En hyldest til eks’en: ”den gode, den onde og den sjove eks”

 Den gode

Hvem kan du have et mere stabilt forhold til, end den eks du har børn med? I hænger på hinanden hele livet, børnene binder jer sammen. I kan ikke skændes om de daglige madpakker, støvet i vindueskarmen, hvem der blev for fuld til den sidste fest, eller hvem der tager mest eller mindst initiativ til ting og sager.

Hvis du ikke er helt fra den følelsesmæssigt eller kognitivt, kan din eks blive en, om ikke god ven, men så en meget stabil relation. En person, der helt bogstaveligt talt har din sundhed og velvære i deres interesse, hvis de da eller har deres egen sundhed og interesse i orden.

Hvem findes som du kan være utroligt utilfreds med, og som du alligevel er tvunget til at finde dig i, og dermed lære dig kunsten at styre dig og tilgive. Der er jo praktisk talt tale om en slags ny søster eller bror i dit liv.

En eks er en stabil relation der kræver næsten ingen vedligeholdelse over hovedet. Så hvis du er doven og meget indadvendt kan din eks udgøre en slags central relation uden at hun, eller han overhovedet behøver at vide, at han eller hun har den rolle.

En eks vil som regel hjælpe økonomisk, hvis der er bøvl med børnene på den front.

En eks vil støtte op om alt der har med børnene at gøre, der kan være alvorlige.

En eks hader dig ikke så meget endda, for alle personer vi tvinges til at forholde os til, hader vi ikke så meget, som dem vi afstøder helt. Det ved vi fra forskning i fredsfremmende samtaler mellem palæstinensere og israelere.

 

Den onde

Den første der lader grådigheden blive en faktor ved bodeling.

Eksen der leder den anden lide, for han eller hun selv har haft det dårligt.

Stalkeren.

Den der afviser al samtale.

Den der ikke vil se sine børn.

Den, der ikke vil lade den anden se sine børn.

Den der bruger børnene mod den anden.

Tag jer sammen. Please. Det er pinligt. Jeg har ikke mødt en psykolog der ikke har rystet på hovedet indvendigt over folk, der har børn sammen og ikke kan samtale. Det er aldrig for sent.

 

Den sjove

Når manden tager på Roskildefest med sin eks, medens kæresten bliver hjemme og passer børnene, er eks’en måske lidt for sjov.

Eksen der sprang ud af skabet

Eksen der forlod dig, som du gerne ville have forladt først

Eksen der, når du har været i terapi, viser sig at have været en substitut for en søskende eller mor eller far

Eksen som du har en arbejdsrelation til

Tinderekskulturen, hvor man tror det er en god idé at blive ved med at sine ekser socialt og lave ting sammen med dem.

Den partner, du ikke har kysset og elsket med i årevis, og som derfor er din eks uden du ved det.

Eksen som, når du er blevet klogere, viser sig at have råddent dårlig til det sjove.

 

Hvilke krav stiller du til dit liv? Mine fem krav og en forhistorie.

“Således Talte Zarathustra” af Nietzsche og “Den lille Prins” af Exupéry, er to afgørende bøger for vores forståelse af os selv og værdien ved det at være menneske. De udgør også afsættet for mine egne krav til min tilværelse. Jeg kan anbefale den lille Prins, som er lige så let at læse, som Zarathustra er svær.

Nietzsche havde ikke den luksus at kunne give sig hen til en kvinde og her koble helt fra livets strabadser og alt for store spørgsmål (not for want of trying). Han havde heller ikke en normal psyke, der kunne give ham ro i et normalt job og et gennemsnitligt liv. Han var forvist til migræneanfald og hvileløse vandreture i bjergene i Schweiz og Genova hvor han med notesbog kradsede uhørt geniale noter ned om det at være menneske.

I hans mindst tilgængelige bog, den om profeten Zarathustra, kridter han det menneskelige dilemma op i kapitlet om “sjælens metamorfoser”. Her beskriver han hvordan vi opdager os selv som “en tungt læsset kamel i en ørken”, dvs en person der slider og slæber for andre i en for ham eller hende indholdsløs verden. Vi forandres da til en løve som kæmper til døden mod en drage, hvor dragen symboliserer samfundet. Løven dør, for man kan ikke etablere et oprør mod samfundet og vinde.

I det tredje sjælestadie, når løven er død, står man som et sårbart barn i ørkenen, et væsen for hvem ørkenens intethed er blevet dets mulighed. Et barn der ikke er plaget af “slavemoral” og blind forfølgelse ad samfundets normer, ej heller fanget i umodne oprør. Som et hjul der kører af sig selv, som en “hellig ja-sigen”, som en der opfinder egne værdier på et abstrakt og individuelt plan.

Nietzsche synes egentlig ikke at tage sig videre af dette “barn”, mennesket i den eksistentielle krise, i bogen om Zarathustra, det gør Exupéry imidlertid 60 år senere.

Exupéry havde modsat Nietzsche den luksus at kunne give sig hen til en kvinde og i øvrigt opleve alle de problemer det også førte med. Han var i kraft af den kærlighed i stand til at beskrive det, som jeg ser som det “fjerde sjælestadie”, der hvor vi  som voksne møder det sårbare barn i ørkenen.

Nu vil jeg fortælle noget, som ingen synes at være klar over. Exupérys bog om den lille prins følger ikke bare samme skabelon som bogen “Således talte Zarathustra”, han besvarer også gåden om, hvad der skete med det sårbare barn i ørkenen.

Exupéry lader sin hovedkarakter, piloten, være træt af det kedelige samfund, hvorfor han flygter op i himlen som pilot. Han styrter imidlertid ned fra himlen og lander i ørkenen hvor han møder det sårbare barn, der er så abstrakt og uskyldigt at mødet til at begynde med bare er forvirrende. Den lille purk kan ikke engang kan forstå hvorfor man skulle ville flyve nogle steder hen. Piloten taler med den lille prins, med stor tålmodighed, om kærlighed, venskab, roser, ræve og baobabtræer og genopdager her hvor essentiel den ofte helt irrationelle kærlighed og den komplette nysgerrighed for tilværelsen er.

Hen mod slutningen af “den lille prins” opdager Piloten at den lille prins har planlagt at lade sig bide af en slange, for at vende tilbage til sin planet.

Piloten bliver helt ude af den, og den lille prins prøver at berolige ham, for som han siger til piloten, kan han jo altid kigge op på den lille stjerne, hvor han, den lille prins, vil gå og pusle om sin rose.

Sjælens fjerde stadie, i et eksistentielt perspektiv, kan altså siges at repræsenteres ved den voksne der har forholdt sig til det sårbare barn, som jo er hans eget “indre barn”, og givet slip på det igen med sin visdom. Slangen repræsenterer visdom i gængs mytologi, dens bid i denne historie, den erkendte afslutning på barndommen og dens uskyld. Barnet dør og efterlader os med et budskab om en slags medfødt lys, energi, magi, uskyld eller stemning om man vil, som i sig selv kan trumfe vores såkaldte fornuft, og få os til at værdsætte de transcendente værdier på arketypisk vis symboliseret ved en stjerne.

Exupéry viser os altså en mand der ved, at det vigtigste i tilværelsen er usynligt for øjet, og dét er en ensom viden, for pilotens indre barn/den lille prins, og det abstrakte budskab om kærlighed og vigtigheden af fri fantasi, er kun synligt for ham selv i hans minder og tanken om den lille bitte stjerne ude i himmelrummet.

Nu spørger du måske hvorfor Exupéry og ikke Nietzsche kunne beskrive sjælens fjerde stadie? Kun fuldendt kærlighed med en anden voksen, kan give os modet til at omfavne vores indre barn og blive hele mennesker. Kun mennesket der er helt elsket eller har prøvet at være elsket med ægte voksen-voksen kærlighed kan navigere i det abstrakte landskab af vores sjæls indre ørken. Det kræver med andre ord sin mand, eller kvinde, at forlige sig med sit indre barn.

– hvis det er for abstrakt at forstå beklager jeg. Mine krav til mit liv er det ikke, synes jeg selv.

Mine krav til min tilværelse:
1. Humor. Jeg skal kunne grine hver dag. Hvis jeg skal læse værker skal de enten indeholde humor, eller være helt ovenud geniale.
2. Spænding. Uden store ambitioner, udvikling – indre som ydre, et stort spektrum af følelser og store historier ydes livet bare ikke retfærdighed.
3. Kærlighed. Uden nogen at holde af, eller nogen at gøre noget for, er der ikke noget ved noget. Elsk det antal du formår. De sygeste mennesker jeg har mødt, har været de uelskede.
4. Hvis ørkenen repræsenterer kedsomhed er dens brønd dens gave og dens stjernehimmel dens skat, på samme måde frygter jeg ikke kedsomhed, jeg kan oven i købet opsøge den for at blive inspireret. Jeg har ikke noget imod at være lidt alene, eller udfordret.
5. Jeg omgiver mig ellers gerne med mennesker der bevæger sig let, for nogle gange er min ånd så træg og dyb at jeg kan drukne i min egen vægt, og her har jeg behov for dig, der ler og ikke tager ting så seriøst.

 

Deltager du i andres selviscenesættelser med stress, uro, vrede og ærgrelser? Her får du 9 veje ud.

Kender du det, personen træder ind i rummet og du stivner. Hvad finder han eller hun nu på. Hvordan kigger han eller hun på dig, hvad siger de, hvad mener de, hvad tænker de om dig? Du har frygtet det møde, eller den fest hvor personen, eller personerne deltager, som pesten. Du er efter alt at dømme blevet suget ind i drama, hvor det er svært at sige hvor der er hvad, hvor meget der er din andel, og hvor meget der er den andens.

En dag for over ti år siden arbejdede jeg med en kvinde, der gjorde mig så irritabel, at der virkelig var noget der gik op for mig. Det vil jeg dele med jer.

Her sad jeg og skulle hjælpe hende, og alligevel fik jeg lyst til at bede hende om at gå efter et par minutter, hvilket er helt usædvanligt for mig. Jeg bed min irritation i mig, og lod den gå i sig selv.

Hun led åbenlyst af tristhed og havde en meget anklagende og martyragtig pibende tone i stemmen, uanset hvad hun sagde. Hun fortalte mig, at ingen kunne lide hende, at alle var ude efter hende og det undrede mig ikke.

Hun udlevede et eller andet indre drama, som jeg ikke kendte til, og som hun på ekspertvis prøvede at få mig til at deltage i. Hun ville have mig til at hade hende, og var så god til det, at jeg måtte kæmpe imod.

Hun var vokset op på landet i fjerne himmelstrøg hos to nonner, der ifølge hende selv skældte hende ud og beklagede sig over hende hele tiden.

Da hun fandt ud af at jeg ikke tog afstand fra hende, og at hun dermed ikke var hadet af alle, samt at hun selv bidrog til hadet mod hende i kraft af en slags gentagelse af sin egen opvæksts dramaer, fik hun det hurtigt bedre.

Under min første session med hende dukkede en sætning dukkede op i mit hoved, som jeg har beholdt som en læresætning til mig selv: ”Det er en test på din sjæls styrke om du deltager i andres selviscenesættelse eller ej”

Altså, blot fordi en person ikke bryder sig om sig selv, behøver man jo ikke at deltage i det had? Blot fordi nogen tænker at du ikke kan sige noget klogt, at skal du ikke være tavs. Blot fordi nogen vil have at du skal løse alle deres problemer skal du ikke blive stresset. Blot fordi nogen tænker at du er fantastisk, skal du ikke lade dig idealisere – mere end du kan bære.

Alt dette er nemmere sagt end gjort, for vi kan ikke komme uden om at vores samvær uundgåeligt er præget af og de tidsløse arketypiske dramaer der ligger menneskeheden til. Vi går ind og ud af roller, der ikke bare afspejler arketypiske temaer, men også afspejler den gældende kultur og de mere eller mindre konkrete forventninger folk har til én hele tiden. Der findes principielt set ikke et liv uden for de sociale spil. Vi kan heller ikke komme uden om, at nogle af os er så gode til at iscenesætte den sociale virkelighed, at det er svært at lade være med at spille med, og om vi vil det eller ej, er det dramaerne der gør livet værd at leve.

Hvis du ikke selv skal blive den belastende person i forsamlingen, skal du altså deltage i de sociale spils mangesidede gruppedynamikker i en eller anden udstrækning.

Tricket er, så vidt jeg kan forstå, at lure hvornår ”det sociale spil” medfører unødvendig lidelse for dig selv eller andre. Herunder har jeg forsøgt at koge håndteringen af stærke sociale iscenesættelser ned til ni punkter.

  1. Fokuser på de sider af personen der både vil sig selv og andre det godt, og forsøg at ignorere det utilpassede (den gode forælders abc).
  2. Ifølge de gamle vikingeordssprog bliver et uvenskab til fjendskab på fem dage. Prøv at tilgive hinanden så hurtigt som muligt. Man bør i sidste instans også tilgive de, der har opført sig aggressivt, om ikke andet, så for ens egen skyld.
  3. I det stille sind er vreden over andre som et bål. Hvis du puster på den flammer den op, hvis du lader den være i fred, brænder den stille ud.
  4. Erkend at visse mennesker er så gode til at placere dig i en, for dig, ubehagelig rolle, at du simpelthen må undgå dem og de situationer de befinder sig i. Lad det være den sjældne undtagelse.
  5. Hold dig til fakta. Som regel fodres konflikter af følelser snarere end hvad der reelt sker, eller skete. Lad fx være med tillægge negative intentioner til andre uden at du har endog meget konkrete beviser på det.
  6. Vær klar over, at de stærke selviscenesættere ikke altid er så bevidste om hvad de gør. Tag deres sociale armbevægelser med et gran salt.
  7. Forestil dig personens magt over situationen som en slags tjære eller klister du ikke vil træde ud i. Det lyder måske tosset men virker utroligt effektivt, i og med at det er pattedyrshjernen der aktiveres af sådanne spil, og således også den bedste til at lede dig ud af det, og den primitive pattedyrshjerne vil virkelig ikke træde ud i klister.
  8. Lad være med at indgå i et håndtryk der definerer dig som underdanig. Du skal hverken have håndfladen op ad (dominans) eller håndryggen ned ad (underkastelse). Værdimæssigt bør vi alle være lige for hinanden.
  9. Hvis det er virkelig, virkelig svært for dig, bør du søge hjælp hos en stærk person, som du kan lave en psykisk alliance med, således at du selv kommer til at stå stærkere i mødet med andre.

 

 

 

 

 

 

Er du en brokkerøv? 13 tips til et bedre humør.

Jeg kan godt være en brokkerøv, men som regel er jeg for doven til at brokke mig, og jeg føler mig sjældent irriteret over noget i mere end måske 5-10 minutter. Ikke at det som sådan er en dyd. Tværtimod er det nok snarere sådan, at jeg sjældent går i op noget som helst i særligt lang tid af gangen.

På en måde ser jeg op til brokkerøve, eller rettere, de får de mig til at føle mig endnu mere doven end jeg føler mig i forvejen.

Det er selvfølgelig vigtigt at brokke sig over ting, der er uretfærdige, tarvelige, usociale og ondskabsfulde, men det er vel også vigtigt at kunne lade være med at brokke sig, hvis det ikke giver mening på hverken lang eller kort sigt, og hvis det både går ud over dig selv og andre.

Vi mennesker kredser om hvad som helst. En tanke, en følelse, en religion, en fodboldklub. Sagen er den, at vi identificerer os med ting for at føle os hjemme i verden. Mange mennesker kommer desværre til at identificere sig med negative tanker og følelser, af og til presses de ud i det, eller formes således af en hård barndom. Herunder et par fif til at vriste sig lidt fri fra brokkehumøret:

… det blev til 15 råd i stedet for 13.. :0) 

  1. Pas på dit blodsukker. Rigtig meget surhed kommer sig af en tom mave.
  2. Hvis du brokker dig over fx arbejdsforhold, og der reelt set er noget at brokke sig over, så bør du time din brok, så den ikke flyder over hele tiden, for så bliver det endnu værre at være dig.
  3. Har du “sejret dig selv ihjel” i disciplinen brok overfor din partner? Øv dig istedet i at samtale.
  4. Mand, har du vundet brokke diskussionen og tabt blowjobbet? Øv dig i forståelse/at tabe med stil.
  5. Lad være med at tro at skæbnen skylder dig noget. Hele pointen med Biblens ”Herrens veje er uransagelige”, er at udråbe denne eksistentielle sandhed, så folk ikke bliver bitre ved modgang.
  6. Andre ser ikke verden som dig, og det kommer de   a l d r i g   til.
  7. Bare fordi du er klog og gammel (af sind) ved du ikke alt.
  8. Vi har aldrig været rigere, mere retfærdige og mere humane, værdsæt det dagligt.
  9. Hvis du tror at du har regnet det hele ud, er du ikke den klogeste person i rummet.
  10. Mennesker er ikke perfekte, og du er en af os. Det er menneskeligt at fejle.
  11. Vrede er som regel en uhensigtsmæssig tilstand når det kommer til kommunikation. Det er meget mere effektivt at kommunikere kærligt og klart.
  12. Hvis du brokker dig for at føle dig klog, skal du vide at det er besværligt for os andre, at blive udsat for. Overvej at skrue ned for det.
  13. Hvis du brokker dig for at hygge dig og skabe sammenhold fx på arbejdet, skal du vide, at det også er uhøfligt, for der er altid folk der vånder sig over at skulle deltage i andres negative stemning.
  14. Hvis du brokker dig over andre uden af at prøve at forstå dem, er det blot udtryk for dovenskab, indrøm hvad der er på spil, sig ”jeg gider ikke at sætte mig ind i det”.
  15. Hvis du er kommet op i alderen skal du vide, at du står over for et dagligt eksistentielt valg: Enten kan du blive mere og mere vranten og bedrevidende, eller også kan du blive mere og mere mild og nysgerrig. Hvis du kunne, hvad ville du vælge?

Hvorfor du ikke skal være i nuet. Et opgør med “mindfulness-nuet”

(billede af Platons sjæle allegori, rytteren repræsenterer sjælen, den hvide hest åndeligheden, den sorte vores vildskab)

NB. Selvfølgelig skal vi forsøge at være i nuet med vores opmærksomhed, følgende skal ses som det for mig at se lidt for livsfornægtende, buddhistiske “mindfulness-nu”.

Vi går alle efterhånden rundt og prædiker, at vi skal være i nuet. Hvad betyder det egentlig? Man kan jo for eksempel ikke lade være med at være i nuet, hvis du fx prøver at komme væk fra ét nu, finder du dig blot i et nyt.

Snakken om det vigtige ved at ”være i mindfulness-nuet” tager jeg til at betyde, at man skal være løbende bevidst om virkeligheden og dens strømme af indtryk der opstår i ens indre og i omgivelserne, uden at forfalde til vurderinger af indtrykkene såsom godt/skidt, grimt/smukt, rigtigt/forkert, for i så fald fyldes det indre lærred hurtigt ud af sindets myriader af abstraktioner og fantasier, som fortrænger det dyrebare øjeblik.

Det lyder jo godt, for her hædres livets påhit, men hvorfor give abstraktioner, vurderinger og fanatiser et dårligt navn? Hører de ikke med til livets påhit?

Fanget mellem det besværlige sinds myriader af tanker og fantasier og ”mindfulness-nuet” finder jeg mig nu engang bedst tilpas. En kompleks balance, som vi hver især må være kaptajner af. Det vil jeg skrive om i det følgende.

Og lad mig slå fast, at jeg elsker at være bevidst nærværende i nuet, men kun hvis det lige tager mig, jeg føler intet pres, og værdsætter mit tankeliv mindst lige så meget.

 

Det besværlige sind

Hvis man er så meget i egne tanker, at man knap ænser hvor man er, kan et bevidst nærvær på nuet være en god idé.

En test på psykisk sundhed er således simpel: Spørg folk hvad de har oplevet i løbet af dagen, hvis de ikke kan fortælle om deres dag, har de højst sandsynligt været belemret med deres eget sinds forviklinger.

Herunder kan du læse min litterære helt Montaignes (1533-1592)  beskrivelse af sit eget sinds forviklinger:

”Da jeg for nylig trak mig tilbage til mit hjem, fuldt og fast besluttet på, så vidt det var mig muligt, ikke at give mig af med andet end at tilbringe den smule tid jeg endnu har tilbage (han var 38 år gl. og lidt teatralsk) i ro og ensomhed, syntes jeg ikke jeg kunne gøre min ånd en større tjeneste end at overlade den til fuldstændig uvirksomhed, lade den beskæftige sig med sig selv, dvæle ved sig selv og hvile i sig selv. Hvilket jeg håbede, at den fra nu af ville have så meget desto lettere ved som den med tiden er blevet mere præget af alvor og modenhed. Men jeg synes tværtimod at den ter sig som en løbsk hest og har hundrede gange så travlt med sig selv som den før havde med andre. Og den nedkommer med så mange fantasifostre og vandskabninger i én pærevælling og uden mål og med, at jeg – for i ro og mag at kunne betragte dem og se hvor tåbelige og besynderlige de er – er begyndt at skrive dem ned i håb om med tiden af få den til at skamme sig over det.”

   – Montaigne, første bind, essay ”om uvirksomhed”

”Menneskene er sig ikke deres medfødte åndelige sygdom bevidst. Tanken bestiller ikke andet end at snuse og søge, går hele tiden i ring, bygger og vikler sig ind i sit eget værk, som vore silkeorme, og bliver kvalt i det”

-Montaigne, tredje bind, essay ”om erfaring”

 

Man kan naturligvis også blive forblændet af sit sind, når man er sammen med andre. Som da Clement Kjærsgaard, Martin Krasnik og Carsten Jensen var i TV studie samtidigt, og man reelt bevidnede seks personer i samtale, dem selv og deres respektive forhold til sig selv.

Hvis man grundet selvoptagethed eller frygt for hvad verden end måtte rumme, har mere travlt med at høre på sig selv end andre, når man samtaler, kunne man godt bruge noget mere bevidst nærvær.

Der er altså mange grunde til at være opmærksom i nuet i stedet for at lade tanker kredse om eget ego, eller alt muligt og umuligt som fantasien skaber. Men kravet om et ”bevidst nærvær i nuet” som en forudsætning for et sundt liv med ro i sindet, bliver altså ved med at skurre i mine ører. Måske jeg slet ikke ønsker ro i sindet?

 

Det besværlige mindfulness-nu

Idealet med mindfulness i et buddhistisk perspektiv, er, skarpt sat op: At forsøge at stilne sindets forstyrrende strømme af begær, komplekser, tanker og følelser arketypiske mentaliteter (fx lyst til leg, snak, kærlighed, elskov, konkurrence, spisning etc), for på den måde at transcendere lidelserne forbundet med dem i en stillesiddende opstigen mod et endnu udefineret Nirvana.

Problemet for os vesterlændinge er imidlertid, at vi som regel ikke tror på reinkarnation, hvorfor vores begær bliver det livgivende snarere end det modsatte.

Nietzsche så således mindfulness-nuet som opium, der skulle lulle vores ønsker og vilje i søvn. Mine parenteser, for forståelsens skyld:

”Lykkelig den, der bor nær denne vismand (Buddhaen)! En sådan søvn (meditativ tilstand) smitter, endog gennem en tyk væg smitter den.”

”Hans visdom byder: Vær vågen for at sove godt. Og sandelig: havde livet ingen mening og skulle jeg vælge det det meningsløse, så ville dette også for mig være det meningsløse, der var mest værd at vælge.”

 ”For alle disse fejrede lærestolsvismænd var den drømmeløse søvn højeste visdom: de kendte ingen bedre mening med livet.”

 ”Salige er disse søvnige (mediterende): for snart skal de blunde (dø).”

– Nietzsche, ”Zarathustra: Om dydens lærestole”.

 

Alan Watts (1915-1973) som var en af flippertidens helt afgørende skikkelser inden for introduktionen af Zen, spiritualitet, mindfulness og Buddhisme til vesten synes lig Nietzsche også at have fået nok af det frelste kald til bevidst fokus på nuet. Her citerer jeg ham frit efter hukommelsen:

”Når man har roet over til den anden side (evnen til at være bevidst nærværende i nuet), kan man godt gå på land (lade sindet passe sig selv).”

 ”Intellektuelle og buddhister kritiserer mig for at tage det afslappet med meditation, men de er bare sure over at de stadigvæk står i svingdøren (meditationen) og jeg er gået ind på museet (livet)”

 ”Når du har modtaget beskeden (fornemmelsen af samhørigheden med ”altet”) kan du godt lægge på igen.”

– Alan Watts

 

Vi kan altså uden videre kritisere ”mindfulness-nuet”. Det moderne problem er imidlertid, at mange oplever at deres begær og frygt aktiveres så intenst af det pulserende liv, at de ikke kan komme ud af deres som oftest indre konflikter, hvor meditationspauser viser sig et særligt svalende bad for den opkogte hjerne. Mindfulness-nuet kan altså uden videre betragtes som en slags ideel kur til tiden, og lad mig skynde mig at tilføje, at jeg da også benytter mig af mindfulness i forbindelse med terapi, ligesom jeg mediterer lidt af og til. Meditation lukker for mange op for en åndelighed, der giver en fantastisk selvforståelse og sjælero, men som en måde at leve på? Nej, egentlig ikke.

Når den søde mindfulness munk Thich Nhat Hanh går med bevidst nærvær på jorden, siger han, at han går, som kyssede han jorden med hvert skridt, skal jeg hilse og sige, at han ikke kan have prøvet at kysse en kvinde, der virkelig har savnet ham.

Og det bliver ikke bedre, når man opdager hvor mange meditationsudøvere bliver endnu mere selvoptagede af meditationen end de var til at begynde med. De har ikke læst på deres Jung, der advarede om den nærliggende fare for storhedsvanvid i den dybe meditations møde med altet. (“Altet” er en oplevelse af en større sammenhæng der ofte kommer sig af Mindfulness meditation på nuet på meget lave hjernebølger, sådan rent lægevidenskabeligt beskrevet.) En ting er, at identificere sig med sit ego, det kan være belastende nok for omgivelserne, når folk så begynder at identificere sig selv med altet, er de ikke en gang til at være i stue med. Bølgerne går især højt når især de åndelighedsforblændede mænd tror at de har transcenderet deres seksualitet og dyrker gruppekram  (det har de som regel ikke).

 

Livet mellem det besværlige sind og mindfulness-nuet

Forskningen viser at lykkelige mennesker kan kendetegnes ved at de tænker meget på fremtiden, og at de ikke dvæler så meget på nuet. Hvilket står i skarp kontrast til vores forestillinger om at vi bliver lykkeligere af at være bevidst nærværende i nuet, selvom det er lidt mere komplekst end som så.

Selv på Montaignes tid, tro det eller lad være, snakkede man ifølge ham også meget om at være i nuet. Det kritiserede han ved at beskrive, at når han forestillede sig noget godt ude i fremtiden, lyste det tilbage på hans oplevelse af nuet, og gjorde oplevelsen af nuet endnu bedre.

Du kan måske slet ikke gøre noget bedre for dit nærvær i øjeblikket, end at leve for noget!

Hvad skulle der dog også være galt med vores stræben, vores målrettethed og vores begær. Hvilken perversion er det dog først at betvivle vores seksualitet og derefter vores vilje, hvad ville det næste være? Vores syn?

Forskningen viser at meditation ligger meget højt på aktiviteter der opleves som meningsfulde, men det er altså også lykken at vide at man nærmer sig noget værdifuldt. Selv munkene kan ikke undsige sig at de bevæger sig mod Nirvana.

Skal vi være enige om, at hvis vi er mennesker, og det er bevægelse livet vil have, at det er mere tråd med logik, at bevæge os med hele vores menneskelighed? Hvorfor skulle for eksempel vores kønsdele og vores vilje ikke tælle med som menneskelighed?

” Flow”, den eftertragtede tilstand af at være opslugt af en aktivitet, er i øvrigt også tegn på at du er i optimal i bevægelse og udvikling. Den er på et neurobiologisk niveau udtryk for en udviklingsproces der er så kraftig, at selvrepræsentationen aflyses for en stund, så man glemmer tid og selv i en mild ekstase.

Når udvikling føles godt, er det ifølge hjerneforsker Dan Siegel og Professor i psykologi Jordan Peterson et resultat af, at bevidsthedens liv foregår mest intenst i feltet mellem yin og yang, mellem differentiering og integration. (differentiering: at skille det ukendte/Yin/kaos ad for at integrere det i større helheder/yang/orden).

Oplevelsen af meningsfuldhed synes altså at komme sig af, at man bliver klogere og får det bedre, eller bidrager til at andre bliver klogere eller får det bedre.

Her har min ligeledes ordrige kollega Svend Brinkmann så vidt jeg forstår, fat i den korte ende med ”stå fast”, for hvis livet og bevidsthedens væsen er bevægelse, må lykken i princippet være det, at bevæge sig godt. At det er en evigt konfliktfuld sti kan vi dog ikke komme uden om, men hvem sagde at det gode liv skulle være nemt?

 

Afrunding 

Montaigne studser flere steder over glæden og elendigheden ved et liv i bevægelse. At findes og selv i krydsfeltet mellem tankernes og følelsernes liv på den ene side og vores stoiske, mindful-agtige bremse på dem på den anden side, er et dilemma for ham, som det er for mig:

”Der er ingen ende på vores efterforskning, den afsluttes først i næste verden. Det er tegn på kortsyn eller udmattelse hvis tanken stiller sig tilfreds. Ingen velbegavet ånd slår sig til tåls med sig selv, den stræber altid videre og længere end kræfterne række, den tager tilløb til mere end den kan klare. Hvis den ikke er på vej fremad og maser på og bliver sat til vægs og render sig staver i livet, lever den kun halvt. Dens stræben kender ingen grænser, ingen form, den lever af undren, søgen og dunkelthed. Det afslørede Apollon tydeligt nok ved altid at tale tvetydigt, dunkelt og underfundigt (Oraklet fra Delfi talte i tåger)… Tanken er en springende, uafbrudt bevægelse, uden mønster og uden mål og med, indfaldene opildner, følger og bevæger hinanden.”

– Montaigne, tredje bind, essay ”om erfaring”

 

Vi giver sidste ord til Platon, der så sjælens fornemmeste opgave, som den, at styre hestespandet af fornuft, den hvide hest, og begær, den sort hest, i samme retning. Lad os så forestille os at den hvide hest er mindfulness-nuet og den sorte hest er vores menneskelighed, og at vi som Platon pointerer, har behov for begge. Lad så blot minfulness-nuet være en guide til hvordan vi bedst udlever vores menneskelighed, i lige dele fuld galop og dovent ridt, i harmoni med de myriader af fantasier og det begær, som kroppen er arving til.

Og lad folk ride den hest de har det bedst med, så længe de ikke rider rundt i andres blomsterbede.

 

 

Om at gøre en forskel for andre og passe på sig selv samtidigt

Featured

Her er hvad jeg skrev en sen aften, da jeg var blevet mør over min hjælperrolle…

.. Da jeg var yngre troede jeg, at jeg ikke blev påvirket af mine klienter, nu har jeg det som om jeg er hotel for halvdelen af byens dæmoner. Efter 13 år som terapeut vil jeg vove at påstå, at jeg kender jeg til flere ting man kan blive ked af og stresset over, end 99% af befolkningen. Jeg kender til praktisk talt alle angstens ansigter. Jeg ved fx at man kan være bange for lys, mørke, mænd og kvinder. Man kan være bange for at få børn, man kan være bange for ikke at få børn. Livet kan anskues på måder med så meget bitterhed, misantropi og mistillid at luften står stille i rummet. jeg kender nu folk fra flere kulturer og subkulturer end de fleste nogensinde vil gøre. Og jeg har båret folks håb i tonsvis, medens de har kigget blankt ud i luften, eller kigget indad i et uendeligt tomrum af håbløshed. Jeg har været rygraden hos de forslåede og fortabte. Jeg har holdt folk i hånden for at de ikke skulle ryge i misbrug og selvmord. Jeg har bevidnet folk i sorg og krise, og prøvet at gå i det tempo, i grader, længder og dybder som mange, selv gennem et helt liv aldrig får indblik i. Jeg har siddet med drenge på 14 år, som lige har mistet deres far. Jeg har været folks smil, mod, eksterne pandelap når de ikke kunne tænke en ærlig tanke. Jeg har gang på gang på gang holdt mig nysgerrig og ikke-vidende, medens jeg har bidt mig i læben og heppet inderligt på, at folk fandt nøglen så de kunne åbne døren inde fra. Jeg har kigget med ængstelighed på din ryg, når du er gået ud af døren, for jeg er ikke hundrede procent sikker på, at du ikke vil tage livet af dig selv, selvom du griner det af dig, som en joke. Jeg har luret på din parathed, som en panter på spring for hvornår vi kunne vriste dit misbrug eller dit uheldige personlighedsmønster fra dig, så vi kunne give dig et rigtigt liv. Jeg har udholdt de vrede projektioner fra alt det uudlevede fra dine mørke afkroge, og jeg har hjulpet dig med at børste spindelvævet af de glemte skikkelser og lade dem danse sig trætte i deres knogler, så du kunne blive fri for dem… Jeg er en træt receptionist på hotellet, men der er stadigvæk åbent. Der er stadigvæk åbent. Skal bare også huske at passe lidt mere på mig selv. Det var forløsende at beskrive de oplevelser. Tak fordi du læste det.

kom med tre gode råd til os i boksen herunder ❤️💪🏼 . Hvordan passer du/man bedst på sig selv i hjælperjobs?