Hvad blev der af oprigtigheden?

Det mærkeligste ved at arbejde som psykolog?

Manglen på oprigtighed.

I årevis har jeg hjulpet klienter med at tale mere oprigtigt.

Via utrættelige rollespil, har jeg undervist folk i alle aldre og uddannelsesniveauer i at sige deres egen sandhed. Uanset hvem de er, og hvad de laver synes mange nemlig viklet ind i 117 overbygninger hvorfor deres talte ord er blevet langt mere komplekst og forvirrende for dem selv og andre, end det i al skinbarlig sandhed behøver at være.

Med “sandhed”, mener jeg det, det man i virkeligheden mener. Det som man i kroppen fornemmer som både godt, ægte og kærligt over for en selv og andre. Det har jeg skrevet lidt om her.

For eksempel, måske du kan leve dig ind i det: “Jeg ved godt, at jeg kan komme til at skuffe dig, men du skal vide, at det skyldes at jeg er noget rodet inden i. Jeg savner vores samvær mere end du tror. Du må godt være bedre til at tage fat i mig, hvis jeg virker fjern. Jeg elsker dig.”

Eller:

“… jeg kan virkelig godt li fløjl.”

Eller:

“… nu har jeg med jævne mellemrum fortalt dig, at jeg ikke kan arbejde sådan her, ved siden af “x”. Jeg forstår ikke hvorfor I ikke gør noget ved det. Vil du forklare mig det?” 

 

Hvorfor er det så svært for os, at tale oprigtigt? 

Rent biologisk set, er vi er som den gode Rousseau bemærkede, ængstelige af natur, vi er simpelthen bange for at blive afvist.

Rent samfundsmæssigt set (det er her at vi godt må pege fingre, om man vil) har vi skabt en idé om os selv, som er så overfladisk, at man næsten kan skære sig på den.

Fra skolelærere henover ingeniører til psykologer, trawler vi gennem de utallige små sorte bogstaver og de mange vigtige formler. Vi lærer uden ad, vi lærer at diskutere “koncepter”, vi lærer, som det ypperste, at forholde os til det, der ikke er der. Det hedder abstraktioner.

Man læser på læreanstalterne om alt muligt andet end følelser, ærlighed og kunsten at sige “sin egen sandhed”.

Man læser at fornemmelser og energi er “alternativt”. Der er jo ikke noget “inden i”. Der grines af ordet “visdom” og visdomstraditioner ses som levn fra “patriarkatet”. Det er strukturerne der skal analyseres og kritiseres forstås, og maskinerne der skal bygges og serviceres. Der er endog tekster hvor der advares mod at forholde sig til sig selv, eller meditere, for det er en “undertrykkende selvteknologi”.

Vi lever i en tid med “dybdeskræk”. Vi lever med en bornert intellektualitet. Man lærer om alt undtaget den ærlige tale.

Man lærer selvfølgelig meget af værdi på universitetet og gymnaiset, men hvis man efter folkeskole, 3 års gymnasium, 5 års universitet plus det løse, ikke kan sige sin egen sandhed uden af at slå syv knuder på sig selv og træde andre over tæerne i processen, er der altså noget galt.

 

One thought on “Hvad blev der af oprigtigheden?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.