Mangler vi et sprog for døden?

Mangler vi et sprog for døden?

 

Ja. Det gør vi vel. For døden er svær at forstå. Vi kan måske beskrive den, men vi det er svært at begribe den, for hvad vil det sige, ikke at eksistere?

 

Kirken og videnskaben

Døden er et slags tomrum som vi gennem tiderne har fyldt med farverige efterverdener.

I dag søger mange af os til videnskaben, når vi prøver at begribe døden.

 

Tidligere søgte vi både forståelse og ansvar for døden til kirken, i dag forsætter samme praksis, blot er videnskaben også begyndt at spille en rolle.

Før var det kirken der varetog vores døde og sørgede sammen med os og for os – og hjalp vores elskede videre til et himmelrige – nu er det naturvidenskaben der pakker døden ind på hvide hospitalsgange til lyden af let summende lysrør, skridt fra søde sygeplejersker og ord fra lægen om dødsårsager.

 

Når vi ved dødsfald søger trøst, tryghed og autoriteter, fralægger vi os i en eller anden grad ansvaret for selv at forstå og beskrive døden. VI beder fx om lægevidenskabelige dødsårsager for at kunne begribe, hvorfor gamle oldemor døde.

I et videnskabeligt perspektiv kan man sige, at der ikke findes noget ”mig” efter døden. Du dør, din krop og din bevidsthed er væk og nærer nu træet der vokser op over din grav.

 

Idéen om at mennesket lever videre i naturen har en vis skønhed over sig, også sin sandhed fordi det kan observeres – men før videnskaben er blevet enig om vores inderste væsen, vores bevidsthed – er det svært at vide hvad døden er.

 

Det vil snart være muligt at lave en slags digital kopi af en person ved at samle en mængde viden om personens liv, men du ville snart finde ud af, at denne robot ikke var ægte, for livskraften, bevidstheden, kan ikke kopieres.

Forskningen i kunstig intelligens har ikke kunnet skabe bevidsthed ud fra matematiske formler og modeller. Derfor må vi sikkert vente meget længe før vi møder følende, åndfulde og kreative robotter.

 

Vores oplevelse af os selv -vores bevidsthed – kommer måske af at vores utrolige hjerne får os til at mærke en slags livskraft der flyder igennem os, og er os selv, en livskraft der ikke bare holder sammen på os, men også alting i verden – alt fra sten, myrer, hele planeter og universer. På den måde kan vi se os mennesker som en enkelt tråd i et kæmpe tæppe, der binder alting sammen, noget der ikke kan forgå, men kun kan ændre sig.

 

Jeg ved ikke om jeg tror på et liv efter døden, men jeg ved, at jeg ikke forstår hvad jeg er, og derfor kan jeg heller ikke vide hvad jeg bliver.

 

Det kan godt være, at naturvidenskaben har ret. Døden er bare game over, helt og holdent. Men hvis man opnår sjælero og livskvalitet ved at være religiøs, eller andet, behøver naturvidenskaben ikke være mere sand for den enkelte.

 

Sandheder har altid været bundet op på nyttefunktion. Hvis en bestemt sandhed, fx en religiøs sandhed derfor virker for den enkelte, er den sand i et pragmatisk perspektiv.

 

Filosofiens holdning til døden

I mange filosofiske retninger ser man døden som et vigtigt perspektiv i forhold til selve livet. Bevidstheden om at vi skal dø får os til at træde i karakter: ”Carpe Diem” – grib dagen. I anden halvdel af sidste århundrede prøvede humanisterne og eksistentialisterne at definere og beskrive det ideelle liv som et hvor man levede som om man kun havde 48 timer tilbage. Viden om at vi skal dø kan nemlig sætte vores livsplaner i gang og give os mod og mening. Det giver livet mening, at vi ikke bare kan sløse det væk. Der er også den tanke, at vi indgår i en helhed, hvor vi må dø for at give plads til andre. Døden påminder os om, at vi en dag vender tilbage til den helhed, vi kalder verden, kosmos, jorden mv.

 

Skal vi tænke mere over døden?

I vores samfund dyrker vi ungdommen og fremtiden. Døden og alderdommen kommer tids nok, vi vil helst ikke beskæftige os med den. Og hvorfor skulle man også det, kan man indskyde. Sagen er den, at når vi glemmer at vi skal dø, udskyder vi ofte vigtige ting, fx samtalen med den mor, eller far man har slået hånden af, eller at bruge mere tid med sine børn. Vi kan glemme at sige, at vi elsker hinanden og glemme at være her for fællesskabet og ikke kun os selv.

 

Døden skal holdes så tæt på brystet som vi kan bære (for herigennem bliver vi bedre til at leve livet), men ikke så tæt, at vi bliver bange for at leve livet.

 

Døden er både uhyggeligt konkret og ekstremt abstrakt.

 

Selve tanken ”jeg skal dø” er dog ikke spor uskyldig, hvis man fx er misbruger, depressiv, følsom eller meget ensom. Her kan tanken og indsigten at ”man skal dø” ramme meget hårdt og stå horribelt som et indre fugleskræmsel, som aldrig lader en slappe af.

 

At leve med noget vi ikke kan begribe

Vi kan ikke vide hvad døden er, for ingen død er kommet tilbage og har fortalt om dette land som ingen rejsende er vendt tilbage fra.

 

Prøv at skænke det en tanke. Hvad er verden uden vores elskede? Verden er den samme, og den er ikke den samme. Det er meget mærkeligt. Det er som om vores verden bliver til i glimtet i øjet, mellem lyset og vores modtagelse, som om vi greb livet som en bold. Og der står døden, den kan ikke gribes, den er noget andet. Døden er på en og samme tid forfærdelig og ingenting at bekymre sig om, for døden er ingenting for os for når vi er i live og når vi er døde er livet ingenting for os.

 

7 punkter

 

Vi mangler et sprog for døden for vi er vant til at udlicitere ansvaret for og forståelsen af døden. Når det så bliver hverdag står vi tilbage med tømmermænd, ingen andre taler om vores afdøde længere. Præsten, lægen, psykologen m.fl. selv familiemedlemmer har glemt vores tab, og vi har ikke sprog for det. Og måske er det okay. Ingen siger, at man kommer specielt helskindet igennem et tab, men hvis vi skulle prøve at gøre det lettere for os selv og vores medmennesker at leve med tab, kunne vi måske overveje følgende punkter.

 

Når vi skal tale med hinanden efter dødsfald. Gode råd:

 

Chokket.

Reaktionerne efter et dødsfald kan være meget voldsomme. I princippet kan man ikke reagere forkert, for erfaring og visdom fortæller os, at jo bedre vi er i stand til at give udtryk for hvad vi end oplever, des bedre forløber den proces man her gennemgår. Selv en voldsom rysten og en voldsom vrede har sin egen logik i den oprevne krop og sjæl hos den efterladte. Vi skal forsøge at forholde os nærværende og respektfulde og udvise en rummelighed og ro, der giver vores medmennesker plads til at være dem de er med det, de oplever.

 

Sorgen.

Sorg er på samme måde forbundet med et væld af følelser blandt andet vrede, tristhed, had, skyld og en oplevelse af at stå ved en følelsesmæssig afgrund. Der kan også være følelser af glæde midt i det hele, for livet fortsætter jo. Hvis vi skærmer os fra dette væld af følelser hæmmer vi også den livskraft der er forbundet med sorgen. Der findes ikke forkerte følelser i en sorgproces, selv glæde har sin plads. Derfor må du være lydhør, når du er sammen med mennesker som har mistet, ikke være dømmende.

Ikke tro at du ved hvordan den anden har det, og lad være med at komme med opmuntringer med mindre de er rigtigt godt timet. Opmuntringer kan nemlig føles som en afvisning, en oplevelse af at man ikke må være ked af det. Lad hellere den sørgende vide, at du er til rådighed, end at prøve at fortælle hvordan du mener, at han, eller hun skal reagere.

 

Depression eller sorg.

Der er forskel på sorg og depression. Mange oplever en vrede mod livet, mange oplever en følelse af uretfærdighed, efter at have mistet, og det er fuldt forståeligt, men det er jo ikke livet der har gjort noget galt. Det nytter ikke at vende livet ryggen som en slags beslutning. Det er også vigtigt at erkende eventuelle skyldfølelser. ”Survivors guilt” kaldes oplevelsen af skyld, som de efterladte kan have, måske fordi man tænker at man skulle have gjort noget anderledes, eller simpelthen fordi man tænker, at man ikke har fortjent at overleve når ens nært stående døde. Medens sorg med tiden kan opleves som en meget livsbekræftende og helende proces, er depression snarere en selvødelæggende proces. Sig det højt, hvis du føler skyld. Sig det højt, så du kan få din skyld realitetstestet. Og hvis du er tæt på en der har mistet må du gerne, når tiden føles rigtig, spørge til skyldfølelser, for det er typisk forbundet med skam og holdes meget privat.

 

Tillad snakken om den afdøde.

Tillad den afdøde at være med i sproget. Mange oplever at andre mister interessen meget hurtigt, og føler sig vanvittigt ensomme med deres tab. Husk at spørge ind til tabet af og til, også efter 2 år. Selvom verden synes at have fundet sit vante gænge, lever mange med en usynlig sorg.

 

At tale om datiden i nutid.

Især unge mennesker kan have behov for at tale i nutid om afdøde, og det må vi respektere. Og gerne deltage i, hvis vi kan… “Det er (og ikke: var) morfars yndlingskage”. Det lyder banalt, måske endda bizart, men det er det ikke for den sørgende.

 

Tillad dig selv at lytte.

Lad ikke din egen eventuelle dødsangst hindre dig i at tale om døden, for så kan du komme til at hæmme dit og andres liv og sorgprocesser.

Måske du er bange for dine egne følelser, eller bange for at lægge ører til andres fortællinger om deres følelser. Men tro mig, du kan komme styrket fra en samtale med en, der sørger.

 

Vær ikke bange for dialogen.

Man kan i princippet ikke spørge om noget forkert, så længe man er omsorgsfuld og lyttende. Tavshed kan være guld, men vær opmærksom på, at det ikke udvikler sig til passivitet og en form for berøringsangst. Måske du bare skal sige: “Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige, men jeg vil gerne tale med dig om dit tab/navn hvis det er…. “. Vær ærlig omkring din uvidenhed: “Hvad har du lyst til at snakke om, er der noget du har lyst til at fortælle om?” Hellere bare sige noget, end at sige ingenting. Der er ingen der tager det ilde op, hvis man viser oprigtig interesse.

 

(se også: http://videnskab.dk/kultur-samfund/nar-sorgen-varer-ved)

 

 

Privatpraktiserende psykolog og iværksætter.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s