Dannelsesrejse. Retreat 2019 Kunsten at leve livet meningsfuldt.

 

Retreat i Genova, Norditalien. 2019!

En uge med fokus på dig selv. Dit sind. Din sjæl. En uge med vandreture, nydelse og livsfilosofi. Få en dybere selverkendelse via sanse-, skrive- og samtaleøvelser med afsæt i oplæg og læsning af klassiske tekster af blandt andre Camus og Montaigne. HC. Andersen kaldte denne del af Italien for verdens smukkeste. Nogle af den moderne tids største tænkere har hentet inspiration i netop dette område. Stedet er altså nøje udvalgt som baggrund for vores dannelsesrejse.

Temaer: Bevidst nærvær, lyrik og poesi, dannelsens grundbegreber, meningsfuldhed, eksistentialisme, kærlighed, venskab og selvet.

Metoder: Undervisning, vandring, skrivning og samtaler.

Inspirationskilder: Michel de Montaigne, Nietzche, Antoine De Saint-Exupéry, Camus og den humanistiske psykologi.

Retreatet afholdes to gange. Første gang d. 8.-15. April. Anden gang d. 13. – 20. maj 2018.

Kursuspris: 11.500 .-

Dette inkluderer delikat kost og logi i original italiensk bolig, samt materialer og undervisning.

Transport København – kursussted retur, bekostes af kursist. Uden for sæsonen svinger prisen for flybilletten, men ligger et sted ml. 500 – 1000 kr. tur/retur. Toget til kysten koster omkring 200 kr.

Informationsaftener

Tirsdag 30/1 Adresse: Julius Valentinersvej 18, 4. sal, 2000 Frederiksberg  

Kontakt: soren.bramsted@gmail.com Tlf.: 26255887

                thomas.markersen@gmail.com Tlf.: 28700900

 

—ooo000ooo—

Det daglige program

8-9:30 Vandring

9:30-10:30 Brunch

10:30-13 Dagens tema

13-14 Let frokost

14:30-17 Vandring

18-19 Middag

19-20:30 symposium/fritid

Metoder: Oplæg og undervisning – Vejledte samtaler – Skriveøvelser – Læsning – Vandring – Dagbog, notesbog – Symposium

Nærvær. Øvelser i at ankomme. Om at observere, iagttage og beskrive. Kunsten at folde nuet og tankerne ud i samtaler og skrivning.

Vandring og dannelse. Nogle af de største filosoffer og forfattere fik deres bedste idéer på vandreture, vi tager notesbog med og går i deres fodspor.

Meningsfuldhed og eksistentialisme. Vi taler om at finde egne eksistentielle sandheder i en tid med stor tvivl, valg og fravalg. Vi taler om at finde formål og eksistentiel tyngde.

Kærlighed, venskab og singleliv. Vi analyserer på relationerne i vores liv, på spillet mellem det maskuline og det feminine i os selv og mellem hinanden.

Minimumskrav til tilværelsen. Vi taler om hvad vi hver især vil kræve af vores hverdag og vores fremtid, samt kunsten at kunne kommunikere egen sandhed så godt som muligt. Autenticitet.

 

søren.jpgSøren Bramsted. Historiefortæller, forfatter og underviser. Søren underviser blandt andet i erotisk skrivning hos Joan Ørting, og er for tiden fast historiefortæller hos Carlsberg. Hans spidskompentence er mundtlig og skriftlig formulering og formidling af vores indre strømme, hvilket netop er et af omdrejningspunkterne på vores retreat.

 

tbm

Thomas Markersen. Autoriseret psykolog. Filosofi- og idéhistorienørd og blogger. Med hundredevis af artikler og TV optrædener er han en aktiv del af samtalen om psykologi og livskunst i Danmark.  Har i 15 år arbejdet som terapeut, konsulent og underviser. 

 

Herunder: Billeder fra Rapallo/Genova, hvor Friederich Nietzsche og HC Andersen nedfældede mange af deres tanker. Det er dette eller tilsvarende hus vi kommer til at bo i.

hus udefra

swimming pool

rapallo

t og v og s

Tillid til egen vurdering og dens fire fundamenter

En leders territorium rækker ud i det ukendte, derfor kræver funktionen tillid til egen vurdering. Man skal gøre det rette i et felt af usikkerhed og mange mulige veje, hvor man kan klandres for snart det ene, snart det andet. Især når det gælder ledelse på et højere plan, står man i en situation hvor man skal lede på en måde der er godt for en selv, for andre, for virksomheden, godt i nuet, godt i fremtiden og godt for samfundet på én gang. Hvor kommer lederens tillid, eller mistillid til egen vurdering fra? Hvad beror den på? Det har jeg skrevet om.

 

Realisme over idealisme

Man er idealist, hvis man tænker, at alle sidder om bordet og går rundt på gulvet med virksomhedens overordnede bedste for øje. Hvis det bare var så vel. En god leder er realist, for han ved at han befinder sig i et felt hvor der ikke blot er en skinbarlig virkelighed bestående af mursten, KPIer og interesseløse mennesker, men også mere subjektive forståelser af den fælles virkelighed baseret på alskens mere eller mindre logiske, subjektive og egennyttige interesser. Lederen befinder sig altså i et felt af forskellige fortællinger om det, der er sket, og det, der kan ske. Den realistiske leder erkender, at han er medskaber af virkeligheden, så han kan sikre at fortiden bliver til at leve med, og sætte en god retning, så fremtiden bliver til at leve for. En realistisk leder ved at han også er forfatter af virkeligheden. Hvis han ikke selv sætter historien, gør nogen andre.

 

Hvis du oplever problemer med dette aspekt af ledelsesopgaven, kan du som leder udvikle det man kalder karakter. En karakter indebærer værdier, holdninger, måske rutiner og i hvert fald eksistentielle sandheder, der tilsammen kan udgøre et slags indre kompas, der kan give mere tillid til egen vurdering i det tvetydige felt som du fungerer i.

 

En opvækst med tillid til egen vurdering

Har dine forældre undermineret eller støttet din tiltro til egne vurderinger? Jeg har overværet flere foredrag og pep talks med dygtige mennesker, der fortæller hvordan de med leveregler, beslutninger, rollemodeller og visualiseringer og ”grit” (det er en af de værre), har opnået deres succes. Og mange gange har jeg tænkt, at flere af disse succeshistorier vidner om folk, der er født med udadvendthed, et godt anlæg for intelligens og følelsesmæssig stabilitet, samt at de har haft gode forældre, der har stolet på dem, og stolet på deres dømmekraft. Når de således tager ansvaret for deres succes, kunne de næsten lige så godt tage ansvaret for deres næses krumning eller størrelsen på deres sko. Hvis du ikke var en af de heldige, der havde gode forældre, der kunne støtte dig og give dig selvværd, skal du vide, at det ikke er for sent at udvikle lidt mere gå-på-mod og tillid til at det nok skal gå, hvis du bare gør dit bedste.

 

Hvis du er vokset op med forældre, der har undermineret din tiltro til egen vurdering, skal du vide, at der er mange måder at rette op på det igen. Her trækker vi på mange af de redskaber som forskning og erfaring af i psykoterapi og coaching har tilvejebragt.

 

En blanding af ydmyghed og selvtillid

Man kan ikke lære uden ydmyghed og selvtillid i en særlig kombination. Man skal nemlig tro på, at det muligt at lære noget, og samtidigt man skal erkende at man ikke ved det hele. Uden viden ingen troværdig ledelse, ingen mønstergenkendelse, ingenting at vurdere ud fra. Ingen autoritet.

At befinde sig i den ”lærende zone” er sårbart, og hvis du som leder ikke mestrer dette, som også kaldes growth mindset”, bliver man middelmådig. Man bliver en af den slags ledere, som huserer på den kolde gang og finder sit hjemmel i det ydre, for eksempel et dyrt slips og power points uden stavefejl. En leder der ikke har prestige, dvs. viden og erfaring og en eller anden grad af social intelligens, er reduceret til at lede med dominans, og det skaber ikke det gyldne følgeskab.

Det er derfor, tror jeg, at kulturer og gruppedynamikker har en indbygget mistillid over for, det, der virker for godt til at være sandt. En leder der ikke kender sine folk, og ikke ved hvad de laver, skal kigge sig selv grundigt i spejlet, for han eller hun er ikke pengene værd.

Kom mere ud af din hule. Start i dag.

 

Gode alliancer

Sært nok kan vi i kulturen godt lide idéen om at store præstationer kommer fra enere, sært, fordi de bedste præstationer i den virkelige verden i 99% af tilfælde er født ud af en form for gruppearbejde. Der er med andre ord langt mellem ensomme eller isolerede ledere, der har udrettet et godt stykke arbejde. Den gode leder holder sig informeret og inkluderet. Den gode leder er social og på forkant kontorpolitisk set med hvad der rører sig over bagatelgrænsen. Den gode leder baserer blandt andet tilliden til egen vurdering på alliancernes anbefalinger og på den feedback hun eller han får fra beskattede medarbejdere, ledergruppen eller chefen. (Tænk lidt over dette: Jo mere selvsikre folk synes at være i forbindelse med en holdning, retning eller strategi, des større er sandsynligheden for, at de ikke selv har fundet på den.) En leder uden et godt bagland, kan sammenlignes med en skibbruden på en tømmerflåde overladt til havets luner.

Overvej: hvem er dine allierede på arbejdet?

 

 

Hvad producerer en psykolog?

Vi ved hvad en cykelsmed og en skolelærer laver, men hvad laver en psykolog egentlig. Det er svært at svare på, selv for en psykolog. Altså, lytter man bare?

… så man slår sig ned, efter en lang og lidt forvirrende uddannelse. Skærmet af supervisorer med forskellige teorier tager man imod folk på kliniklokalet, og hører dem fortælle om et problem de har.

Gad vide hvad de forventer, tænker man.

Måske forventer de at man løser et problem for dem. Måske forventer de der sker et eller andet mirakel, så de får det bedre. Måske forventer de at blive trøstet, måske forventer de at få en plan, så de kan løse deres situation. Måske ved de godt, at det alligevel ikke kan løses det de står med. Måske har de fået at vide af deres venner, kæreste , eller familie, at de burde gå til psykolog.

Mange kommer også fordi de har en ubærlig angst, eller tristhed eller frygt for specifikke ting. Herunder fx OCD som de gerne vil have fjernet, og meget af tiden kan vi jo give det folk kommer efter. Vi kan lytte til dem der har behov for at hitte rede i deres livssituation, og skabe strammere og mere præcise livsfortællinger som er nemmere at handle på. Vi kan i vid udstrækning fjerne fobier, vi kan også hjælpe folk med at finde ud af hvad de skal sige til chefen, eller hvordan de skal håndtere deres parforhold. Så når jeg tror, at det kan være svært at vide hvad en psykolog laver, selv for en psykolog, er det fordi folk kommer med tusind forskellige ting, som kræver tusind forskellige nuancer i vores tilgang (også selvom visse tilstande naturligvis kalder på ret ortodokse systematiske metoder).

Nogle gange, når man som psykolog sidder og kigger på klienten, tænker man hvad er det der skal være anderledes, hvad vil du egentlig gerne have hjælp til. Ved du egentlig hvad det er, der giver dig problemer, hvad forventer du af mig, hvad synes du en god psykolog er?

Og så beder man folk om at fortælle og folde ud, og man sidder og lytter og noterer detaljer på noter, eller i sit sind. Og så tænker man, på et eller andet tidspunkt, så vil klienten gerne have et eller andet, og siger man et eller andet, noget der flugter med personens historie, noget der kan skabe en harmoni i relationen, og måske i klientens selvforståelse.

Ofte sidder man med en intuition om hvad det hele handler om efter ti sekunder, og den må man gøre vold på, for ofte passer den ikke, og derfor må man sidde og tvivle på sig selv, for ikke at springe til konklusioner og det er hårdt. Og man kan også have lyst til at hjælpe med at løse ting, som ikke er ens område. Man kan have lyst til at sige til folk, hende skal du forlade, eller så skal du skifte arbejde, men man kan jo aldrig kende folk lige så godt, som de kender sig selv. Jeg har en regel, som jeg ofte siger højt, – jeg har kun kendt dig i en halv time, eller for eksempel 4 timer, så hvordan skulle jeg kunne kende dit liv bedre end dig, der har levet det i fyrre år. Jeg nævner ofte vikingeordssproget: council is often ill advice.., at rådgivning ikke altid er godt, for folk kender altid deres eget liv bedre end andre gør. (Et eksempel på dårlig rådgivning er personen i arbejdslivet, der pludseligt er begyndt at opføre sig mærkeligt, og så er det fordi de er begyndt at gå til en dårlig coach, som har haft mere travlt med at fortælle personen hvad han eller hun skal eller ikke skal, i stedet for at lytte til klientens unikke udfordringer.)

Noget af det vigtigste man skal kunne som psykolog, er, i min erfaring, at man skal opøve en intens og bevidst ærlighed og ægthed, sådan så man er den samme over tid, og sådan så du kan stå inde for dig selv, og det gælder også, at du skal stå inde for din tvivl og usikkerhed. For måske klienter gerne vil have en fornemmelse af noget stabilt og trygt? Her vil du kunne være rollemodel. Noget andet vigtigt er at opbygge så mange erfaringer at man begynder at ane mønstre. Det er også vigtigt udvise ægte entusiasme. At man rent faktisk er begejstret over klientens liv, og oprigtigt gerne vil gøre en forskel for andre.

Selv efter denne svada kan jeg godt, når jeg kigger mig i spejlet, blive i tvivl om hvad det egentlig er jeg laver. Især når børnene spørger hvad en psykolog laver, kan jeg godt blive i tvivl. Sidder du bare og snakker med folk spørger de, og jeg tænker jaaaa.. jaa det lyder ikke så super, især når jeg snakker med drengene, at jeg som mand “bare sidder og snakker med folk”. Jeg har lyst til at sige, at jeg også gør mere end det. Men måske er noget af det største man kan gøre for at andre, at lytte til dem.

 

At dømme sig selv.

 

Det følgende retssag foregik i en drøm. Jeg har redigeret de mærkeligste passager ud. Den strakte sig over elleve vidners præsentationer, for at nå sin mærkværdige afslutning.   

Jeg havde længe gået og været i tvivl omkring en masse ting, og uden mit vidende havde min underbevidsthed åbenbart samlet vidner mod min egen tvivl.

I retssagen i min drøm blev der hidkaldt 11 vidner og dér, i midten, sad jeg. Jeg havde selv sat mig i stolen. Gad vide hvad det ville handle om, tænkte jeg. Gad vide om jeg kunne være skyldig i noget konkret? Jeg havde jo for eksempel ikke uddannet mig til psykoanalytiker, og som psykolog skal man jo tage sin karriere seriøst, og jeg havde ikke haft det sjovt på det sidste, alt for meget alvor havde der været i mit liv. Gud hvor var jeg egentlig skyldig i mange ting.

Jeg sad i en mørkt bejdset pindestol med svungne former. I loftet var der er en stor lampe med et dovent gult lys. Der var lunt i lokalet. Det mindede mig om retslokalet i den sort/hvide filmatisering af ”To Kill a Mockingbird” i sydstaternes dovne varme.  Jeg kunne ikke få øje på en dommer og der var blot antydningen af tilskuere tæt mod rummets lidt fjerne vægge. Jeg tror at der sad to-tre stykker.

Vidnerne der blev kaldt ind, var ikke mennesker, men gestalter af livet, eller en slags brudstykker sammensat af mine egen underbevidstheds for godt befindende.

Jeg vidste ikke om jeg skulle være bekymret eller lettet.

Der blev indkaldt 11 vidner til at tale mod min tvivl. 

  1. Historien trådte selvhøjtideligt ind på scenen. Den sagde at jeg ofte havde konfereret med den. Jeg kendte selvfølgelig ikke historien så godt som den, for den var jo historien. Med et  sving med sin toga over mørke lædersandaler, bedyrede den, at jeg med min interesse for bl.a. oldtid og mytologi havde opbygget en anselig viden om det almenmenneskelige, der jo netop afsløredes over tidens tand. Han trådte ikke så meget ud af lokalet, som han syntes at fordele sig til statuer der stod langs fjerne vægge. Jeg følte mig omringet af ham, og lidt skeptisk over hans selvsikkerhed.
  2. Nu var det kroppens tur. ”Det har været svært at undervise dig, i hvert fald til at begynde med”, sagde den. ”Du har bragt mig i situationer, hvor jeg blot har måttet stivne, andre gange har du gjort mig så træt, at jeg troede at du havde glemt mig. Og når du har panikket, eller blev ked af  en af vores utallige daglige fornemmelser af ubehag, har jeg måttet ryste på hovedet af dig.” Den rettede sig lidt op: “Med tiden synes jeg at du er blevet bedre til at konsultere mig. Da du mediterede vandt du min tillid med din uskyld, og jeg delte derfor mine fjerneste ekkoer med dig. Nu ved du at det også er mig, der har skabt hajens finner, ligget på havets bund under tre kilometer is for 700 millioner år siden, og at jeg glimtede i tidlige versioner over krabbetågen før solen blev født. Jeg har nydt at du har taget så mange af mine påhit og mine impulser alvorligt. Og jeg har derfor røbet min dybeste hemmelighed til dig: At det er et trick fra min side, at lade dig tro, at du lever for første gang, så du kan elske livet endnu mere.” Netop som kroppen begyndte at blive forgabt i sig selv og dens fornemmelse af tidsløshed og samhørighed med universet, hørte jeg det støje i baggrunde.
  3. Der rullede nu en mekanisk genstand hen ad gulvet. Den sagde med en monoton lyd, at selve denne retssag var beviset på, at ingen var bedre til at konceptualisere end mig, dvs. systematisere og ordne, og dermed sikre viden. Den hostede robotagtigt og lod bachelorgrad, mastergrad, autorisationsbeviser, kurser med videre printe ud af dens bagdel, som om den ikke vidste det. ”.. Hvem andre end mig, kan tænke i så mange analyseniveauer samtidigt?”, spurgte robotten nu retorisk nu med en blid stemme mest til sig selv. Mærkeligt nok blev jeg helt rørt. Robotten lagde ikke mærke til mig. Den blippede, bippede og båttede og rullede ud af lokalet… jeg så den ikke gå ud af en dør, men væk var den, den var sikkert optaget af et nyt mysterium. Den rationelle forstand forføres så nemt af sig selv.
  4. Dernæst kom mine forældre og brødre ind, som et samlet væsen. Min mor havde med sin overdrevne kærlighed lært mig at lade folk have deres egne liv, min ældre brors overdrevne selvtillid havde lært mig ydmyghed, min mindre bror havde lært mig om ansvarlighed og min fars svaghed havde lært mig, at man aldrig må lade sig bestemme over af nogen til et punkt hvor man mister sig selv. Og vigtigere viden kan man ikke besidde. “Og jeg elsker jer!” Fik jeg sagt til skikkelsen, der kantede sig væk fra vidneskranken ud i mørket, uden af at vende sig om. Nu kom der et skarpt lys, der fik mig til at knibe øjnene i.
  5. Min frihed stod nu på scenen. ”Vi har sikret, høje dommer”, sagde den kækt, og kiggede rundt i det halvtomme lokale, ”at ingen rigtigt har kunnet bestemme over dine tankeverdner. Du har kunnet lære lidt her, og lidt der, og lære lige hvad du haft lyst til. Du har underkastet dig når du skulle, men så har du også kæmpet imod. Hvad er denne retssag hvis ikke et udtryk for din frie tanke?” jeg kiggede benovet på friheden, som virkede utroligt overbevisende. “Og hvad eller hvem, hvis ikke jeg, sikrer din dannelse?” Friheden kiggede ned på sine diamantringe, rettede på sit fine jakkesæt. ”Kære dommer, der er mere viden i frihed, end i noget andet, for uden frihed kan viden ikke bevæges rundt, og så kan ingen komme rundt i lokalet og blive klogere på alle de vidensting, der hele tiden presser sig på.” Friheden smilede til mig, blinkede med det ene øje, og sagde, at jeg godt kunne bruge ham som målestok for dannelse. ”Uanset hvad!” Bedyrede han, hvorefter han svansede selvsikkert ud af lokalet, flirtende med sig selv. Jeg sad helt blæst bagover.
  6. Dernæst kom der et vidne, der kun var i mine tanker. Det var alle mine klienter. Mere end tusind af dem. De tydeligste stemmer blev til vidner. Der var alle dem, der havde fortalt mig om deres problemer, og deres løsninger. Der var dem, der var så kloge, at de kunne fortælle mig det, de ikke forstod selv, og som jeg heller ikke kunne tyde, men kunne rumme til evig tid, så de selv kunne blive fri. Der var også utilfredse stemmer, der fortalte mig, at jeg havde lært ikke at give falske forhåbninger, og at jeg ikke skulle deltage i andres scenarier for at hjælpe dem, men være scenen for deres stormes rasen. Der var alle tårerne og sorgen, der havde fyldt rummet og langsomt sunket ned i os igen på lettere måder. ”Hvad hvis ikke nærvær med sorg og tvivl bygger de dybe bægre for din egen tålmodighed i livet, og husk: tålmodighed er ånd.” Var de afsluttende ord, før stemmerne døde ud. Det virkede næsten for meget til at jeg kunne kapere det. Det føltes ikke som om det kunne handle om mig og min egen erfaring.
  7. Min kæreste, som også repræsenterede alle de kvinder jeg havde kendt, kom nu ind som det næste vidne. Uden at sige noget, lod hun mig forstå, at jeg var blevet elsket som den jeg var. Hun, med de store smukke øjne, som aldrig så mine fejl, som jeg selv så dem. Hende der kan irettesætte mig og elske mig på én gang. Her havde jeg lært det vigtigste, som ikke var at forveksle med viden. At jeg var elsket. Som var hun sendt fra en anden verden, for at give mig det, som jeg ikke selv kunne skaffe mig uanset hvor meget jeg prøvede. Mine venner havde gjort det samme for mig, men på en anden måde. Det var den dybeste sikkerhed, jeg havde kendt.
  8. Ind ad lokalet kom en stor general nu med hundrede medaljer på brystede og striber på ærmet. Han gryntende uforståeligt under et tykt overskæg. Han havde heldigvis en tolk med, som hviskede med en pibende stemme ind i mit øre: ”Han siger: “Jeg er Hierarkiet!”” Tolken var et egern, der sad på min skulder og rystede af skræk over generalen. Der blev nu helt stille. En dør åbnede og der blev bragt et bur ind i retslokalet. Generalen blev lidt sørgmodigt ført ind i buret af et dusin kakiklædte zoo ansatte. Buret blev låst, de zoo ansatte forsvandt, og generalen fortsatte, nu med hænderne med hvide knoer på tremmerne kiggende mig dybt i øjnene: ”Da du regnede ud, at du selv kunne bestemme hvordan du oplevede dig selv i de givne hierarkier, mistede jeg min magt over dig. Du har det stadigvæk bedst, hvis du klarer dig godt i forhold til andre, men du kan også have det godt, når du overhovedet ikke overvejer hvordan andre klarer dit eller dat. Hvis du lærer at passe godt på mig, og slippe mig løs når jeg keder mig, vil jeg lære at underkaste mig dine ordrer.” Egernets buskede hale kildede mig lidt i øret medens den videregav generalens budskaber. Den faldt snart i søvn med snuden nede i mine skjortekrave. Det var hyggeligt, og selvom det selvfølgelig lyder vanvittigt, føltes det meget sandt, at jeg havde sat generalen i bur, og havde hans stemme på min skulder.
  9. Humoren trådte nu ind, kiggede på mig, og rundt i lokalet med et ubestemmeligt udtryk i ansigtet. ”Vi kan ikke lide retssager…” sagde den tørt, og vendte sig om og gik igen med gammeldags båthorn tapet om fødderne. Lyden blev ved længe, blip, blop, blip, blop, blip, blop… Det måtte være en lang gang den gik ned ad, siden lyden tog så lang tid om at dø ud, til stor irritation for det næste vidne der gik rundt om sig selv. Humoren havde ikke gjort andet end at gøre grin med retssager, og det føltes uden tvivl rigtigt som sagen skred frem.
  10. Nu kom der to små mænd  ind hånd i hånd. Som de mærkelige brødre i Alice i Eventyrland. Det var vreden og bitterheden. ”Utallige gange” sagde vreden med bitterhed, ”har vi fået dig til at gøre ting, som slet ikke har været gode for dig. Til at begynde med troede vi, at vi gjorde dig en tjeneste. Vi troede vi forsvarede dig og var dine bedste ambassadører når du havde det værst, eller følte dig mest presset. Og det var først, da du opdagede at vi selv hadede det, at du lod være med at kalde på os. Du har lært, at vi ikke gider at være med”, sukkede bitterheden. Jeg fik helt ondt af dem. Hvor var det dog rigtigt, at vrede og bitterhed sjældent gav mening, og at det var noget at det vigtigste jeg nogensinde havde lært.
  11. Nu så jeg mig selv komme ind, gående med et grædende spædbarn i armene, og her blev jeg målløs. For hvordan skal man reagere på sig selv. Jeg betragtede ham i stilhed, han tog ikke notits af hvor han var, og gik bare rundt og nynnede en sang til det urolige barn. Jeg vidste ikke helt hvad jeg her skulle lære, men til sidst faldt jeg selv i en dyb drømmeløs søvn, kun båret af mine åndedrags langsomme rytme.

 

 

 

 

 

Kim Bjørnstrup. Rules of living

We had author and lawyer Kim Bjørnstrup over for a podcast and we have made a summary of Kim’s rules of life and business. Listen to the podcast here: The podcast: https://soundcloud.com/personalexcellence/kim-b-part-1

Short CV

1984 Master in Law from Copenhagen University.
1984 Passed the bar at Oluf Lind & Partners.
1986 Head of legal, Lundbeck.
1991 Head of legal, Coloplast.
1992-2010 Multiple leadership positions culminating in 10 years as top boss in Octapharma.
2010 Partner in Xeltis.
2013 CEO for BPL in England.
2015 CEO Assistance HR Partners.

Personality: Kim thinks that things are easy. Put in another way he doesn’t seem to believe in difficult things. He believes that things can get solved. It shows on his face and the youthfulness and vigour of his body and mind. When he was partner and head of 4000 people he tells us that the first thing he would say to people coming to him with problems was: “What will you do to solve it?” Actions are solutions.

Kim’s motto could be: Take fate head on and it won’t stand a chance against you.

Kim has a strong sense of internal locus of control. Kim has a string of successes behind him including a turn around for Bane Capital and the success of Octapharma.

Somehow things just work out for these kinds of people.

People like Kim remind me of the scene from the Gary Larson cartoon with the guy whistling away carrying a wheelbarrow in hell two devils talking amongst themselves “you know we’re just not reaching that guy.”

far side.jpg

Staying in the analogy he’d probably be able to make a turn around in hell making people want to go there.

Whatever the case there is a lot of “I can do” about him, and that’s probably why he is sat in Radio studio now being interviewed concerning three books he has written about an imagined terror attack in Copenhagen. Because – of course you can write books, right?

He is smiling over a cup of coffee and his English is impeccable but his accent is a bit peculiar. He says “no” a lot when finishing his sentences revealing that he has spent a number of years in Switzerland where that apparently is a thing. Considering that the classical Danish accent when speaking English sounds like somebody falling out of bed it’s just refreshing.

In the following you can read a summary of the podcast boiled down to rules of live and business success according to Kim:

Have fun

Hang out with ambitious people

Be an ambitious person as you grow older

Even when leading people in the army, shape your orders around the specific person’s personality

Take chances. All the accomplished people I know have taken big chances

Be forthright: Say it as you see it

Give people a decent chance

Be specific and concrete on the criteria for success

Be lucky

Pick fights over important things in business but don’t swear at each other

Ride the tiger: Don’t be scared

Be action oriented rather than just relying complex plans

When negotiating: Be aligned on all relevant issues in the team. Be prepared to leave the negotiation at certain points.

Anger is something to be transcended

Let colleagues blow off steam. Intermittently gently ask people as to the purpose of their anger.

Don’t be overwhelmed by other people’s status

Enjoy hard work

Never sell out in relation to time spend with children

Be more afraid of losing out on opportunities than making a wrong choice

Hire big egos, and manage them: At meetings let everyone speak uninterrupted for 10-15 minutes, before debating certain action points

Downplay your own ego. Think: “They know you are the boss”. That way you don’t have to spend energy defending something.

Seek out flow activities

Stay in shape

 

 

 

 

 

 

Kære psykologi, hvad skete der? 

(advarsel: nogle gange skriver jeg kringlet. Du er ikke dum, hvis du ikke forstår det hele.)

Forhistorie

Her for et par år siden trissede jeg rundt i et antikvariat på Nørregade og ledte efter noget gammel filosofi for at slå tid ihjel. Ned fra en hylde tog jeg en lilla, slidt bog med titlen ”Myte og eksistens” fra 1992 tror jeg. Året hvor jeg blev student. Som en slags hyldest til skæbnen og min nysgerrighed købte jeg den. Jeg fik den læst og fik genvakt noget af den uskyldige interesse for psykologi, jeg fik som 14 årig. Den gang i folkeskolen hvor jeg overværede en skolekammerats foredrag om drømmetydning, og faktisk besluttede mig for at blive psykolog.

 

Livet som uhelbredeligt drama

Så jeg sad med bogen om myter på gulnede sider med uforståelige noter i marginen, og her gik det op for mig, at jeg måske nok havde glemt noget af glæden og spændingen ved mit fag. Jeg havde med mine primært “kognitive” og “narrative” psykologiske metoder og teorier gennem årene, måske også glemt at livet er et drama? Et uhelbredeligt drama. Et – heldigvis – uhelbredeligt drama.

At kroppen ikke bare indeholder symptomer, der skal begribes psykoedukativt, og hovedet ikke bare rummer kognitive fejl, der kan rettes lidt på. At vi ikke bare skal detache fra os selv med mindfulness og sobert vælge værdier, at vores selvforståelse ikke er tilfældige narrative konstruktioner, der skal pilles fra hinanden til den dovnes og den eksistentielle kujons lettelse.

Men at alle vores oplevelser og tankerne i alle deres tilskikkelser, er kilder til det hele liv, som vi ikke er forbandet til at opleve (Sartre), men velsignet til at blive revet med af, til vi en dag løber ud i havet.

 

Troldmandens lærling

Hvem ville dog være tåbelig nok til at prøve at begrænse, rydde op i, eller kritisere den palet af fornemmelser og indre billeder til livet, for at gavne det? Mig. Som troldmandens lærling, der ikke aner hvad han laver.

Som pr ordre havde jeg kastet tankens blege skær på en brusende flod af disse menneskelige strømme, der kilder og rykker i kroppen, som skulle en ophøjet og tilbagetrukken stilstand af observation og beskrivelse være at foretrække.

Havde jeg som klinisk psykolog, af alle, glemt at man ikke kan prøve at sortere livets uhyggelige sider fra, uden samtidigt at sortere det værdifulde fra. At et helt liv, derfor kræver deltagelse i kaos og lidelse, såvel som i orden og glæde?

 

At være dæmonen

Jeg forholder jeg mig ikke til vigtigheden af at “face dæmoner”, men om at være dem (for de er dig), på en tilpasset måde, så du får deres energi, og så de ikke kan overraske dig og styre dig. For hvor behandlet er fx depression, hypomani, kærestesorg eller angst hvis man stadig frygter det som dæmoner der skal “faces”? Hvordan kan du i det hele taget face dig selv?

 

Til gudernes fornøjelse

Havde jeg med øjnene dunkle i mørke biblioteker, ladet mig uddanne til terapeutens manualer og kolonneark, med det formål at tæmme livet snarere end at hædre det? Og hvilke patetiske løve- eller snarere livstæmmere er vi ikke. Hvis der var guder, og livet var deres arena til underholdning, ville dét være klovnenummeret.

 

Den banale værdsættelse af livet

Havde jeg således også glemt at jorden, som vores krop, med alt hvad den tilbyder os, også skal værdsættes i sin helhed. Hvorfor det ikke ville være så vanvittigt at tilbede duggen på et græsstrå, som at lade være. Og tænker du, at dét lyder sindssygt? Er det da ikke mere sindssygt ikke at tilbede vores liv, medens vi er her.

Lad det være et postulat, det er fint med mig: Når man forsøger at være åh så rationel eller svæve socialkonstruktionisk oven vande, ser man ikke livets hemmeligheder, som gemmer sig de mærkeligste steder. Her er mindfulness dog en sjælden gave.

 

Overgivelsen

Det er nemlig ikke dig, der spejler sig i livet, med høje tanker. Det er livet, der spejler sig i dig, og det sker først hvis du overgiver dig – til dig selv først. Ubetinget. Således bliver du livets.

 

Dramaerne

I den overgivelse muligvis båret af mindfulness visdom, vil du se at dramaerne og eventyrene har første prioritet, for vi vil ikke leve et kedeligt liv, så ville vi hellere dø. Således må du give slip på mindfulness igen. For her kan selv mange bekymringer betragtes som underbevidsthedens skattejagter i dybet af din sjæl, under en overflade, tør og døende uden de afgørende rødder ned i dybets strømme.

 

Selvet

Din krop og det selv du består af, og er, vånder sig jo over, eller snarere under, de amatøragtige forsøg på kontrol, kritik ”dekonstruktion” og censur. Egoet aner ikke dit selvbedrag, for bedraget er klædt i lange ord.

Kan du mærke at du mister dig selv når du læser kedelige bøger om kognitiv terapi. Lad din ugidelighed her være dit selvs hædersmærke. Er du klar over at den følte overlegenhed du oplever, når du overindlærer den gængse samfundskritik der udgiver sig som psykologi, godt nok “social psykologi”, ikke er dit fineste moment men dit egos laveste øjeblik. Dit selv er her faldet helt i søvn af kedsomhed.

Hvis du møder en der med et blankt ansigt siger at han ikke har et selv, at det er samfundet der har opfundet kønsforskellene, at han “kritiserer individualiseringsdiskursen”, da spørg ham hvor han bor, og følg ham hjem, så han i det mindste kan føle at han hører til i den generelle geografi.

 

Ærlighed

Jeg mestrer også lange ord, men jeg har lært at holde dem i snor med min krop som ballast. Jeg har i dag lært at sortere mine ord igennem min fornemmelse. Ikke takket være min universitetsuddannelse. Måske takket være Ulla Aagesen og Elna Strøm som jeg har haft som supervisorer efterfølgende. De er nogle kloge ældre damer. Med den træning og med Sokrates som rollemodel adlyder jeg min fornemmelse for det jeg oplever som forkert, medens det rigtige er sværere at definere. Som eksempel: Min fornemmelse fortæller mig at psykologien savner sin uskyld. Det kan jeg fornemme er forkert, ikke at jeg aner hvad vi præcis skal sætte i stedet for. Selvom jeg har efterladt spor til den nysgerrige.

 

De to dimensioner 

Havde jeg i faglig følgagtighed og arrogance således affejet det allervigtigste af alt. Min krop, min fornemmelse, min sans for eventyr og drama, og alt hvad der er i øvrigt hører med?

Havde jeg i velvillig underkastelse til de terapeutiske ”paradigmers” systemtænkning og den lægevidenskabeligt affødte naive udfrielseslængsel, afskåret mig fra mine egne dramaers energi til fordel for en art todimensional sort/hvid, forstyrret/normal menneskeforståelse?

 

Den tredje

Havde jeg mistet syn for min egen elendigheds gyldighed. Ja. Var det lykkedes mig at ignorere, at selv de mest ligegyldige ting har deres formål i det store hele. Ja. Havde jeg afskåret mig selv fra at forstå, at min egen angst og mine egne hele og halve personlighedsforstyrrelser ikke var at betragte som syge patienter i mit indre, men som selve stilladserne til min livsenergi, og de drager der gemte mit guld, mit formål. Ja. Jeg havde også glemt at lidelsen, snarere end noget der skal undgås, vidner om livets iboende tragedie, og det kald til mod og handling, der giver livet mening.

 

Den nødvendige kolonisering af selvet

Jeg gjorde mig til slave af metoder for at have styr på tingene. Indrømmet. Jeg har talt højt og vidt og bredt om den kognitive terapis velsignelser. jeg har undervist i systemisk coaching og narrativ kommunikation og sunget højt om det. Ligesom med så mange andre fag og livsområder kan man jo ikke tage folk seriøst der ikke har ladet sig kolonisere af et fag eller en metode. Ja, jeg har ladet mig kolonisere.

 

Den skarpe kritik

Nu har jeg indset, at dét var min vej til frihed. At man skal være slave først for at kalde sig fri. Nu kan jeg være kritisk. Jeg har optjent retten. Og min kritik er skarp. Især over for mig selv, eller nærmere over for idéerne i mig selv!

 

Montaignes uforglemmelige ord

For nu er mit selv, med Montaignes ord, som et hotel hvor jeg ikke vil lade gæsterne bestemme. Jeg kommer ikke til at kalde mig kognitiv dit eller poststrukturalist dat, eller ”kritisk psykolog”, og proklamere metodens suverænitet på alle områder. Jeg ved at det er problematisk for min selvforståelse og for min forretning, men jeg vil hellere være fattig og forvirret, end jeg vil slå plat på min egen og andres naivitet.

 

Ensomhed

Jeg har overvejet at blive ”jungianer”, for her har man inkorporeret dramaet i metoden, men efter at have undersøgt det, og duftet det sekteriske islæt selv her, har jeg besluttet mig for ikke at drikke for dybt af det bæger. Kan være jeg ombestemmer mig på et tidspunkt. Derfor er jeg alene. Derfor tror jeg også, at mange af jer der arbejder med mennesker som lærere, pædagoger, konsulenter, terapeuter og coaches, der har læst så langt, også er alene. Og det må vi godt være. For det er vores egen rejse.

 

Humanistisk psykologi

I sidste ende vender jeg næsen mod én retning igen, for vores eneste adgang til eksistensen, er via vores fælles manifestationer (det vil sige de velbeskrevne teorier og metoder inden for en afgrening af fx psykologien), og det vil aldrig være anderledes, men så vil det måske være som “humanistisk psykolog”, hvordan jeg end vil definere det for mig selv.

 

Herunder kan du læse om nogle af mine forsigtige konklusioner til psykologiens status i dag i punktform:  

  • Noget af det, der utvivlsomt spejler vores væsen bedst, er poesi og kunst, og eftersom det ikke er spor rationelt, bør vi inden for psykologifaget bevare en sund skepsis over for rationalitet, og det, der klæder sig i rationalitet.
  • Historien og ”historierne” er ikke død, den er det dybeste spejl ind i os selv. Intet kan erstatte den. Slet ikke afsindige ismer. For den, der ikke kender sin historie, er alt skabt af kultur. Elsk historien. Læs Montaigne.
  • Vores ofte totalt urealistiske drømme og tro på noget større og uforståeligt kan være den stjernekikkert, der gør at vi aner det transcendente, dét der føder vores fornemmelse af formål. Hvorfor det fjerneste og mest abstrakte kan blive det nærmestes allierede. Tænk blot på den lille prins og genlæs den.
  • Eventyrene der omgiver os med deres pinligt tydelige indhold, rummer ofte den eviggyldighed og sandhed, om man vil, som vi ellers fægter forgæves om i vores abstrakte snak om liv og mening. Læs eventyr. Se fx Pinocchio og vær benovet over den elegante håndtering af eksistentielle temaer her.
  • Den store litteratur tilbyder selv den mest fortabte af os et eksistentielt hjem. Læs klassikerne.
  • Meget kan man sige om psykoanalytikernes vanemæssige livsridt i traumer, men netop Freud og andre fra den retning forstod, at de eksistentielle og udviklingspsykologiske sandheder stod tæt og tykt i religioner og fx de græske sagn. Det aspekt af psykoanalysen må vi godt genoplive.
  • Vi skal værne om og værdsætte vores komplekser og arketyper i stedet for som børn at betragte dem som tankeforstyrrelser og tilfældige narrativer. Hvor mange arketyper kan du nævne?
  • Vi skal turde bevare vores uskyld, som den 14 årige til et foredrag om jungiansk drømmetydning. Ham savner jeg inderligt, og hvis du er psykodynamisk anlagt vil du også kunne forstå det når jeg tænker, at han også savner mig.