Moby Dick Night. 9. april.. snikkesnakke litteratur og selvudviklingsaften.

Mandag d. 9. 4. kl. 19 – 21.30. Et dyk ned i en klassiker, en af USA’s største romaner.

I 1851 reagerer forfatteren Herman Melville, ifølge historikere, på den romantiske (transcendentalistiske) og måske lidt ugudelige bevægelse, der sætter mennesket mere frit til at opleve sig selv. Han advarer imod naiviteten ved at fortælle et drama der emmer af de ugudelige gerninger det frie menneske kan begå.

Det er nemlig en optimistisk tid i USA, fri fra Europas korruption og brandbeskatning, hvor mange oplever livet som en Edens have. En tid hvor intellektuelle i ren og skær spirituel glæde begynder at give slip på den traditionelle kristendom. Man finder i stedet sig selv (og måske gud) i naturen og i fornemmelsen.

Fortællingen om Moby Dick repræsenterer altså ifølge nogen et kristent modsvar på og en skyggeside af den gryende individualistiske frihedstrang. Som sådan fremstår fortællingen som en ”Faustiansk myte” om mennesket, der ville så meget, at han ville føle han døde hvis han stod stille. Kaptajn Akab på hvaljagt efter Moby Dick repræsenterer i dette perspektiv syndefaldet forbundet med at ville sig selv, i stedet for at acceptere sin plads og gøre Guds vilje i stedet for.

Måske er kaptajn Akab altså et menneske, der har givet slip på Gud, og martres af verdens grænseløshed. Som om han søger et svar, forløsning eller en ende på et eller andet uforståeligt. Her kommer hvalen til at repræsentere det, der står i vejen for hans indre fred. Derfor kan man sige, at hvalen handler om ham selv. ”Når jeg har dræbt hvalen, har jeg fred”, tænker han måske.

På en måde er hvalens mysterium (hvid, uden farve, på det store hav, og har dræbt utallige mennesker) således livets mysterium, og det frie menneske er fanget i blikket på og kampen med dette uforståelige. Hvalen repræsenterer måske kaptajn Akabs egen afmægtighed og vanvittige forsøg på at søge sine egne grænser.

Historien har ifølge mange tydelige tråde til Macbeth af Shakespeare, som er en historie om kongen der blev tyran, hvilket ledte til hans undergang. Med andre ord er Moby Dick også en kommentar om menneskets iboende ondskab, eller måske rettere svaghed, ligesom flokkens letkøbthed udpensles. En gulddukat banket fast til masten, får hele besætningen til at sejle i døden med den gale kaptajn Akab.

Vanen tro kaster jeg min klinisk psykologiske træning til arbejde, det vil sige min erfaring, viden og fornemmelse med det menneskelige når jeg skal begribe komplekse typer, og gætter på at: Melville måske var rasende irriteret på datidens spirituelle og positive vækkelse, den nævnte romantiske “transcendentalisme”, der var meget udflydende og ukonkret. Det, som blandt andre hans samtidige Ralph Waldo Emerson skrev så vidunderligt smukt og tidsløst om, var måske uden for hans egen rækkevidde? Melville kunne måske ikke se det, nyde det, eller forstå det, eller også var han bare for urolig, eller skeptisk til at han kunne deltage i det.

Og pludselig slår det mig. ”Han var manisk!” udbryder jeg, og beder Søren søge på google, og ja, den er god nok, man antager at Melville led af bipolar depression. Måske hvalen således var lynaflederen, eller billedet på forfatteren Melvilles afmægtige rastløshed. Derfor ser vi måske, at han igennem kaptajn Akab opnår en vis pervers nydelse i angrebet på det. Samtidigt udstiller han tragedien ved at angribe dette ”intet”. For det, at sejle rundt i timer, dage og uger i den rastløse energi giver vel en fornemmelse af noget dybt, dybt uforløst. Rastløsheden er måske netop som at sejle rundt på et åbent hav for manikeren? De mange, lange opremsninger om hvaler virker også som skåret af mani. Måske kaptajn Akab således har været Melvilles alter ego. Hans andet selv. En slags selvterapeutisk skrivning. En persona, der kunne agere beholder for hans egen uro og rasende energi. En persona han kunne lade brænde op i sin egen afsindighed på de hvide sider. Jeg bed nemlig mærke i, at kaptajnen var uden ”anima”, den kvindelige side af hans psyke, og reglen synes at være, at den mand der ikke har kontakt til sin anima angriber den uden for sig selv; for eksempel naturen. For naturen repræsenterer på godt og ondt moder jord. Melville beskriver en skikkelse uden forankring i moder jord, så hans eneste kontakt med den, bliver et angreb?

 

Bogen er 850 sider lang, og Søren læste over halvdelen, jeg læste et par hundrede sider.

Pointerne har vi søgt at forstå så godt som muligt, og surfet nettet for de grundlæggende og meget alsidige og ofte modstridende fortolkninger. Vi inviterer i morgen aften til en jordnær gennemgang af hvad der anses som en af den amerikanske litteraturs største og mest mystiske skatte.

For nørder: 

https://www.cliffsnotes.com/literature/m/mobydick/book-summary

Vanen tro har vi planlagt fornuftige, skøre og altid underholdende samtaleøvelser vedr. fordybelse i de temaer der udspringer af bogen i centrum.

 

  1. Udlængsel (Ishmaels), desperation, umættelighed, mødet med egen vildskab. Fornemmelsen af at være i et vakuum. Det grænseløse. – Har du mødt dette i dig selv, eller i andre. Hvordan oplevede du det, hvordan så det, hvad gjorde du?
  2. Hævntørst, bitterhed, ondskab, tyranni. – Hvad er tegnet på magtmisbrug? Hvor ser man det og hvordan?
  3. Viljestyrke, at tage kommandoen. – Hvornår er det godt?
  4. Tro på Gud eller ej, hvad er det ”Gud” repræsenterer for den rejsende. – Hvordan bevarer man sin gode fornuft hinsides civilisation. Hvad gør Akab forkert? (kan vi tage i Plenum)
  5. Overmod, mangel på mådehold og egoisme, Faustmyten. – Har du selv prøvet at være overmodig?
  6. At lade sig fortrylle af ord, remser og taler og den såkaldt ”rationelle intelligens”. – Har du oplevet at blive forført af andres ordkunst eller dine egne tanker og følelser?

SES VI? send en mail til Søren.bramsted@gmail.com / ring: 28700900

 

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.