Det her er et svært punkt for mig, hvorfor det blev lidt længere end de andre, for jeg vil kritisere noget, som jeg holder af. Sårbarheden, eller dét at erkende egen uformåen og grundlæggende usikkerhed, er en gave til dig selv og til andre. Man bliver ofte et større og stærkere menneske af at kunne tænke, føle og agere på autentisk sårbar maner, men i en uundgåeligt barsk verden, må man kunne lægge den på hylden. Spørgsmålet er så, om man kan hæmme sin sårbarhed uden samtidigt at hæmme sin menneskelighed mere generelt, men nu er det en blog om effektiv ledelse, og ikke om menneskelighed. Værsgo:

I de politiske debatter på TV afslører de velpudrede pander og ubevægelige ansigtsfolder, at de ikke vil afsløre noget, slet ikke sårbarhed. Her debatterer man nemlig om retten til at definere virkeligheden, og vinder man, kan man udforme egen rolle bedst muligt.

Sædvanligvis er livet skruet således sammen, at man kan lære noget, og vokse af sine fejl, men sådan er det politiske liv som regel ikke. Du bliver bedømt hele tiden, og selv små fejl vil klæbe til dig.

I en politisk debat skal man, for at vinde, gennemtrumfe sine egne idéer, også selvom man kan være i tvivl om verdens beskaffenhed (og dermed være sårbar).

Sædvanligvis er verdens kompleksitet et problem for ledere, men som politiker og topleder bør du betragte det som en gave, for kompleksiteten kan skjule at du med dine ord måske var bedre til at vinde magten, end at belyse virkeligheden. Bare tag Anders Fogh Rasmussen som eksempel. Uanset hans nuværende situation fik han 10 gode år.

En magthaver skal kunne mestre en egennyttig og hård kommunikationsstil. Man viser ikke tvivl, sårbarhed eller svaghed og hvis man udviser forundring og nysgerrighed, er det med afsæt i ens egne urokkelige standpunkter.

Som politiker tilslutter man sig baglandets holdningsrepertoire ud af professionalisme, men måske også lidt fordi budbringeren er mindre sårbar end ejeren af budskabet.

De gruppesanktionerede rationaler fungerer som luftpude under ens fremturen, for skal man føle sig stærk, skal man paradoksalt nok ikke tage afsæt i egne rationaler, men i sin gruppes.

Man skal i debatter og forhandlinger ikke være idealistisk, selvopofrende og sårbar, man skal være realistisk, egennyttig og hårdfør. Det kan man så kritisere, men kritikken vil ofte komme fra et idealistisk sted.

Idealisten er et sødt og sårbart væsen, der indædt tror, at alle i virkeligheden vil alles bedste. I dette lys ses for eksempel en forhandling som en proces hvorved man ærligt og redeligt nærmer sig den for verdens/landets/fællesskabets/partiets/virksomhedens/gruppens mest optimale fælles etablerede repræsentation af virkeligheden med der tilhørende optimal rationel kærlig strategi. Idealisten tror nemlig at andre er lige så selvopofrende og intelligente som ham eller hende selv. Idealisten udelader det faktum, at mennesker flest er ligeglade med overgrundige analyser, samt at mange er egoistiske og forstyrrede i uafhjælpelig grad. Idealisten anser sit perspektiv på verden som et resultat af kløgt og en guddommelig medfølelses indsigt. Alternativets Uffe Elbæk laver tydeligvis knæfald for denne antagelse, men er det ikke snarere et verdensbillede født af fejhed? Jeg har nemlig idealisterne mistænkt for at gyse og krympe ved tanken om mennesker med hjerter kolde som sten, og hellere intellektualiserer det bort, end medtænker det.

Lad i det mindste idealistens drøm være nævnt, som jeg bedst kan formulere den:

Det ville være forfriskende hvis den politiske debat blev mere sokratisk. At man rent faktisk inviterede modparten til udtømmeligt og på autentisk vis at forholde sig til samtlige aspekter af en sag, hvorfor alles begrænsede viden ville blive mere klar. I en sådan situation af erkendt kollektiv begrænset indsigt, ville man af det rationelle sinds halve fallit i et demokratisk og humanistisk samfund, være tvunget ud i løsninger der tilgodeså alle parters ønsker.

Men sådan fungerer magt og ledelse af store grupper ikke. Det er et åbent spørgsmål, om den interessefrie dialog findes, men den findes i hvert fald slet ikke i politik. Kun i yderste krise vil fælles fodslag lyde – kortvarigt.

Kald det blot pessimistisk, og hør ekkoet. Verden er ligeglad med din holdning. Jeg forsøger her at blotlægge noget om mennesket, ikke at argumentere for det.

Vores sårbarhed med al dens grundlæggende usikkerhed og forvirrede vilje, er nok en trumf i mange sociale sammenhænge, for den der mestrer at vedkende sig den almenmenneskelige tilstand, gør sig til rollemodel os alle, men i det politiske spil og til forhandlinger er sårbarheden som regel det dårligste kort man har på hånden.

I den slags situationer er man oppe imod modstandere, der uden skam transformerer tvivl til et symptom på stupiditet. Naser Khader var således som et barn i Pias Ks greb, og hvor mange eksperter har ikke måttet bære den tort, at blive udfrittet korte klare svar på noget alt for komplekst? Og hvad angår det politiske liv, kan man ikke forvente at få publikums medlidenhed, for folket er mere interesserede i kampen end noget andet. ”If it bleeds it leads”som det hedder.

Udvis endelig sårbarhed – for at underholde, med din skæbne som offer.

Fif: Verden er hård og i politik er den kollektive virkelighed i vid udstrækning at betragte som en art social konstruktion. Som et symptom på de drevnes veltalenhed. Det er et spil, og derfor kan man lige så godt spille det godt. Gennemfør derfor dine pointer, afbryd andre, underminer de muligvis bedrevidende, og gem din sårbarhed til kæresten.