Da vi byttede kønsroller…

2008. Da jeg af og til tog min tørn med vores lille pige, nyfødte Sara for 7 år siden, kunne jeg være lidt tvær når kæresten kom hjem fra arbejde og hun slet ikke bemærkede at jeg havde støvsuget et tæppe, der i øvrigt var rent, da hun tog hjemmefra, men i løbet af dagen havde lignet en borgerkrig. Jeg kunne også være lidt fornærmet over, at hun ikke bemærkede og anerkendte, at jeg havde købt ind, spist sammen med vores lille pige og tørret leverpostej af køkkenlågerne.

Jeg havde kun været den primære på den lille i en uges tid, da jeg fandt mig selv i sofaen. Ved siden af mig sad hun. Kæresten. Pigens mor. Og hun havde ikke sagt et ord om at hun var glad for, at jeg havde været på hele dagen med vores lille pige.

Jeg tænkte, at nu får vi se hvornår hun opdager at jeg har arbejdet og præsteret. Jeg ville ikke fortælle hende at jeg var utilfreds. Jeg skjulte det rigtigt godt. Jeg ventede dag ud og dag ind. Hvornår opdager hun, at jeg har knoklet?

Efter en uges tid hvor jeg havde været meget hjemme med vores lille pige, lykkedes det mig at blive klar over, at jeg havde fået en kvindes hjerne… Eller var det snarere en kvindes rolle? Jeg var forvirret. Ifølge alle vittighedstegninger, “Kvinder er fra Venus og Mænd er fra Mars”, Carl Mar, den allestedsnærværende parterapeut Martin Østergaard, og Lotte Heise, samt alle mine min forsigtige sjæls stilladser af fordomme, var kvindens “jeg siger ikke hvad jeg har behov for, for manden skal selv opdage det”, et biologisk indlejret handicap.

I min erfaring er der altså snarere tale om en social rolle frembragt af specifikke omstændigheder, end en biologisk disposition. Det er min klare overbevisning at nævnte “eksperter” kommer til at vedligeholde en kvindeundretrykkende diskurs ved at rode sig ud i overvejelser om biologi, som de i øvrigt slet ikke har hjemmel til at udtale sig om.

Erkendelsen var en lettelse, for jeg gad jo ikke at have kvindens traditionelle alt for passive kommunikationsrolle og jeg kunne i lyset af den erkendelse lægge den fra mig: Jeg satte simpelthen ord på det der foregik i mig og hun rummede det, som fornuftige kvinder gør.

Hvis jeg skal analysere på den tavse rolle? Jeg tror at den skyldes, at visse fænomener er så fællesskabsorienterede at den manglende erkendelse og anerkendelse af fællesskabet på grundlæggende plan negerer/modvirker kærligheden. For hvis man siger “anerkend hvad jeg har gjort for os!”, skaber man en splittelse af fællesskabet ud i individer, hvilket bryder kærlighedens summende symbiose. Er det naivt? Ja. Er det smukt? Ja. Er livet mærkeligt? Ja. Er kvinder som regel mere begavede i forhold til denne kærlighedens natur? Tja.

Der gik 7 år. Jeg havde havde glemt den ydmygende oplevelse, som til dels var styrkende, parforholdet gik ikke, så helt genial kan jeg ikke have været, men dét havde jeg da regnet ud.

Min kæreste 2.0 skulle til koncert og ikke hjem til mig og sove bagefter. Godt nok sammen med sin 9 årige søn, og hjem til sin mor lige bagefter. Men det kunne jeg ikke se som en god forklaring på, at hun ikke skulle hjem til mig. Jeg følte mig forladt. Jeg havde været lidt ensom i løbet af ugen, mest fordi jeg havde kedet mig lidt i mit arbejdsliv, (jeg formår at gøre stress til kedsomhed – man lærer lidt af hvert som psykolog), og havde et minus på min konto for at føle mig elsket. Hun fornemmede min utilfredshed. Jeg vidste at hun skulle have det sjovt med AC/DC jam med sin søn, som havde fået koncertbilletten i fødselsdagsgave. Og jeg vidste at jeg skulle være alene med mine børn 7, 11 og min kærestes 4 årig søn. Og jeg gaaaad bare ikke at børste deres tænder og bosse dem rundt, jeg havde behov for at dyrke min elendighed ved at skrive på min halvnarcissistiske dagbog (blog).

“Jeg savnede dig igår!” sagde hun. Vi sover sjældent sammen om torsdagen fordi det er min børnedag og vi blander primært børn i weekender og ferier.

“Har du da ikke savnet mig i dag?” Spurgte jeg. Jeg kunne godt høre min egen fornærmelse, og blev desværre så selvbevidst, at hun smilede og løsnede op for den. Jeg forsøgte at holde fast på min tilstand af mild næsten umærkelig mistillid, følelsesmæssigt afsavn og forladthed..

“Du er så dårlig til at spille fornærmet sagde hun!” Jeg prøvede at kigge lidt væk. Det var svært fordi hun havde lagt sig oven på mig, ansigt til ansigt på sofaen medens de fire børn i mit hus keglede rundt om os. “Belejret” ville være en mild betegnelse. Der var kun en halv time til hun skulle videre med sin 9 årige dreng og efterlade mig alene med de tre børn og de pligter der fulgte med.

“Jeg synes stadigvæk ikke at det er i orden at du ikke kommer hjem til mig bagefter!” Fik jeg sagt. Mig, der stort set aldrig er jaloux, eller bevidst nederen, udførte et move, som jeg troede var 100 % forbeholdt kvinder. Jeg brugte “urkvindens” lad-manden-have-det-sjovt-med-dårlig-samvittighed finte mod hende selv.

Hvis jeg skal analysere på denne finte, handler den vel bl.a. om, det livsvigtige i at signalere hvordan man har det, uanset hvor “rationelt” det kan opfattes. For i sidste ende er vores følelsesmæssige tilstand afsindig vigtig, især i et evolutionsiologisk perspektiv, hvorfor denne nederen finte i øvrigt vil rumstere kraftigere i de af os, der er i kontakt med vores følelser. Er det et nederen træk? Ja. Er det dumt? Ja. Er det vigtigt? Ja. 

Selv hvad angår det seksuelle kender jeg til kvindens overgivelsesmønster i mig selv. Jeg har behov for at blive taget af og til. Altså der, hvor man ikke selv initierer til det hele. Jeg kunne fortsætte med at pille så mange dumme forklaringer fra hinanden, og alligevel ville jeg aldrig stå der, hvor mænd og kvinder er helt ens.

Mænd og kvinder er de samme, og de er ikke de samme, på en og samme tid. Den strøm kan jeg godt svømme i uden absolutter af hverken reaktionær eller socialkonstruktionisk art, en strøm vi alle befinder os i med forskellige grader af indsigt.

Læs evt. mit essay om “Da manden og kvinden forsvandt” her på bloggen.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: