Kunsten at arbejde langsomt i en hurtig tid, om den terapeutiske relation i nutiden …

Der var en tid hvor mange psykologer havde en fetish for langsommelighed og lidelse. I dag er vi folk flest, også coaches og psykoterapeuter, snarere forført af travlhed og vellyst. Mit essay handler om, at pendulet burde svinge lidt tilbage igen, for hvis man ikke har tid til egen smerte, har man heller ikke tid til andres, og det er et samfund jeg ikke gider at være i.

Og hvis man ikke står stille en gang imellem med smerte, glæde og alt ind imellem kan man jo heller ikke orientere sig og slå en ordentlig retning i tilværelsen.

Du går i terapi, eller til coach. Du kommer med en mellemtilfredshed, du ved ikke helt hvor du skal starte, eller om du overhovedet har brug for hjælp. Har du ret til at sidde der. Og er det ikke lidt for dyrt. Hvad har du overhovedet gang i? Du har valgt at opsøge en professionel hjælper, der helst ikke vil lade dig dvæle ved dine problemer, for han/hun arbejder positivt psykologisk, løsningsfokuseret og tripper for at ændre din selvfortælling. Måske tænker hjælperen endda, at du også skal have det sjovt undervejs i forløbet.

Du er stødt ind i terapeut / coach person, der er blevet forført af tidens jag og har gjort det til teori og metode (tidsånden benytter selv de bedste af os som hånddukker).

Som du måske kan se, skal jeg til at kritisere aktuelle såkaldte “anerkendende, positive, metakognitive og narrative” coaching- og terapimetoder, og det føles lidt forkert for mig, for jeg tror på, at man skal arbejde så løsningfokuseret som muligt. Ender det nemlig ikke alt for ofte med, at man i de gammeldags følelsesfokuserede ”tudeterapier” bliver infantiliseret af den alt for neutrale faderfigurterapeut? Man afkræftes og flyder ud som en usammenhængende og frit associerende klat biologi uden handlekraft, mål og med. Man græder og er forvirret, og får aldrig så meget som et enkelt ærligt skulderklap.

Jojo, men…

Hvad nu hvis nu klienten, der lige er trådt inden for døren, har vænnet sig til ikke at lytte til sig selv, hvorfor hans tvivlrådighed vidner mere om manglende selvindsigt end problemets omfang. Og så skal vi jo ikke ignorere den lille åbning til den store, dumpe smerte, ved at insistere på “det gode”.

Måske klienten endda i bitterhed er begyndt at mene, at det er verden, den er gal med, hvorfor det nok alligevel ikke nytter at arbejde med sig selv. Hvorfor han inderst inde heller ikke tror, at man som behandler/coach kan gøre noget for ham. Den vildfarelse skal vi vel netop ikke deltage i, vores varedeklaration taget i betragtning. Og det gør vi jo faktisk ved at prøve at spartle den lille tvivl eller tristhed over med det gode, før vi har kigget på, om den lille revne i muren i virkeligheden røber at den bør falde og afsløre for personen, uanede rigdomme?

Måske klienten endda tænker, at han ikke fortjener at have det bedre, hvorfor han gladelig deltager i at lade som om alt i virkeligheden er ok? Man vænner sig nemlig til hvad som helst; også ulykkelige liv.

Man bør retteligt sætte foden nænsomt i døråbningen, og langsomt lade klienten selv åbne døren til smerten. Så gradvist, at sjælen ikke forskrækkes og kigger væk – igen. Klienten skal opdage, at det værste han frygter, typisk er noget, han allerede har overlevet, og vi skal holde klientens refleksioner op for ham som det klareste spejl, og hvis han plages ved blikket, skal vi ikke betragte det som et dårligt tegn.

Det kan være svært at mestre ”smertekigget”. Det kræver en dreven tålmodighed og teknik, der ofte er at den lidt gammeldaws psykodynamiske slags. Den hvor man som hjælperen har arbejdet med egen relationsbagage og reaktioner i terapi/coachingrummet. En metode der blev udvirket og tilspidset i en tid så langsom og tidsfuld, at det moderne menneske ville blive vanvittig af den. Man skal for eksempel kunne holde til, at klienten føler sig utilpas, utålmodig og måske endda også bliver irriteret på dig i hvad der ligner ulideligt lange tidsrum i samtalen.

 

Pointen med smerten? 1-2-3-4. 

Al god terapi og coaching beror i princippet på, hvor vidt du formår at ændre din klients eller kundes indre eller ydre vaner til det bedre. Og faktum er, at parathed til de ofte svære livsforandringer, som udgangspunkt skal tage afsæt i, at man overhovedet har erkendt 1) at man har problem, der er alvorligt nok, til at man 2) oplever et behov der er stærkt nok til, at man rent faktisk vil gøre noget ved det.

 

Den søde hjælper skal derfor sidde på sine hænder og brænde inde med sin positive psykologi, styrkekort, narrative forandringsiver og coachingmodeller, medens klienten fumlende og ængsteligt bevæger sig rundt i alle hjørner og smager på egen elendighed. Her i moradset kan der nemlig opstå et behov for forandring (set med klientens egne øjne), som man i samarbejde, og med nævnte virkemidler kan gøre til 3) ønsker, og i sidste ende til en farbar 4) retning til et stærkere, sundere og bedre liv.

Dernæst, og det er det sværeste skridt for mig selv, bør man som coach/terapeut sige, nu committer du dig til 5 sessioner ad gangen, og betaler up front, for når jeg vil have at du skal respektere dig selv, skal du også respektere mig, og vi lægger begge en indsats i det.

Jeg tør bare ikke. For jeg ved hvor dårlige vi er blevet til at udholde os selv. Som en behagesyg butiksassistent, der tripper på trætte fødder i håbet om at kunden køber noget, og vil komme igen, lader jeg ikke deres smerte være en millimeter for dyb, deres kedsomhed et sekund for langt.

Når du har klappet låget på iPad’en, og læst Brødrende Løvehjerte, Den lille havfrue eller Den lille prins højt for dine børn, bøger der kan bringe selv hærdede mandfolk i knæ (I dare you), ser du måske som jeg: Tåren du her bider i dig, er prismen til de eksistentielle forløsninger, der skaber dybde, kvalitet og drama ud af livet med dig som både helt og elsker og alt ind i mellem.

 

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.