At dømme sig selv.

 

Det følgende retssag foregik i en drøm. Jeg har redigeret de mærkeligste passager ud. Den strakte sig over elleve vidners præsentationer, for at nå sin mærkværdige afslutning.   

Jeg havde længe gået og været i tvivl omkring en masse ting, og uden mit vidende havde min underbevidsthed åbenbart samlet vidner mod min egen tvivl.

I retssagen i min drøm blev der hidkaldt 11 vidner og dér, i midten, sad jeg. Jeg havde selv sat mig i stolen. Gad vide hvad det ville handle om, tænkte jeg. Gad vide om jeg kunne være skyldig i noget konkret? Jeg havde jo for eksempel ikke uddannet mig til psykoanalytiker, og som psykolog skal man jo tage sin karriere seriøst, og jeg havde ikke haft det sjovt på det sidste, alt for meget alvor havde der været i mit liv. Gud hvor var jeg egentlig skyldig i mange ting.

Jeg sad i en mørkt bejdset pindestol med svungne former. I loftet var der er en stor lampe med et dovent gult lys. Der var lunt i lokalet. Det mindede mig om retslokalet i den sort/hvide filmatisering af ”To Kill a Mockingbird” i sydstaternes dovne varme.  Jeg kunne ikke få øje på en dommer og der var blot antydningen af tilskuere tæt mod rummets lidt fjerne vægge. Jeg tror at der sad to-tre stykker.

Vidnerne der blev kaldt ind, var ikke mennesker, men gestalter af livet, eller en slags brudstykker sammensat af mine egen underbevidstheds for godt befindende.

Jeg vidste ikke om jeg skulle være bekymret eller lettet.

Der blev indkaldt 11 vidner til at tale mod min tvivl. 

  1. Historien trådte selvhøjtideligt ind på scenen. Den sagde at jeg ofte havde konfereret med den. Jeg kendte selvfølgelig ikke historien så godt som den, for den var jo historien. Med et  sving med sin toga over mørke lædersandaler, bedyrede den, at jeg med min interesse for bl.a. oldtid og mytologi havde opbygget en anselig viden om det almenmenneskelige, der jo netop afsløredes over tidens tand. Han trådte ikke så meget ud af lokalet, som han syntes at fordele sig til statuer der stod langs fjerne vægge. Jeg følte mig omringet af ham, og lidt skeptisk over hans selvsikkerhed.
  2. Nu var det kroppens tur. ”Det har været svært at undervise dig, i hvert fald til at begynde med”, sagde den. ”Du har bragt mig i situationer, hvor jeg blot har måttet stivne, andre gange har du gjort mig så træt, at jeg troede at du havde glemt mig. Og når du har panikket, eller blev ked af  en af vores utallige daglige fornemmelser af ubehag, har jeg måttet ryste på hovedet af dig.” Den rettede sig lidt op: “Med tiden synes jeg at du er blevet bedre til at konsultere mig. Da du mediterede vandt du min tillid med din uskyld, og jeg delte derfor mine fjerneste ekkoer med dig. Nu ved du at det også er mig, der har skabt hajens finner, ligget på havets bund under tre kilometer is for 700 millioner år siden, og at jeg glimtede i tidlige versioner over krabbetågen før solen blev født. Jeg har nydt at du har taget så mange af mine påhit og mine impulser alvorligt. Og jeg har derfor røbet min dybeste hemmelighed til dig: At det er et trick fra min side, at lade dig tro, at du lever for første gang, så du kan elske livet endnu mere.” Netop som kroppen begyndte at blive forgabt i sig selv og dens fornemmelse af tidsløshed og samhørighed med universet, hørte jeg det støje i baggrunde.
  3. Der rullede nu en mekanisk genstand hen ad gulvet. Den sagde med en monoton lyd, at selve denne retssag var beviset på, at ingen var bedre til at konceptualisere end mig, dvs. systematisere og ordne, og dermed sikre viden. Den hostede robotagtigt og lod bachelorgrad, mastergrad, autorisationsbeviser, kurser med videre printe ud af dens bagdel, som om den ikke vidste det. ”.. Hvem andre end mig, kan tænke i så mange analyseniveauer samtidigt?”, spurgte robotten nu retorisk nu med en blid stemme mest til sig selv. Mærkeligt nok blev jeg helt rørt. Robotten lagde ikke mærke til mig. Den blippede, bippede og båttede og rullede ud af lokalet… jeg så den ikke gå ud af en dør, men væk var den, den var sikkert optaget af et nyt mysterium. Den rationelle forstand forføres så nemt af sig selv.
  4. Dernæst kom mine forældre og brødre ind, som et samlet væsen. Min mor havde med sin overdrevne kærlighed lært mig at lade folk have deres egne liv, min ældre brors overdrevne selvtillid havde lært mig ydmyghed, min mindre bror havde lært mig om ansvarlighed og min fars svaghed havde lært mig, at man aldrig må lade sig bestemme over af nogen til et punkt hvor man mister sig selv. Og vigtigere viden kan man ikke besidde. “Og jeg elsker jer!” Fik jeg sagt til skikkelsen, der kantede sig væk fra vidneskranken ud i mørket, uden af at vende sig om. Nu kom der et skarpt lys, der fik mig til at knibe øjnene i.
  5. Min frihed stod nu på scenen. ”Vi har sikret, høje dommer”, sagde den kækt, og kiggede rundt i det halvtomme lokale, ”at ingen rigtigt har kunnet bestemme over dine tankeverdner. Du har kunnet lære lidt her, og lidt der, og lære lige hvad du haft lyst til. Du har underkastet dig når du skulle, men så har du også kæmpet imod. Hvad er denne retssag hvis ikke et udtryk for din frie tanke?” jeg kiggede benovet på friheden, som virkede utroligt overbevisende. “Og hvad eller hvem, hvis ikke jeg, sikrer din dannelse?” Friheden kiggede ned på sine diamantringe, rettede på sit fine jakkesæt. ”Kære dommer, der er mere viden i frihed, end i noget andet, for uden frihed kan viden ikke bevæges rundt, og så kan ingen komme rundt i lokalet og blive klogere på alle de vidensting, der hele tiden presser sig på.” Friheden smilede til mig, blinkede med det ene øje, og sagde, at jeg godt kunne bruge ham som målestok for dannelse. ”Uanset hvad!” Bedyrede han, hvorefter han svansede selvsikkert ud af lokalet, flirtende med sig selv. Jeg sad helt blæst bagover.
  6. Dernæst kom der et vidne, der kun var i mine tanker. Det var alle mine klienter. Mere end tusind af dem. De tydeligste stemmer blev til vidner. Der var alle dem, der havde fortalt mig om deres problemer, og deres løsninger. Der var dem, der var så kloge, at de kunne fortælle mig det, de ikke forstod selv, og som jeg heller ikke kunne tyde, men kunne rumme til evig tid, så de selv kunne blive fri. Der var også utilfredse stemmer, der fortalte mig, at jeg havde lært ikke at give falske forhåbninger, og at jeg ikke skulle deltage i andres scenarier for at hjælpe dem, men være scenen for deres stormes rasen. Der var alle tårerne og sorgen, der havde fyldt rummet og langsomt sunket ned i os igen på lettere måder. ”Hvad hvis ikke nærvær med sorg og tvivl bygger de dybe bægre for din egen tålmodighed i livet, og husk: tålmodighed er ånd.” Var de afsluttende ord, før stemmerne døde ud. Det virkede næsten for meget til at jeg kunne kapere det. Det føltes ikke som om det kunne handle om mig og min egen erfaring.
  7. Min kæreste, som også repræsenterede alle de kvinder jeg havde kendt, kom nu ind som det næste vidne. Uden at sige noget, lod hun mig forstå, at jeg var blevet elsket som den jeg var. Hun, med de store smukke øjne, som aldrig så mine fejl, som jeg selv så dem. Hende der kan irettesætte mig og elske mig på én gang. Her havde jeg lært det vigtigste, som ikke var at forveksle med viden. At jeg var elsket. Som var hun sendt fra en anden verden, for at give mig det, som jeg ikke selv kunne skaffe mig uanset hvor meget jeg prøvede. Mine venner havde gjort det samme for mig, men på en anden måde. Det var den dybeste sikkerhed, jeg havde kendt.
  8. Ind ad lokalet kom en stor general nu med hundrede medaljer på brystede og striber på ærmet. Han gryntende uforståeligt under et tykt overskæg. Han havde heldigvis en tolk med, som hviskede med en pibende stemme ind i mit øre: ”Han siger: “Jeg er Hierarkiet!”” Tolken var et egern, der sad på min skulder og rystede af skræk over generalen. Der blev nu helt stille. En dør åbnede og der blev bragt et bur ind i retslokalet. Generalen blev lidt sørgmodigt ført ind i buret af et dusin kakiklædte zoo ansatte. Buret blev låst, de zoo ansatte forsvandt, og generalen fortsatte, nu med hænderne med hvide knoer på tremmerne kiggende mig dybt i øjnene: ”Da du regnede ud, at du selv kunne bestemme hvordan du oplevede dig selv i de givne hierarkier, mistede jeg min magt over dig. Du har det stadigvæk bedst, hvis du klarer dig godt i forhold til andre, men du kan også have det godt, når du overhovedet ikke overvejer hvordan andre klarer dit eller dat. Hvis du lærer at passe godt på mig, og slippe mig løs når jeg keder mig, vil jeg lære at underkaste mig dine ordrer.” Egernets buskede hale kildede mig lidt i øret medens den videregav generalens budskaber. Den faldt snart i søvn med snuden nede i mine skjortekrave. Det var hyggeligt, og selvom det selvfølgelig lyder vanvittigt, føltes det meget sandt, at jeg havde sat generalen i bur, og havde hans stemme på min skulder.
  9. Humoren trådte nu ind, kiggede på mig, og rundt i lokalet med et ubestemmeligt udtryk i ansigtet. ”Vi kan ikke lide retssager…” sagde den tørt, og vendte sig om og gik igen med gammeldags båthorn tapet om fødderne. Lyden blev ved længe, blip, blop, blip, blop, blip, blop… Det måtte være en lang gang den gik ned ad, siden lyden tog så lang tid om at dø ud, til stor irritation for det næste vidne der gik rundt om sig selv. Humoren havde ikke gjort andet end at gøre grin med retssager, og det føltes uden tvivl rigtigt som sagen skred frem.
  10. Nu kom der to små mænd  ind hånd i hånd. Som de mærkelige brødre i Alice i Eventyrland. Det var vreden og bitterheden. ”Utallige gange” sagde vreden med bitterhed, ”har vi fået dig til at gøre ting, som slet ikke har været gode for dig. Til at begynde med troede vi, at vi gjorde dig en tjeneste. Vi troede vi forsvarede dig og var dine bedste ambassadører når du havde det værst, eller følte dig mest presset. Og det var først, da du opdagede at vi selv hadede det, at du lod være med at kalde på os. Du har lært, at vi ikke gider at være med”, sukkede bitterheden. Jeg fik helt ondt af dem. Hvor var det dog rigtigt, at vrede og bitterhed sjældent gav mening, og at det var noget at det vigtigste jeg nogensinde havde lært.
  11. Nu så jeg mig selv komme ind, gående med et grædende spædbarn i armene, og her blev jeg målløs. For hvordan skal man reagere på sig selv. Jeg betragtede ham i stilhed, han tog ikke notits af hvor han var, og gik bare rundt og nynnede en sang til det urolige barn. Jeg vidste ikke helt hvad jeg her skulle lære, men til sidst faldt jeg selv i en dyb drømmeløs søvn, kun båret af mine åndedrags langsomme rytme.

 

 

 

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: