Avisen: “Den danske kvinde er umulig…” Mange mænd er forvirrede. Her kan du få det lille kørekort til moderne kvinder.

Læst over 40.000 gange på 3 uger (aug 2017)

Avisen. Mand har kæreste fra Asien. Mand mener at danske kvinder er for besværlige. Læser med en eller anden grad af nysgerrighed artiklen, selvom emnet om hvor vidt ”danske kvinder er umulige?” virker lidt umuligt i sig selv. Der er jo gevaldig forskel mellem alle mennesker.

Hvad er det egentlig han brokker sig over? Jeg læste lidt om ham, og så, at han er en slags herlig provo, hvorfor diskussionen ikke kan starte her. Sagen er den, at man ikke ved, om manden virkelig mener det han siger. At han for eksempel udtaler, at han er bange for, at blive udsat for nedgørelse af feminister og i samme ombæring lægger sig ud med dem, siger jo noget om, at konfrontationen måske ikke er så frygtet endda.

Som sædvanligt, når jeg skal belyse et emne for mig selv, funderer jeg over hvad alle de store tænkere har nedfældet om det. Nietzsche beskrev blandt andet, at i samfund hvor mænd ikke er maskuline, maskuliniserer kvinderne sig selv. Måske vi er vidner til noget i den boldgade. I hvilket tilfælde manden, der brokker sig over den danske kvinde, der ikke vil have sex med ham, måske bare skal oppe sig, så hun får lyst til at føle sig som hans kvinde, i stedet for det lidt kønsneutrale brokkehoved hun har måttet gøre sig til, for at holde styr på det hele.

De fleste mænd tænder jo heller ikke på kvinder, der er brovtende og ser ned på os. Man kan mene om det hvad man vil i en tid hvor psykologi og seksualitet politiseres med socialkonstruktivisme, men mandens potens er som oftest bundet op på følelser af tilstrækkelighed (parasympaticus).

Det der fik mig til tasterne var, at brok over andre, for eksempel ”danske kvinder”, ofte vidner om bitterhed over skæbnen samt ansvarsfraskrivelse. Bitterhed og uansvarlighed er decideret umandigt.

Så, mand, start med dig selv. For når du har fået styr på dig selv, kan du – hvis du gider – brokke dig over tilværelsen med en eller anden grad af legitimitet.

Det lille kørekort til moderne kvinder

 

  1. Vær så sød som muligt.
  2. Prøv at holde det du lover.
  3. Hold fast på dine eksistentielle sandheder, dét der er vigtigt i dit liv. Kvinder elsker at vi holder fast på et eller andet, således oplever de modstand og tiltrækning. Det kan gå ud over tiltrækningen hvis man er for ens, eller for enige.
  4. Elsk hende selv når hun er umulig. Elsk hende især når hun er umulig. Så lærer hun at slappe af. (Behaviorismen virker ikke på kvinder, du skal faktisk netop vise kærlig tålmodighed når hun er sur, så får du mindre af det sure.)
  5. Vær klar på at forlade hende, hvis hun ikke kan give dig intimitet, eller hvis hun er meget nærig med sig selv.
  6. At insistere på sex er også godt for hende. Gør sex til et naturligt samtaleemne.
  7. Kvinder gider som regel ikke at have sex med os når vi er for dumme eller aggressive. 
  8. Hvis du vil ødelægge dit sexliv, skal du bare være affejende i tonen, så slukker hun som hev du stikket ud af hende.
  9. Hvis en kvinde har sex med dig, selvom du lige har trynet hende, kan du betragte det som et nederlag og ikke en sejr.
  10. Det vigtigste af alt, er, at du jævnligt giver hende uglet hår og en ømhed der kan minde hende om hende selv.
  11. Begynd at erfare, at det hun brokker sig over, som regel er manglende kærlighed forklædt i alskens sære udflugter om dit og dat.
  12. Lad derfor endelig være med at tage alle hendes ord alvorligt.
  13. Lad samtidigt endelig være med at ignorere hende.
  14. Forstå at hendes løsning ofte er informationsdelingen i sig selv. Følelser er også information.
  15. Forstå at hendes lyst til at diskutere fortid beror på hendes store interesse for og hukommelse af relationelle begivenheder. Sig til hende, at du simpelthen ikke kan huske det, at hun sikkert har ret, og spørg hvad hun vil have at du gør.
  16. Hvis et parforhold er som et solsystem, oplever kvinden sig selv som solen. Af og til skal hun have overblik over alle hendes elementer. Således er hendes mål ofte harmoni, ikke løsninger. Solen skal ingen steder hen.
  17. Vær spontan og lidt skør, for her giver du hende mulighed for at se sine egne utallige aspekter reflekteret i dig. Din kompleksitet bliver et spejlkabinet for alle siderne af hendes sjæl.
  18. Vær aldrig for nem. Hvis du bliver for nem kommer hun bare til at distribuere sin kærlighed på andre, der har større behov for hendes varme.
  19. Du må ikke gøre din kvinde til din slave, for mange kvinders kærlighed er så stor at de nemt kommer til at lade sig underkaste for andres bedste. En slaves øjne funkler ikke. 
  20. Gør dit bedste for at hjælpe til så meget du orker i hjemmet.
  21. Lad være med at blive fed. Frygt sofaen lige så meget som du elsker den.
  22. Lad være med at tro, at du har lige så meget styr på forholdet og hjemmet som hende, samtidigt skal du heller ikke resignere og blive en idiot, der ikke engang kan købe ind.
  23. Lad være med at tro, at du har regnet hende ud, for det vil aldrig nogensinde kunne lade sig gøre, levende ting er i konstant bevægelse.
  24. Vedligehold din nysgerrighed omkring hendes erfaringer, tanker og følelser.
  25. Vær ærlig omkring hvem du er, og hvad du kan holde til. Lad være med at tro, at du kan være hendes veninde, for du vil køre træt i snakken og så kan I blive uvenner.
  26. Styrk din kvinde dagligt, for hun er også et spejl på din egen dyd.

Ved behov for sparring på livet, så ring på tlf 28700900, eller skriv til thomas@psykologerne-frederiksberg.dk og få en samtale om hvor vidt jeg eller en af mine kollegaer kan hjælpe dig.

 

 

 

Featured post

33 tips, tricks og advarsler til magthavere. 4: “Sårbar..?”

IMG_6829Det her er et svært punkt for mig, hvorfor det blev lidt længere end de andre, for jeg vil kritisere noget, som jeg holder af. Sårbarheden, eller dét at erkende egen uformåen og grundlæggende usikkerhed, er en gave til dig selv og til andre. Man bliver ofte et større og stærkere menneske af at kunne tænke, føle og agere på autentisk sårbar maner, men i en uundgåeligt barsk verden, må man kunne lægge den på hylden. Spørgsmålet er så, om man kan hæmme sin sårbarhed uden samtidigt at hæmme sin menneskelighed mere generelt, men nu er det en blog om effektiv ledelse, og ikke om menneskelighed. Værsgo:

I de politiske debatter på TV afslører de velpudrede pander og ubevægelige ansigtsfolder, at de ikke vil afsløre noget, slet ikke sårbarhed. Her debatterer man nemlig om retten til at definere virkeligheden, og vinder man, kan man udforme egen rolle bedst muligt.

Sædvanligvis er livet skruet således sammen, at man kan lære noget, og vokse af sine fejl, men sådan er det politiske liv som regel ikke. Du bliver bedømt hele tiden, og selv små fejl vil klæbe til dig.

I en politisk debat skal man, for at vinde, gennemtrumfe sine egne idéer, også selvom man kan være i tvivl om verdens beskaffenhed (og dermed være sårbar).

Sædvanligvis er verdens kompleksitet et problem for ledere, men som politiker og topleder bør du betragte det som en gave, for kompleksiteten kan skjule at du med dine ord måske var bedre til at vinde magten, end at belyse virkeligheden. Bare tag Anders Fogh Rasmussen som eksempel. Uanset hans nuværende situation fik han 10 gode år.

En magthaver skal kunne mestre en egennyttig og hård kommunikationsstil. Man viser ikke tvivl, sårbarhed eller svaghed og hvis man udviser forundring og nysgerrighed, er det med afsæt i ens egne urokkelige standpunkter.

Som politiker tilslutter man sig baglandets holdningsrepertoire ud af professionalisme, men måske også lidt fordi budbringeren er mindre sårbar end ejeren af budskabet.

De gruppesanktionerede rationaler fungerer som luftpude under ens fremturen, for skal man føle sig stærk, skal man paradoksalt nok ikke tage afsæt i egne rationaler, men i sin gruppes.

Man skal i debatter og forhandlinger ikke være idealistisk, selvopofrende og sårbar, man skal være realistisk, egennyttig og hårdfør. Det kan man så kritisere, men kritikken vil ofte komme fra et idealistisk sted.

Idealisten er et sødt og sårbart væsen, der indædt tror, at alle i virkeligheden vil alles bedste. I dette lys ses for eksempel en forhandling som en proces hvorved man ærligt og redeligt nærmer sig den for verdens/landets/fællesskabets/partiets/virksomhedens/gruppens mest optimale fælles etablerede repræsentation af virkeligheden med der tilhørende optimal rationel kærlig strategi. Idealisten tror nemlig at andre er lige så selvopofrende og intelligente som ham eller hende selv. Idealisten udelader det faktum, at mennesker flest er ligeglade med overgrundige analyser, samt at mange er egoistiske og forstyrrede i uafhjælpelig grad. Idealisten anser sit perspektiv på verden som et resultat af kløgt og en guddommelig medfølelses indsigt. Alternativets Uffe Elbæk laver tydeligvis knæfald for denne antagelse, men er det ikke snarere et verdensbillede født af fejhed? Jeg har nemlig idealisterne mistænkt for at gyse og krympe ved tanken om mennesker med hjerter kolde som sten, og hellere intellektualiserer det bort, end medtænker det.

Lad i det mindste idealistens drøm være nævnt, som jeg bedst kan formulere den:

Det ville være forfriskende hvis den politiske debat blev mere sokratisk. At man rent faktisk inviterede modparten til udtømmeligt og på autentisk vis at forholde sig til samtlige aspekter af en sag, hvorfor alles begrænsede viden ville blive mere klar. I en sådan situation af erkendt kollektiv begrænset indsigt, ville man af det rationelle sinds halve fallit i et demokratisk og humanistisk samfund, være tvunget ud i løsninger der tilgodeså alle parters ønsker.

Men sådan fungerer magt og ledelse af store grupper ikke. Det er et åbent spørgsmål, om den interessefrie dialog findes, men den findes i hvert fald slet ikke i politik. Kun i yderste krise vil fælles fodslag lyde – kortvarigt.

Kald det blot pessimistisk, og hør ekkoet. Verden er ligeglad med din holdning. Jeg forsøger her at blotlægge noget om mennesket, ikke at argumentere for det.

Vores sårbarhed med al dens grundlæggende usikkerhed og forvirrede vilje, er nok en trumf i mange sociale sammenhænge, for den der mestrer at vedkende sig den almenmenneskelige tilstand, gør sig til rollemodel os alle, men i det politiske spil og til forhandlinger er sårbarheden som regel det dårligste kort man har på hånden.

I den slags situationer er man oppe imod modstandere, der uden skam transformerer tvivl til et symptom på stupiditet. Naser Khader var således som et barn i Pias Ks greb, og hvor mange eksperter har ikke måttet bære den tort, at blive udfrittet korte klare svar på noget alt for komplekst? Og hvad angår det politiske liv, kan man ikke forvente at få publikums medlidenhed, for folket er mere interesserede i kampen end noget andet. ”If it bleeds it leads”som det hedder.

Udvis endelig sårbarhed – for at underholde, med din skæbne som offer.

Fif: Verden er hård og i politik er den kollektive virkelighed i vid udstrækning at betragte som en art social konstruktion. Som et symptom på de drevnes veltalenhed. Det er et spil, og derfor kan man lige så godt spille det godt. Gennemfør derfor dine pointer, afbryd andre, underminer de muligvis bedrevidende, og gem din sårbarhed til kæresten.

Blog at WordPress.com.

Up ↑