Thomas’ 44 teser om en eksistentialisme til den nye tid

(Foto: Tatovering af Albert Camus Citat på overtegnedes arm. “Lykkelige er de hjerter der kan bøje, for de vil aldrig briste”.)

Eksistentialismen står for en kulturel bevægelse af en art, der er så mangeartet, at ingen med respekt for sig selv har forsøgt at definere den. Jeg er heldigvis ikke så fin, at jeg ikke vil forsøge. Om ikke andet, så for min egen skyld.

Følgende er min egen forståelse af en eksistentialisme til den nye tid. Jeg kunne sikkert have skrevet 100 flere punkter, og brugt ti år på det. Det har jeg ikke gjort. Jeg har derimod prøvet at skrive det så intuitivt og flydende som muligt, for at hædre mit skriveflow, mit gode humør og min resolutte tro på, at det ægte følte og naturligt udtrykte kommer tættest på noget rigtigt. Samt, selvfølgelig, min indædte tro på, at heldet følger de tossede.

Hvis jeg fremsætter tingene lidt hårdt og kontant, er det fordi jeg ikke har haft tid til at bløde det op til alles smag. Jeg glemmer nogle gange de forbehold der som smør på brødet gør, at man ikke kløjes i idéerne.

 

  1. Modighed. Livet er som udgangspunkt usikkert. Vores grundopgave er at turde det.

 

  1. Tillid. Vores opgave er ikke at føle os 100 % sikre på hverken os selv eller andre, men at turde at udvise tillid til os selv og vores medmennesker.

 

  1. Lidelse. Lidelsen er givet. Løsningen på at leve godt et godt liv, må være, at leve så meningsfuldt, at livets iboende usikkerhed og lidelse kan bæres.

 

  1. Medfølelse. Når du har lært at rumme dig selv og egen lidelse med uforfærdet ærlighed, vil du blive bedre til at rumme andre.

 

  1. Det interessante liv. Hvis du stræber efter lykke vil du ofte forsøge at undgå stress, og eftersom et interessant liv som regel indebærer stress, vil det ende i et overfladisk liv. Derfor søger eksistentialisten at leve et interessant, og ikke et lykkeligt liv.

 

  1. Mening. Eksistentialisten vil således søge mening og ikke lykke, og betragter måske endda stress og lidelse som tegn på at man lever på en værdifuld måde. (Kierkegaard ville gøre mennesket en tjeneste ved at gøre livet svært.)

 

  1. Angstens natur. Vi indlærer ikke som sådan frygt og lidelse, som ellers er kerneantagelsen i det meste psykoterapi, for lidelsen og frygten er normen, ikke undtagelsen. Det gode liv er et hvor vi fra barns ben lærer at acceptere, rumme og overkomme modgang og den lidelse og tvivl, der hører livet til. Vi skal ikke aflære angst, vi skal ”tillære” mod.

 

  1. Frivillighed. Derfor er exposure (at udsætte sig selv for det frygtede) en central del af en hvilken som helst virksom psykoterapeutisk intervention. Det vi nærmer os frivilligt styrker os, det vi løber fra svækker os.

 

  1. Kreativitet. I overgivelsen til det usikre liv med tapperhed kommer vi i kontakt med et større selv, med der tilhørende større oplevelsesrigdom. Det er fra bunden, ikke fra toppen, at man skuer sit hele selv. Det stort oplevede liv kalder på at finde udtryk, således gør lidelsen os mere kreative.

 

  1. Tvetydighed. ”At være eller ikke at være”, er ikke spørgsmålet, men måske snarere svaret på hvordan vi skal opleve os selv, for tvivlen ægger en til at søge råd, tænke selvstændigt og gøre noget meningsfuldt, dvs. træde i karakter. Hamlet frøs i en stilstand der hører teenageren til, eksistentialisten er den voksne, der handler og håndterer de konsekvenser handlingerne måtte kaste af sig.

 

  1. Paradokser. Paradokserne frelser sjælen fra stilstanden på søjlerne af de rette holdninger og absolutte sandheder, som vi ikke selv har fundet på, men åbenbart skal leve efter? Montaigne blev mesteren af paradokset, og jeg tror han skabte så mange paradokser for sin friheds og fornøjelses skyld. Hvilket også har været til vores friheds og fornøjelses skyld.

 

  1. Bevidsthed og krise. Vores ofte forgæves forsøg på at forstå tilværelsen, er som en indædt kamp, der ikke skal frygtes, men ses som vidnesbyrdet for bevidst eksistens.

 

  1. Selverkendelse. Den der giver sig hen til nu’et opdager at ingen tanke eller følelse kan skræmme ham. I nu’et bliver frygten, angsten og tvivlen nemlig til endnu nogle begivenheder i det selv, der er din krop. For kroppen er dit selv. Eksistentialisten sorterer ikke mellem det positive og det negative som fx psykiatrien gør det. Det ”negative” i det indre ses ikke som sygeligt.

 

  1. Visdom. Vi defineres ikke bare os vores krop, navn, nationalitet og oplevelse, men af vores baggrund, det vil sige rummet vi bevæger os i. Derfor er en ”fremmedgørelse” i forhold til verden en illusion. Vi er nemlig på en og samme tid både os selv og vores omgivelser. Eksistentialismen forkaster subjekt/objekt forholdet, bl.a. fordi den også kan lede til nihilisme.

 

  1. At tro på noget. Nihilismen er ikke bare en intellektuel blindgyde, men en glidebane til forfærdeligheder, for hvis man ikke finder sit eget liv meningsfuldt, er andres liv det jo heller ikke?

 

  1. Irrationalitet. Eksistentialismen betvivler ikke videnskaben, men betvivler dens logikker hvad angår forståelsen af det enkelte menneske. Mennesket er ikke rationelt. Livet skal ikke forstås rationelt. Mennesket vil til at begynde med slet ikke have det nemt. Hvad er værre end at være sammen med nogen som er så vild med dig, at du ikke kan gøre noget galt?

 

  1. Oplevelse. Eksistentialisten leder efter meningen med livet i fornemmelsen og oplevelsen, ikke i rationelle kalkuler.

”Livet giver ikke mening, for vi er som et støvkorn på støvkorn i tid og rum.” siger du

Jeg svarer: ”Det er da meningsfuldt at grine?”

”Hvem hører din latter om hundrede år?” svarer du.

Jeg svarer: ”Det ved jeg ikke.”

Du kigger triumferende på mig.

Jeg svarer: ”Hvorfor skulle det ikke gøre livet endnu mere meningsfuldt, at det er kort?”

Du siger: ”For du er bare en ligegyldig plet i tid og rum.”

Jeg svarer dit blik: ”jeg er ikke ligegyldig for dig lige nu?”

Du siger: ”Du betyder intet for mig.”

Jeg bliver tavs. Jeg ser hans kulde, og får lyst til at trække mig. Jeg fortsætter en tankerække inde i mig selv:

”Hvorfor ikke se sig selv som spidsen af en fraktal, af et univers, der er ved at vågne, som fra en stjernes drøm?

Du svarer ikke, og jeg fortsætter:

”Kan du bevise, at det ikke er universet der blinker til sig selv, når vi misser med øjnene om morgenen? Havde du tænkt over, at livets største trick var at bilde os ind, at du kun lever en gang, så du kan elske det endnu mere? Og du behøver ikke en gang at tro på det, men når du griner af glæde, eller kigger et spædbarn i øjnene, kan det godt være sandt, i hvert fald i et sekund.”

Du siger: ”Det tror jeg ikke på!”

Jeg svarer også: ”Det tror jeg ikke på!” og fortsætter:

”Bare fordi du kan lyve over for dig selv, betyder det ikke, at du kan lyve over for mig.”

“Jeg lyver ikke” siger du så

“men du taler heller ikke sandt”, svarer jeg...

MilkyWay_TA-147851475

  1. Kald til selvopofrelse. I stedet for at fortvivles af store tanker, og rædselskabinettet af overrationalitet, så tillad dig selv at mærke kulden fra den åbne himmel og opdag her din impuls til kærlighed og store gerninger. Lad dén være en rettesnor. Noter dig, at den ikke kommer af tanken.

 

  1. Modstanden mod ”biologiseringen”. Eksistentialismen vånder sig over en teknisk rationel biologiserende forståelse af mennesket og vores psyke. Når vi betragter vores indre med frygt, gør vi os fremmede over for os selv, og man kan sige, at når vi aktiverer vores rovdyrsdetektorsystem mod os selv, er det svært at slå fra igen. Vi skal derfor være forsigtige med at tale om ”symptomer” på dit og dat, når vi taler om hvordan vi har det med os selv.

 

  1. Livet som uhelbredeligt drama. Ofte vil bekymringer, mareridt og tvivl ikke være tegn på psykisk sygdom, men tegn på at livet savner din deltagelse, og hvis du ikke skaber dramaet selv, gør livet det for dig, fra bunden af din hvileløse sjæl.

 

  1. Viljens glæde. Der er så meget glæde forbundet med at nærme sig et ønsket mål, at lidelse ofte kan ses som fraværet af mål i tilværelsen. Lad være med at skamme dig over at stræbe og ville. Lad blot andre sige at du skal stå stille, hvis det er sådan at de kan fornemme deres egen udvikling.

 

  1. Individualitet. Individet er eksistentialismens primære analyseniveau. Den der tænker alene, tænker klarere: Only one attains the goal. Den store tænkning, af den art der kan vejlede os alle, synes at opstå hinsides markedets støj og populære holdninger. Eksistentialismen er indædt selvstændig i sit filosofiske afsæt.

 

  1. Humanisme: Mennesket skal insistere på at finde eksistentielle sandheder på egne præmisser, for den der oplever meningsfuldhed i livet, er sværere at forføre af betændte ideologier og sekter. Når vi insisterer på vores egne sandheder på egne præmisser, beskytter vi ikke bare os selv men også hinanden. Eksistentialismen er en humanisme, et værn mod brutalitet.

 

  1. Anarkisme. Med individet som sit primære analyseniveau, er reglen selvstændig tænkning, og det kan forekomme kaotisk og kontrært, og det er meningen. Anarkisme i den absolutte forstand forkastes som umodent.

 

  1. Romantik. Videnskabens billeder af celler og diagnoser er et spejl hvori vi ser frosne genfærd. Hvem forfærdes ikke af de kolde nuancer? I poesien og lyrikken ser vi ikke bare os selv og vores fortid, vi ser vores hjem og de mulige fremtider, der spreder sig som spektret af farver der kaster sig i alle retninger fra vores uudgrundelige fantasis møde med den levende kultur som spejl. Eksistentialismen er romantisk, for det er livet også.

 

  1. Forundring. Det er blevet normalt at slå forundring over tilværelsen hen, for hvad kan den bruges til? Poesi og dagens livsbekræftende dramaer kan ikke måles, vejes og tælle i konkurrencesamfundet. Eksistentialismen ophøjer forundringen til livskunst.

 

  1. Ægthed. I eksistentialisme foldes livets mysterier ud af den hele hjerne til den hele hjerne. Vi griber menneskeligheden i vores tale, vores skrift, vores bevægelser og musik, og vi lytter med hele vores krop, og mærker et stærkt tilhørsforhold og en dyb meningsfuldhed og sammenhængskraft med jorden og hinanden. Et tema i den humanistiske psykologi.

 

  1. Ydmyghed. Kants imperativ, opdateres til: ”Gør ikke mod andre, hvad du ikke vil have gjort mod dig selv!” For du ved ikke hvad der er bedst for andre, men du ved hvad der er ubehageligt for dig selv, og som sikkert også er ubehageligt for andre.

 

  1. Godhed. Måske vores oplysningstid og videnskab ikke kan give svaret på moralske og etiske spørgsmål. Det efterlader et hvidt felt på landkortet, som vi er forpligtet på at udfylde. For den uden viden hvad der er godt, er al anden viden ligegyldig. Eksistentialisten er fredselsker, men ved at livet kan være hårdt og kan kræve lidelse både hos os selv og andre.

 

  1. Ansvar og selvaktualisering. Eksistentialismen placerer det individuelle ansvar for et godt levet liv øverst i meningshierarkiet og endevender det for os og viser os i den forbindelse alle de djævle vi også må overvinde for at blive gode mennesker.

 

  1. Selvhengivenhed. Eksistentialisten kan sige på chokerende vis: ”Jeg giver mig hen til mig selv og låner mig ud til andre!”, for det er en sølle og i sidste ende unyttigt menneske, der ikke står godt i sit eget liv.

 

  1. Skepsis. Et stort ordforråd kan gøre folk lige så forvirrede, som afklarede. Blandt filosoffer er det comme il faut at sige at ”vi ikke har fri vilje”. Blandt psykologer: ”Vi har ikke et selv”. Blandt sociologer: ”Alt er magt, og vi er ikke andet end internaliseret undertrykkelse”. Blandt kønsforskere: ”… fill in the blank… ”. Disse overintellektuelle uhyrligheder kalder på en gentagelse af den skepsis for de lange ord som renæssancehumanisten Montaigne introducerede.

 

  1. At mærke efter. Medens vi ikke rigtigt kan sværge ved det, der er sandt, for vi er kognitivt begrænsede, har de fleste menneske en automatreaktion på det vi finder forkert. Det almindelige menneske bryder sig sjældent om brutalitet. At andre lider unødigt. Derfor er det afgørende, at vi fastholder retten til at mærke efter på egne præmisser og har rette til at sige fra. Det mindsker brutale regimers handlerum.

 

  1. Retten til at vrøvle. Den enkeltes frihed til at sige sit, ses i eksistentialismen ikke bare som et værn mod det totalitære, men også som et centralt udgangspunkt for ”logos”. Hvordan skulle jeg vide hvad jeg har tænkt, hvis jeg ikke har sagt det? Som der blev sagt en gang. Når vi knægter retten til at tage frit fra leveren, bremser vi bevidsthedens flimrende hav hvor fra mening opstår i den enkeltes sind og de resulterende samtaler. Meget af tiden siger vi nonsens for at blive korrigeret, for at høre os selv. Det er en menneskeret, ja nærmest en pligt over for logos at vrøvle lidt for at prøve at blive klogere. Kald det gerne for et paradoks.

 

  1. Uenighed. Det er godt at være enige om mange ting, og det er farligt. For hvis en flok er enig om stort set alt, er det tegn på at man har erstattet sin egen individuelle dømmekraft med flokmentalitet, og intet kan være mere åndsforladt og morderisk grupper og deres ansvarsløse stemninger. Eksistentialisten kan lide at snakke, og frygter ikke uenighed.

 

  1. Nonchalance. Vejen til holdbar diskussion og uenighed er bygget på nonchalance. Vi skal bære vores idéer let, om ikke andet for at kunne være i feltet sammen andre uden absolutter, og uden at blive uvenner. Eksistentialisten er cool.

 

  1. Frit lejde. Det vigtigste er, at man ikke bremser noget i oplevelsen for hvis man ikke kender sig selv, kender man ikke menneskeheden, og så kan vi ikke forstå det der foregår omkring os.

 

  1. Dynamik. Erkendelsen af vi ikke vil have noget, vi vil ville noget. Vi er processer uden ende.

 

  1. Det vilde. Hvis man taler om ”det indre barn” i dag, er det tåkrummende. Den dynamiske og kreative forståelse af mennesket synes relegeret til new age bølgens fjerde revle. Sygeliggjort under videnskabens kolde stetoskoplys gennem tynde hjerneskiver, og mistænkeliggjort af samfundskritikkernes arrighed over psykologi, der kan distrahere dem fra kampe mod “magten”. Eksistentialismen (gen)introducerer en vildskab i portrættet af mennesket, som mennesket fortjener.

 

  1. Eksistentielle sandheder. I årtier har intellektuelle kappedes om at destabilisere traditionelle sandheder. Alt der ikke flyder, skal opløses, så ingen kan føle sig undertrykt af noget synes logikken at være. Alt i medens de intellektuelle har gjort et hjem af deres lange ord, erkender eksistentialisten at der findes undertrykkelse og at vi har behov for fast grund under fødderne. V har behov for et fundament som stikker dybere end lange sætningskonstruktioner, om ikke andet med egne hjemmelavede livsfilosofier.

 

  1. Livslyst. Eksistentialismen forsøger som nævnt ikke at skærme os mod det store og det ubesvarede og det frygtede, men knæler til det og fejrer det med hud og hår og alle de nuancer vi formår at tage ind.

 

  1. Parforholdet. En kæreste er ikke ejet, men til låns i et flygtigt liv. Og det er din evne til at se din partner sådan, der gør at de altid kommer tilbage, for kærlighedens sprog er frihed og retten til frihed. Kald også det et paradoks. Kærligheden hvisker om troskab, og det skal eksistentialisten vænne sig til.

 

  1. Eventyret. Målet med livet må være at have det så meningsfuldt som muligt. Et fuldt ud levet liv har sin del af angst, tristhed, lidelse og elendighed, for det hører også eventyret til.

 

  1. Eksistentiel terapi. Den oplyste eksistentialisme er varsom med at kaste folk ud i overvejelser om livets storhed, når de i forvejen er i krise. Som regel søger mennesker en støtte når de går til psykolog, og her kan enkle redskaber og skabeloner fra fx kognitiv terapi være en god håndsrækning. Nogle gange er den bedste eksistentielle terapeut kognitiv. Lad endelig livet folde sig ud i det tempo folk er klar på. Som det er, har folk som regel ikke råd til andet end at bremse katastrofen, hvorfor den reelle eksistentielle terapi folk har råd til, er mødet med dem selv gennem kulturen.

 

..

 

 

Har vi misforstået depression? 12 regler.

Foto: Brandon Morgan / @littleppl / unsplash.com

 

Forord

Der er mange ting vi ikke ved om selv de mest enkle forhold. Jeg tror at årsagen til forvirringen, er de mange ord vi har lært bruge. Pludselig tror vi at vi ved hvad vi taler om, blot fordi vi kan formulere os om det. De mange stemmer, de mange holdninger, de mange perspektiver, og de mange, der gerne vil give deres besyv med gør os alle ret forvirrede. Og til sidst kalder vi vores forvirring for en dyd, – for hvorfor ikke.

Herunder giver jeg mit besyv med omkring depression, mit håb er at minimere forvirring omkring depression. Men eftersom det ikke bare er svært at erfare og tænke, men også svært at formulere sig ordentligt, kan det være at jeg trods alle mine bedste intentioner også kommer til at bidrage til forvirringen, hvilket jeg vil skynde mig at undskylde for på forhånd. For god ordens skyld: Jeg vil i det følgende argumentere for, at depressionen primært bør anskues som en fysisk, og ikke en psykisk forstyrrelse, samt at dette har konsekvenser for behandling af depression.

 

Kroppen og psykiske problemer

”Fysikken”, eller kroppen, spiller altid en rolle når det gælder psykiske problemer.

For eksempel har den kronisk ængstelige ofte et stivnet udtryk og en klodset gang. Den overintelligente og psykisk plagede bevæger ofte hænderne som var det en slags redskaber for enden af armene. De spreder fingre og bøjer fingerled på en lidt unaturlig måde og bevæger i det hele taget hænderne som om de ikke fulgte med resten af kroppens naturlige flow. Som havde deres intelligens givet dem en bevidsthed om deres hænder, der kun gør deres liv mere vanskeligt.

Alle ved, at den generte kigger ned i gulvet og griner lidt stakåndet og at den stressede bevæger sig nervøst eller går med hovedet foroverbøjet. At den triste eller depressive ofte virker ”underspændt”, dvs. lidt slatten og sammensunken i sit udtryk. Men alligevel er det som om, at depressionen er langt mere fysisk end de andre tilstande.

Det lyder måske lidt mærkeligt, men mange gange har jeg siddet over for en depressiv klient og tænkt, at kneb fra den samtaleterapeutiske redskabskasse hverken slog helt eller halvt til. Depressionen virker enormt ”kropslig”, det har jeg skrevet om i det følgende.

 

”Influenzadepressionen”

Et par dage før man bliver syg har man ofte en let, men lidt usædvanlig tristhed. Folk der er gode til at holde øje med deres humør, kan således forudsige en forkølelse bedre end andre. Forklaringen på denne influenzablues skulle være, at kroppen vil skærme sig mod kulde og strabadser i forbindelse med den forestående snue. Måske vi her er vidner til depressionen i miniudgave?

 

Vitaminer, kost og depression

Gammel forskning har kædet depression sammen med vitaminmangel. Hvorfor en blodprøve hos lægen i forbindelse med en depression ofte er en god idé.  For nyligt har man også set betydelig bedring i depression ved god og sund kost.

 

Betændelse og depressionen

Ny forskning viser at betændelse, eller ”inflammation” og depression hænger sammen. Måske depression således primært er en fysisk, og ikke psykisk tilstand?

Livvidden og depression hænger sammen, hvilket netop kan tænkes at være forårsaget at fedtceller på maven kan medføre betændelsestilstande i hjernen.

Man ser også at folk der har slået hovedet mange gange, har forøget risiko for depression, og her man også en mistanke om, at slagene giver en slags betændelse i hjernen.

 

Depression som sygdomsadfærd

Som den eminente og enormt elskværdige professor i psykologi Paul Gilbert har opsummeret fra forskningen i dyreadfærd, kan depressiv adfærd observeres blandt dyr med skade, sygdom eller en lav status i flokken. Med afsæt i disse observationer kan depression muligvis anskues som det svage dyrs naturlige adfærdsmæssige forsvarsmekanisme mod yderligere skader? Forstået på den måde, at dyret der “depressivt” blandt andet fokuserer meget på skaden, dukker nakken og skjuler sig har større muligheder for overlevelse.

 

Sygdomsadfærdens naturlighed og varighed

Når denne tilstand først er indtruffet blandt dyr grundet for eksempel en skade, har den en vis varighed.

En stærk tristhed forbundet med skade varer således ikke bare én dag.

Skaden og tristhed hænger sammen, og varigheden sikrer at dyret, for eksempel en abe med brækket hale ikke pludselig får lyst til at hoppe ud efter en gren, der ville kræve en velfungerende hale, at ulven med den brækkede pote ikke pludselig begynder at løbe hvis den ser et bytte, at den forkølede ikke springer i floden som de andre. Depressionen som forsvars- og overlevelsesmekanisme har sin tid. Den er designet til at vare uger og måneder. Blandt dyrs refleksive og automatiske adfærd er det tydeligt at der gælder en regel, der hedder ”overlev først, vind senere”. Gem dig, skjul dig, duk nakken og vent.

 

Overlappet mellem sygdomsadfærd i naturen og menneskets depression

Måske er det ikke så skørt som det lyder, for mange af ”symptomerne” på depression opgivet i den anerkendte Becks depressionstest, kan spottes hos dyr. Et dyr der er kommet til skade vil fokusere på skaden, fx slikke sin pote (ikke ulig med den depressive der fokuserer på det dårlige), vil sove let for at være på vagt (ikke ulig den depressives søvnproblemer), vil vågne tidligt for at vågne før de andre (jf. den depressives tidlige opvågnen), vil få mindsket appetit for at holde sig på afstand af ædegildet, men overæde såfremt muligheden byder sig (ikke ulig spisevægring/overspisning hos depressive). Det depressive dyr er ugideligt (ikke ulig den depressives tågede sind), det depressive dyr ”angstbider” og snerrer (ikke ulig især den depressive mands vrissen) og jeg kunne fortsætte. Der er et overraskende overlap mellem dyrets reaktion på at være sygt/lavt i hakkeordenen/skadet og menneskets reaktion på at føle sig utilstrækkeligt. Det er altså nærliggende at se depressionen som udtryk for den samme urgamle overlevelsesmekanisme.

 

Den naive psykiatri

Inden for psykiatrien synes man ikke at forstå denne banale sammenhæng. Her taler man om farlige symptomer på depression, der skal bekæmpes. Dette mindset stresser og forlænger dermed som udgangspunkt tristhed og depression, for praktisk talt alt der får dig til at frygte dit indre stresser dig, og gør sådan noget som angst og depression værre end det var til at begynde med.

Et dyr vil under normale omstændigheder genvinde et normalt humør og aktivitetsniveau når skaden er ovre eller flokken har valgt et nyt mobbeoffer, medens et menneske kan forlænge tristheden med frygt for egen tristhed. Og denne frygt er ikke naturlig. Den er skabt af en på overfladen avanceret, men ved nærmere blik, uoplyst psykologi og psykiatri der sætter mennesker i kamp med sig selv.

 

Hvad med betydning af barndom, ”skemata”, indlærte mønstre, personlighed og samtaleterapi for depression?

I den tidlige kognitive terapi talte man om depression som en ”genaktivering” af tidligt dannede negative og uhensigtsmæssige antagelser om en selv og verden og tidsdimensionen. Det er sandhed forbundet med den anskuelse vedrørende mange cases. Det er naturligvis med til at forstærke depressionen når alle fortidens negative begivenheder dukker op i horisonten når man ser tilbage, og når fremtidens ligeledes kastet i et lys af håbløshed og mulige ulykker og når livet farves mørkt af kognitive forvrængninger. Men det siger ikke nødvendigvis noget om, at depressionen er forårsaget af de kognitive forvrængninger, eller kan bringes til ophør i tankeuniverset ved hjælp af udfordrende kognitiv terapi. Der er selvfølgelig tilfælde hvor samtaleterapi kan få folk til at anskue ting på måder der leder til nye handlemuligheder, som, hvis man handler på dem, kan give kroppen en fornemmelse af duelighed. Men alt andet lige synes kernen i mange depressioner at være en kropslig tilstand kendetegnet ved blandt andet en oplevelse af utilstrækkelighed.

 

Oplevelsen af utilstrækkelighed

Hvad der end kommer først, tankerne om utilstrækkelighed eller en oplevelse af utilstrækkelighed rent kropsligt, kan vi gisne om, at det er oplevelsen af utilstrækkelighed, der er den afgørende trigger for depressionen, samt, at det er denne oplevelse af utilstrækkelighed man skal fokusere på for at ændre depressionen.

 

At have kroppen med

Depressionen og dens oplevelse af utilstrækkelighed er ifølge teorien om sygdomsadfærd en meget kraftig og basal biologisk mekanisme, og derfor kan man ikke bare lige kan rykke på den med narrative greb eller velmenende samtaler. Man bliver nødt til at ”have kroppen med” i sin forståelse af depressionen og i behandlingen af depressionen.

 

Hvad vil det sige?

Det vil i hvert fald sige, at vi må gøre op med de overintellektuelle forståelser af depression.

 

Den naive psykologi

Jeg blev for omtrent 5 år siden inviteret ud til børne- ungetelefonen hvor der sidder frivillige og rådgiver unge med psykiske problemer. Jeg var blevet inviteret derind for at fortælle om kognitiv terapi, og kom blandt andet ind på håndtering af depression. Da jeg fortalte om depression som en virkelig, fysisk tilstand, kiggede de måbende på mig. De havde kun fået supervision af narrative terapeuter (standarden blandt en stor mængde konsulenter og psykologer i Danmark), hvorfor de troede at depressionen var socialt konstrueret af sproget. … helt ærligt ….

 

Den gamle krop og den gamle hjerne som depressionens arnested og forandringsagent

Det er ifølge teorien om depression som sygdomsadfærd, den ”gamle krop og den gamle hjerne”, der iværksætter ”depressionsprogrammet”, og det er derfor at man skal arbejde med kroppen for at ændre på depressionen.

 

Nænsomhed

Set i lyset af depression som en livsvigtig funktion, der skal beskytte personen mod yderligere skade, er den depressive særligt opmærksom på udfordringer i al varsomhed over for at blive udsat for yderligere skade. Derfor vil depressionen blive værre, såfremt personen føler sig truet af en nok så velment men for hurtig og krævende behandlingsplan.

Det var derfor Chris McDonald ikke havde held med sit hårde motionsregime med depressive i hin uetiske DR program, og derfor at løbebåndet ikke hjalp de depressive i depressionsforskningen på rigshospitalet. Depressionen skal overvindes med små skridt, der ikke føles alt for ubehagelige. Hverken berømmelse eller titler som læge er ensbetydende med at man har forstand på depression.

 

Reglen om selvstarten

Det er vigtigt som ven eller behandler at få den depressive ud af sin hule og komme i gang med livet under den altid pragtfulde himmel, og de altid smilende mennesker, men sigtet skal først som sidst være selvhjælp, for det er når den triste selv tager ansvar for den gode og aktive handling, at forandringen begynder at virke for alvor.

 

I øvrigt: Det træge selvbillede og depression

Hjernen er af logiske årsager gearet til at danne præcise og ret uforanderlige repræsentationer af kroppen i det indre. At komme ud af en depression der er præget af et ”jeg ser forkert ud billede” er altså en kamp mod en genstridig hjerne. Det kræver en lang og sej uærbødighed over for egne negative tanker og vurderinger om en selv (her giver mindfulness meditation rigtigt god mening). De depressive tanker om selvet har ofte en uhyggeligt lav grad af brugbarhed og rationalitet over sig, der er ingen grund til at ære dem med opmærksomhed.

 

Bottomline

Hvis depression langt hen ad vejen er en forsvarsmekanisme som reaktion på en oplevelse af utilstrækkelighed, hvad den end kan forbindes med af skader, tanker eller en betændelsestilstand, hvad skal man så gøre ved det?

 

Hjælp kroppen med at forstå, at du nok ikke fejler noget alvorligt, at du ikke er akut skadet, hadet eller i det hele taget akut truet.

 

Kroppen er måske så ”dum” at tro, at den fejler noget blot fordi du spiser for meget sukker og fedt, eller at du tror dig i fare fordi du blev mobbet som barn, eller fordi du stædigt kredser om utilstrækkelighedsfølelser. Til gengæld er den klog nok til at vide at den er okay, hvis du, over tid, opfører dig som om du er rask og elsket.

 

Rettesnore til et liv med mindre tristhed og depression:

1) Forsøg at komme udenfor minimum 1-2 timer udenfor dagligt

2) Oparbejd en rutine med op til 10.000 skridt på skridttællerne dagligt,

3) Spis fornuftigt,

4) Stå op på samme tid hver dag (vigtigere end du tror),

5) Gå med rank ryg og hold blikket over horisonten,

6) Se folk i øjnene og hils på dem,

7) Skriv følelsesdagbog så du kan få lidt fokus på de gode følelser der trods alt dukker op af og til, ligesom du kan lære at de negative følelser er forskellige og henviser til forskellige konkrete ting du eventuelt kan påvirke, at de som regel kommer og går ligesom alle de andre. Når depressionen så småt er ovre, så kom i gang med

8) Minimum 3 træningspas om ugen dans/løb/styrke,

9) Del dine problemer op i mindre bidder

10) Planlæg positive aktiviteter

11) Meditér minimum 3 gange om ugen

12) Drop ukærligheden. Oparbejd bevidsthed om, at stædige tanker om utilstrækkelighed sætter sig på pattedyrhjernen med en besked der lyder ”depression”. Det er altså ikke ”gratis” at være ukærlig mod sig selv i den indre dialog, for den gamle krop og hjerne lytter med og iværksætter depressionen for at hjælpe dig med at overleve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blog at WordPress.com.

Up ↑