Hvad er der i “det indre”? En poetisk og intuitiv udforskning..

Du har ikke noget inden i, eller..?

Din sult, tørst, lyst, vejret, venner, familie, andre mennesker, din chef og Internettets big data analyser fortæller dig løbende hvem du er. Nogle lader sig også definere af uddannelser, stjernetegn og psykiatere. Samtidigt fortæller samfundets skønhedsidealer dig hvem du ikke er, dine Facebook venners drømmeferier fortæller dig at du ikke har nok penge og smarte samfundskritikkere fortæller dig, at du ”ikke har noget inden i”. Det skorter ikke på folk, der gerne vil fortælle os hvem vi er, hvad vi skal tænke, føle og gøre. Verden giver os hele tiden identitet på godt og på ondt.

Alligevel starter mange af os med at kigge ind ad i sindets kringelkroge, når vi søger svar på hvem vi er, og hvad vi skal her i livet. Men hvad foregår der egentlig i det indre?

Det foranderlige og forunderlige indre

Oplevelsen af det ”indre” er ud over fx smerten ved en tandpine, ikke særligt konkret. Fornemmelser er som briser og storme der blæser gennem dig, og følelser er foranderlige som isterninger der ændrer form, når du holder om dem. Tilstande, der kan synes vedvarende, er aldrig andet end forbipasserende vidner om livet. Alting overskrives ubønhørligt i det indre. Er kunstnerens vanvid og motivation ikke netop den, at han søger at holde fast i og forevige den oplevelse af nuet, der glider os af hænde?

Selvet, forstået som totaliteten af dig og din oplevelse af verden, har en regel om foranderlighed. Selvets storhed og enkelthed i den meditative stilhed, er dets forunderlighed. For hvordan kan noget så komplekst, forekomme så ubegrænset og forståeligt på samme tid?

Måske er selvet således snarere et hav af utallige indtryk, end en klippe der giver os fast grund under fødderne?

Det indre i meditation

Klædt i orange som den nedgående sol, sidder eksperterne i at kigge ind ad. Med olivenfarvede milde ansigter, lytter de til evigheden bag lukkede øjne. Kan du fornemme selvets syv have rase bag dine lukkede øjne? Spørger de. Eller spøger de? Den mediterende er intim med den store sammenhæng. ”Altet”. Den skønne illusion af, at alt er forbundet. Således at bevidstheden er en del af dette alt, og derfor er udødelig.

Hvis du ikke kan forlige dig med dette ”altet”, kan vi måske blive enige om, at selvet snarere synes at være en ”åbning” mod en myriade af oplevelser, end en ”indsnævring” hen mod identitet.

Hvem er vi så, hvis vores selv kan synes så grænseløst? Vi er først og fremmest de roller vi indtager i det daglige. Man kan fx sige og opfatte sig som fx mekaniker, far, eller turist.

Havet og bølgerne

Hvis havet kan være et billede på det indre, eller på selvet, er rollerne som vi spiller, som bølger på overfladen af havet.

Selvet i mødet med verden giver roller, som havet giver bølger i mødet med vind og vejr. Vores roller brydes i mødet med omgivelserne, som bølger brydes på klipper. Vores roller opstår umærkeligt og går i sig selv igen, som de brede og stille bølger kommer og går på det store hav. Vi går ind og ud af vores roller på en rytmisk måde, ligesom havet har sine rytmer. Selvet muliggør rollerne, som havet muliggør bølgerne. Selvet er ikke rollerne mere, end havet er de enkelte bølger. At se din rolle som bevis for dit selv, er som at tage en håndfuld vand fra en bølge, som bevis på et hav. At se dit selv som et beviset på dine roller, er som at tage en håndfuld havvand som bevis på en bølge.

Så du er altså hverken din rolle eller dit selv, ligesom et hav ikke er en bølge, og en bølge ikke et hav. Men vi ved, at der er hav i en bølge, ligesom der er bølger på et hav og på samme måde ved vi, at vi er vores selv på samme tid som vi er vores rolle, i en evig dynamik.

To niveauer af bevidsthed

Man kan altså sige, at vi helt overordnet har to identiteter, eller to ”niveauer af bevidsthed”. Du befinder dig strengt taget enten passivt i selvets henslængte hav, som munken i den dybe meditation, eller også surfer du dagens udvalg af roller. Roller som du enten har valgt selv, eller som andre har valgt for dig.

Selvet som en strøm, vil gerne komme til udtryk

Det er en fejl at tænke at vores organisme at drevet af et behov for selvopretholdelse. En organisme er drevet af et behov for at komme til udtryk. Vi udtrykker selvets energi, for vi kan ikke kan lade være. Som havenes store strømme dybt nede under overfladen, der holder naturens økologiske balance i stand, er vores selv i evig bevægelse.

Livsenergien vil udtrykkes. Med andre ord vil den formes og manifesteres. Den kommer til udtryk i det vi gør, og det vi tror vi er. Hvis vi som Lao Tze for 2500 år siden, betragter livsenergien som vand, kan vi også sige, at ligesom vand kan fyldes på næsten alt, kan vi også spille hvilke som helst roller. Her er den naives psyke er som en gryde, alt kan hældes på, og alt flyder over. Skeptikeren er som en si, og er selvets største udfordring. En kritisk psyke er som en lukket beholder, der hædrer luften inden i. Den vise er som en bar flodbund, mærkeligt stille og tilfreds. Danserne udtrykker den højeste livskunst, for her flyder energien stærkt gennem rytmer. Alle roller der giver latter og frihed er selvets største strømme. Søg dem.

Jung sagde, at der var tolv former for denne livsenergi. Tolv arketyper: Helten, Lederen, Den vise, Udforskeren, Forbryderen, Jokeren, Elskeren, Omsorgsgiveren, Den uskyldige, Tryllekunstneren, Den kreative, Den almindelige person. Men selv disse former (arketyperne) tager mange former. Hvilke former lader du din livsenergi finde udtryk i?

Selvet og smilet

Den der har kendskab til selvet, kan betragte sine roller med en vis distance, for han ved at rollerne kommer og går medens hans selv forbliver relativt uændret i dybet af hans væsen. Derfor har han let til smil. Den der kun identificerer sig med rollen, er ængstelig for hvordan han bliver bedømt af andre fra øjeblik til øjeblik, og derfor har han svært ved at smile.

Derfor har man fra gammel græsk tid sagt, at man kan kende filosoffen på hans smil.

Det “besværlige indre” i psykologens praksis

Set i lyset af behovet for omsorg for psyken, der ikke vælter nogens økonomi, og passer inden for rammen af sygesikring og forsikring, afværger den dygtige behandler ofte klienternes kamp med deres indre. Blidt retter man klienternes opmærksomhed mod den ydre verden, med de mulige roller, der nu engang byder sig til. Man overlader selvet til nattens drømmende hjerne. Dér er dens plads. Og det er godt. Tænker vi. Det indre er i det hele taget ikke for de sårbare?

Søg svar i dit indre når du HAR ryddet op, fået engageret dig socialt, og er kommet i form, synes logikken at være i den travle psykologpraksis. Når du har fået styr på tingene, søger man som regel ikke efter svar i det indre længere alligevel, og så får det indre igen lov til at passe sig selv. Måske er det bedst at vi således undgår det indre.

Beskyttelsen af samfundet mod det indre

Hvad nu hvis den lidendens historie, der fortælles i klinikken, både er aparte og vinder genklang i lægens eller psykologens psyke på samme tid? Kan vi tåle at spejle os i det umiddelbare vanvid forbundet med selvets vildskab. Hvad nu, hvis vi ikke lytter ordentligt til andre for at inddæmme deres uregerlige selver, men for at inddæmme vores eget? Er det mærkeligt, at vi så hurtige til at medicinere de, der ikke kan spille spillet med de roller vi nu engang har aftalt?

Den forførte voksen

Her er den officielle hemmelighed: Hvilken forskel gør det om vi er autentiske eller ej? Om vi er i kontakt med vores selv, eller ”indre barn”, eller ej? Er det ikke faktum, at du bukker til applausen og rødmer let, om du har tænkt en selvstændig tanke eller ej? Om du har læst op fra et manuskript, eller har tænkt selv? Medens hverdagens teater brænder på dig i din rolle, løber din sminke umærkeligt fra dit ansigt og ned på dit bryst. Det er din travle deltagelse i rampelystes skær, der gør, at du bliver til din rolle. Børn derimod, ved godt, at de lader som om, når de spiller roller.

I hverdagens travlhed opdager du for sent, at alle vil iscenesætte dig i deres eget stykke. Hive i dine snore. Manipulere dig. Instruere dig. Som regel ud fra gode hensigter. Du opdager måske også for sent, at din venlighed, villighed og nysgerrighed, er lommetyrannernes garanti.

Den rette indstilling

Manden gennemgår tre faser: Naiviteten, før du har opdaget at verden er lidelsesfuld. Hårdheden, der kendetegner den forsmåede og mistænksomme og sidst, smilet under de halvhårde øjne. For måske har du endelig erkendt, at livet kan være hårdt, med skuffelser, bedrag, og lurende katastrofer men det skal jo nydes alligevel. Så smil, under dine hårde øjne. Træd ikke naivt eller bittert ud på den scene. Træd ud med et smil og nonchalance.

Kvinden vil gerne forføres, så deres sjæls udvikling gennemgår en anden rute end mandens. De skal for en stund tilegne sig mandens frækhed, for at kunne gennemskue den. Således kan de styre deres forfører. Hos kvinden er de hårde øjne et dårligt tegn, lad dem smelte igen og igen. Kvindens trick er, at lade som om at hun bliver styret.

Den lade indstilling

Du ved godt at du er magelig, og du mærker tidens tand bliver blødere og blødere. Til sidst er du tilfreds bare din kaffe og varm og wienerbrødet glider ned uden for mange bidder. Et lille trygt menneske. Det behøver ikke være så galt, så længe vi andre ikke også skal være små.

Selvet og det efterladte barn

Selvet beskrives af Sokrates som et lys, vi fødes med. Vores opgave i livet som undervisere, er at hjælpe folk til at opdage dette lys. Selvets kerne kan også ses som vores ”indre barn”, symboliseret ved spædbarnet i mange myter. I vores kultur er det Jesus, der symboliserer dette kim til det hele.

Det indre barn er for vagt til medierne, for fluffy til psykologpraksissen, og en prygelknabe blot på de samfundskritiske universiteter.

Gad vide om de velmenende psykologi- og sociologiprofessorer har læst ”Den lille prins”, for hvor finder man en bedre spejling af sit eget indre barn end i den lille bog.

Kunsten holder således et spejl op til vores selv. Er professorerne ikke klar over, at alle gode bøger, er gode, netop fordi de holder et spejl op til vores eget selvs totalitet? Poesien holder således også et spejl op til selvet og rummer derfor mennesket bedre end teoriers kasser. Poesien taler selvets sprog, det ved vi alle.

Hvis de ikke finder forfatteren til Den lille prins, Exupéry, en vægtig teoretiker, kunne de måske overveje, at det var Nietzsche, der i sit mesterværk om Zarathustra, placerede det sårbare barn i ørkenen, som en gåde og den kerne, der skal stabilisere det gudsforladte menneske. Nietzsche lagde den stivnede kristendom øde, for at genstarte ved det punkt, der var kristendommens egen begyndelse. Med en løftet pegefinger om, at vi skal sætte vores egne værdier.

Vi, de nydelsesfulde

Vi nydelsesfulde lader selvets dramaer blive projiceret ubesværet ud på film og bøger. Her kan vi grine, græde og gyse uden konsekvens og uden ansvar. Du kan fx bare stille bogen på hylden, slukke fjernsynet, eller klappe computeren i. Lad du blot Prison Break og Paradise Hotel, eller Dante og Peer Gynt tage turen igennem helvede for dig.

Stormen og bølgerne

Verden vil gerne forme os, som vinden vil forme bølgerne, men skal den? Hvad er din grænse for hvad du vil deltage i? Millioner af tyskere blev taget af stormen for blot en menneskealder siden. Milgram eksperimentet, hvor folk er lokket til at give en (falsk) forsøgsperson livsfarlige (falske) elektriske stød, spøger stadig. Det blev gentaget med usvigelig succes i år 2016.

Djævlene vil også danse

Hvem er mennesket, når vi kan forføres til at spille snart den ene, snart den anden rolle? Kender du dit indhold? Kender du dine indre djævle, der bare venter på at danse? Selvet rummer alle muligheder, alle viljer, alle uviljer, og du har en lige så stor andel af selvet, som alle os andre. Kend din andel af det monstrøse.

Forsvaret for selvet

Selvet rummer måske alle muligheder og kan formes på alle mulige måder, men det har, tro jeg, en mildhed og empatisk vilje, for det er livets natur. Vidste du, at selvom vi som mennesker har deltaget i utallige uhyrligheder, har de fleste gjort det af frygt for ikke at parere ordrer, eller at følge gruppens traditioner? Ængstelige flokdyr er hvad vi er. Kujoner. Følgeagtigt forråder vi det sårbare og ret pacifistiske selv.

Pilgrimsfærden

At søge svaret på hvem man er, i det indre, er din egen pilgrimsruten gennem uvished, ærgerrighed, lyst, frygt, kaos, jalousi, skam, forfængelighed og fejlbarlighed. Du vil finde, at hvis du kan holde livet ud i selvets dybder, vil selvet holde dig oppe.

Selvet har samme holdning til mennesket der siger, at selvet ikke findes, at ”vi ikke har noget inden i”, som havet har til bølgen, der ikke kender havet under sig. Det sukker med lange seje strømme og bevæger sig astadigt under os.

 

Selvet som det fælles

Når vi opdager at vores selv, som det uendelige hav, også er andres selver, og at vores egoer blot er forskellige bølger der kommer og går,opstår den spirituelle dimension.

Privatpraktiserende psykolog og iværksætter.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s