“Aben og sumpen” – metoden der bremser unødvendige bekymringer #brainhack

Photo: Rob

Kender du det: Du bekymrer dig om alt mellem himmel jord til ingen nytte? Så skal du læse denne tekst…  

KORT FORTALT: Det er din ”indre abe”, og ikke dit rationelle selv, der holder uhensigtsmæssige og irrationelle bekymringer kørende, så hvis du forbinder bekymringen med en mose, som aber frygter mere end noget andet, vil din indre abe ikke bevæge sig ud i den, og ”puf!” så kan de uhensigtsmæssige bekymringer stoppe fra den ene dag til den anden.

Lyder det for godt til at være sandt?

Rigtigt mange, måske os alle? har prøvet at ”obsesse” over noget. Mange har kogt i deres eget indre med alt fra jalousi hen over tristhed til selvhad og tvivl. Hvorfor gør vi det mod os selv? Eller måske nok vigtigere: Hvad kan vi gøre ved det?

Hvad er en bekymring?

En bekymring består af en samling overvejelser om hvordan man bedst håndterer en mere eller mindre indbildt trussel. Følelserne involveret rangerer fra mild utilpashed til voldsom panik. Selve aktiviteten synes at kunne fungere uden af at vi egentlig har lyst til fortsætte den, hvilket afslører at bekymringer er forbundet med et urgammelt affektreguleringssystem, der giver den stressede person et stærkt behov for 1) at spotte en fare og 2) holde øje med den og 3) finde på løsninger for at 4) finde sjælefred. Læs mere her.

Med andre ord er en bekymring noget ”vi aktivt gør”, og det er til dels drevet af en stærk evolutionsbiologisk indlejret motivation for at finde sikkerhed mod farer, reelle såvel som indbildte. Dybt nede i vores underbevidsthed har vi altså en antagelse om, at det giver mening at bekymre sig.

Sagen er uheldigvis, at bekymringerne som regel er selvforstærkende. De kan være svære at stoppe og ”komme ud af” når de først er kommet ordentligt i gang.

Sumpen

For at begribe og håndtere dine bekymringer kan du betragte dem billedligt som en sump eller mose, som du kan komme til at sidde fast i.

Spørgsmålet er, hvor langt du går ud i mosen, og således; hvor dybt du lader dig synke ned i den.

Herunder kridter jeg nogle forskellige niveauer ned af hvor dybt man kan synke ned i bekymringer. Hvor 1’eren den der, der har sunket dybest ned i bekymringerne.

1. Du er smeltet sammen med bekymringen. Du er røget helt ned under overfladen. Du kan ikke se land, om man vil. Du forholder dig ikke skeptisk til dine destruktive/ukærlige tanker om dig selv/verden/andre/tiden. Selv en psykolog skal arbejde hårdt for at få dig til at øjne bare en sprække af uhensigtsmæssighed ved bekymringerne. Du ophøjer sandhedsværdien af de forvrængede tanker til noget absolut sandt. Du forholder dig også skeptisk til at gå til psykolog, for hvorfor skulle du dog gøre det, og hvad skulle du kunne få ud af det? ”Det hjælper jo ikke” siger du efter 3 minutter hos psykologen.
2. Du tænker disse negative tanker tit, men hos psykologen kan du godt af og til indse at de er irrationelle og eller ukærlige. Du er klar over at tankerne ikke er ordentligt repræsentative for virkeligheden. Du er klar på at forholde dig skeptisk til dine egne antagelser, vurderinger, erfaringer, tanker, følelser og fantasier, men din parathed til at give slip på dine negative tanker er imidlertid ret overfladisk. Din forståelse af at bekymringerne er irrationelle, er baseret på spinkle efterrationaliseringer. Du er stadigvæk i bekymringens magt.
3. Du er nu blevet klar over at dine tanker er skrupforkerte, men du falder igen og igen ned i de samme gamle bekymringsspor. Du er ved at være meget klar på at forholde dig kritisk og skeptisk over for egne tanker, du er nemlig ved at udvikle en mild tristhed, og dermed en slags begyndelse på at afslutning. Tristhed kan godt bane vejen for forandringer i og med at tristheden rummer nuancer, hvor bekymringen sædvanligvis er præget af absolutter og sort/hvid tænkning. Du føler dig nu mere ”slået” og træt, end du føler dig overvældet af bekymringerne.
4. Du falder ofte i de samme gamle bekymringsspor, men de fremstår mere tågede og mindre sande. Du kan, hvis du fx har helbredsangst, nu komme til at tænke at du fejler ”x” uden af at det ryster dig synderligt, og uden af at tankerne og forestillingerne får dig til at tjekke og gruble. Du studser over, hvordan man kan tænke en tanke om at fejle noget, at være anderledes, dum eller grim, uden af at blive ked af det eller angst ved tankerne. Du undrer dig over hvad tanker så i det hele taget er? Der er nu længere og længere mellem dine bekymrings-aktiviteter.
5. Du har forstået at dine uhensigtsmæssige tankespor vil dukke op af og til. Du frygter dem ikke længere. Du lader dem være når de dukker op, og er lettet over, at så længe du ikke panikker over dem, går de såmænd hurtigt i sig selv. Du finder det ikke nødvendigt at tale med nogen om det.
6. Du har lange stunder på dage, uger og måneder hvor du ikke grubler over noget på noget tidspunkt. Dette er især tilfældet hvis du har lært at meditere som en del af behandlingen. Du undrer dig over, at du har kunnet bruge så meget tid på at bekymre dig uden grund.

En bekymring er noget, der starter som negative fornemmelser, indre billeder, følelser eller tanker i vores indre, som man ofte aktivt kan vælge at gå ind i eller ej. På den måde er den som nævnt ikke ulig en mose, som man kan vælge at gå ud i, eller ej. En mose som man sidder mere og mere fast i, des længere man går ud i den.

Og nu bliver det interessant.

Introducing the monkey.

Hvis det primært er urgamle og ureflekterede følelsesprægede netværk i hovedet der holder bekymringsaktiviteten ved lige, kan vi kalde det ”abehjernen”. Det er med andre ord, din ”indre abe”, der kan siges at holde de mange unødvendige bekymringer ved lige.

Nu kan du så prøve at forestille dig at din bekymring udgør en sump. At for hvert skridt du går kan du høre et sjappende og sjaskende fodspor. Når du forestiller dig, at du hører, ser for dig eller fornemmer at du er på vej ud i en ”mose af bekymring” skal du tænke, eller sige bestemt til dig selv: ”Jeg skal ikke ud i den mose, det virker ikke for mig. Jeg sidder bare mere og mere fast jo længere jeg går…”.

Et mirakel kan her indfinde sig. Din indre abe frygter mere end noget andet, at sidde fast i en sump og måske dø af sult eller drukne (aber kan ikke svømme) og eftersom det er aben i dig, der gerne vil holde din bekymring i gang trods al rationel logik, skal du blot give den en endnu værre fare forbundet med bekymringen og ”puf!” så frygter aben bekymringen så meget, at den holder sig fra den.

Jeg ved at det næsten lyder for nemt, men jeg har efterhånden prøvet det af på mange af mine klienter (30-50?) og … øhm mig selv, med god succes. Måske du selv skal prøve det? DEL hvis du kender nogen der sidder fast i bekymringer.

16 gode råd til at lade forelskelsen løbe ud i kærligheden, og ikke i sandet…

photo: Toa.

Som forberedelse til et DR1 program om forelskelse skrev jeg følgende essay, og nu deler jeg det med jer. kh og værsgo:

Jeg har som psykolog læst om forelskelser forklaret med hormoner, hjernestoffer, evolutionsbiologi og psykodynamiske teorier, og alt i medens jeg kan fortælle om det, som læste jeg op fra en kogebog, føler jeg mig lidt som en kujon. Forelskelsen er måske kendetegnet ved en cocktail af særlige neuroner og logaritmisk korrelerede personlighedstræk mv. jojo, jaja… men hvad giver disse beskrivelser andet end tørre øjne og trætte ører? De er hverken handlingsanvisende eller inspirerede. De er end ikke forklarende, med lægevidenskabens cirkularitet som det tydeligste eksempel: ”Forelskelse er en forhøjelse af stof X, en forhøjelse af stof X er en forelskelse.”

Hvad er disse perspektivers funktion, hvis ikke en svalende blindgyde for eksistentielle kujoner?

Oplevelsen er virkeligheden. Oplevelsen er stien, der leder os mod de liv der er værd at nyde og værd at erindre. Oplevelsen hvisker endda til os, at forelskelsesenergien ikke kun er ”fase”, men en flygtig og lunefuld energi. Noget der strømmer heftigt i begyndelsen af et forhold, men jo ikke løber ud i sandet, den løber ud i kærligheden!

Den kan sågar dyrkes i lange parforhold med lidt opmærksomhed, vilje og … poesi.

Kærligheden og forelskelsen stiller sig nemlig til skue for os alle sammen i poesien, for medens romantikken ikke velvilligt lader sig underkaste kølige analyser, danser den i poesien, som havde den aldrig gjort andet.

Er det ikke forestillingen om ”frelse”, der motiverer en forelskelse? En fantasi om en totalløsning på eksistensens usikkerhed. Et sår der endelig kan hele. En selvforglemmelse. Et tab af kontrol. Et tab af vores egen kontrol over os selv. En forestilling om noget, der kan bevæge os over, og hinsides de almindelige behov og krav. Alle disse gøremål, som  myggestik på psyken, og  ballast på den flyvevillige sjæl: Det hengemte selvs trang til at være himmel selv?

Hvad hvis ikke kærligheden kan give os mod til at transcendere den platfodede rationalitet vi binder om halsen, og kalder en dyd? En svalende irrationalitet er lysten og kærligheden.

Kender du det: Som fugle der stavrer rundt med kløe i vingerne, prøver vi at være så naturlige i vores unaturlighed som muligt. Afventer du også afsættet over tagrygge, supermarkedskøer og snotnæser? Du, der har glemt dit vingespænd under stramme frakker. Du, som duknakket ikke hører himlens kald til vilde kampe.

Kun nattens dyb glimter uundgåeligt for alle, når dagens rester smuldrer ud i drømme. Natten, der kalder med almægtig tilgivelse på sjælens vægtløshed.

Du og jeg har aldrig været mere bundet, tynget og velnærede på én og samme tid. Trætte slæber vi os rundt og forelsker os i TV serier, og underprioriterer kærlighedsgudernes kor; sangen om kærlighed, der blæser på vinden gennem byen. Hvirvler rundt om højhuse. Gemmer sig i særlige vinkler og blæser mellem blik der kastes fraværende.

Forelskelsen! Fortabelsen! Hengivelsen!

Og nu tænker du: Skal vi da give os hen til de drilske muser og vores dumme sjæls tro på at den kan flyve?

Forelskelsens løssluppenhed kan guides forsigtigt hen til den store disede eng, hvor I først mødtes. Hvilken eng? Spørger du. Den du ænser i din kærestes øjne når du slipper din ballast og elsker med uskyld.

 

16 råd til at vedligeholde lidt forelskelse, inspireret af erfaring og poesi  

  1. Lad være med at gå med ubehandlet stress, angst eller depression, og drop så vidt muligt de afhængigheder der sætter sig som kiler mellem dig selv og andre.
  2. Som mand skal du mande dig op og kunne, eller ville noget, ellers gider muserne dig ikke.
  3. Gode sociale relationer med andre og sjove aktiviteter fornyr jer selv og jeres forhold. Spænding er centralt for at lokke lidt forelskelse frem.
  4. Tal sammen med ægthed og sårbarhed (der er efterhånden flere gode samtaleredskaber).
  5. Skab lidt afstand mellem jer af og til. Savnet kan vække de slumrende muser.
  6. Man skal selvfølgelig støtte hinanden når det går dårligt, men mange glemmer at fejre hinandens successer! 
  7. Vær spontan og lidt skør, for her giver I hinanden mulighed for at se jeres utallige aspekter, både de kendte og de ukendte, reflekteret i hinanden.
  8. Find tanken ”hun er min og mit liv er kun ét. Hun gider mig, jeg vælger hende!”
  9. Find tanken ”alt det vi har lavet sammen, alt det vi kan lave sammen!” Mærk fællesskabet på tværs af tid, lad tiden opløses.
  10. Som mand: Vær stærk i nederlag, stå solidt på din bund! Så er hun din. (ved det lyder mærkeligt, jeg forstår det ikke en gang selv rigtigt.)
  11. Lad være med at gøre den anden til eventyret, lev dit liv som et eventyr, som andre får lyst til at være med på.
  12. ”Mindfull observation”: Lær at betragte din partner uden vurderinger. Kig på alle aspekter ved den anden, som skulle du male ham eller hende, og skub stædigt  alle de automatiske tyk/tynd, dum/klog, irriterende/behagelig .. vurderinger til side.
  13. Vær lidt kølig på strategisk vigtige tidspunkter, så fornemmelsen af jagt kan opstå hos den anden.
  14. Altid, altid, altid forsøg at tilgive. Hvem har dog fået den idé, at manglende tilgivelse kan være godt for noget?
  15. Kys min. 30 sekunder hver dag, gå i bad om aftenen, bar mås i dynen. Essentielt.
  16. Det er ærligheden i det bevidste nærvær, der er forudsætningen for at I kan lette sammen en gang i mellem.

Kort sagt: Om karakter

Livet er bygget af lange seje stræk med indskudte dovne pauser og den lettende latter. Vi går nogle gange automatisk og ubevidst. Det kan være godt og det kan være skidt. Andre gange betræder vi sten så hvert et skridt føles hele vejen op igennem kroppen.

Ingen kan gå lige uden af at træde på skæve sten af og til.

Man skal aldrig slå en sti efter dens lethed.

 

“..dyden nægter at følges med det letkøbte.. den kræver en anstrengende og tornet sti..”

– Montaigne

 

Ingen kender stien til deres hjertes tilfredshed, som ikke har gået på de stejleste og sværeste skråninger.

.. og alle ved, at vejen altid laver et knæk!

Man er ikke særligt gammel før man opdager, at stien også afbrydes af tænders gnidsel over broer af frygt og håb, hvor vi balancerer mellem kærligheden og himlens afgrund af stjerner.

 

Kort sagt. Om døden

 

Vedrørende døden

Som den sene Montaigne skrev, skal intet menneske have sin slutning i sine tanker, for slutningen klarer det fint uden vores indblanding. Den ved fint hvornår det er tid, og behøver ingen hjælp.

“Døden kommer ikke os ved, for så længe vi eksisterer, er døden her ikke, og når den kommer, eksisterer vi ikke længere.” -Epikur 341-271 fvt. 

 

Blog at WordPress.com.

Up ↑