Om dumme drenge, rigtige mænd, puttefester og nøgenbilleder..

I det følgende vil jeg belyse problemet med den hensynsløse adfærd blandt unge når det gælder kærlighed og sex og specifikt relatere det til udviklingen dreng til mand, samt forståelsen af mandighed.

 

En rigtig mand

En ”rigtig mand”, i et darwinistisk perspektiv, er en, der handler på en måde, der bidrager til sundhed, glæde og tryghed i flokken og dermed fremmer gruppens chancer for overlevelse. Her kan den homoseksuelle pædagogmedhjælper fx være mere rigtig mand, end rockeren med store overarme på sin Harley Davidson motorcykel. Derudover flagrer definitionen på manddom i vinden, og det er et problem, for hvis man som dreng ikke rigtigt ved hvad man skal sigte efter karaktermæssigt, hvordan skal man så kunne ramme?

 

Drengen

Ud over fysiske træk, adskiller det mandlige køn fra kvinder ved, at vi statistisk set, er mindre socialt bevidste og mindre følsomme end kvinder.

Forskellen på temperament og personlighed mellem kønnene, er statistisk signifikant på tværs af min 55 lande jf. den psykologiske forskning. Disse forskelle har rod i konkrete hormonelle og neurobiologiske forhold, såsom i store forskelle på kønnenes forskellige mængde oxytocin og testosteron.

Det sociale og kulturelle spiller naturligvis også en rolle i personlighedens og karakterens udvikling, men den gennemsnitlige drengs mindre grad af sociale bevidsthed og følsomhed gør det sværere for ham at opføre sig ”tilpasset” og voksent, sammenlignet med en pige på hans egen alder.

 

En kønsforskel der meget åbenbart bidrager til at drenge udviser mere antisociale adfærd.

Mange drenge har dermed en stejl læringskurve i forhold til at udvikle gode sociale færdigheder og som man kan se på tidens trends i uddannelse og arbejde, er det ikke sikkert at det mandlige køn nogensinde indhenter det kvindelige køn på kunsten at udvikle social bevidsthed, samt disciplinere og regulere sig selv til den moderne verdens tiltagende kompleksitet. Mange drenge må gennemgå en sand mur af skæld ud og irettesættelser på deres udviklingssti på vej til voksenalder og de vildeste ender simpelthen i fængsler, og kan for de flestes vedkommende kun på ryste på hovedet af sig selv, når de er blevet voksne nok til at reflektere over tilværelsen.

At mange drenges personligheder er mere socialt utilpassede end deres jævnaldrende pigers ditto, skal ikke tjene som en undskyldning for den hensynsløse omgang med nøgenbilleder og “puttefester”, men som et nødvendigt aspekt af en mangefacetteret  forklaring.

 

Overgangsritualer

Drenge skal blive til ”voksne”  der kan opføre sig ordentligt, hvor det at være voksen, ikke kun defineres fysiologisk, men også kan ses at hænge sammen med at kunne påtage sig ansvar. At kunne udholde sig selv, og gøre det rette.

I mange stammesamfund er drenge kommet på farlige prøvelser og smertefulde overgangsritualer, på såkaldte “initieringer” til manddom, oplevelser der viser hvad en mand skal kunne, samt ageret pejlemærker for hvad der er vigtigt og hvad der er værd at bekymre sig om, og hvad der ikke er værd at bekymre sig om. Der er altså også tale om en vækkelse til fornuft og “dyd”. I en indianerstamme i Amazonas går de ældre fx gennem langhytterne hver morgen og messer ”vær kærlig mod kvinder og modig i kamp”. En elegant og enkel opfordring til manddom, der overindlæres gennem årene.

Drenges udvikling i vores moderne samfund er stadigvæk præget af konkurrencer. Hvad sigtet er med dem, er dog mere flydende. Vi har nemlig ingen konkrete overgangsritualer. Konfirmationen er ikke et egentligt overgangsritual. Det eneste officielle overgangsritual til manddom jeg kan få øje på, er eksaminerne. Men eksaminerne mister jo deres gyldighed i forhold til ”mandighed”, hvordan man end vil definere det, når pigerne som regel er bedre til det, end vi er.

Vi har altså, idet moderne samfund, ingen egentlige prøvelser, konkurrencer eller overgangsritualer fra dreng til mand. Det ville i øvrigt kræve, at vi havde en idé om hvad en mand er. Og det mener jeg ikke at vi har.

 

Fordømte frihed

Denne eksistentielle frihed vi har opnået i fraværet af et ”mandeideal” er både godt og dårligt. Det giver os mere frihed til at vi kan definere os selv, men måske det også afføder også drenge og mænd, der opfører sig som om, der ikke var en målestok at forholde sig kritisk til sig selv med.

Måske det også opløser forestillingen om vigtigheden af en far i et barns liv. For hvis man tænker, at der ikke er nogen kønsforskelle, sker der ofte et skred hvor man kan tænke, at en far måske kan være ligegyldig? Måske er betegnelsen og forståelsen af manden, som en der kan levere noget særegent godt til barnet ved at forsvinde. Således var der i forbindelse med diskussionen med “juridisk abort” et helt panel af kvindelige debattører i radio 24/7, der var rørende enige om, at mandens bidrag til barnet, psykologisk set, var det samme som kvindens, og så var han jo, med et snuptag, strengt taget unødvendig.

Friheden der kommer fra opløsningen af mandeidealer, er altså et tveægget sværd, som ingen taler om det, for det er en svær samtale. Det kan se ud til, at vi lever i en tid hvor det er et moralsk imperativ at fnyse af mandens voldsparathed, og betegnelsen en “rigtig mand” vil ingen akademiker eller debattør tage i deres mund, hvis de har deres omdømme kært. Vi lever i en tid hvor der i kompendiet i socialpsykologi på KU, som fremtidens psykologer læser, står at – “kønnet er en social konstruktion”.

 

En tid uden mandlige rollemodeller, skaber hypermaskuline/antisociale drenge

Mange drenge der vokser op uden en tydelig far at bruge som rollemodel, vil være tilbøjelige til at overdrive egen maskulinitet i mødet med tilværelsen med det formål, at føle sig 100% sikre på egen mandighed.

Fra denne ”hypermaskulinitet” er lektier,  høflighed og foreninger (alt der lugter af velvilje, kommune og SSP) at betragte som “feminine”. Homofobi og kvindehad er også ofte en del af pakken for den unge mand, der må opfinde sin egen version af mandighed.

I et jungiansk/psykodynamisk perspektiv, er forklaringen, at drengen uden en tydelig far kan komme til at frygte den feminine energi, som også er i ham selv. Han er på et dybt psykologisk plan bange for ikke at være mand nok. Han begynder ikke bare at frygte sig selv, men også sin mor.

Det er fx derfor, at sætningen ”du er sød”, opleves som antitese til personligheden for mange drenge, og derfor at mange mødre kan miste kontrollen over deres sønner.

Sagen, som nævnte debattører og overtænkende samfundsfagsfaglige ikke ser, er, at  den enkelte drengs udvikling til mand, psykologisk set, går igennem “animaintegration”, en accept af egne feminine sider, og til denne proces er en god far åbenbart essentiel.

Således er vi vidne til perfekte tragedier når enlige kvinder har de fra naturen, lidt vildere drenge. Hun kan ikke al med kærlighed på jord, nå ham. 

Drengen der har integreret sine egne feminine sider i sig selv, overtræder sjældent kvinders grænser på ubehagelige måder, for han kender hende, og har respekt for hende igennem sig selv. NB. Der er ikke tale om “feminine typer”, tværtimod. Mænd der har integreret anima udstråler magt og charme samtidigt. Det er forbilledligt. 

Opdragelse

Der er således både biologiske og psykologiske årsager til at mange drenge opfører sig grænseoverskridende overfor de jævnaldrende piger. Men hvad med opdragelse?

”Opdragelse” synes på lange stræk at være blevet et slags fy-ord i en feminiseret verden, men det er ikke desto mindre alfa omega, når det kommer til handyr af alle arter.

Vi ved at naturen sikrer, at vi fødes med en meget bred vifte af potentialer, for den (naturen) kan jo ikke kan vide sig sikker på hvilke omstændigheder du bliver født ind i! Vi fødes fx med parathed til at kunne tale alle sprog, en parathed der relativt hurtigt bliver ”stynet” når barnet er blevet udsat for det sæt af lyde, det skal kunne mestre. En baby kommer altså ind i verden som en bombe af potentiale, og det er alle voksnes ansvar at hjælpe den unge med udvikle visse træk og begrænse andre på en måde, der er i overensstemmelse med omverdenen og dens krav. Mange drenge fødes med parathed til antisocial adfærd. 

Drenge er statistisk set mere aktive og uforsigtige fra naturens side. Det er fx  drengebørn der fylder skadestuerne op ikke pigerne.

Hvis man ser på dyreriget, er det reglen, ikke undtagelsen, at unge individer i pattedyrsflokke har det man ville kunne kalde antisociale træk. De bliver her sat på plads af de ældre i gruppen, og i sidste instans af en eller flere stor hanner, der har bare har fået nok. Sådanne irettesættelser er altafgørende for det unge dyrs fremtidige evner til at kunne regulere sig selv.

Hanrotteunger uden en farrotte i buret udvikler fx mindre pandelapper (hvor selvkontrollen residerer) og elefanter af begge køn uden en stor hanelefant i nærheden, bliver nemt antisociale, hvor de fx slår næsehorn ihjel og mobber hinanden.

Faderen giver åbenbart en modstand der viser sig at være afgørende for den unge hans kognitive og sociale udvikling, og dette gælder altså både unge rotter, elefanter – og, måske drenge?

Konklusionen vi kan drage fra dyreverdenen, er, at de unge hanner måske er så tilpas bange for faren (den store han), at den unge han udvikler en eller anden grad af selvkontrol, for hellere bremse sig selv, end at blive bremset af den store far.

Det lyder dramatisk, men: Drenge ved, at moren ikke slår dem ihjel, men er ikke lige så sikker når det kommer til faren. Hvilket meget vel kan være en berettiget frygt. Blandt mennesker har drenge 3 gange så meget testosteron som piger, men når de bliver 12-14 eksploderer deres testosteron således at de har 10-20 gange så meget som pigerne, og eftersom testosteron er forbundet med aggression, er der altså en naturlig forklaring på barnets frygt, for mænd er simpelthen farligere end kvinder. Det er min antagelse, at børn fornemmer dette forhold, hvilket i øvrigt understøttes i forskningen, der viser, at vi har en intuitiv forståelse for, at vi aldrig kan være helt sikre på hvem der er faren.

(Pudsigt eksempel rapporteret af forsker og psykolog Dan Ariely: mormødre giver signifikant større gaver til deres børnebørn end farmødre gør, og denne forskel gælder hele vejen gennem familiens led, vi er altså generelt set intuitivt i tvivl om hvor vidt faren og farens slægtninge er ægte biologiske slægtninge).

Hermed ikke sagt at vi skal skræmme livet af vores drenge, eller slå dem for at de kan udvikle dyd og selvkontrol. En ”rigtig mand” i både et darwinistisk og et ”voksen = ansvarlighed” perspektiv slår ikke sine børn. Forskningen viser entydigt, at når man slår på børn mister man deres respekt og dermed mulighed for at få indflydelse på dem. Man viser tværtimod styrke ved ikke at slå!

Lige nøjagtig hvad drengene der deler nøgenbilleder af piger angår: De vilde drenge, skal gerne have (haft) en mandig rollemodel, der er ikke slingrer i sit forhold til kvinder: Drengene skal lære, at man skal respektere kvinder, hvilket paradoksalt nok inkluderer at man også skal være fræk (der var ingen der sagde, at det var nemt).

 

3 thoughts on “Om dumme drenge, rigtige mænd, puttefester og nøgenbilleder..

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.