Kære psykologi, hvad skete der? 

(advarsel: nogle gange skriver jeg kringlet. Du er ikke dum, hvis du ikke forstår det hele.)

Forhistorie

Her for et par år siden trissede jeg rundt i et antikvariat på Nørregade og ledte efter noget gammel filosofi for at slå tid ihjel. Ned fra en hylde tog jeg en lilla, slidt bog med titlen ”Myte og eksistens” fra 1992 tror jeg. Året hvor jeg blev student. Som en slags hyldest til skæbnen og min nysgerrighed købte jeg den. Jeg fik den læst og fik genvakt noget af den uskyldige interesse for psykologi, jeg fik som 14 årig. Den gang i folkeskolen hvor jeg overværede en skolekammerats foredrag om drømmetydning, og faktisk besluttede mig for at blive psykolog.

 

Livet som uhelbredeligt drama

Så jeg sad med bogen om myter på gulnede sider med uforståelige noter i marginen, og her gik det op for mig, at jeg måske nok havde glemt noget af glæden og spændingen ved mit fag. Jeg havde med mine primært “kognitive” og “narrative” psykologiske metoder og teorier gennem årene, måske også glemt at livet er et drama? Et uhelbredeligt drama. Et – heldigvis – uhelbredeligt drama.

At kroppen ikke bare indeholder symptomer, der skal begribes psykoedukativt, og hovedet ikke bare rummer kognitive fejl, der kan rettes lidt på. At vi ikke bare skal detache fra os selv med mindfulness og sobert vælge værdier, at vores selvforståelse ikke er tilfældige narrative konstruktioner, der skal pilles fra hinanden til den dovnes og den eksistentielle kujons lettelse.

Men at alle vores oplevelser og tankerne i alle deres tilskikkelser, er kilder til det hele liv, som vi ikke er forbandet til at opleve (Sartre), men velsignet til at blive revet med af, til vi en dag løber ud i havet.

 

Troldmandens lærling

Hvem ville dog være tåbelig nok til at prøve at begrænse, rydde op i, eller kritisere den palet af fornemmelser og indre billeder til livet, for at gavne det? Mig. Som troldmandens lærling, der ikke aner hvad han laver.

Som pr ordre havde jeg kastet tankens blege skær på en brusende flod af disse menneskelige strømme, der kilder og rykker i kroppen, som skulle en ophøjet og tilbagetrukken stilstand af observation og beskrivelse være at foretrække.

Havde jeg som klinisk psykolog, af alle, glemt at man ikke kan prøve at sortere livets uhyggelige sider fra, uden samtidigt at sortere det værdifulde fra. At et helt liv, derfor kræver deltagelse i kaos og lidelse, såvel som i orden og glæde?

 

At være dæmonen

Jeg forholder jeg mig ikke til vigtigheden af at “face dæmoner”, men om at være dem (for de er dig), på en tilpasset måde, så du får deres energi, og så de ikke kan overraske dig og styre dig. For hvor behandlet er fx depression, hypomani, kærestesorg eller angst hvis man stadig frygter det som dæmoner der skal “faces”? Hvordan kan du i det hele taget face dig selv?

 

Til gudernes fornøjelse

Havde jeg med øjnene dunkle i mørke biblioteker, ladet mig uddanne til terapeutens manualer og kolonneark, med det formål at tæmme livet snarere end at hædre det? Og hvilke patetiske løve- eller snarere livstæmmere er vi ikke. Hvis der var guder, og livet var deres arena til underholdning, ville dét være klovnenummeret.

 

Den banale værdsættelse af livet

Havde jeg således også glemt at jorden, som vores krop, med alt hvad den tilbyder os, også skal værdsættes i sin helhed. Hvorfor det ikke ville være så vanvittigt at tilbede duggen på et græsstrå, som at lade være. Og tænker du, at dét lyder sindssygt? Er det da ikke mere sindssygt ikke at tilbede vores liv, medens vi er her.

Lad det være et postulat, det er fint med mig: Når man forsøger at være åh så rationel eller svæve socialkonstruktionisk oven vande, ser man ikke livets hemmeligheder, som gemmer sig de mærkeligste steder. Her er mindfulness dog en sjælden gave.

 

Overgivelsen

Det er nemlig ikke dig, der spejler sig i livet, med høje tanker. Det er livet, der spejler sig i dig, og det sker først hvis du overgiver dig – til dig selv først. Ubetinget. Således bliver du livets.

 

Dramaerne

I den overgivelse muligvis båret af mindfulness visdom, vil du se at dramaerne og eventyrene har første prioritet, for vi vil ikke leve et kedeligt liv, så ville vi hellere dø. Således må du give slip på mindfulness igen. For her kan selv mange bekymringer betragtes som underbevidsthedens skattejagter i dybet af din sjæl, under en overflade, tør og døende uden de afgørende rødder ned i dybets strømme.

 

Selvet

Din krop og det selv du består af, og er, vånder sig jo over, eller snarere under, de amatøragtige forsøg på kontrol, kritik ”dekonstruktion” og censur. Egoet aner ikke dit selvbedrag, for bedraget er klædt i lange ord.

Kan du mærke at du mister dig selv når du læser kedelige bøger om kognitiv terapi. Lad din ugidelighed her være dit selvs hædersmærke. Er du klar over at den følte overlegenhed du oplever, når du overindlærer den gængse samfundskritik der udgiver sig som psykologi, godt nok “social psykologi”, ikke er dit fineste moment men dit egos laveste øjeblik. Dit selv er her faldet helt i søvn af kedsomhed.

Hvis du møder en der med et blankt ansigt siger at han ikke har et selv, at det er samfundet der har opfundet kønsforskellene, at han “kritiserer individualiseringsdiskursen”, da spørg ham hvor han bor, og følg ham hjem, så han i det mindste kan føle at han hører til i den generelle geografi.

 

Ærlighed

Jeg mestrer også lange ord, men jeg har lært at holde dem i snor med min krop som ballast. Jeg har i dag lært at sortere mine ord igennem min fornemmelse. Ikke takket være min universitetsuddannelse. Måske takket være Ulla Aagesen og Elna Strøm som jeg har haft som supervisorer efterfølgende. De er nogle kloge ældre damer. Med den træning og med Sokrates som rollemodel adlyder jeg min fornemmelse for det jeg oplever som forkert, medens det rigtige er sværere at definere. Som eksempel: Min fornemmelse fortæller mig at psykologien savner sin uskyld. Det kan jeg fornemme er forkert, ikke at jeg aner hvad vi præcis skal sætte i stedet for. Selvom jeg har efterladt spor til den nysgerrige.

 

De to dimensioner 

Havde jeg i faglig følgagtighed og arrogance således affejet det allervigtigste af alt. Min krop, min fornemmelse, min sans for eventyr og drama, og alt hvad der er i øvrigt hører med?

Havde jeg i velvillig underkastelse til de terapeutiske ”paradigmers” systemtænkning og den lægevidenskabeligt affødte naive udfrielseslængsel, afskåret mig fra mine egne dramaers energi til fordel for en art todimensional sort/hvid, forstyrret/normal menneskeforståelse?

 

Den tredje

Havde jeg mistet syn for min egen elendigheds gyldighed. Ja. Var det lykkedes mig at ignorere, at selv de mest ligegyldige ting har deres formål i det store hele. Ja. Havde jeg afskåret mig selv fra at forstå, at min egen angst og mine egne hele og halve personlighedsforstyrrelser ikke var at betragte som syge patienter i mit indre, men som selve stilladserne til min livsenergi, og de drager der gemte mit guld, mit formål. Ja. Jeg havde også glemt at lidelsen, snarere end noget der skal undgås, vidner om livets iboende tragedie, og det kald til mod og handling, der giver livet mening.

 

Den nødvendige kolonisering af selvet

Jeg gjorde mig til slave af metoder for at have styr på tingene. Indrømmet. Jeg har talt højt og vidt og bredt om den kognitive terapis velsignelser. jeg har undervist i systemisk coaching og narrativ kommunikation og sunget højt om det. Ligesom med så mange andre fag og livsområder kan man jo ikke tage folk seriøst der ikke har ladet sig kolonisere af et fag eller en metode. Ja, jeg har ladet mig kolonisere.

 

Den skarpe kritik

Nu har jeg indset, at dét var min vej til frihed. At man skal være slave først for at kalde sig fri. Nu kan jeg være kritisk. Jeg har optjent retten. Og min kritik er skarp. Især over for mig selv, eller nærmere over for idéerne i mig selv!

 

Montaignes uforglemmelige ord

For nu er mit selv, med Montaignes ord, som et hotel hvor jeg ikke vil lade gæsterne bestemme. Jeg kommer ikke til at kalde mig kognitiv dit eller poststrukturalist dat, eller ”kritisk psykolog”, og proklamere metodens suverænitet på alle områder. Jeg ved at det er problematisk for min selvforståelse og for min forretning, men jeg vil hellere være fattig og forvirret, end jeg vil slå plat på min egen og andres naivitet.

 

Ensomhed

Jeg har overvejet at blive ”jungianer”, for her har man inkorporeret dramaet i metoden, men efter at have undersøgt det, og duftet det sekteriske islæt selv her, har jeg besluttet mig for ikke at drikke for dybt af det bæger. Kan være jeg ombestemmer mig på et tidspunkt. Derfor er jeg alene. Derfor tror jeg også, at mange af jer der arbejder med mennesker som lærere, pædagoger, konsulenter, terapeuter og coaches, der har læst så langt, også er alene. Og det må vi godt være. For det er vores egen rejse.

 

Humanistisk psykologi

I sidste ende vender jeg næsen mod én retning igen, for vores eneste adgang til eksistensen, er via vores fælles manifestationer (det vil sige de velbeskrevne teorier og metoder inden for en afgrening af fx psykologien), og det vil aldrig være anderledes, men så vil det måske være som “humanistisk psykolog”, hvordan jeg end vil definere det for mig selv.

 

Herunder kan du læse om nogle af mine forsigtige konklusioner til psykologiens status i dag i punktform:  

  • Noget af det, der utvivlsomt spejler vores væsen bedst, er poesi og kunst, og eftersom det ikke er spor rationelt, bør vi inden for psykologifaget bevare en sund skepsis over for rationalitet, og det, der klæder sig i rationalitet.
  • Historien og ”historierne” er ikke død, den er det dybeste spejl ind i os selv. Intet kan erstatte den. Slet ikke afsindige ismer. For den, der ikke kender sin historie, er alt skabt af kultur. Elsk historien. Læs Montaigne.
  • Vores ofte totalt urealistiske drømme og tro på noget større og uforståeligt kan være den stjernekikkert, der gør at vi aner det transcendente, dét der føder vores fornemmelse af formål. Hvorfor det fjerneste og mest abstrakte kan blive det nærmestes allierede. Tænk blot på den lille prins og genlæs den.
  • Eventyrene der omgiver os med deres pinligt tydelige indhold, rummer ofte den eviggyldighed og sandhed, om man vil, som vi ellers fægter forgæves om i vores abstrakte snak om liv og mening. Læs eventyr. Se fx Pinocchio og vær benovet over den elegante håndtering af eksistentielle temaer her.
  • Den store litteratur tilbyder selv den mest fortabte af os et eksistentielt hjem. Læs klassikerne.
  • Meget kan man sige om psykoanalytikernes vanemæssige livsridt i traumer, men netop Freud og andre fra den retning forstod, at de eksistentielle og udviklingspsykologiske sandheder stod tæt og tykt i religioner og fx de græske sagn. Det aspekt af psykoanalysen må vi godt genoplive.
  • Vi skal værne om og værdsætte vores komplekser og arketyper i stedet for som børn at betragte dem som tankeforstyrrelser og tilfældige narrativer. Hvor mange arketyper kan du nævne?
  • Vi skal turde bevare vores uskyld, som den 14 årige til et foredrag om jungiansk drømmetydning. Ham savner jeg inderligt, og hvis du er psykodynamisk anlagt vil du også kunne forstå det når jeg tænker, at han også savner mig.

6 thoughts on “Kære psykologi, hvad skete der? 

Add yours

  1. Fint skriv Thomas. Jeg har selv arbejdet som psykolog i snart 40 år og er aldrig blevet træt af at arbejde gestaltterapeutisk. Tværtimod synes jeg det har været vitaliserede, men jeg forstår din frustration. Som min gamle lærermester Erving Polster sagde, så bør terapi nok netop handle om at bringe dramaet tilbage i klientens liv. Det drama som livet jo netop er, men som mange søger at undvige – ofte med hjælp fra velmenende behandlere, som har lært metoder til at fjerne det som netop ofte er symptomer på livets drama. En af Polster’s
    bøger hedder ‘Every persons life is worth a novel’.

    Liked by 1 person

    1. tak for din feedback, du skal vide at jeg altid har brugt aspekter af gestaltterapi til netop at integrere snarere end at “afstøde” det ukendte, fremmede eller ubehagelige i vores sind – og relationer for den sags skyld.. kunne sagtens forestille mig at læse mere op på Gestalt terapi igen.. :0)

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: