nødt til at samle viden, og kunne sameksistere, til det gryende individs slavekvaler og eksistentielle jeg-vil oprør, for at ende som et sårbart barn efterladt i vildnisset. Du og jeg bærer ifølge Nietzsche dette sårbare, abstrakte barn i os, som den ultimative sandhed i vores selvaktualisering, eller “livsudvikling” om man vil.

 

Den lille prins er dig..

Overlappet mellem Nietzsches “Således Talte Zarathustra”, hvor Nietzsche efterlader det lille barn i vildnisset, og Exupéry’s Den lille prins, om piloten der finder dette abstrakte forældreløse barn, forekommer mig så stort, at det umuligt kan være en tilfældighed. Exupéry afsluttede den historie, som Nietzsche kun kunne begynde, og ikke afslutte selv.

 

Den vigtiste myte

Måske Nietzsche således kommer til at genetablere Jesus myten til det moderne menneske (han kendte Biblen forfra og bagfra). Enten det, eller også måtte han erkende, at der ikke findes en bedre vejledende myte til livet end at helliggøre det abstrakte barns uskyld som hviler i os alle, i fornemmelsen, og som fortæller om den abstrakte ærlighed, samt kærlighed til venskab og det gode, så selv fuldvoksne mænd må knibe en tåre.

 

Efterskrift

Måske Nietzsches egen største smerte altså var, at han aldrig blev mand nok til den sidste transformation af sjælen, den hvor man som voksen opdager og tager sig af sit indre barn. Dét er arven , om noget, fra et af de største genier vi har haft i vores midte. På den måde gav han os ikke en løsning, men en lysning, noget vi hver især må være ansvarlige for, for det kan ikke være nogen andens opgave.

 

Efterskrift II

Jeg kunne meget passende have iklædt ovenstående i talrige citater fra Tao te Ching og frem, men jeg orker ikke at tage mig selv så alvorligt, og i lighed med Nietzsche? (han citerede ikke folk) tænker jeg, at vi for en stund godt må vende citaterne ryggen i erkendelsen af, at vi alle bærer hele menneskehedens potentiale i os, hvorfor vi ikke skal tro, at viden kommer fra enkelte andre, men fra dybet af mødet med os selv, hvor andres ord er at betragte som spejlet til os selv, og vores fælles menneskelighed.