Det vigtigste udviklingstrin: Kysset

Vi både lever og dør i floden. Lad dig rive med. 

Skorstene mod den mørkeblå havde form som kongekroner. Under dem var tagets dybt røde tegl. De glinsede tungt i lysene som tændte, da bilen trillede ned af den stejle indkørsel.

 

Trærattet på den gamle Alfa Romeo skinnede sammen med den lette regn på forruden.

 

Vinduesviskerne var stille nu.

 

Nu faldt den blide regn uforstyrret og gjorde udsynet grynet.

 

Det knasede let under fødderne. Stien var dækket af lyse fyrnåle og den førte hen til den lille runde mand der stod i døråbningen.

 

Huset havde ikke været synligt fra vejen, og døråbningen var ikke synlig fra stien, for den lå inde i et indhak under tagets dybe kanter.

 

Han introducerede sig og kiggede ned i gulvet efter jeg havde givet ham hånden. Efter at han havde vist os rundt, førte han os til det 2. og sidste badeværelse, med badekar, derefter forsvandt han, men jeg kunne stadigvæk høre hans stemme.

 

Der var åbenbart to indgange til badeværelset. Jeg gik gennem den anden udgang fra badeværelset, trådte to skridt op af en stentrappe og var tilbage i den kølige udestue, der førte mod stuen, eller det rum, der syntes at ligge centralt i det store sommerhus. Her var pejsen tændt op.

 

Da han havde vist os rundt fik jeg nøglen til huset.

 

Jeg fik lyst at pakke varerne ud og få dem i køleskabet, og hun var bare glad. Smilede. Jeg tror, at hun havde lyst til at danse. Jeg var også lettet.

 

De fleste udviklingstrin tager vi uden af at vi kan vide, hvor skridtet tager os hen. Fredag eftermiddag havde jeg fået en sms fra hende. Hun havde fundet et sommerhus til vores weekend sammen. Jeg kørte direkte fra arbejde og hentede hende på taget af en Føtex i det lette regnvejr. Vi kørte ud i den sene eftermiddag og det blev mørkt undervejs. Jeg var glad på en træt og udkørt måde.

 

Jeg kunne ikke fornemme om jeg havde kørt der før. Man kører efter lysene fra de andre biler.

I bilen havde hun siddet ved siden af mig med GPS’en.

 

Vi havde prøvet at spille “Ego” fra en app, et spil hvor man skal gætte noget om den anden, men vi kunne ikke blive enige om hvem der skulle være Gunnar, eller hvordan man skulle være Gunnar, den tredje spiller, som vi blev nødt til at opfinde for at få lov til at spille sammen. Spillet “Ego” kræver nemlig tre deltagere. Ligesom relationen også er en slags tredje spiller, som også kan være uransagelig.

 

Vi kørte det sidste stykke i stilhed og kom længere og længere væk fra motorvejen for til sidt, at komme til sommerhuset.

 

Da vi havde fundet os lidt til rette i sommerhuset og havde pakket ud, “tyvså” vi et afsnit af Gift ved første blik, hvor jeg er med som ekspert. Der står jeg i TV som eksperten på singlers ønsker om at være i et parforhold, medens kærligheden vægrer sig som et barn, der ikke vil have tøj på.

 

Kærlighed kræver en tillid, der svarer til, tror jeg, at stole på en pilot på et fly. Man(d) aner ikke nødvendigvis hvordan det fungerer…

 

Efter afsnittet kom jeg til at læse “Breaking News” om elendighed og krig i verden og  opdagede at jeg sad alene og så nyheder.

 

Jeg gik ud til hende. Hun stod på terrassen i den milde novemberaften.

 

Det var holdt op med at regne, og der var klar himmel over os. Stjerner over alt og jeg lod himlens tomhed spejle sig i mig.

 

Jeg strakte mig over rummet medens mit blik forsvandt ud bag mælkevejen der lå som en blid tåge over os. Uendeligheden fik mig til at kysse hende. Jeg sagde, at det fik mig til at føle mig voksen.

 

Hun spurgte hvad jeg mente.

 

Jeg tror at den store verden fik mig til at føle mig helt lille, og da jeg kyssede dig, sagde jeg, var det som om at jeg ikke følte mig lille længere. Som om jeg blev voksen.

 

Som en stjerne i universets bug.

Det arketypiske:

Odysseus forlader sin kone og går i krig i ti år og er ti år om at vende hjem igen. En rejse på 20 år i alt.

 

På et symbolsk plan forlader han dog ikke sin kone, men sin mor. Krigen i Troja repræsenterer hans 10 første leveår. De næste 10 år repræsenterer han rejse mod voksendom. En rejse der ender med ideel kærlighed til en kvinde, der kan blive mor til hans børn.

 

Derfor må han i øvrigt konfronteres med sin mor i de dødes rige på sin rejse hjem. Hans mor skal nemlig dø på et symbolsk plan, for at han kan erindre og genaktivere kærligheden fra sin barndom forbinde sig med en ny kvinde.

 

Da Odysseus kommer tilbage til sin fødeø 20 år efter  “genskaber” han kontakten til kvinden, ved at ramme plet med sin “pil”.

 

På sin lange symbolske færd mellem mor og kvinde prikker Odysseus bl.a. kyklopens øje ud og har en elskerinde i 6 år. Kyklopen og hans enfoldighed repræsenterer han lyst og elskerinden repræsenterer også hans første umodne kærlighed og fascinationer.

 

Odysseus lærer altså igennem sine teenage år, om man vil, sin lyst at kende og integrerer den i sig. Rejsen repræsenterer altså hans vækst og udvikling fra spæd til selvstændig voksen.

 

Odysseus bliver nødt til at gennemgå disse oplevelser, for at lægge sit “indre barn” fra sig. Mænd, der ikke har foretaget denne eksistentielle  rejse, kan ikke elske kvinder.

 

Odysseus’s rejse starter altså og slutter hos en kvinde, og han kan først få hende, når han har klaret rejsen mod voksenalder med alt hvad det indebærer af selvopofrelse, kriser og savn.

 

Jeg tror at mange mænd, der begår vanvittigheder, gør det fordi, de ikke har foretaget og “bestået” denne rejse. Ligesom eksistentialisten Rollo May tror jeg, at mandens møde med kvinden/den kvindelige energi repræsenterer det afgørende trin for hans udvikling til helt menneske.

 

Hvis det enkelte liv symboliseres ved rejsen og kærligheden er livets evige mål og energi, er det i kysset de mødes.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: