Forsøg på at lave en surreel billedbog… læs på eget ansvar

 

Jeg søger kunstnere der vil lave tegninger/billeder til denne drøm.

Teksten kan naturligvis bearbejdes. Den er skrevet skitseagtigt. Pointen med fortællingen er, at undersøge hvad vores viden egentlig hviler på, og dramatisere det. Eller måske omvendt, at dramatisere hvordan viden kan siges at opstå i os, og sidenhen undersøge det. 

 

Introduktion

Jeg havde gået og tvivlet på mig selv og mine evner i en rum tid.

Det må have bidraget til, at jeg drømte, at jeg var anklaget.

Sagen tog en afgørende drejning i drømmens bug.

Retssagen viste sig ikke at være imod mig, men imod min egen tvivl.

Da jeg vågnede, betragtede jeg drømmen og dens brudstykker efter bedste traditionelle drømmeanalyse, som en slags autonom budbringer, et selvstændigt og evigt fluktuerende dynamisk element i min underbevidsthed.

Jeg kunne ikke huske særligt meget fra drømmen, men fornemmelsen var stærk. Kender du det?

Og jeg valgte at stille mine kreative skriveevner til drømmens frie brug.

 

 

DRØMMEN

Jeg sad i en mørkt bejdset pindestol med svungne former. I loftet var der er en stor lampe med et dovent gult lys. Der var lunt i lokalet. Det mindede mig om retslokalet i den sort/hvide filmatisering af ”To Kill a Mockingbird” i sydstaternes dovne varme. En hjerteskærende film hvor en ung sort mand ønskes dømt af det lille lokalsamfund for en forbrydelse, som han ikke har begået.

Lokalet var stort og jeg var frisk i hovedet og kiggede mig omkring. Jeg kunne ikke få øje på en dommer og der var blot antydningen af tilskuere tæt mod rummets fjerne vægge.

Jeg havde sat mig ganske frivilligt i stolen.

Gad vide om jeg kunne være skyldig i noget i konkret? Gad vide om jeg ikke havde fået nok ud af mit liv? Jeg følte mig på en og samme tid anklaget, og ikke særligt bekymret.

 

Anklaget

Jeg var anklaget, lod det til, selvom det aldrig blev sagt højt.

Min forbrydelse?

Retssagen mod mig selv var blevet til i bunden af min drøm.

Vidnerne der blev kaldt ind var ikke mennesker, men gestalter af tilværelsen, en slags brudstykker sammensat af mine egen underbevidsthed.

Min underbevidsthed havde samlet 11 vidner mod min egen tvivl.

 

11 Vidner skulle fortælle mig om min egen viden.

 

Første vidne: Historien

Historien trådte ind i retssalen som den første. Retssagen blev nu umærkeligt forandret til en sal i Glyptoteket, selvom det også kunne have været Thorvaldsens Museum. Der var højt til loftet og marmorgulv. Historien lagde ud med, at jeg jo kendte historien ret godt. Stemmen rungede frem og tilbage mellem de nøgne vægge.

”Jeg havde ofte konfereret med den”, som den sagde. Nu trådte den ud af museet og gik ad gennem en mudret vej, der skar over en hede mod en lille jernalderlandsby i det fjerne. Vinden blæste koldt i det tørre høje græs. Der lugtede lidt af hav. Det måtte være tæt på kysten. Enten var græsset tørret ud af blæsten fra, eller var det efterår. Historien stoppede op, med vinden i ryggen. Hans hår piskede om hans ansigt.

Jeg kendte selvfølgelig ikke historien så godt som den, for den var jo historien, sagde den. Historien stod med armene i siden og kiggede mod den lille landsby, hvor man ænsede en røg blive revet væk af vinden fra den høje taggryg på et langhus. Nogle hunde stod nu og gøede af historien ved landsbyens yderkant. Han ænsede det ikke. Han havde lagt arena til gladiatorkampe og overlevet folkevandringer, pest og krige.

Med et selvhøjtideligt sving med togaen, trådte historien tilbage sit marmorgulv og rystede kulden af sig. Denne gang trådte han ud på  gulvet fra en sokkel. Nu havde han en krop som kentaur. Nu bedyrede historien, at jeg med min interesse for oldtid og mytologi havde viden om det almenmenneskelige, der jo netop afsløredes over tidens tand. Det gør dig klog, sagde den. Du er vidne til mig, og nu lad mig være vidne til dig.

Historien synes måske nok, at jeg lagde for meget lyst og personlige holdninger i min forståelse af den, at jeg ikke adskilte mig fra andre mennesker på det punkt, men jeg i det mindste vidste, at det var det jeg gjorde. Historien kiggede dovent ud i det fjerne, og sagde, mest til sig selv:

…. historiekundskab er kilden til al visdom.

Den trådte ikke så meget ud af lokalet, som den syntes at fordele sig til statuerne og busterne, der stod og kiggede dovent og kridhvidt ud fra væggene på dyb mørk rød baggrund. Det fik mig til at føle mig meget alene.

 

 

Andet vidne: Kroppen

Nu var det kroppens tur. ”Det har ikke været perfekt, og det har derfor været svært at undervise dig, i hvert fald fra dine teen-age år og frem”, sagde den. ”Mange gange har du bragt mig i situationer, hvor jeg blot har måttet stivne, andre gange har du gjort mig så træt, at jeg troede at du havde glemt mig. Hvad skulle de fibersprængninger og den brækkede hånd for eksempel til for?” Den sukkede, og jeg mærkede den der prikkende fornemmelse man kan få i kroppen, når man er rigtigt udkørt. ”Og når du er gået op i en spids over en af vores utallige daglige fornemmelser af stress og ubehag, har jeg kun kunnet ryste på hovedet af dig.”

”Med tiden synes jeg dog, at du er blevet bedre til at konsultere mig.”

Jeg følte mig beæret over at have gjort noget rigtigt.

Den fortsatte:

”Da du som barn søgte harmoni med mig, vandt du min tillid for evigt.”

”Det er nemlig uskylden der vinder mig.”

”Og nu, da du er blevet voksen og har mødt mig igen i meditation, vil jeg derfor dele mine fjerneste ekkoer med dig:

Det er mig der har skabt hajens finner, en plan jeg allerede pønsede på, da jeg levede på havets bund under tre kilometer is for næsten en milliard år siden. Jeg skabte også både tigerens striber og dådyrets træbrune pels og vidste du, at jeg flimrede over krabbetågen før solen blev født? For du troede vel ikke, at mit liv kun fandtes i dig på denne lille jord? Tiden blev til på grund af mig. Jeg er derfor tiden. Og jeg både var, er, og vil være altid og dengang. Og min dybeste hemmelighed vil jeg nu dele med dig, for du vil alligevel ikke kunne huske det når du vågner:

Det er et trick fra min side, at lade dig tro, at du lever for første gang, så du kan elske livet endnu mere.”

Før kroppen blev helt forgabt i sig selv og dens fornemmelse af tidsløshed og samhørighed med universet, hørte jeg det støje i baggrunden.

 

Tredje vidne: Min rationelle forstand

Der rullede nu en mekanisk genstand hen ad gulvet. Væggene blev til en slags cockpitpaneler. Jeg kunne mærke at nogle metalplader og elektroder søgte op af mine ben. jeg rystede det af mig med en eller anden grad af overaskelse og mild væmmelse.

Den mekaniske genstand talte med en monoton stemme, hvis man da kan kalde dens lyde for en stemme. Medens den talte blinkede væggene med forskellige farver. Den sagde at selve denne retssag var beviset på, at ingen var bedre til at konceptualisere end mig. Det vil sige, sagde den nu træt og langsomt: ”s y s t e m a t i s e r e    og    o r d n e,  o g    d e r m e d    s i k r e   v i d e n”. Den læste nu en liste af uddannelser og kurser op for mig som jeg havde bestået gennem tiden.

Den kaldte sig meget objektiv. Den kaldte sig så objektiv, at selv ateismen var naiv, for den var jo følelsesladet. Den vidste alt, sagde den, der kunne bevises. Alt det, der ikke kan bevises findes ikke og er sludder og vrøvl. Selv historien er sludder. Nu rystede det i bygningen, men der kom ro på igen.

Nu blev der helt stille. Lyset blev mørkere. Den lukkede øjnene, og så gik det i gang. Det blippede og støjede og knasede over alt, alt i medens den selv stod stille med en mild sitren. Så stoppede det hele lige så hurtigt, som det det var gået i gang.

En mekanisk gnækken gav genlyd fra hele rummet. Det var en form for  robotlatter ”Hvem kan tænke i så mange analyseniveauer samtidigt – hele tiden!?”

Robotten gentog sætningen, nu, på en mere retorisk måde, med en blid stemme. Den så ud til henvende sig mest til sig selv. Mærkeligt nok blev jeg helt rørt over at være vidne til noget så dybt personligt.

Den forholdt sig slet ikke til, at den stod i en retssal og skulle vidne for mig. Den lade slet ikke mærke til mig. Dens teleskopøjne zoomede ud. Den blippede og båttede, summede og klikkede og rullede, en rulle papir, som fra et kasseapparat rullede ud fra dens side, medens den langsomt ud af lokalet… jeg så den ikke gå ud af en dør, men væk var den. Sikkert optaget af et nyt mysterium.

(underforstået, at den rationelle forstand så nemt forelsker sig i egne tanker/tankeprodukter)

Fjerde vidne: Min oprindelse

Dernæst kom min mor, far og to brødre ind, som et samlet væsen. Min mor havde med sin overdrevne kærlighed lært mig at lade folk have deres egne liv, min ældre brors ofte ret overdrevne selvtillid havde lært mig ydmyghed, min mindre bror havde lært mig om ansvarlighed og min fars svaghed havde lært mig, at man aldrig må lade sig bestemme over af nogen til et punkt hvor man mister sig selv. Og vigtigere viden kan man ikke besidde.

Og jeg elsker jer,

tror jeg fik sagt til skikkelsen, der kantede sig væk fra vidneskranken og forsvandt i periferien. Det føltes som om, at de gik ud af retssagen uden af at forlade mig. Jeg var i hvert fald ikke ked af at de gik.

Nu var jeg alene tilbage med mine tanker. Jeg spurgte ud i lokalet, hvad der nu skal ske. Der var ikke noget svar. Der var stilhed og spænding i salen.

Jeg tænkte, at meget af det jeg gjorde, var affødt af de familiedramaer jeg var blevet født ind i. At jeg måske var lige så meget mine familierelationer, som jeg var et “mig”. Jeg tænkte over alt det det, som mine forældre kunne, og alt det de ikke kunne. Jeg tænkte hvor meget af det jeg var dømt til at gentage. jeg håbede at jeg ville gentage det gode. jeg tænkte også over, hvor meget af det jeg gjorde var en gentagelse af sådan nogle mønstre, og hvor meget af det, som jeg kaldte godt og sandt, blot fordi jeg måske ikke kendte til andet.

Mest af alt rumsterede der en tanke i mig, om at være min brors tvilling. Jeg savnede ham. Jeg savnede ham så meget, at jeg ledte efter ham i andre ting, i andre mennesker, i andre situationer, og dog var det ikke noget jeg var klar over, når jeg var vågen. Måske jeg spillede et slags rollespil, hvor jeg hele tiden var en lillebror på jagt efter en storebror. Havde vi været for tætte. Måske. Måske ledte jeg også efter min mor og min far. Det håbede jeg ikke jeg gjorde. På en måde var de familiemennesker alt for tæt på. Jeg kunne ikke regne det ud. Jeg tænkte på den der slørede og langsomme måde, som man gør i drømme.

 

Femte vidne: Min frihed

Min frihed kom nu ind på scenen. ”Vi har sikret”, høje dommer, sagde den kækt, og kiggede rundt i det halvtomme lokale, ”at ingen har kunnet bestemme over dine tankeverdner. Du har kunnet lære lidt her, og lidt der, og lære lige hvad du haft lyst til. Du har også kunnet dovne.”

”Det var svært, at skulle sidde til de kedelige foredrag, og hvor ofte har træningen til autorisationen ikke føltes lige lovligt pligtskyldig, men jeg lod dig underkaste for vores skyld, så du kunne blive fri.

Jeg ved, at du har tænkt på at efteruddanne dig, men helt ærligt. Du er endelig blevet fri, og så skulle det være en god idé, at underkaste dig igen, endnu engan, til nye skoler, for eksempel en psykoanalytikeruddannelse… for hvis skyld vil du ligge dig i lænker.

Hvis det stod til mig, adlød du fra nu af ingen regler overhovedet. Kun dig selv og din ubegrænsede frihed og ret til at være alt du kan være, og gøre alt hvad du har lyst til. Hele tiden.”

”…. Med hensyn til uddannelse: Hvad, eller hvem, hvis ikke jeg, sikrer din dannelse?”

Friheden kiggede ned på sine diamantringe, rettede på sit fine jakkesæt.

”Kære dommer”, sagde den med en teatralsk og dybt uærlig respekt for retten, ”hvis du vil vide hvad frihed kan gøre for din viden om livet, skal du være klar over, at der er mere viden i frihed, end i noget andet. For friheden udgør rummet for viden!”

”Uden frihed kan viden ikke bevæges rundt, og så kan ingen komme rundt i lokalet og blive klogere på alle de vidensting, der hele tiden presser sig på.

“Se rundt om dig. Mennesker over det hele, udspilet af deres viden og dermed komplet forstoppede og ubevægelige. Slaver alle sammen – og de kan lide det! Det er et toilet de har brug for!”

Eller nej. De er ikke forstoppede. De er udstoppede! Deres skoler er som kældrene på zoologisk museum, bogreolerme oser af formaldehyd.”

 ”Jeg ved ingenting, og jeg er stadigvæk klogere, eller rettere: jeg kan blive klogere!”

Friheden smilede til mig, blinkede med det ene øje, og sagde, at jeg godt kunne bruge ham som målestok for dannelse. ”Uanset hvad!” Bedyrede han, hvorefter han svansede selvsikkert ud af lokalet.

Flirtende med sig selv og fløjtende selvtilfredst blev han til sommerfugle, smukke damer og skyer der spredte sig længere end øjet kunne se. Jeg mærkede en tomhed, der fik mig til at rejse mig op, og jeg skulle til at gå med, men blev stoppet af en mumlen der blev kraftigere og kraftigere.

 

Sjette vidne: Mine klienter fra terapi og coaching

Mit hoved var blev til en stor balsal. Her stod alle de klienter jeg havde hjulpet. Mere end tusind af dem. Jeg kunne ikke adskille dem. Der var alle dem, der havde fortalt mig om deres problemer, og deres løsninger. De sad overfor identiske versioner af sig selv, og talte med hinanden, eller sig selv, eller hinanden..

Der var dem, der var så kloge, at de kunne fortælle mig det, de ikke forstod selv, og som jeg heller ikke kunne tyde, men kunne rumme til evig tid, så de selv kunne blive fri. Det var ubehageligt at tænke deres tanker så meget. Som om de viklede sig ind i mine egne tanker, igennem minehjerneceller, gennem mit kranie ud igenne min hud og sætte sig på mine øjenlåg. Øjenlåg tunge af dæmonernes dans.

Der var også utilfredse stemmer, der fortalte mig, at jeg havde lært ikke at give falske forhåbninger, og at jeg ikke skulle deltage i andres scenarier for at hjælpe dem, men være scenen for deres liv. Der var mange der havde pindet deres drømme op på mig med sømpistoler, knappenåle, rawplugs. Drømme jeg ikke kunne indløse.

Der var alle tårerne og sorgen, der havde fyldt rummet som damp og uvejr, som monsun og tunge storme, og som langsomt havde stilnet, blæst ud og sunket ned i os igen.

Hvad hvis ikke tålmodigt nærvær med sorg og tvivl bygger de dybe bægre for din ånd? Hørte jeg min mig selv tænke. Jeg hørte også mig selv sige farvel inde i mig selv. Nu døde stemmerne ud. Havet lå øde hen. Helt stille. Alt var sunket ned. Sivet bort. Som om intet var forlist. Som intet torden var lydt, og ingen bølge havde smadret skumsprøjt i alle retninger. Som om det hele havde været en … drøm?

 

Syvende vidne: Kærligheden

En kvinde, der lignede min kæreste trådte fjerlet ind på scenen. Hun både var sig selv, og repræsenterede samtidigt alle de kvinder jeg havde kendt. Derfor skiftede hendes hårfarve hele tiden. Nu dansede hun på det stort udstrakte plankegulv foran mig. Hun eller de, havde ikke opmærksomhed på, at det skulle være en retssag. Hun kiggede mig i øjnene på en måde hvor jeg følte mig elsket, uden af at hun dog ville forstyres i sin dans.

Det var hendes øjeblik.

Jeg skulle bare kigge.

Hun mindede mig om min frihed. Hun, med de store øjne, som aldrig så mine fejl, som jeg selv så dem. Hende der kan irettesætte mig og elske mig samtidigt.

Her havde jeg lært det vigtigste, som ikke var at forveksle med viden. At jeg var elsket, eller måske snarere, at jeg var okay som den jeg var, og i særdeleshed for den jeg ville være.

Som var hun sendt fra en anden verden, for at give mig denne dobbelte og meget paradoksale gave, som jeg ikke kunne tænke mig til, eller skaffe på egen hånd uanset hvor meget jeg prøvede. Hun gav mig lyst til at stræbe, og lyst til at slappe af på samme tid, og jeg fandt ingen disharmoni mellem de to.

Rundt om scenen var der en afgrund. jeg kunne kende den afgrund. Det gibbede i mig. Noget i mig fik mig til at holde ekstra fast i stolens armlæn. Kærligheden var ikke helt ufarlig.

Da balletten var ovre, bukkede hun sammen med en masse andre dansere, og tæppet blev trukket for. Lamperne slukkede, og en projektør blev tændt med et højt ”klak!”.

 

Ottende vidne: Dominanshierarkiet

Scenegulvet blev nu til en retssag igen. Ind ad lokalet kom en stor general med utallige medaljer på brystet. Han gryntende under et tykt overskæg. Jeg forstod ikke et ord af det han sagde. Han havde heldigvis en tolk, som hviskede med en pibende ind i mit øre:

Jeg er Hierarkiet. Jeg er den, den bestemmer om du har det godt eller ej. Jeg bestemmer om du kan få og beholde hende danseren. Det er mig, i dig, der styrer hvordan du oplever dig selv – i mig. Jeg er menneskets hjem.”

Jeg forstod ingenting af det jeg hørte.

“Jeg er også dommer over den værdi der tilskrives til det I kalder viden!”

Tolken talte med en pibende stemme, der var i skarp kontrast til den store general dundertale. Jeg vendte hovedet, og så et lille egern sidde på min skulder. Det overraskede mig overhovedet ikke.

Der blev nu helt stille. En dør åbnede og der blev bragt et stort bur ind i retslokalet på en trolley. Generalen blev lidt sørgmodigt ført ind i buret af et dusin kakiklædte zoo ansatte. Buret blev låst, de zoo ansatte forsvandt umærkeligt, og generalen fortsatte, nu lidt slukøret, med hænderne på tremmer.

Da du regnede ud, at du selv kunne bestemme hvordan du oplevede dig selv, mistede jeg magten over dig. Du har det stadigvæk bedst hvis du klarer dig over middel i de hierarkier du ser dig i, og her skal du huske, at det er min fortjeneste. Men du kan også have det godt, når du overhovedet ikke overvejer hvordan du klarer dig i relation til andre og samfundet. Når du således genopfinder magten på dine egne præmisser har du vundet, for så er du blevet mig.”  

Egernets buskede hale kildede mig lidt i øret medens den videregav generalens budskaber. Den faldt snart i søvn med snuden nede i mine skjortekrave. Det var hyggeligt, og selvom det selvfølgelig lyder vanvittigt, føltes det meget sandt, at jeg havde sat generalen i bur, og havde hans stemme på min skulder. Generalen blev nu sænket ned i gulvet, for at forsvinde for evigt.

 

Niende vidne: Humoren

Humoren trådte nu ind. Den kiggede først på mig, og så rundt i lokalet med et ubestemmeligt udtryk i ansigtet. ”Vi kan ikke lide retssager…” sagde den tørt, vendte sig om og gik igen med gammeldags båthorn tapet om fødderne. Lyden blev ved længe, blip, blop, blip, blop, blip, blop, og for hver gang den løftede en fod hvirvlede lidt savsmuld op fra gulvet, som man ofte ser det i cirkusarenaer. … Det måtte være en lang gang den gik ned ad, siden lyden tog så lang tid om at dø ud, tænkte jeg. Humoren mente åbenbart at denne slags sager var alt for højtidelige til den. Lyden af båthornene var til stor irritation for det næste vidne der gik rundt om sig i selv.

 

Tiende vidne: Vreden 

Vredens stemme rungede som fjern torden. “Husker du, da du regnede ud, at “guderne alle skal kigge samme vej”?

(et Olympus med de 12 guder)

Det var mig, vreden, der gav dig den indsigt. Du, stakkel. Troede du, at det var en dyd, at lade guderne passe sig selv?

Du var som et barn, der ønskede at andre skulle tage sig af det, der var dig.

Før lod du dine forskellige ønsker, drømme og motivationer sidde og kigge hver sin retning, der var ingen samling. De sang, nynnede, badede og sov, og de kunne aldrig rigtigt enes om noget, hvorfor de heller ikke kunne udrette noget. På den anden side skændtes de heller ikke, for der var ikke noget at skændes om.

Kan du huske, at du tænkte, at bjerget ændrer sig alligevel ikke? Kan du huske hvordan det groede til, at naturen gradvist tog mere og mere over, så guderne til sidst ikke kunne se hinanden? Når du blev bange, var det fordi du troede at bjerget var ubeboet.

Kan du så også huske dagen da jeg knipsede med fingrene, og alle et kort øjeblik kiggede samme vej? Kan du huske den dag, jeg bestemte, og alle guderne stak hovedet frem. Og kan du huske at fordi de alle kiggede samme vej, samarbejdede de? For de kunne enes om noget, da de i det mindste så de det samme!

Intet bliver til uden mig. Jeg vækkede dig til live i det første skrig, og det brøl der kom ud af dig til din første kamp.

Intet er større og stærkere end mig, end ikke kærligheden, for kærligheden kan ingenting uden mig, og jeg er viljen.

Endnu havde vreden ikke vist sig, men ind i salen kom tre dværge hånd i hånd. Det var misundelsen, foragten og bitterheden.

Utallige gange” sagde misundelsen med bitterhed, ”har vi fået dig til at gøre ting, som ikke har været gode for dig.” Foragten kiggede bittert på misundelsen. “Til at begynde med troede vi, at vi gjorde dig en tjeneste.

Bitterheden tog over: Vi troede at du fik det bedre, af at lukke verden ude. Vi troede at du ville blive forstået, hvis du blot isolerede dig selv. Vi vidste det var forkert!

Det var først, da du opdagede at vi selv hadede det, at du lod være med at hidkalde os. Du har lært, at vi ikke gider at være med på den måde”. Jeg fik helt ondt af dem.

 

Elvte vidne:

Nu så jeg mig selv komme gående med et lille spædbarn i armene, og her blev jeg målløs. For hvordan skal man reagere på sig selv. Jeg betragtede ham, eller det vil sige mig, i stilhed. Han tog ikke notits af hvor han var. Jeg var ikke længere i en retssag. Jeg var i en ubestemmelig stue, eller fødegang, jeg kunne ikke gennemskue det. Han, eller jeg gik bare rundt med tålmodighed og nynnede til barnet i armene. Jeg kunne ikke kigge ham i øjnene. Jeg kiggede væk og faldt i en dyb og drømmeløs søvn.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: