At søge accept fra andre, eller acceptere sig selv, det er spørgsmålet (for nogle af os)

Jeg vil gerne have at du kigger på mig med øjne der siger: Det vidste jeg ikke du kunne, det vidste jeg ikke man kunne! Hvor er du bare vidunderlig! Når jeg gør ting, når jeg tør ting, skal det lyse dig op, så selv verden bliver misundelig, og her bliver dit smil og dine øjne som stjerner, der leder mig på vej.

 ”Ehrmm…” rømmer mig ”med andre ord. Det jeg prøver at sige … Jeg vil gerne anerkendes noget mere af dig.”

 ”Hvad mener du?” Spørger du, ”jeg anerkender dig jo tit…”, siger du så.

”Det er jo heller ikke sådan, at du aldrig kigger sådan på mig.” Svarer jeg undskyldende. ”Det gør du jo, det ved jeg. Jeg ved også, at jeg selv nogle gange glemmer at kigge på dig på den måde.”

”Måske” går jeg i gang med at tilstå, ”har jeg har et behov for at du roser mig, selv ved mine små sejre. Ligesom, for på en eller måde, at hjælpe mig med at opveje min tvivl.”

Du kigger mildt forundret på mig… og jeg tænker:

 Måske har hun jo blot set en mand, som gør det han skal, fordi han kan og han bør. At han blot står på små trin, som det er. Måske har hun prøvet at lade mig forstå at jeg kan nå endnu højere. Jeg roser jo heller ikke hende for at kunne tage sokker på, om man vil. Måske er hun ved at lære mig, at jeg er okay som jeg er?

 

Hvilken frygtelig tanke! – Jeg vil ikke være okay som jeg er, for det ville kræve accept af det ufærdige! Det forfejlede, det jeg skal sone, det jeg skal bekæmpe og det jeg er motiveret til at ændre! Hvem er jeg så? Hvad skal jeg så. Hvad skal jeg så leve for?

Hvilken forløsende tanke! – ”At være okay som jeg er”. Jeg smager på tanken. Som at læne sig tilbage og flyde ud og omkranse verden som vand, der blot finder sig til rette. Lader vind og vejr ryste sin overflade til bølgeskvulp. Lader kulden stryge ens overflade med is, og varmen sende én til himmels som damp, for man ved, at det vender tilbage i tunge regndråber, der laver smukke mønstre alle vegne hvor de lander.

 

Overvejelsen efterlader mig med en fornemmelse af, at være blevet placeret i en ørken og skulle gå i en eller anden vilkårlig retning. Jeg skal ikke bruge andre som lysene på min vej, men skal selv træde min egen vilkårlige sti. Siger jeg til mig selv. Næsten højt. Hvor er kortet? Hvor er det bevis, jeg kan vise på min vej, hvis jeg går forkert, der siger ”jeg gik denne vej fordi det og det?”

Jeg skal altså stole på mig selv.  Og selv sætte retningen. Ikke styre efter andres anerkendelse af mig. Jeg skal på en eller anden måde anerkende mig selv, og stole på at jeg ved hvad der er den rigtige retning, selvom horisonten er ens, hele vejen rundt.

 

At starte forfra

Jeg har jo aldrig været her før. Tænker jeg. Og erkender straks bagefter, at det var en lidt skør tanke. Jeg tror at jeg associerede videre fra billedet af den ørken. Det føltes tomt. Som ukendt territorium. Retningsløst, var det, jeg ville skrive. Og det er måske et godt sted at starte, jeg ved at stjernerne kan lyse hele ørkenen op i selv den dybeste nat, og kranse min nattehimmel med mening fra nord til syd og fra øst til vest. At alle veje på en eller anden måde, fører det rigtige sted hen.

 

One thought on “At søge accept fra andre, eller acceptere sig selv, det er spørgsmålet (for nogle af os)

Add yours

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: