70-30 reglen der sikrer gode forhold – også til os selv

Hvad har rotters ”neuronale legenetværk” i hjernen, undervisning af voksne og vores relationer med hinanden at gøre. Meget mere end du tror, og det kan være noget af det vigtigste du læser i år.

Photo by Robert Collins on Unsplash

 

Forskeren Jaak Panksepp har påvist, at en større rotte, skal lade en mindre rotte vinde omtrent 30% af deres fælles lege, ellers gider den lille ikke lege med. Dette resultat kan potentielt forklare enormt meget menneskelig adfærd.

Det samme gør sig for eksempel gældende når man underviser voksne. Her skal man, som jeg har erfaret det, tillade helt op til 30 % uorden i forhold til arbejdsopgaven at undervise i x fag. Kursisterne er på en måde som den lille rotte, for de indgår i en situation på underviserens præmisser. Underviseren må, som den store rotte i eksemplet herover, give tilladelse til at kursisterne selv kan selv sætte dagsordenen noget af tiden, hvis de skal gide at lære (læs: lege med).

Som underviser heller ikke tillade mere end 30 % forstyrrelser, for tipper balancen kan forstyrrelsen blive total.

En garvet og/eller meget vidende underviser skal stille sig selv spørgsmålet: Kommer jeg ved at være for styrende, til at blive forstyrrende?

 

Alle skal kunne øjne en lille sejr

For at ville deltage og bidrage i de “spil vi spiller sammen” fx et studie, en arbejdsplads, eller et samfund, skal den enkelte kunne øjne en sejr. Hvis vi ikke oplever at have en mulighed for at vinde, bare en gang i mellem, vender vi spillet ryggen. Således kan man også se at samfund hvor der ikke er mobilitet, hvor det ikke er muligt at vinde, er ustabile samfund. Mange unge der ikke lærer nok i skolen, vender sig væk fra det videnssamfund, som de bare ikke kan vinde i.

 

Det egalitære samfund er ikke “lige”, men følger 70/30 reglen

Der er mange smukke metaforer i den gamle kinesiske visdom i “Tao Te Ching”. Tao beskrives blandt andet som en bue. Når du spænder den, trækker toppen sig ned og bunden løfter sig op. Der er tale om en harmoni, et nødvendigt samspil mellem høj og lav, der sikrer stabilitet og udvikling på en og samme tid, og dermed vejen frem. (Tao betyder ”vejen”). Det handler ikke om at gøre alle lige, og dele alt lige, for så knækker buen. Intet samfund, der ødelægger spillet for de stærke, kan fungere.

 

Hvorfor 70/30 og ikke 50/50?

For at mennesker og systemer skal være stabile skal der være en kontinuerlig stræben efter orden, for tilværelsens kaos stopper aldrig. Hvis man ikke søger orden, ender ens liv nemt i kaos. Et system der tillader en overvægt af kaos bliver helt kaotisk meget hurtigt. Måske vores liv principielt kan ses som noget “ordensskabende”. Måske er det derfor, at det føles så intenst meningsfuldt at skabe orden ud af kaos. Den eftertragtede  flowoplevelse kan nemlig også ses som en slags bevægelse i retning af at omdanne kaos til orden.

 

At bryde reglerne

Hvis man bryder reglerne eller bliver for dominerende, forstyrrer man de andre deltageres muligheder for at øjne sejre, og her bliver man udstødt:

”Jeg springer tit trin over, og det har intet trin endnu tilgivet mig.” – Nietzsche

Man skal være klar på ensomhedens mange elendigheder hvis man er usædvanlig af intelligens og personlighed. De største tænkere vi har haft – stort set alle sammen – har været en slags særlinge. Hvis de ikke er blevet udstødt, har de udstødt sig selv.

 

70/30 reglen i parforhold og virksomhedskulturer

Forestil dig en afdeling, eller et parforhold hvor alle samtaler foregår i et teknisk rationelt sprog. Arbejdsopgavens rationalitet trumfer alle andre dagsordner hele tiden.  Der er ingen bevidste misforståelser, intet pjat, intet drilleri, ingen ironi, ingen sarkasme, ingen egoisme, ingen fejl, ingen poesi, ingen kærlighed, omsorg og intet lir? Her ser vi en opskrift på noget de fleste intuitivt ville se som noget uholdbart. En arbejdsplads eller et parforhold hvor ingen aftaler blev overholdt, og intet blev taget seriøst, ville naturligvis også gå til grunde. 70:30 reglen gælder efter al sandsynlighed også her.

 

Be a little bit crazy to stay sane

I et psykodynamisk og oven i købet neurobiologisk perspektiv, er vi sammensatte af forskellige behovssystemer, eller “subpersonligheder” om man vil. Hvis man undertrykker de irrationelle sider af ens indre for meget, hvis man ikke kan tillade 30% “skørhed” i sit liv, gider din underbevidstheden ikke lege med. Med andre ord finder de mindre rationelle sider noget andet at lave. Fra at være livgivende kræfter bliver de fortrængt og opstår som fremmede i det indre, noget der driver selvhad, misbrug, vredesudbrud, bekymringer, depressioner, smerter, angst og andet. Måske det også kan lede til, at man i selvforagten, også nægter andre at have det sjovt.

 

At være okay med at være 70 % i kontrol

Mental fleksibilitet kan godt ses sådan, at man er tilfreds med at være 70 % i kontrol i tilværelsen. Man lader skæbnen vinde i 30 % af tiden, om man vil. Måske er det nok og ok, at være 70 % sikker på de fleste ting i tilværelsen, selv kærestens troskab og egen sundhed for den sags skyld. Og med denne accept føler vi os måske mere sikre, for følelsen af sikkerhed er ikke så svær at opnå, når man kun skal mestre 70% af en hvilken som helst situation.

 

Konklusioner

Ved at give os lidt vinder vi alle sammen. Ved at acceptere usikkerhed oplever vi os som mindre usikre. Ved at lege og gøre skøre, skæve ting af og til, bliver vi sjovere at være sammen med, og verden bliver et bedre sted at være for os alle sammen. Be a little bit crazy to stay sane.

Tak fordi du læste så langt. Like, del, kommenter gerne ❤️☕️

 

Når coaching og terapi ikke slår til, hvad gør man så? (på engelsk)

 

The myth of resolve — the art of helping people.

She is looking down and away and then deeply into my eyes as if trying to pick the solution to her predicament out of my brain. Her husband hasn’t produced a single piece of music since his massive hit piece 6 years earlier. Having small children and him losing his temper in fits of despair she is telling me a story of a family in crisis.

He is highly intelligent and very self-reliant and has somehow tied himself into this knot of stress and procrastination. He has tried therapy before without effect. This aligns with my thoughts about their situation; that offering him therapy or coaching would just add insult to injury. So when she asks me if I want to help him, I hesitate.

The allure of psychological theories

There are countless models explaining the lack of resolve and action in a person’s life as something pertaining to the inner workings of the psyche. For example ADD, oedipal issues/schema enmeshment, fear of failure, bad habits or even fear of success or fear of self actualization — strange at that may sound. Gurus en masse have made a career out of promising hopefuls a break from bad habits and a path to success. Gullibility is gold in the hands of gurus. I am a bit guilty of that myself having been the expert on national TV on a series on motivation and life style changes. There are indeed many fancy sounding and well-conceptualized routes to success in the business of therapy and coaching where resolve is promised as “thing” you can get by listening and thinking. Something that can propel you — yes you! to the stars and sometimes it actually does work if you get heavily into listening to these messages.

In coaching most problems are seen as things to be solved by route of something like: conversation-conceptualisation-homework-repeat on a weekly basis which gives associations to the Nietzsche quote “for the one with a hammer everything looks like a nail”. So I was sat there thinking that the musician in question needed another kind of help than that. He didn’t appear to fit into any of the boxes.

A lesson from the…. Amish?!

Most guys have some stuff at home that needs doing, that we just can’t be asked to finish. In the Amish community they don’t have that problem, as they have communal way of going about a lot of such tasks. (They may have other types of problems that the rest of us don’t have.) It’s a no-brainer really. The modern malaise of procrastination arise to a large extent from the fact, that we are split up into smaller and smaller social systems, from the tribe or village to the farm, to the family to the single city dweller. Today most of us are more or less left to our own devices, when it comes to a lot of life challenges. We are not forced into “individualism” somehow we just prefer it that way. But this more individualized way of life comes with new challenges. Our solution to this predicament is to impose structure onto ourselves as scaffolding for our neocortical resolve and as such to establish a vicarious tribe of sorts to adhere to. Establishing personal goals and values and creating a structure is virtuous and it works well for most of us most of the time, but such means don’t possess the punching power emerging from our sense of doing — and having to do — meaningful and reciprocal contributions to the community/club/work place/world. Most people need a sense of belonging and some feelings of responsibility in order to give it our best in the long run. It can be hard to do stuff on your own, for your own self. No man is an island. The musician in question, needed more than a room for reflection to strengthen his resolve. He needed to form a kind of bond with someone. A “someone” he could mirror him self in. Which brings me to the next point.

A lesson from … autism?!

People in the autism spectrum have such hassle working out what the right response may be in a given context, that many of them simply emulate or rather imitate somebody they like, for example an older brother. They may still come across funny to others at times, but at least this “trick” reduces their own confusion in the social arena. This reveals the fact, that people by way of a decision can actually side step their own default state of mind by identifying with an alter ego — somebody else. This musician seemed to me, to need to form a social bond with a role model.

Mentoring

So what did we do with this particular disparaged musician? I arranged for him to meet up with a personal friend of mine, who apart from being quite smart himself, really likes working out and martial arts and is kind of a he-man. I admonished my friend that the client be trained really hard. The client had to exaggerate his tantrums in the gym with somebody who actually masters aggression in order to integrate and master those aggressive impulses and “shadows” of his psyche if you like. I also asked my friend to hang out with him, and kind of get under his skin and make him work with full concentration three hours a day within a month. I only supervised the process. I never actually met the musician. After two months and about 15–20 hours of them spending time together the musician was totally back on track. He even wrote about in a song that you may have heard. He wanted to share his experience with the world of having been lifted up off the ground — almost literally.

The lesson — spread the word!

Sometimes people have no will power left in their mind and body, why trying to coach them to boost their will power reserves can be quite the tragedy. Some people literally need a hand and a push! The nannying and reflections from the therapy sessions can for some types of people actually be counterproductive. When Nietzsche’s Zatrathustra ponders friendship he writes: He won’t give people fruit from his tree, but they can pick it themselves and he’ll give a friend in trouble a hard bed to sleep on. Friends, role models and mentors are sometimes the best helpers. The psychologist can follow and supervise these processes.

Opløsningstiden. Er eksistentielle sandheder forbudte?

Photo by Aaina Sharma on Unsplash

Ordforklaring: Som jeg forstår det, er ”eksistentielle sandheder” nogle ofte ret personlige konklusioner om ret og vrang, godt og skidt i tilværelsen, som man kan leve efter.

Billedeforklaring: Jeg valgte ovenstående billede fordi det illustrerer, synes jeg, et barn der ikke har noget at spejle sig i, i en kultur hvor alle udtryk er fladet ud, selv legetøjet.

 

Opløsningstiden

Her den anden dag så jeg en bog, der havde som mål, at afsløre myter og påstande om parforhold, kønsforskelle og kærlighed som fordomme, for eksempel at “kvinder vil tale proces, mænd vil tale konklusioner”. Formålet med bogen var tilsyneladende at konkludere, at livet er noget, vi ikke kan konkludere noget om. En villet opløsning af det almindelige menneskes holdepunkter.

 

Det kan selvfølgelig være godt at droppe de ”eksistentielle sandheders” ofte fordomsfulde sider i form af snævre antagelser om verden og dens fænomener. Herunder faste forestillinger om forskelle på mænd og kvinder og for eksempel opdragelse eller den rette ”danske kultur”.

 

I stedet bør man vel, så vidt muligt, tage afsæt i en generel nysgerrighed om det enkelte menneske og de enkelte fænomener i samfundet, fra øjeblik til øjeblik?

 

Personligt er jeg for eksempel ikke 100 % sikker på særligt meget. Efterhånden er jeg som psykolog oven i købet begyndt at betragte selv mine teorier og metoder som fordomme. Og gud hvor kan det være enerverende at blive mødt af folk, der har truffet konklusioner om en, uden af at kende en. Det gør det ikke bedre, at vi selvfølgelig kan leve op til alskens projektioner om os, især hvis andre aktivt tvinger os ind i deres iscenesættelser af os.

 

Desuden føler jeg mig ikke fast i mine overbevisninger om særligt mange ting. Jeg er da stolt over at være dansk, men samtidigt er jeg også lidt ligeglad. Sådan tror jeg, at mange har det.

 

Uanset hvad, ser det ud til, at vi har behov for eksistentielle holdepunkter, og vores medfødte hjælpsomhed taget i betragtning, kan vi åbenbart ikke lade være med at inddrage andre i dem. Jeg havde således en gang en kæreste, der insisterede på at måden at spise regnbue is på, var ved starte med chokolade så jordbær og afslutte med vaniljeisen, for, som hun sagde ”alle kunne bedst lide chokolade”. Selvom jeg ikke var enig, havde jeg ikke noget imod hendes konklusion om regnbue-is-spisning.

 

De fleste eksistentielle sandheder virker nemlig ret uskyldige, men det er der vel også nogle, der ikke er?

 

What to do?

Hvis du frygter den meget menneskelige fælde af skøre, sjove og ofte helt skæve eksistentielle sandheder og livsfilosofier om regnbue is, mænd og kvinder, hvilken morgenmad der er mest sund, og hvilke kulturer der er bedst og andet, kan du tilegne dig følgende mere flydende intellektuelle og samfundskritiske perspektiv i stedet for. Der er tale om et perspektiv der er så allestedsnærværende i denne tid, at du er undskyldt, hvis du ikke kender til det. For ligesom en fisk ikke forholder sig til vand, forholder man sig ikke til det filter igennem hvilket man ser verden med.

 

Man kan godt lære det. Og bare rolig: Det er ikke så svært som det lyder.

 

Fire elementer i det samfundskritiske rationale

Læs og genlæs først disse fem punkter og lær uden ad: Man tænker i den kritisk tænkende lejr, så vidt jeg har kunnet sammenstykke, at

1. eftersom der synes at være et uendeligt antal fortolkninger af alt, afspejler det vi ser som viden eller eksistentielle sandheder ikke en egentlig virkelighed under ordene, men at nogen blot har gennemtrumfet en arbitrær sandhed med magt.

2. En såkaldt sandhed om fx køn, religion eller kultur ”privilegerer” altså nogen eller noget og ”marginaliserer” andre og andet.

3. Set i det lys, er det jo klart, at de intellektuelle gerne ser, at ingen bør mene at vide noget.

4. Her ses følelsen af sikkerhed fra nogen, ikke som et tegn på at personen ved hvad han eller hun taler om, men netop tegn på at han ikke forstår noget. Det er ret omvendt.

 

Men om mennesker kan leve uden af at værdsætte noget over noget andet, at kalde noget mere sandt og godt end andet, er stærkt tvivlsomt. 

 

Valget

De intellektuelles kritiske omdrejningspunkter lader altså intet tilbage at ønske i varelagret af det uigennemtænkte, sammenlignet med det enkelte menneskes konklusioner om for eksempel regnbue is. Derfor bliver spørgsmålet heldigvis enkelt:

 

Hvilket samfund vil du helst leve i: Et hvor den enkelte definerer eksistentielle sandheder på egne præmisser, eller et hvor folk tilsidesætter deres egne sandheder til fordel for en vedtaget samfundskritik?

 

Noter:

 

Måske er eksistentielle sandheder gode, når vi ikke holder dem for fast, eller tvinger andre ind i dem.

 

De sjoveste og gladeste mennesker jeg har mødt, har mange eksistentielle sandheder om alt muligt mellem himmel og jord.

 

”For den uden viden om godhed, er al anden viden ligegyldig” (omtrentligt)

– Michel de Montaigne (1533-1592)

 

”Jeg foretrækker at konversere med folk, der ikke er uddannet tilstrækkeligt til at ræsonnere forkert.”

– Montaigne

 

”Selvet er som et hotel, hvor man ikke skal lade gæsterne bestemme.”

Montaigne

 

 

Mig om #Metoo

Photo by Everton Vila on Unsplash

 

Vi er nødt til at tage Metoo alvorligt. Vi hører om det hele tiden og det viser sig, at der har været masser af grove overgreb. Men hvad skal ændres og hvordan. Skal vi virkelig holde op med at røre hinanden uden tilladelser? Herunder en mands perspektiv på årsagen til Metoo og hvis ikke løsninger, så lysninger på en bedre sameksistens mellem kønnene.

 

Jeg forestiller mig, at de fleste kvinder ikke har noget imod en berøring på skulderen, lænden, hånden eller tilsvarende, hvis manden er charmerende og behagelig. Hvis dette faktisk er tilfældet, er det ikke berøringen i sig selv, der er problemet. Men hvad er det så? Der er altså leveret en kritik af manden, som for manden kan være svær at forstå. Hvornår må vi lægge en hånd på din skulder, og hvornår må vi ikke? Et eller andet sted handler det vel om respekt. Og det er glat fisk at håndtere.

Følgende kan vi i hvert fald sige:

 

Psykologisk set underudviklede mænd

Mænd der er svage, er mere tilbøjelige til at nærme sig kvinder på måder der enten er grænseoverskridende, eller kan tolkes sådan. Når en sådan mand får magt, kan han som regel ikke administrere den. Det arketypiske eksempel Kejser Commodus, søn af Marcus Aurelius, som sank Rom ned i diktatur med ødselhed, brutalitet og perversioner. Og det er ikke kun “individualpsykologiske” forklaringer vi skal kigge på:

 

Dårlige kulturer

Dårlige vaner og fornedrende ritualer er ikke bare født af svage mænd. Der findes dårlige kulturer, hvor man gør det uterlige til en norm. Gentag en uhyrlig adfærd tilpas mange gange, med tilpas mange andre, og du er blevet et monster. Det er et faktum. Dårlig adfærd er en frygtelig glidebane. Filmbranchen har åbenbart mange steder en dårlig kultur. Det er fint og godt, at de lufter ud. Man kan ikke have ondt af Weinstein.

 

Respekt for mændene, der i 98% af tilfælde ikke er sexforbrydere

Mange mænd er mere bange for afvisninger end for eksempel at gå i krig. Kvindens hengivenhed til os, er alle tiders største skat i menneskeheden, og hvis kisten er tom, er det for mange mænd en tragedie socialt, eksistentielt og psykologisk. At blive fravalgt eller afvist af en kvinde principielt lig med at blive afvist af naturen og dermed jorden selv. Denne frygt er medvirkende til alskens mærkelige måder at forstå og håndtere kvinder på. REGLEN: Hvis man(d) finder en kvinde interessant, skal man “mande sig op” og nærme sig hende og få en samtale gang. Hvis du smugkigger og stalker hende bl.a. på sociale medier, eller tror at du har fortjent at have sex med hende fordi du har gjort hende en tjeneste, eller med indebrændt længsel tager på hende i en kongebrandert, vil du stå med et ben i metoo land.

Det er med andre ord et spørgsmål om udvikle sit mod, mandshjerte og  maskulinitet, ikke at frygte den eller undertrykke den, hvis man vil undgå metoo.

 

Psykologisk underudviklede mænd II

Mænd der på ilter vis tager kvinders side i Metoo kampagnen har som regel et dybt ønske, om at det skal øge deres status blandt kvinder. Så tåbeligt sexfikserede er vi. Og så er den også sluppet ud.

 

De sidste 8 millioner år

Mænd og kvinder har i millioner af år fungeret rimeligt uafhængigt af hinanden, dette afspejles i vores krop, interesser og psyke. Der er tale om en opdeling der stadigvæk er tydelig i mange tredje verdens lande og ikke-vestlige kulturer. Man skal ikke længere end til Grækenland for at se hvordan kønnene deler sig meget op. Mændene i den ene stue, kvinderne i den anden ved frokostselskabet. Fakta: Manden er dobbelt så stærk i overkroppen som kvinden, og det har medført en naturlig arbejdsfordeling. Selv en almindelig utrænet mand har større gribestyrke end en kvinde, som er topatlet, og vejer det samme som ham! Således ser man at drenge har naturligt stive håndled, de kaster pr natur med overhånd, medens piger har blødere håndled, og rent faktisk ofte skal lære at kaste med overhånd. Mænd har sammen med andre mænd åbenbart benyttet deres styrke, gribestyrke, kasteevner, mod, mindre følsomhed og bedre rummelige intelligens til at jage sammen. (Her ser vi højst sandsynligt årsagen til, at det er kvinder og ikke mænd der dør i højresvingsulykker. Mænd er simpelthen udviklet til at forholde sig til store dyr i periferien af deres syn/lastbiler, trafikken.) Kvinder gennem tiden har blandt andet holdt styr på husdyrene, relationerne, ungerne, urter og rødder. Det gør de stadigvæk. Det er derfor kvinden vil ”snakke om det”, for at holde samling på flokken, og derfor at manden som oftest vil flygte eller vinde når der er problemer. Vi er udvalgt af naturen på baggrund af forskellige udfordringer.

 

De sidste 60 år

Mænd og kvinder begyndte at arbejde sammen under industrialiseringen og da p-pillen ankom, blev kvinden for alvor frigjort fra børneflokken og blev en del af mændenes arbejdende fællesskaber. Vi er ikke udviklet til at arbejde sammen på de måder. Således opstår situationen hvor kvinden smiler sødt til manden på jobbet fordi hun er spændt på opgaven, hvilket mange mænd automatisk tolker som en optakt til sex. Derfor er der behov for personalepolitikker på det område. Vi er stadigvæk urmennesker nedenunder.

 

Overbeskyttelsen af børn gjorde den enkeltes ansvar til et kollektivt anliggende

Den hysterisk opblæste forskrækkelse over kidnapninger og seksuelt misbrug i USA i ’90’erne fik forældre til at sætte en stopper for børns bevægefrihed og selvforvaltning. Børn blev overbeskyttede som aldrig nogensinde før.  Det medførte manglende selvstændighed og udvikling af karakter hos børn og unge. Førende forskere i USA, såsom Jonathan Haidt anskuer tidens trang til at ledere, staten og loven skal beskytte os mod modstand i livet, herunder mod mænds seksualitet, som et resultat af denne overbeskyttelse.

 

Den abstrakte virkelighed

Sociale mediers interaktioner hæver den menneskelige relation et abstraktionsniveau over nervesystemets fatteevne, deri er en del af forklaringen på den gennemført horrible idé, at lave facebook gruppe hvor man deler nøgenbilleder af ekskærester. På den måde kan man godt sige, at de sociale medier gør psykopater ud af mange følelsesmæssigt i forvejen lidt afstumpede mennesker (relativt mange unge mænd er følelsesmæssigt afstumpede).

 

Kunsten at være ordentlig fræk

Traditionerne omkring socialisering af drengen til manddom er opløst. Der er tale om et reelt tomrum i forhold til definitionen af det at være mand. Mange ser det som en badebillet til at gøre nøjagtigt hvad der passer dem. Uheldigvis hænger denne opportunisme også sammen med evnen til at komme til at tops i samfundet med en magtposition der yderligere kan misbruges. ”Gentleman” fænomenet må gerne genopstå, hvordan vi end skal definere det i dag. For det er sikkert og vidst, at manden ikke gider at være kønsløst flink, hvis pigen render af med den frække dreng foran øjnene på ham. Udfordringen for den moderne mand, er at skabe en fræk  gentleman ud af sig selv.

 

Den manglende mand

Uden gode mandlige rollemodeller bliver drenge og mænd så bløde at kvinder ikke gider dem, eller så forstyrrede, at ingen gider dem. Det åbenlyse forbrug/misbrug af kvinder i filmbranchen kan belyses som et resultat af, at kulturen ikke har haft nogle bedre idealer for mandighed på bedding. Blandt mange dyrearter ser man at hanunger ikke udvikler hjernen, nærmere pandelapperne, normalt, når der ikke er en far i nærheden (observeret blandt rotter), hvilket giver utilpasset adfærd. Blandt elefanter har man set unge elefanter begynde at dræbe andre dyr på savannen, hvis der ikke er en voksen hanelefant i området til at hæmme de antisociale tendenser i de unge elefanter, både hanner og hunner. Med afsæt i en sådan kulturanalyse og observationer af dyrs adfærd kan vi gisne om manden er blevet tæmmet så meget de sidste halvtreds år, at han ikke længere har en afrettende funktion i samfundet. De positive aspekter af maskulinitet synes at være røget ud med badevandet og de eneste der tør at være maskuline i dag, er dem der alligevel ikke har noget tabe i forhold til etablissementet. (Trump)

 

Babyen ud med badevandet

Jeg tror at den opløste kønspolaritet har fået en blind passager med om bord, der har fået hele besætningen til at blive omtågede. Traditionen tro er det kvinderne der kalder vagt i gevær i kulturen, og det er måske meget godt. Nu skal de bare have med, at det maskuline og det feminine ikke er undertrykkende kræfter men noget vi alle har brug for, for at blive hele mennesker.