Om lykke

Jeg bor sammen med en masse børn og en klog kvinde. Jeg sagde selvfølgelig også ja til en hund. Børn har godt af at lege med en hund tænkte jeg, og hvem er jeg til at benægte huset en hund. Kvinden ville i øvrigt også virkelig gerne have en Bijon Havanaise, som er meget langt fra de Dobermannhunde jeg havde som dreng. Jeg kaldte den en dijon bernaise til at begynde med for at drille godtfolk. Min ”dad humor” kan være belastende, selv for mig.

 

Jeg giver selvfølgelig plads til det at have en hund. Ligesom man udsætter sig selv for alt muligt andet også. Og jeg skal være den første til at tilstå den sære fornemmelse af ”rigtighed” det er, at have en hund i huset. Jeg tror at alle primitive folk måske mange hundredetusinder år tilbage har holdt hund. Det giver mening på en eller anden dyb og ubeskrivelig måde, at have sådan et kræ omkring sig.

 

At det er mig der må tage de fleste tidlige morgenture, gør mig ikke så meget. Det kan såmænd være meget hyggeligt, selvom det naturligvis koster lidt i den anden ende. Har man været ude og aktiv fra kl. 6:30 om morgenen, er man mindre nærværende efter kl. 22.

 

Nogle gange er jeg således blot som en mark for andres heste, min menneskelighed et kludetæppe til andres kolde fødder og det lille stykke ryg over bagen, som jakken og bukserne så ofte svigter. Snart synes jeg det ene er vigtigt, snart synes jeg at det andet er vigtigt, og alt for ofte opdager jeg, at jeg har været velvillig deltager i andres løsninger på andres lidelser, som jeg ikke engang forstår helt.

 

Således, nogle gange, når mine klienter er gået ud af døren, er det som om de tager min kompetence med sig, for mine bidrag har været at tage afsæt i klientens virkelighed, og ikke min egen. Mine børn føler sig trygge i mit nærvær og min latente godhed, hunden benytter sig uvidende af min velvilje til gode gåture i den lokalepark. Jeg ved det ikke, men jeg tror at børn og hunde hjalp lidt mere til i gamle dage, relationerne virker lidt “en-vejs”, eller asymmetriske om man vil.

 

Mine fødder har således gået mange kilometer for andre, min hjerne har tænkt mange tanker for andre og mine arme har båret alt muligt andet end mig selv.

 

Min kæreste ofrer sig selvfølgelig for mange af mine tosserier, men jeg gør mig også til hjemmet for hendes trætheder og ønsker.

 

Kan jeg blot sidde med en kop kaffe, eller te, en tidlig lørdag morgen, i en behagelig stol, med benene oppe med noget lav musik som lydtapet og skrive om tilværelsen medens huset stadig slumresover, er det et facit jeg såmænd godt kan leve med.

 

Er lykken fravær af besvær? Den beror i hvert fald til dels, for mit eget vedkommende på min evne og mulighed for at sidde med benene oppe en gang i mellem med god samvittighed. På den måde er lykken for mig symboliseret mere ved en kop te end kaffe, for kaffe blevet synonymt med overvindelse og aktivitet. Og dog drikker jeg sjældent te. Måske jeg burde drikke noget mere te.

 

Samtidigt står det mig klart, at det er svært at nyde disse øjeblikke, hvis de ikke er oaser mellem aktiviteter der har være meningsfulde. Så lykken opstår måske andre steder end i den behagelige stol, men det er steder som her, at jeg indløser den.

 

Det er altså ikke alle travlheder der giver mig lige så gode stunder i stolen. Travlhed med noget tydeligvis nyttigt virker bedre for mig og eftersom denne nytte ofte er baseret på hvad andre finder meningsfuldt, er lykken således et spørgsmål om selvopofrelse og gensidighed? Her hjælper det selvfølgelig at være opmærksom på andres behov. Gad vide hvilken betydning overflodssamfundets har for denne slags lykke?

 

I et samfund hvor man virkelig har brug for hinanden, ville meningsfuldheden være mere lige for. Måske vi har det lidt for nemt?

 

Og nu er alle vågne.

 

Der er ét problem med ”parterapi”. Her er hvad vi gør galt.

foto: @fabryv /unsplash.com

Vi skal ikke blive bedre til at tale om vores problemer i parforholdet, vi skal først og fremmest blive bedre til at tale sammen, for her synes problemerne i det hele taget at gå i sig selv.

Terapi betyder ifølge ordbogen: Behandling, især over længere tid, af fysiske eller psykiske lidelser.

Jeg har egentlig aldrig brudt mig om betegnelsen ”parterapi”. For i og med ordet ”terapi” i “parterapi” følger en antagelse om at parret er sygt, og selvom man kan have problemer i parforholdet (hvem har ikke det), er kærligheden næppe tjent med at man søger ”sygdommen” og antager at dette fokus nødvendigvis gør tingene bedre.

Se det for dig: Som om udfærdigelsen af en liste over alt det man ikke kan lide ved hinanden og forholdet ville gavne parforholdet?

 

Man får mere af det man fokuserer på

Især når det gælder livet i parforholdet, familien, grupper og organisationer får man mere af det man fokuserer på. Det vil sige, at hvis et par opsøger en terapeut for at tale om for eksempel uærlighed, en gruppe vil tale om deres vrede på hinanden, eller en organisation vil fokusere på det man mener andre gør forkert, vil det ofte kunne skabe endnu mere uærlighed, vrede og uproduktive spørgsmål om skyld end der var i forvejen.

 

Vi skal kredse om noget

I en nøddeskal fungerer vi mennesker sådan, at vi skal kredse om noget, for eksempel en idé, en følelse, en aktivitet, et formål, en nationalitet, en metode, eller sågar en gud, for at føle os trygge med os selv og hinanden og den verden vi er i.

Det man kredser om får man sædvanligvis mere af, og ikke mindre af. Det er jo ikke sådan at man bliver mindre religiøs af at bede og kredse om helligdomme, mindre ked af det af at kredse rundt om sin tristhed – eller mindre sur over at kredse rundt om sin utilfredshed med sin partner?

Jeg tror at man i nogle grupper, og især i parforhold, kommer til at gøre det negative til de fælles helligdomme, det idebtitetsgivende, det, der binder folk sammen.

 

Problemfokus og frygten for at være forkert

Problemfokus gør os forhippede på at forsvare os selv mod andre, mod den anden. For der er jo et problem, og ingen har lyst til at være ejeren, eller producenten af problemet!

Vi er ikke så stærke, kloge og gode som vi selv tror. Ofte vil vi, når vi presses, nemlig fryse fast i vores overbevisninger med ængstelighed og mistillid. Ofte vil vi fra denne befæstede position tænke at problemerne skyldes andre. Ofte vil vi endda komme til at tænke jeg skal ikke ændre noget, for det er den anden, der er problemet.

Frygten gør os hårde i stedet for medgørlige.

 

Men skal man ikke tale om problemerne?

Vi skal naturligvis tale om det, der går os på, men man skal værne sig mod problemets magt. Det tager nemt al vores opmærksomhed, og pludselig ser vi ikke andet end for eksempel uærlighed, vrede og skyld. Et så ensidigt fokus kan også lede til uholdbare løsninger. Et overfokus på oplevelser af stress kan give angst, et overfokus på tristhed kan give depression, et overfokus på en konflikt på arbejde kan give kommunikationsproblemer, et overfokus på dét som partneren gør forkert, kan kaste hele parforholdet i tvivl.

Det forbandede er, at de negative perspektiver på tilværelsen netop synes at have en særlig magt. Det negative kan synes at være meget mere presserende end det positive, og vi er mange, der derfor falder for det negatives tiltrækningskraft på vores opmærksomhed gang på gang.

 

Følelsen af uretfærdighed

Ofte vil folk bære nag til hinanden, og det kan føles blasfemisk over for alt man har helligt, at begrave stridsøksen. Man synes at man skal have oprejsning. Man synes ikke at den anden har sagt undskyld nok. Man synes ikke emnet er tømt, lige meget hvor mange år gammel problemsituationen er. Man synes problemet er det væsentligste i parforholdet!

Selvfølgelig kan der være ting der skal frem i lyset i samtalen, såfremt de hele tiden presser sig på alligevel, men det er vigtigt at forstå, at følelsen af ”uretfærdighed” kan skabe mere krig end fred.

 

Det opbyggelige fokus

Disse ting taget i mente, bør man som regel vælge at forsøge at kredse om noget, man vil have mere af. Et godt møde kan for eksempel starte med, at alle siger hvad der har været godt, hvad de ser frem til, hvad de selv kan gøre bedre og gode råd til andre. Prøv en gang at forestille dig det omvendte? At man startede et møde med ”hvad der har været dårligt, hvad man ikke ser frem til, hvad man ikke kan gøre selv, og hvad man heller ikke synes at andre kan finde ud af ”.

 

Problemet med ”parterapi”

Man kan selvfølgelig argumentere for, at et forhold med mange konflikter på en måde er ”sygt” og behandlingskrævende, men man skal altså ikke give problemerne mere opmærksomhed end de fortjener. Sidst men ikke mindst bør man forholde sig til, at betegnelsen ”parterapi” kan tænkes at holde mange mennesker fra at søge hjælp til at begynde med. En hjælp der ville være god for dem selv, for deres partner, for deres børn og deres fremtid, og i sidste end for samfundet, som vi alle er en del af..

 

Afrunding: Kommunikationstræning og kærlighed

Det er alt for nemt at blive uærlige over for os selv og hinanden, og alt for nemt at tro at man taler sårbart og ærligt, uden af at man gør det. Det er derfor også alt for nemt at begynde at gå skævt af hinanden.

Disse og andre årsager gør, at vi hos os betragter den gode samtale som kerneingrediensen i et hvilket som helst godt parforhold. Måden vi arbejder på hos os, er derfor, at vi hjælper folk med at kommunikere så frit, sårbart og ærligt som muligt med hinanden.

Når man opdager at man ikke straffes for at sige sin sandhed bliver man bedre og bedre til det, og det er i denne sårbare og kreative dialog at kærligheden bliver stærk.

Vores antagelser bag metoden er delvist baseret på den Jungianske og humanistiske psykologis teorier om, at vi kan tale ud fra forskellige niveauer i vores psyke, og at nogle niveauer rummer mere sandhed, kærlighed og visdom end andre.

 

Skriv eller ring for at høre om kurser og coachingforløb omkring kærligheden: 28700900 thomas.markersen@gmail.com.. Kurserne bliver afholdt på Kompagnistræde 27, 3. sal eller Løngangsstræde 37b, 3. sal i indre by i samarbejde med mine kollegaer.  

Et eksistentielt perspektiv på motivationsproblemer. 5 regler.

Foto: @rawpixel.com/unsplash.com

Jeg spurgte på Facebook hvad jeg skulle skrive om i dag. Der var flere bud. Jeg valgte følgende:

“Hvordan skal man holde fokus på ikke-selvvalgte opgaver?”

Når det kommer til spørgsmål om at tage sig sammen, kan jeg imidlertid komme på så mange analyseniveauer, teorier og faktorer at jeg, uden løgn, ville kunne skrive 100 sider om det uden af at jeg behøvede at slå noget op. Det ville blive enormt omfattende :0) og måske liiiidt kedeligt. Derfor har jeg valgt to aspekter. Et eksistentielt perspektiv som du kan læse herunder, og en interviewguide samt et par gode råd til at hjælpe unge mennesker, der har svært ved at studere, læs mere her.

 

Fem overordnede regler

 

  1. Man skal udvikle sin karakter: Kunsten at udholde sig selv.

At kunne holde fokus på det, man ikke gider, kræver karakter. Det skrev Aristoteles meget om. Han beskrev bl.a. hvordan vi har en ”første natur” og en ”anden natur”.

Med den første natur er vi instinktive. Vi spiser når vi er sultne, kradser os når det klør, og lægger os til at sove når vi er trætte. Med den ”anden natur” udholder vi sult, lader være med at kradse os sjove steder når vi er ude blandt andre, og holder os vågne selvom vi er trætte.

Dannelse af karakter vil kort fortalt sige, at ”udvikle sin anden natur”, at man øver sig i at udholde modgang medens man gør det rette. Forskning viser rent faktisk, og sjovt nok, at en løbetur i regnvejr giver mere viljestyrke end en løbetur i godt vejr. Og vi kender jo alle til stoltheden og glæden over at have gjort noget, der var skræmmende og vigtigt for os at gennemføre på samme tid, fx en eksamen.

 

  1. Man skal kunne gå på den tornede sti: Dygtiggør dig.

Visdommen fortæller os netop, at man skal gå efter det, man finder vigtigt i livet, også når man finder stien tornet. Visdommen fortæller os også, at den der lader sit liv styre af den nemmeste sti ender i ulykke. Den første historie i Biblen, efter skabelsesberetningen, den om Kain og Abel, handler netop om ulykken der rammer den, der ikke ofrer sig nok. Som i punkt 1, skal man gøre det der er svært, i hvert fald en gang i mellem. Mærk at livstilfredsheden ofte stiger des tungere byrde du bærer.

 

  1. Forstå at alle gøremål ikke kan være frivillige: Strukturer de kedelige aktiviteter.

Ifølge en meget udbredt og såkaldt ”evidensbaseret” behovsteori kaldet self determination theory, har vi tre grundlæggende psykologiske behov: 1) At være dygtige/at kunne dygtiggøre os, 2) relationer, og 3) en oplevelse af frivillighed. Hvis man for eksempel har svært ved at tage sig sammen til at studere, kan det være fordi man føler sin frivillighed indskrænket.

Hvis man tror at man kan nøjes med at gøre det man har lyst til, bliver livet meget hurtigt kompliceret, hårdt og konfliktfyldt. Struktur på de ”ufrivillige opgaver” er som regel løsningen.

 

  1. Tage sig sammen …. til hvad? Led efter det gode, i det du skal.

Hvis man ikke oplever et formål med det man gør, er en tornet sti bare en tornet sti. Hvis man ikke kan se målet med at studere, er det svært at tage sig sammen til det. Hvis man ikke kan se en pointe i at udarbejde en rapport gider man ikke. Hvis man ikke kan finde mening i at sidde med til et møde kan det rent faktisk give angst. Uden meningsfuldhed føles alt svært. Du skal altid kunne nævne fem årsager til, at du gør hvad du gør, og fem årsager til, at det ville være skidt at lade være.

 

  1. Man skal tænke klart: Få dig en god samtale med nogen

Det kan føles meget svært at komme i gang med noget, hvis man ikke har en klar idé om hvad man skal. Mange af de mere begavede blandt os tror sig så kloge, at de tænker at de kan klare sig uden hjælp, og derfor ender de som de værste forhalere. Altid søg hjælp til at få et overblik og få lagt en eller anden slags strategi.

 

 

Autenticitet. Ægthed. Sandhed. Når det nemmeste er det sværeste og det mest sårbare det stærkeste.

Foto: @nate_dumlao / unsplash.com

 

”Hvad skal jeg gøre?”

”Fortæl ham sandheden.”

” … hvad mener du?”

” .. altså du kan for eksempel sige: du er min bror, og jeg havde faktisk behov for at du forholdt dig til den mail jeg sendte til dig… For du bad ham jo om feedback ikke?”

”.. nej, egentlig ikke” han kiggede ned, og smilte forlegent.

De to brødre var fælles om at være uægte, eller uærlige. De var ikke til stede i relationen. Den ene bad ikke om feedback, og den anden spurgte ikke hvad pointen med e-mailen var. Og som man så ofte ser, bæres smerten af de uægte relationer kun af den ene. Det er som regel den mest tålmodige der bærer smerten. Idealisten. Den der mildt forventer en slags gensidighed som den anden, eller de andre, måske slet ikke har i tankerne.

Jeg kiggede på ham med en slags broderlig kærlighed:

”Hvorfor skrev du ikke: Vil du give mig noget feedback…?!”

Det kunne han ikke svare på.

”Okay”, sagde jeg. ”Måske du alligevel burde følge op, og sige at du godt kunne tænke dig, at han fortalte hvad han tænkte? Han så lidt rådvildt på mig. Jeg kiggede nøje på ham for at sikre mig, at det følgende jeg sagde, matchede det han havde på hjerte, men som han ikke selv formåede at artikulere:

”Kære bror. Det der jeg sendte til dig den anden dag, vil du ikke nok lige kigge på det, og give mig feedback, for det er vigtigt for mig..”

Jeg kiggede på hans reaktion på det sagte. Han kunne tilsyneladende ikke lide tanken om at ligge under for sin bror på den måde. Han kunne ikke lide at skulle være den sårbare. Den, der med hatten i hånden beder om noget. Nu tænkte jeg, at jeg måtte få ham til at forstå, at den der udviser en sådan sårbarhed ofte udviser den største styrke. Så jeg fortalte ham tre korte historier.

Første historie: I bogen ”Fraværende fædre, fortabte sønner”, som jeg kan anbefale, hører vi om hvordan mange først lærer deres far at kende når han ligger for døden. Mange af os mænd er nemlig så lukkede og tilknappede, at vi først blive ægte når vi ligger for døden. Det er som om, at vi her endelig forstår, at egoets død er den lille død, i forhold til den store – egentlige – død. Egoets tilskikkelser, vores selvforståelses forhippelse på social kontrol og facade, falmer i betydning set i relation til den store død, om man vil. (han forstod heldigvis hvad jeg mente, og jeg fortsatte)

Anden historie: Det er som om, at en forestående død kan få os til at fremstå mere ægte og ærlige. Og det var faktisk en del af Maslows overvejelser om det ”selvrealiserede” menneske, som han så som et, der ikke gik op i at være 100 % procent i kontrol med noget, eller være elsket og beundret af alle, men levede som om han kun havde 48 timer tilbage.

Tredje historie: Du skal jo i det hele taget ikke betragte selvværd som et pokerspil med begrænsede sæt jetoner til din rådighed. Hvis du ikke føler at du har særligt meget selvværd, og derfor ikke tør at risikere dig selv socialt, kan du ende med at blive helt fraværende i det sociale liv. Du skal se det sociale som et pokerspil, hvor du automatisk vinder hver gang du gambler, næsten uanset hvad, for livet belønner som regel den aktive.

”Så”, sagde jeg: ”du taber ikke ved at udvise sårbarhed. Om noget vinder du!”

Han svarede: ”Jamen, hvis jeg beder ham om at kigge på det, så siger han sikkert bare et eller andet, lidt smart, lidt akademisk… måske.. Altså jeg tror ikke at jeg får noget ud af det”

Her kiggede jeg på ham, og besvarede hans tvivlsomme blik:

”…det bedste du kan gøre for dig selv, er, at sige din sandhed. Uanset hvordan andre reagerer.”

Min intelligente klient kiggede nysgerrigt på mig, jeg fortsatte:

”At tale sin sandhed, er for mig”, sagde jeg, ”at tale på en måde hvor pandelapperne, det vil sige ens klare tanker, samt følelserne og fornemmelsen helt ned i solarplexus fortæller dig, at nu siger du noget, der opleves sandt for dig. Og dét er ikke bare det bedste du kan gøre for dig selv, det er også det bedste du kan gøre for andre. Det er selvfølgelig ikke sådan, at den, der taler fra dette sted altid har ret, men man har alligevel opført sig efterligneligt og inspirerende med sin ærlighed.”

For ligesom at sælge denne ”ægthed” noget mere sagde jeg:

”Apropos pokeranalogien. Den der taler fra dette ”ægte sted” vinder som regel. For hvis man taler her fra, er det som de mere tilknappede slet ikke kan følge med…”

Her måtte jeg kortvarigt stoppe mig selv. Jeg fortsatte: ”Faren er, at man kan man blive selvfed med denne fornemmelse af at tale sin sandhed, og så er man ikke et hak bedre end nogen andre. Som Montaigne sagde, omtrentligt: ”For den uden viden om godhed, er al anden viden ligegyldig.”. Denne oplevede ”sandhed” skal altså altid ledsages af godhed. Og, ikke at forglemme, ydmyghed, for et ærligt menneske ved jo, at han ikke ved alt, igen, som Montaigne også sagde ”hvad ved jeg?””

Så måske du skal sige til ham:

”Det er vigtigt for mig, at du læser det jeg sendte til dig, og fortæller hvad du synes, for det betyder meget for mig. Jeg ville gøre det samme for dig. Du er min bror, og jeg vil gerne kunne have sådan et slags forhold til dig.”

 

 

Eftertanke: Det er ret vildt, at vi så nemt glemmer at sætte os selv i hinandens sted.

Er vi så optagede af os selv og vores egne behov, at vi glemmer at spørge ind til andre, at vi glemmer at give udtryk for hvad vi har brug for. Kommer vi, i den pulserede hverdag, til at tro, at den anden ved hvad vi tænker?

Forandringspunktet er under alle omstændigheder én selv. Vi skal være bedre til at artikulere det vi tænker, og fortælle hvad vi har behov for. Ikke bare for vores egen skyld, men også for at inspirere andre til at gøre det samme.

Som ringe i vandet kan din kærlighed til dig selv og den medfølgende selvfølgelige ret til at fortælle om dine behov, skabe en kærlighed i andre, i dine relationer og deres relationer, vi er nemlig altid hinandens inspirationer. Og nu har jeg kastet en lille sten i dammen. Skal du også være bedre til at sige dine sandheder?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Livets historier. Et essay om meningen med livet.

Advarsel: Høj grad af abstraktion. 

 

Christopher Booker har, som så mange andre, forsket i de forskellige historier vi fortæller, og finder at de følger nogle forudsigelige og faste mønstre.

Det er interessant, for det siger noget om, at historierne måske vidner om noget grundlæggende menneskeligt?

Måske er vi, i selskab med disse historier, vidner til dramaer der hører vores art til, oven i købet med der tilhørende tidsløse forslag til løsninger?

Måske vi, hvis vi lytter godt, kan lære om det gode og onde, uden at udsætte og selv og andre for det først?

Måske de gamle historier rent faktisk har deres oprindelse som læring til børnene rundt om bålet. Måske de stadigvæk kan lære fra sig?

De ensartede historier fortæller måske noget om, at der bag de skiftende manifestationer som hører de forskellige kulturer til, er stabile konturer og manuskripter til livet.

Det er måske overgivelsen til menneskedramaet der fylder os med oplevelsen af meningsfuldhed?

Hvor meget tør du være med?

Kan du genkende dig selv?

Hviskes der mellem linjerne i de gamle historier.

 

Historierne er levende

Historierne er ikke bare vidner på bogreolen og stemmer der dør ud i vinden, men livet selv. For vi er ikke bare gjort af to arme og to ben og en krop og et hoved, men også handlingsmønstre.

Vi indgår i livet igennem nogle historier, som hører vores art til.

Vi blev for eksempel skabt af handlingerne sex og kærlighed, og vi er på samme måde født til at udleve dette drama endnu engang. Og er dette ikke lige så sandt, som det faktum at vi har to arme, to ben, en krop, og et hoved?

Vores kroppe, den omkringliggende verden og vores fællesskaber udgør scenen for ores arts historier.

 

Der findes ikke noget bag scenen

Vi indgår i disse eksistentielle dramaer, disse “livshistorier” om vi vil det eller ej, og der findes ikke noget bag scenen. Det eksistentielle perspektiv på livet er også et skuespil i sin natur.

Livet rummer selvfølgelig også en  “jeg gider ikke at spille en rolle”-rolle, så alle kan føle sig hjemme i det store teater.

 

Fælles historier

Det er ikke kun historiefortællerne der rummer historierne. For hvis det ikke også var dine historier, som læser eller lytter, ville du ikke finde dem vedkommende.

Den bedste historiefortæller er med andre ord den, der bedst muligt kan formidle vores fælles menneskelighed. Hans, eller hendes historier, er altså også dine!

 

Vi finder hinanden i historierne

Hvis du for eksempel kan genkende noget fra dig selv i mine skriverier, er det ikke på grund af mig, eller på grund af dig, det er på grund af os. Du spejler dig i mig, og jeg har spejlet mig i min menneskelighed. Så når jeg har spejlet mig i mig selv, har jeg også spejlet mig i dig. Vi har hinanden i os selv. Vi er mennesket.

 

Vi værdsætter kunsten og kunstnerne, ikke for at værdsætte dem, men for at værdsætte os selv. 

russisk eventyr

Billede fra et russisk eventyr. 

 

Historierne som levende kultur

Eftersom historierne har rod i menneskelivets dramaer, har de været med os, så længe vi har været menneskelige. De er således også, efter al sandsynlighed, blevet fortalt over bålet for hundredetusind år siden. Allerede dengang har de fungeret som den centrale dannelse for menneskeheden. Historierne har være som beviset for den oplevede fortid og således tegnet på de første kulturer, samt opdragelsen til mod, retfærdighed, tålmod, kærlighed og den kollektive visdom, der har sikret den fortsatte kultur, og dermed arten.

 

hulemaleri

hulemaleri 30-40.000 år gammelt 

 

Hvad er det så for nogle historier, eller ”plots”, tænker du?

Jeg opsummerer herunder ni af de grundlæggende plot inspireret af Christopher Booker, som man kan se i alle vores største historier. I de fleste udlægninger jeg har set, er de opsummeret til 5 eller 7 grundlæggende historier, (det er fx ikke svært at nogle af disse plot synes at overlappe fx 1, 3 og 4).

  1. At vinde over monstret. Her skal helten rejse til dragens hule, en drage der truer fællesskabet/landsbyen, dræbe den, og flygte (som regel med en skat).
  2. Fra fattigdom til rigdom. Historien om den uanseelige, eller nedtrådte der har potentialet for storhed, og som opfylder dette potentiale.
  3. Rejsen/søgen. Her tager helten på en rejse for at finde en stor værdi, der er meget langt væk hjemmefra og kommer hjem med den.
  4. Udrejse og hjemvending. Her tager helten til en fremmed og mærkelig verden, der først viser sig at være fortryllende, sidenhen så truende, at han må tage tilbage igen til sikkerhed.
  5. Komedie. Hvor et miljø eller fællesskab er opdelt af frustration, selviskhed, bitterhed, forvirring, mangel på viden som sig selv, løgne mv., og som må blive genskabt til en form for harmoni, ofte symboliseret ved et bryllup.
  6. Tragedien. Her ser man en karakter miste sin velstand pga. en fatal fejltagelse.
  7. Genfødsel. Her er der en mørk magt, der fanger helten i en slags levende død indtil han eller hun befris af en andens kærlige gerning.
  8. Oprør mod ”den ene”/en eller anden magt. Her ser vi helten gøre oprør mod den almægtige magt, der kontrollerer verden indtil han tvinges til at overgive sig til den magt.
  9. Hvor et vidne til en forfærdelig begivenhed fx et mord, forsøger at finde ud af hvad der skete.

 

Hvilket drama er du i gang med at udleve?

Jung sagde, at et af de vigtigste spørgsmål man kunne forholde sig til, var hvilket drama vi udlevede. Eller måske hvilket drama der levede igennem os. Prøv at kigge på de ni historier kan du finde dine historier?

Har du nogensinde mødt en person med helbredsangst? Så har du mødt en, der lever i en tragedie, i hvert fald noget af tiden. Har du mødt nogen, der synes at alt er morsomt? Så har du stødt ind i en komedie. Har du mødt nogen der har grinet meget og bekymret sig meget? Så har du mødt den tragikomiske, den, der underholder os alle – på sin egen bekostning.

Er du i gang med at udleve en tragedie, efter hvilken livets værdi vejes i tårer? Så skal du stoppe op, for du fortjener måske bedre. Kig dig i spejlet. Hvad har dit ansigt vænnet sig til? Hvad er det for en maske du har på?

En klient fortalte mig, at han havde spillet mange tragedier og set mange spil, som han ikke har været med i. Nok til at han altid fremover ville sikre sig en aktiv rolle. Og “hvis jeg skal være statist”, sagde han “bliver det i mørket. Ingen skal se mig være vade hvileløst rundt som kamel læsset med alt det, der er til overs,eller agere kulisse til andre, fx stå stationært i månedsvis som gadelampe og lyse andres teater op.”

 

Meningen med livet

Hvis vi, som en leg, bruger dramaerne som spejl for vores eget liv, hvad siger det så om meningen med livet?

Det siger måske noget om, at vi skal spille et stærkt, eller i det mindste et godt liv, ikke bare for at hædre os selv, men for at hædre mennesket.

 

 

Evnen til modgang

De stærke dramaer er forbeholdt dig, der er klar på at opleve modgang på vejen til opfyldelsen af den menneskelighed, der er dig lovet.

Det er i øvrigt derfor at børn ikke må forkæles og overbeskyttes, men gøres selvhjulpne og robuste, så de er klar på store modige liv, for deres egen og deres nærmestes, samfundets, fremtidens og fortidens skyld på én gang.

Når man ser på hvor nervepirrende eksaminer, fødsler, den første date, den første store rejse, den første skoledag kan være, går det op for en, at nej: Livet handler ikke om at sigte efter lykke, men om at forfølge det, der er interessant, om at leve de dramaer, der ligger til os. Og om at opbygge styrken til at leve det største liv.

pigen og månen

Vejen som vores forfædre trådte for at skabe dig og vores civilisation, er du fordømt til at udleve. Gør det godt.

Vigtigheden af fjol og kærlig omsorg i den professionelle samtale

 

foto: unsplash.com/ @nikarthur

Transaktionsanalysen: Fra 1964 er et af de mest benyttede redskaber til forstå samtaler og kommunikation. Redskabet har bl.a. lært os at være rationelle i vores professionelle samtaler.

Ifølge modellen har vi nemlig i vores indre dynamik en indre forælder, en voksen og et barn. Og det er i det voksne perspektiv at den profesionelle samtale bedst varetages.

Disse tre delelementer af psyken deles i øvrigt op

Man kan tale og lytte ud fra en:

Kritisk forælder og omsorgsfuld forælder

Saglig, præcis, nøgtern og rationel voksen (deles ikke op)

Rebelsk barn og overtilpasset barn

Jeg synes at modellen er god. Intuitivt set synes den logisk. Hvilket er en af årsagerne til at man i bl.a. konsulent- og coachingbranchen i årtier har antaget at rationaliteten hører hjemme på “voksenperspektivet”, samt at al god professionel kommunikation bør foregå fra dette sted, om man vel.

Men holder det vand? Er det “rationelle voksenperspektiv” overvurderet i den profesionelle samtale? Det vil jeg undersøge.

Herunder en illustration af transaktionsanalysen. Man kan til en hver tid tale og lytte fra de forskellige perspektiver. Eltern=forælder, Erwachsen=voksen, Kind=barn. 

TA-1024x1024

 

Herunder et par eksempler fra hverdagskommunikationer:

Parforhold: Fungerer bedst når der er stor fleksibilitet hos begge parter hvad angår hvor man taler og lytter fra. Selve de magtspil forbundet med kommunikationen i parforholdet, at man fx skiftevis er underkastet (barnet) hhv. den der bestemmer (forælderen), synes at være afgørende for kærlighed, spænding, tiltrækning og en følelse af at høre til hinanden. I parforhold bør man arbejde på at være i den omsorgsfulde forældrerolle og den legesyge barnerolle mindst én gang dagligt. Intet er mere dræbende end en for stor insisteren på voksen-voksen kommunikation vedr. alle emner under solen. Det er ikke alt der kan eller skal forstås, lyttes til eller tales om på den rationelle bane i parforholdet.

 

Forældreskab: Som far har jeg det godt med at være i mit rebelske barnesind kombineret med mit voksensind, så børnene lærer noget om, at det at være voksen ikke behøver at være kedeligt. Når jeg bliver sur over noget, forsøger jeg at have den omsorgsfulde forælders tålmodighed, for jeg erkender med hjælp fra mit rationelle “voksen” sind, at børn ikke er lige så kognitivt modne som mig selv. Der er mange ting man ikke kan eller skal drøfte på et voksen-voksen maner med børn. Jeg forsøger med så få ord som muligt, at tale klart og tydeligt fra mit voksenperspektiv hvis der er ballade. Jeg kan i sådanne situationer godt finde på at inddrage den “kritiske forælder”, for at signalere ”at man skal opføre sig ordentlig”, og jeg kan på samme tid inddrage mit glade barnesind når jeg siger ”jeg gider ikke at være sur!” Det kan hurtigt blive ukærligt og uproduktivt at holde sig til den “rationelle voksen” i sin kommunikation med ens unger.

 

Undervisning: Mange kørelærere, skolelærere og sportscoaches har måttet erfare (håber jeg) at såfremt man tager for meget afsæt i den kritiske forælder, kan den man træner og underviser, blive så bange for at lave fejl, at læringen går helt i stå. Undervisning kræver  en stor grad af strategisk omsorgsfuldhed.

 

Konsulenttjenesten: Her arbejdede man indgående med transaktionsanalysen fra firserne og frem. Man underviste i at forældreperspektivet var bandlyst. Det siger sig selv, at man i erhvervslivet har trænet folk i voksen-voksen kommunikation, for alt andet lige, går det bedre med klare jobbeskrivelser, retningslinjer, forventningsafstemninger og præcis kommunikation. Det er min klare vurdering at det giver afsindigt god mening, at satse på og insistere på, at bevæge sig hovedsageligt på dette kommunikationsniveau i arbejdslivet. Men det gik galt da man brugte samme logik i coaching samtaler, det bliver simpelthen for koldt og ligegyldigt.

 

Coachingen, der sad fast i voksen-voksen perspektivet: Det har været en gylden standard længe at coachen, inspireret af transaktionsanalysen og bl.a. den kognitive terapis sokratiske dialog, skulle tage en så rationelt tør (voksen-voksen kommunikation) og uvidende tilgang til klientens livssituation som muligt. Også kaldet ”monkey coaching”, en jeg-ved-ingenting-overhovedet tilgang. Men samtalerne kunne som nævnt nemt blive kunstige og kolde. Da jeg underviste i coaching for noget tid siden, sad der en ældre konsulent blandt kursisterne, og da jeg sagde, at man også godt måtte bruge forældreperspektivet når man coachede, fordi medfølelse kunne være effektivt, blev han helt paf. Han kom nemlig fra den generation af konsulenter og coaches som helt forbød forældreperspektivet. Men det er altså ved at ændre sig. Da jeg var censor på en forskningsbaseret coachinguddannelse for nyligt, bed jeg mærke i, at kursisterne var blevet undervist i, at de godt måtte komme med – subjektive og personlige –  forslag til den som de coachede. Problemet set i lyset af fx ”transaktionsanalysen” er imidlertid, at folk ofte bliver hurtigt bedrevidende som ”en kritisk forælder” når de kommer med forslag. Så det er svært at bevæge sig væk fra det “rationelle” perspektiv i coaching, men det kan være vigtigt.

 

Terapi

Med afsæt i transaktionsanalysen kan man analysere på en helt overordnet udvikling i psykologiens grundlæggende tilgang til samtalen:

“Barneperspektivet”: Med Psykoanalysen begyndte man for hundrede år siden at fokusere og fremkalde klientens barneperspektiv for her at lade barndommens traumer komme til live mhp den psykiske ommøblering man havde som formål. Paradoksalt nok var det selve den stille og uengagerede stil fra psykoanalytikeren, der ofte aktiverede analysandens ”indre barn”.

“Voksenperspektivet”: Med den kognitive terapi fra tresserne søger man at hjælpe klienten til at være i voksenperspektivet for her, i en rationel samtale, at udfritte de sort/hvide tanker, generaliseringer og katastrofetanker sammen med klienten med det formål, at omstrukturere den skæve tænkning til en mere bæredygtig tænkning. Her bliver gisninger om barndomsoplevelser og omsorgsfuldhed typisk anset som kontraproduktivt.

“Forældreperspektivet”: Inden for de sidste ti år er der opstået flere terapeutiske retninger hvor man aktivt inddrager klientens eget forældreperspektiv som det mest væsentlige. Her opfordrer man nemlig klienter til, med en ofte mindfulness baseret ro, at kunne rumme sig selv med alt hvad man indeholder af både barndomsminder og kognitive forstyrrelser. Her indtager selv terapeuten ofte selv et omsorgsfuldt forældreperspektiv. Så man kan sige, at meget moderne terapi sigter på at træne klienten i at blive sin egen gode forælder. Det er min erfaring, at den der opdager sit eget medfølende sind, finder den stærkeste allierede til et godt liv. Det trygge menneske er kærligt og modigt.

 

Opsummering: Set i det store perspektiv er psykologien groft sagt ved at blive mere menneskelig? Først blev vi med psykoanalysen forført af betydningen af barndommen i psyken, dernæst blev vi forført af muligheden for at rense sindet på den rationelle bane med fx kognitiv terapi, og slutteligt er vi måske kommet tilbage til den omsorgsfulde forælder, der har rummet menneskelig smerte og tvivl siden tidernes morgen.

 

Konklusion: Transaktionsanalysen er et godt analyseredskab, om end det har banet vejen for en lidt tvangspræget “rationalitet”. Jeg har for eksempel altid benyttet alle tre elementer i mine samtaler. Man skal arbejde med det hele menneske, og både barndomstraumer og fjol, kølige ræsonnementer, det strikse og det medfølende sind er vel alle vigtige elementer i den gode samtale.

 

Måske det “voksne” slet ikke har eneret rationaliteten – for måske er det, der virker bedst, det mest rationelle vi har, og her er alle elementerne i psyken lige vigtige ❤️

 

 

 

 

God kommunikation i parforholdet og de klassiske udfordringer…

Der er mange måder at anskue problemerne på i et parforhold. På DISPUK hvor mange uddannes til parterapeuter har man længe arbejdet såkaldt systemisk. Her hjælper man blandt andet parterne i den givne familie eller forhold til at opdage, at man vanemæssigt ”punktuerer” eller forstår hændelsesforløb forskelligt, og dermed ser forskellige årsager og effekter hvilket leder til konflikter og uløselige skyldsspørgsmål. På samme måde gør man ulykkeligvis ofte den enkelte til bærer, eller lynafleder for alle forholdets eller familiens problemer. På DISPUK er man nu begyndt at arbejde mere narrativt, at vi som fortællende art konstruerer historier om os selv og andre, der kan være mere eller mindre tykke eller tynde (læs: gode og sande vs. dårlige og usande). På det seneste er man så vidt jeg ved, gået væk fra parterapi som et fænomen hvor man lader parter tale om problemer og løsninger sammen, mere i retning af at lave terapi med en af parterne, medens den anden kigger på. Teorien er, at der her kan opstå empati og forståelse for personen, der er i terapi. Der er også andre terapiretninger end den narrative og systemiske. I retningen ”imagoterapi” inkluderes alle terapeutiske virkemidler under solen.

 

Èn ting forbliver sikker, og det er:

 

Hvis man ikke kan formidle hvad man tænker til hinanden, kan et forhold ikke fungere.

 

Herunder har jeg listet nogle klassiske årsager op til manglende kommunikation i et forhold:

 

  1. Mange prøver at undgå samtalesituationer. Hvorfor? Det virker på mig som om, at især mænd kommer til at se deres partner som en modstander, som de kan tabe til. Og når kvinder regner det ud, er det som om der går en prås op for dem. Ikke at de dermed ved hvad de så skal stille op. Mit råd: Gå en tur sammen, selv “træmænd” kan lide at sludre på en gåtur :0)
  2. Det kan være svært at sætte ord på det man føler, hvis man er bange for at sige noget der kan skade forholdet. Her er recepten et mantra, der er lige så sublimt som det er svært at efterleve: Det er som regel ikke det man siger, der skaber problemet i forholdet, det er det, man ikke siger. 
  3. Nogle taler og siger reelt mere end de har på hjerte. Både kvinder og mænd kan komme til at gøre deres veltalenhed og udadvendthed til problemet i kommunikationen. Ligesom Johanne Schmidt Nielsen ville kunne vinde en hvilken som helst debat om hvad som helst, er der også politikere i parforhold. I parforholdet kaldes det at ”sejre sig selv ihjel”. Pas på med at gøre dit verbale talent til et problem for jer.
  4. Nogle har så travlt med at sikre at den anden skal være glad, at de har deponeret fornemmelsen af sig selv, og her svinder den ægte relation langsomt. Især mænd tror at deres kvinder bliver glade hvis de bare giver dem ret. Det er en stor fejl. Træd lidt i karakter.
  5. Mange mænds frygt for om de kan magte samtalen, får dem til blive lyssky om selv banale gøremål. Hvis du er mand ved du hvad jeg mener. Det skal nødigt blive en dårlig vane, for jo mere en mand går stille med dørene omkring hvad han gør, des mere nysgerrig bliver kvinden (og nogle gange vice versa).
  6. Den mærkeligste er der hvor nogle mænd oparbejder en evne til at tale om følelser, uden at det stikker så dybt at det gør noget. Således bliver de en slags samtalepartnere som virker til at være ægte, men rent faktisk repræsenterer sig selv dårligere i en samtale grundet deres større ordforråd for følelser, end hvis de havde holdt sig til bilblade.
  7. Det er en killer, at gøre samtaler om begivenheder til en slags retssager i den rationelle forstands arena. Man skal opdage, at den ene part ikke kan vinde uden af at den anden taber, hvorfor forholdet således taber. Drop kampen. Dyrk en forståelse af forholdet hinsides den enkelte situations spidsfindigheder og trivia. Det bedste man kan gøre, især som mand, er nogle gange at tabe med stil, og sige jeg elsker dig, jeg gider ikke at skændes, hvad skal vi gøre?
  8. Den mest afgørende årsag til kommunikationsproblemer i et parforhold? Det er vanskeligt at være sårbare og ægte i kommunikationen, og det vil det altid være.

 

Overraskende årsager til lavt selvværd og deres løsninger…

foto: Pepereys@peberg / unsplash.com

Intet menneske er født med lavt selvværd. Hvad får så, så mange til at dukke nakken, når de går ned af gaden?  Herunder kridter jeg først nogle basale årsager op med overraskende løsninger, efterfulgt af nogle overraskende årsager med basale løsninger. 

 

Modgang eller mobning i skolen

Mange oplever faglige problemer i skolen som et udtryk for dyb uegnethed til livet, hvilket danner grundlaget for livslang tvivl på egne evner. Skoler bliver bedre med ”børnestavning” og andre aktiviteter til at skærme børn mod nogle af de værste fiaskooplevelser, men i et konkurrencepræget samfund som vores, vil det aldrig kunne undgås. Hvis mobning i skolealderen er tilpas massiv kan den også lave et voldsomt indhug i selvværdet. Kloge forældre og gode lærere kan modvirke effekten af disse udfordringer.

Uanset om du har succes i livet eller ej, kan man sige at problemet i hvert fald til dels er ”narrativt”. Du har lavet nogle fortællinger om dig selv baseret på de tidlige fiaskooplevelser. God samtaleterapi kan hjælpe dig med at beskrive og forstå denne fortid, så den ”giver slip” på dig, så andre og mere bæredygtige forståelser af dig selv og dit liv kan opstå. Hvis du kan se dig selv i denne kategori, og du selv har børn bør du overveje et par samtaler hvor du kan få sparring på din måde at forvalte dig selv og din tillid til dine børn på.

 

At se anderledes ud 

Selv små skavanker og de mere tydelige fx for tynd, for tyk, for høj for lav, bumser eller andet kan have en livslang indflydelse på en persons selvværd. Vi kan med terapi hjælpe folk, men først skal man forstå, at der findes et liv, der er mere frit og let at leve, end det man har. Lavt selvværd medfører ofte håbløshed, og man kan vænne sig til stort set alt. Er du en af dem, der har vænnet sig til at leve på lavt blus? Har du vænnet dig til at skamme dig? Størstedelen af teenagere skammer sig i dag over deres kroppe. Det er en slags epidemi.

Selv årelange skamfølelser kan dog ophæves, men det kræver at man er parat til at arbejde med terapeutens forslag og de mange øvelser forbundet med at bevæge sig tappert ud i livet med større selvaccept.

Ofte vil denne slags lave selvværd vise sig på måden folk bevæger sig på, med nedkastet blik og en verbal adfærd der enten overdøver andre, eller forsøger at forsvinde så meget som muligt. Fordi dette lave selvværd er nøje kædet sammen med adfærd kan man komme langt med optræne en anden mere selvtillidsfuld adfærd. Fake it til you feel it, kalder jeg det.

 

Mediernes opskruede idealer og lykkefælden

Vi bombarderes med billeder af de skønne, kloge, geniale, hurtige, rige og sublime. Det er ikke mærkeligt at det kan gøre os lidt grundutilfredse med os selv. Hvis man oven i købet tror, at alle andre er lykkelige blot fordi de ikke skændes på gaden, og fordi de har stearinlys i vinduet, kan man pludseligt føle sig meget alene med sin tvivl og dårlige tanker om sig selv. Det er ikke pænt at sige, men husk på, at der findes masser af ulykkelige supermodeller. Det kan være svært, at lade være med at sammenligne sig selv med andre, men det kan være nødvendigt, hvis du vil lære at slappe mere af.

 

Overtænkning

Det er normalt at tvivle på sig selv fra tid til anden. Det er normalt at sige “hvor er jeg dum!”, i sit indre. De fleste af os lader disse negative tanker om os selv passere, medens andre er så smeltet sammen med deres tankeliv, at de tilskriver for meget sandhedsværdi til dem. Det er en slags OCD, som er ret udbredt. Det vil sige, at der findes mennesker der er fuldstændigt gennemsnitlige, og alligevel kan have en enorm mistillid til sig selv fordi de tager deres egen tanker for alvorligt. Der er i dag udviklet terapiformer hvor man hjælpes til at vikle sig ud af sin overtænkning. Det kan føles helt berusende at se på verden uden af at filtrere alt igennem denne mistillidsfulde overtænkning. Du vil som ”overtænker” være godt tjent med metoden kognitiv terapi, måske især ACT.

 

Eksistentielle kvababbelser 

Vi dømmer andre meget og hurtigt, så selvfølgelig er vi også selv bange for at blive dømt. Og selvfølgelig er vi således hæmmede i det vi gør og siger.

Lavt selvværd kan forårsages af, at selvbeskyttelsesprocessen bliver for stærk. Måske du skal spørge dig selv, om du har bygget en lidt for stor mur op omkring dig selv. Måske er du blevet for bange for at være dig?

Det værste er næsten, når de tilmurede mennesker dømmer friere mennesker. Har du mødt typen, der ønsker at andre skal være lige ufleksible og lavloftede som dem selv?

Hvis du er en af de ængstelige mennesker? skal du starte med at lade være med at dømme andre. Øv dig således på at være accepterende. Langsomt vil denne accept af andre kunne sive ind i dig selv, og blive til selvaccept.

 

Dovenskab

Dovenskaben vil have, at du trækker vejret langsomt som et stille havs dovne bølger medens alle indtryk synker langsomt ned og flyder sammen i dybet. Dovenskaben vil gerne have at du sparer energi. Pludselig opdager du, at du ikke har ofret nok til tilværelsen. Du er ikke i form, du er ikke belæst, du har ikke en kæreste, du har ikke en karriere, og hvis du ikke tager dig sammen, bliver din bitterhed en gevaldig fjende i dit indre. Det er ikke så meget lavt selvværd, som misantropi.

 

For høj energi og indadvendthed

Nogle af os er født med så stor indre livlighed, at selve eksistensen kan føles overvældende. Mange af denne type bliver indadvendte for at skærme sig mod for mange input. Det kan opleves af både den indadvendte og andre som lavt selvværd, hvilket er en fejl. Nogle kan dog komme til at overbeskytte sig selv. Måske du har vænnet dig til at være så afskærmet, at du også hindrer dig selv i at opnå noget der kunne være godt for dig?

Hvis du er meget indadvendt skal du altså vide, at der måske bare er så meget spænding, eventyr og drama i dig, at du bare ikke har behov for særligt mange fester i den ydre verden. Og hvis du opdager, at du savner livskvalitet, skal du finde en bedre balance for hvor meget udadvendt aktivitet du kan døje. De fleste finder sig med tiden til rette i livet med deres indadvendthed (teorien om “den højt spændte indadvendte” stammer fra den eminente neuropsykolog Grey).

 

Forældres lave selvværd og dårlige pædagogik

Ofte vil forældrenes lave selvværd blive givet videre til børnene. Dette kan både ske genetisk, epigenetisk og miljømæssigt, hvilket vil sige, at det kan være medfødt såvel som videregivet til børnene i kraft af for eksempel nedladende eller ængstelig adfærd fra forældrenes side.

Ofte er det sådan, at forældre, der selv er bange for at præstere, ikke formår at udvise tillid til at deres børns evner uden for hjemmets fire vægge.  Denne saboterende forældreadfærd kan være mere eller mindre bevidst, mere eller mindre ondskabsfuld.

Personligt kan jeg godt lide at udfritte disse indlærte mønstre med det, der hedder skematerapi. Her genaktiverer man i en halvhypnotisk tilstand de kritiske situationer fra opvæksten og omformulerer dem. Det lyder måske skørt men det virker ret godt. Det er nemlig sådan, at de fleste irrationelle mønstre med for eksempel intenst lavt selvværd, er knyttet til svære og følelsesmættede barndomsoplevelser. Eftersom sådanne oplevelser i vid udstrækning er lagret i en følelsespræget, ”limbisk” del af hjernen, er der grundet primitiviteten ikke en nøje tidsregistrering forbundet med minderne. Det er derfor at traumerne kan vedligeholde deres oplevede relevans i krop og psyke, og samtidigt derfor man i terapien kan tilgå det, genaktivere det, og rent faktisk forestille sig at der skete noget andet end der gjorde.

I en proces med at visualisere fortiden kan man for eksempel forestille sig, at man kalder sin forælder en dårlig pædagog, samt at man fortjener kærlighed, at man for gerne vil have et kram i stedet for hovedløs skæld ud. Det er ikke snyd. Det er tværtimod snyd at man blev udsat for dårlige forældre. 

Ift til uheldig genetisk videreført lavt selvværd, bør man prøve at leve på måder der aktiverer mere selvtillidsfulde epigenetiske udtryk, for eksempel tale højt og tydeligt, træne, løbe, bevæge sig aktivt, gå selvsikkert med blikket over horisonten, og andet der kan ”fortælle dine gener”, at du er okay.

 

Den stivnede krop

Man kan være så bange for om man er god nok, at det tilsyneladende kvæler forbindelsen mellem hovedet og kroppen. Jeg ved det lyder mærkeligt. Men mange mennesker, måske endda de fleste, har kroppe der ikke får ilt, eller måske rettere hoveder der ikke får ilt.

Det er en undtagelse at se et menneske bevæge sig frit, elegant og smidigt!

Uden at leve, føle, tænke og bevæge sig frit og harmonisk med ilt i både krop og hoved, kan der ikke foregå god selvoplevelse og et godt selvværd. Nogle af tækningens absolut største genier Kant, Nietzsche, Kierkegaard svor at de ikke kunne tænke uden gåture. Tænkning og det sunde selvværd opstår når man ikke hindrer den i opstå med al ens overtænkning, tvivl, selvbevidsthed og selvfornægtelse. Du er født med selvværd, og selvværdets hemmelighed er den ubesværede bevægelse! Derfor er de, der har danset og dyrket meget sport som børn mere selvtillidsfulde!

Hvis du ofte finder dig i situationer med andre, der får dig til at stivne fysisk som psykisk skal du arbejde med dig selv, for det kan være at du projicerer, og ser mulige fordømmelser, hvor der ikke er nogen. Hvis du imidlertid erkender, at være omgivet af mennesker, der ikke vil dig det godt, kan du mærke det på denne “stivnen”, og så skal du komme væk, så hurtigt du kan.

 

Behovet for tryghed

Andre mennesker og samfundet, som i en eller anden udstrækning er to sider af samme sag, kan latterliggøre, true og knægte originalitet. Ofte vil det være en god ting, for vi skal realitetsteste hinanden, og holde hinanden nede på jorden, men alt andet lige, kan vi holde især de åbensindede så meget nede på jorden, at de helt mister tillid til deres egne evner.

Der er ikke tale om en paranoia over det “onde undertrykkende samfund”, som sådan, for denne undertrykkelse ville aldrig kunne finde sted, hvis det ikke var fordi du selv fandt den tryg. Mange finder andres fordømmelse af dem som en tryg puppe. Kun i fantasiens dyb flyver personens frie sind stadigvæk rundt. Overvej om du er blevet så bange for at træde i karakter, at du er begyndt at elske dit skjul.

6 overraskende tegn på at du har karakter

foto: Unsplash.com / https://unsplash.com/@lottemeijer

 

Karakter

At gøre det rette

I bogen ”To Kill a Mocking Bird” følger vi advokaten, Atticus Finch, forsvare en ung sort mand, Tom, der er anklaget for voldtægten på en ung kvinde. Tom er uskyldig, men stemningen i den lille sydstatsby vil have ham dømt. Atticus arbejder på at gøre det rette og få den unge Tom frikendt, uanset stemninger, følelser og frygt for egen sikkerhed. Læs bogen, eller se filmen, den går rent ind. Karakter handler om at gøre det rette, og denne film udpensler det på en toptjekket måde.

 

Selvopofrelse

Myter, eventyr, film er fulde af denne heltearketype, kvinder såvel som mænd, der udholder latterliggørelse, ydmygelser og trodser farer for at gøre det rette. Ve den mand, der ikke stiller redningsbåden til rådighed for kvinden og barnet før ham selv. Der er uomtvisteligt selvopofrelse forbundet med karakter.

 

Ansvarlighed

Mange heltekarakterer er til hverdag uanseelige og sårbare, som folk flest, lige ind til de ifører sig batmankappe, spiser spinat, drikker trylledrik, eller hvad ved jeg. Vi har alle et dybt ønske om at være modige og gøre det rette, koste hvad det vil. Karakter er nøje koblet på ansvarlighed, dét at opfylde en gavnlig rolle for samfundet. Karakterfuldhed er noget at sigte efter for os som samfund.

 

Vi ved med andre ord, at karakter er vigtigt. Afgørende. Og så er det jo interessant, at det samfund vi lever i, synes at:

 

H æ d r e     a l t       m u l i g t       a n d e t       e n d         k a r a k t e r.

 

 

Tegn på manglende karakter i vores moderne samfund

 

Debattørsyndromet

En politiker eller debattør synes ikke at blive vurderet på karakter, så meget som på veltalenhed og skarpe comebacks. Hvis det var et fag der hædrede og belønnede karakter, ville der ikke være politikerlede. Det værste er, når systemet, “mediet” giver point til debattøren baseret overfladisk karakter. Det kaldes bl.a. “virtue signalling”. På de sociale medier belønnes  ærlighed og ligefrem tale ikke så meget som deltagerens  evne til at aflæse og følge specifikke sprogkoder, som hans eller hendes særlige ekkokammer tilbeder. Hvis du ikke ved hvad jeg mener, er du muligvis en af de “karakterforladte”, hvis tanker afspejler din gruppes holdninger og ikke din egen selvstændige forstand.

 

Uddannelsernes karaktersystemer bedømmer kun i lille grad udvikling af karakter

En studerende bliver som regel ikke vurderet på at have hjulpet andre, eller bidraget til fællesskabet, eller for at skabe noget unikt, men på gennemsnittet opnået.

 

Diagnoser på børn

Mange små skolebørn får diagnoser og medicin hvis de ikke kan sidde – unaturligt – stille. Det er karakterforladt af os, at tillade et sådan menneskeligt forfald (jeg har ikke løsningen).

 

Penge lugter ikke

En mand bliver hyldet for rigdom og succes uanset hvordan den er opnået.

 

”Jeg kan ikke gøre noget galt” – syndromet

En mand katastrofebremsede i sin store Range Rover bag mig og mine børn der sad i en lille hatchback. Et splitsekund fra katastrofen fordi han kiggede i sin mobiltelefon bag rattet. Jeg steg ud af bilen og gav ham en skideballe, og i stedet for at skamme sig, blev han fornærmet. En mand af karakter ville have rødmet og sagt undskyld til han blev blå i hovedet. Skamløsheden er særdeles karakterforladt.

 

 

6 overraskende tegn på at du har karakter, og ét tydeligt.

 

Du tør at lade være med at sige undskyld

Eftersom den karakterfulde er præget af selvstændig tænkning, vil det bero på tilfældigheder, om hans, eller hendes sandheder og værdier flugter med samfundets lunefulde manuskripter for de rette holdninger. Du tør at lade være med at sige undskyld. Du ved, at følelser er vigtige, men ikke afgørende. Du tør at såre andres følelser og gå imod strømmen, men ikke mere end allerhøjst nødvendigt. For det er karakterforladt at tro at man ved alt bedst, og det er karakterforladt skabe mere lidelse i verden, end der er i forvejen.

 

Du kan lytte

Hvis du har karakter er du ikke så angst for hvad du selv indeholder, og hvis du ikke er angst for dit eget indre, er du heller ikke bange for hvad der foregår i andre, hvorfor du kan være en sublim lytter. Du er typen, der mestrer kunsten, at kunne tale om det allersværeste uden af at du overskrider andres grænser.

 

Du dømmer sjældent andre mennesker

For du ved, at man ikke kan se på folk, hvad de har måttet gennemgå, for at være dem de er, men …

 

Du kan holde humøret

Når du opdager at andre prøver at sprede dårlig stemning, fordi de ikke har det godt med sig selv, lader du dig ikke påvirke af det.

 

Du finder personlighedstests vanskelige at udfylde

Man kan også være så optaget af at gøre det rette hinsides impulser, følelser og flimmertanker og vaner, at man transcenderer sin automatik, og derfor kan have svært ved at vide hvad man skal svare på mange af de spørgsmål man typisk stilles.

 

Du har svært (!) ved at sige til og fra

I tekstbogen hedder det sig, at man brænder inde med ting, underkaster sig for meget og opofrer sig for meget, fordi man er bange for konsekvenserne af at sige til og fra. Det ses som karakterforladt, men i min analyse kan man vende den anskuelse på hovedet, og se folk, der har haft så meget karakter, at de har ofret sig for meget. Her skal man finde en balance igen, hvor man udvikler lidt sund ”egoisme”.

 

Og den ikke spor overraskende: Du har integritet 

Integritet

Hvilket vil sige, at du prøver at fastholde din persona og din dydsetik (regler for god adfærd) på trods og på tværs af situationer og forviklinger. Ligesom krigsfangerne i ”Broen over floden Kwai”, holder man på formerne selv i de grelleste situationer. De gamle grækere definerede såkaldte karakterstyrker, de forbandt således karakter med blandt andet: Mod, mådehold, kærlighed, venlighed, retfærdighed, nysgerrighed, åndelighed, visdom og netop integritet. Uden integritet mister de andre styrker deres vægt og vigtighed, og således har du ikke karakter. Jeg har tidligere skrevet om vejen til karakter her. 

 

 

 

Kan du blive stresset af din coach. Ja. Meget. Denne coachingmodel burde forbydes…

(foto fra unsplash)

Jeg faldt en gang over en bog inspireret af det fascinerende NLP drøn Tony Robbins. Bogen udpenslede, at vi åbenbart lever ud fra to forskellige motivationssystemer:

 

  1. At nærme sig ting for at nyde

I dette motivationssystem er vi optagede af at sigte efter at opnå noget. Vi søger glæden, spændingen og fornøjelsen ved jagten på ”det”, og således regulerer vi vores følelser ved at drømme, sukke, sigte efter det eftertragtede. Det kender du godt.

 

  1. At fjerne sig fra ting for at føle sig sikker

Den anden måde at leve på handler om at udpege det man er bange for, fokusere på det og prøve at skærme sig mod det, eller bekæmpe det, for at føle sig 100% sikker. Mange bekymrer sig således vanemæssigt bl.a. på grund af den kortvarige og dysfunktionelle glæde det er, at have spottet og indkredset faren med sine tanker. Det kender du måske også godt?

Man skal ifølge coachingbøgerne gøre hvad man kan for at leve ud fra det første motivationssystem, og ikke det andet. Fair nok.

 

Smerte/lyst balancen

Modellen er også beskrevet som en “amøbemodel”, for amøber har, som mennesker også disse to motivationssystemer, 1) at bevæge sig mod næring og 2) bevæge sig væk fra smerte. Amøbemodellen kan give god give god mening i coachingsammenhæng, når man har kunnet billedliggøre situationer hvor folk bevæger sig ubehjælpeligt imod skade og smerte, og bevæger sig ubehjælpeligt væk fra det, som de aner, er godt for dem. Hvorfor deres lidelse i en håndevending kan begrebsliggøres i en enkelt model, der kan give den ellers overtænkende, eller usikre klient en fornemmelse af selvsikkerhed i nogle skarpe valg i retning af et bedre liv.

Jeg har således i humor kaldt mange af mine klienter for ”dårlige amøber”, for at anspore til modig menneskelig handling væk fra uholdbare tanker, følelser og situationer mere i retning af ønskede tilstande og situationer.

Det er heller ikke helt uinteressant at observere folk, der ikke bevæger sig mod det gode, fordi de samtidigt frygter hvad det gode kan føre med sig af ansvar og afledte skræmmende muligheder. Her giver “amøbemodellen” også god mening, for her kan man blotlægge sådanne mindre bevidste faktorer der vedligeholder klientens problem.

Jeg husker en kendt dansk psykolog nævne, at det var hendes kliniske erfaring, at især klienter, der havde været misbrugt som børn og unge, ofte havde svært ved at få styr på denne smerte-lyst balance. De blev ofte i dårlige situationer for længe, og tvivlede for meget med at gøre det rette for sig selv. Jeg har observeret samme mønster, men…

 

Modellen er alligevel … forkert

Ingen teorier matcher virkeligheden helt, for så ville det jo faktisk ikke være teorier. Sådanne modeller som “amøbemodellen” passer altså kun i grove træk. Fair nok. Men amøbemodellen er altså, på et helt konkret plan forkert.

 

Vi er nemlig også velsignet til at kunne regulere vores følelser med nærvær!

En dag, da jeg stod og underviste i coaching fik jeg et billede på mit indre, af en af vores dovne hunde fra min opvækst. En beagle der hed Sally. Om sommeren lå hun splattet ud i solen i timevis, om vinteren lå hun på hede klinker bag kakkelovnen. En sand livsnyder. Her var tale om en hund, der, i disse situationer, hverken var på vej mod noget, eller væk fra noget andet. Hunden var bare.

 

Væren

Der er nemlig en tredje overordnet måde at regulere følelser på, som ikke er med i amøbemodellen, og det er, at give sig hen til nuet som hunden i solen. Ikke for at jagte noget, ikke for at opnå sikkerhed fra fare, men simpelthen bare for at eksistere og være til på en rar måde. Det føles måske ikke fantastisk, eller 100 % sikkert, men det er livet, i en behagelig eller i det mindste tryg tilstand.

 

Konklusion

At reducere livet til at være enten en jagt eller flugt er bogstaveligt talt sindssygt. Rigtigt mange moderne mennesker er jo netop plagede af, at de forestiller sig at man enten skal føle sig 100 % sikker mod fare, eller 100% sikker på en retning. Når man  opdager, at man i velvalgte momenter kan prioritere at føle sig tryg, gerne sammen med andre mennesker, der heller ikke er 100 % sikre på noget, er det som at vågne fra et mareridt. Her kan man være til i vished om, at andre nok vil elske en selv om man ikke er perfekt og ikke når alle sine mål. Måske andre endda ville beskytte en hvis der var fare på færde, med mindre det rent faktisk skulle vise sig, at man selv havde ressourcerne til at klare hvad der end måtte opstå.

Amøbemodel RIP.