7 holdepunkter i integrations- og bandeproblematikken

For nyligt dumpede der to bøger ned i mit skød. To spændingsromaner om Daesh (islamisk stat) og terrorisme i Danmark. Jeg læste med et vist forbehold, for bøger om dette emne lander ofte i en af to grøfter, at alt er vestens skyld, eller modsat, at Islam er ved at overtage verden. Heldigvis, og måske lidt overraskende viste bøgerne sig at være en slags blanding af ”De fem” fra dagene hvor dyder såsom mod, retfærdighed, sandhed og kammeratskab stadig var på mode, og en gængs thriller. Og rigtigt nok, på omslaget ser man da også at debutforfatteren, Kim Bjørnstrup, har rundet de halvtreds, og er slået af en tid, hvor dyd var vigtigt. Bøgerne inspirerede mig til at skrive en blog om et emne der ellers er så betændt, at de fleste intellektuelle med ligedele respekt for deres omdømme og manglende mandshjerte, ikke vil røre det med en ildrager.

Jeg tror at debatten om indvandring, integration og bl.a. bandeproblematikken har brug for en sådan bearbejdning. For den synes nemlig så plaget af politiske spil, ideologiske besættelser, samt religiøse fortolkninger og modfortolkninger, at folk ikke kan se skoven for bare træer.

Her følger nogle enkle og dydsetiske og humanistiske holdepunkter i integrationsdebatten så fri fra frygt, ideologi og politisk korrekthed, som jeg kan gøre det. At jeg givetvis kommer til at generalisere skyldes i højere grad min dovenskab end ond vilje, for alle mennesker jo forskellige. Jeg omtaler overordnede mønstre og illustrerer med konkrete eksempler så godt jeg kan.

Pointen med følgende punkter er bl.a. at skabe mere overblik for mig selv, og hvis det også skaber mere overblik for dig, er det jo godt.

Punkt 1. Alle skal i videst muligt omfang behandles ens. Faktisk er det sådan, at lige så snart du behandler folk anderledes ser du også på dem som anderledes. Og hvis du behandler andre som svage, kommer de nogle gange til at tro, at de er svage.

Overvej Nietzsches observationer om at hjælpe andre:

”Vær forsigtig med at tage imod.”

”Fremmede og fattige må selv plukke frugten fra mit træ ellers bliver det skamfuldt”.

”..har du en lidende ven, så vær et hvilested for hans lidelser, men vær det som en hård seng, en feltseng: derved vil du være ham mest til nytte.”

Nietzsches visdom tilsiger os, at vi som samfund ikke skal være kede af at stille krav om samfundsdeltagelse til nytilkomne, hvis der skal være fred i land. De – og vi – skal blandt andet vide, at det danske sprog måske er grimt som arvesynden, kun matchet af arabisk i halslyde, men uden et godt behersket dansk, er arbejdslivet lukket land. Og sproget skal indlæres godt i barndommen. Lad vuggestue og børnehave være et krav.

At for eksempel se elegant og velmenende bort fra jødehad på Nørrebro fordi det kommer fra folk med indvandrerbaggrund, men falde i forargelse over det, hvis det kommer fra en forkølet nynazist fra Køge, svarer til at betragte indvandrere som åndssvage. Tænk over det.

Punkt 2. Diskussionen om Islam forekommer mig som et sort hul, der suger alt i sig inklusive fornuft og godt humør. Lad os lufte Nietzsche igen, som siger, efter fri hukommelse:

Hvis du stirrer ned i dybet (læs: din frygt for islamisme) stirrer dybet tilbage ind i dig, og man skal passe på at man i kampen mod monstre ikke selv bliver til et monster.”

Jeg tror ikke at der foreligger en løsning i fordybelse i Koranen for den gængse dansker med nervøsitet over indvandring. Mest af alt virker det til, at denne diskussion driver folk vanvittige. Og hvorfor taler ingen om, at muslimerne nok snarere end at danne et kalifat, bliver ateister som os andre? Den kendte professor i Psykologi Jordan Peterson spår således at muslimerne er blevet ateister om 40 år.

Lad de gode muslimer have deres tro i fred, og lad os ikke give køb på vores egne frihedsværdier i ren og skær høflighed.

Det store fokus på religion skaber fjendebilleder. Vi glemmer nemlig meget nemt mennesket nedenunder de voldsomme forestillinger om Islam. Det ville være bedre hvis man ville fokusere på adfærd og helt droppe religionssnakken. Min tanke er, at vi bør droppe det store fokus på Islam.

Punkt 3. Frihed. Et individs frihed betyder noget i retning af, at man er fri til, på egne præmisser, bl.a. at elske dem man vil, og klæde sig som man vil. Når velmenende, konfliktsky intellektuelle og Hits Buth Tahir’s fundamentalister enes om, at den muslimske kvinde netop udlever sin frihed i valget af tørklæde og tilpasning til øvrige rammer og regler sat af manden og det patriarkat han repræsenterer, hælder de babyen ud med badevandet. For når man følger fastlagte traditioner og herunder pligtskyldigt går i uniform, er det ikke så meget et udtryk for den personlige frihed og det personlige valg, som det er udtryk for flokmentalitet og i dette tilfælde Gudsfrygtighed. Det kan være at deltagelsen i traditionen med dens foreskrifter føles god og sand, al respekt for folks fornemmelser for åndelighed og religion og behov for tilhørsforhold, men der er ikke tale individuel frihed, ville Albert Camus sukke fra sin grav. Hvis betydningen af et basalt begreb som “frihed” skal være til daglig forhandling på avisernes og de sociale mediers loppemarked, forsvinder samtalens grundlæggende præmisser.

Punkt 4. Patriarkatets fallit. Jeg har været på Mjølnerparkens legeplads et par gange, og overværet hvordan omtrent 10 unge i alderen 6-13 stjal en knallert og satte ild til den, ikke hundrede meter fra en gruppe på omtrent 25 muslimske voksne mænd, der stod og grillede. Jeg så ikke ungerne stjæle knallerten, men det gjorde min knægt, som fortalte om det bagefter. Selv da brandbilerne kom med fulde sirener, var der ingen af mændene, der kiggede op fra grillen. Hvis det er et patriarkat er min røv en vandflyver, for her havde mændene altså ikke styr på særligt meget. Det kan være, at alle muslimer ikke skal stille sig på gadehjørner og fordømme alverdens terroranfald, men hvis de alligevel står på gadehjørnet, må de godt tage fat i kraven på den tiårige knallerttyv.

“Os der faldt fra på uddannelse, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation.”

– Yahya Hassan

Jeg har desuden været ude og lave oplæg om børns udvikling og opdragelse ved Mjølnerparken. Ikke at jeg er ekspert på børnepsykologi og opdragelse, men fordi jeg kender folk i området med indvandrerbaggrund, blev jeg inviteret og jeg takkede ja. Vi fik samlet pænt mange folk. Mødrene ræsonnerede, om end gebrokkent, med stor visdom og pædagogisk indsigt og fortalte at problemet var det samme om familien var fra Marokko eller Afghanistan. Man gav drenge alt for vide rammer når de var små, og forsøgte først at opdrage dem når de blev teenagere. De vidste godt, at den danske model med at være stram i opdragelsen af små børn, og løs når børnene var blevet teenagere gav mere mening. De til-mødte mænd forstod det ikke. De fortalte lidt åndsfraværende om hvordan de lod deres små drenge blive op til midnat og se fodbold hvis de havde lyst. Enten skal disse mænd stramme op, eller også må de altså snart til at overlade tøjlerne til deres kvinder.

Det er også et sørgeligt spektakel, for hvor må det være svært at kigge sin søn i øjnene når man oplever sig som social taber, og hvor må det være nærliggende at fortælle sine unger at ens manglende succes skyldes racisme og dumme danskere. Ja faktisk har den yderste venstrefløj op og over midten med radikale, Alternativet og Politiken en fiks og færdig diskurs til den fortabte fars forsvarstale og had til Vesten ved middagsbordet. Mændene bør vide, at hvis de 1) deltager i skole-hjem samtaler og følger med i lektierne 2) deltager i fodboldtræninger og diverse hobbyer og 3) holder drengene væk fra dårligt selskab og sender dem rettidigt i seng er det en respektabel indsats.

Punkt 5. Når unge mænd ikke oplever at kunne stige i graderne i samfundet, og stå i den øvre halvdel af de givne hierarkier, hvorfra kvinderne plukker partner, udsøger de alternative magthierarkier med muligheder for forfremmelser, det være sig terrorreder, fundamentalistiske sekter eller bander. Derfor er årsagen til bandeproblematikken og terror ikke hovedsageligt Islam, Vestens imperialisme, ”den hårde tone”, eller hash for den sags skyld. Når unge mænd ikke har noget at tage sig til uanset af hvilken grund, selvforskyldt eller ej (43 % af indvandrerdrenge på 25 år er hverken i job eller uddannelse), skaber de deres egen virkelighed med der tilhørende hierarkier og kriterier for succes, som blandt unge mænd uden opsyn ofte kommer til at dreje sig om vold og forbrydelser. Lad os slå fast, at det er tegn på fantastisk mådehold fra de unge mænds side generelt, at der ikke er flere der lader sig friste af banderne. Gad vide om det ikke er nogen af de samme kræfter der er på spil i Mellemøstens kaos, hvor de ledige unge mænd er oplagte rekrutteringskandidater for IS.

Jeg tror, at vi må have erhvervslivet mere på banen, så vi kan få skabt flere jobs til de unge gutter. Vi skal løfte i flok, hvordan det så end vil tage sig ud.

Punkt 6. Ifølge best seller bogen ”Outliers” hænger forældrenes involvering af børn i aktiviteter uden for skoletid, nøje sammen med børns succes senere i livet. Derfor er det ikke uden konsekvenser for de mange indvandrebørns fremtid, når de ikke som deres klassekammerater kommer med til børnefødselsdag, koloni og andre folkeskolealder arrangementer. Det burde være en del af en børnehave/skoleleders ansvar at uddanne alle forældre, inklusive indvandrerforældre til at forstå, at det ikke alene skaber unødig lidelse og stigmatisering når man lader børn blive i skolegården og kigge ud af gitterlågen, medens resten triumferende går hånd i hånd hjem til lille søren og børnefødselsdag med skattejagt og kager, det bidrager også til en udsigtsløs fremtid. I min erfaring har etnisk danske forældre og lærere ikke det moralske mod til at bede indvandrerforældrene om at lade deres børn komme med til begivenheder uden for skolen. Det er i sidste ende indvandrerne der selv, må hanke op.

Punkt 7. De muslimske friskoler er ift drengenes karakterer åbenbart en succes, og derfor er de en fiasko. Ifølge selveste ”dæk Allan”, den herlige iranske dækmand fra Gl Køgelandevej, en hverdagens helt, som har afrettet mangen en vildfaren ung indvandrerknægt, skyldes de muslimske friskolers succes, ikke at de har bedre lærere, men at mange indvandrerdrenge ikke respekter de etnisk danske lærere i den danske folkeskole. Denne mangel på respekt er et konkret problem der skal løses, hvis vi alle skal have æren i behold og få gang i en integrationsproces, der holder.

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s