Har du en sjæl…?

Du er velkommen til at læse, ikke for at lære mig at kende, men måske for at lære dig selv lidt bedre at kende.

Herunder har jeg forsket lidt i min egen sjæl. Jeg vil ikke forsøge at redegøre for sjælen som en slags absolut størrelse. Det overlader jeg til andre. Jeg vil derimod prøve at forstå sjælen ved at undersøge min egen, for når Jupiter må undersøges med kikkert, leret med vores hænder og pizzaen med vores smagsløg, må sjælen vel undersøges i vores oplevelse af den. Jeg vil bl.a. undersøge sjælens rolle i etik, forelskelser, øjnenes udtryk, vaner, Italien, ferier og sjælestyrken i relationer. .

Billedet er af Orpheus og hans længsel efter Erydice.

Orpheus var dømt til et liv i ånd og af ånd: In the deep still woods upon the Thracian mountains – Orpheus with his singing lyre led the trees- Led the wild beasts of the wilderness.

Se mit essay om sjælen som sad du i en kano og så verden glide forbi. Det er ikke designet til at lande på dine fine afpudsede hylder. Det er forsøgt skrevet fra sjæl til sjæl. 

Min smukke dumme sjæl

Min sjæl lystrer som en kat. Den er så systematisk kontrær, at jeg efterhånden har lært at snøre den. For så kan jeg jo planlægge det jeg ikke vil, eftersom sjælen så gør det modsatte. Men sådanne platte tricks virker kun indtil min sjæl lugter lunten, og så er den igen blevet uransagelig som en kat. Ofte må jeg vente forgæves på den når jeg vil lave ændringer, og uanset hvor mange argumenter jeg har for dit, eller dat, vil den stædigt værne om i sine holdninger og vaner.

 Time spend with cats is never wasted

– Freud.

Grundet min sjæls lidt katteagtige natur, må jeg i undersøgelsen af den være høflig og lidt underdanig, som gik jeg blot forbi den på gaden, og kastede den et venligt blik, for hvis min sjæl oplever sig undersøgt, studeret, eller forsøgt regnet ud, trækker den sig. Når sjælen er stukket af bliver jeg virkelighedsfjern og kedelig i mit skriveri. Og så må jeg lige rejse mig, strække mig, gå en lille tur, eller tage en kop kaffe.

Jeg vil ikke forsøge at belære, eller aflære nogen noget. I gamle dage belærte man vel folk, uoplyste som de var, i dag virker det mere på mig, som om vi har behov for at aflære. Mit højeste ønske er blot, at du som læser kan genkende noget af din egen sjæl i min, for så ville min sjæl måske være mindre ensom.

Narrativitet… Virkeligheden påvirkes af vores italesættelse af den-agtigt

For tiden er der en røverhistorie i omløb om at motion er farligt når man er stresset. Det er måske sandt for visse mennesker under visse omstændigheder, men generelt er det sådan, at motion er sundt for mennesket. Slut prut.

I tiden omkring denne historie om den “farlige motion” begyndte jeg at blive svimmel og få lidt hjertebanken når jeg trænede. Det havde jeg aldrig oplevet før, syntes jeg. Selv efter tyve års styrketræning med og uden stress i mit liv, var min sjæl dum nok til at hoppe på den historie. Jeg måtte tage en slags pause i et halvt år. Lektien? Sjælen hopper på næste hvad som helst, man skal passe på med at udsætte sig for dårlig information (og det er nemmere sagt end gjort i dag).

Rapallo

Jeg stået op før de andre. Klokken er 8 om morgenen. Jeg sidder med en kop kaffe med udsigt over den lille kystby Rapallo ved Genova i Italien. Det var her Nietzsche boede da han skrev ”Thus Spoke Zarathustra” ind i mellem sine vandreture i det bjergrige område, og det var i en by nær ved, Sestri Levante, at HC Andersen tilbragte en ferie på det ”smukkeste sted på jorden”.

Min sjæl finder det muligvis interessant at sidde her på det anbefalelsesværdige Hotel Italia e lido, på den fjerne ende af esplanaden ”lungo mare”, som det hedder på italiensk. Men sådan noget kan jeg ikke planlægge. Jeg kan mærke at min sjæl sidder lidt med. Det burde den også, for mere idyllisk, kulturelt og æstetisk perfekt kan det knap blive. Jeg kan mærke at mine skuldre falder behageligt ned, hvilket er et tegn på, at min sjæl føler sig til rette. Jeg sidder på en altan, på en høj første etage, med udsigt til den gamle borg ikke mere end 30 meter borte.  Borgen blev bygget som værn mod sørøvere der for flere hundrede år siden havde for vane at stjæle børn fra lande rundt om i hele Europa, typisk fra middelhavet men også i vores egne farvand. I historiebøgerne kan man læse sig frem til, at de fx var forbi Island hele tre gange. Børnene blev solgt som slaver rundt omkring i Europa. Andre gange blev der opkrævet løsesum. Sørøverne var berbere, primært fra Nordafrika. Alle som én blev de dog bremset af Kaptajn Andrea Doria, der i syttenhundredetallet ryddede middelhavet for disse sørøvere. En vaskeægte helt. Han boede i San Fruttuoso, som ligger 20 min. kørsel fra Rapallo.

Bugten uden for min altan er rummet af stendiger, en bred okkerfarvet promenade, palmetræer og fint klippede buske, der står som parasoller over de mange velbesøgte bænke. En smal vej adskiller promenaden fra en stribe lækre hoteller og restauranter med udsigt over vandet. Rapallo er dog ikke en turistby. Der er ikke særligt mange udlændinge. I hvert fald ikke lige nu. Ingen skynder sig. Selv vejret er afslappet. To gange på en uge har der godt nok været tordenvejr, den ene gang over havet, den anden gang oppe i bjergene bag byen, men det blev kun til par tordenbrag hver gang, de skyggede ikke en gang for solen. Kun Scooterne virker lidt fortravlede. De små strande er primært besøgt af italienere, når de har fået fri fra arbejde. Mestendels ældre damer, der sludrer og sladrer. Jeg forstår dem ikke.

Det er i starten af oktober og temperaturen er allerede 17-18 grader. Jeg har som nævnt udsyn til borgen og under gangbroen til borgen over for min altan, sidder lige nu fire unge italienere. De har skoletakser med. To drenge og to piger. Det ser ud som om, at det er to kærestepar, eller mulige kærestepar. Måske de lige skulle ryge en cigaret, eller bare hænge lidt ud før de skulle i skole, eller gymnasium.

Jeg har været i Rapallo før, på netop dette hotel, med samme udsigt. Derfor tror jeg, at min sjæl har nemmere ved at deltage. Den føler sig så godt hjemme, at jeg tilsyneladende har ladet mig rive med at stemningen og tilladt mig selv, at associere lidt frit og forsvinde i de umiddelbare indtryk der byder mig velkommen til verden i Rapallo. Sådan tror jeg, at min sjæl føler sig godt tilpas, i flow med mine sansninger.

IMG_2332X rap udsigt 

Som et barn

Den eneste måde jeg kan leve med min sjæl på, er ved at dels acceptere dens logik og luner, dels at ignorere den.

Og dens luner, dens humør og lyst kan være svær at regne ud. Hvis jeg siger til min sjæl, at den ikke skal være bange, bliver den mere bange. Og den er så dum (undskyld sjæl), at hvis jeg fx siger til mig selv ”jeg må ikke synes godt om at springe fra 5 metervippen”, får jeg mere lyst til at springe fra 5 metervippen. Det er uransageligt.

I terapiens verden taler man om, at man skal lære at være sin egen forælder, og det er lidt sådan jeg har det med min sjæl. Som tog jeg et barn gennem Tivoli med 117 muligheder for at ængstes og glædes. Jeg må sørge for, at den ikke stirrer for dybt ned i fortvivlelsen over fx miljøet, min faders svigt, eller min timelighed og jeg må sørge for, at den ikke bliver for løssluppen, for jeg magter ikke altid konsekvenserne af min sjæls uregulerede leg.

Min sjæl er ofte som et ængsteligt barn. Den er fx overbevist om at det er dumt at gå til tandlægen og lave regnskaber, og den kan være så bange for at træde i karakter i et offentlige rum, at jeg nogle gange må lade den blive hjemme, eller sådan føles det i hvert fald. Når jeg har sjælen med på de små og store scener i livet, har jeg det så uendeligt meget nemmere. Men min sjæl kan som en kat fornemme hvad der er i gærde, og som en kat, der skjuler sig når den skal til dyrlægen, holder min sjæl sig også på sikker afstand, eller nægter at tage med hvis den kan fornemme at jeg skal præstere og blive vurderet.

 

Den glemmer, at den er mig

Når jeg bliver rigtigt bange, er det som om min sjæl prøver at hoppe ud af min krop. Som om den i frygtens greb glemmer, at den er mig, ja nærmest som troede den, at den ville kunne leve videre uden mig?

Krigsveteraner med PTSD kan blandt andet behandles med pulserende bruser i badet, brugt på hele kroppen, fordi sjælen her lokkes tilbage. Under sådan et bad fremstår livet i kroppen som så behageligt, at sjælen bliver ok med at finde sig til rette der igen. Som om den rent faktisk vendte hjem igen. Man bruger også mindfulnessmeditation med stor effekt på krigsveteraner. I den dybe fine meditation hvor man tillader alle indre oplevelser, lærer krigsveteranens sjæl, at det ikke længere er farligt at være i kroppen.

Jeg kan som nævnt også mærke når min sjæl gerne vil stikke af. I enkelte episoder i mit liv har jeg således oplevet en frygt, der blev fulgt af en fornemmelse af at være ved siden af mig selv. Som om sjælen har sagt, ”okay, men det bliver uden mig!” Hårene rejser sig i nakken, tiden går langsommere, ja, som skabte sjælen et vakuum i min krop, som et resultat af ville flyve ud af mig, siden mit lem trækker sig opad og indad i frygten. Som om sjælens bolig netop var forankret i bunden af min krop?

 

Min sjæl og vaner

Min sjæl tror også at vaner er livsvigtige. Der var fx en gang hvor jeg blev inviteret på cafeburger 4 dage i træk. Det var heldigt og hyggeligt. På femtedagen var jeg oppe at træne en morgen før min første klient. Efter træning kl. ca. 10 om formiddagen, gik jeg forbi Burger King og havde en kamp med min sjæl om hvor vidt jeg skulle spise en burger. Selvfølgelig skal jeg ikke spise et whoppermeal på en tilfældig formiddag kl. 10! Min sjæl mente at det var okay, hvis jeg bare bestilte en Dobbelt Whopper med mørkt brød. Min sjæl og jeg stod stille foran Burger King på Vesterbrogade i næsten 5 minutter. Den vandt ikke. Jeg gik forbi, og havde lært, at jeg skal passe på med at vænne min sjæl til burgere.

Min sjæl kan ikke lide at bryde vaner. Hvis jeg skal ændre en vane virker det derfor bedst, hvis jeg gør det så forsigtigt og langsomt at sjælen ikke opdager det.

I psykodynamikkens verden beskriver man underbevidstheden som komplementær til det bevidste. Hvis man fx prøver at lade være med at tænke på noget specifik før man lægger sig til at sove, er der større sandsynlighed for at man drømmer om det. Underbevidstheden, hvor min sjæl på en eller anden måde må tænkes at høre til, kan altså modarbejde vores bevidste planer. Som var vores organismes mål balance frem for alt.

Måske er sjælen og dens relation til min bevidsthed således en psykisk pendant til det visuelle systems håndtering af farver, hvis man stirrer på noget gult og lukker øjnene ser man lilla, fordi gul og lilla er modsatte farver. På samme måde hvis man tænker at man ikke må spise fed mad, tænker sjælen i vores underbevidste, om man vil, på netop at spise fed mad. I stedet for at stirre stålsat på det man vil, eller ikke vil, bør man derfor nok snarere forsigtigt guide sin krop og adfærd i den ønskede retning, som var vores Rasmus-modsat og forandringsresistente sjæl som et spædbarn man ikke måtte vække medens man listede ud af rummet.

Jeg ændrer mine vaner med ét stille skridt ad gangen.

Kan man med store armbevægelser, visualiseringer og sedler til sig selv på spejlet coache sig selv til forandringer? Ja, det kan nogen. Men jeg har fundet ud af, at mine bedste forandringer finder sted i et astadigt tempo uden nogen som helst ståhej.

I bogen ”zen kunsten at skyde med bue og pil” illustreres denne pointe. Her siger man, at man skal slippe pilen uden af at tage et konkret sigte, for hvis man har sagt til sig selv ”NU har den på kornet!” sker der noget inde i én selv, der modarbejder det gode skud. Man skal tage skuddet i en glidende bevægelse og nærmest lade pilen vælge målet.

“This, then, is what counts: a lightning reaction which has no further need of conscious observation. In this respect at least the pupil makes himself independent of all conscious purpose.”

– Eugen Herrigel

Forskning viser da også, at en beslutning modvirkes i vores indre ganske få sekunder efter at vi har truffet den.

Mine mest effektive vanebrydende handlinger sker altså uden, af at jeg ”råber beslutningen i mit indre”. Jeg bryder mine vaner med smidig, spontan og selvtillidsfuld handling med et løbende afsæt i bevidst nærvær i nuet. For hvordan skulle man kunne planlægge og tvinge noget fornuftigt igennem, når sjælen er som en kat. Den vil ikke med til lægen uden en indædt kamp, om man vil.

Sjælen lystrer ikke en ukærlig kaptajn, ligesom vores lem heller ikke nødvendigvis lystrer os, når vi kræver at det erigerer.

Vi må leve i én smidig bevægelse i kontakt med nuet. Her, i livets dynamik, rejser vores værdighed sig. Her kan vi nemmere ændre vaner og her finder smilet nemmere vej til ansigtet.

 

Med sjælen på ferie

Hvis jeg skal have det bedste ud af en ferie, er det vigtigt for mig, at opleve nye ting. Jeg kan lide at spadsere rundt og trekke og orientere mig til at begynde med. Min sjæl skal have oplevelser, men ikke på en alt for uforudsigelig manér. Den vil gerne vide hvor den er. Det er i hvert fald sådan, at medens jeg godt kan lide nye oplevelser, er der også en glæde og lykke forbundet med at komme til det samme sted igen. Som om sjælen har nemmere ved at finde sig til rette på velkendte steder.

 

Sjælen i øjnene, gangarten og ansigtet

Jeg synes jeg kan se på folk, om de har deres sjæl med sig.

Folk der ikke ser én i øjnene, ser ikke nuet med deres sjæl. De har rettet deres sjæl mod en indre tidsløs kamp og de har vænnet deres sjæl til at tro, at denne kamp er vigtig.

Sjælens deltagelse i det enkelte liv viser sig ikke bare i øjnene. Når folk går på unaturlige måder fx går med rumpen bagud, med stive armbevægelser, eller med blikket rettet ned mod deres fødder er det et tegn på, at de ikke har sjælen med sig. Man kan nemlig ikke gå ordentligt uden sin sjæl. Det ved italienerne godt. Italienerne går stolt i deres eget tempo, og på mange af ansigterne på esplanaden sidder smilet løst, for sjælen er heller ikke glad for vrede. Ansigter, sat i sure, eller vrede folder vidner om et liv uden meget sjæl.

 

Sjælestyrke

Hvis du møder én, der har høje tanker om sig selv og er god med ord, og du følger ham, har du en svag sjæl, og omvendt, hvis du møder én, der ikke har høje tanker om sig selv, og du ikke bryder dig om ham, har du en svag sjæl. Hvis du i det hele taget responderer automatisk på andre menneskers energier og du herved ukritisk deltager i deres selviscenesættelser, har du en svag sjæl. For her viser du, at du ikke er i stand til at holde dig fri og være din egen i din omgang med verden. Det er en slap sjæl, der forfalder til fristelsen af at deltage i de umiddelbare energier i stedet for at forholde sig selvstændigt og nysgerrigt som en kat, til den verden vi møder.

Hvis du kan se det smukke, gode og uskyldige i alle mennesker, uanset hvor sindssyge de er, har du en stærk sjæl. Jesus er arketypen på den stærke sjæl, en ”sjælehelt”, vi kunne se op til, og bruge som vejledende fiktion og myte i et sjælestærkt liv.

 Der findes ingen større visdom end venlighed.

– Roussau

Folk der kun kan fungere i modvind, ved bespænd, som vores kære Lars von Trier, eller den gode Svend Brinkmann, der i sin bog ”Stå fast”, sætter syv umulige råd op til selvadministration tilsyneladende for at give sig selv udfordringen at argumentere for dem, har givetvis også den tvivlsomme hæder af at lade sig styre af en kontrær sjæl, i stedet for at prøve at holde hus med den. Måske den slet ikke er interesseret i at være i opposition, måske den bare gerne vil høres og mærkes?

 

Sjælen og det smukke

Min sjæl er som nævnt ofte irrationel og alligevel holder jeg så uendeligt meget af den, for medens den som nævnt synes at fx regnskaber er spild af tid, er den i stand til at vejlede mig på en måde, der gør at jeg får øjnene op for ting, som min rationelle forstand ikke ville kunne have opdaget uden hjælp…

Vores sjæl er ikke vore øjne. Vores øjne er vores øjne. Alligevel er det som om vi ikke kan se det væsentlige uden den.

 ”Det væsentlige er usynligt for øjet, kun med hjertet kan man se rigtigt”


– Saint-Exupéry, Den lille prins

Kender du det, at du har svært ved at forklare hvorfor du synes noget er fantastisk smukt og vidunderligt?

Der er ingen rationel forklaring på at følge et fodboldhold, holde sin have, eller lære at stå på hænder som barn. Måske den rationelle tænkning slet ikke kan hjælpe os til at forstå hvad der giver vores liv mening, når det kommer til stykket. Måske livet bare ikke er særligt rationelt, hvorfor vi i mange henseender må lade os guide af vores sjæl med dens særegne fornemmelse af det skønne, gode og sande.

 

Sjælens umådeholdenhed og forelskelser

Sjælen kan nok blive skræmt, men den kan også blive glad. Den kan blive så glad, at den mister fodfæste. Der er intet som den rene nærmest transcendente lykke når vores sjæl, tanker og fysiske krop er enige om at deltage i virkeligheden på samme tid på samme måde. Og modsat, er der er intet så sørgeligt, som de, der har lært at hæmme deres oplevelse af denne rene og skære lykkefølelse. Man ser dem ængstes når glæden bliver for stor, latteren for løssluppen og berøringerne for tætte.

I forelskelsen kan sjælen blive så overvældet af lykke, at den tager bo i den anden. Som var lykken at være ude af sig selv. At der er sandhed omkring sjælens flugt på forelskelsens energi kan ses ved, at man kan opleve at være halv, når man bliver forladt af den anden. Som om man ved bruddet har mistet sin sjæl. Det er under alle omstændigheder et uholdbart projekt at lade sin sjæl forlade ens eget hylster i ren og skær betagelse.

Den stærke forelskelse rider på denne flugt fra én selv. Som blev man udfriet. Som mærkede man en følelse så stærk, at skyld og synd kunne skylles ud med lykkens brusende flod. Uanset årsag og funktionalitet, er forelskelse uden sjæl og uden tilladelse af sjæl, blot et ord. Uden sjælens forherligelse af verden og projiceringer af skønhed og det sublime ville vi ikke kunne opleve dette vandfald af vidunderlighed. Og uden denne energi havde vores forfædre ikke trodset floder, bjerge og rovdyr for at give vores gener videre. I det mest irrationelle, finder vi altså det mest rationelle, for hvad har været vigtigere for mennesket end formering?

Forelskelser og fodboldhold er lige så væsentlige eksistentielt, som tyngdekraften er det fysisk. Vi behøver ikke at finde en begrundelse for sport, det er snarere lidt tosset, at lede efter begrundelser for fx skønhed og sport. De er deres egen belønning.

 

Sjælen og det sande: Sjælens etik

Det er på sjælens bane, at man har den intuitive oplevelse af, at noget kan være forkert. Det er fx svært at ignorere en mand, der er ved at vælte noget over sig selv, uden at advare ham. Krige har også vist os, at soldater skal have særlig træning for at kunne skyde på hinanden. En normalt udviklet sjæl vil intuitivt gerne hjælpe andre og finder mord og mishandling frastødende. Hvis vi afgiver vores krav på eksistentiel sandhed på et sådan individuelt, sjæleligt plan, ophæver vi det punkt fra hvilket vi i hvert fald ved, hvad man ikke bør gøre. Uden vores selvstændige sjæl, viser historien og socialpsykologiske eksperimenter at vi nemt forføres til umenneskelighed. Der skal nemlig ideologier, politik, holdninger og “rationel tænkning” for at skubbe mennesker ud i fx det forfærdelige barbari der dominerede det 20 århundredes krige og diktaturer. Sjælen er langt klogere end man lige skulle tro, for det kan være at den kan være meget i tvivl om hvad der er den rigtige retning, men det ved i hvert fald hvad der er forkert, og det er en god start til et godt liv i fællesskabet.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: