En kort historie om det “indre barn” i myte, filosofi og litteratur… vågnede kl 05 i morges og var inspireret :0)

foto: Unsplash 

Jeg satte mig for at skrive om ærlighed, med afsæt i overvejelsen, at de fleste af vores genvordigheder, herunder depressioner, misbrug og ensomhed kan tænkes at stamme fra vores vanskeligheder med at indgå i gode samtaler, hvor vi sårbart og ærligt forholder os til os selv og hinanden. Det gled ind i associationer til Nietzsche, for det slog mig, at hans samfundskritik og psykologi måske kunne ses motiveret af en utilfredshed over manglende ærlighed. At han ønskede en mere autentisk opfattelse af hvad det vil sige at være menneske. Det skrev jeg om. For selvom tiderne har skiftet, finder jeg vores tid dybt uærlig. 

 

Forord

Det følgende er på vildt højt niveau, så hvis du ikke forstår det, er det ikke dig, der er noget galt med, men mig, siden jeg tror at du kan begribe disse ting uden af at have læst kildematerialet. I det mindste er jeg så lidt uærlig, som jeg kan være. Og jeg har gjort hvad jeg kunne, for at gøre det tilgængeligt.

 

Nietzsches udgangspunkt

Nietzsches skriverier er ikke for sarte sjæle. Til hans forsvar skal man have med, at han var vidne til præster, der prædikede godhed medens de i virkeligheden fandt bønderne frastødende og kvinderne irriterende. Han så præster prædike næstekærlighed medens de forgreb sig på børn og velsignede sindssyge krige.  Han så dovenskab, fejhed og karakterforladthed omdøbt til godhed.

 

Og Kierkegaard

Søren Kierkegaard rettede samme slags anklager mod en karakterforladt og ukristelig gejstlighed.

Kierkegaard skrev at når alle var kristne, var der ingen der var det, medens Nietzsche skrev, at den eneste kristne der havde eksisteret var Jesus. Som jeg forstår det, kritiserede Nietzsche altså ikke kristendommen så meget, som han kritiserede de korrupte, perverse og feje ”verdensfordoblere” (kristendommens insisteren på et rige hinsides). De, der havde mistet blikket for kroppen og hinanden som menneskehedens skattekammer, og det jordlige, det dennesidiges mod, og den kærlighed og ærlighed som Jesus nok primært stod for?

 

Den falske godhed

Hvor præsterne så ophøjethed når de delte almisser ud, så Nietzsche bedrag, for han mente, at man bedst hjalp de fattige ved at ”lade dem plukke æblerne selv”, og at man ”bedst hjælper en ven, ved at give ham en hård seng at sove på”. Han betragtede “ægte godhed”, som noget, der havde rødder i dyb ærlighed, nødvendig stræbsomhed og en klar erkendelse af livets drama med uundgåelig ensomhed, ængstelighed, sygdom og død. En forunderlig “overgang og undergang” som han beskrev det.

 

Selvovervindelsen 

Den eneste “frelse” ville komme sig af erkendelsen af ens egen andel i vores medfødte dovenskab, elendigheder og latente ondskab. “Indre djævle”, som man ikke skulle feje under tæppet, benægte, sågar hade (han mente at der var alt for megen skam i forvejen, til at han ville bidrage til mere af det), men tage ejerskab af, og lade brænde op, for, som en anden fugl Fønix at dukke op fra asken igen og igen. Måske som manden der erkender sig sin “indre kriger”, og bliver dygtig til at bokse, ikke for at slås, men for ikke at slås. En ”fugl Føniks”, fordi du ikke kan vide hvem du kan udvikle dig til, når du slipper, gennemlever eller overvinder den eller hin udyd, rigide leveregel eller vane, herunder især dovenskab.

 

Ærlighed

På den måde kan man måske sige, at Nietzsche efterlyste en hudløs ærlighed, der indebar en smertelig erkendelse af tabet af paradis, opvejet, eller afbalanceret af dyb kærlighed til det han kaldte vores abstrakte indre barns hellige ja-sigen; vores krops medfødte lys, det håb og den blide abstrakte stemme der ikke kender tid, og derfor hvisker transcendente værdier der kan lyse igennem selv de hårdeste hjerter og give den søde illusion om et for evigt genopstående øjeblik. En abstrakt og dybt individuel ærlighed.

 

De ubarmhjertige systemer

En blid og næsten uhørlig stemme som systemernes og traditionernes tyngde så nemt overdøver og kvæler med al deres åh så rationelle maskinerier, metoder, falske selvretfærdige visdom, tyranni, arrogance, bureaukrati, retningslinjer og fortællinger der undertrykker den enkelte med de mange konkrete produktive samfundstjenestelige formål, og en dagsorden om at vi skal mærke livet så lidt som muligt?

 

Det forældreløse barn

I sine historier om menneskets individuelle udvikling, beskrev Nietzsche sjælens transformation som noget der gik gennem velvillig underkastelse til institutionernes du-skal logik, for man bliver jo nødt til at kunne sameksistere, til det gryende individs slavekvaler og eksistentielle jeg-vil oprør, for at ende som et sårbart barn efterladt i vildnisset. Du og jeg bærer ifølge Nietzsche dette sårbare, abstrakte barn i os, som den ultimative sandhed i vores selvaktualisering, eller “livsudvikling” om man vil.

 

Den lille prins er dig… 

Og ingen synes at have set, at dét var nøglen til Den lille prins’ tidløse appel og sære genialitet. Overlappet mellem Nietzsches “Således Talte Zarathustra”, hvor Nietzsche efterlader det lille barn i vildnisset, og Exupéry’s Den lille prins, om piloten der finder dette abstrakte forældreløse barn, forekommer mig så stort, at det umuligt kan være en tilfældighed. Exupéry afsluttede den historie, som Nietzsche kun kunne begynde, og ikke afslutte selv.

 

Den vigtiste myte

På den måde kan man uden videre, og måske dybt overraskende, argumentere for, at Nietzsche gennem ironi, ordspil, smerte og uforløst kærlighed, i virkeligheden forsøger at genetablere Jesus myten til det moderne menneske (han kendte Biblen forfra og bagfra). Enten det, eller også måtte han erkende, at der ikke findes en bedre vejledende myte til livet end at helliggøre det abstrakte barns uskyld som hviler i os alle, i fornemmelsen, og som fortæller om den abstrakte ærlighed, samt kærlighed til venskab og det gode, så selv fuldvoksne mænd må knibe en tåre.

 

Den sidste transformation

Måske Nietzsches egen største smerte altså var, at han aldrig blev mand nok til den sidste transformation af sjælen, den hvor man som voksen opdager og tager sig af sit indre barn. Dét er arven, om noget, fra et af de største genier vi har haft i vores midte. På den måde gav han os ikke en løsning, men en lysning, noget vi hver især må være ansvarlige for, for det kan ikke være nogen andens opgave.

 

Efterskrift

Jeg kunne meget passende have iklædt ovenstående i talrige citater fra Tao te Ching og frem, men jeg orker ikke at tage mig selv så alvorligt, og i lighed med Nietzsche? (han citerede ikke folk) tænker jeg, at vi for en stund godt må vende citaterne ryggen i erkendelsen af, at vi alle bærer hele menneskehedens potentiale i os, hvorfor vi ikke skal tro, at viden kommer fra enkelte andre, men fra dybet af mødet med os selv, hvor andres ord er at betragte som spejlet til os selv, og vores fælles menneskelighed.

 

Moby Dick Night. 9. april.. snikkesnakke litteratur og selvudviklingsaften.

Mandag d. 9. 4. kl. 19 – 21.30. Et dyk ned i en klassiker, en af USA’s største romaner.

I 1851 reagerer forfatteren Herman Melville, ifølge historikere, på den romantiske (transcendentalistiske) og måske lidt ugudelige bevægelse, der sætter mennesket mere frit til at opleve sig selv. Han advarer imod naiviteten ved at fortælle et drama der emmer af de ugudelige gerninger det frie menneske kan begå.

Det er nemlig en optimistisk tid i USA, fri fra Europas korruption og brandbeskatning, hvor mange oplever livet som en Edens have. En tid hvor intellektuelle i ren og skær spirituel glæde begynder at give slip på den traditionelle kristendom. Man finder i stedet sig selv (og måske gud) i naturen og i fornemmelsen.

Fortællingen om Moby Dick repræsenterer altså ifølge nogen et kristent modsvar på og en skyggeside af den gryende individualistiske frihedstrang. Som sådan fremstår fortællingen som en ”Faustiansk myte” om mennesket, der ville så meget, at han ville føle han døde hvis han stod stille. Kaptajn Akab på hvaljagt efter Moby Dick repræsenterer i dette perspektiv syndefaldet forbundet med at ville sig selv, i stedet for at acceptere sin plads og gøre Guds vilje i stedet for.

Måske er kaptajn Akab altså et menneske, der har givet slip på Gud, og martres af verdens grænseløshed. Som om han søger et svar, forløsning eller en ende på et eller andet uforståeligt. Her kommer hvalen til at repræsentere det, der står i vejen for hans indre fred. Derfor kan man sige, at hvalen handler om ham selv. ”Når jeg har dræbt hvalen, har jeg fred”, tænker han måske.

På en måde er hvalens mysterium (hvid, uden farve, på det store hav, og har dræbt utallige mennesker) således livets mysterium, og det frie menneske er fanget i blikket på og kampen med dette uforståelige. Hvalen repræsenterer måske kaptajn Akabs egen afmægtighed og vanvittige forsøg på at søge sine egne grænser.

Historien har ifølge mange tydelige tråde til Macbeth af Shakespeare, som er en historie om kongen der blev tyran, hvilket ledte til hans undergang. Med andre ord er Moby Dick også en kommentar om menneskets iboende ondskab, eller måske rettere svaghed, ligesom flokkens letkøbthed udpensles. En gulddukat banket fast til masten, får hele besætningen til at sejle i døden med den gale kaptajn Akab.

Vanen tro kaster jeg min klinisk psykologiske træning til arbejde, det vil sige min erfaring, viden og fornemmelse med det menneskelige når jeg skal begribe komplekse typer, og gætter på at: Melville måske var rasende irriteret på datidens spirituelle og positive vækkelse, den nævnte romantiske “transcendentalisme”, der var meget udflydende og ukonkret. Det, som blandt andre hans samtidige Ralph Waldo Emerson skrev så vidunderligt smukt og tidsløst om, var måske uden for hans egen rækkevidde? Melville kunne måske ikke se det, nyde det, eller forstå det, eller også var han bare for urolig, eller skeptisk til at han kunne deltage i det.

Og pludselig slår det mig. ”Han var manisk!” udbryder jeg, og beder Søren søge på google, og ja, den er god nok, man antager at Melville led af bipolar depression. Måske hvalen således var lynaflederen, eller billedet på forfatteren Melvilles afmægtige rastløshed. Derfor ser vi måske, at han igennem kaptajn Akab opnår en vis pervers nydelse i angrebet på det. Samtidigt udstiller han tragedien ved at angribe dette ”intet”. For det, at sejle rundt i timer, dage og uger i den rastløse energi giver vel en fornemmelse af noget dybt, dybt uforløst. Rastløsheden er måske netop som at sejle rundt på et åbent hav for manikeren? De mange, lange opremsninger om hvaler virker også som skåret af mani. Måske kaptajn Akab således har været Melvilles alter ego. Hans andet selv. En slags selvterapeutisk skrivning. En persona, der kunne agere beholder for hans egen uro og rasende energi. En persona han kunne lade brænde op i sin egen afsindighed på de hvide sider. Jeg bed nemlig mærke i, at kaptajnen var uden ”anima”, den kvindelige side af hans psyke, og reglen synes at være, at den mand der ikke har kontakt til sin anima angriber den uden for sig selv; for eksempel naturen. For naturen repræsenterer på godt og ondt moder jord. Melville beskriver en skikkelse uden forankring i moder jord, så hans eneste kontakt med den, bliver et angreb?

 

Bogen er 850 sider lang, og Søren læste over halvdelen, jeg læste et par hundrede sider.

Pointerne har vi søgt at forstå så godt som muligt, og surfet nettet for de grundlæggende og meget alsidige og ofte modstridende fortolkninger. Vi inviterer i morgen aften til en jordnær gennemgang af hvad der anses som en af den amerikanske litteraturs største og mest mystiske skatte.

For nørder: 

https://www.cliffsnotes.com/literature/m/mobydick/book-summary

Vanen tro har vi planlagt fornuftige, skøre og altid underholdende samtaleøvelser vedr. fordybelse i de temaer der udspringer af bogen i centrum.

 

  1. Udlængsel (Ishmaels), desperation, umættelighed, mødet med egen vildskab. Fornemmelsen af at være i et vakuum. Det grænseløse. – Har du mødt dette i dig selv, eller i andre. Hvordan oplevede du det, hvordan så det, hvad gjorde du?
  2. Hævntørst, bitterhed, ondskab, tyranni. – Hvad er tegnet på magtmisbrug? Hvor ser man det og hvordan?
  3. Viljestyrke, at tage kommandoen. – Hvornår er det godt?
  4. Tro på Gud eller ej, hvad er det ”Gud” repræsenterer for den rejsende. – Hvordan bevarer man sin gode fornuft hinsides civilisation. Hvad gør Akab forkert? (kan vi tage i Plenum)
  5. Overmod, mangel på mådehold og egoisme, Faustmyten. – Har du selv prøvet at være overmodig?
  6. At lade sig fortrylle af ord, remser og taler og den såkaldt ”rationelle intelligens”. – Har du oplevet at blive forført af andres ordkunst eller dine egne tanker og følelser?

SES VI? send en mail til Søren.bramsted@gmail.com / ring: 28700900

 

 

10 forskelle mellem den almindelige, og den terapeutiske samtale

Hermed nogle forskelle mellem en terapeutisk samtale og en ”normal samtale”.

 

Holdningsneutralitet

Vi er så sociale at vi helt automatisk danner en slags rollefordeling, som var vi ét, når vi er sammen. (Hvis den ene er meget klog, behøver den anden jo ikke at være det, og hvis den ene er meget morsom behøver den anden ikke at være det og så videre.) Man må derfor i terapien endelig ikke agere dommer, selv over klienternes mest tossede tanker og idéer. For hvad kan være værre, end at klienten tror at han skal udfylde rollen som den dumme, og du dommeren? Det er rettelig klienten der skal lære at dømme sine egne tanker med egen kløgt. Faktisk ville det være bedst, om terapeuten her indtog rollen som den dumme, og klienten dommeren.

 

Relevansprincippet

”Relevansprincippet” i kommunikation synes at være gældende blandt de fleste almindelige mennesker, hvilket vil sige, at man ikke siger for meget og for mange ting, der synes at være irrelevante for andre. Når du har mødt en person der har ”talt dig helt i sænk”, har du opdaget hvor vigtigt relevansprincippet er. I terapilokalet sættes denne regel ikke ud af spil, men den ændrer form. Du skal med andre ord, som klient, ikke være bange for at kede psykologen. Det er et rum hvor du kan fabulere og associere frit og fredeligt. Relevansen vil ikke afhænge af, om du kan underholde psykologen eller ej. Nogle gange kan man dog som psykolog bruge sin fornemmelse af om din historie er lidt kedelig at høre på eller ej, som rettesnor til om du også finder det, du siger, kedeligt.

 

Autenticitet

I dagligdagen foregår megen kommunikation som en form for forhandlinger. Hvem har gjort hvad, hvad skal gøres, hvad aftaler vi, hvad sagde du, hvad sagde jeg. Handlingerne og koordineringerne er vigtigere end hvor vidt man føler at man taler helt sandt. I terapilokalet vil samtalen ofte lige omvendt, have fokus på, at det man siger kan fornemmes som sandt, medens hverdagens gøremål kan fortone sig lidt baggrunden. Jeg plejer at fortælle mine klienter, før vi overhovedet går i gang, at de fleste af vores problemer hænger sammen med måder at kommunikere på. Derfor skal man hos psykologen øve sig på at være så ærlig som mulig.

 

Tavshedspligt

Som regel er den tillid vi viser hinanden uden garantier. Hos psykologen er tavshedspligten garanteret.

 

Udfordrende

Som regel samtaler vi på måder, hvor vi respekterer hinandens roller, typer og fine følelser. Man forsøger med andre ord, at koordinere sin sameksistens med andre ved, ved så vidt muligt, at ae hinanden med hårene, om man vil. I terapilokalet foregår andre regler. Her vil den gode psykolog hurtigt spore sig ind på ømtålelige områder, der kan have behov for at blive luftet. Hypotesen er, at intet menneske som med møje og besvær må skjule snart det ene, snart det andet for både sig selv og andre, kan trives. Jeg legitimerer nogle gange den mere udfordrende samtaleform ved at sige, at det er min luksus som psykolog at kunne stille den slags spørgsmål, som andre ikke ville stille.

 

Entusiasme

Hos psykologen, i hvert fald hos mig, finder du et menneske, der finder psyken så interessant, at du som udgangspunkt vil blive hædret med ægte interesse, nærmest uanset hvad du fortæller. Så længe du prøver at være så oprigtig som muligt. Det er min entusiasme, der nærmest som en varmelampe får din historie med dens dramaer og løsninger vokse sig store i den terapeutiske samtale. Du er spændende. Alle mennesker, som man virkelig lytter til, er som regel ret interessante.

 

Mentale modeller

Når vi samtaler uden for terapilokalet, benytter vi alskens teorier og ”mentale modeller” over virkeligheden, uden af at være særligt klar over det. I terapilokalet ekspliciterer man de modeller man arbejder med. Det vil sige, at samtalen ophøjes til en form for videnskab. Man prøver forskellige modeller af, nogle gange illustreret på et white board, for at teste hvor vidt dine oplevelser som klient, kan indfanges på bedre og mere præcise og handleanvisende måder end dine vante forståelsesrammer ellers byder dig.

 

Tristhed

Medens tristhed som regel er noget vi undgår, er det ikke noget vi søger at undgå i terapilokalet. Ofte er tristheden nemlig en ingrediens i en ærlig og redelig vurdering af nuet, og udgør derfor tilsammen med alle mulige andre føelser ofte en god platform for de forandringer du som klient ønsker. Der er forskellige slags tristheder, nogle er farbare udviklingsveje andre er offergørende og pacificerende. Det er en kunst at skelne.

 

Ansvar

Sædvanligvis har almindelige samtaler nogle uskrevne regler om samarbejde. Man er lige dele ansvarlige for at få samtalen til at fungere. I terapilokalet, kan klienten godt tillade sig at slippe noget af ansvaret, og bare lade sig flyde lidt med en gang i mellem.

 

Formalitet

Selve samtaleformen i terapilokalet er lidt stiv i det. Det er godt. Klienten skal ikke bruge energi på at forholde sig til psykologen. Selvom det ikke lyder rart at sige, for mig som psykolog, skal klienten gerne være lidt ligeglad med psykologen, især imellem sessionerne.

Blog at WordPress.com.

Up ↑