Stress: 4 nye perspektiver

Vanen tro skriver jeg nogle noter og tanker før jeg skal på skærmen med et større emne. Denne gang handler det om stress. På den ene side bør jeg vel gøre mig til talerør for det vi ved om stress. De typiske symptomer og årsager til stress kan du læse om HER. På den anden side gider jeg ikke bare gentage lister med ord for “symptomer” mv.. Jeg vil gerne forsøge at bidrage med noget nyt.. eller mere nyt i hvert fald.

 

Stress og ledelse

Jeg har tænkt over moderne stress og er kommet til en slags konklusion om at ledelser ikke helt formår at tage ledelsesmæssigt ansvar for tidens forandringer og nedskæringer. Samt at ansatte, ledere og chefer af en eller anden årsag ikke leverer nøgtern feedback op af i systemet når de støder på uundgåelige fejl og problemer i den forbindelse.

Det der måske mere konkret sker, er, at kvaliteten og produktiviteten overlades til den enkelte at vurdere og mestre efter bedste evne. Hvor ledelsen måske tidligere var mere involveret og mere ansvarlig i forhold til kvalitet og output, har ledelsen trukket sig og overlader nu den nye hektiske situation til chefer, som ikke har noget råderum og bare “må få det til at lykkes”. Jeg tror, at der er tale om en slags overgangsfase i virksomheder og på arbejdspladser, hvor man lader arbejdsstyrken selv finde sig til rette og selv organisere sig ud af “færre skal lave mere på kortere tid”- situationen, medens politikere og topledere lukker øjnene for de mere barske realiteter, eller ikke tør at tale med folk, der rent faktisk prøver at løbe stærkt nok. De fleste store virksomheder døjer med en alt for stor afstand mellem direktion og arbejdsgulv.

Med de positive briller på kan man håbe at ledelsesstilen gradvist vil sunde sig og man atter vil se ledere og chefer træder i karakter og udstikke konkrete rammer, forventningsafstemninger og påtage sig ansvaret for situationen således at de enkelte medarbejdere ikke skal opleve sig ansvarlige for en urealistisk, eller alt for kompleks arbejdsbyrde.

Opsummerende: Om det er ledere i bankverdenen, eller pædagogmedhjælpere ser man nogenlunde samme fænomen, at færre skal lave mere, at den øverste ledelse presser noget igennem uden egentlig at tage stilling til detaljerne og den jordnære realiserbarhed og at medarbejderne ikke formår at sige fra på en måde, så det bliver hørt og taget alvorligt. Jeg har hørt om flere chefer som overraskes over hvad de ser som pludselige og voldsomme reaktioner fra medarbejdere og ledere og opdager, at de faktisk har fået rigtigt mange advarsler som de bare siddet overhørigt, eller ikke har fattet alvoren af.

Når jeg er i mit kyniske hjørne tænker jeg, at mange virksomheder og institutioner kalkulerer med, at de “svage” vil bukke under af sig selv og søge væk. Det vil sige at jeg tror, at der på mange steder finder en form for evolutionsbiologi sted i det moderne konkurrenceprægede arbejdsliv. Problemet for denne kyniske tilgang til medarbejdere og ledere er, at man a) gambler med folks sundhed, at man b) kan miste intern stabilitet og værst, set med virksomhedens øjne, kan man c) komme til at skubbe dygtige, erfarne og loyale medarbejdere og ledere ud af sin virksomhed.

 

Forskellige typer stress

Der er stress forbundet med overfokusering. Det er lidt indviklet, men stress kan siges at komme sig af, at man har haft overaktiveret sin orienteringsrespons (OR), hvilket er en langsom version af “giprefleksen” (the startlerespons). Stressen kan komme af, at man for længe har været i et sådan kognitivt beredskab der afventer “hvad som helst”. Typisk er det sådan, at en OR hurtigt afløses af en afklaring, så man får ro systemet. Men i den moderne verden, med alle dens bip, dyt og nye systemer og mennesker, kan mange komme til at være i denne slags åbne, sårbare mentale tilstand for længe. Det er et relativt nyt område for mig, at betragte stress i dette lys. Det har rod i Pavlov, Sokolov, Piaget og gjort populært igen af bl.a. Jordan Peterson.

Stress kan også beskrives som et resultat af, at man for længe har forholdt sig med “top-down processing”, dvs. logisk, fokuseret, koncentreret med “hård opmærksomhed” til sin verden i stedet for “bottom-up processing”, dvs. intuitivt, umiddelbart, fornemmelsesmæssigt, med “blød opmærksomhed”. Medens man kun har begrænsede ressourcer til at forholde sig til verden med såkaldt “top down processing” har man rigeligt med ressourcer til at forholde sig til verden med “bottom-up processing”. Når man bliver udkørt af at være i et nyt job skyldes det, at man har brugt meget “top-down processing”, når man kan slappe mere af, efter et par år, eller ti, skyldes det at man kan fungere mere “på rygraden” (læs: Bottom-up processing)

Måske vi ser så meget stress fordi vi befinder os i en tid med så mange forandringer og højt tempo, at vi driver rovdrift på vores “top-down processing”? – Som var man ny i sit job hele tiden..

Stress kan også opstå som et resultat af at man fx arbejder meget alene, eller befinder sig i følelsesmæssigt belastende situationer. Det er nok ikke tilfældigt, at læger og psykologer har rekordhøje tilfælde af depression. Hvis du vil vide mere om de arbejdsmiljøfaktorer man forbinder med stress, kan jeg varmt anbefale NFAs sprøgeskemaer om arbejdsmiljø, læs mere HER. Du kan selv tage testen. Den er gratis.

 

Det er reaktionen på stressoplevelsen, der både rummer løsningen og problemet

Forskning viser, at de, der bliver bange for deres oplevelser af stress øger deres stresstilstand mærkbart med tydeligt øget dødelighed og forekomst af sygdomme til følge. Medens de, der kan betragte deres oplevelser af stress, som kroppens måde at hjælpe én på, ikke udvikler den mere kroniske og usunde form for stress.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men forskningen er rimeligt god, bogen “The Upside of Stress” af McGonigal er både provokerende og læseværdig. Det er i øvrigt nøjagtigt samme rationale man ser i de nye og meget effektive behandlinger af depression og angst som bl.a. går under navne såsom medfølelsesorienteret terapi, mindfulnessbaseret kognitiv terapi, ACT etc. Fællesbetegnelsen er “den tredje bølge af kognitiv terapi”.

Lektien er: Betragt stress som naturlige og vigtige ressourcer som dit nervessystem leverer til dig, så du kan blive mere effektiv. Med denne tilgang til din krop og væsen vil du opdage, at du mere effektivt vil forholde dig til det, der stresser dig. Der er altså mange og ret avancerede årsager til, at man skal prøve at gøre sig til ven med sin stress.

Dette perspektiv kan komme til at lyde politisk ukorrekt, og det er ærgerligt, for det giver rigtigt meget mening, når det dyrkes og forstås på en konstruktiv og socialt bevidst manér.

 

Et nyt type menneske

Jeg har læst og genlæst Nietzsches mesterværk “Således talte Zarathustra”. Han drømmer om en mennesketype, der kan stille sig over sin dyriskhed, over religion, over samfundets og egoets smålige krav, og træde frem i verden med stort mod og karakter. Et menneske der kender sit selv, og har erkendt at selvet ikke kan ville sig selv, og derfor ansporer ham til stort socialt og moralsk mod.

Jeg tror, at det er dette type menneske vi skal fremelske i dag. Et menneske der med mod og panden rejst ikke lader sig kue af noget som helst, og hellere bor alene i en skov, end at finde sig i noget som helst fra en uretfærdig og ureflekterende verden.

Det nye menneske skal være som tigeren, der ikke tænker over sine striber, ikke tænker over hvad andre tænker om dets striber og stoler på, at det har ressourcerne til at kunne håndtere hvad der end måtte opstå fra øjeblik til øjeblik.

 

 

 

 

One thought on “Stress: 4 nye perspektiver

Add yours

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: