Stress. Basal viden

I forbindelse med et program om stress på TV2 samlede jeg info sammen om stress, som I nu kan læse med på her:

 

Tal fra stressforeningen (2009):

  • 35.000 danskere er sygemeldt pga. stress – hver dag
  • 430.000 danskere – svarende til 10 – 12 % har stort set symptomer på alvorlig stress hver dag.
  • 250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress.
  • 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet
  • 11/2 million ekstra fraværsdage
  • 30.000 hospitalsindlæggelser
  • 500.000 kontakter til egen læge
  • Hver femte, der bliver syg af stress, risikerer at miste sit job.
  • 3000 førtidspensiner
  • 1400 danskere dør hvert år af stress
  • 14 mia. kr. koster stress Danmark om året i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsnet
  • Ubehandlet stress udløser over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.
  • Danmark havde allerede i 1992 udgifter i forbindelse med stressrelaterede hjerte-kar-sygdomme for ca. 900 millioner kroner.
  • Stress og depression bliver de væsentligste kilder til sygdom i år 2020
  • Stress er et stigende folkesundhedsproblem, fastslår Statens Institut for Folkesundhed

Se mere HER. 

..

80 % af offentlige ansatte beskriver at de har mere travlt i dag end for 5 år siden (år 2016). Stress er især et problem i den offentlige sektor. Se mere HER.

 

Tidlige advarselssignaler

Blandet:

  • Brystsmerter
  • Stemmeproblemer
  • Meget mavesyre
  • Manglende rejsning
  • Kæbespændinger
  • Rygsmerter
  • Hjertebanken
  • Svimmelhed
  • Koncentrationsbesvær
  • Svagt immunforsvar
  • Glemsomhed
  • Glædesløshed
  • Uoverkommelighedsfølelse
  • Ængstelse
  • Fordøjelsesproblemer
  • Øresusen
  • Irritation
  • Træthed
  • Søvnproblemer
  • Hovedpine
  • Manglende lyst
  • Overvægt
  • Muskelinfiltrationer
  • Forkølelsessår
  • Nervøsitet
  • Museskader
  • Synkebesvær
  • Tør langvarig hoste
  • Næseblod

 

Typiske fysiske symptomer:

  • Hovedpine
  • Svimmelhed
  • Forhøjet blodtryk
  • Hjertebanken og høj puls
  • Rysten på hænder
  • Trykken og smerter i brystregionen
  • Kort åndedræt
  • Spændinger i kroppen
  • Uro og summen i kroppen
  • Søvnforstyrrelser
  • Uro i solar plexus
  • Mave og fordøjelsesproblemer (diaré og forstoppelse)
  • Nedsat sexlyst
  • Hyppige infektioner
  • Udbrud af eller forværring af kronisk sygdom

 

Typiske adfærdsmæssige signaler:

  • Overspisning
  • At glemme at spise
  • Øget indtagelse af alkohol og medicin
  • Humørsvingninger
  • Irritabilitet
  • Impulsivitet
  • Rastløshed
  • Nedsat humoristisk sans
  • Social tilbagetrækning
  • Ustabil arbejdsindsats
  • Øget tendens til fejl og sjusk
  • Flere konflikter
  • Øget sygefravær

 

Typiske følelsesmæssige stress-signaler:

  • Skyld og utilstrækkelighedsfølelse
  • Angst
  • Lav selvfølelse
  • Nervøsitet
  • Sårbarhed over kritik
  • Hudløshed
  • Aggression
  • Frustration
  • Rastløshed
  • Overvældelse
  • Magtesløshed
  • Depression
  • Træthed

 

Flere grundlæggende tegn på, at du er ved at blive stresset:

  • Begynder at vågne om natten uden at kunne falde i søvn igen
  • Har spænding og uro i kroppen
  • Trykken for brystet eller åndenød
  • Har smerter i kroppen, mave, ryg, nakke, kæber, hoved, skuldre
  • Har svært ved at slappe af
  • Lettere bliver irriteret
  • Spiser mere for at “dulme” din uro
  • Eller springer måltider over.
  • Skal have et glas vin for at falde ned efter arbejde
  • Føler dig overvældet
  • Har tiltagende dårlig samvittighed
  • Begynder at glemme (skal tilbage og rette fejl og tjekke, om du nu fik låst døren)

 

Spot kollegaen før stress ”tager over”

 

  • Udviser mangel på engagement
  • Fremtræder aggressivt
  • Udviser øget Irritabilitet
  • Er ubeslutsom
  • Har et øget brug af stimulanser som fx kaffe, cigaretter og alkohol
  • Øget sygefravær
  • Har belastede arbejdsstillinger med deraf forøgede muskelsmerter i ryg, nakke, arme og lænd
  • Har kendskab til livsfaktorer f.eks. Alvorlig sygdom i familien, skilsmisse
  • Arbejdsløshed m.v.

 

 

Flere lister med symptomer på stress:

  • Følelsesmæssige – angst, vrede, ked af det, ulyst, nedsat humoristisk sans
  • Adfærdsmæssige – søvnløshed, uengageret, aggressivitet, irritabilitet, Irritation over andre, rastløshed, går til yderligheder, selvvalgt isolation, sygefravær, klager over fysiske gener, ugidelighed, ’kravfobi’, øget sygefravær, alkohol, misbrug i øvrigt…
  • Kognitive / tankemæssige – koncentrations-besvær, hukommelsessvigt, tunnelsyn, mental blokering, negativ tænkning
  • Fysiologiske / kropslige – adrenalin, kortisol, hjerteslag, spændinger, uro, svedeture, forhøjet blodtryk, træthed, mavesmerter, indre uro, appetitløshed, hyppige infektioner, forværring af kronisk sygdom, muskelspændinger.

 

Ifølge Lazarus: Stress er et resultat af to vurderinger. Først vurderer man situationen, derefter vurderer man sig selv og sine muligheder for hjælp. Kognitivt hjælpes klienten til at revurdere situationen, så den fremstår mindre truende/udfordrende/skadende… og herefter hjælpes klienten til at revurdere egne evner/erfaringer/viden/muligheder for hjælp, således at situationen kan fremstå mere overkommelig og invitere til en eller anden form for proaktiv handling.

 

 

Typiske stressorer

  • Myldretid
  • Indkomne mails
  • Telefonopringninger
  • Beskeder på telefonsvareren
  • Korridorsnak
  • Afbrydelser fra leder og kollegaer
  • Støj og uro
  • Betale regninger
  • Indkøb
  • Rengøring
  • Børn
  • Familie

 

Typiske stressfaktorer i arbejdslivet:

 

  • Kompleksitet og mange forandringer
  • Uforudsigelighed
  • Uklare krav og forventninger
  • Manglende indflydelse
  • Urealistiske mål
  • Mål, der flyttes
  • Modstridende krav og mål
  • Samarbejds- og rollekonflikter
  • Tidspres
  • Hastige skift, komplekse opgaver, afbrydelser
  • For stor arbejdsmængde/for lille arbejdsmængde
  • At finde balance mellem familie og arbejde

 

Hjerne og stress

Hippocampus er vigtig i hjernens reaktion på stress. H er involveret når vi ser muligheder og løsninger. H må ikke overbelastes, stresshormonerne hindrer H i fungere optimalt.

Amygdala (pattedyrshjernen, som man kalder den) er også involveret, da den er området i hjernen der har med udregnelse af følelsesmæssig signifikans af oplevelser… Hvis den bliver overophedet vil den være latent medspiller i alt for mange situationer, der ikke burde opleves som intense, men kommer til at blive oplevet som intense grundet dens deltagelse…

Pandelapperne er også væsentlige, da man antager at den rationelle, kølige intelligens og fortolkning herfra kan “køle” resten af systemet ned, eller ideelt set skal kunne køle resten ned…  (resten af kroppen og hjernen i øvrigt også involveret når det kommer til stress).

RESULTAT: man bliver stresset af at være stresset.

 

 

 

“Arbejdsbordet”

Stress kan betragtes som en slags kapacitetsproblem.

 

Begrænset plads til ting i tankerne, jo mere fyldt arbejdsbordet bliver des skævere tænker man. Jo mere ens tanker befinder sig i fortid og fremtid, des mindre kapacitet til at tænke klart i nuet. Resultatet er, at man tænker mere og mere langs tankeforstyrrelser som dem herunder:

    1. alt-eller-intet-tænkning
    2. overgeneralisering
    3. mentalt filter
    4. diskvalifikation af det positive
    5. drage forhastede konklusioner
    6. maksimering, minimering, katastrofetænkning
    7. emotionel ræssoneren
    8. skulle og burde: irrationelle regler, der fører til skyld (hos én selv) eller vrede og skuffelse (over andre)
    9. etikettering
    10. personalisering: se sig selv som årsag til begivenheder, man ikke kan være herre over

Tænkning ved stress:

  • De helt almindeligt forekommende ’forstyrrelser’ i tænkningen bliver ikke korrigeret tilstrækkeligt af den ’stressede’ hjerne
  • Informationsbearbejdningen overbelastes og forstyrres
  • Betydningstilskrivninger bliver forvrængede eller forsimplede
  • Hukommelsen svigter
  • Tolerancetærsklen nedsættes generelt
  • Opleves som informations-overload
  • Kroppens aktiverede alarmberedskab influerer på den stressramtes tolkning af begivenheder og hændelser
  • Tænkningen ’farves’ i retning af trusler, sort-hvid tænkning og generel bekymringstendens

 

Når man er stresset er ens tanker kendetegnet ved:

Syn på en selv som sårbar

Syn på verden som truende

Syn på fremtiden som uforudsigelig

Løsningerne ligger lige for, når man har identificeret den enkelte persons stress. Af og til er arbejds- eller privatliv så problematisk, at det kan være nødvendigt at fjerne sig fra situationen som man oplever stress i. Stress er altid en kobling af personlighed (herunder tænkning mv.) og situationen. Stress skal forstås “transaktionelt”, som en transaktion mellem person og miljø, og kan ikke siges at kun komme “udefra”, dvs. fra en arbejdsplads/livssituation, eller “indefra” dvs. personlighed, kognitive forstyrrelser etc. Når vi skal forstå stress kan vi ikke skille person og miljø ad, det giver ikke mening, også selvom medierne hele tiden gør det.

 

 

 

Stress: 4 nye perspektiver

Vanen tro skriver jeg nogle noter og tanker før jeg skal på skærmen med et større emne. Denne gang handler det om stress. På den ene side bør jeg vel gøre mig til talerør for det vi ved om stress. De typiske symptomer og årsager til stress kan du læse om HER. På den anden side gider jeg ikke bare gentage lister med ord for “symptomer” mv.. Jeg vil gerne forsøge at bidrage med noget nyt.. eller mere nyt i hvert fald.

 

Stress og ledelse

Jeg har tænkt over moderne stress og er kommet til en slags konklusion om at ledelser ikke helt formår at tage ledelsesmæssigt ansvar for tidens forandringer og nedskæringer. Samt at ansatte, ledere og chefer af en eller anden årsag ikke leverer nøgtern feedback op af i systemet når de støder på uundgåelige fejl og problemer i den forbindelse.

Det der måske mere konkret sker, er, at kvaliteten og produktiviteten overlades til den enkelte at vurdere og mestre efter bedste evne. Hvor ledelsen måske tidligere var mere involveret og mere ansvarlig i forhold til kvalitet og output, har ledelsen trukket sig og overlader nu den nye hektiske situation til chefer, som ikke har noget råderum og bare “må få det til at lykkes”. Jeg tror, at der er tale om en slags overgangsfase i virksomheder og på arbejdspladser, hvor man lader arbejdsstyrken selv finde sig til rette og selv organisere sig ud af “færre skal lave mere på kortere tid”- situationen, medens politikere og topledere lukker øjnene for de mere barske realiteter, eller ikke tør at tale med folk, der rent faktisk prøver at løbe stærkt nok. De fleste store virksomheder døjer med en alt for stor afstand mellem direktion og arbejdsgulv.

Med de positive briller på kan man håbe at ledelsesstilen gradvist vil sunde sig og man atter vil se ledere og chefer træder i karakter og udstikke konkrete rammer, forventningsafstemninger og påtage sig ansvaret for situationen således at de enkelte medarbejdere ikke skal opleve sig ansvarlige for en urealistisk, eller alt for kompleks arbejdsbyrde.

Opsummerende: Om det er ledere i bankverdenen, eller pædagogmedhjælpere ser man nogenlunde samme fænomen, at færre skal lave mere, at den øverste ledelse presser noget igennem uden egentlig at tage stilling til detaljerne og den jordnære realiserbarhed og at medarbejderne ikke formår at sige fra på en måde, så det bliver hørt og taget alvorligt. Jeg har hørt om flere chefer som overraskes over hvad de ser som pludselige og voldsomme reaktioner fra medarbejdere og ledere og opdager, at de faktisk har fået rigtigt mange advarsler som de bare siddet overhørigt, eller ikke har fattet alvoren af.

Når jeg er i mit kyniske hjørne tænker jeg, at mange virksomheder og institutioner kalkulerer med, at de “svage” vil bukke under af sig selv og søge væk. Det vil sige at jeg tror, at der på mange steder finder en form for evolutionsbiologi sted i det moderne konkurrenceprægede arbejdsliv. Problemet for denne kyniske tilgang til medarbejdere og ledere er, at man a) gambler med folks sundhed, at man b) kan miste intern stabilitet og værst, set med virksomhedens øjne, kan man c) komme til at skubbe dygtige, erfarne og loyale medarbejdere og ledere ud af sin virksomhed.

 

Forskellige typer stress

Der er stress forbundet med overfokusering. Det er lidt indviklet, men stress kan siges at komme sig af, at man har haft overaktiveret sin orienteringsrespons (OR), hvilket er en langsom version af “giprefleksen” (the startlerespons). Stressen kan komme af, at man for længe har været i et sådan kognitivt beredskab der afventer “hvad som helst”. Typisk er det sådan, at en OR hurtigt afløses af en afklaring, så man får ro systemet. Men i den moderne verden, med alle dens bip, dyt og nye systemer og mennesker, kan mange komme til at være i denne slags åbne, sårbare mentale tilstand for længe. Det er et relativt nyt område for mig, at betragte stress i dette lys. Det har rod i Pavlov, Sokolov, Piaget og gjort populært igen af bl.a. Jordan Peterson.

Stress kan også beskrives som et resultat af, at man for længe har forholdt sig med “top-down processing”, dvs. logisk, fokuseret, koncentreret med “hård opmærksomhed” til sin verden i stedet for “bottom-up processing”, dvs. intuitivt, umiddelbart, fornemmelsesmæssigt, med “blød opmærksomhed”. Medens man kun har begrænsede ressourcer til at forholde sig til verden med såkaldt “top down processing” har man rigeligt med ressourcer til at forholde sig til verden med “bottom-up processing”. Når man bliver udkørt af at være i et nyt job skyldes det, at man har brugt meget “top-down processing”, når man kan slappe mere af, efter et par år, eller ti, skyldes det at man kan fungere mere “på rygraden” (læs: Bottom-up processing)

Måske vi ser så meget stress fordi vi befinder os i en tid med så mange forandringer og højt tempo, at vi driver rovdrift på vores “top-down processing”? – Som var man ny i sit job hele tiden..

Stress kan også opstå som et resultat af at man fx arbejder meget alene, eller befinder sig i følelsesmæssigt belastende situationer. Det er nok ikke tilfældigt, at læger og psykologer har rekordhøje tilfælde af depression. Hvis du vil vide mere om de arbejdsmiljøfaktorer man forbinder med stress, kan jeg varmt anbefale NFAs sprøgeskemaer om arbejdsmiljø, læs mere HER. Du kan selv tage testen. Den er gratis.

 

Det er reaktionen på stressoplevelsen, der både rummer løsningen og problemet

Forskning viser, at de, der bliver bange for deres oplevelser af stress øger deres stresstilstand mærkbart med tydeligt øget dødelighed og forekomst af sygdomme til følge. Medens de, der kan betragte deres oplevelser af stress, som kroppens måde at hjælpe én på, ikke udvikler den mere kroniske og usunde form for stress.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men forskningen er rimeligt god, bogen “The Upside of Stress” af McGonigal er både provokerende og læseværdig. Det er i øvrigt nøjagtigt samme rationale man ser i de nye og meget effektive behandlinger af depression og angst som bl.a. går under navne såsom medfølelsesorienteret terapi, mindfulnessbaseret kognitiv terapi, ACT etc. Fællesbetegnelsen er “den tredje bølge af kognitiv terapi”.

Lektien er: Betragt stress som naturlige og vigtige ressourcer som dit nervessystem leverer til dig, så du kan blive mere effektiv. Med denne tilgang til din krop og væsen vil du opdage, at du mere effektivt vil forholde dig til det, der stresser dig. Der er altså mange og ret avancerede årsager til, at man skal prøve at gøre sig til ven med sin stress.

Dette perspektiv kan komme til at lyde politisk ukorrekt, og det er ærgerligt, for det giver rigtigt meget mening, når det dyrkes og forstås på en konstruktiv og socialt bevidst manér.

 

Et nyt type menneske

Jeg har læst og genlæst Nietzsches mesterværk “Således talte Zarathustra”. Han drømmer om en mennesketype, der kan stille sig over sin dyriskhed, over religion, over samfundets og egoets smålige krav, og træde frem i verden med stort mod og karakter. Et menneske der kender sit selv, og har erkendt at selvet ikke kan ville sig selv, og derfor ansporer ham til stort socialt og moralsk mod.

Jeg tror, at det er dette type menneske vi skal fremelske i dag. Et menneske der med mod og panden rejst ikke lader sig kue af noget som helst, og hellere bor alene i en skov, end at finde sig i noget som helst fra en uretfærdig og ureflekterende verden.

Det nye menneske skal være som tigeren, der ikke tænker over sine striber, ikke tænker over hvad andre tænker om dets striber og stoler på, at det har ressourcerne til at kunne håndtere hvad der end måtte opstå fra øjeblik til øjeblik.

 

 

 

 

McKnowledge: Når man bliver dummere af at læse bøger.

Emnet for dette essay er hvordan forskere kan blive så uenige uden af at være uenige.   

En af mine gamle studiekammerater, psykolog Ebbe Lavendt, er ved at lave en PhD om positiv psykologi og han har følt sig uretfærdigt behandlet af mediernes kritik af positiv psykologi hvor den er blevet portrætteret som en form for mig-først egoisme og “individualisering af kollektive problemer”, at den enkelte fx bare skal se positivt på situationer som er uholdbare på grund af fx nedskæringer og dårlige normeringer.

Ebbe påpeger, meget korrekt, hvis I spørger mig, at den positive psykologi fremhæver et behov for nøjagtigt det samme som dens kritikkere, nemlig et større fokus på etik og socialt engagement, hvorfor der synes at være tale om en slags KUNSTIG UENIGHED.

For at skære det ud i pap: Det ser ud til, at bl.a. den gode Svend Brinkmann beskylder den positive psykologi for noget, som den ikke siger, og i stedet forslår sin egen stoiske holdning til tingene, som overlapper næsten 100 % med den positive psykologis anbefalinger til gode liv.

Den positive psykologi forslår heller ikke at folk tager “ja-hatten” på, den foreslår at folk tager “vent-lige-lidt-for-jeg-vil-gerne-leve-i-overenstemmelse-med-mine-værdier-og-etik-hat”, men det er der vel ikke plads til i mediedebatten? Og det vel i grunden også ret svært at kritisere?

Og helt ærligt. Selvfølgelig er der ikke nogen enorm uenighed. Vi lever i den samme tid, har samme uddannelse, har læst mange af de samme bøger, lever på nogenlunde samme måde, og stemmer garanteret nogenlunde ens. Det skulle ikke undre mig, om sådan nogle forskere også havde nogenlunde samme personlighedstræk. Jeg tror ikke at der er den store forskel på hverken mig selv eller de forskere der diskuterer den positive psykologi. Spørgsmålet bliver:

HVORFOR SER DER UD TIL AT VÆRE EN STOR UENIGHED, NÅR DER IKKE ER EN STOR UENIGHED?

Jeg prøver i øvrigt ikke at forsvare “positiv psykologi”, jeg prøver at forsvare debatten, for selvfølgelig skal positiv psykologi kritiseres, alle nye fænomener skal granskes for det positive og det negative, ellers kan vi ikke forstå dem og tage dem til os, eller affeje dem, i vores forstand og hverdag. Men det ser altså ikke ud til at den postive psykologi er blevet kritiseret endnu. Vi har tværtimod været vidne til såkaldt STRÅMAND. Vi har slugt den råt og halmen ulmer i maven, ingen synes reelt at vide hvad positiv psykologi er, men de snakker meget gerne om den, og fordømmer den gladeligt. Emnet for dette essay er hvordan forskere kan blive så uenige uden at være uenige. Emnet er, at universitet har et stort problem, som det måske altid har haft, men som i den grad forværres af et upræcist sprog, og en tvang til at kritisere, i stedet for at undre sig i det hele taget.

Herunder linker jeg til Ebbes nylige artikel i universitetsavisen, hvor han forsøger at klandre universitetsverdenen for at producere studerende og forskere, der, med mine ord, har mere travlt med at spille kloge, end af være kloge.

http://universitetsavisen.dk/uddannelse/viden-og-laering-er-overvurderet

Herunder ser i mine kommentarer til Ebbes artikel: 

Som jeg ser det: Det er både en gammeldags problemstilling, og en ny problemstilling. Michel de Montaigne beskrev for 450 år siden hvordan de unge, når de kommer tilbage fra universitet blot havde lært at være arrogante på græsk og latin (og inspirerede Moliere og Holbergs universitetskritik). Her er tale om den systemfejl, at universitet pr definition må forholde sig med en abstraktionsgrad fra verden, for der er ikke tid og mulighed til fordybelse i de konkrete emneområder (fx bjergkæder og havets dybder).

Dertil kommer det fænomen, at man belønner studerende for at kunne forholde sig abstrakt til det abstrakte. Et kriterie for at klare sig godt på uni er altså netop evnen til at kunne tale om ingenting… Der er tale om en form for leg der ofte giver mening, men hvis både underviserer og elever er meget fjerne fra den skinbarlige praksisnære virkelige verden, kan denne abstraktionsproces løbe løbsk og ende i postmodernistiske perspektiver der er næsten er totalt nytteløse.

Mht. nye problemstillinger tænker jeg netop på socialkonstruktionisme, dekonstruktivisme og postmodernisme og Habermas og Foucault (1970- til i dag). Her hopper kæden af fra at udgøre en sober og spændende samfundskritik til en, synes jeg, lidt hysterisk ideologi hvor begreber og viden betragtes som en slags symptomer på en undertrykkende magt, hvorfor  man hellere lader “sandheder” bero på hvor enige man kan blive i demokratiske samtaler, hvor alle har lige meget at skulle have sagt. Et voila: Her opstår situationen hvor man affejer erfaring og akkumuleret viden (selv i en omskiftelig verden er der dog lovmæssigheder på spil hist og her som er værd at akkumulere), og erstatter det med et sandhedsbegreb der beror på om man kan argumentere for det. Her er problemet naturligivs, at bare fordi du har et godt argument, har du ikke nødvendigvis ret!

På universitet er “sandheden” således blevet et slags verbalt-æstetisk fænomen. Et sådan sandhedsbegreb er fx i høj kurs på Aalborg universitet og på RUC, som forståeligt nok, i en form for tværfaglig angst (det at man står lidt spinkelt grundet at man ikke specialiserer sig i et særligt fagområde giver grangiveligt en enkelte en form for usikkerhed) må gribe til alternative sandhedsbegreber. Her taler man fx om meditation som en “humanistisk undertrykkende selvpraksis”, hvilket lyder flot, men slet ikke kan genkendes af nogen med forstand og erfaring med meditation, for hvem det snarere er en frisættende praksis (det har Gergen en stærk socialkonstruktionist i øvrigt også fundet ud af).  Man taler så længe og så langt i disse verbale sandhedslaboratorier, at man også ender i fx kulturrelativismen som er et af de bedste tegn vi har på, at man kan blive dummere af at læse bøger (hvilket i øvrigt var en af Descartes sjoveste og mest præcise pointer).

Friederich Nietzsche advarede da også i “Således talte Zarathustra” mod en tid hvor alle kunne læse og skrive, han foretrak at læse de vises bøger, de, der var skrevet med forfatterens eget blod (læs: erfaring).

Jeg ser, som Nietzsche, også en situation hvor folk konsekvent tror at det de siger er sandt, blot fordi det lyder flot og velovervejet, men det er altså:

“… vanvid at lade sandt eller falsk bero på egen fatteevne” -Montaigne

Det er ikke kun på universitet at man finder mere sprog end tænkning. Jeg debatterede fx for nyligt på radio 24/7 om fædres betydning for børn ifm. debat om juridisk abort, og ingen af de andre debattører havde andet end holdninger at bringe til fadet, som de betragtede som sandheder. Jeg følte mig lidt ulykkelig over, at noget så vigtigt blev omtalt så hovedløst. Hvis du er nysgerrig kan du læse forskning om fædres betydning for børn HER.

I kan lige få et par vendinger med på vejen: “Viden man ikke bruger gør bare liget tungere når det skal begraves”Friedrich Nietzsche .

Det er i øvrigt ikke kun dumt at stable information på sit korpus uden indsigt og erfaring, det kan også være farligt. “Erfaring uden viden er ufarligt, men viden uden erfaring kan være farligt” – kan ikke huske hvem der sagde det, men pointen er, at man ikke skal prøve at bestige et bjerg hvis man kun har læst om det, men det er okay at bestige et bjerg hvis man kender det, men ikke har læst om det.

..at gøre en dyd ud af nødvendigheden… 

Når man på universiteterne elsker socialkonstruktionismen og denne type anarki må det skyldes, at når man alligevel ikke kan udrette noget, kan man lige så godt sige at det er en god ting

Foucault gjorde et stort nummer ud af at fralægge sig ansvar for alt, også det han selv havde sagt, fordi han ikke ville deltage i magt. Nu ved vi, at anarkismen var idiotisk, men det har de ikke helt regnet på universitet endnu, hvor de er storforbrugere af Foucault. Et af de argeste problemer med anarkismen var jo netop, at den var antihumanistisk, for hvis alt sættes frit er det med garanti de svage der taber. Så alt i medens de bl.a. kaldte sig antihumanister fordi “alle store historier er døde”, havde de på tragisk vis ret, deres anarkisme var rent faktisk antihumanistisk. Erhvervslivet og krigsmaskinerne kunne i den grad kunne tage over og “sætte scenen og de nye historier” i de glade firsere, medens de intellektuelle lallede rundt i uforståelige relativiserende diskurser.

Der er også noget andet på spil… som du lige kan få med i købet: Kritikken af alt fra 70’erne og frem var givetvis et forsøg på at frigøre sig fra samfundets undertrykkende idéer, men så vidt jeg kan se, er Foucaults efterkommere her til lands selv de mest idébesatte mennesker jeg har stødt på: “poststrukturalister” korser sig netop ved alle andre idéer end deres egen evindelige diskursanalyse … Evolutionspsykologi og fx Jungiansk analyse ses som fjender snarere end inspiration og på den måde viser de ikke bare hvor besatte de er af deres egen idé, de gør også vold på humanisnens grundessens, som er en åben forholden sig til alt, især det, der foregår i os.

De er blevet kritikkere og “kritiske psykologer”, hvilket principielt set er en undskyldning for ikke at tænke sig om, i stedet for skeptikere, som også retter skepsissen mod eget ståsted.

Skeptikeren Michel de Montaigne beskrev selvet som et hotel hvor gæsterne ikke skal bestemme og alle de lektorer og professorer der står knædybt i den rabiate socialpsykologi, når de fx er enige om at maskulinitet og femininitet udelukkende er sociale konstruktioner, har kun én fed gæst. Denne gæst mener at alt under solen er magtkonstruktioner og at sandheder udelukkende beror på verbal æstetik. Gæstens største kunst har været, at han har bildt hotellet ind, at det ikke findes, at det derfor ikke nytter at mærke efter.

Billedet til dette essay er af Michel de Montaigne (1533-1592).

Mangler vi et sprog for døden?

Mangler vi et sprog for døden?

 

Ja. Det gør vi vel. For døden er svær at forstå. Vi kan måske beskrive den, men vi det er svært at begribe den, for hvad vil det sige, ikke at eksistere?

 

Kirken og videnskaben

Døden er et slags tomrum som vi gennem tiderne har fyldt med farverige efterverdener.

I dag søger mange af os til videnskaben, når vi prøver at begribe døden.

 

Tidligere søgte vi både forståelse og ansvar for døden til kirken, i dag forsætter samme praksis, blot er videnskaben også begyndt at spille en rolle.

Før var det kirken der varetog vores døde og sørgede sammen med os og for os – og hjalp vores elskede videre til et himmelrige – nu er det naturvidenskaben der pakker døden ind på hvide hospitalsgange til lyden af let summende lysrør, skridt fra søde sygeplejersker og ord fra lægen om dødsårsager.

 

Når vi ved dødsfald søger trøst, tryghed og autoriteter, fralægger vi os i en eller anden grad ansvaret for selv at forstå og beskrive døden. VI beder fx om lægevidenskabelige dødsårsager for at kunne begribe, hvorfor gamle oldemor døde.

I et videnskabeligt perspektiv kan man sige, at der ikke findes noget ”mig” efter døden. Du dør, din krop og din bevidsthed er væk og nærer nu træet der vokser op over din grav.

 

Idéen om at mennesket lever videre i naturen har en vis skønhed over sig, også sin sandhed fordi det kan observeres – men før videnskaben er blevet enig om vores inderste væsen, vores bevidsthed – er det svært at vide hvad døden er.

 

Det vil snart være muligt at lave en slags digital kopi af en person ved at samle en mængde viden om personens liv, men du ville snart finde ud af, at denne robot ikke var ægte, for livskraften, bevidstheden, kan ikke kopieres.

Forskningen i kunstig intelligens har ikke kunnet skabe bevidsthed ud fra matematiske formler og modeller. Derfor må vi sikkert vente meget længe før vi møder følende, åndfulde og kreative robotter.

 

Vores oplevelse af os selv -vores bevidsthed – kommer måske af at vores utrolige hjerne får os til at mærke en slags livskraft der flyder igennem os, og er os selv, en livskraft der ikke bare holder sammen på os, men også alting i verden – alt fra sten, myrer, hele planeter og universer. På den måde kan vi se os mennesker som en enkelt tråd i et kæmpe tæppe, der binder alting sammen, noget der ikke kan forgå, men kun kan ændre sig.

 

Jeg ved ikke om jeg tror på et liv efter døden, men jeg ved, at jeg ikke forstår hvad jeg er, og derfor kan jeg heller ikke vide hvad jeg bliver.

 

Det kan godt være, at naturvidenskaben har ret. Døden er bare game over, helt og holdent. Men hvis man opnår sjælero og livskvalitet ved at være religiøs, eller andet, behøver naturvidenskaben ikke være mere sand for den enkelte.

 

Sandheder har altid været bundet op på nyttefunktion. Hvis en bestemt sandhed, fx en religiøs sandhed derfor virker for den enkelte, er den sand i et pragmatisk perspektiv.

 

Filosofiens holdning til døden

I mange filosofiske retninger ser man døden som et vigtigt perspektiv i forhold til selve livet. Bevidstheden om at vi skal dø får os til at træde i karakter: ”Carpe Diem” – grib dagen. I anden halvdel af sidste århundrede prøvede humanisterne og eksistentialisterne at definere og beskrive det ideelle liv som et hvor man levede som om man kun havde 48 timer tilbage. Viden om at vi skal dø kan nemlig sætte vores livsplaner i gang og give os mod og mening. Det giver livet mening, at vi ikke bare kan sløse det væk. Der er også den tanke, at vi indgår i en helhed, hvor vi må dø for at give plads til andre. Døden påminder os om, at vi en dag vender tilbage til den helhed, vi kalder verden, kosmos, jorden mv.

 

Skal vi tænke mere over døden?

I vores samfund dyrker vi ungdommen og fremtiden. Døden og alderdommen kommer tids nok, vi vil helst ikke beskæftige os med den. Og hvorfor skulle man også det, kan man indskyde. Sagen er den, at når vi glemmer at vi skal dø, udskyder vi ofte vigtige ting, fx samtalen med den mor, eller far man har slået hånden af, eller at bruge mere tid med sine børn. Vi kan glemme at sige, at vi elsker hinanden og glemme at være her for fællesskabet og ikke kun os selv.

 

Døden skal holdes så tæt på brystet som vi kan bære (for herigennem bliver vi bedre til at leve livet), men ikke så tæt, at vi bliver bange for at leve livet.

 

Døden er både uhyggeligt konkret og ekstremt abstrakt.

 

Selve tanken ”jeg skal dø” er dog ikke spor uskyldig, hvis man fx er misbruger, depressiv, følsom eller meget ensom. Her kan tanken og indsigten at ”man skal dø” ramme meget hårdt og stå horribelt som et indre fugleskræmsel, som aldrig lader en slappe af.

 

At leve med noget vi ikke kan begribe

Vi kan ikke vide hvad døden er, for ingen død er kommet tilbage og har fortalt om dette land som ingen rejsende er vendt tilbage fra.

 

Prøv at skænke det en tanke. Hvad er verden uden vores elskede? Verden er den samme, og den er ikke den samme. Det er meget mærkeligt. Det er som om vores verden bliver til i glimtet i øjet, mellem lyset og vores modtagelse, som om vi greb livet som en bold. Og der står døden, den kan ikke gribes, den er noget andet. Døden er på en og samme tid forfærdelig og ingenting at bekymre sig om, for døden er ingenting for os for når vi er i live og når vi er døde er livet ingenting for os.

 

7 punkter

 

Vi mangler et sprog for døden for vi er vant til at udlicitere ansvaret for og forståelsen af døden. Når det så bliver hverdag står vi tilbage med tømmermænd, ingen andre taler om vores afdøde længere. Præsten, lægen, psykologen m.fl. selv familiemedlemmer har glemt vores tab, og vi har ikke sprog for det. Og måske er det okay. Ingen siger, at man kommer specielt helskindet igennem et tab, men hvis vi skulle prøve at gøre det lettere for os selv og vores medmennesker at leve med tab, kunne vi måske overveje følgende punkter.

 

Når vi skal tale med hinanden efter dødsfald. Gode råd:

 

Chokket.

Reaktionerne efter et dødsfald kan være meget voldsomme. I princippet kan man ikke reagere forkert, for erfaring og visdom fortæller os, at jo bedre vi er i stand til at give udtryk for hvad vi end oplever, des bedre forløber den proces man her gennemgår. Selv en voldsom rysten og en voldsom vrede har sin egen logik i den oprevne krop og sjæl hos den efterladte. Vi skal forsøge at forholde os nærværende og respektfulde og udvise en rummelighed og ro, der giver vores medmennesker plads til at være dem de er med det, de oplever.

 

Sorgen.

Sorg er på samme måde forbundet med et væld af følelser blandt andet vrede, tristhed, had, skyld og en oplevelse af at stå ved en følelsesmæssig afgrund. Der kan også være følelser af glæde midt i det hele, for livet fortsætter jo. Hvis vi skærmer os fra dette væld af følelser hæmmer vi også den livskraft der er forbundet med sorgen. Der findes ikke forkerte følelser i en sorgproces, selv glæde har sin plads. Derfor må du være lydhør, når du er sammen med mennesker som har mistet, ikke være dømmende.

Ikke tro at du ved hvordan den anden har det, og lad være med at komme med opmuntringer med mindre de er rigtigt godt timet. Opmuntringer kan nemlig føles som en afvisning, en oplevelse af at man ikke må være ked af det. Lad hellere den sørgende vide, at du er til rådighed, end at prøve at fortælle hvordan du mener, at han, eller hun skal reagere.

 

Depression eller sorg.

Der er forskel på sorg og depression. Mange oplever en vrede mod livet, mange oplever en følelse af uretfærdighed, efter at have mistet, og det er fuldt forståeligt, men det er jo ikke livet der har gjort noget galt. Det nytter ikke at vende livet ryggen som en slags beslutning. Det er også vigtigt at erkende eventuelle skyldfølelser. ”Survivors guilt” kaldes oplevelsen af skyld, som de efterladte kan have, måske fordi man tænker at man skulle have gjort noget anderledes, eller simpelthen fordi man tænker, at man ikke har fortjent at overleve når ens nært stående døde. Medens sorg med tiden kan opleves som en meget livsbekræftende og helende proces, er depression snarere en selvødelæggende proces. Sig det højt, hvis du føler skyld. Sig det højt, så du kan få din skyld realitetstestet. Og hvis du er tæt på en der har mistet må du gerne, når tiden føles rigtig, spørge til skyldfølelser, for det er typisk forbundet med skam og holdes meget privat.

 

Tillad snakken om den afdøde.

Tillad den afdøde at være med i sproget. Mange oplever at andre mister interessen meget hurtigt, og føler sig vanvittigt ensomme med deres tab. Husk at spørge ind til tabet af og til, også efter 2 år. Selvom verden synes at have fundet sit vante gænge, lever mange med en usynlig sorg.

 

At tale om datiden i nutid.

Især unge mennesker kan have behov for at tale i nutid om afdøde, og det må vi respektere. Og gerne deltage i, hvis vi kan… “Det er (og ikke: var) morfars yndlingskage”. Det lyder banalt, måske endda bizart, men det er det ikke for den sørgende.

 

Tillad dig selv at lytte.

Lad ikke din egen eventuelle dødsangst hindre dig i at tale om døden, for så kan du komme til at hæmme dit og andres liv og sorgprocesser.

Måske du er bange for dine egne følelser, eller bange for at lægge ører til andres fortællinger om deres følelser. Men tro mig, du kan komme styrket fra en samtale med en, der sørger.

 

Vær ikke bange for dialogen.

Man kan i princippet ikke spørge om noget forkert, så længe man er omsorgsfuld og lyttende. Tavshed kan være guld, men vær opmærksom på, at det ikke udvikler sig til passivitet og en form for berøringsangst. Måske du bare skal sige: “Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige, men jeg vil gerne tale med dig om dit tab/navn hvis det er…. “. Vær ærlig omkring din uvidenhed: “Hvad har du lyst til at snakke om, er der noget du har lyst til at fortælle om?” Hellere bare sige noget, end at sige ingenting. Der er ingen der tager det ilde op, hvis man viser oprigtig interesse.

 

(se også: http://videnskab.dk/kultur-samfund/nar-sorgen-varer-ved)