Kunsten at arbejde langsomt i en hurtig tid, om den terapeutiske relation i nutiden …

Der var en tid hvor mange psykologer havde en fetish for langsommelighed og lidelse. I dag er vi folk flest, også coaches og psykoterapeuter, snarere forført af travlhed og vellyst. Mit essay handler om, at pendulet burde svinge lidt tilbage igen, for hvis man ikke har tid til egen smerte, har man heller ikke tid til andres, og det er et samfund jeg ikke gider at være i.

Og hvis man ikke står stille en gang imellem med smerte, glæde og alt ind imellem kan man jo heller ikke orientere sig og slå en ordentlig retning i tilværelsen.

Du går i terapi, eller til coach. Du kommer med en mellemtilfredshed, du ved ikke helt hvor du skal starte, eller om du overhovedet har brug for hjælp. Har du ret til at sidde der. Og er det ikke lidt for dyrt. Hvad har du overhovedet gang i? Du har valgt at opsøge en professionel hjælper, der helst ikke vil lade dig dvæle ved dine problemer, for han/hun arbejder positivt psykologisk, løsningsfokuseret og tripper for at ændre din selvfortælling. Måske tænker hjælperen endda, at du også skal have det sjovt undervejs i forløbet.

Du er stødt ind i terapeut / coach person, der er blevet forført af tidens jag og har gjort det til teori og metode (tidsånden benytter selv de bedste af os som hånddukker).

Som du måske kan se, skal jeg til at kritisere aktuelle såkaldte “anerkendende, positive, metakognitive og narrative” coaching- og terapimetoder, og det føles lidt forkert for mig, for jeg tror på, at man skal arbejde så løsningfokuseret som muligt. Ender det nemlig ikke alt for ofte med, at man i de gammeldags følelsesfokuserede ”tudeterapier” bliver infantiliseret af den alt for neutrale faderfigurterapeut? Man afkræftes og flyder ud som en usammenhængende og frit associerende klat biologi uden handlekraft, mål og med. Man græder og er forvirret, og får aldrig så meget som et enkelt ærligt skulderklap.

Jojo, men…

Hvad nu hvis nu klienten, der lige er trådt inden for døren, har vænnet sig til ikke at lytte til sig selv, hvorfor hans tvivlrådighed vidner mere om manglende selvindsigt end problemets omfang. Og så skal vi jo ikke ignorere den lille åbning til den store, dumpe smerte, ved at insistere på “det gode”.

Måske klienten endda i bitterhed er begyndt at mene, at det er verden, den er gal med, hvorfor det nok alligevel ikke nytter at arbejde med sig selv. Hvorfor han inderst inde heller ikke tror, at man som behandler/coach kan gøre noget for ham. Den vildfarelse skal vi vel netop ikke deltage i, vores varedeklaration taget i betragtning. Og det gør vi jo faktisk ved at prøve at spartle den lille tvivl eller tristhed over med det gode, før vi har kigget på, om den lille revne i muren i virkeligheden røber at den bør falde og afsløre for personen, uanede rigdomme?

Måske klienten endda tænker, at han ikke fortjener at have det bedre, hvorfor han gladelig deltager i at lade som om alt i virkeligheden er ok? Man vænner sig nemlig til hvad som helst; også ulykkelige liv.

Man bør retteligt sætte foden nænsomt i døråbningen, og langsomt lade klienten selv åbne døren til smerten. Så gradvist, at sjælen ikke forskrækkes og kigger væk – igen. Klienten skal opdage, at det værste han frygter, typisk er noget, han allerede har overlevet, og vi skal holde klientens refleksioner op for ham som det klareste spejl, og hvis han plages ved blikket, skal vi ikke betragte det som et dårligt tegn.

Det kan være svært at mestre ”smertekigget”. Det kræver en dreven tålmodighed og teknik, der ofte er at den lidt gammeldaws psykodynamiske slags. Den hvor man som hjælperen har arbejdet med egen relationsbagage og reaktioner i terapi/coachingrummet. En metode der blev udvirket og tilspidset i en tid så langsom og tidsfuld, at det moderne menneske ville blive vanvittig af den. Man skal for eksempel kunne holde til, at klienten føler sig utilpas, utålmodig og måske endda også bliver irriteret på dig i hvad der ligner ulideligt lange tidsrum i samtalen.

 

Pointen med smerten? 1-2-3-4. 

Al god terapi og coaching beror i princippet på, hvor vidt du formår at ændre din klients eller kundes indre eller ydre vaner til det bedre. Og faktum er, at parathed til de ofte svære livsforandringer, som udgangspunkt skal tage afsæt i, at man overhovedet har erkendt 1) at man har problem, der er alvorligt nok, til at man 2) oplever et behov der er stærkt nok til, at man rent faktisk vil gøre noget ved det.

 

Den søde hjælper skal derfor sidde på sine hænder og brænde inde med sin positive psykologi, styrkekort, narrative forandringsiver og coachingmodeller, medens klienten fumlende og ængsteligt bevæger sig rundt i alle hjørner og smager på egen elendighed. Her i moradset kan der nemlig opstå et behov for forandring (set med klientens egne øjne), som man i samarbejde, og med nævnte virkemidler kan gøre til 3) ønsker, og i sidste ende til en farbar 4) retning til et stærkere, sundere og bedre liv.

Dernæst, og det er det sværeste skridt for mig selv, bør man som coach/terapeut sige, nu committer du dig til 5 sessioner ad gangen, og betaler up front, for når jeg vil have at du skal respektere dig selv, skal du også respektere mig, og vi lægger begge en indsats i det.

Jeg tør bare ikke. For jeg ved hvor dårlige vi er blevet til at udholde os selv. Som en behagesyg butiksassistent, der tripper på trætte fødder i håbet om at kunden køber noget, og vil komme igen, lader jeg ikke deres smerte være en millimeter for dyb, deres kedsomhed et sekund for langt.

Når du har klappet låget på iPad’en, og læst Brødrende Løvehjerte, Den lille havfrue eller Den lille prins højt for dine børn, bøger der kan bringe selv hærdede mandfolk i knæ (I dare you), ser du måske som jeg: Tåren du her bider i dig, er prismen til de eksistentielle forløsninger, der skaber dybde, kvalitet og drama ud af livet med dig som både helt og elsker og alt ind i mellem.

 

 

Hemmeligheden bag nære relationer: Sårbarhed, tillid, humor og øjenkontakt – og 36 gode spørgsmål (noter til DR program)…

Foto: Alejandra

I forbindelse med forelskelsesforsøget der skal optages på DR1 (observationer af 45 min samtaler med 36 spørgsmål, vedhæftet i bunden af mine noter *) skrev jeg følgende om relationer.

Man kan leve sammen uden af at være tæt på hinanden, på samme måde kan man være langt fra hinanden, og alligevel føle sig nært forbundne. Hvad kendetegner i det hele taget en nær relation, og mere specifikt:

Kan en forelskelse skabes med 36 spørgsmål og fire minutters øjenkontakt? 

Måske virker det for nogen, men for de fleste kan sådanne gode spørgsmål, i en vejledt dialog, i hvert fald skabe en bedre relation. Det skriver jeg om i det følgende.

 

Udvalgte pointer 

  • Den gode samtale (som ved de 36 spørgsmål) giver behagelige minder og oplevelser som man associerer med den andens tilstedeværelse. Man forbinder den anden med gode oplevelser, hvilket knytter en til samtalepartneren.
  • At dele noget sårbart med en anden uden af at det bliver afvist, skaber tilknytning og ro i sindet. Det er er som om man tager sit kaos (fx minder om dårlige ting, der er sket) og får mere orden i psyken når man taler om det. Man øjner således, mindre bevidst, en mulighed for at ”reparere sig selv” i samværet med den anden, når samtalen er god.
  • Man kan i kraft af den gode og personlige samtale få lyst til at lære den anden endnu bedre at kende.
  • Der er noget dybt afhængighedsskabende ved en uforfalsket samtale. Hvorfor? Fordi man jo “benytter” den anden som lytter til at sætte ord på egne oplevelser, og derved skaber man mere mening og orden i eget indre. Begge parter lærer således sig selv bedre at kende i en god samtale,  samtidigt med at de lærer hinanden bedre at kende. Det er win-win-win. :0)
  • Den strukturerede samtale sikrer at vores sædvanlige forsvar og fordomme omgås til fordel for en forfriskende og nærmest drilsk åbenhed. Ordene bryder for en stund vores grundlæggende ensomhed, de bygger bro fra ensomhed til en følelse af forening, som vi ynder mere end noget andet.
  • Den fire minutter lange øjenkontakt giver et intenst kropsligt samvær hvor de sædvanglige kognitive selvbeskyttende mekanismer (vurderinger) bryder sammen og et fælles selv opstår hvor man ikke har lige så meget kontrol, som man plejer at have. Man bliver på en måde til hinanden i en kort stund. Her kan der opstå meget stærke følelser af samhørighed.

 

Sædvanligvis er vores relationer desværre lidt ”uægte”.

Det lyder negativt, men som regel har vi så travlt at vi ikke ser hinanden, men vores forestillinger om andre: Som bevægede vi os rundt i et spejlkabinet med måske 8 spejle, har vi et begrænset antal antagelser om hvad mennesker er, som vi projicerer ud på andre. Den skamfulde ser hårde dommere, den selvforelskede ser tilbedere i sindets spejlkabinetter. Den sure mand ser urimelige kvinder, og den sure kvinde ser urimelige mænd. Ægthed og nærvær, selve relationernes hjerteblod, går tabt. Den gode samtale som kan opstå ved brugen af de 36 spørgsmål herunder,  omgår disse relationsmekanismer og pludseligt har vi med et kompliceret og sårbart menneske at gøre. Nøjagtigt som os selv. Det stimulerer vores lyst til at lære den anden at kende.

 

Skam som en relationshæmmer

Følelsen af skam (forbundet med frygten for fx ikke at være god/smuk/klog/interessant nok) kan få os til at værne så meget om os selv, at vi kan fremstå kolde og fraværende, selvom vi i virkeligheden bare er lidt usikre.

Nogle mennesker bliver med tiden til deres facader, så de ikke engang er klar over, at deres dårlige kommunikation er baseret på et tillagt og selvbeskyttende panser.

Samtaleøvelsen bypasser dette panser.

Du bliver på en måde tvunget til at stille dig sårbart an, og samtidigt gøres det også mere legitimt for dig at være “selvafslørende”, i og med at man bare kan trække sig tilbage til sit vante selv når samtaleøvelsen er ovre.

 

Hvorfor er sårbarhed tiltrækkende?

Når vi opdager at andre også kæmper med stedvis tvivl, forvirring, smerte og modgang, ting man husker godt, ting man husker dårligt, ting man er pinlig over, som måske er okay, og ting man er stolte over, falder den anstrengende og forfejlede illusion om at vi alle skal være perfekte. Det åbner en mulighed for at vi kan være mere menneskelige sammen. Andres sårbarhed tillader vores egen sårbarhed, og pludseligt kan man være en mere ægte version af sig selv uden at frygte afvisning og latterliggørelse. Når man taler sin sandhed, om man vil, inspirer man andre til det samme, og det er i mangel på et bedre ord; saliggørende.

 

Hvorfor kan de her 36 spørgsmål vække følelser hos par der allerede kender hinanden godt?

Fordi vi i hverdagens ræs reducerer hinandens kompleksitet til et minimum, helt automatisk, og så er vi ligesom lego-figurer i hinandens liv. Vi mister fornemmelsen for den anden, og måske værst af alt, mister vi også fornemmelsen af os selv, og så ved vi ikke engang hvad vi savner. Vi er lidt som Tornerose bag vores personlige tjørnehække og de 36 spørgsmål kan være som kysset, der vækker os til live.

 

Hvad er det vi skal kigge efter, når parrene svarer på spørgsmålene?

Svar: Sårbarhed, kropssprog, humor,

Hvorfor hhv. sårbarhed, kropssprog og humor?

I forskningen leder man ofte efter negative træk for at vurdere styrken af et parforhold, men jeg synes det er mere spændende at lede efter sprækkerne, hvor lyset viser sig mellem to sjæle. Sårbarhed er som nævnt en slags forudsætning for at en samtale kan siges at være dyb, eller god, for når man viser sårbarhed viser man tillid og vinder tillid fra andre. På den måde er den enkeltes accept og kommunikation af sårbarheden et centralt bindemiddel om man vil. Sårbarheden er også givende, man ”giver af sig” til den anden når man slækker sit forsvar. Som en hund, der ligger sig på ryggen. Humor er også vigtigt tegn på at noget går godt i relationen. At grine sammen skaber en følelse af fællesskab. Kropssproget kan signalere, hvornår der opstår samhørighed, vi kan dog forvente mere lukket kropssprog, idet kameraerne er på. Ikke desto mindre kan kropssproget afsløre mental åbenhed og spejling og retning. Hvornår er det åbent, spejlende og rettet mod den anden?

 

Hvad er det for en følelse man opnår, når skal de slutte af med at sidde og se hinanden i øjnene?

Det er ligesom at tage stoffer at stirre hinanden ind i øjnene gennem længere tid. På syretrip bryder alle ens filtre sammen, og verden opleves ekstremt nuanceret, detaljeret og overraskende fantastisk. På samme måde nedbryder den intense øjenkontakt alle de dagligdags fordomme og vurderinger, der skaber afstande mellem sjæle.

 

Hvordan er spørgsmålene bygget op? De starter blødt

Fordi gode forhold er lige som gode bøger og god sex, de skal som regel bygges op gradvist og langsomt.

 

Hvorfor starter man med nogle nemme og knap så personligt udfordrende spørgsmål?

Hvis man går får hurtigt og dybt til værks kan folk sætte en facade op for at beskytte sig selv, og det går ud over ægtheden og sårbarheden i samtalen. Man vil ikke delagtiggøre andre i ens tanker, hvis man ikke føler tillid til den anden. De mere overfladiske spørgsmål i starten indvirker at en lille tillid kan indfinde sig således at de mere personlige spørgsmål kan udløse en større og større tillid og en bedre og bedre samtale.

 

Hvorfor bliver spørgsmålene (de 36 spørgsmål) mere og mere personlige?

Fordi formålet er at komme tættere og tættere på. Man kan se samtalen som et rum, hvor man kan være længere væk, eller tættere på hinanden. Det er derfor vi råber, når samtalen bliver dårlig. Og derfor man ikke engang rigtigt behøver at tale for at forstå hinanden, når man er i virkelig god harmoni.

 

Hvad giver det, at man gør sig sårbar?

Man åbner dørene til sit inderste, og man ikke give andre en større gave end det. Det er en tillidserklæring. Vedkommende stoler på mig. ”jeg er værd at udvise tillid til”. Det er en anerkendelse af den anden. Man får som lytteren en følelse af ansvar, og man får en mulighed for at være den bedste version af sig selv.

 

Hvorfor skal de se hinanden i øjnene i 4 minutter? Hvad er formålet med det?

Hvad kan par der har været samme lang tid bruge de her spørgsmål til?

Når man ser hinanden i øjnene saboterer man sine sædvanlige vurderinger: godt/skidt, rigtigt/forkert, for gammel/for ung, grim/smuk etc. Det svarer lidt til at tage LSD hvor filtrene bryder ned og vi oplever verden i dens ufiltrerede tilsynekomst i vores sanser. Det kan føles meget overvældende, og i princippet ”selvopløsende”, vores egoforsvar bryder lidt sammen og vi genopstår i en syret fornemmelse af et slags transcenderet fællesskab, hvor vi virkelig vil hinanden, eller måske endda har det som var vi hinanden.

 

 

*)

Første sæt:
1. Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst spise middag med?

  1. Vil du gerne være berømt? I så fald på hvilken måde?
  2. Gennemgår du nogensinde i hovedet, hvad du vil sige, før du ringer til nogen? Hvorfor?
  3. Hvad vil udgøre en “perfekt” dag for dig?
  4. Hvornår sang du sidst for dig selv? For nogle andre?
  5. Hvis du havde mulighed for at leve, til du var 90 år og enten bibeholde dit sind eller din krop, hvad ville du så vælge?
  6. Har du en hemmelig forestilling om, hvordan du vil dø?
  7. Nævn tre ting du og din partner tydeligvis har tilfælles.
  8. For hvad i dit liv er du mest taknemmelig?
  9. Hvis du kunne ændre noget ved din opvækst, hvad ville det så være?
  10. Brug fire minutter på at fortælle din livshistorie så detaljeret som muligt til din partner.
  11. Hvis du kunne vågne op i morgen og have fået en hvilken som helst kvalitet eller evne, hvad ville det så være?

 

Andet sæt:
13. Hvis en krystalkugle kunne fortælle dig sandheden om dig selv, dit liv, fremtiden eller hvad som helst, hvad ville du så gerne vide?

  1. Er der noget, du har drømt om at gøre i lang tid? Hvorfor har du ikke gjort det?
  2. Hvad er det største, du har opnået i dit liv?
  3. Hvad vægter du højst i et venskab?
  4. Hvad er dit mest værdifulde minde?
  5. Hvad er dit værste minde?
  6. Hvis du vidste, at du indenfor et år ville dø pludseligt, ville du så ændre noget ved den måde, du lever på nu? Hvorfor?
    20. Hvad betyder venskab for dig?
  7. Hvilke roller spiller kærlighed og hengivenhed i dit liv?
  8. Del noget du anser for at være et positivt karaktertræk ved din partner. Del fem i alt.
  9. Hvor tæt og varm er din familie?  Føler du, at din barndom var lykkeligere end de fleste andres?
  10. Hvordan har du det med dit forhold til din mor?

 

Tredje sæt:
25. Lav tre sande “vi”-udtalelser hver. F.eks. “Vi er begge i dette rum, hvor vi føler os…”.

 

26.Færdiggør sætningen: “Jeg ville ønske jeg havde en, jeg kunne dele…”

  1. Hvis du skulle være gode venner med din partner, hvad ville du så synes var vigtigt for ham eller hende at vide?
  2. Fortæl din partner, hvad du godt kan lide ved ham/hende; vær meget ærlig denne gang og sig ting, du måske ellers ikke ville sige til en, du lige havde mødt.
  3. Del en pinlig oplevelse fra dit liv med din partner.
  4. Hvornår græd du sidst foran en anden person?
  5. Fortæl din partner, hvad du allerede kan lide ved ham/hende.
  6. Hvad hvis noget er for seriøst til, at man kan joke om det?
  7. Hvis du skulle dø i aften uden mulighed for at kommunikere med nogen, hvad ville du så ærgre dig mest over ikke at have sagt til nogen? Hvorfor har du ikke sagt det til dem endnu?
  8. Dit hjem, inklusiv alt hvad du ejer, bryder i brand. Efter at have reddet dine husdyr og dine elskede, er der tid til at du uden risiko kan redde én genstand. Hvad ville det være? Hvorfor?
  9. Ud af alle personerne i din familie, hvis død ville du finde mest gruopvækkende? Hvorfor?
  10. Del et personligt problem og spørg efter din partners råd til, hvordan han eller hun ville takle det. Bed også din partner om at reflektere over, hvordan du lader til at have det omkring det problem, du har valgt.

 

 

Kunsten at møde sig selv gennem vandring. Featuring: Tomas Espedal

Vi tager en snak om meningen med det hele, med afsæt i forfatteren Tomas Espedals skriverier.  Mandag d. 5. 3. kl. 19 – 21.30. Frederiksberg v/Søren Bramsted og Thomas Markersen.

 

Den dovne hjerne

Vi er psykisk sårbare, derfor er vi udviklingspsykologisk gearet til at begrænse indtryk, og skabe så meget overblik så hurtigt som muligt over situationer. Desuden er vi også skabt til spare energi. Energi var i tidligere tider en kostbar ressource. Nye tanker kræver mere energi end gamle tanker.

Derfor fastholder man især de mest forankrede tankebaner omkring for eksempel identitet og verdensbillede, da det ville alt for krævende at starte helt forfra på sådanne grundlæggende fortællinger om os selv i verden.

Der er forskellige tal på hvor stor en procentdel af vores tanker, som reelt set blot er gentagelser. Måske er op til 98 % af vores tankeliv sådanne repeat processer.

Den sikreste måde at beskytte sig mod nye tanker på, er ved at sikre sig, at man udsættes for de samme indtryk. De samme indtryk giver nemlig de samme associationer, som igen giver de samme indtryk.

 

Jean-Jaques Rousseau (1712-1778)

Det var givetvis denne tilstand af mentale stilstand, der fik Rousseau til at droppe sit fine liv og vandre ind i vildnisset for at overveje hvem han egentlig var.

”… mennesket er født frit, og det er overalt i lænker.” -Rousseau

Han mente at mennesket havde det bedst i en naturtilstand, og at civilisation og samfund havde ødelagt det. Hans idéer blev meget populære i den romantiske periode. Han fik stor indflydelse på psykologien og på den frie pædagogik, der kendetegner den vestlige verdens frie opdragelse i dag (som i øvrigt ligner Montaignes tanker meget).

Rousseau fik igennem sin fremhævelse af følelsens og det naturliges værdi afgørende indflydelse på den vestlige kultur. –Wiki.

(Tomas Espedal er ret glad for Rousseau.)

 

Fanget mellem en doven hjerne og et undertrykkende samfund

Der sker med andre ord det, at vi neurobiologisk set fanges ind af vores egne begrænsende tankespor – og ifølge Rousseau (og hippiebevægelsen om man vil) begrænses vi kraftigt af samfundet og civilisationen.

Opstyltet og afgrænset af vores begrænsede eksistentielle ståsted, sidder vi som pipfugle i små trygge reder hvorfra vi omtrent kan se hen til næste hæk. Vi bliver svimle hvis vi kigger ned. Så vi sidder og pipper de samme lyde fra morgen til aften. Vi synger om vores verden, som er den verden vi kan se, og vi synger ”at det er den eneste verden der er” – og det er godt, tænker vi.

 

De nysgerrige sjæle

Derfor ser man, at åbensindede typer søger oplevelser fra de står op til de går i seng. De ved, på et dybt plan, at nye omgivelser leder til at vi opdager mere af os selv, fordi det nye aktiverer nyt i vores indre. Måske det ikke en gang er os selv, der spejler os i verden, men snarere verden der spejler sig i os? Vi bliver på en måde til en del af verden, når vi giver os i kast med den. Kan du undsige dig, at have følt dig draget af verden?

Nye omgivelser leder til nye indtryk, som leder til nye processer, hvor vores gamle minder kombineres med nye, bliver større, eller helt erstattes af nye idéer.

Så hvis det gamle begrænser vores udsyn må det modsatte også gøre sig gældende. Nøglen til udvikling af selvet er altså mødet med det ukendte.

Til dette formål har mange af vores største tænkere fundet gåturen ideel.

 

Vandreturen

Vandreturen giver nye indtryk i et behageligt tempo. Man skal blot finde sit eget gode tempo.

Gåturen aktiverer desuden vores ”grundtilstand”.. Hvad vil det sige? Jo, når vi går, aktiverer vi vores hjernestamme, pattedyrshjerne og vores neo cortex på samme tid. Det er som om disse hjernedele begynder at arbejde sammen i en harmoni, på et lavt blus. Dette gælder både gåturen på land, skov og bjerge. Det føles behageligt og man oplever sig meget nærværende.

Det kræver i min erfaring, pudsigt nok, at man går med blikket rettet mod, eller over horisonten, i og med at det kan give grublerier (neo cortex over aktivering) at kigge ned medens man går.

 

Flanering

I byen, hvor man ”flanerer” i stedet for at vandre, sker der ydermere nogle af følgende ting:

  1. Man trækker vejret dybere og roligere
  2. Man kommer til at se flere folk i øjnene
  3. Kvinder smiler tilbage – også selvom man ikke har haft nogle bagtanker!
  4. Man hilser automatisk på flere mennesker end normalt
  5. Man bliver udfordret i stirre konkurrencer af livets paranoide mænd (enten smilenikker jeg, eller også holder jeg lige blikket et sekund ekstra og kigger væk, for ikke at udvise underdanighed, og for at træde ud mandens sære selviscenesættelse)
  6. Man går lidt hurtigere (hvilket rent faktisk hænger nøje sammen med sundhed, jo hurtigere du går des længere lever du!
  7. Man får mere lyst til at gå
  8. Man(d) begynder at tale lidt dybere (weird)
  9. Man får lyst til at dele det med andre (et voila)

 

Spørgsmål til udforskning

Rousseau tænkte, erfarede, levede stærkest -og aldrig var han sig selv så meget som når han foretog rejser til fods. Nietzsche, Søren Kierkegaard, HC Andersen og adskillige af vores allerstørste tænkere og kunstnere har svoret at vandringen var udgangspunkt for deres tanker og skrifter.

 

Hvad sker der for dig når du vandrer?

Nævn den bedste gåtur du har været på a) alene b) sammen med andre

Hvor ofte flanerer du?

Hvilken by, land eller områder synes du er bedst for vandring?

Hvordan forholder du dig til byen v. naturen når du vandrer – og hvordan påvirker det dig?

(Espedal/Rousseau samspiller det at vandre i det kultiverede, byen med dets teatre og museer, der pudrer det moderne livs hæslighed – og naturen det ukultiverede. )

Vandrer/flanerer du tit?

Hvad er dit favorit vandrings- hhv. flaneringstempo?

Hvor søger du hen når du vil være alene?

Hvad gør “ensomheden” ved dig

Er der forskel på at være alene og være ensom – og hvad er i så fald forskellen.

Søger du bevidst det at være alene?

Hvor tit er du alene?

Hvad tænker du om at være alene?

Foretrækker du at være ikke alene?

 

Temaet frihed går igen i vandrernes beskrivelse af gevinsten ved at gå.

 

Hvordan forholder du dig til friheden?

Er du fri?

Hvori består din frihed?

Hvordan påvirkes din følelse/fornemmelse af frihed ved vandring?