Magtens tricks. 9: Lad Platon vende sig i graven, gør det nødvendige

Som toppolitiker skal man vinde sine debatter, og her må man bruge alle kneb i bogen. Man skal i hvert fald ikke lade åndelighed stå i vejen.

Platon placerede sofisterne, de der trænede bl.a. politikere i veltalenhed, så lavt åndsligt, at de kun lige akkurat rangerede over tyrannerne. Platon var idealist, og brød sig nemlig ikke om at effekten af det sagte skulle prioriteres højere end sandheden af det sagte.

Han mente ikke at der var mange der kunne ride på sjælens hestevogn i den åndelige dyds højder, hvorfor de faldt fra himlen, og afhængigt af hvor dybt de faldt, rangerede Platon folk på et af ni trin.

Platons åndelige hierarki, hvor nr. 1 er det højeste trin, og nr. 9 det laveste:

  1. filosoffer (selvfølgelig), elskere af skønhed, kulturelle personer, og de der var dedikeret til kærlighed
  2. Lovlydige konger og ledere i det civile liv.
  3. Politikere, grundejere og forretningsmænd
  4. Folk der arbejder med kroppens sundhed
  5. Profeter og følgere af mysticismekulter
  6. Poeter og efterabere ”imitative artists”
  7. Håndværkere og bønder
  8. Sofister (spindoktorer og intellektuelle) og demagoger (folkeforfører)
  9. Tyranner

Eftersom den parlamentariske samtale i dag synes at lide under de drevne politikeres kunstfærdige kontrol over indholdet når de taler, kan man gisne om hvor vidt nutidens politikere svarer til datidens sofister?

Jeg ville i hvert fald være en forfærdelig politiker, for ofte lytter jeg hellere til andre, end jeg hører mig selv tale, hvilket er noget af det værste man kan gøre i en debat, hvor man snarere skal stikke fingrene i ørerne, når den anden taler.

Min stedvise naivitet gør desuden, at jeg lytter ekstra meget til andre, hvis deres ansigtsfolder og tonefald signalerer seriøsitet. Dette er også en stor fejl i en debat, hvor kunsten snarere er, at lytte med et stålfast afsæt i egne præmisser, således at man kan lytte uden af at tage den andens perspektiver alvorligt. Dermed kan du tage information fra den anden til dig som ammunition uden af at det påvirker dine egne meningsstrukturer og grundstemning.

Hvis Machiavelli og filosoffen Schopenhauer havde været i live i dag, ville de med største selvfølgelighed have forsvaret medietræning og dermed ”sofisme”, at den simple årsag, at selv den mest noble af os, må bruge de tricks der er, for at få og bevare magten, dersom magten både kan vindes af de onde og de gode.

At spille efter reglerne som politiker i dag, vil sige, at benytte nøjagtig samme palet af virkemidler som selv den mest fordækte af alle, og så må vi lade Platon vende sig i graven.

Avisen: “Den danske kvinde er umulig…” Mange mænd er forvirrede. Her kan du få det lille kørekort til moderne kvinder.

Avisen. Mand har kæreste fra Asien. Mand mener at danske kvinder er for besværlige. Læser med en eller anden grad af nysgerrighed artiklen, selvom emnet om hvor vidt ”danske kvinder er umulige?” virker lidt umuligt i sig selv. Der er jo gevaldig forskel mellem alle mennesker.

Hvad er det egentlig han brokker sig over? Jeg læste lidt om ham, og så, at han er en slags herlig provo, hvorfor diskussionen ikke kan starte her. Sagen er den, at man ikke ved, om manden virkelig mener det han siger. At han for eksempel udtaler, at han er bange for, at blive udsat for nedgørelse af feminister og i samme ombæring lægger sig ud med dem, siger jo noget om, at konfrontationen måske ikke er så frygtet endda.

Som sædvanligt, når jeg skal belyse et emne for mig selv, funderer jeg over hvad alle de store tænkere har nedfældet om det. Nietzsche beskrev blandt andet, at i samfund hvor mænd ikke er maskuline, maskuliniserer kvinderne sig selv. Måske vi er vidner til noget i den boldgade. I hvilket tilfælde manden, der brokker sig over den danske kvinde, der ikke vil have sex med ham, måske bare skal oppe sig, så hun får lyst til at føle sig som hans kvinde, i stedet for det lidt kønsneutrale brokkehoved hun har måttet gøre sig til, for at holde styr på det hele.

De fleste mænd tænder jo heller ikke på kvinder, der er brovtende og ser ned på os. Man kan mene om det hvad man vil i en tid hvor psykologi og seksualitet politiseres med socialkonstruktivisme, men mandens potens er som oftest bundet op på følelser af tilstrækkelighed (parasympaticus).

Det der fik mig til tasterne var, at brok over andre, for eksempel ”danske kvinder”, ofte vidner om bitterhed over skæbnen samt ansvarsfraskrivelse. Bitterhed og uansvarlighed er decideret umandigt.

Så, mand, start med dig selv. For når du har fået styr på dig selv, kan du – hvis du gider – brokke dig over tilværelsen med en eller anden grad af legitimitet.

Det lille kørekort til moderne kvinder

 

  1. Vær så sød som muligt.
  2. Prøv at holde det du lover.
  3. Hold fast på dine eksistentielle sandheder, dét der er vigtigt i dit liv. Kvinder elsker at vi holder fast på et eller andet, således oplever de modstand og tiltrækning. Det kan gå ud over tiltrækningen hvis man er for ens, eller for enige.
  4. Elsk hende selv når hun er umulig. Elsk hende især når hun er umulig. Så lærer hun at slappe af. (Behaviorismen virker ikke på kvinder, du skal faktisk netop vise kærlig tålmodighed når hun er sur, så får du mindre af det sure.)
  5. Vær klar på at forlade hende, hvis hun ikke kan give dig intimitet, eller hvis hun er meget nærig med sig selv.
  6. At insistere på sex er også godt for hende. Gør sex til et naturligt samtaleemne.
  7. Kvinder gider som regel ikke at have sex med os når vi er for dumme eller aggressive. 
  8. Hvis du vil ødelægge dit sexliv, skal du bare være affejende i tonen, så slukker hun som hev du stikket ud af hende.
  9. Hvis en kvinde har sex med dig, selvom du lige har trynet hende, kan du betragte det som et nederlag og ikke en sejr.
  10. Det vigtigste af alt, er, at du jævnligt giver hende uglet hår og en ømhed der kan minde hende om hende selv.
  11. Begynd at erfare, at det hun brokker sig over, som regel er manglende kærlighed forklædt i alskens sære udflugter om dit og dat.
  12. Lad derfor endelig være med at tage alle hendes ord alvorligt.
  13. Lad samtidigt endelig være med at ignorere hende.
  14. Forstå at hendes løsning ofte er informationsdelingen i sig selv. Følelser er også information.
  15. Forstå at hendes lyst til at diskutere fortid beror på hendes store interesse for og hukommelse af relationelle begivenheder. Sig til hende, at du simpelthen ikke kan huske det, at hun sikkert har ret, og spørg hvad hun vil have at du gør.
  16. Hvis et parforhold er som et solsystem, oplever kvinden sig selv som solen. Af og til skal hun have overblik over alle hendes elementer. Således er hendes mål ofte harmoni, ikke løsninger. Solen skal ingen steder hen.
  17. Vær spontan og lidt skør, for her giver du hende mulighed for at se sine egne utallige aspekter reflekteret i dig. Din kompleksitet bliver et spejlkabinet for alle siderne af hendes sjæl.
  18. Vær aldrig for nem. Hvis du bliver for nem kommer hun bare til at distribuere sin kærlighed på andre, der har større behov for hendes varme.
  19. Du må ikke gøre din kvinde til din slave, for mange kvinders kærlighed er så stor at de nemt kommer til at lade sig underkaste for andres bedste. En slaves øjne funkler ikke. 
  20. Gør dit bedste for at hjælpe til så meget du orker i hjemmet.
  21. Lad være med at blive fed. Frygt sofaen lige så meget som du elsker den.
  22. Lad være med at tro, at du har lige så meget styr på forholdet og hjemmet som hende, samtidigt skal du heller ikke resignere og blive en idiot, der ikke engang kan købe ind.
  23. Lad være med at tro, at du har regnet hende ud, for det vil aldrig nogensinde kunne lade sig gøre, levende ting er i konstant bevægelse.
  24. Vedligehold din nysgerrighed omkring hendes erfaringer, tanker og følelser.
  25. Vær ærlig omkring hvem du er, og hvad du kan holde til. Lad være med at tro, at du kan være hendes veninde, for du vil køre træt i snakken og så kan I blive uvenner.
  26. Styrk din kvinde dagligt, for hun er også et spejl på din egen dyd.

 

 

 

Magtens tricks. 8: At styre sit udtryk

Hvad magt angår er udtrykket så vigtigt, at det kan trumfe viden, relationer, erfaring, uddannelse og dannelse.

Medietrænere og spindoktorer byder sig til, men hvad kan man egentlig opnå med medietræning. Kan man ændre sit udtryk?

Jeg mødtes en gang med en medietræner, der skulle hjælpe mig med at levere en god præstation til nogle TV reklamer. I det store lokale på sjette sal hos SONY blev jeg instrueret i stemmeføring, intonation og pauser med videre. I forskellige sammenhænge forbundet med TV, fotos osv er jeg også blevet trænet i at bevæge mig og smile på alle mulige og umulige måder. Noget af det skøreste jeg har været med til, var da jeg i starten af tyverne blev indrulleret i et stort sat op cover band i London, hvor jeg skulle ligne en kendt bassist, hvilket bl.a. krævede et større makeup arbejde og højt hår. Jeg tør ikke afsløre bandets navn.

Hvis man lægger hovedet i blød opdager man hvor meget man egentlig skal præstere i det hele taget i det daglige liv. Selv folk der betragter sig som åh-så-naturlige og ægte optræder lige som alle os andre, de er bare bedre til det. Det er altså ikke kun i medierne vi spiller en rolle.

Shakespeare skrev om livet som en scene, hvor vi alle spiller vores roller, fra vi træder ind på scenen til vi træder ud igen. Det er og bliver svært at definere en mere virkelig virkelighed under “spillet”,  hvorfor vi med flipper præst humanisten Alan Watts ord blot må spille det så godt som muligt.

Jeg har altså erfaret på egen krop, at man kan lære meget hvad angår fremførsler i medierne, men der er en årsag til at man skal igennem timer, måneder og år, for at blive en god skuespiller. Det er begrænset hvad man kan lære af en medietræner på et par timer.

Som konsulent og psykolog har jeg også selv hjulpet mange til at præstere i alskens sammenhænge.

Hvis personen man arbejder med, har lavt selvværd eller social angst, kan det godt tage et halvt år, at få skabt ændringer på folks kontrol over deres udtryk i sociale sammenhænge. Nogle af de mest karismatiske mennesker jeg har mødt, bryder sig sjovt nok ikke om rampelyset. Den selvsikre og effektive præstation hænger i det hele taget sammen med hvordan vi tænker om os selv, verden og andre. Det kan derfor være et større stykke psykologisk arbejde, at coache folk til en magtfuld præstation og da især hvis personen har et nervøst temperament, indadvendthed koblet med narcissisme, traumer eller fobiske mønstre. Faktisk kan en høj intelligens også være en udfordring, for man kan altså både tænke for meget og for lidt, når man er på. Mange intelligente mennesker kløjes i det hele taget i at skulle mestre det niveau af aggression, selvtillid og den verbale knaphed, der kan være nødvendig i rampelyset. Man skal jo faktisk tro på sig selv, og ikke tvivle og øh’e for meget, for ikke alene keder det seerene når man fremstår famlende, det kan også skræmme personen, der er på, at lade sig tvivle og studse.

Når jeg er på TV er jeg nogle gange stille midt i min talestrøm fordi jeg tillader mig selv at tænke, og det har jeg forstået er ret usædvanligt. Jeg har været ude for journalister, der har tolket det som om, jeg var gået i stå, hvilket absolut ikke var tilfældet. Jeg har blot anstrengt mig for at formulere mig så skarpt som muligt. Andre gange, afhængigt af emne, har jeg bare prøvet at have det sjovt.

Jeg husker mit første radio interview, hvor værterne snakkede så hurtigt, at det pludseligt føltes som om at jeg tænke enormt langsomt. Det var derfor lærerigt. Mediepladsen er en slags fest, og enten fester man med eller ej.

Når det kommer til det skriftlige aspekt af mediepladsen, har jeg endnu til gode at udvikle den venlighed og høflighed der gør, at man tager mere hensyn til sin læser end sig selv.

I forbindelse med medietræning til for eksempel den politiske debat på TV, må det altså betragtes som et middel med begrænset effekt. Først og fremmest fordi der er langt mellem de konkrete TV debatter. Uanset hvilke kaniner man hiver op af hatten som coach og medietræner, kræver god træning nemlig som regel, at man har mulighed for at øve sig i de pågældende situationer man gerne vil mestre.

Som jeg forstår det, er den gode medietræning for de fleste politikeres vedkommende den årelange træning, der kommer sig af deltagelse i møder og diskussioner. Politikerne og magthaverne generelt, er som regel meget erfarne snakkere, når TV kameraet først finder dem.

Det kan altså være begrænset, hvad man kan opnå med medietræning, og i det omfang det virker, bør man vel forholde sig skeptisk over for en praksis, som i sagens natur lærer folk at holde masken, medens de lyver. Det er imidlertid fuldt ud forståeligt, at der er en efterspørgsel på medietræning, så man kan styre sit udtryk, for hvis en toppolitiker først har afsløret en usikkerhed på noget, vil han som nævnt ikke bare kunne miste status, men alt vil komme til at handle om fejlen uanset dens størrelse. Bare se pressen spinde ud af kontrol på småfejl, medens de rigtige katastrofer får lov at sejle. Måske Donald Trump rent faktisk trådt så meget i spinaten, at samtalen efterhånden kan blive fornuftig. (Men måske vi ikke skal sige “fornuftig” og “Trump” i samme sætning.)

Fif: Tal i et roligt tempo. Hold din krop i ro. Prøv at smile. Betragt de andre deltageres ofte kraftige udtryk med et gran salt (det er nemt at tro at man har gjort noget forkert, når man kigger ind i Johanne Schmidt Nielsens eller Pia Kjærsgaards mesterligt leveret indignerede miner). Vær klar over, at selvom du måske føler dig nervøs kan det som regel ikke ses. Hold dig til emner, som du ved noget om. Pas på med at overforberede dig. Vær besluttet omkring nogle perspektiver, og vær klar på at være uvidende om andet. Lad ikke andre tale mere end du gør. Hvis du kan skabe en fornemmelse af samtale – uanset om der er en hård konflikt eller ej, vinder du. Vær rank og afslappet i krop og sjæl. Medens disse fif måske er nemmere sagt end gjort, virker de dog.

Magtens tricks. 7: Sig efter mig: Der er kun én årsag.

Statistiske analyser kan bevidne at der i praktisk talt alle økonomiske, sociale, psykologiske og samfundsmæssige sager er mange årsager på spil, men i den politiske debat skal man kun fokusere på én årsagsfaktor ad gangen, hvis man vil have gennemslagskraft.

Det ses i venstrefløjens fokus på skatter. Hvis de rige bare betaler mere i skat ville alt være godt. Ligeledes på højrefløjen ser man af og til en diskussion, der går på, at hvis man bare deregulerede markedet helt, ville alt være godt. Sagen er imidlertid den, at der er fordele og ulemper ved alt. Der findes som regel ikke én løsning på noget som helst. Verden er kompleks og kræver løsninger der favner kompleksiteten i et tilpas omfang.

Lad os tage et til eksempel: Clement lagde ud med en diskussion i debatten på DR2, der lød således: ”Har integrationen fejlet?” hvilket er et spørgsmål der ikke bare forkert, men også afsporer debatten fra starten af. På spørgsmålet om hvor vidt integrationen har slået fejl, er svaret hverken ja, eller nej. Set i lyset af at man inviterer talrige mennesker med særegne skikke og elendige sprogegenskaber til landet, vil selv den mindste integration jo kunne ses som en succes. Desuden er der mange, der mod alle odds rent faktisk har klaret sig godt, og kan siges at have integreret sig rigtigt fint. Et bedre spørgsmål ville være: Hvordan går det med integrationen?

Ved at koge emner ned på den måde som Clement gjorde i nævnte debat, kan man skabe en illusion om en enkelthed der gør emnerne folkelige og sikrer overensstemmelser i grupper. Eller skulle jeg nærmere sige, sikrer uoverensstemmelsen mellem grupper, der sikrer underholdningen.

Hvis man ser på diskussionen vedrørende netop integration holdt praktisk talt hele venstrefløjen indtil for nyligt fast i, at kultur ikke spiller en rolle når man belyste de dårlige sider af integrationen. Man argumenterede ud fra et binært, eller sort/hvidt perspektiv for, at der udelukkende var tale om et socioøkonomisk problem. Sært nok, for det må have været tydeligt for en hver, at der sikkert var kulturelle aspekter på spil for nogen, på nogen måder. Det gør det ikke mindre interessant, at dette sort/hvide perspektiv blev holdt i hævd af de såkaldt intellektuelle, for burde de tænkende folk da ikke netop være dem, der erkender at fænomener er multifaktorielle?

Fif: Du kan altså som politiker få gennemslagskraft og give den dovne befolkning en fornemmelse af, at de forstår hvad der foregår, ved at sikre fokus på én årsag af gangen, uanset emne. Lad os håbe på en tid, hvor debattens kompleksitet hæves uden af, at det hindrer den folkelige debat.

Magtens tricks. 6: Den nødvendige symbolske kamp

Den politiske debats popularitet kan til dels ses som en afspejling af et dybt psykologisk behov for konflikt i os selv.

Dens uforsonlighed, en symbolsk repræsentation på vores uro og underbevidste længsel for konflikt og kamp, for at opnå den forjættede forløsning af vores egne indre uoverenstemmelser og spændinger.

Lad det være sagt: Hvis den politiske debat ikke havde en fornemmelse af kamp over sig, som vi kunne spejle hele vores væsen i, ville vi enten ikke finde den interessant, eller blive urolige.

Når politikere i de uforsonlige debatter hellere leger gladiatorer med ord end at samtale, er det således også fordi de besætter en for samfundet vigtig rolle og leverer et show for folket og vores ursinds behov for drama.

I det gamle Rom sikrede man sig, at borgerne bogstavelig talt fik en kamp at se. Uge efter uge flød blod, sved og tårer medens skriget og sejersbrølet rungede til borgernes gys og betagelse.

Der var selvfølgelig mange årsager til at man i det gamle Rom underholdt med voldsomme kampe i Colosseum. Ifølge Pliny den yngre fra det gamle Rom, handlede det om at vise, at når selv slaver og tyve kunne slås med stolthed for deres liv, kunne romerne vel også. Som sådan repræsenterede de rituelle kampe et kald til mandighed. Desuden klædtes nogle af gladiatorerne ud så de lignede nogle af de fremmede folk, som romerne kæmpede imod, for således at anspore romerne til kampgejst og lyst til deltagelse i udvidelsen af imperiet.

Når man har ladet tyve og mordere flå af vilde dyr, har hensigten helt sikkert også være, at afskrække folket fra at begå forbrydelser.

Senere hen har psykologer talt om katarsis i forbindelse med kampene i Colosseum, at man muligvis iscenesatte kampene for at give folket et afløb for deres dystre sider, således at staten blev et mere rolig sted. De romerske senatorer har måske kalkuleret med, at så længe aggressionen blev inden for Colosseums mure, var alt godt i Rom.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om denne katarsis tanke. For en sådan voldsunderholdning kan givetvis både medføre mere voldstilbøjelighed hos nogen og begrænse den hos andre. Eller hvad?

Så vidt jeg husker skrev CG Jung netop om, at folket har et behov for at se blod, for at blive beroliget. Det lyder selvfølgelig meget bestialsk, men noget kan der være om snakken. Når man ser på de forskellige kulturer, kan man i hvert fald konstatere, at rituelle kampe ses alle vegne i mere eller mindre blodig form, men altid blodig.

I det gamle Rom gjorde man sig da også den erfaring, at det kunne gå for vidt med gladiatorkampene og deres popularitet. Som med nutidens fodboldhooligans kunne grupperinger angribe hinanden på tribunerne og tage livet af hinanden. Således førte en gladiatorkamp mellem mellem to nabobyer Nuceria og Pompeii i år 59 til en mindre borgerkrig, hvorefter gladiatorkampe blev forbudt i Pompeii i 10 år.

Vi kan konkludere, at der er et behov for underholdning med kampelementer i de fleste kulturer, samt at de kan løbe af sporet, hvorfor det er en kunst for lederne at organisere, afholde, begrænse og indhegne den slags aktiviteter.

De kollektive ritualer afspejler i øvrigt folkets situation, hvorfor ritualerne i sig selv sladrer om tidsånden. Således bliver ritualerne vildere, des mere udfordrende tiden er. Jo vildere krigene var i det gamle Romerske imperium, des mere flød blodet i Colosseum, og jo mere indianerne blev presset i det vilde vesten, des mere brutale blev deres initieringer. Indianerne der indførte en initieringen hvorved de skulle hænge i huden fra deres brystkasse, opfandt først dette ritual, efter nybyggerne var kommet til landet. Deres ritual var tydeligvis et slags spejl på de kampe, de skulle ud i.

Ritualerne afspejler også noget mere tidsløst og almenmenneskeligt. De centrerer sig typisk om dyder såsom mod, styrke, vedholdenhed og det at vinde.

Kulturernes centrale rituelle konkurrencer og initieringer skal spejle vores menneskelighed, og i denne menneskelighed kan vi ved at betragte talrige kulturer konstatere, at der ligger et slags behov for kamp og konkurrence. Det kan ikke være anderledes.

Måske vi i overensstemmelse med Jung oven i købet kan sige, at folket der ikke ser egne indre kampe afspejlet i ritualer, bliver forstyrret af indre konflikter der kan lede til konflikter der går ud over familier, grupper og i sidste ende samfundet.

(Vi ved også, at en vis procent i en befolkningen, stort set udelukkende mænd (5%?), er særligt urolige indvendigt, hvorfor det er nødvendigt at organisere begivenheder, som de kan spejle sig selv i, således at de ikke føler sig som fremmede i samfundet, og derfor, før eller siden, går imod det.)

Hvilke ritualer har vi dag, hvilket initiationer, hvilke kampe? – Er fodbold og politik vores primære kamppladser? Jeg tror det.

Vi er meget frie. Vi er meget rige. Vores samfund er mere sikkert, mere underholdende og mere tilfredsstillende end nogensinde før. Hvilke ritualer og initiationer kunne vi dog have behov for til at spejle denne luksuriøse tid? Der er ingen fjende for døren, der er ingen løver eller Goter med økser, der er ingen pest eller nybyggere med seksløbere.

Alt er godt, men jeg tror at vi savner kampen. Vi savner blod, sved og tårer for kampåndens arketyper i vores indre falder aldrig rigtigt til ro.

Dette savn afspejler sig i den radikale vækst i ekstremsport, hvor det næsten er blevet en norm for en leder at løbe maraton, ligesom flere og flere dyrker kampsporten BJJ og bl.a. Triathlon.

Har vi fået det for nemt? Måske fungerer Maslows behovspyramide rent faktisk således, at når man har nået toppen, savner man bunden og de basale kampe man finder der?

Vores case, den politiske debat, kan altså godt ses som en slags arena for de bornerte. En tilskuersport for de, der ikke vil se kamp, men længes så meget efter at se blod, at man gør våben ud af ord.

En politiker skal derfor forstå, at han eller hun indtager en gladiators rolle. Det er forventet. Folket vil have kampen. Også selvom disse kampe kan være planlagte ned i mindste detalje, som i det amerikanske wrestling, hvor folk lader som om, at kæmperne ikke lader som om. Ligeledes endte gladiatorkampene i Rom rent faktisk med at være planlagt ned i mindste detalje. Underbevidstheden snydes nemt, folket behøver ikke ægte kampe.

Fif: Folk vil se kampe, der afspejler deres indre konflikter. Politikeren må endelig ikke, som for eksempel Naser Khader og Anders Samuelsen blive naive og følelsesladede og lægge alt muligt i debatten, som de ikke skal. Glem følelserne. Tør man sige det: Glem din dyd. Der er og bliver en slags ”spil for spillets skyld” forbundet med debatten, hvilket måske til dels forklarer hvorfor kamphanerne ofte smiler sammen, når kameraerne slukker, om det er to UFC kæmpere der har tævet løs på hinanden, eller to politikkere fra modsatte fløje der har beskyldt hinanden for alt dårligt mellem himmel og jord.

Magtens tricks. 5: Kunsten at lade som om, at man fører en samtale

I og med god dialog kræver indrømmelser, og den moderne politiske debat netop er kendetegnet ved at folk ikke kommer med indrømmelser, er debatten principielt set uden dialog (dia=to + log=logos/ord og logik = fælles logisk indsats).

Når for eksempel Clement sætter politikere og debattører op i mod hinanden og opfordrer til dialog, kan det derfor undre at ingen fniser.

På alteret af vores civilisations højdepunkt (den politiske debat i TV) udstilles således et ulogisk system, men det kan nok ikke være anderledes: Jo mere folk skiller sig fra hinanden i grupperinger, fx venstre og højre i det politiske spektrum, jo mere særegne bliver gruppernes respektive sproglige koder og meningssystemer, og des sværere bliver samtaler mellem individer fra de forskellige grupperinger. Sociologen Emile Durkheim beskrev hvordan vi er tilbøjelige til at gruppere os og kredse om særlige fænomener, fx ideologiske standpunkter eller særlige perspektiver på ting og sager, som var det helligdomme. Prøv at tænk over hvor ofte du egentlig selv har missioneret med en idé eller holdning, snarere end at ville lytte til andre?

At folk deler sig i to blokke synes også at være universelt, for magtens dynamikker synes som regel at afføde to nogenlunde lige store magthierarkier der konkurrerer med hinanden.

Resultatet er, at man hellere end at lytte til hvad andre har på hjerte, missionerer med egne forståelser. Hvis man så lægger en politisk kamp oven i, er dialogen en myte blot.

Eftersom det eneste alternativ til et parlamentarisk system, der er underlagt menneskets medfødte tilbøjeligheder, er et diktatur, kan man sige, at vi både er velsignet og forbandet af demokratiet.

(Der foregår naturligvis dialoger bag scenen blandt politikerne, men dem får vi som regel ikke så meget indblik i.)

Den politiske debat har sit antonym i de gode podcasts, hvor sludrechatoller såsom Joe Rogan eller “the Thomas & Philip show” udforsker idéer sammen med gæster. Her ser man hvordan en samtale ofte følger 3 faser (1) en slags stivnet orden hos begge parter, begge har nogle overbevisninger om et emne, efterfulgt af (2) en villet opløsning af disse forståelser, hvor man sårbart træder ud af sikkerheden af det man ved, og virkelig lytter til den anden (3) en fælles udforskning hvor parterne i fællesskab kreerer nye og som regel bedre forståelser, end dem man havde til at begynde med.

(Der var en årsag til at meget græsk filosofi blev præsenteret i dialogform, for dialogen bidrager til logos, til bedre og bedre viden.)

Fif til magthavere: Hvis du skal klare dig godt i den politiske debat, skal du blive i fase 1, hvor man bliver i det verdensbillede som man tager afsæt i. Du skal oven i købet forberede dine sætninger, ligesom du skal være klar på at sige dem, uanset hvad den anden siger. Målet er at få ret og vinde. Det er selvfølgelig lidt sørgeligt at ordene, som er vores bedste meningsskabende opfindelse, tilsyneladende bruges som en slags slagvåben i en kamp om at få ret. Men det er dog bedre at vores politiske ledere slås med ord end med våben.

(tilføjelse: Og hvis vi skal være helt ærlige: De fleste af os bruger ord til at få ret meget af tiden, så vi har alle en politiker skjult i os… Du kender det: Du lytter til andre, og du kan vælge at trumfe med din holdning, eller blotte din uvidenhed og forfølge den andens tanketråde. Personligt forsøger jeg at være så tryg i mig selv, at jeg følger andres tanketråde, og tilmed til ende.. hvilket kan være hårdt for både mig selv, og min samtalepartner. Men jeg har selvfølgelig også den luksus at være konsulent, hvor man forventer at jeg lytter intenst.)

33 tips, tricks og advarsler til magthavere. 4: “Sårbar..?”

IMG_6829Det her er et svært punkt for mig, hvorfor det blev lidt længere end de andre, for jeg vil kritisere noget, som jeg holder af. Sårbarheden, eller dét at erkende egen uformåen og grundlæggende usikkerhed, er en gave til dig selv og til andre. Man bliver ofte et større og stærkere menneske af at kunne tænke, føle og agere på autentisk sårbar maner, men i en uundgåeligt barsk verden, må man kunne lægge den på hylden. Spørgsmålet er så, om man kan hæmme sin sårbarhed uden samtidigt at hæmme sin menneskelighed mere generelt, men nu er det en blog om effektiv ledelse, og ikke om menneskelighed. Værsgo:

I de politiske debatter på TV afslører de velpudrede pander og ubevægelige ansigtsfolder, at de ikke vil afsløre noget, slet ikke sårbarhed. Her debatterer man nemlig om retten til at definere virkeligheden, og vinder man, kan man udforme egen rolle bedst muligt.

Sædvanligvis er livet skruet således sammen, at man kan lære noget, og vokse af sine fejl, men sådan er det politiske liv som regel ikke. Du bliver bedømt hele tiden, og selv små fejl vil klæbe til dig.

I en politisk debat skal man, for at vinde, gennemtrumfe sine egne idéer, også selvom man kan være i tvivl om verdens beskaffenhed (og dermed være sårbar).

Sædvanligvis er verdens kompleksitet et problem for ledere, men som politiker og topleder bør du betragte det som en gave, for kompleksiteten kan skjule at du med dine ord måske var bedre til at vinde magten, end at belyse virkeligheden. Bare tag Anders Fogh Rasmussen som eksempel. Uanset hans nuværende situation fik han 10 gode år.

En magthaver skal kunne mestre en egennyttig og hård kommunikationsstil. Man viser ikke tvivl, sårbarhed eller svaghed og hvis man udviser forundring og nysgerrighed, er det med afsæt i ens egne urokkelige standpunkter.

Som politiker tilslutter man sig baglandets holdningsrepertoire ud af professionalisme, men måske også lidt fordi budbringeren er mindre sårbar end ejeren af budskabet.

De gruppesanktionerede rationaler fungerer som luftpude under ens fremturen, for skal man føle sig stærk, skal man paradoksalt nok ikke tage afsæt i egne rationaler, men i sin gruppes.

Man skal i debatter og forhandlinger ikke være idealistisk, selvopofrende og sårbar, man skal være realistisk, egennyttig og hårdfør. Det kan man så kritisere, men kritikken vil ofte komme fra et idealistisk sted.

Idealisten er et sødt og sårbart væsen, der indædt tror, at alle i virkeligheden vil alles bedste. I dette lys ses for eksempel en forhandling som en proces hvorved man ærligt og redeligt nærmer sig den for verdens/landets/fællesskabets/partiets/virksomhedens/gruppens mest optimale fælles etablerede repræsentation af virkeligheden med der tilhørende optimal rationel kærlig strategi. Idealisten tror nemlig at andre er lige så selvopofrende og intelligente som ham eller hende selv. Idealisten udelader det faktum, at mennesker flest er ligeglade med overgrundige analyser, samt at mange er egoistiske og forstyrrede i uafhjælpelig grad. Idealisten anser sit perspektiv på verden som et resultat af kløgt og en guddommelig medfølelses indsigt. Alternativets Uffe Elbæk laver tydeligvis knæfald for denne antagelse, men er det ikke snarere et verdensbillede født af fejhed? Jeg har nemlig idealisterne mistænkt for at gyse og krympe ved tanken om mennesker med hjerter kolde som sten, og hellere intellektualiserer det bort, end medtænker det.

Lad i det mindste idealistens drøm være nævnt, som jeg bedst kan formulere den:

Det ville være forfriskende hvis den politiske debat blev mere sokratisk. At man rent faktisk inviterede modparten til udtømmeligt og på autentisk vis at forholde sig til samtlige aspekter af en sag, hvorfor alles begrænsede viden ville blive mere klar. I en sådan situation af erkendt kollektiv begrænset indsigt, ville man af det rationelle sinds halve fallit i et demokratisk og humanistisk samfund, være tvunget ud i løsninger der tilgodeså alle parters ønsker.

Men sådan fungerer magt og ledelse af store grupper ikke. Det er et åbent spørgsmål, om den interessefrie dialog findes, men den findes i hvert fald slet ikke i politik. Kun i yderste krise vil fælles fodslag lyde – kortvarigt.

Kald det blot pessimistisk, og hør ekkoet. Verden er ligeglad med din holdning. Jeg forsøger her at blotlægge noget om mennesket, ikke at argumentere for det.

Vores sårbarhed med al dens grundlæggende usikkerhed og forvirrede vilje, er nok en trumf i mange sociale sammenhænge, for den der mestrer at vedkende sig den almenmenneskelige tilstand, gør sig til rollemodel os alle, men i det politiske spil og til forhandlinger er sårbarheden som regel det dårligste kort man har på hånden.

I den slags situationer er man oppe imod modstandere, der uden skam transformerer tvivl til et symptom på stupiditet. Naser Khader var således som et barn i Pias Ks greb, og hvor mange eksperter har ikke måttet bære den tort, at blive udfrittet korte klare svar på noget alt for komplekst? Og hvad angår det politiske liv, kan man ikke forvente at få publikums medlidenhed, for folket er mere interesserede i kampen end noget andet. ”If it bleeds it leads”som det hedder.

Udvis endelig sårbarhed – for at underholde, med din skæbne som offer.

Fif: Verden er hård og i politik er den kollektive virkelighed i vid udstrækning at betragte som en art social konstruktion. Som et symptom på de drevnes veltalenhed. Det er et spil, og derfor kan man lige så godt spille det godt. Gennemfør derfor dine pointer, afbryd andre, underminer de muligvis bedrevidende, og gem din sårbarhed til kæresten.