Magtens tricks. 6: Den nødvendige symbolske kamp

Den politiske debats popularitet kan til dels ses som en afspejling af et dybt psykologisk behov for konflikt i os selv.

Dens uforsonlighed, en symbolsk repræsentation på vores uro og underbevidste længsel for konflikt og kamp, for at opnå den forjættede forløsning af vores egne indre uoverenstemmelser og spændinger.

Lad det være sagt: Hvis den politiske debat ikke havde en fornemmelse af kamp over sig, som vi kunne spejle hele vores væsen i, ville vi enten ikke finde den interessant, eller blive urolige.

Når politikere i de uforsonlige debatter hellere leger gladiatorer med ord end at samtale, er det således også fordi de besætter en for samfundet vigtig rolle og leverer et show for folket og vores ursinds behov for drama.

I det gamle Rom sikrede man sig, at borgerne bogstavelig talt fik en kamp at se. Uge efter uge flød blod, sved og tårer medens skriget og sejersbrølet rungede til borgernes gys og betagelse.

Der var selvfølgelig mange årsager til at man i det gamle Rom underholdt med voldsomme kampe i Colosseum. Ifølge Pliny den yngre fra det gamle Rom, handlede det om at vise, at når selv slaver og tyve kunne slås med stolthed for deres liv, kunne romerne vel også. Som sådan repræsenterede de rituelle kampe et kald til mandighed. Desuden klædtes nogle af gladiatorerne ud så de lignede nogle af de fremmede folk, som romerne kæmpede imod, for således at anspore romerne til kampgejst og lyst til deltagelse i udvidelsen af imperiet.

Når man har ladet tyve og mordere flå af vilde dyr, har hensigten helt sikkert også være, at afskrække folket fra at begå forbrydelser.

Senere hen har psykologer talt om katarsis i forbindelse med kampene i Colosseum, at man muligvis iscenesatte kampene for at give folket et afløb for deres dystre sider, således at staten blev et mere rolig sted. De romerske senatorer har måske kalkuleret med, at så længe aggressionen blev inden for Colosseums mure, var alt godt i Rom.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om denne katarsis tanke. For en sådan voldsunderholdning kan givetvis både medføre mere voldstilbøjelighed hos nogen og begrænse den hos andre. Eller hvad?

Så vidt jeg husker skrev CG Jung netop om, at folket har et behov for at se blod, for at blive beroliget. Det lyder selvfølgelig meget bestialsk, men noget kan der være om snakken. Når man ser på de forskellige kulturer, kan man i hvert fald konstatere, at rituelle kampe ses alle vegne i mere eller mindre blodig form, men altid blodig.

I det gamle Rom gjorde man sig da også den erfaring, at det kunne gå for vidt med gladiatorkampene og deres popularitet. Som med nutidens fodboldhooligans kunne grupperinger angribe hinanden på tribunerne og tage livet af hinanden. Således førte en gladiatorkamp mellem mellem to nabobyer Nuceria og Pompeii i år 59 til en mindre borgerkrig, hvorefter gladiatorkampe blev forbudt i Pompeii i 10 år.

Vi kan konkludere, at der er et behov for underholdning med kampelementer i de fleste kulturer, samt at de kan løbe af sporet, hvorfor det er en kunst for lederne at organisere, afholde, begrænse og indhegne den slags aktiviteter.

De kollektive ritualer afspejler i øvrigt folkets situation, hvorfor ritualerne i sig selv sladrer om tidsånden. Således bliver ritualerne vildere, des mere udfordrende tiden er. Jo vildere krigene var i det gamle Romerske imperium, des mere flød blodet i Colosseum, og jo mere indianerne blev presset i det vilde vesten, des mere brutale blev deres initieringer. Indianerne der indførte en initieringen hvorved de skulle hænge i huden fra deres brystkasse, opfandt først dette ritual, efter nybyggerne var kommet til landet. Deres ritual var tydeligvis et slags spejl på de kampe, de skulle ud i.

Ritualerne afspejler også noget mere tidsløst og almenmenneskeligt. De centrerer sig typisk om dyder såsom mod, styrke, vedholdenhed og det at vinde.

Kulturernes centrale rituelle konkurrencer og initieringer skal spejle vores menneskelighed, og i denne menneskelighed kan vi ved at betragte talrige kulturer konstatere, at der ligger et slags behov for kamp og konkurrence. Det kan ikke være anderledes.

Måske vi i overensstemmelse med Jung oven i købet kan sige, at folket der ikke ser egne indre kampe afspejlet i ritualer, bliver forstyrret af indre konflikter der kan lede til konflikter der går ud over familier, grupper og i sidste ende samfundet.

(Vi ved også, at en vis procent i en befolkningen, stort set udelukkende mænd (5%?), er særligt urolige indvendigt, hvorfor det er nødvendigt at organisere begivenheder, som de kan spejle sig selv i, således at de ikke føler sig som fremmede i samfundet, og derfor, før eller siden, går imod det.)

Hvilke ritualer har vi dag, hvilket initiationer, hvilke kampe? – Er fodbold og politik vores primære kamppladser? Jeg tror det.

Vi er meget frie. Vi er meget rige. Vores samfund er mere sikkert, mere underholdende og mere tilfredsstillende end nogensinde før. Hvilke ritualer og initiationer kunne vi dog have behov for til at spejle denne luksuriøse tid? Der er ingen fjende for døren, der er ingen løver eller Goter med økser, der er ingen pest eller nybyggere med seksløbere.

Alt er godt, men jeg tror at vi savner kampen. Vi savner blod, sved og tårer for kampåndens arketyper i vores indre falder aldrig rigtigt til ro.

Dette savn afspejler sig i den radikale vækst i ekstremsport, hvor det næsten er blevet en norm for en leder at løbe maraton, ligesom flere og flere dyrker kampsporten BJJ og bl.a. Triathlon.

Har vi fået det for nemt? Måske fungerer Maslows behovspyramide rent faktisk således, at når man har nået toppen, savner man bunden og de basale kampe man finder der?

Vores case, den politiske debat, kan altså godt ses som en slags arena for de bornerte. En tilskuersport for de, der ikke vil se kamp, men længes så meget efter at se blod, at man gør våben ud af ord.

En politiker skal derfor forstå, at han eller hun indtager en gladiators rolle. Det er forventet. Folket vil have kampen. Også selvom disse kampe kan være planlagte ned i mindste detalje, som i det amerikanske wrestling, hvor folk lader som om, at kæmperne ikke lader som om. Ligeledes endte gladiatorkampene i Rom rent faktisk med at være planlagt ned i mindste detalje. Underbevidstheden snydes nemt, folket behøver ikke ægte kampe.

Fif: Folk vil se kampe, der afspejler deres indre konflikter. Politikeren må endelig ikke, som for eksempel Naser Khader og Anders Samuelsen blive naive og følelsesladede og lægge alt muligt i debatten, som de ikke skal. Glem følelserne. Tør man sige det: Glem din dyd. Der er og bliver en slags ”spil for spillets skyld” forbundet med debatten, hvilket måske til dels forklarer hvorfor kamphanerne ofte smiler sammen, når kameraerne slukker, om det er to UFC kæmpere der har tævet løs på hinanden, eller to politikkere fra modsatte fløje der har beskyldt hinanden for alt dårligt mellem himmel og jord.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s