Livets historier. Et essay om meningen med livet.

Advarsel: Høj grad af abstraktion. 

 

Christopher Booker har, som så mange andre, forsket i de forskellige historier vi fortæller, og finder at de følger nogle forudsigelige og faste mønstre.

Det er interessant, for det siger noget om, at historierne måske vidner om noget grundlæggende menneskeligt?

Måske er vi, i selskab med disse historier, vidner til dramaer der hører vores art til, oven i købet med der tilhørende løsningsskabeloner?

Måske vi, hvis vi lytter godt, kan lære om det gode og onde, uden at udsætte og selv og andre for det først?

Måske de gamle historier rent faktisk har deres oprindelse som læring til børnene rundt om bålet, at de stadigvæk lærer fra sig?

Således giver fortællinger fra hellige bøger, eventyrene og myterne måske rettesnore til vores tankeliv og underbevidsthed. Rettesnore der guider os til løsninger til vores eget nutidige liv?

De ensartede historier fortæller måske noget om, at der bag de skiftende manifestationer som hører de forskellige kulturer til, er stabile konturer og manuskripter til livet. De ensartede historier vidner måske endda om at meningen med livet strømmer ubønhørligt igennem os om vi vil det eller ej, at vores livstemaer spejler sig i kulturens fortælliner, om vi vil det eller ej.

Det er måske overgivelsen til menneskedramaet der fylder os med oplevelsen af meningsfuldhed? Hvor meget tør du være med? Hviskes der mellem linjerne og i ekkoerne fra de gamle historier.

 

Nogle historier afspejler livet, andre gør ikke

Denne indsigt, som er ret logisk, er ikke oppe i tiden. Tidens gældende socialkonstruktivisme og dens antagelser vil, at der er uendelige fortolkninger af alle menneskelige og kulturelle fænomener, og at ingen af disse forståelser kan siges at være mere sande end andre.

De tager fejl, som nævnt er det  nemlig tydeligt, at vi rent faktisk fortæller de samme slags historier om os selv igen og igen, på tværs af tider og kulturer.

Der foregår altså noget “sandt”, nogle måder at forstå os selv og hinanden og hvad livet går ud på, der er vigtigere og mere almengyldige end andre.

 

Historierne er levende

Historierne er ikke bare vidner på bogreolen og stemmer der dør ud i vinden, men livet selv. For vi er ikke bare gjort af to arme og to ben og en krop og et hoved, men også handlingsmønstre. Vi indgår i livet igennem nogle historier, som hører vores art til.

Vi blev for eksempel skabt af handlingerne sex og kærlighed, og vi er på samme måde født til at udleve dette drama endnu engang. Og er dette ikke lige så sandt, som det faktum at vi har to arme, to ben, en krop, og et hoved?

Vores kroppe, den omkringliggende verden og vores fællesskaber udgør scenen.

 

Der findes ikke noget bag scenen

Vi indgår i disse eksistentielle dramaer, disse “livshistorier” om vi vil det eller ej, og der findes ikke noget bag scenen, for dette eksistentielle perspektiv på livet er også et skuespil i sin natur.

(Livet rummer endda også en  “jeg gider ikke at spille en rolle”-rolle, så alle kan føle sig hjemme i det store teater.)

 

Fælles historier

Det er ikke kun historiefortællerne der rummer historierne. For hvis det ikke også var dine historier, som læser eller lytter, ville du ikke finde dem vedkommende.

Den bedste historiefortæller er med andre ord den, der bedst muligt kan formidle vores fælles menneskelighed. Hans, eller hendes historier, er altså også dine!

 

Vi finder hinanden i historierne

Hvis du for eksempel kan genkende noget fra dig selv i mine skriverier, er det ikke på grund af mig, eller på grund af dig, det er på grund af os. Du spejler dig i mig, og jeg har spejlet mig i min menneskelighed. Så når jeg har spejlet mig i mig selv, har jeg også spejlet mig i dig. Vi har hinanden i os selv. Vi er mennesket.

 

Kan man forestille sig større hæder end at se sig selv spejlet i vores fælles dramaer? Det er derfor vi værdsætter kunstnerne. Vi værdsætter kunstnerne for at værdsætte os. 

russisk eventyr

Billede fra bog med russiske eventyr. 

 

Historierne som levende kultur

Eftersom historierne har rod i menneskelivets dramaer, har de været med os, så længe vi har været menneskelige. De er således også, efter al sandsynlighed, blevet fortalt over bålet for hundredetusind år siden. Allerede dengang har de fungeret som den centrale dannelse for menneskeheden. Som beviset for den oplevede fortid og således det første tegn på de første kulturer, samt opdragelsen til mod, retfærdighed, tålmod, kærlighed og den kollektive visdom, der har sikret den fortsatte kultur, og dermed arten. (Det er derfor at jeg elsker at se dygtige mennesker handle, uden at de dog kan artikulere hvad de laver og hvorfor, for her er ekkoerne af vores arv tydeligst.)

 

hulemaleri

hulemaleri 30-40.000 år gammelt 

 

Hvad er det så for nogle historier, eller ”plots”, tænker du?

Jeg opsummerer herunder ni af de grundlæggende plot inspireret af Christopher Booker, som man kan se i alle vores største historier. I de fleste udlægninger jeg har set, er de opsummeret til 5 eller 7 grundlæggende historier, (det er fx ikke svært at nogle af disse plot synes at overlappe fx 1, 3 og 4).

  1. At vinde over monstret. Her skal helten rejse til dragens hule, en drage der truer fællesskabet/landsbyen, dræbe den, og flygte (som regel med en skat).
  2. Fra fattigdom til rigdom. Historien om den uanseelige, eller nedtrådte der har potentialet for storhed, og som opfylder dette potentiale.
  3. Rejsen/søgen. Her tager helten på en rejse for at finde en stor værdi, der er meget langt væk hjemmefra og kommer hjem med den.
  4. Udrejse og hjemvending. Her tager helten til en fremmed og mærkelig verden, der først viser sig at være fortryllende, sidenhen så truende, at han må tage tilbage igen til sikkerhed.
  5. Komedie. Hvor et miljø eller fællesskab er opdelt af frustration, selviskhed, bitterhed, forvirring, mangel på viden som sig selv, løgne mv., og som må blive genskabt til en form for harmoni, ofte symboliseret ved et bryllup.
  6. Tragedien. Her ser man en karakter miste sin velstand pga. en fatal fejltagelse.
  7. Genfødsel. Her er der en mørk magt, der fanger helten i en slags levende død indtil han eller hun befris af en andens kærlige gerning.
  8. Oprør mod ”den ene”/en eller anden magt. Her ser vi helten gøre oprør mod den almægtige magt, der kontrollerer verden indtil han tvinges til at overgive sig til den magt.
  9. Hvor et vidne til en forfærdelig begivenhed fx et mord, forsøger at finde ud af hvad der skete.

 

Hvilket drama er du i gang med at udleve?

Jung sagde, at et af de vigtigste spørgsmål man kunne forholde sig til, var hvilket drama vi udlevede. Eller måske hvilket drama der levede igennem os.

Har du nogensinde mødt en person med helbredsangst? Så har du mødt en, der lever i en tragedie, i hvert fald noget af tiden. Har du mødt nogen, der synes at alt er morsomt? Så har du stødt ind i en komedie. Har du mødt nogen der har grinet meget og bekymret sig meget? Så har du mødt den tragikomiske, den, der underholder os alle – på sin egen bekostning.

Er du i gang med at udleve en tragedie, efter hvilken livets værdi vejes i tårer? Så skal du stoppe op, for du fortjener måske bedre. Kig dig i spejlet. Hvad har dit ansigt vænnet sig til?

En klient fortalte mig, at han havde spillet mange tragedier og set mange spil, som han ikke har været med i. Nok til at han altid fremover ville sikre sig en aktiv rolle. Og “hvis jeg skal være statist”, sagde han “bliver det i mørket. Ingen skal se mig være vade hvileløst som kamel læsset med alt det, der er til overs, eller stå stationært i månedsvis som gadelampe og lyse andres teater op.”

Vogt dig for livets største instruktører, for der findes dem, der bare vil instruere dig.

Shhhh… ! siger du. Jeg kigger på dig: “Venter du bare på at tæppet går? Siger jeg, og fortryder med det samme. “…ah.. ok, det var et hårdt spørgsmål, det mener jeg faktisk ikke.

 

Vedrørende døden

Som den sene Montaigne skrev, skal intet menneske have sin slutning i sine tanker, for slutningen klarer det fint uden vores indblanding. Den ved fint hvornår det er tid, og behøver ingen hjælp.

“Døden kommer ikke os ved, for så længe vi eksisterer, er døden her ikke, og når den kommer, eksisterer vi ikke længere.” -Epikur 341-271 fvt. 

 

Det andet store spørgsmål

Hvis vi som en leg bruger dramaerne som spejl for vores eget liv, hvad siger det så om meningen med livet?

Det siger måske noget om, at vi skal spille et stærkt, eller i det mindste et godt liv, ikke bare for at hædre os selv, men for at hædre mennesket.

 

Livet som uhelbredeligt drama

Livet er bygget af lange seje stræk med indskudte dovne pauser og den lettende latter. Vi betræder sten af nærvær, hvor hvert et skridt kan føles hele vejen op igennem kroppen. Først på behagelige måder, så på skarpe måder, for ingen kan gå lige uden af at træde på skæve sten af og til. Man skal aldrig slå en sti efter dens lethed.

 

“..dyden nægter at følges med det letkøbte.. den kræver en anstrengende og tornet sti..”

– Montaigne

 

Ingen kender stien, som ikke har gået på de stejleste og sværeste skråninger.

Alle ved, at vejen altid laver et knæk, hvor du ikke ved hvad der venter. Og man er ikke særligt gammel før man opdager, at den også afbrydes af tænders gnidsel over broer af frygt og håb, hvor vi alle, og helt på egen hånd, må balancere på grænsen mellem håbløshed og himlens afgrund af stjerner.

 

Andres dramaer

Intet er dog værre end andres fortvivlelse, for vi ved, at vi selv går på line uden frygt, at døden bare er endnu en afslutning. Det er meget sværere at bære andres tvivl. Det er min erfaring.

 

Evnen til modgang

De stærke dramaer er forbeholdt dig, der er klar på at opleve modgang på vejen til opfyldelsen af den menneskelighed, der er dig lovet.

Det er i øvrigt derfor at børn ikke må forkæles og overbeskyttes, men gøres selvhjulpne og robuste, så de er klar på store modige liv, for deres egen og deres nærmestes, samfundets, fremtidens og fortidens skyld på én gang.

Det er derfor at den store modstand mod individets selvudvikling i vores fællesskabsfokuserede tid er en tragedie, som ingen synes at have forstået endnu.

Når man ser på hvor nervepirrende eksaminer, fødsler, den første date, den første store rejse, den første skoledag kan være, går det op for en, at nej: Livet handler ikke om at sigte efter lykke, men om at forfølge det, der er interessant, om at leve de dramaer, der ligger til os. Og om at opbygge styrken til at leve det største liv.

pigen og månen

Vejen som vores forfædre trådte for at skabe dig, må du også forsøge at betræde. Vi er mange der gør det. Du er ikke alene, du er os. Og for hvert skridt du træder i ærlighed med dig selv, din krop og dine dramaer des stærkere står du, både for dig selv, og for os andre.

One thought on “Livets historier. Et essay om meningen med livet.

Add yours

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: