16 gode råd til at lade forelskelsen løbe ud i kærligheden, og ikke i sandet…

photo: Toa.

Som forberedelse til et DR1 program om forelskelse skrev jeg følgende essay, og nu deler jeg det med jer. kh og værsgo:

Jeg har som psykolog læst om forelskelser forklaret med hormoner, hjernestoffer, evolutionsbiologi og psykodynamiske teorier, og alt i medens jeg kan fortælle om det, som læste jeg op fra en kogebog, føler jeg mig lidt som en kujon. Forelskelsen er måske kendetegnet ved en cocktail af særlige neuroner og logaritmisk korrelerede personlighedstræk mv. jojo, jaja… men hvad giver disse beskrivelser andet end tørre øjne og trætte ører? De er hverken handlingsanvisende eller inspirerede. De er end ikke forklarende, med lægevidenskabens cirkularitet som det tydeligste eksempel: ”Forelskelse er en forhøjelse af stof X, en forhøjelse af stof X er en forelskelse.”

Hvad er disse perspektivers funktion, hvis ikke en svalende blindgyde for eksistentielle kujoner?

Oplevelsen er virkeligheden. Oplevelsen er stien, der leder os mod de liv der er værd at nyde og værd at erindre. Oplevelsen hvisker endda til os, at forelskelsesenergien ikke kun er ”fase”, men en flygtig og lunefuld energi. Noget der strømmer heftigt i begyndelsen af et forhold, men jo ikke løber ud i sandet, den løber ud i kærligheden!

Den kan sågar dyrkes i lange parforhold med lidt opmærksomhed, vilje og … poesi.

Kærligheden og forelskelsen stiller sig nemlig til skue for os alle sammen i poesien, for medens romantikken ikke velvilligt lader sig underkaste kølige analyser, danser den i poesien, som havde den aldrig gjort andet.

Er det ikke forestillingen om ”frelse”, der motiverer en forelskelse? En fantasi om en totalløsning på eksistensens usikkerhed. Et sår der endelig kan hele. En selvforglemmelse. Et tab af kontrol. Et tab af vores egen kontrol over os selv. En forestilling om noget, der kan bevæge os over, og hinsides de almindelige behov og krav. Alle disse gøremål, som  myggestik på psyken, og  ballast på den flyvevillige sjæl: Det hengemte selvs trang til at være himmel selv?

Hvad hvis ikke kærligheden kan give os mod til at transcendere den platfodede rationalitet vi binder om halsen, og kalder en dyd? En svalende irrationalitet er lysten og kærligheden.

Kender du det: Som fugle der stavrer rundt med kløe i vingerne, prøver vi at være så naturlige i vores unaturlighed som muligt. Afventer du også afsættet over tagrygge, supermarkedskøer og snotnæser? Du, der har glemt dit vingespænd under stramme frakker. Du, som duknakket ikke hører himlens kald til vilde kampe.

Kun nattens dyb glimter uundgåeligt for alle, når dagens rester smuldrer ud i drømme. Natten, der kalder med almægtig tilgivelse på sjælens vægtløshed.

Du og jeg har aldrig været mere bundet, tynget og velnærede på én og samme tid. Trætte slæber vi os rundt og forelsker os i TV serier, og underprioriterer kærlighedsgudernes kor; sangen om kærlighed, der blæser på vinden gennem byen. Hvirvler rundt om højhuse. Gemmer sig i særlige vinkler og blæser mellem blik der kastes fraværende.

Forelskelsen! Fortabelsen! Hengivelsen!

Og nu tænker du: Skal vi da give os hen til de drilske muser og vores dumme sjæls tro på at den kan flyve?

Forelskelsens løssluppenhed kan guides forsigtigt hen til den store disede eng, hvor I først mødtes. Hvilken eng? Spørger du. Den du ænser i din kærestes øjne når du slipper din ballast og elsker med uskyld.

 

16 råd til at vedligeholde lidt forelskelse, inspireret af erfaring og poesi  

  1. Lad være med at gå med ubehandlet stress, angst eller depression, og drop så vidt muligt de afhængigheder der sætter sig som kiler mellem dig selv og andre.
  2. Som mand skal du mande dig op og kunne, eller ville noget, ellers gider muserne dig ikke.
  3. Gode sociale relationer med andre og sjove aktiviteter fornyr jer selv og jeres forhold. Spænding er centralt for at lokke lidt forelskelse frem.
  4. Tal sammen med ægthed og sårbarhed (der er efterhånden flere gode samtaleredskaber).
  5. Skab lidt afstand mellem jer af og til. Savnet kan vække de slumrende muser.
  6. Man skal selvfølgelig støtte hinanden når det går dårligt, men mange glemmer at fejre hinandens successer! 
  7. Vær spontan og lidt skør, for her giver I hinanden mulighed for at se jeres utallige aspekter, både de kendte og de ukendte, reflekteret i hinanden.
  8. Find tanken ”hun er min og mit liv er kun ét. Hun gider mig, jeg vælger hende!”
  9. Find tanken ”alt det vi har lavet sammen, alt det vi kan lave sammen!” Mærk fællesskabet på tværs af tid, lad tiden opløses.
  10. Som mand: Vær stærk i nederlag, stå solidt på din bund! Så er hun din. (ved det lyder mærkeligt, jeg forstår det ikke en gang selv rigtigt.)
  11. Lad være med at gøre den anden til eventyret, lev dit liv som et eventyr, som andre får lyst til at være med på.
  12. ”Mindfull observation”: Lær at betragte din partner uden vurderinger. Kig på alle aspekter ved den anden, som skulle du male ham eller hende, og skub stædigt  alle de automatiske tyk/tynd, dum/klog, irriterende/behagelig .. vurderinger til side.
  13. Vær lidt kølig på strategisk vigtige tidspunkter, så fornemmelsen af jagt kan opstå hos den anden.
  14. Altid, altid, altid forsøg at tilgive. Hvem har dog fået den idé, at manglende tilgivelse kan være godt for noget?
  15. Kys min. 30 sekunder hver dag, gå i bad om aftenen, bar mås i dynen. Essentielt.
  16. Det er ærligheden i det bevidste nærvær, der er forudsætningen for at I kan lette sammen en gang i mellem.

Fordybelsesrejsen

Photo Dan Cook.

Efter 15 år som psykolog med forskellige metoder, som med besværligt tilgængelige modeller beskriver nøjagtigt de samme underliggende principper – og alle udråbt som den hellige gral, med metakognitiv terapi som det største blålys, blev jeg træt. Jeg blev træt af psykoterapien som videnskab.

Det værste var dog min tiltagende erkendelse af, at metoderne måske nok får folk til at slappe af, men de “affortryller” samtidigt vores eksistens med de mange velmente abstraktioner, kasser og manualer. Eksistentialismens uskyldige fokus på mening og vores evige barndoms behov for eventyr og drama, relegeret til bagerste række i den voksende videnskab af psykoterapi. Eller værre endnu; udråbt til skurken!

Som var det spraglede og evigt dynamiske liv tjent med æter og en knappenål i ryggen i psykoterapiens montre?

Det er klart at afgrunden af vores eksistens virker skræmmende, for den der aldrig har prøvet at flyve. Hvad det så end vil sige, for den enkelte. Vi har alle behov for at skutte os, men kun for at samle kræfter til at sprede vingerne! Psykoterapien er blevet en trøstekunst, og det skal retteligt være en “flyvekunst”!

Derfor tog jeg fat i en af mine venner, Søren Bramsted som er en af landets få og allerdygtigste “historiefortællere”, og spurgte ham, om han havde lyst til at hjælpe mig med et projekt: At forstå psyken og selvet med litteraturen og kunsten som spejl. At vække poesien til live i menneskets tjeneste. Han sagde ja. Så oprettede vi “Fordybelsesrejsen”.

Lad blot andre undervise i hvad døde mennesker sagde, som var det et bevis for liv. Vi vil i fordybelsesrejsen forsøge at opleve litteraturen med højtlæsning og samtaleøvelser om teksterne, samt spise og drikke lystigt efter inspiration af de udvalgte forfatteres herkomst og tilbøjeligheder.

En gang om måneden mødes vi sammen med de, der har lyst til at deltage og endevender nogle af litteraturens perler, og gransker hvad det vækker i os, hvorfor, og hvordan det kan inspirere os.

Velkommen til en gruppe hvor vi altså leder efter “selvet” i litteraturens og kunstens spejl.

Det kan være, at det bliver til bog (man ved aldrig) der vil “disrupte” psykoterapien lidt – vil du være med? Så bare duk op… alle er velkomne. Se mere HER. 

Kort sagt: Om karakter

Livet er bygget af lange seje stræk med indskudte dovne pauser og den lettende latter. Vi går nogle gange automatisk og ubevidst. Det kan være godt og det kan være skidt. Andre gange betræder vi sten så hvert et skridt føles hele vejen op igennem kroppen.

Ingen kan gå lige uden af at træde på skæve sten af og til.

Man skal aldrig slå en sti efter dens lethed.

 

“..dyden nægter at følges med det letkøbte.. den kræver en anstrengende og tornet sti..”

– Montaigne

 

Ingen kender stien til deres hjertes tilfredshed, som ikke har gået på de stejleste og sværeste skråninger.

.. og alle ved, at vejen altid laver et knæk!

Man er ikke særligt gammel før man opdager, at stien også afbrydes af tænders gnidsel over broer af frygt og håb, hvor vi balancerer mellem kærligheden og himlens afgrund af stjerner.

 

Kort sagt. Om døden

 

Vedrørende døden

Som den sene Montaigne skrev, skal intet menneske have sin slutning i sine tanker, for slutningen klarer det fint uden vores indblanding. Den ved fint hvornår det er tid, og behøver ingen hjælp.

“Døden kommer ikke os ved, for så længe vi eksisterer, er døden her ikke, og når den kommer, eksisterer vi ikke længere.” -Epikur 341-271 fvt. 

 

Blog at WordPress.com.

Up ↑