Om lykke

Jeg bor sammen med en masse børn og en klog kvinde. Jeg sagde selvfølgelig også ja til en hund. Børn har godt af at lege med en hund tænkte jeg, og hvem er jeg til at benægte huset en hund. Kvinden ville i øvrigt også virkelig gerne have sådan en bepelset modehund. Så nu har vi en Bichon Havanaise, som er meget langt fra de Dobermannhunde jeg havde som dreng. Jeg kaldte den en dijon bernaise til at begynde med for at drille godtfolk, men er ved at opdage at min ”dad humor” kan være belastende, selv for mig.

 

Jeg giver selvfølgelig plads til det at have en hund. Ligesom man udsætter sig selv for alt muligt andet også. Og jeg skal være den første til at tilstå den sære fornemmelse af ”rigtighed” det er, at have en hund i huset. Jeg tror at alle primitive folk måske mange hundredetusinder år tilbage har holdt hund. Det giver mening på en eller anden dyb og ubeskrivelig måde, at have sådan et kræ omkring sig.

 

At det er mig der må tage de fleste tidlige morgenture, gør mig ikke så meget. Det kan såmænd være meget hyggeligt, selvom det naturligvis koster lidt i den anden ende. Har man været ude og aktiv fra kl. 6:30 om morgenen, er man mindre nærværende efter kl. 22.

 

Nogle gange er jeg således blot som en mark for andres heste, min menneskelighed et kludetæppe til andres kolde fødder og det lille stykke ryg over bagen, som jakken og bukserne så ofte svigter. Snart synes jeg det ene er vigtigt, snart synes jeg at det andet er vigtigt, og alt for ofte opdager jeg, at jeg har været velvillig deltager i andres løsninger på andres lidelser, som jeg ikke engang forstår helt.

 

Således, nogle gange, når mine klienter er gået ud af døren, er det som om de tager min kompetence med sig, for mine bidrag har været at tage afsæt i klientens virkelighed, og ikke min egen. Mine børn føler sig trygge i mit nærvær og min latente godhed, hunden benytter sig uvidende af min velvilje til gode gåture i den lokalepark. Jeg ved det ikke, men jeg tror at børn og hunde hjalp lidt mere til i gamle dage, relationerne virker lidt “en-vejs”, eller asymmetriske om man vil.

 

Mine fødder har således gået mange kilometer for andre, min hjerne har tænkt mange tanker for andre og mine arme har båret alt muligt andet end mig selv.

 

Min kæreste ofrer sig selvfølgelig for mange af mine tosserier, men jeg gør mig også til hjemmet for hendes trætheder og ønsker.

 

Kan jeg blot sidde med en kop kaffe, eller te, en tidlig lørdag morgen, i en behagelig stol, med benene oppe med noget lav musik som lydtapet og skrive om tilværelsen medens huset stadig slumresover, er det et facit jeg såmænd godt kan leve med.

 

Er lykken fravær af besvær? Den beror i hvert fald til dels, for mit eget vedkommende på min evne og mulighed for at sidde med benene oppe en gang i mellem med god samvittighed. På den måde er lykken for mig symboliseret mere ved en kop te end kaffe, for kaffe blevet synonymt med overvindelse og aktivitet. Og dog drikker jeg sjældent te. Måske jeg burde drikke noget mere te.

 

Samtidigt står det mig klart, at det er svært at nyde disse øjeblikke, hvis de ikke er oaser mellem aktiviteter der har være meningsfulde. Så lykken opstår måske andre steder end i den behagelige stol, men det er steder som her, at jeg indløser den.

 

Det er altså ikke alle travlheder der giver mig lige så gode stunder i stolen. Travlhed med noget tydeligvis nyttigt virker bedre for mig og eftersom denne nytte ofte er baseret på hvad andre finder meningsfuldt, er lykken således et spørgsmål om selvopofrelse, gensidighed og harmoni? Her hjælper det selvfølgelig at være opmærksom på andres behov, selvom det måske ville hjælpe lige så meget, ikke at være opmærksom på andres behov. Overflodssamfundets manglende interesse for andres behov, kan i hvert fald ses som en velbetrådt bro til lykke omend en ikke særligt dydig lykke.

 

I et samfund hvor man virkelig har brug for hinanden, ville den manglende nysgerrighed i hvad andre finder vigtigt, lede til ulykke, for ingen gider vel at hjælpe andre, der aldrig selv bidrager med noget. Måske vi har det for nemt? Og nu er alle vågne.

 

Der er ét problem med ”parterapi”. Her er hvad vi gør galt.

foto: @fabryv /unsplash.com

Vi skal ikke blive bedre til at tale om vores problemer i parforholdet, vi skal først og fremmest blive bedre til at tale sammen, for her synes problemerne i det hele taget at gå i sig selv.

Terapi betyder ifølge ordbogen: Behandling, især over længere tid, af fysiske eller psykiske lidelser.

Jeg har egentlig aldrig brudt mig om betegnelsen ”parterapi”. For i og med ordet ”terapi” i “parterapi” følger en antagelse om at parret er sygt, og selvom man kan have problemer i parforholdet (hvem har ikke det), er kærligheden næppe tjent med at man søger ”sygdommen” og antager at dette fokus nødvendigvis gør tingene bedre.

Se det for dig: Som om udfærdigelsen af en liste over alt det man ikke kan lide ved hinanden og forholdet ville gavne parforholdet?

 

Man får mere af det man fokuserer på

Især når det gælder livet i parforholdet, familien, grupper og organisationer får man mere af det man fokuserer på. Det vil sige, at hvis et par opsøger en terapeut for at tale om for eksempel uærlighed, en gruppe vil tale om deres vrede på hinanden, eller en organisation vil fokusere på det man mener andre gør forkert, vil det ofte kunne skabe endnu mere uærlighed, vrede og uproduktive spørgsmål om skyld end der var i forvejen.

 

Vi skal kredse om noget

I en nøddeskal fungerer vi mennesker sådan, at vi skal kredse om noget, for eksempel en idé, en følelse, en aktivitet, et formål, en nationalitet, en metode, eller sågar en gud, for at føle os trygge med os selv og hinanden og den verden vi er i.

Det man kredser om får man sædvanligvis mere af, og ikke mindre af. Det er jo ikke sådan at man bliver mindre religiøs af at bede og kredse om helligdomme, mindre ked af det af at kredse rundt om sin tristhed – eller mindre sur over at kredse rundt om sin utilfredshed med sin partner?

Jeg tror at man i nogle grupper, og især i parforhold, kommer til at gøre det negative til de fælles helligdomme, det idebtitetsgivende, det, der binder folk sammen.

 

Problemfokus og frygten for at være forkert

Problemfokus gør os forhippede på at forsvare os selv mod andre, mod den anden. For der er jo et problem, og ingen har lyst til at være ejeren, eller producenten af problemet!

Vi er ikke så stærke, kloge og gode som vi selv tror. Ofte vil vi, når vi presses, nemlig fryse fast i vores overbevisninger med ængstelighed og mistillid. Ofte vil vi fra denne befæstede position tænke at problemerne skyldes andre. Ofte vil vi endda komme til at tænke jeg skal ikke ændre noget, for det er den anden, der er problemet.

Frygten gør os hårde i stedet for medgørlige.

 

Men skal man ikke tale om problemerne?

Vi skal naturligvis tale om det, der går os på, men man skal værne sig mod problemets magt. Det tager nemt al vores opmærksomhed, og pludselig ser vi ikke andet end for eksempel uærlighed, vrede og skyld. Et så ensidigt fokus kan også lede til uholdbare løsninger. Et overfokus på oplevelser af stress kan give angst, et overfokus på tristhed kan give depression, et overfokus på en konflikt på arbejde kan give kommunikationsproblemer, et overfokus på dét som partneren gør forkert, kan kaste hele parforholdet i tvivl.

Det forbandede er, at de negative perspektiver på tilværelsen netop synes at have en særlig magt. Det negative kan synes at være meget mere presserende end det positive, og vi er mange, der derfor falder for det negatives tiltrækningskraft på vores opmærksomhed gang på gang.

 

Følelsen af uretfærdighed

Ofte vil folk bære nag til hinanden, og det kan føles blasfemisk over for alt man har helligt, at begrave stridsøksen. Man synes at man skal have oprejsning. Man synes ikke at den anden har sagt undskyld nok. Man synes ikke emnet er tømt, lige meget hvor mange år gammel problemsituationen er. Man synes problemet er det væsentligste i parforholdet!

Selvfølgelig kan der være ting der skal frem i lyset i samtalen, såfremt de hele tiden presser sig på alligevel, men det er vigtigt at forstå, at følelsen af ”uretfærdighed” kan skabe mere krig end fred.

 

Det opbyggelige fokus

Disse ting taget i mente, bør man som regel vælge at forsøge at kredse om noget, man vil have mere af. Et godt møde kan for eksempel starte med, at alle siger hvad der har været godt, hvad de ser frem til, hvad de selv kan gøre bedre og gode råd til andre. Prøv en gang at forestille dig det omvendte? At man startede et møde med ”hvad der har været dårligt, hvad man ikke ser frem til, hvad man ikke kan gøre selv, og hvad man heller ikke synes at andre kan finde ud af ”.

 

Problemet med ”parterapi”

Man kan selvfølgelig argumentere for, at et forhold med mange konflikter på en måde er ”sygt” og behandlingskrævende, men man skal altså ikke give problemerne mere opmærksomhed end de fortjener. Sidst men ikke mindst bør man forholde sig til, at betegnelsen ”parterapi” kan tænkes at holde mange mennesker fra at søge hjælp til at begynde med. En hjælp der ville være god for dem selv, for deres partner, for deres børn og deres fremtid, og i sidste end for samfundet, som vi alle er en del af..

 

Afrunding: Kommunikationstræning og kærlighed

Det er alt for nemt at blive uærlige over for os selv og hinanden, og alt for nemt at tro at man taler sårbart og ærligt, uden af at man gør det. Det er derfor også alt for nemt at begynde at gå skævt af hinanden.

Disse og andre årsager gør, at vi hos os betragter den gode samtale som kerneingrediensen i et hvilket som helst godt parforhold. Måden vi arbejder på hos os, er derfor, at vi hjælper folk med at kommunikere så frit, sårbart og ærligt som muligt med hinanden.

Når man opdager at man ikke straffes for at sige sin sandhed bliver man bedre og bedre til det, og det er i denne sårbare og kreative dialog at kærligheden bliver stærk.

Vores antagelser bag metoden er delvist baseret på den Jungianske og humanistiske psykologis teorier om, at vi kan tale ud fra forskellige niveauer i vores psyke, og at nogle niveauer rummer mere sandhed, kærlighed og visdom end andre.

 

Skriv eller ring for at høre om kurser og coachingforløb omkring kærligheden: 28700900 thomas.markersen@gmail.com.. Kurserne bliver afholdt på Kompagnistræde 27, 3. sal eller Løngangsstræde 37b, 3. sal i indre by i samarbejde med mine kollegaer.  

Et eksistentielt perspektiv på motivationsproblemer. 5 regler.

Foto: @rawpixel.com/unsplash.com

Jeg spurgte på Facebook hvad jeg skulle skrive om i dag. Der var flere bud. Jeg valgte følgende:

“Hvordan skal man holde fokus på ikke-selvvalgte opgaver?”

Når det kommer til spørgsmål om at tage sig sammen, kan jeg imidlertid komme på så mange analyseniveauer, teorier og faktorer at jeg, uden løgn, ville kunne skrive 100 sider om det uden af at jeg behøvede at slå noget op. Det ville blive enormt omfattende :0) og måske liiiidt kedeligt. Derfor har jeg valgt to aspekter. Et eksistentielt perspektiv som du kan læse herunder, og en interviewguide samt et par gode råd til at hjælpe unge mennesker, der har svært ved at studere, læs mere her.

 

Fem overordnede regler

 

  1. Man skal udvikle sin karakter: Kunsten at udholde sig selv.

At kunne holde fokus på det, man ikke gider, kræver karakter. Det skrev Aristoteles meget om. Han beskrev bl.a. hvordan vi har en ”første natur” og en ”anden natur”.

Med den første natur er vi instinktive. Vi spiser når vi er sultne, kradser os når det klør, og lægger os til at sove når vi er trætte. Med den ”anden natur” udholder vi sult, lader være med at kradse os sjove steder når vi er ude blandt andre, og holder os vågne selvom vi er trætte.

Dannelse af karakter vil kort fortalt sige, at ”udvikle sin anden natur”, at man øver sig i at udholde modgang medens man gør det rette. Forskning viser rent faktisk, og sjovt nok, at en løbetur i regnvejr giver mere viljestyrke end en løbetur i godt vejr. Og vi kender jo alle til stoltheden og glæden over at have gjort noget, der var skræmmende og vigtigt for os at gennemføre på samme tid, fx en eksamen.

 

  1. Man skal kunne gå på den tornede sti: Dygtiggør dig.

Visdommen fortæller os netop, at man skal gå efter det, man finder vigtigt i livet, også når man finder stien tornet. Visdommen fortæller os også, at den der lader sit liv styre af den nemmeste sti ender i ulykke. Den første historie i Biblen, efter skabelsesberetningen, den om Kain og Abel, handler netop om ulykken der rammer den, der ikke ofrer sig nok. Som i punkt 1, skal man gøre det der er svært, i hvert fald en gang i mellem. Mærk at livstilfredsheden ofte stiger des tungere byrde du bærer.

 

  1. Forstå at alle gøremål ikke kan være frivillige: Strukturer de kedelige aktiviteter.

Ifølge en meget udbredt og såkaldt ”evidensbaseret” behovsteori kaldet self determination theory, har vi tre grundlæggende psykologiske behov: 1) At være dygtige/at kunne dygtiggøre os, 2) relationer, og 3) en oplevelse af frivillighed. Hvis man for eksempel har svært ved at tage sig sammen til at studere, kan det være fordi man føler sin frivillighed indskrænket.

Hvis man tror at man kan nøjes med at gøre det man har lyst til, bliver livet meget hurtigt kompliceret, hårdt og konfliktfyldt. Struktur på de ”ufrivillige opgaver” er som regel løsningen.

 

  1. Tage sig sammen …. til hvad? Led efter det gode, i det du skal.

Hvis man ikke oplever et formål med det man gør, er en tornet sti bare en tornet sti. Hvis man ikke kan se målet med at studere, er det svært at tage sig sammen til det. Hvis man ikke kan se en pointe i at udarbejde en rapport gider man ikke. Hvis man ikke kan finde mening i at sidde med til et møde kan det rent faktisk give angst. Uden meningsfuldhed føles alt svært. Du skal altid kunne nævne fem årsager til, at du gør hvad du gør, og fem årsager til, at det ville være skidt at lade være.

 

  1. Man skal tænke klart: Få dig en god samtale med nogen

Det kan føles meget svært at komme i gang med noget, hvis man ikke har en klar idé om hvad man skal. Mange af de mere begavede blandt os tror sig så kloge, at de tænker at de kan klare sig uden hjælp, og derfor ender de som de værste forhalere. Altid søg hjælp til at få et overblik og få lagt en eller anden slags strategi.

 

 

Autenticitet. Ægthed. Sandhed. Når det nemmeste er det sværeste og det mest sårbare det stærkeste.

Foto: @nate_dumlao / unsplash.com

 

”Hvad skal jeg gøre?”

”Fortæl ham sandheden.”

” … hvad mener du?”

” .. altså du kan for eksempel sige: du er min bror, og jeg havde faktisk behov for at du forholdt dig til den mail jeg sendte til dig… For du bad ham jo om feedback ikke?”

”.. nej, egentlig ikke” han kiggede ned, og smilte forlegent.

De to brødre var fælles om at være uægte, eller uærlige. De var ikke til stede i relationen. Den ene bad ikke om feedback, og den anden spurgte ikke hvad pointen med e-mailen var. Og som man så ofte ser, bæres smerten af de uægte relationer kun af den ene. Det er som regel den mest tålmodige der bærer smerten. Idealisten. Den der mildt forventer en slags gensidighed som den anden, eller de andre, måske slet ikke har i tankerne.

Jeg kiggede på ham med en slags broderlig kærlighed:

”Hvorfor skrev du ikke: Vil du give mig noget feedback…?!”

Det kunne han ikke svare på.

”Okay”, sagde jeg. ”Måske du alligevel burde følge op, og sige at du godt kunne tænke dig, at han fortalte hvad han tænkte? Han så lidt rådvildt på mig. Jeg kiggede nøje på ham for at sikre mig, at det følgende jeg sagde, matchede det han havde på hjerte, men som han ikke selv formåede at artikulere:

”Kære bror. Det der jeg sendte til dig den anden dag, vil du ikke nok lige kigge på det, og give mig feedback, for det er vigtigt for mig..”

Jeg kiggede på hans reaktion på det sagte. Han kunne tilsyneladende ikke lide tanken om at ligge under for sin bror på den måde. Han kunne ikke lide at skulle være den sårbare. Den, der med hatten i hånden beder om noget. Nu tænkte jeg, at jeg måtte få ham til at forstå, at den der udviser en sådan sårbarhed ofte udviser den største styrke. Så jeg fortalte ham tre korte historier.

Første historie: I bogen ”Fraværende fædre, fortabte sønner”, som jeg kan anbefale, hører vi om hvordan mange først lærer deres far at kende når han ligger for døden. Mange af os mænd er nemlig så lukkede og tilknappede, at vi først blive ægte når vi ligger for døden. Det er som om, at vi her endelig forstår, at egoets død er den lille død, i forhold til den store – egentlige – død. Egoets tilskikkelser, vores selvforståelses forhippelse på social kontrol og facade, falmer i betydning set i relation til den store død, om man vil. (han forstod heldigvis hvad jeg mente, og jeg fortsatte)

Anden historie: Det er som om, at en forestående død kan få os til at fremstå mere ægte og ærlige. Og det var faktisk en del af Maslows overvejelser om det ”selvrealiserede” menneske, som han så som et, der ikke gik op i at være 100 % procent i kontrol med noget, eller være elsket og beundret af alle, men levede som om han kun havde 48 timer tilbage.

Tredje historie: Du skal jo i det hele taget ikke betragte selvværd som et pokerspil med begrænsede sæt jetoner til din rådighed. Hvis du ikke føler at du har særligt meget selvværd, og derfor ikke tør at risikere dig selv socialt, kan du ende med at blive helt fraværende i det sociale liv. Du skal se det sociale som et pokerspil, hvor du automatisk vinder hver gang du gambler, næsten uanset hvad, for livet belønner som regel den aktive.

”Så”, sagde jeg: ”du taber ikke ved at udvise sårbarhed. Om noget vinder du!”

Han svarede: ”Jamen, hvis jeg beder ham om at kigge på det, så siger han sikkert bare et eller andet, lidt smart, lidt akademisk… måske.. Altså jeg tror ikke at jeg får noget ud af det”

Her kiggede jeg på ham, og besvarede hans tvivlsomme blik:

”…det bedste du kan gøre for dig selv, er, at sige din sandhed. Uanset hvordan andre reagerer.”

Min intelligente klient kiggede nysgerrigt på mig, jeg fortsatte:

”At tale sin sandhed, er for mig”, sagde jeg, ”at tale på en måde hvor pandelapperne, det vil sige ens klare tanker, samt følelserne og fornemmelsen helt ned i solarplexus fortæller dig, at nu siger du noget, der opleves sandt for dig. Og dét er ikke bare det bedste du kan gøre for dig selv, det er også det bedste du kan gøre for andre. Det er selvfølgelig ikke sådan, at den, der taler fra dette sted altid har ret, men man har alligevel opført sig efterligneligt og inspirerende med sin ærlighed.”

For ligesom at sælge denne ”ægthed” noget mere sagde jeg:

”Apropos pokeranalogien. Den der taler fra dette ”ægte sted” vinder som regel. For hvis man taler her fra, er det som de mere tilknappede slet ikke kan følge med…”

Her måtte jeg kortvarigt stoppe mig selv. Jeg fortsatte: ”Faren er, at man kan man blive selvfed med denne fornemmelse af at tale sin sandhed, og så er man ikke et hak bedre end nogen andre. Som Montaigne sagde, omtrentligt: ”For den uden viden om godhed, er al anden viden ligegyldig.”. Denne oplevede ”sandhed” skal altså altid ledsages af godhed. Og, ikke at forglemme, ydmyghed, for et ærligt menneske ved jo, at han ikke ved alt, igen, som Montaigne også sagde ”hvad ved jeg?””

Så måske du skal sige til ham:

”Det er vigtigt for mig, at du læser det jeg sendte til dig, og fortæller hvad du synes, for det betyder meget for mig. Jeg ville gøre det samme for dig. Du er min bror, og jeg vil gerne kunne have sådan et slags forhold til dig.”

 

 

Eftertanke: Det er ret vildt, at vi så nemt glemmer at sætte os selv i hinandens sted.

Er vi så optagede af os selv og vores egne behov, at vi glemmer at spørge ind til andre, at vi glemmer at give udtryk for hvad vi har brug for. Kommer vi, i den pulserede hverdag, til at tro, at den anden ved hvad vi tænker?

Forandringspunktet er under alle omstændigheder én selv. Vi skal være bedre til at artikulere det vi tænker, og fortælle hvad vi har behov for. Ikke bare for vores egen skyld, men også for at inspirere andre til at gøre det samme.

Som ringe i vandet kan din kærlighed til dig selv og den medfølgende selvfølgelige ret til at fortælle om dine behov, skabe en kærlighed i andre, i dine relationer og deres relationer, vi er nemlig altid hinandens inspirationer. Og nu har jeg kastet en lille sten i dammen. Skal du også være bedre til at sige dine sandheder?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forsøg på at lave en surreel billedbog… læs på eget ansvar

 

Jeg søger kunstnere der vil lave tegninger/billeder til denne drøm.

Teksten kan naturligvis bearbejdes. Den er skrevet skitseagtigt. Pointen med fortællingen er, at undersøge hvad vores viden egentlig hviler på, og dramatisere det. Eller måske omvendt, at dramatisere hvordan viden kan siges at opstå i os, og sidenhen undersøge det. 

 

Introduktion

Jeg havde gået og tvivlet på mig selv og mine evner i en rum tid.

Det må have bidraget til, at jeg drømte, at jeg var anklaget.

Sagen tog en afgørende drejning i drømmens bug.

Retssagen viste sig ikke at være imod mig, men imod min egen tvivl.

Da jeg vågnede, betragtede jeg drømmen og dens brudstykker efter bedste traditionelle drømmeanalyse, som en slags autonom budbringer, et selvstændigt og evigt fluktuerende dynamisk element i min underbevidsthed.

Jeg kunne ikke huske særligt meget fra drømmen, men fornemmelsen var stærk. Kender du det?

Og jeg valgte at stille mine kreative skriveevner til drømmens frie brug.

 

 

DRØMMEN

Jeg sad i en mørkt bejdset pindestol med svungne former. I loftet var der er en stor lampe med et dovent gult lys. Der var lunt i lokalet. Det mindede mig om retslokalet i den sort/hvide filmatisering af ”To Kill a Mockingbird” i sydstaternes dovne varme. En hjerteskærende film hvor en ung sort mand ønskes dømt af det lille lokalsamfund for en forbrydelse, som han ikke har begået.

Lokalet var stort og jeg var frisk i hovedet og kiggede mig omkring. Jeg kunne ikke få øje på en dommer og der var blot antydningen af tilskuere tæt mod rummets fjerne vægge.

Jeg havde sat mig ganske frivilligt i stolen.

Gad vide om jeg kunne være skyldig i noget i konkret? Gad vide om jeg ikke havde fået nok ud af mit liv? Jeg følte mig på en og samme tid anklaget, og ikke særligt bekymret.

 

Anklaget

Jeg var anklaget, lod det til, selvom det aldrig blev sagt højt.

Min forbrydelse?

Retssagen mod mig selv var blevet til i bunden af min drøm.

Vidnerne der blev kaldt ind var ikke mennesker, men gestalter af tilværelsen, en slags brudstykker sammensat af mine egen underbevidsthed.

Min underbevidsthed havde samlet 11 vidner mod min egen tvivl.

 

11 Vidner skulle fortælle mig om min egen viden.

 

Første vidne: Historien

Historien trådte ind i retssalen som den første. Retssagen blev nu umærkeligt forandret til en sal i Glyptoteket, selvom det også kunne have været Thorvaldsens Museum. Der var højt til loftet og marmorgulv. Historien lagde ud med, at jeg jo kendte historien ret godt. Stemmen rungede frem og tilbage mellem de nøgne vægge.

”Jeg havde ofte konfereret med den”, som den sagde. Nu trådte den ud af museet og gik ad gennem en mudret vej, der skar over en hede mod en lille jernalderlandsby i det fjerne. Vinden blæste koldt i det tørre høje græs. Der lugtede lidt af hav. Det måtte være tæt på kysten. Enten var græsset tørret ud af blæsten fra, eller var det efterår. Historien stoppede op, med vinden i ryggen. Hans hår piskede om hans ansigt.

Jeg kendte selvfølgelig ikke historien så godt som den, for den var jo historien, sagde den. Historien stod med armene i siden og kiggede mod den lille landsby, hvor man ænsede en røg blive revet væk af vinden fra den høje taggryg på et langhus. Nogle hunde stod nu og gøede af historien ved landsbyens yderkant. Han ænsede det ikke. Han havde lagt arena til gladiatorkampe og overlevet folkevandringer, pest og krige.

Med et selvhøjtideligt sving med togaen, trådte historien tilbage sit marmorgulv og rystede kulden af sig. Denne gang trådte han ud på  gulvet fra en sokkel. Nu havde han en krop som kentaur. Nu bedyrede historien, at jeg med min interesse for oldtid og mytologi havde viden om det almenmenneskelige, der jo netop afsløredes over tidens tand. Det gør dig klog, sagde den. Du er vidne til mig, og nu lad mig være vidne til dig.

Historien synes måske nok, at jeg lagde for meget lyst og personlige holdninger i min forståelse af den, at jeg ikke adskilte mig fra andre mennesker på det punkt, men jeg i det mindste vidste, at det var det jeg gjorde. Historien kiggede dovent ud i det fjerne, og sagde, mest til sig selv:

…. historiekundskab er kilden til al visdom.

Den trådte ikke så meget ud af lokalet, som den syntes at fordele sig til statuerne og busterne, der stod og kiggede dovent og kridhvidt ud fra væggene på dyb mørk rød baggrund. Det fik mig til at føle mig meget alene.

 

 

Andet vidne: Kroppen

Nu var det kroppens tur. ”Det har ikke været perfekt, og det har derfor været svært at undervise dig, i hvert fald fra dine teen-age år og frem”, sagde den. ”Mange gange har du bragt mig i situationer, hvor jeg blot har måttet stivne, andre gange har du gjort mig så træt, at jeg troede at du havde glemt mig. Hvad skulle de fibersprængninger og den brækkede hånd for eksempel til for?” Den sukkede, og jeg mærkede den der prikkende fornemmelse man kan få i kroppen, når man er rigtigt udkørt. ”Og når du er gået op i en spids over en af vores utallige daglige fornemmelser af stress og ubehag, har jeg kun kunnet ryste på hovedet af dig.”

”Med tiden synes jeg dog, at du er blevet bedre til at konsultere mig.”

Jeg følte mig beæret over at have gjort noget rigtigt.

Den fortsatte:

”Da du som barn søgte harmoni med mig, vandt du min tillid for evigt.”

”Det er nemlig uskylden der vinder mig.”

”Og nu, da du er blevet voksen og har mødt mig igen i meditation, vil jeg derfor dele mine fjerneste ekkoer med dig:

Det er mig der har skabt hajens finner, en plan jeg allerede pønsede på, da jeg levede på havets bund under tre kilometer is for næsten en milliard år siden. Jeg skabte også både tigerens striber og dådyrets træbrune pels og vidste du, at jeg flimrede over krabbetågen før solen blev født? For du troede vel ikke, at mit liv kun fandtes i dig på denne lille jord? Tiden blev til på grund af mig. Jeg er derfor tiden. Og jeg både var, er, og vil være altid og dengang. Og min dybeste hemmelighed vil jeg nu dele med dig, for du vil alligevel ikke kunne huske det når du vågner:

Det er et trick fra min side, at lade dig tro, at du lever for første gang, så du kan elske livet endnu mere.”

Før kroppen blev helt forgabt i sig selv og dens fornemmelse af tidsløshed og samhørighed med universet, hørte jeg det støje i baggrunden.

 

Tredje vidne: Min rationelle forstand

Der rullede nu en mekanisk genstand hen ad gulvet. Væggene blev til en slags cockpitpaneler. Jeg kunne mærke at nogle metalplader og elektroder søgte op af mine ben. jeg rystede det af mig med en eller anden grad af overaskelse og mild væmmelse.

Den mekaniske genstand talte med en monoton stemme, hvis man da kan kalde dens lyde for en stemme. Medens den talte blinkede væggene med forskellige farver. Den sagde at selve denne retssag var beviset på, at ingen var bedre til at konceptualisere end mig. Det vil sige, sagde den nu træt og langsomt: ”s y s t e m a t i s e r e    og    o r d n e,  o g    d e r m e d    s i k r e   v i d e n”. Den læste nu en liste af uddannelser og kurser op for mig som jeg havde bestået gennem tiden.

Den kaldte sig meget objektiv. Den kaldte sig så objektiv, at selv ateismen var naiv, for den var jo følelsesladet. Den vidste alt, sagde den, der kunne bevises. Alt det, der ikke kan bevises findes ikke og er sludder og vrøvl. Selv historien er sludder. Nu rystede det i bygningen, men der kom ro på igen.

Nu blev der helt stille. Lyset blev mørkere. Den lukkede øjnene, og så gik det i gang. Det blippede og støjede og knasede over alt, alt i medens den selv stod stille med en mild sitren. Så stoppede det hele lige så hurtigt, som det det var gået i gang.

En mekanisk gnækken gav genlyd fra hele rummet. Det var en form for  robotlatter ”Hvem kan tænke i så mange analyseniveauer samtidigt – hele tiden!?”

Robotten gentog sætningen, nu, på en mere retorisk måde, med en blid stemme. Den så ud til henvende sig mest til sig selv. Mærkeligt nok blev jeg helt rørt over at være vidne til noget så dybt personligt.

Den forholdt sig slet ikke til, at den stod i en retssal og skulle vidne for mig. Den lade slet ikke mærke til mig. Dens teleskopøjne zoomede ud. Den blippede og båttede, summede og klikkede og rullede, en rulle papir, som fra et kasseapparat rullede ud fra dens side, medens den langsomt ud af lokalet… jeg så den ikke gå ud af en dør, men væk var den. Sikkert optaget af et nyt mysterium.

(underforstået, at den rationelle forstand så nemt forelsker sig i egne tanker/tankeprodukter)

Fjerde vidne: Min oprindelse

Dernæst kom min mor, far og to brødre ind, som et samlet væsen. Min mor havde med sin overdrevne kærlighed lært mig at lade folk have deres egne liv, min ældre brors ofte ret overdrevne selvtillid havde lært mig ydmyghed, min mindre bror havde lært mig om ansvarlighed og min fars svaghed havde lært mig, at man aldrig må lade sig bestemme over af nogen til et punkt hvor man mister sig selv. Og vigtigere viden kan man ikke besidde.

Og jeg elsker jer,

tror jeg fik sagt til skikkelsen, der kantede sig væk fra vidneskranken og forsvandt i periferien. Det føltes som om, at de gik ud af retssagen uden af at forlade mig. Jeg var i hvert fald ikke ked af at de gik.

Nu var jeg alene tilbage med mine tanker. Jeg spurgte ud i lokalet, hvad der nu skal ske. Der var ikke noget svar. Der var stilhed og spænding i salen.

Jeg tænkte, at meget af det jeg gjorde, var affødt af de familiedramaer jeg var blevet født ind i. At jeg måske var lige så meget mine familierelationer, som jeg var et “mig”. Jeg tænkte over alt det det, som mine forældre kunne, og alt det de ikke kunne. Jeg tænkte hvor meget af det jeg var dømt til at gentage. jeg håbede at jeg ville gentage det gode. jeg tænkte også over, hvor meget af det jeg gjorde var en gentagelse af sådan nogle mønstre, og hvor meget af det, som jeg kaldte godt og sandt, blot fordi jeg måske ikke kendte til andet.

Mest af alt rumsterede der en tanke i mig, om at være min brors tvilling. Jeg savnede ham. Jeg savnede ham så meget, at jeg ledte efter ham i andre ting, i andre mennesker, i andre situationer, og dog var det ikke noget jeg var klar over, når jeg var vågen. Måske jeg spillede et slags rollespil, hvor jeg hele tiden var en lillebror på jagt efter en storebror. Havde vi været for tætte. Måske. Måske ledte jeg også efter min mor og min far. Det håbede jeg ikke jeg gjorde. På en måde var de familiemennesker alt for tæt på. Jeg kunne ikke regne det ud. Jeg tænkte på den der slørede og langsomme måde, som man gør i drømme.

 

Femte vidne: Min frihed

Min frihed kom nu ind på scenen. ”Vi har sikret”, høje dommer, sagde den kækt, og kiggede rundt i det halvtomme lokale, ”at ingen har kunnet bestemme over dine tankeverdner. Du har kunnet lære lidt her, og lidt der, og lære lige hvad du haft lyst til. Du har også kunnet dovne.”

”Det var svært, at skulle sidde til de kedelige foredrag, og hvor ofte har træningen til autorisationen ikke føltes lige lovligt pligtskyldig, men jeg lod dig underkaste for vores skyld, så du kunne blive fri.

Jeg ved, at du har tænkt på at efteruddanne dig, men helt ærligt. Du er endelig blevet fri, og så skulle det være en god idé, at underkaste dig igen, endnu engan, til nye skoler, for eksempel en psykoanalytikeruddannelse… for hvis skyld vil du ligge dig i lænker.

Hvis det stod til mig, adlød du fra nu af ingen regler overhovedet. Kun dig selv og din ubegrænsede frihed og ret til at være alt du kan være, og gøre alt hvad du har lyst til. Hele tiden.”

”…. Med hensyn til uddannelse: Hvad, eller hvem, hvis ikke jeg, sikrer din dannelse?”

Friheden kiggede ned på sine diamantringe, rettede på sit fine jakkesæt.

”Kære dommer”, sagde den med en teatralsk og dybt uærlig respekt for retten, ”hvis du vil vide hvad frihed kan gøre for din viden om livet, skal du være klar over, at der er mere viden i frihed, end i noget andet. For friheden udgør rummet for viden!”

”Uden frihed kan viden ikke bevæges rundt, og så kan ingen komme rundt i lokalet og blive klogere på alle de vidensting, der hele tiden presser sig på.

“Se rundt om dig. Mennesker over det hele, udspilet af deres viden og dermed komplet forstoppede og ubevægelige. Slaver alle sammen – og de kan lide det! Det er et toilet de har brug for!”

Eller nej. De er ikke forstoppede. De er udstoppede! Deres skoler er som kældrene på zoologisk museum, bogreolerme oser af formaldehyd.”

 ”Jeg ved ingenting, og jeg er stadigvæk klogere, eller rettere: jeg kan blive klogere!”

Friheden smilede til mig, blinkede med det ene øje, og sagde, at jeg godt kunne bruge ham som målestok for dannelse. ”Uanset hvad!” Bedyrede han, hvorefter han svansede selvsikkert ud af lokalet.

Flirtende med sig selv og fløjtende selvtilfredst blev han til sommerfugle, smukke damer og skyer der spredte sig længere end øjet kunne se. Jeg mærkede en tomhed, der fik mig til at rejse mig op, og jeg skulle til at gå med, men blev stoppet af en mumlen der blev kraftigere og kraftigere.

 

Sjette vidne: Mine klienter fra terapi og coaching

Mit hoved var blev til en stor balsal. Her stod alle de klienter jeg havde hjulpet. Mere end tusind af dem. Jeg kunne ikke adskille dem. Der var alle dem, der havde fortalt mig om deres problemer, og deres løsninger. De sad overfor identiske versioner af sig selv, og talte med hinanden, eller sig selv, eller hinanden..

Der var dem, der var så kloge, at de kunne fortælle mig det, de ikke forstod selv, og som jeg heller ikke kunne tyde, men kunne rumme til evig tid, så de selv kunne blive fri. Det var ubehageligt at tænke deres tanker så meget. Som om de viklede sig ind i mine egne tanker, igennem minehjerneceller, gennem mit kranie ud igenne min hud og sætte sig på mine øjenlåg. Øjenlåg tunge af dæmonernes dans.

Der var også utilfredse stemmer, der fortalte mig, at jeg havde lært ikke at give falske forhåbninger, og at jeg ikke skulle deltage i andres scenarier for at hjælpe dem, men være scenen for deres liv. Der var mange der havde pindet deres drømme op på mig med sømpistoler, knappenåle, rawplugs. Drømme jeg ikke kunne indløse.

Der var alle tårerne og sorgen, der havde fyldt rummet som damp og uvejr, som monsun og tunge storme, og som langsomt havde stilnet, blæst ud og sunket ned i os igen.

Hvad hvis ikke tålmodigt nærvær med sorg og tvivl bygger de dybe bægre for din ånd? Hørte jeg min mig selv tænke. Jeg hørte også mig selv sige farvel inde i mig selv. Nu døde stemmerne ud. Havet lå øde hen. Helt stille. Alt var sunket ned. Sivet bort. Som om intet var forlist. Som intet torden var lydt, og ingen bølge havde smadret skumsprøjt i alle retninger. Som om det hele havde været en … drøm?

 

Syvende vidne: Kærligheden

En kvinde, der lignede min kæreste trådte fjerlet ind på scenen. Hun både var sig selv, og repræsenterede samtidigt alle de kvinder jeg havde kendt. Derfor skiftede hendes hårfarve hele tiden. Nu dansede hun på det stort udstrakte plankegulv foran mig. Hun eller de, havde ikke opmærksomhed på, at det skulle være en retssag. Hun kiggede mig i øjnene på en måde hvor jeg følte mig elsket, uden af at hun dog ville forstyres i sin dans.

Det var hendes øjeblik.

Jeg skulle bare kigge.

Hun mindede mig om min frihed. Hun, med de store øjne, som aldrig så mine fejl, som jeg selv så dem. Hende der kan irettesætte mig og elske mig samtidigt.

Her havde jeg lært det vigtigste, som ikke var at forveksle med viden. At jeg var elsket, eller måske snarere, at jeg var okay som den jeg var, og i særdeleshed for den jeg ville være.

Som var hun sendt fra en anden verden, for at give mig denne dobbelte og meget paradoksale gave, som jeg ikke kunne tænke mig til, eller skaffe på egen hånd uanset hvor meget jeg prøvede. Hun gav mig lyst til at stræbe, og lyst til at slappe af på samme tid, og jeg fandt ingen disharmoni mellem de to.

Rundt om scenen var der en afgrund. jeg kunne kende den afgrund. Det gibbede i mig. Noget i mig fik mig til at holde ekstra fast i stolens armlæn. Kærligheden var ikke helt ufarlig.

Da balletten var ovre, bukkede hun sammen med en masse andre dansere, og tæppet blev trukket for. Lamperne slukkede, og en projektør blev tændt med et højt ”klak!”.

 

Ottende vidne: Dominanshierarkiet

Scenegulvet blev nu til en retssag igen. Ind ad lokalet kom en stor general med utallige medaljer på brystet. Han gryntende under et tykt overskæg. Jeg forstod ikke et ord af det han sagde. Han havde heldigvis en tolk, som hviskede med en pibende ind i mit øre:

Jeg er Hierarkiet. Jeg er den, den bestemmer om du har det godt eller ej. Jeg bestemmer om du kan få og beholde hende danseren. Det er mig, i dig, der styrer hvordan du oplever dig selv – i mig. Jeg er menneskets hjem.”

Jeg forstod ingenting af det jeg hørte.

“Jeg er også dommer over den værdi der tilskrives til det I kalder viden!”

Tolken talte med en pibende stemme, der var i skarp kontrast til den store general dundertale. Jeg vendte hovedet, og så et lille egern sidde på min skulder. Det overraskede mig overhovedet ikke.

Der blev nu helt stille. En dør åbnede og der blev bragt et stort bur ind i retslokalet på en trolley. Generalen blev lidt sørgmodigt ført ind i buret af et dusin kakiklædte zoo ansatte. Buret blev låst, de zoo ansatte forsvandt umærkeligt, og generalen fortsatte, nu lidt slukøret, med hænderne på tremmer.

Da du regnede ud, at du selv kunne bestemme hvordan du oplevede dig selv, mistede jeg magten over dig. Du har det stadigvæk bedst hvis du klarer dig over middel i de hierarkier du ser dig i, og her skal du huske, at det er min fortjeneste. Men du kan også have det godt, når du overhovedet ikke overvejer hvordan du klarer dig i relation til andre og samfundet. Når du således genopfinder magten på dine egne præmisser har du vundet, for så er du blevet mig.”  

Egernets buskede hale kildede mig lidt i øret medens den videregav generalens budskaber. Den faldt snart i søvn med snuden nede i mine skjortekrave. Det var hyggeligt, og selvom det selvfølgelig lyder vanvittigt, føltes det meget sandt, at jeg havde sat generalen i bur, og havde hans stemme på min skulder. Generalen blev nu sænket ned i gulvet, for at forsvinde for evigt.

 

Niende vidne: Humoren

Humoren trådte nu ind. Den kiggede først på mig, og så rundt i lokalet med et ubestemmeligt udtryk i ansigtet. ”Vi kan ikke lide retssager…” sagde den tørt, vendte sig om og gik igen med gammeldags båthorn tapet om fødderne. Lyden blev ved længe, blip, blop, blip, blop, blip, blop, og for hver gang den løftede en fod hvirvlede lidt savsmuld op fra gulvet, som man ofte ser det i cirkusarenaer. … Det måtte være en lang gang den gik ned ad, siden lyden tog så lang tid om at dø ud, tænkte jeg. Humoren mente åbenbart at denne slags sager var alt for højtidelige til den. Lyden af båthornene var til stor irritation for det næste vidne der gik rundt om sig i selv.

 

Tiende vidne: Vreden 

Vredens stemme rungede som fjern torden. “Husker du, da du regnede ud, at “guderne alle skal kigge samme vej”?

(et Olympus med de 12 guder)

Det var mig, vreden, der gav dig den indsigt. Du, stakkel. Troede du, at det var en dyd, at lade guderne passe sig selv?

Du var som et barn, der ønskede at andre skulle tage sig af det, der var dig.

Før lod du dine forskellige ønsker, drømme og motivationer sidde og kigge hver sin retning, der var ingen samling. De sang, nynnede, badede og sov, og de kunne aldrig rigtigt enes om noget, hvorfor de heller ikke kunne udrette noget. På den anden side skændtes de heller ikke, for der var ikke noget at skændes om.

Kan du huske, at du tænkte, at bjerget ændrer sig alligevel ikke? Kan du huske hvordan det groede til, at naturen gradvist tog mere og mere over, så guderne til sidst ikke kunne se hinanden? Når du blev bange, var det fordi du troede at bjerget var ubeboet.

Kan du så også huske dagen da jeg knipsede med fingrene, og alle et kort øjeblik kiggede samme vej? Kan du huske den dag, jeg bestemte, og alle guderne stak hovedet frem. Og kan du huske at fordi de alle kiggede samme vej, samarbejdede de? For de kunne enes om noget, da de i det mindste så de det samme!

Intet bliver til uden mig. Jeg vækkede dig til live i det første skrig, og det brøl der kom ud af dig til din første kamp.

Intet er større og stærkere end mig, end ikke kærligheden, for kærligheden kan ingenting uden mig, og jeg er viljen.

Endnu havde vreden ikke vist sig, men ind i salen kom tre dværge hånd i hånd. Det var misundelsen, foragten og bitterheden.

Utallige gange” sagde misundelsen med bitterhed, ”har vi fået dig til at gøre ting, som ikke har været gode for dig.” Foragten kiggede bittert på misundelsen. “Til at begynde med troede vi, at vi gjorde dig en tjeneste.

Bitterheden tog over: Vi troede at du fik det bedre, af at lukke verden ude. Vi troede at du ville blive forstået, hvis du blot isolerede dig selv. Vi vidste det var forkert!

Det var først, da du opdagede at vi selv hadede det, at du lod være med at hidkalde os. Du har lært, at vi ikke gider at være med på den måde”. Jeg fik helt ondt af dem.

 

Elvte vidne:

Nu så jeg mig selv komme gående med et lille spædbarn i armene, og her blev jeg målløs. For hvordan skal man reagere på sig selv. Jeg betragtede ham, eller det vil sige mig, i stilhed. Han tog ikke notits af hvor han var. Jeg var ikke længere i en retssag. Jeg var i en ubestemmelig stue, eller fødegang, jeg kunne ikke gennemskue det. Han, eller jeg gik bare rundt med tålmodighed og nynnede til barnet i armene. Jeg kunne ikke kigge ham i øjnene. Jeg kiggede væk og faldt i en dyb og drømmeløs søvn.

 

Livets historier. Et essay om meningen med livet.

Advarsel: Høj grad af abstraktion. 

 

Christopher Booker har, som så mange andre, forsket i de forskellige historier vi fortæller, og finder at de følger nogle forudsigelige og faste mønstre.

Det er interessant, for det siger noget om, at historierne måske vidner om noget grundlæggende menneskeligt?

Måske er vi, i selskab med disse historier, vidner til dramaer der hører vores art til, oven i købet med der tilhørende løsningsskabeloner?

Måske vi, hvis vi lytter godt, kan lære om det gode og onde, uden at udsætte og selv og andre for det først?

Måske de gamle historier rent faktisk har deres oprindelse som læring til børnene rundt om bålet, at de stadigvæk lærer fra sig?

Således giver fortællinger fra hellige bøger, eventyrene og myterne måske rettesnore til vores tankeliv og underbevidsthed. Rettesnore der guider os til løsninger til vores eget nutidige liv?

De ensartede historier fortæller måske noget om, at der bag de skiftende manifestationer som hører de forskellige kulturer til, er stabile konturer og manuskripter til livet. De ensartede historier vidner måske endda om at meningen med livet strømmer ubønhørligt igennem os om vi vil det eller ej, at vores livstemaer spejler sig i kulturens fortælliner, om vi vil det eller ej.

Det er måske overgivelsen til menneskedramaet der fylder os med oplevelsen af meningsfuldhed? Hvor meget tør du være med? Hviskes der mellem linjerne og i ekkoerne fra de gamle historier.

 

Nogle historier afspejler livet, andre gør ikke

Denne indsigt, som er ret logisk, er ikke oppe i tiden. Tidens gældende socialkonstruktivisme og dens antagelser vil, at der er uendelige fortolkninger af alle menneskelige og kulturelle fænomener, og at ingen af disse forståelser kan siges at være mere sande end andre.

De tager fejl, som nævnt er det  nemlig tydeligt, at vi rent faktisk fortæller de samme slags historier om os selv igen og igen, på tværs af tider og kulturer.

Der foregår altså noget “sandt”, nogle måder at forstå os selv og hinanden og hvad livet går ud på, der er vigtigere og mere almengyldige end andre.

 

Historierne er levende

Historierne er ikke bare vidner på bogreolen og stemmer der dør ud i vinden, men livet selv. For vi er ikke bare gjort af to arme og to ben og en krop og et hoved, men også handlingsmønstre. Vi indgår i livet igennem nogle historier, som hører vores art til.

Vi blev for eksempel skabt af handlingerne sex og kærlighed, og vi er på samme måde født til at udleve dette drama endnu engang. Og er dette ikke lige så sandt, som det faktum at vi har to arme, to ben, en krop, og et hoved?

Vores kroppe, den omkringliggende verden og vores fællesskaber udgør scenen.

 

Der findes ikke noget bag scenen

Vi indgår i disse eksistentielle dramaer, disse “livshistorier” om vi vil det eller ej, og der findes ikke noget bag scenen, for dette eksistentielle perspektiv på livet er også et skuespil i sin natur.

(Livet rummer endda også en  “jeg gider ikke at spille en rolle”-rolle, så alle kan føle sig hjemme i det store teater.)

 

Fælles historier

Det er ikke kun historiefortællerne der rummer historierne. For hvis det ikke også var dine historier, som læser eller lytter, ville du ikke finde dem vedkommende.

Den bedste historiefortæller er med andre ord den, der bedst muligt kan formidle vores fælles menneskelighed. Hans, eller hendes historier, er altså også dine!

 

Vi finder hinanden i historierne

Hvis du for eksempel kan genkende noget fra dig selv i mine skriverier, er det ikke på grund af mig, eller på grund af dig, det er på grund af os. Du spejler dig i mig, og jeg har spejlet mig i min menneskelighed. Så når jeg har spejlet mig i mig selv, har jeg også spejlet mig i dig. Vi har hinanden i os selv. Vi er mennesket.

 

Kan man forestille sig større hæder end at se sig selv spejlet i vores fælles dramaer? Det er derfor vi værdsætter kunstnerne. Vi værdsætter kunstnerne for at værdsætte os. 

russisk eventyr

Billede fra bog med russiske eventyr. 

 

Historierne som levende kultur

Eftersom historierne har rod i menneskelivets dramaer, har de været med os, så længe vi har været menneskelige. De er således også, efter al sandsynlighed, blevet fortalt over bålet for hundredetusind år siden. Allerede dengang har de fungeret som den centrale dannelse for menneskeheden. Som beviset for den oplevede fortid og således det første tegn på de første kulturer, samt opdragelsen til mod, retfærdighed, tålmod, kærlighed og den kollektive visdom, der har sikret den fortsatte kultur, og dermed arten. (Det er derfor at jeg elsker at se dygtige mennesker handle, uden at de dog kan artikulere hvad de laver og hvorfor, for her er ekkoerne af vores arv tydeligst.)

 

hulemaleri

hulemaleri 30-40.000 år gammelt 

 

Hvad er det så for nogle historier, eller ”plots”, tænker du?

Jeg opsummerer herunder ni af de grundlæggende plot inspireret af Christopher Booker, som man kan se i alle vores største historier. I de fleste udlægninger jeg har set, er de opsummeret til 5 eller 7 grundlæggende historier, (det er fx ikke svært at nogle af disse plot synes at overlappe fx 1, 3 og 4).

  1. At vinde over monstret. Her skal helten rejse til dragens hule, en drage der truer fællesskabet/landsbyen, dræbe den, og flygte (som regel med en skat).
  2. Fra fattigdom til rigdom. Historien om den uanseelige, eller nedtrådte der har potentialet for storhed, og som opfylder dette potentiale.
  3. Rejsen/søgen. Her tager helten på en rejse for at finde en stor værdi, der er meget langt væk hjemmefra og kommer hjem med den.
  4. Udrejse og hjemvending. Her tager helten til en fremmed og mærkelig verden, der først viser sig at være fortryllende, sidenhen så truende, at han må tage tilbage igen til sikkerhed.
  5. Komedie. Hvor et miljø eller fællesskab er opdelt af frustration, selviskhed, bitterhed, forvirring, mangel på viden som sig selv, løgne mv., og som må blive genskabt til en form for harmoni, ofte symboliseret ved et bryllup.
  6. Tragedien. Her ser man en karakter miste sin velstand pga. en fatal fejltagelse.
  7. Genfødsel. Her er der en mørk magt, der fanger helten i en slags levende død indtil han eller hun befris af en andens kærlige gerning.
  8. Oprør mod ”den ene”/en eller anden magt. Her ser vi helten gøre oprør mod den almægtige magt, der kontrollerer verden indtil han tvinges til at overgive sig til den magt.
  9. Hvor et vidne til en forfærdelig begivenhed fx et mord, forsøger at finde ud af hvad der skete.

 

Hvilket drama er du i gang med at udleve?

Jung sagde, at et af de vigtigste spørgsmål man kunne forholde sig til, var hvilket drama vi udlevede. Eller måske hvilket drama der levede igennem os.

Har du nogensinde mødt en person med helbredsangst? Så har du mødt en, der lever i en tragedie, i hvert fald noget af tiden. Har du mødt nogen, der synes at alt er morsomt? Så har du stødt ind i en komedie. Har du mødt nogen der har grinet meget og bekymret sig meget? Så har du mødt den tragikomiske, den, der underholder os alle – på sin egen bekostning.

Er du i gang med at udleve en tragedie, efter hvilken livets værdi vejes i tårer? Så skal du stoppe op, for du fortjener måske bedre. Kig dig i spejlet. Hvad har dit ansigt vænnet sig til?

En klient fortalte mig, at han havde spillet mange tragedier og set mange spil, som han ikke har været med i. Nok til at han altid fremover ville sikre sig en aktiv rolle. Og “hvis jeg skal være statist”, sagde han “bliver det i mørket. Ingen skal se mig være vade hvileløst som kamel læsset med alt det, der er til overs, eller stå stationært i månedsvis som gadelampe og lyse andres teater op.”

Vogt dig for livets største instruktører, for der findes dem, der bare vil instruere dig.

Shhhh… ! siger du. Jeg kigger på dig: “Venter du bare på at tæppet går? Siger jeg, og fortryder med det samme. “…ah.. ok, det var et hårdt spørgsmål, det mener jeg faktisk ikke.

 

Vedrørende døden

Som den sene Montaigne skrev, skal intet menneske have sin slutning i sine tanker, for slutningen klarer det fint uden vores indblanding. Den ved fint hvornår det er tid, og behøver ingen hjælp.

“Døden kommer ikke os ved, for så længe vi eksisterer, er døden her ikke, og når den kommer, eksisterer vi ikke længere.” -Epikur 341-271 fvt. 

 

Det andet store spørgsmål

Hvis vi som en leg bruger dramaerne som spejl for vores eget liv, hvad siger det så om meningen med livet?

Det siger måske noget om, at vi skal spille et stærkt, eller i det mindste et godt liv, ikke bare for at hædre os selv, men for at hædre mennesket.

 

Livet som uhelbredeligt drama

Livet er bygget af lange seje stræk med indskudte dovne pauser og den lettende latter. Vi betræder sten af nærvær, hvor hvert et skridt kan føles hele vejen op igennem kroppen. Først på behagelige måder, så på skarpe måder, for ingen kan gå lige uden af at træde på skæve sten af og til. Man skal aldrig slå en sti efter dens lethed.

 

“..dyden nægter at følges med det letkøbte.. den kræver en anstrengende og tornet sti..”

– Montaigne

 

Ingen kender stien, som ikke har gået på de stejleste og sværeste skråninger.

Alle ved, at vejen altid laver et knæk, hvor du ikke ved hvad der venter. Og man er ikke særligt gammel før man opdager, at den også afbrydes af tænders gnidsel over broer af frygt og håb, hvor vi alle, og helt på egen hånd, må balancere på grænsen mellem håbløshed og himlens afgrund af stjerner.

 

Andres dramaer

Intet er dog værre end andres fortvivlelse, for vi ved, at vi selv går på line uden frygt, at døden bare er endnu en afslutning. Det er meget sværere at bære andres tvivl. Det er min erfaring.

 

Evnen til modgang

De stærke dramaer er forbeholdt dig, der er klar på at opleve modgang på vejen til opfyldelsen af den menneskelighed, der er dig lovet.

Det er i øvrigt derfor at børn ikke må forkæles og overbeskyttes, men gøres selvhjulpne og robuste, så de er klar på store modige liv, for deres egen og deres nærmestes, samfundets, fremtidens og fortidens skyld på én gang.

Det er derfor at den store modstand mod individets selvudvikling i vores fællesskabsfokuserede tid er en tragedie, som ingen synes at have forstået endnu.

Når man ser på hvor nervepirrende eksaminer, fødsler, den første date, den første store rejse, den første skoledag kan være, går det op for en, at nej: Livet handler ikke om at sigte efter lykke, men om at forfølge det, der er interessant, om at leve de dramaer, der ligger til os. Og om at opbygge styrken til at leve det største liv.

pigen og månen

Vejen som vores forfædre trådte for at skabe dig, må du også forsøge at betræde. Vi er mange der gør det. Du er ikke alene, du er os. Og for hvert skridt du træder i ærlighed med dig selv, din krop og dine dramaer des stærkere står du, både for dig selv, og for os andre.

Kan en samtale blive for rationel? En historie om det hele menneske i den profesionelle samtale.

 

, foto: unsplash.com/ @nikarthur

Transaktionsanalysen: Fra 1964 er et af de mest benyttede redskaber til forstå samtaler og kommunikation.

Det kan være god at arbejde med, for analysen er umiddelbart genkendelig og giver gode rettesnore man kan følge i sit arbejde med mennesker.

Ifølge modellen har vi i vores indre dynamik en indre forælder, en voksen og et barn. Disse tre deles op, således at både forælderen og barnet deles op i to.

Man kan tale og lytte ud fra en:

kritisk forælder

omsorgsfuld forælder

saglig, præcis, nøgtern og rationel voksen

rebelsk barn

overtilpasset barn

– Man har i årtier i bl.a. konsulent- og coachingbranchen antaget at rationaliteten hører hjemme på “voksenperspektivet”, samt at al god professionel kommunikation bør foregå fra dette sted i transaktionsanalysen. Men holder det vand? Er rationaliteten således forstået måske endda lidt overvurderet?

Herunder en illustration af transaktionsanalysen. Man kan til en hver tid tale og lytte fra de forskellige perspektiver. Eltern=forælder, Erwachsen=voksen, Kind=barn. 

TA-1024x1024

 

Herunder et par eksempler fra hverdagskommunikationer:

Parforhold: Fungerer bedst når der er stor fleksibilitet hos begge parter hvad angår hvor man taler og lytter fra. Selve de magtspil forbundet med kommunikationen i parforholdet, at man fx skiftevis er underkastet (barnet) hhv. den der bestemmer (forælderen), synes at være afgørende for kærlighed, spænding, tiltrækning og en følelse af at høre til hinanden. I parforhold bør man arbejde på at være i den omsorgsfulde forældrerolle og den legesyge barnerolle mindst én gang dagligt. Intet er mere dræbende end en for stor insisteren på voksen-voksen kommunikation vedr. alle emner under solen. Det er ikke alt der kan eller skal forstås, lyttes til eller tales om på den rationelle bane.

 

Forældreskab: Som far har jeg det godt med at være i mit rebelske barnesind kombineret med mit voksensind, så børnene lærer noget om, at det at være voksen ikke behøver at være kedeligt. Når jeg bliver sur over noget, forsøger jeg at have den omsorgsfulde forælders tålmodighed, for jeg erkender med hjælp fra mit rationelle “voksen” sind, at børn ikke er lige så kognitivt modne som mig selv. Der er mange ting man ikke kan eller skal drøfte på et voksen-voksen maner med børn. Jeg forsøger med så få ord som muligt, at tale klart og tydeligt fra mit voksenperspektiv hvis der er ballade. Jeg kan i sådanne situationer godt finde på at inddrage den “kritiske forælder”, for at signalere ”at man skal opføre sig ordentlig”, og jeg kan på samme tid inddrage mit glade barnesind når jeg siger ”jeg gider ikke at være sur!” Det kan hurtigt blive ukærligt og uproduktivt at holde sig til den “rationelle voksen” i sin kommunikation med ens unger.

 

Profesionelle samtaler 

Undervisning: Mange kørelærere, skolelærere og sportscoaches har måttet erfare (håber jeg) at såfremt man tager for meget afsæt i den kritiske forælder, kan den man træner og underviser, blive så bange for at lave fejl, at læringen går helt i stå. Undervisning kræver  en stor grad af strategisk omsorgsfuldhed.

 

Konsulenttjenesten: Her arbejdede man indgående med transaktionsanalysen fra firserne og frem. Man underviste i at forældreperspektivet var bandlyst. Det siger sig selv, at man i erhvervslivet har trænet folk i voksen-voksen kommunikation, for alt andet lige, går det bedre med klare jobbeskrivelser, retningslinjer, forventningsafstemninger og præcis kommunikation. Det er min klare vurdering at det giver afsindigt god mening, at satse på og insistere på, at bevæge sig hovedsageligt på dette kommunikationsniveau i arbejdslivet. Men det gik galt da man brugte samme logik i coaching samtaler.

 

Coachingen, der sad fast i voksen-voksen perspektivet: Det har været en gylden standard længe at coachen, inspireret af transaktionsanalysen og bl.a. den kognitive terapis sokratiske dialog, skulle tage en så rationelt tør (voksen-voksen kommunikation) og uvidende tilgang til klientens livssituation som muligt. Også kaldet ”monkey coaching”, en jeg-ved-ingenting-overhovedet tilgang. Men samtalerne kunne nemt blive kunstige og kolde. Da jeg underviste i coaching for noget tid siden, sad der en ældre konsulent blandt kursisterne, og da jeg sagde, at man også godt måtte bruge forældreperspektivet når man coachede, fordi medfølelse kunne være effektivt, blev han helt paf. Han kom nemlig fra den generation af konsulenter og coaches som helt forbød forældreperspektivet. Men det er altså ved at ændre sig. Da jeg var censor på en forskningsbaseret coachinguddannelse for nyligt, bed jeg mærke i, at kursisterne var blevet undervist i, at de godt måtte komme med – subjektive og personlige –  forslag til den som de coachede. Problemet set i lyset af fx ”transaktionsanalysen” er imidlertid, at folk ofte bliver hurtigt bedrevidende som ”en kritisk forælder” når de kommer med forslag. Så det er svært at bevæge sig væk fra det “rationelle” perspektiv i coaching, men det kan være vigtigt.

 

Terapien, der blev for rationel: Med afsæt i transaktionsanalysen kan man analysere på en helt overordnet udvikling i psykologiens grundlæggende tilgang til samtalen:

“Barneperspektivet”: Med Psykoanalysen begyndte man for hundrede år siden at fokusere og fremkalde klientens barneperspektiv for her at lade barndommens traumer komme til live mhp den psykiske ommøblering man havde som formål. Paradoksalt nok var det selve den stille og uengagerede stil fra psykoanalytikeren, der ofte aktiverede analysandens ”indre barn”.

“Voksenperspektivet”: Med den kognitive terapi fra tresserne søger man at hjælpe klienten til at være i voksenperspektivet for her, i en rationel samtale, at udfritte de sort/hvide tanker, generaliseringer og katastrofetanker sammen med klienten med det formål, at omstrukturere den skæve tænkning til en mere bæredygtig tænkning. Her bliver gisninger om barndomsoplevelser og omsorgsfuldhed typisk anset som kontraproduktivt.

“Forældreperspektivet”: Inden for de sidste ti år er der opstået flere terapeutiske retninger hvor man aktivt inddrager klientens eget forældreperspektiv som det mest væsentlige. Her opfordrer man nemlig klienter til, med en ofte mindfulness baseret ro, at kunne rumme sig selv med alt hvad man indeholder af både barndomsminder og kognitive forstyrrelser. Her indtager selv terapeuten ofte selv et omsorgsfuldt forældreperspektiv. Så man kan sige, at meget moderne terapi sigter på at træne klienten i at blive sin egen gode forælder. Det er min erfaring, at den der opdager sit eget medfølende sind, finder den stærkeste allierede til et godt liv. Det trygge menneske er nemlig oftere kærligt og modigt.

 

Opsummering: Set i det store perspektiv er psykologien groft sagt ved at blive mere menneskelig. Først blev vi med psykoanalysen forført af betydningen af barndomstraumer, dernæst blev vi forført af muligheden af at monkeycoache, samt at rense sindet for kognitive forstyrrelser med en meget nøgtern rationel kognitiv terapi, og slutteligt er vi tilbage til den omsorgsfulde forælder, der har rummet menneskelig smerte og tvivl siden tidernes morgen.

 

Konklusion: Transaktionsanalysen er et godt analyseredskab, om end det har banet vejen for lidt kunstige forståelser af den gode samtale. Jeg har for eksempel altid benyttet alle tre elementer både som coach og psykolog. Hvorfor? Fordi man skal arbejde med det hele menneske, og både barndomstraumer, kognitive forstyrrelser og det medfølende sind kan være vigtige fokuspunkter i den professionelle samtale.

Måske det “voksne” slet ikke har eneret rationaliteten. Måske vi skal tage transaktionsanalysen med et gran salt ❤️

 

 

 

 

God kommunikation i parforholdet og de klassiske udfordringer…

Der er mange måder at anskue problemerne på i et parforhold. På DISPUK hvor mange uddannes til parterapeuter har man længe arbejdet såkaldt systemisk. Her hjælper man blandt andet parterne i den givne familie eller forhold til at opdage, at man vanemæssigt ”punktuerer” eller forstår hændelsesforløb forskelligt, og dermed ser forskellige årsager og effekter hvilket leder til konflikter og uløselige skyldsspørgsmål. På samme måde gør man ulykkeligvis ofte den enkelte til bærer, eller lynafleder for alle forholdets eller familiens problemer. På DISPUK er man nu begyndt at arbejde mere narrativt, at vi som fortællende art konstruerer historier om os selv og andre, der kan være mere eller mindre tykke eller tynde (læs: gode og sande vs. dårlige og usande). På det seneste er man så vidt jeg ved, gået væk fra parterapi som et fænomen hvor man lader parter tale om problemer og løsninger sammen, mere i retning af at lave terapi med en af parterne, medens den anden kigger på. Teorien er, at der her kan opstå empati og forståelse for personen, der er i terapi. Der er også andre terapiretninger end den narrative og systemiske. I retningen ”imagoterapi” inkluderes alle terapeutiske virkemidler under solen.

 

Èn ting forbliver sikker, og det er:

 

Hvis man ikke kan formidle hvad man tænker til hinanden, kan et forhold ikke fungere.

 

Herunder har jeg listet nogle klassiske årsager op til manglende kommunikation i et forhold:

 

  1. Mange prøver at undgå samtalesituationer. Hvorfor? Det virker på mig som om, at især mænd kommer til at se deres partner som en modstander, som de kan tabe til. Og når kvinder regner det ud, er det som om der går en prås op for dem. Ikke at de dermed ved hvad de så skal stille op. Mit råd: Gå en tur sammen, selv “træmænd” kan lide at sludre på en gåtur :0)
  2. Det kan være svært at sætte ord på det man føler, hvis man er bange for at sige noget der kan skade forholdet. Her er recepten et mantra, der er lige så sublimt som det er svært at efterleve: Det er som regel ikke det man siger, der skaber problemet i forholdet, det er det, man ikke siger. 
  3. Nogle taler og siger reelt mere end de har på hjerte. Både kvinder og mænd kan komme til at gøre deres veltalenhed og udadvendthed til problemet i kommunikationen. Ligesom Johanne Schmidt Nielsen ville kunne vinde en hvilken som helst debat om hvad som helst, er der også politikere i parforhold. I parforholdet kaldes det at ”sejre sig selv ihjel”. Pas på med at gøre dit verbale talent til et problem for jer.
  4. Nogle har så travlt med at sikre at den anden skal være glad, at de har deponeret fornemmelsen af sig selv, og her svinder den ægte relation langsomt. Især mænd tror at deres kvinder bliver glade hvis de bare giver dem ret. Det er en stor fejl. Træd lidt i karakter.
  5. Mange mænds frygt for om de kan magte samtalen, får dem til blive lyssky om selv banale gøremål. Hvis du er mand ved du hvad jeg mener. Det skal nødigt blive en dårlig vane, for jo mere en mand går stille med dørene omkring hvad han gør, des mere nysgerrig bliver kvinden (og nogle gange vice versa).
  6. Den mærkeligste er der hvor nogle mænd oparbejder en evne til at tale om følelser, uden at det stikker så dybt at det gør noget. Således bliver de en slags samtalepartnere som virker til at være ægte, men rent faktisk repræsenterer sig selv dårligere i en samtale grundet deres større ordforråd for følelser, end hvis de havde holdt sig til bilblade.
  7. Det er en killer, at gøre samtaler om begivenheder til en slags retssager i den rationelle forstands arena. Man skal opdage, at den ene part ikke kan vinde uden af at den anden taber, hvorfor forholdet således taber. Drop kampen. Dyrk en forståelse af forholdet hinsides den enkelte situations spidsfindigheder og trivia. Det bedste man kan gøre, især som mand, er nogle gange at tabe med stil, og sige jeg elsker dig, jeg gider ikke at skændes, hvad skal vi gøre?
  8. Den mest afgørende årsag til kommunikationsproblemer i et parforhold? Det er vanskeligt at være sårbare og ægte i kommunikationen, og det vil det altid være.

 

Overraskende årsager til lavt selvværd og deres løsninger…

foto: Pepereys@peberg / unsplash.com

Intet menneske er født med lavt selvværd. Hvad får så, så mange til at dukke nakken, når de går ned af gaden?  Herunder kridter jeg først nogle basale årsager op med overraskende løsninger, efterfulgt af nogle overraskende årsager med basale løsninger. 

 

Modgang eller mobning i skolen

Mange oplever faglige problemer i skolen som et udtryk for dyb uegnethed til livet, hvilket danner grundlaget for livslang tvivl på egne evner. Skoler bliver bedre med ”børnestavning” og andre aktiviteter til at skærme børn mod nogle af de værste fiaskooplevelser, men i et konkurrencepræget samfund som vores, vil det aldrig kunne undgås. Hvis mobning i skolealderen er tilpas massiv kan den også lave et voldsomt indhug i selvværdet. Kloge forældre og gode lærere kan modvirke effekten af disse udfordringer.

Uanset om du har succes i livet eller ej, kan man sige at problemet i hvert fald til dels er ”narrativt”. Du har lavet nogle fortællinger om dig selv baseret på de tidlige fiaskooplevelser. God samtaleterapi kan hjælpe dig med at beskrive og forstå denne fortid, så den ”giver slip” på dig, så andre og mere bæredygtige forståelser af dig selv og dit liv kan opstå. Hvis du kan se dig selv i denne kategori, og du selv har børn bør du overveje et par samtaler hvor du kan få sparring på din måde at forvalte dig selv og din tillid til dine børn på.

 

At se anderledes ud 

Selv små skavanker og de mere tydelige fx for tynd, for tyk, for høj for lav, bumser eller andet kan have en livslang indflydelse på en persons selvværd. Vi kan med terapi hjælpe folk, men først skal man forstå, at der findes et liv, der er mere frit og let at leve, end det man har. Lavt selvværd medfører ofte håbløshed, og man kan vænne sig til stort set alt. Er du en af dem, der har vænnet sig til at leve på lavt blus? Har du vænnet dig til at skamme dig? Størstedelen af teenagere skammer sig i dag over deres kroppe. Det er en slags epidemi.

Selv årelange skamfølelser kan dog ophæves, men det kræver at man er parat til at arbejde med terapeutens forslag og de mange øvelser forbundet med at bevæge sig tappert ud i livet med større selvaccept.

Ofte vil denne slags lave selvværd vise sig på måden folk bevæger sig på, med nedkastet blik og en verbal adfærd der enten overdøver andre, eller forsøger at forsvinde så meget som muligt. Fordi dette lave selvværd er nøje kædet sammen med adfærd kan man komme langt med optræne en anden mere selvtillidsfuld adfærd. Fake it til you feel it, kalder jeg det.

 

Mediernes opskruede idealer og lykkefælden

Vi bombarderes med billeder af de skønne, kloge, geniale, hurtige, rige og sublime. Det er ikke mærkeligt at det kan gøre os lidt grundutilfredse med os selv. Hvis man oven i købet tror, at alle andre er lykkelige blot fordi de ikke skændes på gaden, og fordi de har stearinlys i vinduet, kan man pludseligt føle sig meget alene med sin tvivl og dårlige tanker om sig selv. Det er ikke pænt at sige, men husk på, at der findes masser af ulykkelige supermodeller. Det kan være svært, at lade være med at sammenligne sig selv med andre, men det kan være nødvendigt, hvis du vil lære at slappe mere af.

 

Overtænkning

Det er normalt at tvivle på sig selv fra tid til anden. Det er normalt at sige “hvor er jeg dum!”, i sit indre. De fleste af os lader disse negative tanker om os selv passere, medens andre er så smeltet sammen med deres tankeliv, at de tilskriver for meget sandhedsværdi til dem. Det er en slags OCD, som er ret udbredt. Det vil sige, at der findes mennesker der er fuldstændigt gennemsnitlige, og alligevel kan have en enorm mistillid til sig selv fordi de tager deres egen tanker for alvorligt. Der er i dag udviklet terapiformer hvor man hjælpes til at vikle sig ud af sin overtænkning. Det kan føles helt berusende at se på verden uden af at filtrere alt igennem denne mistillidsfulde overtænkning. Du vil som ”overtænker” være godt tjent med metoden kognitiv terapi, måske især ACT.

 

Eksistentielle kvababbelser 

Vi dømmer andre meget og hurtigt, så selvfølgelig er vi også selv bange for at blive dømt. Og selvfølgelig er vi således hæmmede i det vi gør og siger.

Lavt selvværd kan forårsages af, at selvbeskyttelsesprocessen bliver for stærk. Måske du skal spørge dig selv, om du har bygget en lidt for stor mur op omkring dig selv. Måske er du blevet for bange for at være dig?

Det værste er næsten, når de tilmurede mennesker dømmer friere mennesker. Har du mødt typen, der ønsker at andre skal være lige ufleksible og lavloftede som dem selv?

Hvis du er en af de ængstelige mennesker? skal du starte med at lade være med at dømme andre. Øv dig således på at være accepterende. Langsomt vil denne accept af andre kunne sive ind i dig selv, og blive til selvaccept.

 

Dovenskab

Dovenskaben vil have, at du trækker vejret langsomt som et stille havs dovne bølger medens alle indtryk synker langsomt ned og flyder sammen i dybet. Dovenskaben vil gerne have at du sparer energi. Pludselig opdager du, at du ikke har ofret nok til tilværelsen. Du er ikke i form, du er ikke belæst, du har ikke en kæreste, du har ikke en karriere, og hvis du ikke tager dig sammen, bliver din bitterhed en gevaldig fjende i dit indre. Det er ikke så meget lavt selvværd, som misantropi.

 

For høj energi og indadvendthed

Nogle af os er født med så stor indre livlighed, at selve eksistensen kan føles overvældende. Mange af denne type bliver indadvendte for at skærme sig mod for mange input. Det kan opleves af både den indadvendte og andre som lavt selvværd, hvilket er en fejl. Nogle kan dog komme til at overbeskytte sig selv. Måske du har vænnet dig til at være så afskærmet, at du også hindrer dig selv i at opnå noget der kunne være godt for dig?

Hvis du er meget indadvendt skal du altså vide, at der måske bare er så meget spænding, eventyr og drama i dig, at du bare ikke har behov for særligt mange fester i den ydre verden. Og hvis du opdager, at du savner livskvalitet, skal du finde en bedre balance for hvor meget udadvendt aktivitet du kan døje. De fleste finder sig med tiden til rette i livet med deres indadvendthed (teorien om “den højt spændte indadvendte” stammer fra den eminente neuropsykolog Grey).

 

Forældres lave selvværd og dårlige pædagogik

Ofte vil forældrenes lave selvværd blive givet videre til børnene. Dette kan både ske genetisk, epigenetisk og miljømæssigt, hvilket vil sige, at det kan være medfødt såvel som videregivet til børnene i kraft af for eksempel nedladende eller ængstelig adfærd fra forældrenes side.

Ofte er det sådan, at forældre, der selv er bange for at præstere, ikke formår at udvise tillid til at deres børns evner uden for hjemmets fire vægge.  Denne saboterende forældreadfærd kan være mere eller mindre bevidst, mere eller mindre ondskabsfuld.

Personligt kan jeg godt lide at udfritte disse indlærte mønstre med det, der hedder skematerapi. Her genaktiverer man i en halvhypnotisk tilstand de kritiske situationer fra opvæksten og omformulerer dem. Det lyder måske skørt men det virker ret godt. Det er nemlig sådan, at de fleste irrationelle mønstre med for eksempel intenst lavt selvværd, er knyttet til svære og følelsesmættede barndomsoplevelser. Eftersom sådanne oplevelser i vid udstrækning er lagret i en følelsespræget, ”limbisk” del af hjernen, er der grundet primitiviteten ikke en nøje tidsregistrering forbundet med minderne. Det er derfor at traumerne kan vedligeholde deres oplevede relevans i krop og psyke, og samtidigt derfor man i terapien kan tilgå det, genaktivere det, og rent faktisk forestille sig at der skete noget andet end der gjorde.

I en proces med at visualisere fortiden kan man for eksempel forestille sig, at man kalder sin forælder en dårlig pædagog, samt at man fortjener kærlighed, at man for gerne vil have et kram i stedet for hovedløs skæld ud. Det er ikke snyd. Det er tværtimod snyd at man blev udsat for dårlige forældre. 

Ift til uheldig genetisk videreført lavt selvværd, bør man prøve at leve på måder der aktiverer mere selvtillidsfulde epigenetiske udtryk, for eksempel tale højt og tydeligt, træne, løbe, bevæge sig aktivt, gå selvsikkert med blikket over horisonten, og andet der kan ”fortælle dine gener”, at du er okay.

 

Den stivnede krop

Man kan være så bange for om man er god nok, at det tilsyneladende kvæler forbindelsen mellem hovedet og kroppen. Jeg ved det lyder mærkeligt. Men mange mennesker, måske endda de fleste, har kroppe der ikke får ilt, eller måske rettere hoveder der ikke får ilt.

Det er en undtagelse at se et menneske bevæge sig frit, elegant og smidigt!

Uden at leve, føle, tænke og bevæge sig frit og harmonisk med ilt i både krop og hoved, kan der ikke foregå god selvoplevelse og et godt selvværd. Nogle af tækningens absolut største genier Kant, Nietzsche, Kierkegaard svor at de ikke kunne tænke uden gåture. Tænkning og det sunde selvværd opstår når man ikke hindrer den i opstå med al ens overtænkning, tvivl, selvbevidsthed og selvfornægtelse. Du er født med selvværd, og selvværdets hemmelighed er den ubesværede bevægelse! Derfor er de, der har danset og dyrket meget sport som børn mere selvtillidsfulde!

Hvis du ofte finder dig i situationer med andre, der får dig til at stivne fysisk som psykisk skal du arbejde med dig selv, for det kan være at du projicerer, og ser mulige fordømmelser, hvor der ikke er nogen. Hvis du imidlertid erkender, at være omgivet af mennesker, der ikke vil dig det godt, kan du mærke det på denne “stivnen”, og så skal du komme væk, så hurtigt du kan.

 

Behovet for tryghed

Andre mennesker og samfundet, som i en eller anden udstrækning er to sider af samme sag, kan latterliggøre, true og knægte originalitet. Ofte vil det være en god ting, for vi skal realitetsteste hinanden, og holde hinanden nede på jorden, men alt andet lige, kan vi holde især de åbensindede så meget nede på jorden, at de helt mister tillid til deres egne evner.

Der er ikke tale om en paranoia over det “onde undertrykkende samfund”, som sådan, for denne undertrykkelse ville aldrig kunne finde sted, hvis det ikke var fordi du selv fandt den tryg. Mange finder andres fordømmelse af dem som en tryg puppe. Kun i fantasiens dyb flyver personens frie sind stadigvæk rundt. Overvej om du er blevet så bange for at træde i karakter, at du er begyndt at elske dit skjul.

Blog at WordPress.com.

Up ↑