Vi både lever og dør i floden. Lad dig rive med. 

Skorstene mod den mørkeblå havde form som kongekroner. Under dem var tagets dybt røde tegl. De glinsede tungt i lysene som tændte, da bilen trillede ned af den stejle indkørsel.

 

Trærattet på den gamle Alfa Romeo skinnede sammen med den lette regn på forruden.

 

Vinduesviskerne var stille nu.

 

Nu faldt den blide regn uforstyrret og gjorde udsynet grynet.

 

Det knasede let under fødderne. Stien var dækket af lyse fyrnåle og den førte hen til den lille runde mand der stod i døråbningen.

 

Huset havde ikke været synligt fra vejen, og døråbningen var ikke synlig fra stien, for den lå inde i et indhak under tagets dybe kanter.

 

Han introducerede sig og kiggede ned i gulvet efter jeg havde givet ham hånden. Efter at han havde vist os rundt, førte han os til det 2. og sidste badeværelse, med badekar, derefter forsvandt han, men jeg kunne stadigvæk høre hans stemme.

 

Der var åbenbart to indgange til badeværelset. Jeg gik gennem den anden udgang fra badeværelset, trådte to skridt op af en stentrappe og var tilbage i den kølige udestue, der førte mod stuen, eller det rum, der syntes at ligge centralt i det store sommerhus. Her var pejsen tændt op.

 

Da han havde vist os rundt fik jeg nøglen til huset.

 

Jeg fik lyst at pakke varerne ud og få dem i køleskabet, og hun var bare glad. Smilede. Jeg tror, at hun havde lyst til at danse. Jeg var også lettet.

 

De fleste udviklingstrin tager vi uden af at vi kan vide, hvor skridtet tager os hen. Fredag eftermiddag havde jeg fået en sms fra hende. Hun havde fundet et sommerhus til vores weekend sammen. Jeg kørte direkte fra arbejde og hentede hende på taget af en Føtex i det lette regnvejr. Vi kørte ud i den sene eftermiddag og det blev mørkt undervejs. Jeg var glad på en træt og udkørt måde.

 

Jeg kunne ikke fornemme om jeg havde kørt der før. Man kører efter lysene fra de andre biler.

I bilen havde hun siddet ved siden af mig med GPS’en.

 

Vi havde prøvet at spille “Ego” fra en app, et spil hvor man skal gætte noget om den anden, men vi kunne ikke blive enige om hvem der skulle være Gunnar, eller hvordan man skulle være Gunnar, den tredje spiller, som vi blev nødt til at opfinde for at få lov til at spille sammen. Spillet “Ego” kræver nemlig tre deltagere. Ligesom relationen også er en slags tredje spiller, som også kan være uransagelig.

 

Vi kørte det sidste stykke i stilhed og kom længere og længere væk fra motorvejen for til sidt, at komme til sommerhuset.

 

Da vi havde fundet os lidt til rette i sommerhuset og havde pakket ud, “tyvså” vi et afsnit af Gift ved første blik, hvor jeg er med som ekspert. Der står jeg i TV som eksperten på singlers ønsker om at være i et parforhold, medens kærligheden vægrer sig som et barn, der ikke vil have tøj på.

 

Kærlighed kræver en tillid, der svarer til, tror jeg, at stole på en pilot på et fly. Man(d) aner ikke nødvendigvis hvordan det fungerer…

 

Efter afsnittet kom jeg til at læse “Breaking News” om elendighed og krig i verden og  opdagede at jeg sad alene og så nyheder.

 

Jeg gik ud til hende. Hun stod på terrassen i den milde novemberaften.

 

Det var holdt op med at regne, og der var klar himmel over os. Stjerner over alt og jeg lod himlens tomhed spejle sig i mig.

 

Jeg strakte mig over rummet medens mit blik forsvandt ud bag mælkevejen der lå som en blid tåge over os. Uendeligheden fik mig til at kysse hende. Jeg sagde, at det fik mig til at føle mig voksen.

 

Hun spurgte hvad jeg mente.

 

Jeg tror at den store verden fik mig til at føle mig helt lille, og da jeg kyssede dig, sagde jeg, var det som om at jeg ikke følte mig lille længere. Som om jeg blev voksen.

 

Som en stjerne i universets bug.

…

Det arketypiske:

Odysseus forlader sin kone og går i krig i ti år og er ti år om at vende hjem igen. En rejse på 20 år i alt.

 

På et symbolsk plan forlader han dog ikke sin kone, men sin mor. Krigen i Troja repræsenterer hans 10 første leveår. De næste 10 år repræsenterer han rejse mod voksendom. En rejse der ender med ideel kærlighed til en kvinde, der kan blive mor til hans børn.

 

Derfor må han i øvrigt konfronteres med sin mor i de dødes rige på sin rejse hjem. Hans mor skal nemlig dø på et symbolsk plan, for at han kan erindre og genaktivere kærligheden fra sin barndom forbinde sig med en ny kvinde.

 

Da Odysseus kommer tilbage til sin fødeø 20 år efter  “genskaber” han kontakten til kvinden, ved at ramme plet med sin “pil”.

 

På sin lange symbolske færd mellem mor og kvinde prikker Odysseus bl.a. kyklopens øje ud og har en elskerinde i 6 år. Kyklopen og hans enfoldighed repræsenterer han lyst og elskerinden repræsenterer også hans første umodne kærlighed og fascinationer.

 

Odysseus lærer altså igennem sine teenage år, om man vil, sin lyst at kende og integrerer den i sig. Rejsen repræsenterer altså hans vækst og udvikling fra spæd til selvstændig voksen.

 

Odysseus bliver nødt til at gennemgå disse oplevelser, for at lægge sit “indre barn” fra sig. Mænd, der ikke har foretaget denne eksistentielle  rejse, kan ikke elske kvinder.

 

Odysseus’s rejse starter altså og slutter hos en kvinde, og han kan først få hende, når han har klaret rejsen mod voksenalder med alt hvad det indebærer af selvopofrelse, kriser og savn.

—

 

Jeg tror at mange mænd, der begår vanvittigheder, gør det fordi, de ikke har foretaget og “bestået” denne rejse. Ligesom eksistentialisten Rollo May tror jeg, at mandens møde med kvinden/den kvindelige energi repræsenterer det afgørende trin for hans udvikling til helt menneske.

 

Hvis det enkelte liv symboliseres ved rejsen og kærligheden er livets evige mål og energi, er det i kysset de mødes.

 

 

1. Vi behøver ikke en kæreste

Vi har ikke et konkret økonomisk og kulturelt behov for at gifte os. Det vil sige, at vi i mindre og mindre grad, er parat til at acceptere middelmådige forhold.

Vi kan altså tillade os at være mere kritiske end før og med vores kritiske sans kan vi alle efterhånden ende som prinsessen på ærten, hvis vi ikke slapper lidt af med perfektionismen.

Måske du har nogle leveregler som spænder ben for dig…?

 

2. Vi er kulrede forbrugere

Vi lever også i en tid med angst for fravalg. Måske det skyldes, at markedskræfterne hele tiden sælger os nye narrativer om det perfekte liv? Her ender vi med “Fear og missing out” FOMO, som kærestens kulrede kanariefugle, der ikke tør at gå ind i buret om natten af frygt for at misse ud på hvad der sker i det store hus. Der er hele tiden muligheden af noget nyt og bedre og alt andet end at sætte sig fast på noget.

Hvis du gemmer til natten, gemmer du til katten…. Giv dig i kast med det forbandede liv… 🙂

3. Parforholdet kan forekomme kedeligt

I tråd med ovenstående kan man gisne om, at vores generelle overstimulering af samfundets krav til os, kan parforholdet og dets langsomhed og stille perioder i det hele taget virke som dødens pølse. Jeg har fx hørt mange sige, at de sætter deres børn nr. 1. Karriere nr. 2 og kæresten nr. 3, og så undrer man sig over, at det går galt for parforholdet?

4. Frie mennesker er “naturlige mennesker” 

Måske det moderne, eller ”senmoderne” menneske er blevet så frit, at vi er kommet tættere på at udleve et mere naturligt selv. Forelskelsen viser os, at vi er monogame, erfaringen viser os, at den kun varer en vis tid. Måske vores primære seksualitet er gearet på serielt monogami?

Måske det frie menneske slår sig i tøjret over forestillingen om det livslange forhold, og ender i den anden grøft med forestillinger om ”polyamuri”, i stedet for den måske mere sande serielle monogami, hvor man giver sig fuldt ud til et andet menneske i den tid det kan lade sig gøre? Det er min personlige overbevisning og erfaring, at kærligheden mellem to mennesker er så stor og magisk, at intet kan stå mål med den. Det er også min erfaring, at den ikke altid varer evigt….

5. Er vi eksistentielt set udhungrede siden vi tror at en kæreste kan leveret “alt” til os?

Vi er underholdt og stimuleret af verden, hele tiden, men mange savner åbenbart meningsfuldhed. Måske vi kommer til at tro, at en partner skal kunne udfylde alle vores eksistentielle behov? I så fald stiller vi uretfærdige og urealistiske krav til det andet menneske. Der er ingen grund til at sætte barren så højt. Du er selv et normalt menneske! Det må andre også godt være.

6. Skuffelser over ikke at føle sig set, hørt og forstået 

Ifølge psykodynamisk teori forelsker vi os i nogen, der giver os associationer til dybe afsavn fra barndommen, for her øjner man på et underbevidst plan mulighed for at få “repareret separationen”, som man oplevede som barn.

Problemet i det heteroseksuelle forhold er, at mandens savn, som han prøver at “reparere” oftere synes at stamme fra de tidlige leveår, når han opdager at han ikke er sin mor 🙂 , medens en stor del af kvindens savn også opstår senere, når hun opdager, at faren/moren ikke har tid til hende, eller ser hvor dejlig hun er.

Så medens mange kvinder prøver at få den “far lignende” mand (selvsikker, magtfuld, klog, lidt svær at opnå) til at se, høre og forstå hende, prøver mange mænd bare at blive mødt kropsligt/have sex. Og i stedet for at respektere og møde hinandens grundlæggende kærlighedsbehov, bliver vi sure og skuffede over den anden.

Uanset hvad tror jeg at de fleste forhold ville fungere bedre, hvis kvinder “ofrede sig mere på lagnerne” og mænd – samtidigt, gav sig hen til at lytte til sin kvinde, for her ville de holde liv i nogle af de dybe understrømme af ubevidste forhåbninger og motivationer, der førte dem sammen til at begynde med.

7. Ødipus igen igen 

Flere og flere er vokset op i systemer, med en mor og far, der måske har været fraværende i deres liv, men hele tiden har taget medansvar for beslutninger. Resultatet er en stigning i det man kan kalde ødipuskomplekset, hvor individet ikke separerer sig tilstrækkeligt fra familiesystemet (især mor) og derfor ikke formår at stå alene og her opleve behovet for at knytte sig til en fremmed.

Ligesom identiske tvillinger der ofte lever uden af at få en kæreste fordi de har nok i deres sjæleforbindelse, eller misse og Fru Møghe fra Matador, hvor Misse ikke får en mand, fordi hun vedbliver med at være sin mors datter indtil hun selv er blevet gammel, fortsætter det moderne menneske sin overtilknytning med venindesymbioser, karriere og selvrealisering når man er flyttet hjemmefra, således at behovet for at knytte sig til en fremmed ikke opstår.

Der er meget visdom i udtrykkene: “Man skal være lille for at ønske sig stor”. For “bag viljen ligger ønsket” og vi ønsker måske ikke parforholdet nok? Vi oplever ikke smerten ved adskillelsen nok. (Apropros kanariefugle, så knytter kanariefugle sig ikke nemt til et menneske, hvis de har mange kanariefugle kammerater, de er ikke ensomme nok til at knytte sig til et fremmed menneske.)

8. Mandige kvinder og kvindagtige mænd

Ved kvindernes frigørelse skred kampen for lige rettigheder for manges vedkommende over i kampen for at kønnene skal være ens og da kvinderne kom ind på arbejdslivet udviklede mange kvinder tradition for fx at tale dybere og give selvsikre håndtryk, for at blive taget alvorligt i mændenes verden.

Uanset årsag er der mange kvinder der lader deres maskuline energier (animus) finde sig til rette i dem selv, hvorfor de på et underbevidst plan ikke leder efter en “beholder” til deres ellers så traditionelt fremmede maskuline energi, i mænd.

De leder ikke efter et “lærred, at projicere deres animus over på”.

Det samme ser man ofte med omvendt fortegn for mænd, der kan blive for gode til at rumme deres egen “anima”, den tilsvarende feminine energi. På den måde går vi fra at mærke et behov for den anden til at rumme vores modsatrettede energier, for her at blive hele mennesker, til at betragte hinanden som en slags unødvendige, og ret mærkværdige påhæng.

Man skal dog passe på med at fordømme denne lidt kønsløse situation, for den er god for mange mennesker, på rigtigt mange måde. Der er meget at vinde for begge køn ved at træde ud af de lidt stivnede kønsroller.

Resultatet af “kønsløsheden” er dog tydelig. Jeg var til en konference for nyligt og havde mulighed for at observere hvordan folk gik på scenen. Deres nervøsitet understregede hvad jeg til dagligt kan observere på gader og stræder. Alle gik lidt stift. Mændende indtog ikke scenen. Den kønsløse, stærke, androgyne kvinde er ikke naturlig, det kræver nemlig kræfter at undertrykke svajende hofter. Det kræver kræfter at vænne hofterne til at skyde bagud når man går. Det naturlige udtryk, der hvor kroppen får lov til at være i rummet uden vores mange forsvar og forestillinger, er mega tiltrækkende – for begge køn, men vi hæmmer os.. som undskyldte vi vores tilstedeværelse ved hvert et skridt.

Det er lidt komisk, når vi mennesker undertrykker vores køn og vi så brokker os over at være singler.

Ingen mand tænder for alvor på en kvinde, der ikke svinger lidt med hofterne og smiler til os. På samme måde er der ingen kvinde, der tænder på en mand der giver så meget plads til deres egen anima at de bliver vattede. Kvinder tilstår til mig i terapilokalet at de slet ikke kan holde tidens ”pylrede” mænd ud.

9. Lukker hjernen ned for relationer fordi verden er så kompleks? 

Kommer vi til at gøre vores medmennesker til “kedelige ting”?

Menneskets psyke fungerer på den måde, at vores interesse for ting udløber lige så snart vi har regnet dem ud på det niveau af kompleksitet, der lige akkurat er nødvendigt.

Årsagen er, at vores bevidsthedsflade ikke er særligt stor, og vi derfor hele tiden må konkludere om ting for at frigive kapacitet til at forstå nye ting. Måske vi i stigende grad gør mennesker i vores omgivelser til skygger fordi der er så meget andet som vi løbende må prøve at forstå?  

Hvis man ikke møder sin partners ”sjæl” med ubetinget åbenhed jævnligt for at opdage hende/ham som et ægte menneske i dit liv, ender personen som en skygge i din underbevidsthed og ingen kan elske en skygge.

 

10. Vi lever primært i vores hoveder

Det er nemt at tænke alt og alle forkert. Og vi tror, at vi er kloge når vi gør det…

Vi har så travlt med at leve fra vores hoved, med konstante vurderinger af alt, at vi ikke giver os tid til at lære mennesker at kende. Evnen til at lære hinanden at kende i en kærlighedsrelation er nemlig primært baseret på kropslig og følelsesmæssig intelligens. I tankens hurtige vurderingsverden er der ingen der passer os i mere end en time, max en måned, her over for, er der i kroppens og følelsernes verden meget mere rummelighed, tålmodighed og kærlighedsevne.

 

 

—

 

Hvis du er træt af at være single, kan du overveje følgende spørgsmål:

Ønsker du det nok?

Er du klar på at prioritere ham/hende så højt som det kræves? 

Er du som kvinde klar på at give slip på din stolthed og frygt for afvisning, og fremstå lidt mere feminint?

Er du som mand klar på at agere lidt mere dominant og selvsikkert dvs. tage ansvar? 

Er du (mand) klar over at du klar over at antallet af erobringer gør vejen til det faste forhold længere og længere?

Er du klar på, at en kæreste ikke kan være en ideel samtale-, og sexpartner hele tiden? At han/hun kan opføre sig som et fjols meget af tiden?

Har du bøvl med din selvaccept? Ofte finder vi ikke en kæreste, fordi vi ikke mener, at vi fortjener det.

Er du kærlig nok over for dig selv? Er du sød nok ved dig selv, i dit indre? Mange, der er kritisk indstillet over for andre, er i virkeligheden kritisk indstillet over for sig selv, men de vender det ud ad, for at håndtere det i projiceringerne.  Jo sødere du er ved dig selv, jo nemmere ser du det søde og gode i andre og jo nemmere falder du for andre.

Er du som mand klar over, at du hverken skal flygte fra, eller tromle kvinden, når hun vil samtale? (jeg tror mange mænd flygter fra, eller vinder diskussionen men taber blowjobbet. Intet er mere sørgeligt end når vi sejrer os selv ihjel, og det gælder vidst begge køn)

Et par gode råd: 

Opgaven for dem, der vil have parforholdet til at lykkes har også en moralsk karakter. Forholdet er også handlingsbaseret. Man skal fejre hinanden og ikke tage hinanden for givet.

Man bør også, midt kærligheden, forsøge at se hinanden som separate individer med forskellige behovs- og motivationssystemer: Man bør holde nogle kort til brystet for at bevare spænding og i det hele taget vogte sig fra at indgå i symbioser såsom fælles e-mail adresser, for uden to separate individer kan der ikke være tiltrækning. Det må gerne slå lidt gnister.

Forskellighed eller ensartethed?

Det er nemmere at falde for nogen, som vi kan genkende os selv i, nogen, der har samme demografiske baggrund som os selv, fx ift. IQ, økonomi, og opvækst i fx land, eller by, og fx antal søskende. Men hvor vidt to ”demografisk set ens” personer falder for hinanden afhænger snarere af de specifikke forskelle der er mellem parterne, end deres specifikke ligheder.

To personer der scorer ens på udadvendthed i en personlighedstest, kan give et signal om at de matcher i niveauet af interesse i at gøre udadvendte ting. Her kunne der være en snert af sandsynlighed for, at de ville kunne holde hinanden ud. På den anden side kunne det vise sig, at den ens score på udadvendthed, kunne være et udtryk for at den ene part temperamentsmæssigt var fuldt ud udadvendt og den anden part primært scorede højt på udadvendthed som personlighedstræk fordi personen værdsætter dette træk. Fordi personen gerne vil være udadvendt. I sådan et tilfælde ville der være større sandsynlighed for tiltrækning, fordi der her kunne være en lyst fra den person, der værdsætter udadvendtheden, til at knytte sig til den mere naturligt udadvendte person. Selv hvis det var en sådan ”falsk positiv”, ville der ikke nødvendigvis være større sandsynlighed for at den naturligt udadvendte mere automatisk ville knytte sig til den mindre naturligt udadvendte. Hvilket viser hvor umuligt det måske egentlig er, at finde hinanden på baggrund af personlighedstests.

Ovenstående er blot et eksempel på, at det er i dynamikkerne i det indre, mødet mellem mennesker, i vores unikke motivationssystemer, at vi skal forsøge at forstå hvorfor nogle mennesker forelsker sig i og knytter sig til nogle, og ikke til andre.

Forskelligheder og forelskelse

I psykodynamikken taler man om, at graden af forelskelse styres af graden af overlappet mellem ens forælders/forældres negative træk og partnerens negative træk. Jo større overlap, des mere intens forelskelse. Det lyder paradoksalt, at man søger hen mod noget, sommåske er genkendeligt og derfor trygt, men i virkeligheden er uforløst.

Når kvinder ofte falder for mænd, der har magt, brede skuldre, og er lidt selvcentrerede uden af at være kolde i røven, er det fordi kvinden her, måske får aktiveret sin indre lille pige, der gerne vil elskes, ses og høres af ”faren”, der stadig, i kvindens tidsløse pattedyrshjerne, sidder og læser avis i sofaen med magt, brede skuldre og et fjernt blik øjnene. Med en sådan mand øjner kvinden, med den indre piges uforløste fantasier om at blive elsket, endelig muligheden for at rette op på den manglende kærlighed. På samme måde, vil manden ofte falde for kvinden, der får ham til at føle sig helt og aldeles vidunderlig, men som trækker sig lidt fra ham på en frustrerende måde, for det vil aktivere hans indre dreng, hans indre spædbarn, der mistede fornemmelsen af helhed, da han voksede ud af sin mors favn.

Derfor tiltrækkes mange mænd af en anerkendende og kærlig kvinde, der samtidigt er lidt svært opnåelig. For her aktiveres associationerne til tabet af følelsen af helhed, med dertil hørende ubevidst håb om reparation af adskillelsen.

Skjulte kompensationer

Ifølge skematerapi, som er en blanding af kognitiv terapi og psykodynamik, arbejder man med den teori, at man ofte falder for én, som har haft samme oplevelser som en selv (jf. demografi og ensartethed på overfladiske faktorer), men som har håndteret det på en helt anderledes måde.

Når mange kvinder falder for manden, der buser frem i livet uden af at have øvet sig først, kan det være fordi de altid har excelleret i at være ordentlige med styr på det hele før de så meget som åbnede munden. Disse piger savner så meget at slå sig løs, at de kan falde for mandens fanden i voldskhed, som om de her fik noget af den samme færdighed selv når de smeltede sammen med ham. På samme måde kan manden, der ikke kunne finde ud af at have blyanter i penalhuset og hele tiden fik skæld ud for ting han havde gjort, uden han vidste at han gjorde noget forkert, føle sig tiltrukket af kvinden på grund af hendes evner til at have styr på tingenen. Når denne slags mand har fundet sammen med hende, er det ikke usædvanligt at han synker sammen som en sæk kartofler, fordi han her føler sig fuldendt. Hvorfor kvinden i øvrigt mister alt for ham og forlader ham. En sørgelig dynamik.

Et andet eksempel er pigen der vokser op med en dominant mor og lærer at håndtere det ved at blive rasende selvstændig, som falder for en mand, der ligeledes er vokset op med en dominant mor, men har lært at håndtere det ved at være ekstremt diplomatisk. Eller drengen der vokser op med ordblindhed og derfor ikke kan blive læge som sin far, og derfor gifter sig med en læge.

Forskelligheden som en indbygget del af vores formering

Schopenhauer, som er en af de sjoveste og indsigtsfulde tænkere der har levet siden renæssancen, overvejede om lysten til at få børn, lysten til at finde sammen med en specifik anden, var styret af naturen.

Han argumenterede for, at naturen fik os til at finde sammen med nogen, der kunne komplementere vores gener, nogle der kunne modvirke nogle af vores egne uheldige træk. Hvis man fx har et stille og ikke-reaktivt sind, kan man derfor være så uheldig at falde for én med et meget levende og flakkende sind, og lave børn med hende. Schopenhauer forklarede at djævlen grinede når vi havde fået udløsning, for så havde vi lavet et barn med en kvinde, som vi ikke ville kunne leve med.

Det genkendelige 

Ofte er det også sådan, at man simpelthen falder for nogen, som minder om en bror, eller søster, mor, eller far. Fordi man forstår det. Fordi man er vant til det. Fordi det føles trygt.

Her ville det altså være mere virksomt at teste den enkelte ”daters” nærmeste families personlighedstræk, end at teste personen selv, hvis man skulle hjælpe dem med at finde ”den eneste ene”. Her er ”ensartethed” netop ikke drivkraften. I familiesystemer fordeles rollerne netop ret præcist, så ingen er ens. Ligesom mor og far også er forskellige.

Reglen for tiltrækning er, at når de basale demografiske ligheder er på plads, at det forskellighed der tiltrækker og skaber grobund for en kærlighedsrelation og så er det jo heldigt, at vi er for komplekse til nogensinde at kunne være helt ens.

Psykolog Thomas Markersen: Landsbypar klarer sig bedre end storbypar

– Lidt karikeret sat op kunne man sige, at der stadigvæk er forskelle på dem fra landet og dem fra storbyen, når det handler om dating og den første tid.

– Parrene fra ’landet’ laver umiddelbart ikke så mange bedømmelser og kategoriseringer af hinanden, så de kan tillade sig selv at lære den anden at kende.

– Storbymennesket er blevet så overstimuleret, at vi vurderer ting på et splitsekund hele tiden. Vi vurderer ud i godt/dårligt, dumt/klogt, smukt/grimt, rigtigt/forkert, dygtigt/amatøragtigt. Og vi vurderer så hurtigt, at vi i dag primært – 90 procent af tiden – forholder os til vores egne tanker i stedet for virkeligheden.

– Det er fordi, det hele skal gå så stærkt, at vi laver disse lynhurtige kategoriseringer af andre, og idet vores virkelighed langt hen ad vejen er konstrueret lokalt mellem mennesker, får vi nemt andre til at deltage i vores forhastede konklusioner om ting.

– Dem på ‘landet’ vil måske snarere tillade den anden at træde mere ind i deres sind i og med, at de ikke har så mange lynhurtige vurderinger. At komme igennem til et storbymenneskes hjerte kan i modsætning til det betragtes som et forhindringsløb igennem et utal af filtre af forhastede projiceringer fra den andens sind.

“What I condemn are our system of values and the men who don’t acknowledge how great, difficult, but ultimately beautiful women’s share in society is.”
― Anne Frank, The Diary of a Young Girl

Man godt forstå feministernes iltre kritik af fortidens mandschauvinister.

Det er ikke mere end 50 år siden, at man(d) tænkte at kvinder ikke kunne finde ud af at læse op i TV Avisen, men kvinder kunne altså godt finde ud af at passe et job og tage sig af hjemmet samtidigt, hvilket er en form for dobbeltarbejde. Man betragtede altså kvinder som dumme og i stand til at arbejde dobbelt så hårdt som mænd. En slags æsler.

Ikke nok med det. Det er mænd, der gjorde sidste århundrede til et sandt helvede på jord. Det er mænd der tog livet af over hundrede millioner mennesker i sidste århundrede med bestialsk ondskab. Det er mænd, der har lavet et våbenkapløb, som nu viser sig, at have været en hårsbredde fra at skabe et nuklear ragnarok.

Når man i gamle dage sagde, at kvinder ikke skulle blande sig i politik, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det skyldtes at kvindernes højere grad af medfølelse og omtanke ville hindre mange spændende invasioner og krige.

Som man ser igen og igen er det kunsten der rykker først på de ting vi som samfund skal forstå, så vi kan nok godt vente 20-30 år før de intellektuelle begynder at forstå hvad kunsten fortæller med Mad Max 4. (Vi kan så vente 100 år før de konservative i samfundet måske begynder at forstå det.)

Kunsten fortæller noget om en skiftende manderolle. Bare se på billedet. Vi mænd skal bogstaveligt talt, symboliseret ved Mad Max’s mundkurv, lukke røven, og sætte speederen i bund efter en bedre fremtid væk fra vores rod.

Kvinderne er generelt bedre til at forstå og udleve de værdier vi må hædre over alle andre i denne tid, bæredygtighed, tilgivelse, mådehold og fred, og vi må overgive os til de værdier.

Max er således portrættet af den senmoderne mand, der er fanget af sit køns aggressive dispositioner og som en feministisk eksistentialist – m o d v i l l i g t – kaster håndklædet i ringen og lader livet i form af kvinder lede ham. Kvinderne der både er ofrene for mændenes kaos og redningen for os allesammen på den golde planet. De har brug for Max Rockatansky.