McKnowledge: Når man bliver dummere af at læse bøger.

Emnet for dette essay er hvordan forskere kan blive så uenige uden af at være uenige.   

En af mine gamle studiekammerater, psykolog Ebbe Lavendt, er ved at lave en PhD om positiv psykologi og han har følt sig uretfærdigt behandlet af mediernes kritik af positiv psykologi hvor den er blevet portrætteret som en form for mig-først egoisme og “individualisering af kollektive problemer”, at den enkelte fx bare skal se positivt på situationer som er uholdbare på grund af fx nedskæringer og dårlige normeringer.

Ebbe påpeger, meget korrekt, hvis I spørger mig, at den positive psykologi fremhæver et behov for nøjagtigt det samme som dens kritikkere, nemlig et større fokus på etik og socialt engagement, hvorfor der synes at være tale om en slags KUNSTIG UENIGHED.

For at skære det ud i pap: Det ser ud til, at bl.a. den gode Svend Brinkmann beskylder den positive psykologi for noget, som den ikke siger, og i stedet forslår sin egen stoiske holdning til tingene, som overlapper næsten 100 % med den positive psykologis anbefalinger til gode liv.

Den positive psykologi forslår heller ikke at folk tager “ja-hatten” på, den foreslår at folk tager “vent-lige-lidt-for-jeg-vil-gerne-leve-i-overenstemmelse-med-mine-værdier-og-etik-hat”, men det er der vel ikke plads til i mediedebatten? Og det vel i grunden også ret svært at kritisere?

Og helt ærligt. Selvfølgelig er der ikke nogen enorm uenighed. Vi lever i den samme tid, har samme uddannelse, har læst mange af de samme bøger, lever på nogenlunde samme måde, og stemmer garanteret nogenlunde ens. Det skulle ikke undre mig, om sådan nogle forskere også havde nogenlunde samme personlighedstræk. Jeg tror ikke at der er den store forskel på hverken mig selv eller de forskere der diskuterer den positive psykologi. Spørgsmålet bliver:

HVORFOR SER DER UD TIL AT VÆRE EN STOR UENIGHED, NÅR DER IKKE ER EN STOR UENIGHED?

Jeg prøver i øvrigt ikke at forsvare “positiv psykologi”, jeg prøver at forsvare debatten, for selvfølgelig skal positiv psykologi kritiseres, alle nye fænomener skal granskes for det positive og det negative, ellers kan vi ikke forstå dem og tage dem til os, eller affeje dem, i vores forstand og hverdag. Men det ser altså ikke ud til at den postive psykologi er blevet kritiseret endnu. Vi har tværtimod været vidne til såkaldt STRÅMAND. Vi har slugt den råt og halmen ulmer i maven, ingen synes reelt at vide hvad positiv psykologi er, men de snakker meget gerne om den, og fordømmer den gladeligt. Emnet for dette essay er hvordan forskere kan blive så uenige uden at være uenige. Emnet er, at universitet har et stort problem, som det måske altid har haft, men som i den grad forværres af et upræcist sprog, og en tvang til at kritisere, i stedet for at undre sig i det hele taget.

Herunder linker jeg til Ebbes nylige artikel i universitetsavisen, hvor han forsøger at klandre universitetsverdenen for at producere studerende og forskere, der, med mine ord, har mere travlt med at spille kloge, end af være kloge.

http://universitetsavisen.dk/uddannelse/viden-og-laering-er-overvurderet

Herunder ser i mine kommentarer til Ebbes artikel: 

Som jeg ser det: Det er både en gammeldags problemstilling, og en ny problemstilling. Michel de Montaigne beskrev for 450 år siden hvordan de unge, når de kommer tilbage fra universitet blot havde lært at være arrogante på græsk og latin (og inspirerede Moliere og Holbergs universitetskritik). Her er tale om den systemfejl, at universitet pr definition må forholde sig med en abstraktionsgrad fra verden, for der er ikke tid og mulighed til fordybelse i de konkrete emneområder (fx bjergkæder og havets dybder).

Dertil kommer det fænomen, at man belønner studerende for at kunne forholde sig abstrakt til det abstrakte. Et kriterie for at klare sig godt på uni er altså netop evnen til at kunne tale om ingenting… Der er tale om en form for leg der ofte giver mening, men hvis både underviserer og elever er meget fjerne fra den skinbarlige praksisnære virkelige verden, kan denne abstraktionsproces løbe løbsk og ende i postmodernistiske perspektiver der er næsten er totalt nytteløse.

Mht. nye problemstillinger tænker jeg netop på socialkonstruktionisme, dekonstruktivisme og postmodernisme og Habermas og Foucault (1970- til i dag). Her hopper kæden af fra at udgøre en sober og spændende samfundskritik til en, synes jeg, lidt hysterisk ideologi hvor begreber og viden betragtes som en slags symptomer på en undertrykkende magt, hvorfor  man hellere lader “sandheder” bero på hvor enige man kan blive i demokratiske samtaler, hvor alle har lige meget at skulle have sagt. Et voila: Her opstår situationen hvor man affejer erfaring og akkumuleret viden (selv i en omskiftelig verden er der dog lovmæssigheder på spil hist og her som er værd at akkumulere), og erstatter det med et sandhedsbegreb der beror på om man kan argumentere for det. Her er problemet naturligivs, at bare fordi du har et godt argument, har du ikke nødvendigvis ret!

På universitet er “sandheden” således blevet et slags verbalt-æstetisk fænomen. Et sådan sandhedsbegreb er fx i høj kurs på Aalborg universitet og på RUC, som forståeligt nok, i en form for tværfaglig angst (det at man står lidt spinkelt grundet at man ikke specialiserer sig i et særligt fagområde giver grangiveligt en enkelte en form for usikkerhed) må gribe til alternative sandhedsbegreber. Her taler man fx om meditation som en “humanistisk undertrykkende selvpraksis”, hvilket lyder flot, men slet ikke kan genkendes af nogen med forstand og erfaring med meditation, for hvem det snarere er en frisættende praksis (det har Gergen en stærk socialkonstruktionist i øvrigt også fundet ud af).  Man taler så længe og så langt i disse verbale sandhedslaboratorier, at man også ender i fx kulturrelativismen som er et af de bedste tegn vi har på, at man kan blive dummere af at læse bøger (hvilket i øvrigt var en af Descartes sjoveste og mest præcise pointer).

Friederich Nietzsche advarede da også i “Således talte Zarathustra” mod en tid hvor alle kunne læse og skrive, han foretrak at læse de vises bøger, de, der var skrevet med forfatterens eget blod (læs: erfaring).

Jeg ser, som Nietzsche, også en situation hvor folk konsekvent tror at det de siger er sandt, blot fordi det lyder flot og velovervejet, men det er altså:

“… vanvid at lade sandt eller falsk bero på egen fatteevne” -Montaigne

Det er ikke kun på universitet at man finder mere sprog end tænkning. Jeg debatterede fx for nyligt på radio 24/7 om fædres betydning for børn ifm. debat om juridisk abort, og ingen af de andre debattører havde andet end holdninger at bringe til fadet, som de betragtede som sandheder. Jeg følte mig lidt ulykkelig over, at noget så vigtigt blev omtalt så hovedløst. Hvis du er nysgerrig kan du læse forskning om fædres betydning for børn HER.

I kan lige få et par vendinger med på vejen: “Viden man ikke bruger gør bare liget tungere når det skal begraves”Friedrich Nietzsche .

Det er i øvrigt ikke kun dumt at stable information på sit korpus uden indsigt og erfaring, det kan også være farligt. “Erfaring uden viden er ufarligt, men viden uden erfaring kan være farligt” – kan ikke huske hvem der sagde det, men pointen er, at man ikke skal prøve at bestige et bjerg hvis man kun har læst om det, men det er okay at bestige et bjerg hvis man kender det, men ikke har læst om det.

..at gøre en dyd ud af nødvendigheden… 

Når man på universiteterne elsker socialkonstruktionismen og denne type anarki må det skyldes, at når man alligevel ikke kan udrette noget, kan man lige så godt sige at det er en god ting

Foucault gjorde et stort nummer ud af at fralægge sig ansvar for alt, også det han selv havde sagt, fordi han ikke ville deltage i magt. Nu ved vi, at anarkismen var idiotisk, men det har de ikke helt regnet på universitet endnu, hvor de er storforbrugere af Foucault. Et af de argeste problemer med anarkismen var jo netop, at den var antihumanistisk, for hvis alt sættes frit er det med garanti de svage der taber. Så alt i medens de bl.a. kaldte sig antihumanister fordi “alle store historier er døde”, havde de på tragisk vis ret, deres anarkisme var rent faktisk antihumanistisk. Erhvervslivet og krigsmaskinerne kunne i den grad kunne tage over og “sætte scenen og de nye historier” i de glade firsere, medens de intellektuelle lallede rundt i uforståelige relativiserende diskurser.

Der er også noget andet på spil… som du lige kan få med i købet: Kritikken af alt fra 70’erne og frem var givetvis et forsøg på at frigøre sig fra samfundets undertrykkende idéer, men så vidt jeg kan se, er Foucaults efterkommere her til lands selv de mest idébesatte mennesker jeg har stødt på: “poststrukturalister” korser sig netop ved alle andre idéer end deres egen evindelige diskursanalyse … Evolutionspsykologi og fx Jungiansk analyse ses som fjender snarere end inspiration og på den måde viser de ikke bare hvor besatte de er af deres egen idé, de gør også vold på humanisnens grundessens, som er en åben forholden sig til alt, især det, der foregår i os.

De er blevet kritikkere og “kritiske psykologer”, hvilket principielt set er en undskyldning for ikke at tænke sig om, i stedet for skeptikere, som også retter skepsissen mod eget ståsted.

Skeptikeren Michel de Montaigne beskrev selvet som et hotel hvor gæsterne ikke skal bestemme og alle de lektorer og professorer der står knædybt i den rabiate socialpsykologi, når de fx er enige om at maskulinitet og femininitet udelukkende er sociale konstruktioner, har kun én fed gæst. Denne gæst mener at alt under solen er magtkonstruktioner og at sandheder udelukkende beror på verbal æstetik. Gæstens største kunst har været, at han har bildt hotellet ind, at det ikke findes, at det derfor ikke nytter at mærke efter.

Billedet til dette essay er af Michel de Montaigne (1533-1592).

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: