Magtens tricks. 8: At styre sit udtryk

Hvad magt angår er udtrykket så vigtigt, at det kan trumfe viden, relationer, erfaring, uddannelse og dannelse.

Medietrænere og spindoktorer byder sig til, men hvad kan man egentlig opnå med medietræning. Kan man ændre sit udtryk?

Jeg mødtes en gang med en medietræner, der skulle hjælpe mig med at levere en god præstation til nogle TV reklamer. I det store lokale på sjette sal hos SONY blev jeg instrueret i stemmeføring, intonation og pauser med videre. I forskellige sammenhænge forbundet med TV, fotos osv er jeg også blevet trænet i at bevæge mig og smile på alle mulige og umulige måder. Noget af det skøreste jeg har været med til, var da jeg i starten af tyverne blev indrulleret i et stort sat op cover band i London, hvor jeg skulle ligne en kendt bassist, hvilket bl.a. krævede et større makeup arbejde og højt hår. Jeg tør ikke afsløre bandets navn.

Hvis man lægger hovedet i blød opdager man hvor meget man egentlig skal præstere i det hele taget i det daglige liv. Selv folk der betragter sig som åh-så-naturlige og ægte optræder lige som alle os andre, de er bare bedre til det. Det er altså ikke kun i medierne vi spiller en rolle.

Shakespeare skrev om livet som en scene, hvor vi alle spiller vores roller, fra vi træder ind på scenen til vi træder ud igen. Det er og bliver svært at definere en mere virkelig virkelighed under “spillet”,  hvorfor vi med flipper præst humanisten Alan Watts ord blot må spille det så godt som muligt.

Jeg har altså erfaret på egen krop, at man kan lære meget hvad angår fremførsler i medierne, men der er en årsag til at man skal igennem timer, måneder og år, for at blive en god skuespiller. Det er begrænset hvad man kan lære af en medietræner på et par timer.

Som konsulent og psykolog har jeg også selv hjulpet mange til at præstere i alskens sammenhænge.

Hvis personen man arbejder med, har lavt selvværd eller social angst, kan det godt tage et halvt år, at få skabt ændringer på folks kontrol over deres udtryk i sociale sammenhænge. Nogle af de mest karismatiske mennesker jeg har mødt, bryder sig sjovt nok ikke om rampelyset. Den selvsikre og effektive præstation hænger i det hele taget sammen med hvordan vi tænker om os selv, verden og andre. Det kan derfor være et større stykke psykologisk arbejde, at coache folk til en magtfuld præstation og da især hvis personen har et nervøst temperament, indadvendthed koblet med narcissisme, traumer eller fobiske mønstre. Faktisk kan en høj intelligens også være en udfordring, for man kan altså både tænke for meget og for lidt, når man er på. Mange intelligente mennesker kløjes i det hele taget i at skulle mestre det niveau af aggression, selvtillid og den verbale knaphed, der kan være nødvendig i rampelyset. Man skal jo faktisk tro på sig selv, og ikke tvivle og øh’e for meget, for ikke alene keder det seerene når man fremstår famlende, det kan også skræmme personen, der er på, at lade sig tvivle og studse.

Når jeg er på TV er jeg nogle gange stille midt i min talestrøm fordi jeg tillader mig selv at tænke, og det har jeg forstået er ret usædvanligt. Jeg har været ude for journalister, der har tolket det som om, jeg var gået i stå, hvilket absolut ikke var tilfældet. Jeg har blot anstrengt mig for at formulere mig så skarpt som muligt. Andre gange, afhængigt af emne, har jeg bare prøvet at have det sjovt.

Jeg husker mit første radio interview, hvor værterne snakkede så hurtigt, at det pludseligt føltes som om at jeg tænke enormt langsomt. Det var derfor lærerigt. Mediepladsen er en slags fest, og enten fester man med eller ej.

Når det kommer til det skriftlige aspekt af mediepladsen, har jeg endnu til gode at udvikle den venlighed og høflighed der gør, at man tager mere hensyn til sin læser end sig selv.

I forbindelse med medietræning til for eksempel den politiske debat på TV, må det altså betragtes som et middel med begrænset effekt. Først og fremmest fordi der er langt mellem de konkrete TV debatter. Uanset hvilke kaniner man hiver op af hatten som coach og medietræner, kræver god træning nemlig som regel, at man har mulighed for at øve sig i de pågældende situationer man gerne vil mestre.

Som jeg forstår det, er den gode medietræning for de fleste politikeres vedkommende den årelange træning, der kommer sig af deltagelse i møder og diskussioner. Politikerne og magthaverne generelt, er som regel meget erfarne snakkere, når TV kameraet først finder dem.

Det kan altså være begrænset, hvad man kan opnå med medietræning, og i det omfang det virker, bør man vel forholde sig skeptisk over for en praksis, som i sagens natur lærer folk at holde masken, medens de lyver. Det er imidlertid fuldt ud forståeligt, at der er en efterspørgsel på medietræning, så man kan styre sit udtryk, for hvis en toppolitiker først har afsløret en usikkerhed på noget, vil han som nævnt ikke bare kunne miste status, men alt vil komme til at handle om fejlen uanset dens størrelse. Bare se pressen spinde ud af kontrol på småfejl, medens de rigtige katastrofer får lov at sejle. Måske Donald Trump rent faktisk trådt så meget i spinaten, at samtalen efterhånden kan blive fornuftig. (Men måske vi ikke skal sige “fornuftig” og “Trump” i samme sætning.)

Fif: Tal i et roligt tempo. Hold din krop i ro. Prøv at smile. Betragt de andre deltageres ofte kraftige udtryk med et gran salt (det er nemt at tro at man har gjort noget forkert, når man kigger ind i Johanne Schmidt Nielsens eller Pia Kjærsgaards mesterligt leveret indignerede miner). Vær klar over, at selvom du måske føler dig nervøs kan det som regel ikke ses. Hold dig til emner, som du ved noget om. Pas på med at overforberede dig. Vær besluttet omkring nogle perspektiver, og vær klar på at være uvidende om andet. Lad ikke andre tale mere end du gør. Hvis du kan skabe en fornemmelse af samtale – uanset om der er en hård konflikt eller ej, vinder du. Vær rank og afslappet i krop og sjæl. Medens disse fif måske er nemmere sagt end gjort, virker de dog.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s