Livets historier. Et essay om meningen med livet.

Advarsel: Høj grad af abstraktion. 

 

Christopher Booker har, som så mange andre, forsket i de forskellige historier vi fortæller, og finder at de følger nogle forudsigelige og faste mønstre. Det er meget interessant, for det vidner måske om handlingsmønstre, der tjener mennesket.

 

Nogle historier afspejler livet, andre gør ikke

Modsat socialkonstruktivismens antagelser om at der er uendelige fortolkninger af alle menneskelige og kulturelle fænomener, og at ingen af disse forståelser kan siges at være mere sande end andre, er det tydeligt, at vi rent faktisk fortæller de samme slags historier om os selv igen og igen, på tværs af tider og kulturer. Der foregår altså noget “sandt”, nogle måder at forstå os selv og hinanden på, der er vigtigere og mere almengyldige end andre.

 

Historierne er levende

Historierne er imidlertid ikke bare vidner på bogreolen og stemmer der dør ud i vinden, men livet selv. Vi er ikke bare gjort af to arme og to ben og en krop og et hoved, men også handlingsmønstre. Vi indgår i livet igennem nogle historier, som hører vores art til.

Vi blev for eksempel skabt af handlingerne sex og kærlighed, og vi er på samme måde født til at udleve dette drama endnu engang. Og er dette ikke lige så sandt, som det faktum at vi har to arme, to ben, en krop, og et hoved?

Vores kroppe, den omkringliggende verden og vores fællesskaber udgør scenen.

 

Der findes ikke noget bag scenen

Vi indgår altså i historier om vi vil det eller ej, og der findes ikke noget bag scenen, om man vil, for livet selv er et skuespil. Livet rummer endda også en  “jeg gider ikke at spille en rolle”-rolle, så alle kan føle sig hjemme i det store teater.

Det er ikke kun historiefortællerne der rummer historierne. For hvis det ikke også var dine historier, som læser eller lytter, ville du ikke finde dem vedkommende.

Den bedste historiefortæller er med andre ord den, der bedst muligt kan formidle vores fælles menneskelighed. Hans, eller hendes historier, er altså også dine!

 

Vi finder hinanden i historierne

Hvis du for eksempel kan genkende noget fra dig selv i mine skriverier, er det ikke på grund af mig, eller på grund af dig, det er på grund af os. Du spejler dig i mig, og jeg har spejlet mig i min menneskelighed. Så når jeg har spejlet mig i mig selv, har jeg også spejlet mig i dig. Vi har hinanden i os selv. Vi er mennesket.

 

Kan man forestille sig større hæder end at se sig selv spejlet i vores fælles dramaer? Det er derfor vi værdsætter kunstnerne. Vi værdsætter kunstnerne for at værdsætte os. 

russisk eventyr

Billede fra bog med russiske eventyr. 

 

Historierne som levende kultur

Eftersom historierne har rod i menneskelivets dramaer, har de været med os, så længe vi har været menneskelige. De er således også, efter al sandsynlighed, blevet fortalt over bålet for hundredetusind år siden. Allerede dengang har de fungeret som den centrale dannelse for menneskeheden. Som beviset for den oplevede fortid og således det første tegn på de første kulturer, samt opdragelsen til mod, retfærdighed, tålmod, kærlighed og den kollektive visdom, der har sikret den fortsatte kultur, og dermed arten. (Det er derfor at jeg elsker at se dygtige mennesker handle, uden at de dog kan artikulere hvad de laver og hvorfor, for her er ekkoerne af vores arv tydeligst.)

 

hulemaleri

hulemaleri 30-40.000 år gammelt 

 

Hvad er det så for nogle historier, eller ”plots”, tænker du?

Jeg opsummerer herunder ni af de grundlæggende plot inspireret af Christopher Booker, som man kan se i alle vores største historier. I de fleste udlægninger jeg har set, er de opsummeret til 5 eller 7 grundlæggende historier, (det er fx ikke svært at nogle af disse plot synes at overlappe fx 1, 3 og 4).

  1. At vinde over monstret. Her skal helten rejse til dragens hule, en drage der truer fællesskabet/landsbyen, dræbe den, og flygte (som regel med en skat).
  2. Fra fattigdom til rigdom. Historien om den uanseelige, eller nedtrådte der har potentialet for storhed, og som opfylder dette potentiale.
  3. Rejsen/søgen. Her tager helten på en rejse for at finde en stor værdi, der er meget langt væk hjemmefra og kommer hjem med den.
  4. Udrejse og hjemvending. Her tager helten til en fremmed og mærkelig verden, der først viser sig at være fortryllende, sidenhen så truende, at han må tage tilbage igen til sikkerhed.
  5. Komedie. Hvor et miljø eller fællesskab er opdelt af frustration, selviskhed, bitterhed, forvirring, mangel på viden som sig selv, løgne mv., og som må blive genskabt til en form for harmoni, ofte symboliseret ved et bryllup.
  6. Tragedien. Her ser man en karakter miste sin velstand pga. en fatal fejltagelse.
  7. Genfødsel. Her er der en mørk magt, der fanger helten i en slags levende død indtil han eller hun befris af en andens kærlige gerning.
  8. Oprør mod ”den ene”/en eller anden magt. Her ser vi helten gøre oprør mod den almægtige magt, der kontrollerer verden indtil han tvinges til at overgive sig til den magt.
  9. Hvor et vidne til en forfærdelig begivenhed fx et mord, forsøger at finde ud af hvad der skete.

 

Hvilket drama er du i gang med at udleve?

Jung sagde, at et af de vigtigste spørgsmål man kunne forholde sig til, var hvilket drama vi udlevede. Eller måske hvilket drama der levede igennem os.

Har du nogensinde mødt en person med helbredsangst? Så har du mødt en, der lever i en tragedie, i hvert fald noget af tiden. Har du mødt nogen, der synes at alt er morsomt? Så har du stødt ind i en komedie. Har du mødt nogen der har grinet meget og bekymret sig meget? Så har du mødt den tragikomiske, den, der underholder os alle – på sin egen bekostning.

Er du i gang med at udleve en tragedie, efter hvilken livets værdi vejes i tårer? Så skal du stoppe op, for du fortjener måske bedre. Kig dig i spejlet. Hvad har dit ansigt vænnet sig til?

En klient fortalte mig, at han havde spillet mange tragedier og set mange spil, som han ikke har været med i. Nok til at han altid fremover ville sikre sig en aktiv rolle. Og “hvis jeg skal være statist”, sagde han “bliver det i mørket. Ingen skal se mig være vade hvileløst som kamel læsset med alt det, der er til overs, eller stå stationært i månedsvis som gadelampe og lyse andres teater op.”

Vogt dig for livets største instruktører, for der findes dem, der bare vil instruere dig.

Shhhh… ! siger du. Jeg kigger på dig: “Venter du bare på at tæppet går? Siger jeg, og fortryder med det samme. “…ah.. ok, det var et hårdt spørgsmål, det mener jeg faktisk ikke.

 

Vedrørende døden

Som den sene Montaigne skrev, skal intet menneske have sin slutning i sine tanker, for slutningen klarer det fint uden vores indblanding. Den ved fint hvornår det er tid, og behøver ingen hjælp.

“Døden kommer ikke os ved, for så længe vi eksisterer, er døden her ikke, og når den kommer, eksisterer vi ikke længere.” -Epikur 341-271 fvt. 

 

Det andet store spørgsmål

Hvis vi som en leg bruger dramaerne som spejl for vores eget liv, hvad siger det så om meningen med livet?

Det siger måske noget om, at vi skal spille et stærkt, eller i det mindste et godt liv, ikke bare for at hædre os selv, men for at hædre mennesket.

 

Livet som uhelbredeligt drama

Livet er bygget af lange seje stræk med indskudte dovne pauser og den lettende latter. Vi betræder sten af nærvær, hvor hvert et skridt kan føles hele vejen op igennem kroppen. Først på behagelige måder, så på skarpe måder, for ingen kan gå lige uden af at træde på skæve sten af og til. Man skal aldrig slå en sti efter dens lethed.

 

“..dyden nægter at følges med det letkøbte.. den kræver en anstrengende og tornet sti..”

– Montaigne

 

Ingen kender stien, som ikke har gået på de stejleste og sværeste skråninger.

Alle ved, at vejen altid laver et knæk, hvor du ikke ved hvad der venter. Og man er ikke særligt gammel før man opdager, at den også afbrydes af tænders gnidsel over broer af frygt og håb, hvor vi alle, og helt på egen hånd, må balancere på grænsen mellem håbløshed og himlens afgrund af stjerner.

 

Andres dramaer

Intet er dog værre end andres fortvivlelse, for vi ved, at vi selv går på line uden frygt, at døden bare er endnu en afslutning. Det er meget sværere at bære andres tvivl. Det er min erfaring.

 

Evnen til modgang

De stærke dramaer er forbeholdt dig, der er klar på at opleve modgang på vejen til opfyldelsen af den menneskelighed, der er dig lovet.

Det er i øvrigt derfor at børn ikke må forkæles og overbeskyttes, men gøres selvhjulpne og robuste, så de er klar på store modige liv, for deres egen og deres nærmestes, samfundets, fremtidens og fortidens skyld på én gang.

Det er derfor at den store modstand mod individets selvudvikling i vores fællesskabsfokuserede tid er en tragedie, som ingen synes at have forstået endnu.

Når man ser på hvor nervepirrende eksaminer, fødsler, den første date, den første store rejse, den første skoledag kan være, går det op for en, at nej: Livet handler ikke om at sigte efter lykke, men om at forfølge det, der er interessant, om at leve de dramaer, der ligger til os. Og om at opbygge styrken til at leve det største liv.

pigen og månen

Vejen som vores forfædre trådte for at skabe dig, må du også forsøge at betræde. Vi er mange der gør det. Du er ikke alene, du er os. Og for hvert skridt du træder i ærlighed med dig selv, din krop og dine dramaer des stærkere står du, både for dig selv, og for os andre.

Kan en samtale blive for rationel? En historie om det hele menneske i den profesionelle samtale.

 

, foto: unsplash.com/ @nikarthur

Transaktionsanalysen: Fra 1964 er et af de mest benyttede redskaber til forstå samtaler og kommunikation.

Det kan være god at arbejde med, for analysen er umiddelbart genkendelig og giver gode rettesnore man kan følge i sit arbejde med mennesker.

Ifølge modellen har vi i vores indre dynamik en indre forælder, en voksen og et barn. Disse tre deles op, således at både forælderen og barnet deles op i to.

Man kan tale og lytte ud fra en:

kritisk forælder

omsorgsfuld forælder

saglig, præcis, nøgtern og rationel voksen

rebelsk barn

overtilpasset barn

– Man har i årtier i bl.a. konsulent- og coachingbranchen antaget at rationaliteten hører hjemme på “voksenperspektivet”, samt at al god professionel kommunikation bør foregå fra dette sted i transaktionsanalysen. Men holder det vand? Er rationaliteten således forstået måske endda lidt overvurderet?

Herunder en illustration af transaktionsanalysen. Man kan til en hver tid tale og lytte fra de forskellige perspektiver. Eltern=forælder, Erwachsen=voksen, Kind=barn. 

TA-1024x1024

 

Herunder et par eksempler fra hverdagskommunikationer:

Parforhold: Fungerer bedst når der er stor fleksibilitet hos begge parter hvad angår hvor man taler og lytter fra. Selve de magtspil forbundet med kommunikationen i parforholdet, at man fx skiftevis er underkastet (barnet) hhv. den der bestemmer (forælderen), synes at være afgørende for kærlighed, spænding, tiltrækning og en følelse af at høre til hinanden. I parforhold bør man arbejde på at være i den omsorgsfulde forældrerolle og den legesyge barnerolle mindst én gang dagligt. Intet er mere dræbende end en for stor insisteren på voksen-voksen kommunikation vedr. alle emner under solen. Det er ikke alt der kan eller skal forstås, lyttes til eller tales om på den rationelle bane.

 

Forældreskab: Som far har jeg det godt med at være i mit rebelske barnesind kombineret med mit voksensind, så børnene lærer noget om, at det at være voksen ikke behøver at være kedeligt. Når jeg bliver sur over noget, forsøger jeg at have den omsorgsfulde forælders tålmodighed, for jeg erkender med hjælp fra mit rationelle “voksen” sind, at børn ikke er lige så kognitivt modne som mig selv. Der er mange ting man ikke kan eller skal drøfte på et voksen-voksen maner med børn. Jeg forsøger med så få ord som muligt, at tale klart og tydeligt fra mit voksenperspektiv hvis der er ballade. Jeg kan i sådanne situationer godt finde på at inddrage den “kritiske forælder”, for at signalere ”at man skal opføre sig ordentlig”, og jeg kan på samme tid inddrage mit glade barnesind når jeg siger ”jeg gider ikke at være sur!” Det kan hurtigt blive ukærligt og uproduktivt at holde sig til den “rationelle voksen” i sin kommunikation med ens unger.

 

Profesionelle samtaler 

Undervisning: Mange kørelærere, skolelærere og sportscoaches har måttet erfare (håber jeg) at såfremt man tager for meget afsæt i den kritiske forælder, kan den man træner og underviser, blive så bange for at lave fejl, at læringen går helt i stå. Undervisning kræver  en stor grad af strategisk omsorgsfuldhed.

 

Konsulenttjenesten: Her arbejdede man indgående med transaktionsanalysen fra firserne og frem. Man underviste i at forældreperspektivet var bandlyst. Det siger sig selv, at man i erhvervslivet har trænet folk i voksen-voksen kommunikation, for alt andet lige, går det bedre med klare jobbeskrivelser, retningslinjer, forventningsafstemninger og præcis kommunikation. Det er min klare vurdering at det giver afsindigt god mening, at satse på og insistere på, at bevæge sig hovedsageligt på dette kommunikationsniveau i arbejdslivet. Men det gik galt da man brugte samme logik i coaching samtaler.

 

Coachingen, der sad fast i voksen-voksen perspektivet: Det har været en gylden standard længe at coachen, inspireret af transaktionsanalysen og bl.a. den kognitive terapis sokratiske dialog, skulle tage en så rationelt tør (voksen-voksen kommunikation) og uvidende tilgang til klientens livssituation som muligt. Også kaldet ”monkey coaching”, en jeg-ved-ingenting-overhovedet tilgang. Men samtalerne kunne nemt blive kunstige og kolde. Da jeg underviste i coaching for noget tid siden, sad der en ældre konsulent blandt kursisterne, og da jeg sagde, at man også godt måtte bruge forældreperspektivet når man coachede, fordi medfølelse kunne være effektivt, blev han helt paf. Han kom nemlig fra den generation af konsulenter og coaches som helt forbød forældreperspektivet. Men det er altså ved at ændre sig. Da jeg var censor på en forskningsbaseret coachinguddannelse for nyligt, bed jeg mærke i, at kursisterne var blevet undervist i, at de godt måtte komme med – subjektive og personlige –  forslag til den som de coachede. Problemet set i lyset af fx ”transaktionsanalysen” er imidlertid, at folk ofte bliver hurtigt bedrevidende som ”en kritisk forælder” når de kommer med forslag. Så det er svært at bevæge sig væk fra det “rationelle” perspektiv i coaching, men det kan være vigtigt.

 

Terapien, der blev for rationel: Med afsæt i transaktionsanalysen kan man analysere på en helt overordnet udvikling i psykologiens grundlæggende tilgang til samtalen:

“Barneperspektivet”: Med Psykoanalysen begyndte man for hundrede år siden at fokusere og fremkalde klientens barneperspektiv for her at lade barndommens traumer komme til live mhp den psykiske ommøblering man havde som formål. Paradoksalt nok var det selve den stille og uengagerede stil fra psykoanalytikeren, der ofte aktiverede analysandens ”indre barn”.

“Voksenperspektivet”: Med den kognitive terapi fra tresserne søger man at hjælpe klienten til at være i voksenperspektivet for her, i en rationel samtale, at udfritte de sort/hvide tanker, generaliseringer og katastrofetanker sammen med klienten med det formål, at omstrukturere den skæve tænkning til en mere bæredygtig tænkning. Her bliver gisninger om barndomsoplevelser og omsorgsfuldhed typisk anset som kontraproduktivt.

“Forældreperspektivet”: Inden for de sidste ti år er der opstået flere terapeutiske retninger hvor man aktivt inddrager klientens eget forældreperspektiv som det mest væsentlige. Her opfordrer man nemlig klienter til, med en ofte mindfulness baseret ro, at kunne rumme sig selv med alt hvad man indeholder af både barndomsminder og kognitive forstyrrelser. Her indtager selv terapeuten ofte selv et omsorgsfuldt forældreperspektiv. Så man kan sige, at meget moderne terapi sigter på at træne klienten i at blive sin egen gode forælder. Det er min erfaring, at den der opdager sit eget medfølende sind, finder den stærkeste allierede til et godt liv. Det trygge menneske er nemlig oftere kærligt og modigt.

 

Opsummering: Set i det store perspektiv er psykologien groft sagt ved at blive mere menneskelig. Først blev vi med psykoanalysen forført af betydningen af barndomstraumer, dernæst blev vi forført af muligheden af at monkeycoache, samt at rense sindet for kognitive forstyrrelser med en meget nøgtern rationel kognitiv terapi, og slutteligt er vi tilbage til den omsorgsfulde forælder, der har rummet menneskelig smerte og tvivl siden tidernes morgen.

 

Konklusion: Transaktionsanalysen er et godt analyseredskab, om end det har banet vejen for lidt kunstige forståelser af den gode samtale. Jeg har for eksempel altid benyttet alle tre elementer både som coach og psykolog. Hvorfor? Fordi man skal arbejde med det hele menneske, og både barndomstraumer, kognitive forstyrrelser og det medfølende sind kan være vigtige fokuspunkter i den professionelle samtale.

Måske det “voksne” slet ikke har eneret rationaliteten. Måske vi skal tage transaktionsanalysen med et gran salt ❤️

 

 

 

 

God kommunikation i parforholdet og de klassiske udfordringer…

Der er mange måder at anskue problemerne på i et parforhold. På DISPUK hvor mange uddannes til parterapeuter har man længe arbejdet såkaldt systemisk. Her hjælper man blandt andet parterne i den givne familie eller forhold til at opdage, at man vanemæssigt ”punktuerer” eller forstår hændelsesforløb forskelligt, og dermed ser forskellige årsager og effekter hvilket leder til konflikter og uløselige skyldsspørgsmål. På samme måde gør man ulykkeligvis ofte den enkelte til bærer, eller lynafleder for alle forholdets eller familiens problemer. På DISPUK er man nu begyndt at arbejde mere narrativt, at vi som fortællende art konstruerer historier om os selv og andre, der kan være mere eller mindre tykke eller tynde (læs: gode og sande vs. dårlige og usande). På det seneste er man så vidt jeg ved, gået væk fra parterapi som et fænomen hvor man lader parter tale om problemer og løsninger sammen, mere i retning af at lave terapi med en af parterne, medens den anden kigger på. Teorien er, at der her kan opstå empati og forståelse for personen, der er i terapi. Der er også andre terapiretninger end den narrative og systemiske. I retningen ”imagoterapi” inkluderes alle terapeutiske virkemidler under solen.

 

Èn ting forbliver sikker, og det er:

 

Hvis man ikke kan formidle hvad man tænker til hinanden, kan et forhold ikke fungere.

 

Herunder har jeg listet nogle klassiske årsager op til manglende kommunikation i et forhold:

 

  1. Mange prøver at undgå samtalesituationer. Hvorfor? Det virker på mig som om, at især mænd kommer til at se deres partner som en modstander, som de kan tabe til. Og når kvinder regner det ud, er det som om der går en prås op for dem. Ikke at de dermed ved hvad de så skal stille op. Mit råd: Gå en tur sammen, selv “træmænd” kan lide at sludre på en gåtur :0)
  2. Det kan være svært at sætte ord på det man føler, hvis man er bange for at sige noget der kan skade forholdet. Her er recepten et mantra, der er lige så sublimt som det er svært at efterleve: Det er som regel ikke det man siger, der skaber problemet i forholdet, det er det, man ikke siger. 
  3. Nogle taler og siger reelt mere end de har på hjerte. Både kvinder og mænd kan komme til at gøre deres veltalenhed og udadvendthed til problemet i kommunikationen. Ligesom Johanne Schmidt Nielsen ville kunne vinde en hvilken som helst debat om hvad som helst, er der også politikere i parforhold. I parforholdet kaldes det at ”sejre sig selv ihjel”. Pas på med at gøre dit verbale talent til et problem for jer.
  4. Nogle har så travlt med at sikre at den anden skal være glad, at de har deponeret fornemmelsen af sig selv, og her svinder den ægte relation langsomt. Især mænd tror at deres kvinder bliver glade hvis de bare giver dem ret. Det er en stor fejl. Træd lidt i karakter.
  5. Mange mænds frygt for om de kan magte samtalen, får dem til blive lyssky om selv banale gøremål. Hvis du er mand ved du hvad jeg mener. Det skal nødigt blive en dårlig vane, for jo mere en mand går stille med dørene omkring hvad han gør, des mere nysgerrig bliver kvinden (og nogle gange vice versa).
  6. Den mærkeligste er der hvor nogle mænd oparbejder en evne til at tale om følelser, uden at det stikker så dybt at det gør noget. Således bliver de en slags samtalepartnere som virker til at være ægte, men rent faktisk repræsenterer sig selv dårligere i en samtale grundet deres større ordforråd for følelser, end hvis de havde holdt sig til bilblade.
  7. Det er en killer, at gøre samtaler om begivenheder til en slags retssager i den rationelle forstands arena. Man skal opdage, at den ene part ikke kan vinde uden af at den anden taber, hvorfor forholdet således taber. Drop kampen. Dyrk en forståelse af forholdet hinsides den enkelte situations spidsfindigheder og trivia. Det bedste man kan gøre, især som mand, er nogle gange at tabe med stil, og sige jeg elsker dig, jeg gider ikke at skændes, hvad skal vi gøre?
  8. Den mest afgørende årsag til kommunikationsproblemer i et parforhold? Det er vanskeligt at være sårbare og ægte i kommunikationen, og det vil det altid være.

 

Overraskende årsager til lavt selvværd og deres løsninger…

foto: Pepereys@peberg / unsplash.com

Intet menneske er født med lavt selvværd. Hvad får så, så mange til at dukke nakken, når de går ned af gaden?  Herunder kridter jeg først nogle basale årsager op med overraskende løsninger, efterfulgt af nogle overraskende årsager med basale løsninger. 

 

Modgang eller mobning i skolen

Mange oplever faglige problemer i skolen som et udtryk for dyb uegnethed til livet, hvilket danner grundlaget for livslang tvivl på egne evner. Skoler bliver bedre med ”børnestavning” og andre aktiviteter til at skærme børn mod nogle af de værste fiaskooplevelser, men i et konkurrencepræget samfund som vores, vil det aldrig kunne undgås. Hvis mobning i skolealderen er tilpas massiv kan den også lave et voldsomt indhug i selvværdet. Kloge forældre og gode lærere kan modvirke effekten af disse udfordringer.

Uanset om du har succes i livet eller ej, kan man sige at problemet i hvert fald til dels er ”narrativt”. Du har lavet nogle fortællinger om dig selv baseret på de tidlige fiaskooplevelser. God samtaleterapi kan hjælpe dig med at beskrive og forstå denne fortid, så den ”giver slip” på dig, så andre og mere bæredygtige forståelser af dig selv og dit liv kan opstå. Hvis du kan se dig selv i denne kategori, og du selv har børn bør du overveje et par samtaler hvor du kan få sparring på din måde at forvalte dig selv og din tillid til dine børn på.

 

At se anderledes ud 

Selv små skavanker og de mere tydelige fx for tynd, for tyk, for høj for lav, bumser eller andet kan have en livslang indflydelse på en persons selvværd. Vi kan med terapi hjælpe folk, men først skal man forstå, at der findes et liv, der er mere frit og let at leve, end det man har. Lavt selvværd medfører ofte håbløshed, og man kan vænne sig til stort set alt. Er du en af dem, der har vænnet sig til at leve på lavt blus? Har du vænnet dig til at skamme dig? Størstedelen af teenagere skammer sig i dag over deres kroppe. Det er en slags epidemi.

Selv årelange skamfølelser kan dog ophæves, men det kræver at man er parat til at arbejde med terapeutens forslag og de mange øvelser forbundet med at bevæge sig tappert ud i livet med større selvaccept.

Ofte vil denne slags lave selvværd vise sig på måden folk bevæger sig på, med nedkastet blik og en verbal adfærd der enten overdøver andre, eller forsøger at forsvinde så meget som muligt. Fordi dette lave selvværd er nøje kædet sammen med adfærd kan man komme langt med optræne en anden mere selvtillidsfuld adfærd. Fake it til you feel it, kalder jeg det.

 

Mediernes opskruede idealer og lykkefælden

Vi bombarderes med billeder af de skønne, kloge, geniale, hurtige, rige og sublime. Det er ikke mærkeligt at det kan gøre os lidt grundutilfredse med os selv. Hvis man oven i købet tror, at alle andre er lykkelige blot fordi de ikke skændes på gaden, og fordi de har stearinlys i vinduet, kan man pludseligt føle sig meget alene med sin tvivl og dårlige tanker om sig selv. Det er ikke pænt at sige, men husk på, at der findes masser af ulykkelige supermodeller. Det kan være svært, at lade være med at sammenligne sig selv med andre, men det kan være nødvendigt, hvis du vil lære at slappe mere af.

 

Overtænkning

Det er normalt at tvivle på sig selv fra tid til anden. Det er normalt at sige “hvor er jeg dum!”, i sit indre. De fleste af os lader disse negative tanker om os selv passere, medens andre er så smeltet sammen med deres tankeliv, at de tilskriver for meget sandhedsværdi til dem. Det er en slags OCD, som er ret udbredt. Det vil sige, at der findes mennesker der er fuldstændigt gennemsnitlige, og alligevel kan have en enorm mistillid til sig selv fordi de tager deres egen tanker for alvorligt. Der er i dag udviklet terapiformer hvor man hjælpes til at vikle sig ud af sin overtænkning. Det kan føles helt berusende at se på verden uden af at filtrere alt igennem denne mistillidsfulde overtænkning. Du vil som ”overtænker” være godt tjent med metoden kognitiv terapi, måske især ACT.

 

Eksistentielle kvababbelser 

Vi dømmer andre meget og hurtigt, så selvfølgelig er vi også selv bange for at blive dømt. Og selvfølgelig er vi således hæmmede i det vi gør og siger.

Lavt selvværd kan forårsages af, at selvbeskyttelsesprocessen bliver for stærk. Måske du skal spørge dig selv, om du har bygget en lidt for stor mur op omkring dig selv. Måske er du blevet for bange for at være dig?

Det værste er næsten, når de tilmurede mennesker dømmer friere mennesker. Har du mødt typen, der ønsker at andre skal være lige ufleksible og lavloftede som dem selv?

Hvis du er en af de ængstelige mennesker? skal du starte med at lade være med at dømme andre. Øv dig således på at være accepterende. Langsomt vil denne accept af andre kunne sive ind i dig selv, og blive til selvaccept.

 

Dovenskab

Dovenskaben vil have, at du trækker vejret langsomt som et stille havs dovne bølger medens alle indtryk synker langsomt ned og flyder sammen i dybet. Dovenskaben vil gerne have at du sparer energi. Pludselig opdager du, at du ikke har ofret nok til tilværelsen. Du er ikke i form, du er ikke belæst, du har ikke en kæreste, du har ikke en karriere, og hvis du ikke tager dig sammen, bliver din bitterhed en gevaldig fjende i dit indre. Det er ikke så meget lavt selvværd, som misantropi.

 

For høj energi og indadvendthed

Nogle af os er født med så stor indre livlighed, at selve eksistensen kan føles overvældende. Mange af denne type bliver indadvendte for at skærme sig mod for mange input. Det kan opleves af både den indadvendte og andre som lavt selvværd, hvilket er en fejl. Nogle kan dog komme til at overbeskytte sig selv. Måske du har vænnet dig til at være så afskærmet, at du også hindrer dig selv i at opnå noget der kunne være godt for dig?

Hvis du er meget indadvendt skal du altså vide, at der måske bare er så meget spænding, eventyr og drama i dig, at du bare ikke har behov for særligt mange fester i den ydre verden. Og hvis du opdager, at du savner livskvalitet, skal du finde en bedre balance for hvor meget udadvendt aktivitet du kan døje. De fleste finder sig med tiden til rette i livet med deres indadvendthed (teorien om “den højt spændte indadvendte” stammer fra den eminente neuropsykolog Grey).

 

Forældres lave selvværd og dårlige pædagogik

Ofte vil forældrenes lave selvværd blive givet videre til børnene. Dette kan både ske genetisk, epigenetisk og miljømæssigt, hvilket vil sige, at det kan være medfødt såvel som videregivet til børnene i kraft af for eksempel nedladende eller ængstelig adfærd fra forældrenes side.

Ofte er det sådan, at forældre, der selv er bange for at præstere, ikke formår at udvise tillid til at deres børns evner uden for hjemmets fire vægge.  Denne saboterende forældreadfærd kan være mere eller mindre bevidst, mere eller mindre ondskabsfuld.

Personligt kan jeg godt lide at udfritte disse indlærte mønstre med det, der hedder skematerapi. Her genaktiverer man i en halvhypnotisk tilstand de kritiske situationer fra opvæksten og omformulerer dem. Det lyder måske skørt men det virker ret godt. Det er nemlig sådan, at de fleste irrationelle mønstre med for eksempel intenst lavt selvværd, er knyttet til svære og følelsesmættede barndomsoplevelser. Eftersom sådanne oplevelser i vid udstrækning er lagret i en følelsespræget, ”limbisk” del af hjernen, er der grundet primitiviteten ikke en nøje tidsregistrering forbundet med minderne. Det er derfor at traumerne kan vedligeholde deres oplevede relevans i krop og psyke, og samtidigt derfor man i terapien kan tilgå det, genaktivere det, og rent faktisk forestille sig at der skete noget andet end der gjorde.

I en proces med at visualisere fortiden kan man for eksempel forestille sig, at man kalder sin forælder en dårlig pædagog, samt at man fortjener kærlighed, at man for gerne vil have et kram i stedet for hovedløs skæld ud. Det er ikke snyd. Det er tværtimod snyd at man blev udsat for dårlige forældre. 

Ift til uheldig genetisk videreført lavt selvværd, bør man prøve at leve på måder der aktiverer mere selvtillidsfulde epigenetiske udtryk, for eksempel tale højt og tydeligt, træne, løbe, bevæge sig aktivt, gå selvsikkert med blikket over horisonten, og andet der kan ”fortælle dine gener”, at du er okay.

 

Den stivnede krop

Man kan være så bange for om man er god nok, at det tilsyneladende kvæler forbindelsen mellem hovedet og kroppen. Jeg ved det lyder mærkeligt. Men mange mennesker, måske endda de fleste, har kroppe der ikke får ilt, eller måske rettere hoveder der ikke får ilt.

Det er en undtagelse at se et menneske bevæge sig frit, elegant og smidigt!

Uden at leve, føle, tænke og bevæge sig frit og harmonisk med ilt i både krop og hoved, kan der ikke foregå god selvoplevelse og et godt selvværd. Nogle af tækningens absolut største genier Kant, Nietzsche, Kierkegaard svor at de ikke kunne tænke uden gåture. Tænkning og det sunde selvværd opstår når man ikke hindrer den i opstå med al ens overtænkning, tvivl, selvbevidsthed og selvfornægtelse. Du er født med selvværd, og selvværdets hemmelighed er den ubesværede bevægelse! Derfor er de, der har danset og dyrket meget sport som børn mere selvtillidsfulde!

Hvis du ofte finder dig i situationer med andre, der får dig til at stivne fysisk som psykisk skal du arbejde med dig selv, for det kan være at du projicerer, og ser mulige fordømmelser, hvor der ikke er nogen. Hvis du imidlertid erkender, at være omgivet af mennesker, der ikke vil dig det godt, kan du mærke det på denne “stivnen”, og så skal du komme væk, så hurtigt du kan.

 

Behovet for tryghed

Andre mennesker og samfundet, som i en eller anden udstrækning er to sider af samme sag, kan latterliggøre, true og knægte originalitet. Ofte vil det være en god ting, for vi skal realitetsteste hinanden, og holde hinanden nede på jorden, men alt andet lige, kan vi holde især de åbensindede så meget nede på jorden, at de helt mister tillid til deres egne evner.

Der er ikke tale om en paranoia over det “onde undertrykkende samfund”, som sådan, for denne undertrykkelse ville aldrig kunne finde sted, hvis det ikke var fordi du selv fandt den tryg. Mange finder andres fordømmelse af dem som en tryg puppe. Kun i fantasiens dyb flyver personens frie sind stadigvæk rundt. Overvej om du er blevet så bange for at træde i karakter, at du er begyndt at elske dit skjul.

6 overraskende tegn på at du har karakter

foto: Unsplash.com / https://unsplash.com/@lottemeijer

 

Karakter

At gøre det rette

I bogen ”To Kill a Mocking Bird” følger vi advokaten, Atticus Finch, forsvare en ung sort mand, Tom, der er anklaget for voldtægten på en ung kvinde. Tom er uskyldig, men stemningen i den lille sydstatsby vil have ham dømt. Atticus arbejder på at gøre det rette og få den unge Tom frikendt, uanset stemninger, følelser og frygt for egen sikkerhed. Læs bogen, eller se filmen, den går rent ind. Karakter handler om at gøre det rette, og denne film udpensler det på en toptjekket måde.

 

Selvopofrelse

Myter, eventyr, film er fulde af denne heltearketype, kvinder såvel som mænd, der udholder latterliggørelse, ydmygelser og trodser farer for at gøre det rette. Ve den mand, der ikke stiller redningsbåden til rådighed for kvinden og barnet før ham selv. Der er uomtvisteligt selvopofrelse forbundet med karakter.

 

Ansvarlighed

Mange heltekarakterer er til hverdag uanseelige og sårbare, som folk flest, lige ind til de ifører sig batmankappe, spiser spinat, drikker trylledrik, eller hvad ved jeg. Vi har alle et dybt ønske om at være modige og gøre det rette, koste hvad det vil. Karakter er nøje koblet på ansvarlighed, dét at opfylde en gavnlig rolle for samfundet. Karakterfuldhed er noget at sigte efter for os som samfund.

 

Vi ved med andre ord, at karakter er vigtigt. Afgørende. Og så er det jo interessant, at det samfund vi lever i, synes at:

 

H æ d r e     a l t       m u l i g t       a n d e t       e n d         k a r a k t e r.

 

 

Seks tilfældige tegn på manglende karakter i vores moderne samfund

 

Politiker/debattørsyndromet

En politiker eller debattør synes ikke at blive vurderet på karakter, men på veltalenhed og skarpe comebacks. Hvis det var et fag der hædrede og belønnede karakter, ville der ikke være politikerlede. Det værste er, når folk af denne æt scorer point på at signalere karakter uden egentlig at besidde det vedrørende sagen det handler om, for det saboterer vores forståelse af karakter i den kollektive bevidsthed. Det hænger sammen med:

 

Ekkokammeret

På de sociale medier belønner man ikke ærlighed og ligefrem tale så meget som deltagerens  evne til at aflæse og følge specifikke sprogkoder, som hans eller hendes særlige ekkokammer kredser om og tilbeder. Hvis du ikke ved hvad jeg mener, er du muligvis en af de “karakterforladte”, hvis tanker afspejler din gruppes holdninger og ikke din egen selvstændige forstand.

 

Uddannelsernes karaktersystemer bedømmer kun i lille grad udvikling af karakter

En studerende bliver som regel ikke vurderet på at have hjulpet andre, eller bidraget til fællesskabet, eller for at skabe noget unikt, men på gennemsnittet opnået.

 

Diagnoser på børn

Mange små skolebørn får diagnoser og medicin hvis de ikke kan sidde – unaturligt – stille. Det er karakterforladt af os, at tillade et sådan menneskeligt forfald (jeg har ikke løsningen).

 

Penge lugter ikke

En mand bliver hyldet for rigdom og succes uanset hvordan den er opnået.

 

”Jeg kan ikke gøre noget galt” – syndromet

En mand katastrofebremsede i sin store Range Rover bag mig og mine børn der sad i en lille hatchback. Et splitsekund fra katastrofen fordi han kiggede i sin mobiltelefon bag rattet. Jeg steg ud af bilen og gav ham en skideballe, og i stedet for at skamme sig, blev han fornærmet. En mand af karakter ville have rødmet og sagt undskyld til han blev blå i hovedet.

 

 

6 overraskende tegn på at du har karakter, og ét tydeligt.

 

Du tør at lade være med at sige undskyld

Eftersom den karakterfulde er præget af selvstændig tænkning, vil det bero på tilfældigheder, om hans, eller hendes sandheder og værdier flugter med samfundets lunefulde manuskripter for de rette holdninger. Du tør at lade være med at sige undskyld. Du ved, at følelser er vigtige, men ikke afgørende. Du tør at såre andres følelser og gå imod strømmen, men ikke mere end allerhøjst nødvendigt. For det er karakterforladt at tro at man ved alt bedst, og det er karakterforladt skabe mere lidelse i verden, end der er i forvejen.

 

Du kan lytte

Hvis du har karakter er du ikke så angst for hvad du selv indeholder, og hvis du ikke er angst for dit eget indre, er du heller ikke bange for hvad der foregår i andre, hvorfor du kan være en sublim lytter. Du er typen, der mestrer kunsten, at kunne tale om det allersværeste uden af at du overskrider andres grænser.

 

Du dømmer sjældent andre mennesker

For du ved, at man ikke kan se på folk, hvad de har måttet gennemgå, for at være dem de er, men …

 

Du kan holde humøret

Når du opdager at andre prøver at sprede dårlig stemning, fordi de ikke har det godt med sig selv, lader du dig ikke påvirke af det.

 

Du finder personlighedstests vanskelige at udfylde

Man kan også være så optaget af at gøre det rette hinsides impulser, følelser og flimmertanker og vaner, at man transcenderer sin automatik, og derfor kan have svært ved at vide hvad man skal svare på mange af de spørgsmål man typisk stilles.

 

Du har svært (!) ved at sige til og fra

I tekstbogen hedder det sig, at man brænder inde med ting, underkaster sig for meget og opofrer sig for meget, fordi man er bange for konsekvenserne af at sige til og fra. Det ses som karakterforladt, men i min analyse kan man vende den anskuelse på hovedet, og se folk, der har haft så meget karakter, at de har ofret sig for meget. Her skal man finde en balance igen, hvor man udvikler lidt sund ”egoisme”.

 

Og den ikke spor overraskende: Du har integritet 

Integritet

Hvilket vil sige, at du prøver at fastholde din persona og din dydsetik (regler for god adfærd) på trods og på tværs af situationer og forviklinger. Ligesom krigsfangerne i ”Broen over floden Kwai”, holder man på formerne selv i de grelleste situationer. De gamle grækere definerede såkaldte karakterstyrker, de forbandt således karakter med blandt andet: Mod, mådehold, kærlighed, venlighed, retfærdighed, nysgerrighed, åndelighed, visdom og netop integritet. Uden integritet mister de andre styrker deres vægt og vigtighed, og således har du ikke karakter. Jeg har tidligere skrevet om vejen til karakter her. 

 

 

 

Kan du blive stresset af din coach. Ja. Meget. Denne coachingmodel burde forbydes…

(foto fra unsplash)

Jeg faldt en gang over en bog inspireret af det fascinerende NLP drøn Tony Robbins. Bogen udpenslede, at vi åbenbart lever ud fra to forskellige motivationssystemer:

 

  1. At nærme sig ting for at nyde

I dette motivationssystem er vi optagede af at sigte efter at opnå noget. Vi søger glæden, spændingen og fornøjelsen ved jagten på ”det”, og således regulerer vi vores følelser ved at drømme, sukke, sigte efter det eftertragtede. Det kender du godt.

 

  1. At fjerne sig fra ting for at føle sig sikker

Den anden måde at leve på handler om at udpege det man er bange for, fokusere på det og prøve at skærme sig mod det, eller bekæmpe det, for at føle sig 100% sikker. Mange bekymrer sig således vanemæssigt bl.a. på grund af den kortvarige og dysfunktionelle glæde det er, at have spottet og indkredset faren med sine tanker. Det kender du måske også godt?

Man skal ifølge coachingbøgerne gøre hvad man kan for at leve ud fra det første motivationssystem, og ikke det andet. Fair nok.

 

Smerte/lyst balancen

Modellen er også beskrevet som en “amøbemodel”, for amøber har, som mennesker også disse to motivationssystemer, 1) at bevæge sig mod næring og 2) bevæge sig væk fra smerte. Amøbemodellen kan give god give god mening i coachingsammenhæng, når man har kunnet billedliggøre situationer hvor folk bevæger sig ubehjælpeligt imod skade og smerte, og bevæger sig ubehjælpeligt væk fra det, som de aner, er godt for dem. Hvorfor deres lidelse i en håndevending kan begrebsliggøres i en enkelt model, der kan give den ellers overtænkende, eller usikre klient en fornemmelse af selvsikkerhed i nogle skarpe valg i retning af et bedre liv.

Jeg har således i humor kaldt mange af mine klienter for ”dårlige amøber”, for at anspore til modig menneskelig handling væk fra uholdbare tanker, følelser og situationer mere i retning af ønskede tilstande og situationer.

Det er heller ikke helt uinteressant at observere folk, der ikke bevæger sig mod det gode, fordi de samtidigt frygter hvad det gode kan føre med sig af ansvar og afledte skræmmende muligheder. Her giver “amøbemodellen” også god mening, for her kan man blotlægge sådanne mindre bevidste faktorer der vedligeholder klientens problem.

Jeg husker en kendt dansk psykolog nævne, at det var hendes kliniske erfaring, at især klienter, der havde været misbrugt som børn og unge, ofte havde svært ved at få styr på denne smerte-lyst balance. De blev ofte i dårlige situationer for længe, og tvivlede for meget med at gøre det rette for sig selv. Jeg har observeret samme mønster, men…

 

Modellen er alligevel … forkert

Ingen teorier matcher virkeligheden helt, for så ville det jo faktisk ikke være teorier. Sådanne modeller som “amøbemodellen” passer altså kun i grove træk. Fair nok. Men amøbemodellen er altså, på et helt konkret plan forkert.

 

Vi er nemlig også velsignet til at kunne regulere vores følelser med nærvær!

En dag, da jeg stod og underviste i coaching fik jeg et billede på mit indre, af en af vores dovne hunde fra min opvækst. En beagle der hed Sally. Om sommeren lå hun splattet ud i solen i timevis, om vinteren lå hun på hede klinker bag kakkelovnen. En sand livsnyder. Her var tale om en hund, der, i disse situationer, hverken var på vej mod noget, eller væk fra noget andet. Hunden var bare.

 

Væren

Der er nemlig en tredje overordnet måde at regulere følelser på, som ikke er med i amøbemodellen, og det er, at give sig hen til nuet som hunden i solen. Ikke for at jagte noget, ikke for at opnå sikkerhed fra fare, men simpelthen bare for at eksistere og være til på en rar måde. Det føles måske ikke fantastisk, eller 100 % sikkert, men det er livet, i en behagelig eller i det mindste tryg tilstand.

 

Konklusion

At reducere livet til at være enten en jagt eller flugt er bogstaveligt talt sindssygt. Rigtigt mange moderne mennesker er jo netop plagede af, at de forestiller sig at man enten skal føle sig 100 % sikker mod fare, eller 100% sikker på en retning. Når man  opdager, at man i velvalgte momenter kan prioritere at føle sig tryg, gerne sammen med andre mennesker, der heller ikke er 100 % sikre på noget, er det som at vågne fra et mareridt. Her kan man være til i vished om, at andre nok vil elske en selv om man ikke er perfekt og ikke når alle sine mål. Måske andre endda ville beskytte en hvis der var fare på færde, med mindre det rent faktisk skulle vise sig, at man selv havde ressourcerne til at klare hvad der end måtte opstå.

Amøbemodel RIP.

 

 

At søge accept fra andre, eller acceptere sig selv, det er spørgsmålet (for nogle af os)

Jeg vil gerne have at du kigger på mig med øjne der siger: Det vidste jeg ikke du kunne, det vidste jeg ikke man kunne! Hvor er du bare vidunderlig! Når jeg gør ting, når jeg tør ting, skal det lyse dig op, så selv verden bliver misundelig, og her bliver dit smil og dine øjne som stjerner, der leder mig på vej.

 ”Ehrmm…” rømmer mig ”med andre ord. Det jeg prøver at sige … Jeg vil gerne anerkendes noget mere af dig.”

 ”Hvad mener du?” Spørger du, ”jeg anerkender dig jo tit…”, siger du så.

”Det er jo heller ikke sådan, at du aldrig kigger sådan på mig.” Svarer jeg undskyldende. ”Det gør du jo, det ved jeg. Jeg ved også, at jeg selv nogle gange glemmer at kigge på dig på den måde.”

”Måske” går jeg i gang med at tilstå, ”har jeg har et behov for at du roser mig, selv ved mine små sejre. Ligesom, for på en eller måde, at hjælpe mig med at opveje min tvivl.”

Du kigger mildt forundret på mig… og jeg tænker:

 Måske har hun jo blot set en mand, som gør det han skal, fordi han kan og han bør. At han blot står på små trin, som det er. Måske har hun prøvet at lade mig forstå at jeg kan nå endnu højere. Jeg roser jo heller ikke hende for at kunne tage sokker på, om man vil. Måske er hun ved at lære mig, at jeg er okay som jeg er?

 

Hvilken frygtelig tanke! – Jeg vil ikke være okay som jeg er, for det ville kræve accept af det ufærdige! Det forfejlede, det jeg skal sone, det jeg skal bekæmpe og det jeg er motiveret til at ændre! Hvem er jeg så? Hvad skal jeg så. Hvad skal jeg så leve for?

Hvilken forløsende tanke! – ”At være okay som jeg er”. Jeg smager på tanken. Som at læne sig tilbage og flyde ud og omkranse verden som vand, der blot finder sig til rette. Lader vind og vejr ryste sin overflade til bølgeskvulp. Lader kulden stryge ens overflade med is, og varmen sende én til himmels som damp, for man ved, at det vender tilbage i tunge regndråber, der laver smukke mønstre alle vegne hvor de lander.

 

Overvejelsen efterlader mig med en fornemmelse af, at være blevet placeret i en ørken og skulle gå i en eller anden vilkårlig retning. Jeg skal ikke bruge andre som lysene på min vej, men skal selv træde min egen vilkårlige sti. Siger jeg til mig selv. Næsten højt. Hvor er kortet? Hvor er det bevis, jeg kan vise på min vej, hvis jeg går forkert, der siger ”jeg gik denne vej fordi det og det?”

Jeg skal altså stole på mig selv.  Og selv sætte retningen. Ikke styre efter andres anerkendelse af mig. Jeg skal på en eller anden måde anerkende mig selv, og stole på at jeg ved hvad der er den rigtige retning, selvom horisonten er ens, hele vejen rundt.

 

At starte forfra

Jeg har jo aldrig været her før. Tænker jeg. Og erkender straks bagefter, at det var en lidt skør tanke. Jeg tror at jeg associerede videre fra billedet af den ørken. Det føltes tomt. Som ukendt territorium. Retningsløst, var det, jeg ville skrive. Og det er måske et godt sted at starte, jeg ved at stjernerne kan lyse hele ørkenen op i selv den dybeste nat, og kranse min nattehimmel med mening fra nord til syd og fra øst til vest. At alle veje på en eller anden måde, fører det rigtige sted hen.

 

Du må godt tro at du er noget, for…

”den enkelte bærer alle menneskehedens muligheder i sig”

Mente Bjørn Bredal, den højt værdsatte litteraturanmelder fra Politiken gennem mange år. Han var nemlig blevet bedt om at definere humanismen efter et foredrag på den Sorte Diamant for to år siden.

Den sætning har jeg så gået og tænkt over. Jeg har en lidt sær vane med at huske sætninger jeg ikke forstår, medens jeg alt for nemt glemmer de logiske.

Alle os små hverdagsmennesker, skulle vi da være noget særligt. Tænkte jeg. Er vi ikke først og fremmest utilstrækkelige og fulde af tvivl på os selv, med de selvoptagede og arrogante som de mest pinagtige?

 

Som krabber i en spand

Vi har altid elsket uanseeligheden, at den enkelte ikke er noget i sig selv, især hvis den handler om andre. Og hvis du troede Janteloven var et dansk fænomen tager du fejl. i Australien kalder man det samme fænomen for ”crabs in a bucket”, at ingen krabber slipper ud af spanden på havnen, for de griber hele tiden i hinanden med deres klør.

 

Klædt i medfølelse

Du-skal-ikke-tro,-at-du-er-noget mantraet klædes ofte i prioriteringen af fællesskabet. Men tænk lidt over dette: Hvorfor skulle fokus på fællesskabet være over fokus på individet, når begge dele er gode – for både individ og fællesskab?

Vi er tilsyneladende så faste i troen om, at det er moralsk forkert, at ville være noget, at den eneste måde at opnå folkelig berømmelse på, er ved at tale om, at den enkelte ikke skal være noget i kraft af sig selv.  

Det er en mærkelig tid, hvor det er en dyd at dukke nakken, men måske frygten for at ”være noget”, måske altid har været med os?

 

Frygten for os selv

Faustmyten er et teaterstykke fra sekstenhundredetallet, som var en af de længst levende ”blockbustere” i europæisk kultur. Her blev renæssancens individualitet og den deraf afledte mulighed for at ”være noget”, forbundet med at være besat af djævlen selv. Her gengivet af Goethe:

“Whatever is the lot of humankind
I want to taste within my deepest self.
I want to seize the highest and the lowest,
to load its woe and bliss upon my breast,
and thus expand my single self titanically
and in the end go down with all the rest.” 

– Goethe (1749-1832)

faustus1624

 

Fra flokdyr til “folkdyr”

Det vigtigste for de fleste flokdyr er, at opføre sig på en måde, så man ikke bliver angrebet af de andre i flokken. Blandt mennesker er det lidt mere kompliceret idet vi er selvbevidste. I vores indre har vi en masse tilbøjeligheder, lyster og ønsker der, hvis vi gav los, ville få os udstødt på en formiddag. Jeg tror således, at vi måske angriber andre for at være noget særligt, fordi vi selv er bange for at være noget særligt. Måske ”folkedyret” ikke bange for andre, men for sig selv?

 

Bør vi frygte os selv, og det vi kan finde på?

Vi kan med rette være bange for os selv og det vi kan finde på, men løsningen er vel ikke at undertrykke sig selv og andre? For når man undertrykker vildskab undertrykker man også kærlighed, glæde og motiver til et stort liv. Er løsningen ikke snarere at eksperimentere i livet, og dermed spore sig ind på hvem man er og hvad man inderst inde vil, end at gøre skam til en dyd? Det mener jeg.

 

Du må godt tro, at du er noget

Du er født af en vinder af en vinder af en vinder i flere millioner generationer, og du har arvet potentiale for djævelskab og guddommelig næstekærlighed og alt ind i mellem. Ingen andre rummer urhistoriens bevægelser i psyken, menneskehedens medfødte drømme og viljer, mere eller bedre end du gør, uanset hvilken opdragelse, uddannelse eller familiebaggrund de har. Ingen teori kan tage denne genialitet fra dig. Intet svigende karaktersystem kan fravriste dig din fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert i det væsentlige. Ingen afsindig forælder kan hindre din vilje i at spire.

 

Andre mennesker

Hvis folk omkring dig ikke mener, at du duer til noget, skal du først se på grundigt på dig selv. For hvis du ikke gør dit bedste, skal du måske hanke op i dig selv, men du skal også overveje, om du skal skifte ud i din omgangskreds.

 

16 tegn på at du ved, at du er noget.

Du:

1 hilser nogle gange på fremmede med et ”god morgen!”, eller et ”hej!”

2 flirter lidt en gang i mellem, også selvom du er glad for dit forhold

3 hilser på katte

4 spiser ofte dine yndlingsretter

5 skruer højt op for musikken en gang i mellem (ikke for længe ad gangen, hvis du har naboer)

6 fortæller din kæreste eller date hvordan du gerne vil leve, og hvordan du gerne vil behandles

7 siger til dine børn, uden vrede, at du ikke vil acceptere dårlig adfærd

8 lader ikke din hund hive i snoren (kontakt en hundetræner)

9 går med rank ryg med hofterne skudt lidt frem (jeg ved det lyder mærkeligt)

10 siger ”det ved jeg ikke” med et smil, til svære spørgsmål, for det du ikke ved, kan du måske nok lære

11 siger ”det forstår jeg ikke” med et smil til folks svære sætninger, for du ved, at du måske nok ville kunne forstå det, hvis det blev forklaret ordentligt

12 roser og anderkender andre jævnligt, for du ved, at der ikke derved går skår af dig selv

13 respekterer folk der tror på spøgelser, halstatoveringer og guder, for så kan du også selv være fri til at være dig

14 konfronterer bøller eller undgår dem 

15 erkender at du er født med et potentiale for stor kærlighed og store gerninger, som du gerne må forsøge at hædre en gang i mellem

16 holder øjnene rettet mod horisonten når du bevæger dig rundt, og kaster kun blikket ned i korte høflige øjeblikke (med mindre du selvfølgelig går og grubler, og ikke vil distraheres af verdens storslåethed)

DEL med folk der ikke tror, at de er noget. 

… ok, så langt så godt. Men bærer vi alle menneskehedens muligheder i os selv? Er vi alle, inden for rimeligehedens grænser, latente genier?  Det har jeg skrevet om her.

Blog at WordPress.com.

Up ↑