Hvor vidt fokus på individet fjerner fokus fra konteksten beror på hvor meget man kan rumme i sin bevidsthed på én og samme tid. I arbejdet med stress er der behov for fokus på både individ og kontekst.

En psykiater og en hjerneforsker havde en artikel i Politiken om vigtigheden af mindfulness for folkesundheden. Især blev der lagt vægt på, at depression er ved at blive et meget alvorligt problem for folkesundheden og at mindfulness viser sig, at kunne helbrede depression lige så godt som psykofarmaka, hvilket er utroligt interessant.

Jeg gik ind på Politikens facebookside for at se hvordan folk reagerede på den meget korte artikel. Jeg må tilstå at jeg gjorde det lidt for sjov, for jeg var sikker på, at den ville blive kommenteret med den typiske ideologiske metervaremodstand mod “fokus på individet”. Der hersker i visse segmenter nemlig en udbredt modvilje mod alt hvad der har med at individfokus at gøre ifm depression og stresshåndtering.

Jeg blev ikke skuffet.

En kommentar fra en mandlig facebook warrior lød således:

“Mindfulness er et åndeligt holdkæft bolche.” 

Den kommentar der dog havde høstet klart flere likes lød således:

“At gøre udelukkende individet ansvarlig for egen mental sundhed er et udtryk for en neoliberalistisk ideologi, der fjerner fokus fra nødvendige samfundsmæssige forandringer, hvor et nyt vækstbegreb, der integrerer både en social, økonomisk og miljømæssig bundlinje samt regulerer ulighed bedre er nødvendigt. Mindfulness alene er symptombehandling. I bedste fald kan det give ro til at reflektere over ovenstående.”

Medens ovenstående kommentar lyder smuk, rigtig og ansvarsbevidst kan jeg desværre ikke like den. Hvorfor kan jeg ikke det? Fordi ingen nogensinde har ment, eller forslået, at individet skal gøres ansvarlig for sin egen trivsel på en måde, hvor arbejdsmiljø og ledelse dvs. konteksten i det hele taget annulleres som faktorer i individers trivsel. Det er en stråmand.

Spørgsmålet om mindfulnesskurser er en form for symptombehandling, der får os til at fjerne vores fokus fra strukturelle forhold, er så problematisk, at det ikke kan ikke besvares, i hvert fald ikke med en negativ.

På spørgsmålet om hvor vidt mindfulnesskurser fjerner fokus fra strukturelle forhold, afhænger svaret af hvor meget man kan rumme i sin bevidsthed på én gang. Det ene udelukker principielt set ikke det andet.

Spørgsmålet er blandt andet besværligt at besvare, fordi folk jo ligger forskellige ting i hvad mindfulness (MF)  er, og hvad det skal til for.

Hvis man skulle møde kritikkens banale stråmand “at MF fjerner fokus fra strukturelle vilkår” med en lige så banal stråmand, kunne man jo stille modspørgsmålet “Vis mig den person, der ville sløjfe ledelse, organisering, demokrati, menneskerettigheder, alle overvejelser om strukturer, politik, dialog, kommunikation mv.mm. etc. på grund af et MF kursus?”

(en “stråmand” betyder at man tilskriver sin modstander i en debat alskens holdninger og intentioner som de ikke har.)

Spørgsmålet om hvad man bruger mindfulness til  er også svært at besvare, fordi folk forvalter deres bevidsthed forskelligt.  Jeg tror overordnet set, at mange mennesker bruger mindfulnessfærdigheder til at blive mere og ikke mindre bevidste om deres omgivelser (læs: strukturer). 

Spørgsmålet er også problematisk at forholde sig til, fordi mindfulness er en slags kasse, som folk putter alt muligt i. Og eftersom at folk (især mænd) er selvovervurderende af natur, tænker de, at det som netop de ligger i begrebet, er det som det er.

Situationen er forudsigeligt nok, en utroligt træls diskussion hvor folk tror at de taler om det samme, men ikke gør det, og fordi folk er så gode til ord kan de formulere flotte sætninger om verdens beskaffenhed uden af at have en anelse om den.

“Jeg foretrækker bønders selskab, for de er ikke blevet uddannet tilstrækkeligt til at ræsonnere forkert.”

-Michel de Montaigne 

Fordi noget kan formuleres og fordi nogen klapper i deres hænder, gør det det ikke sandt. Bare tag kommentaren “Mindfulness er et åndeligt holdkæftbolche”, hvad ligger der bag den kommentar? Det er ikke til at vide.

Groft sagt er der langt mellem snapsene i denne debat. Der er ikke mange, som har viden om det de vidner om. Og dét er årsagen til, at debatten så nemt kan deles op i for og imod, i stedet for at finde sit mere nuancerede og oplyste leje hvor MF (i fx MBSR forståelsen) kan betragtes som havende fordele og ulemper på forskellige måder, forskellige steder for forskellige mennesker. Det er min erfaring, at meget af det, som folk tror de ved om meditation er bare kæder af ord.

For folk, der ikke sætter sig godt ind i tingene og ikke har konkrete erfaringer med de emner de belyser, kan mindfulness både være altings redning og såmænd også være jordens undergang. Lad blot torvets teater fyldes af disse ekstremer, men klogere bliver vi ikke. Den manglende viden vi har, er som blanke sider i vores indre, og de fyldes ud med hvad som helst når reglen er, at folk hellere vil have en kollektivt holdt holdning, end de vil have viden.

Kunsten er, som Michel de Montaigne så elegant formulerer det, at lære at være sin egen, ogvtænke selvstændigt, i stedet for bare at hyle med på en udbredt holdning eller ideologi, for

“Selvet er som et hotel hvor man ikke skal lade gæsterne bestemme”. 

Holdningen som mindfulnesskritikken kommer fra har en mor som kan kaldes:  Selvudvikling/coaching/meditation-er-individualisering-af-ansvar- for-organisatoriske-forhold-og-dermed-symptom-på-ansvarsfralæggende-neoliberalistisme. Her tale om en ideologi, og den er derfor uigennemtrængelig for debat. Man kunne lige så godt prøve at hive troen fra en jehovas vidne.

 

Så. Lad os se på nogle jordnære erfaringer, som jeg har gjort mig hvad angår meditation i det moderne arbejdsliv.

Min erfaring siger mig, at folk der har været på mindfulnesskurser ofte har fået mere ro i kroppen og mange bruger denne platfom til at sige til og fra på en mere modig og nærværende måde i det daglige. Så uanset intentionen med mindfulnesskurset, er resultatet ofte et mere modigt, mere bevidst og mere retfærdighedskrævende menneske.

Af frygt for arbejdsløshed, naiv velvilje og andet træder folk ikke nok karakter og siger til og fra over for hinanden/ledere/chefer/direktører/virksomhedsejere. Det bidrager til vedligeholdelsen af eventuelle urimelige arbejdsforhold. Her over for kan det mod, der også trænes i mindfulness, bidrage til nogle nødvendige og gode konfrontationer.

Min pointe og min erfaring er her, at hvis enkelte mennesker på gulvet får mere mod i det daglige gennem mindfulness eller andet, kan eventuelle problematiske strukturelle forhold bedre udfordres.  

For de glade skrivebordssociologer og facebooksoldater der fører banneret i modstanden mod al fokus på individer, kommer de eneste forandringer helt ovenfra. I den virkelige verden kommer forandringer dog også fra sådanne mange små oprør. Jeg har siddet til bords ved strategimøder i store virksomheder, og kan bevidne, at man rent faktisk tager medarbejdere alvorligt. Især banker og andre brancher har man så meget tågestrategisnak på toplederplan, at man ofte mister fornemmelsen for den enkelte medarbejder, men ingen ønsker bevidst denne situation. Det er ikke udtryk for god ledelse. Store virksomheder har brug for “konstruktivt brok”.

Min opfordring til landets offentligt ansatte: Lad være med at respektere den mundkurv! Hvis nogle forhold er uacceptable i fx børnehaven, og ledeeen ikke er til at hugge og stikke i, så lad det sive til forældrene! Og hvis du ikke har modet til det, hvilket kan være helt forståeligt, skal du vide, at du ikke bliver mindre modig af et mindfulnesskursus.

—