Opløsningstiden. Er eksistentielle sandheder forbudte?

Photo by Aaina Sharma on Unsplash

Ordforklaring: Som jeg forstår det, er ”eksistentielle sandheder” nogle ofte ret personlige konklusioner om ret og vrang, godt og skidt i tilværelsen, som man kan leve efter.

Bortforklaring: Enten er det følgende svært at forstå fordi det er svært at forstå, eller også er det bare dårligt skrevet, jeg beklager uanset hvad.

Billedeforklaring: Jeg valgte ovenstående billede fordi det illustrerer, synes jeg, et barn der ikke har noget at spejle sig i, i en kultur hvor alle udtryk er fladet ud og reduceret til ingenting ud fra en ideologi om at kritik er vigtigere end eksistens.

 

Opløsningstiden

Her den anden dag så jeg en bog, der havde som mål, at afsløre myter og påstande om parforhold, kønsforskelle og kærlighed som fordomme, for eksempel at “kvinder vil tale proces, mænd vil tale konklusioner”. Formålet med bogen var tilsyneladende at konkludere, at livet er noget, vi ikke kan konkludere noget om. En villet opløsning af det almindelige menneskes holdepunkter.

 

Beklager paradokset: ”At konkludere, at man ikke kan konkludere noget om livet”. Lad det være noteret, at det ikke er mit at forsvare.

 

Det kan selvfølgelig være godt at droppe de ”eksistentielle sandheders” ofte fordomsfulde sider i form af snævre antagelser om verden og dens fænomener. Herunder faste forestillinger om forskelle på mænd og kvinder og for eksempel opdragelse eller den rette ”danske kultur”.

 

I stedet bør man vel, så vidt muligt, tage afsæt i en generel nysgerrighed om det enkelte menneske og de enkelte fænomener i samfundet, fra øjeblik til øjeblik?

 

Personligt er jeg for eksempel ikke 100 % sikker på særligt meget. Efterhånden er jeg som psykolog oven i købet begyndt at betragte selv mine teorier og metoder som fordomme. Og gud hvor kan det være enerverende at blive mødt af folk, der har truffet konklusioner om en, uden af at kende en. Det gør det ikke bedre, at vi selvfølgelig kan leve op til alskens projektioner om os, især hvis andre aktivt tvinger os ind i deres iscenesættelser af os.

 

Desuden føler jeg mig ikke fast i mine overbevisninger om særligt mange ting. Jeg er da stolt over at være dansk, men samtidigt er jeg også lidt ligeglad. Sådan tror jeg, at mange har det.

 

Uanset hvad, ser det ud til, at vi har behov for eksistentielle holdepunkter, og vores medfødte hjælpsomhed taget i betragtning, kan vi åbenbart ikke lade være med at inddrage andre i dem. Jeg havde således en gang en kæreste, der insisterede på at måden at spise regnbue is på, var ved starte med chokolade så jordbær og afslutte med vaniljeisen, for, som hun sagde ”alle kunne bedst lide chokolade”. Selvom jeg ikke var enig, havde jeg ikke noget imod hendes konklusion om regnbue-is-spisning.

 

De fleste eksistentielle sandheder virker nemlig ret uskyldige, men det er der vel også nogle, der ikke er?

 

What to do?

Hvis du frygter den meget menneskelige fælde af skøre, sjove og ofte helt skæve eksistentielle sandheder og livsfilosofier om regnbue is, mænd og kvinder, hvilken morgenmad der er mest sund, og hvilke kulturer der er bedst og andet, kan du tilegne dig følgende mere flydende intellektuelle og samfundskritiske perspektiv i stedet for. Der er tale om et perspektiv der er så allestedsnærværende i denne tid, at du er undskyldt, hvis du ikke kender til det. For ligesom en fisk ikke forholder sig til vand, forholder man sig ikke til det filter igennem hvilket man ser verden med.

 

Man kan godt lære det. Og bare rolig: Det er ikke så svært som det lyder.

 

Fem elementer i det samfundskritiske rationale

Læs og genlæs først disse fem punkter og lær uden ad: Man tænker i den kritisk tænkende lejr, så vidt jeg har kunnet sammenstykke, at

1. eftersom der synes at være et uendeligt antal fortolkninger af alt, afspejler det vi ser som viden eller eksistentielle sandheder ikke en egentlig virkelighed under ordene, men at nogen blot har gennemtrumfet en arbitrær sandhed med magt.

2. En såkaldt sandhed ”privilegerer” altså nogen eller noget og ”marginaliserer” andre og andet. (Hvis man for eksempel godt kan lide piger med krøller, marginaliserer det piger med glat hår.)

3. Set i det lys, er det jo klart, at de intellektuelle gerne ser, at ingen bør vide noget, eller bør synes at noget er bedre end andet.

4. Her ses følelsen af sikkerhed fra nogen, ikke som et tegn på at personen ved hvad han eller hun taler om, men netop tegn på at han ikke forstår noget.

5. Oven i købet kan en sådan påberåbelse af viden, eller vished om noget, tolkes som tegn på at man deltager i marginalisering og det vil sige undertrykkelse.

Om mennesker kan leve uden af at værdsætte noget over noget andet, er stærkt tvivlsomt. Se bort fra denne tvivl, for den kan få hele samfundskritikken til at falde fra hinanden før du er kommet ordentligt i gang.

 

At kritisere i takt

De kritiske intellektuelle benytter i denne forbindelse så forudsigelige verbale koder*) når de, ofte berettiget, høvler folkets holdepunkter og eksistentielle ståsteder ned, at kritikken i sig selv skaber en harmoni, der fint kan fungere som eksistentielt holdepunkt. Hvis du for eksempel har hørt blot én sætning eller holdning fra disse “samfundskritikere”,  vil du kunne forudsige resten af deres holdningsrepertoire. Der er altså tale om en kollektiv kredsen eller dans om nogle specifikke samfundskritiske holdninger, en slags gruppebaseret identitet. – Et klokkeklart eksistentielt holdepunkt, der i fasthed, om man vil, matcher selv de sværeste fordomme som folk bekendt og allerede nævnt ofte knytter sig til.

 

*) verbale koder = ord/begreber/sammensatte ord, der henviser til noget, som ofte henviser til noget og så noget andet igen, hvilket kræver kendskab til en hel masse før man overhovedet kan afkode meningen med ordet. For eksempel: positivisme, dekonstruktivisme, patriarkat, antievolutionspsykologi eller essenssialisme.

 

En dans i forargelse

Når en samfundskritiker taler til en anden ligeså, er det som at betragte en dans. Der er som nævnt en slags takt eller forudsigelighed og ej at forglemme, et rynket bryn i indignation og øjne skubbet sammen og opad i tristhed over den tunge rolle at skulle kritisere alting.

 

Hvis hvert et holdningspunkt samfundskritikerne dansede om, var som en totempæl, skal du altså se en totempæl af glædesløse ansigter for dig. I det følgende kan du læse om fem af disse danse (der er nok 10 eller flere i alt).

 

Den første dans

Den første dans er rundt om ”modstanden mod dit ophav”. Du skal se det, at kalde sig dansk, og kunne lide dansk kultur, som en slags hadforbrydelse. Som Pavlos hunde skal du lære at respondere med foragt på selv ganske uskyldige ting såsom ”leverpostej”, eller ordet ”kolonihavehus”. Som Alternativets leder skal du væmmes så meget ved at se dig selv som “hvid”, at du med nærmest Jesu himmelvendt lidende øjne med menneskehedens synd på slæb op ad Golgata højen, kalder dig selv ”grisefarvet”.

 

Den anden

Den anden dans er imod individualitet. ”Selvet findes ikke”, hedder det, alt i medens man påstår, at ville give folk et ståsted. I denne dans hedder det, at man ikke kan arbejde med sig selv, for her er man blot redskab for magten. Al snak om det enkelte menneske og dennes ansvar og muligheder, en såkaldt ”individualisering af strukturelle vilkår”. Derfor er meditation, psykoterapi og coaching symptombehandling, der fjerner fokus fra kampen mod strukturerne og de dumme ledere. Selvaktualisering i øvrigt, er her udtryk for egoisme. Man ser ikke individer for sig, men grupper baseret på hhv venstre vs højre, eller hvide vs sorte, eller kvinder vs mænd.

 

Den tredje

Den tredje totempæl lyser i mørket. Det er nemlig utopien. Forløsningen der venter rundt om hjørnet, når du sammen med de andre har demonteret de strukturer og den magt, der gør livet hårdt og uretfærdigt, (som havde livet behov for hjælp fra håndlangere for at være hårdt og uretfærdigt).

 

Den fjerde 

Her synges der om, at manden og kvinden er opfundet af patriarkatet. At alle børn skal undervises i, at deres seksualitet ikke har at gøre med deres biologiske køn. Her skal lærere og pædagoger opfordre drenge til at prøve kjoler, og piger til at slå med hamre. Alt i medens du skal tænke at kønnet er en social konstruktion, skal du hade manden for hans biologi. Hvis du ikke forstår det, skal du bare lære det uden ad.

 

Den femte 

I denne dans må du, modsat de andre, godt have et lille smil på læben. Du og dine dansepartnere har nemlig fået indsigt i hvordan alt hænger sammen, og hvis I blot fik magten ville alt være godt, med alt. Dette er illusionen af moralsk overlegenhed, der giver de kritiske intellektuelle den største følelse af eksistentiel tyngde.

 

Valget

De intellektuelles kritiske omdrejningspunkter lader altså intet tilbage at ønske i varelagret af det uigennemtænkte, sammenlignet med det enkelte menneskes konklusioner om for eksempel regnbue is. Derfor bliver spørgsmålet heldigvis enkelt:

 

Hvilket samfund vil du helst leve i: Et hvor den enkelte definerer eksistentielle sandheder på egne præmisser, eller et hvor folk tilsidesætter deres egne sandheder til fordel for gruppens?

 

 

 

— 

Noter:

 

Måske er eksistentielle sandheder gode, når vi ikke holder dem for fast, eller tvinger andre ind i dem.

 

De sjoveste og gladeste mennesker jeg har mødt, har mange eksistentielle sandheder om alt muligt mellem himmel og jord.

 

”For den uden viden om godhed, er al anden viden ligegyldig” (omtrentligt)

– Michel de Montaigne (1533-1592)

 

”Jeg foretrækker at konversere med folk, der ikke er uddannet tilstrækkeligt til at ræsonnere forkert.”

– Montaigne

 

”Selvet er som et hotel, hvor man ikke skal lade gæsterne bestemme.”

Montaigne

 

 

Mig om #Metoo

Photo by Everton Vila on Unsplash

 

Vi er nødt til at tage Metoo alvorligt. Vi hører om det hele tiden og det viser sig, at der har været masser af grove overgreb. Men hvad skal ændres og hvordan. Skal vi virkelig holde op med at røre hinanden uden tilladelser? Herunder en mands perspektiv på årsagen til Metoo og hvis ikke løsninger, så lysninger på en bedre sameksistens mellem kønnene.

 

Jeg forestiller mig, at de fleste kvinder ikke har noget imod en berøring på skulderen, lænden, hånden eller tilsvarende, hvis manden er charmerende og behagelig. Hvis dette faktisk er tilfældet, er det ikke berøringen i sig selv, der er problemet. Men hvad er det så? Der er altså leveret en kritik af manden, som for manden kan være svær at forstå. Hvornår må vi lægge en hånd på din skulder, og hvornår må vi ikke?

 

Psykologisk set underudviklede mænd

Mænd der er svage, er mere tilbøjelige til at nærme sig kvinder på måder der enten er grænseoverskridende, eller kan tolkes sådan. Når en sådan mand får magt, kan han som regel ikke administrere den. Det arketypiske eksempel Kejser Commodus, søn af Marcus Aurelius, som sank Rom ned i diktatur med ødselhed, brutalitet og perversioner.

 

Dårlige kulturer

Dårlige vaner og fornedrende ritualer er ikke bare født af svage mænd. Der findes dårlige kulturer, hvor man gør det uterlige til en norm. Filmbranchen har åbenbart mange steder en dårlig kultur. Det er fint og godt, at de lufter ud. Man kan ikke have ondt af Weinstein.

 

Der er behov for mere, ikke mindre maskulinitet i samfundet

Mange mænd er mere bange for afvisninger end for eksempel at gå i krig. Kvindens hengivenhed til os, er alle tiders største skat i menneskeheden, og hvis kisten er tom, er det for mange mænd en tragedie socialt, eksistentielt og psykologisk. At blive fravalgt eller afvist af en kvinde principielt lig med at blive afvist af naturen og dermed jorden selv. Denne ikkeanerkendte og dog meget udbredte fobi for kvinder blandt mænd i alle aldre, ændrer ikke på, at hvis man(d) finder en kvinde interessant, skal man prøve at nærme sig hende og få en samtale gang. For hvis du smugkigger og stalker hende bl.a. på sociale medier, eller tror at du har fortjent at have sex med hende fordi du har gjort hende en tjeneste, eller tager på hende i en kongebrandert, vil du stå med et ben i metoo land. Det er et spørgsmål om mod. Det er med andre ord et spørgsmål om udvikle sin maskulinitet, ikke at frygte den, hvis man vil undgå metoo.

 

Psykologisk underudviklede mænd II

Mænd der på ilter vis tager kvinders side i Metoo kampagnen har som regel et dybt ønske, om at det skal øge deres status blandt kvinder. Så tåbeligt sexfikserede er vi. Og så er den også sluppet ud.

 

De sidste 8 millioner år

Mænd og kvinder har i millioner af år fungeret rimeligt uafhængigt af hinanden, dette afspejles i vores krop, interesser og psyke. Der er tale om en opdeling der stadigvæk er tydelig i mange tredje verdens lande og ikke-vestlige kulturer. Man skal ikke længere end til Grækenland for at se hvordan kønnene deler sig meget op. Mændene i den ene stue, kvinderne i den anden ved frokostselskabet. Fakta: Manden er dobbelt så stærk i overkroppen som kvinden, og det har medført en naturlig arbejdsfordeling. Selv en almindelig utrænet mand har større gribestyrke end en kvinde, som er topatlet, og vejer det samme som ham! Mænd er altså fødte jægere, eller ”kastere” og slæbere. Derfor har drenge naturligt stive håndled, de kaster pr natur med overhånd, medens piger har blødere håndled, og rent faktisk ofte skal lære at kaste med overhånd. Mænd har sammen med andre mænd åbenbart benyttet deres styrke, gribestyrke, kasteevner, mod, mindre følsomhed og bedre rummelige intelligens til at jage sammen. Her ser vi højst sandsynligt årsagen til, at det er kvinder og ikke mænd der dør i højresvingsulykker. Mænd er simpelthen udviklet til at forholde sig til store dyr i periferien af deres syn/lastbiler, trafikken. Kvinder har lavet andre ting. De har blandt andet holdt styr på unger, relationer, urter og rødder. Det gør de stadigvæk. Det er derfor kvinden vil ”snakke om det”, for at holde samling på flokken, og derfor at manden som oftest vil flygte eller vinde når der er problemer. Vi er udvalgt af naturen på baggrund af forskellige udfordringer.

 

De sidste 60 år

Det var da vi begyndte at arbejde sammen under industrialiseringen og da p-pillen ankom, at kvinden blev frigjort fra børneflokken og blev en del af mændenes arbejdende fællesskaber. I vores nervesystem har vi altså ikke den stor viden om denne nye type interaktion, og det er et problem, for det er nervesystemet der er vores primære styresystem i interaktioner. Således opstår situationen hvor kvinden smiler sødt til manden på jobbet fordi hun er spændt på opgaven, hvilket mange mænd automatisk tolker som en optakt til sex. Derfor er der behov for personalepolitikker på det område. Vi er stadigvæk urmennesker nedenunder.

 

Overbeskyttelsen af børn gjorde den enkeltes ansvar til et kollektivt anliggende

Den hysterisk opblæste forskrækkelse over kidnapninger og seksuelt misbrug i USA i ’90’erne fik forældre til at sætte en stopper for børns bevægefrihed og selvforvaltning. Børn blev overbeskyttede som aldrig nogensinde før. Freud ville falde ned af stolen over den enorme vækst i Ødipuskomplekset og den overinvolvering mellem børn og forældre og manglende selvstændighed og udvikling af karakter, det medførte. Førende forskere i USA, såsom Jonathan Haidt anskuer tidens trang til at ledere, staten og loven skal beskytte os mod modstand i livet, herunder mod mænds seksualitet, som et resultat af denne overbeskyttelse.

 

Den abstrakte virkelighed

Sociale mediers interaktioner hæver den menneskelige relation et abstraktionsniveau over nervesystemets fatteevne, deri er en del af forklaringen på den gennemført horrible idé, at lave facebook gruppe hvor man deler nøgenbilleder af ekskærester. På den måde kan man godt sige, at de sociale medier gør psykopater ud af mange følelsesmæssigt i forvejen lidt afstumpede mennesker (relativt mange unge mænd er følelsesmæssigt afstumpede).

 

Kunsten at være ordentlig fræk

Traditionerne omkring socialisering af drengen til manddom er opløst. Der er tale om et reelt tomrum i forhold til definitionen af det at være mand. Mange ser det som en badebillet til at gøre nøjagtigt hvad der passer dem. Uheldigvis hænger denne opportunisme også sammen med evnen til at komme til at tops i samfundet med en magtposition der yderligere kan misbruges. ”Gentleman” fænomenet må gerne genopstå, hvordan vi end skal definere det i dag. For det er sikkert og vidst, at manden ikke gider at være kønsløst flink, hvis pigen render af med den frække dreng foran øjnene på ham. Udfordringen for den moderne mand, er at skabe en gentleman ud af sig selv. En der også kan smile frækt.

 

Den manglende mand

Uden gode mandlige rollemodeller bliver drenge og mænd så bløde at kvinder ikke gider dem, eller så forstyrrede, at ingen gider dem. Det åbenlyse forbrug/misbrug af kvinder i filmbranchen kan belyses som et resultat af, at kulturen ikke har haft nogle bedre idealer for mandighed på bedding. Blandt mange dyrearter ser man at hanunger ikke udvikler hjernen, nærmere pandelapperne, normalt, når der ikke er en far i nærheden (observeret blandt rotter), hvilket giver utilpasset adfærd. Blandt elefanter har man set unge elefanter begynde at dræbe andre dyr på savannen, hvis der ikke er en voksen hanelefant i området til at hæmme de antisociale tendenser i de unge elefanter, både hanner og hunner. Med afsæt i en sådan kulturanalyse og observationer af dyrs adfærd kan vi gisne om manden er blevet tæmmet så meget de sidste halvtreds år, at han ikke længere har en afrettende funktion i samfundet. De positive aspekter af maskulinitet synes at være røget ud med badevandet og de eneste der tør at være maskuline i dag, er dem der alligevel ikke har noget tabe i forhold til etablissementet.

 

Babyen ud med badevandet

Jeg tror at den opløste kønspolaritet har fået en blind passager med om bord, der har fået hele besætningen til at blive omtågede. Traditionen tro er det kvinderne der kalder vagt i gevær i kulturen, og det er måske meget godt. Nu skal de bare have med, at det maskuline og det feminine ikke er undertrykkende kræfter men noget vi alle har brug for, for at blive hele mennesker.

 

Hvad kendetegner det maskuline?

Jeg kender ikke sandheden, men jeg tænker, at maskulinitet indebærer modet til at man tør at satse sig selv. Man tør at være ærlig. I et klassisk visdomsperspektiv handler mandighed om at stole på, at man har ressourcerne til at håndtere hvad der end måtte opstå, også afvisninger.

 

 

 

Blog at WordPress.com.

Up ↑