1.Forelskelsen opstår sjældent lige med det samme. Medens det er en smuk tanke, skal vi være mere tålmodige med forelskelsen. Vi er blevet vant til at forstå hinanden i øjebliksbilleder ”ansigt-uddannelse-vægt-vaner-politisk ståsted” som scannede vi en vare i Føtex, men det kan tage lang tid at lære et menneske at kende. Giv tid.

– Er du den romantiske, perfektionistiske, kompromisløse type? Prøv at forestil dig alle dine tidligere dates, kærester og affærer. Ville du være faldet pladask for alle dem i dag? Nej vel?

2.Lad være med at ”lukke ned” hvis følelserne ikke er meget stærke med det samme. Ligesom planter ikke spirer samme time, som de plantes, opstår kærligheden også nogle gange langsomt.

– Er du meget hurtig til at sige nej tak? Kommer du til at fokusere på det negative? Tving dig selv til at være i nuet med den anden, og skub dine forhastede konklusioner til side bevidst. Vær sød og nærværende og vis uærbødighed over for dine hurtige kategoriseringer og projektioner.

3.Vær klar på, at give dig 100 % til et andet menneske, med alle de fravalg det kræver.

– Vidste du at mange moderne mennesker er singler, fordi de ikke har lyst til fravalgene forbundet med at pleje, passe og dyrke et forhold? Kig godt og grundigt på dig selv, og spørg om du overhovedet har plads til en kæreste i dit liv?

Læs evt.: Da manden og kvinden forsvandt,

2008. Da jeg af og til tog min tørn med vores lille pige, nyfødte Sara for 7 år siden, kunne jeg være lidt tvær når kæresten kom hjem fra arbejde og hun slet ikke bemærkede at jeg havde støvsuget et tæppe, der i øvrigt var rent, da hun tog hjemmefra, men i løbet af dagen havde lignet en borgerkrig. Jeg kunne også være lidt fornærmet over, at hun ikke bemærkede og anerkendte, at jeg havde købt ind, spist sammen med vores lille pige og tørret leverpostej af køkkenlågerne.

Jeg havde kun været den primære på den lille i en uges tid, da jeg fandt mig selv i sofaen. Ved siden af mig sad hun. Kæresten. Pigens mor. Og hun havde ikke sagt et ord om at hun var glad for, at jeg havde været på hele dagen med vores lille pige.

Jeg tænkte, at nu får vi se hvornår hun opdager at jeg har arbejdet og præsteret. Jeg ville ikke fortælle hende at jeg var utilfreds. Jeg skjulte det rigtigt godt. Jeg ventede dag ud og dag ind. Hvornår opdager hun, at jeg har knoklet?

Efter en uges tid hvor jeg havde været meget hjemme med vores lille pige, lykkedes det mig at blive klar over, at jeg havde fået en kvindes hjerne… Eller var det snarere en kvindes rolle? Jeg var forvirret. Ifølge alle vittighedstegninger, “Kvinder er fra Venus og Mænd er fra Mars”, Carl Mar, den allestedsnærværende parterapeut Martin Østergaard, og Lotte Heise, samt alle mine min forsigtige sjæls stilladser af fordomme, var kvindens “jeg siger ikke hvad jeg har behov for, for manden skal selv opdage det”, et biologisk indlejret handicap.

I min erfaring er der altså snarere tale om en social rolle frembragt af specifikke omstændigheder, end en biologisk disposition. Det er min klare overbevisning at nævnte “eksperter” kommer til at vedligeholde en kvindeundretrykkende diskurs ved at rode sig ud i overvejelser om biologi, som de i øvrigt slet ikke har hjemmel til at udtale sig om.

Erkendelsen var en lettelse, for jeg gad jo ikke at have kvindens traditionelle alt for passive kommunikationsrolle og jeg kunne i lyset af den erkendelse lægge den fra mig: Jeg satte simpelthen ord på det der foregik i mig og hun rummede det, som fornuftige kvinder gør.

Hvis jeg skal analysere på den tavse rolle? Jeg tror at den skyldes, at visse fænomener er så fællesskabsorienterede at den manglende erkendelse og anerkendelse af fællesskabet på grundlæggende plan negerer/modvirker kærligheden. For hvis man siger “anerkend hvad jeg har gjort for os!”, skaber man en splittelse af fællesskabet ud i individer, hvilket bryder kærlighedens summende symbiose. Er det naivt? Ja. Er det smukt? Ja. Er livet mærkeligt? Ja. Er kvinder som regel mere begavede i forhold til denne kærlighedens natur? Tja.

Der gik 7 år. Jeg havde havde glemt den ydmygende oplevelse, som til dels var styrkende, parforholdet gik ikke, så helt genial kan jeg ikke have været, men dét havde jeg da regnet ud.

Min kæreste 2.0 skulle til koncert og ikke hjem til mig og sove bagefter. Godt nok sammen med sin 9 årige søn, og hjem til sin mor lige bagefter. Men det kunne jeg ikke se som en god forklaring på, at hun ikke skulle hjem til mig. Jeg følte mig forladt. Jeg havde været lidt ensom i løbet af ugen, mest fordi jeg havde kedet mig lidt i mit arbejdsliv, (jeg formår at gøre stress til kedsomhed – man lærer lidt af hvert som psykolog), og havde et minus på min konto for at føle mig elsket. Hun fornemmede min utilfredshed. Jeg vidste at hun skulle have det sjovt med AC/DC jam med sin søn, som havde fået koncertbilletten i fødselsdagsgave. Og jeg vidste at jeg skulle være alene med mine børn 7, 11 og min kærestes 4 årig søn. Og jeg gaaaad bare ikke at børste deres tænder og bosse dem rundt, jeg havde behov for at dyrke min elendighed ved at skrive på min halvnarcissistiske dagbog (blog).

“Jeg savnede dig igår!” sagde hun. Vi sover sjældent sammen om torsdagen fordi det er min børnedag og vi blander primært børn i weekender og ferier.

“Har du da ikke savnet mig i dag?” Spurgte jeg. Jeg kunne godt høre min egen fornærmelse, og blev desværre så selvbevidst, at hun smilede og løsnede op for den. Jeg forsøgte at holde fast på min tilstand af mild næsten umærkelig mistillid, følelsesmæssigt afsavn og forladthed..

“Du er så dårlig til at spille fornærmet sagde hun!” Jeg prøvede at kigge lidt væk. Det var svært fordi hun havde lagt sig oven på mig, ansigt til ansigt på sofaen medens de fire børn i mit hus keglede rundt om os. “Belejret” ville være en mild betegnelse. Der var kun en halv time til hun skulle videre med sin 9 årige dreng og efterlade mig alene med de tre børn og de pligter der fulgte med.

“Jeg synes stadigvæk ikke at det er i orden at du ikke kommer hjem til mig bagefter!” Fik jeg sagt. Mig, der stort set aldrig er jaloux, eller bevidst nederen, udførte et move, som jeg troede var 100 % forbeholdt kvinder. Jeg brugte “urkvindens” lad-manden-have-det-sjovt-med-dårlig-samvittighed finte mod hende selv.

Hvis jeg skal analysere på denne finte, handler den vel bl.a. om, det livsvigtige i at signalere hvordan man har det, uanset hvor “rationelt” det kan opfattes. For i sidste ende er vores følelsesmæssige tilstand afsindig vigtig, især i et evolutionsiologisk perspektiv, hvorfor denne nederen finte i øvrigt vil rumstere kraftigere i de af os, der er i kontakt med vores følelser. Er det et nederen træk? Ja. Er det dumt? Ja. Er det vigtigt? Ja. 

Selv hvad angår det seksuelle kender jeg til kvindens overgivelsesmønster i mig selv. Jeg har behov for at blive taget af og til. Altså der, hvor man ikke selv initierer til det hele. Jeg kunne fortsætte med at pille så mange dumme forklaringer fra hinanden, og alligevel ville jeg aldrig stå der, hvor mænd og kvinder er helt ens.

Mænd og kvinder er de samme, og de er ikke de samme, på en og samme tid. Den strøm kan jeg godt svømme i uden absolutter af hverken reaktionær eller socialkonstruktionisk art, en strøm vi alle befinder os i med forskellige grader af indsigt.

Læs evt. mit essay om “Da manden og kvinden forsvandt” her på bloggen.

Du er velkommen til at læse, ikke for at lære mig at kende, men måske for at lære dig selv lidt bedre at kende.

Herunder har jeg forsket lidt i min egen sjæl. Jeg vil ikke forsøge at redegøre for sjælen som en slags absolut størrelse. Det overlader jeg til andre. Jeg vil derimod prøve at forstå sjælen ved at undersøge min egen, for når Jupiter må undersøges med kikkert, leret med vores hænder og pizzaen med vores smagsløg, må sjælen vel undersøges i vores oplevelse af den. Jeg vil bl.a. undersøge sjælens rolle i etik, forelskelser, øjnenes udtryk, vaner, Italien, ferier og sjælestyrken i relationer. .

Billedet er af Orpheus og hans længsel efter Erydice.

Orpheus var dømt til et liv i ånd og af ånd: In the deep still woods upon the Thracian mountains – Orpheus with his singing lyre led the trees- Led the wild beasts of the wilderness.

Se mit essay om sjælen som sad du i en kano og så verden glide forbi. Det er ikke designet til at lande på dine fine afpudsede hylder. Det er forsøgt skrevet fra sjæl til sjæl. 

Min smukke dumme sjæl

Min sjæl lystrer som en kat. Den er så systematisk kontrær, at jeg efterhånden har lært at snøre den. For så kan jeg jo planlægge det jeg ikke vil, eftersom sjælen så gør det modsatte. Men sådanne platte tricks virker kun indtil min sjæl lugter lunten, og så er den igen blevet uransagelig som en kat. Ofte må jeg vente forgæves på den når jeg vil lave ændringer, og uanset hvor mange argumenter jeg har for dit, eller dat, vil den stædigt værne om i sine holdninger og vaner.

 Time spend with cats is never wasted

– Freud.

Grundet min sjæls lidt katteagtige natur, må jeg i undersøgelsen af den være høflig og lidt underdanig, som gik jeg blot forbi den på gaden, og kastede den et venligt blik, for hvis min sjæl oplever sig undersøgt, studeret, eller forsøgt regnet ud, trækker den sig. Når sjælen er stukket af bliver jeg virkelighedsfjern og kedelig i mit skriveri. Og så må jeg lige rejse mig, strække mig, gå en lille tur, eller tage en kop kaffe.

Jeg vil ikke forsøge at belære, eller aflære nogen noget. I gamle dage belærte man vel folk, uoplyste som de var, i dag virker det mere på mig, som om vi har behov for at aflære. Mit højeste ønske er blot, at du som læser kan genkende noget af din egen sjæl i min, for så ville min sjæl måske være mindre ensom.

Narrativitet… Virkeligheden påvirkes af vores italesættelse af den-agtigt

For tiden er der en røverhistorie i omløb om at motion er farligt når man er stresset. Det er måske sandt for visse mennesker under visse omstændigheder, men generelt er det sådan, at motion er sundt for mennesket. Slut prut.

I tiden omkring denne historie om den “farlige motion” begyndte jeg at blive svimmel og få lidt hjertebanken når jeg trænede. Det havde jeg aldrig oplevet før, syntes jeg. Selv efter tyve års styrketræning med og uden stress i mit liv, var min sjæl dum nok til at hoppe på den historie. Jeg måtte tage en slags pause i et halvt år. Lektien? Sjælen hopper på næste hvad som helst, man skal passe på med at udsætte sig for dårlig information (og det er nemmere sagt end gjort i dag).

Rapallo

Jeg stået op før de andre. Klokken er 8 om morgenen. Jeg sidder med en kop kaffe med udsigt over den lille kystby Rapallo ved Genova i Italien. Det var her Nietzsche boede da han skrev ”Thus Spoke Zarathustra” ind i mellem sine vandreture i det bjergrige område, og det var i en by nær ved, Sestri Levante, at HC Andersen tilbragte en ferie på det ”smukkeste sted på jorden”.

Min sjæl finder det muligvis interessant at sidde her på det anbefalelsesværdige Hotel Italia e lido, på den fjerne ende af esplanaden ”lungo mare”, som det hedder på italiensk. Men sådan noget kan jeg ikke planlægge. Jeg kan mærke at min sjæl sidder lidt med. Det burde den også, for mere idyllisk, kulturelt og æstetisk perfekt kan det knap blive. Jeg kan mærke at mine skuldre falder behageligt ned, hvilket er et tegn på, at min sjæl føler sig til rette. Jeg sidder på en altan, på en høj første etage, med udsigt til den gamle borg ikke mere end 30 meter borte.  Borgen blev bygget som værn mod sørøvere der for flere hundrede år siden havde for vane at stjæle børn fra lande rundt om i hele Europa, typisk fra middelhavet men også i vores egne farvand. I historiebøgerne kan man læse sig frem til, at de fx var forbi Island hele tre gange. Børnene blev solgt som slaver rundt omkring i Europa. Andre gange blev der opkrævet løsesum. Sørøverne var berbere, primært fra Nordafrika. Alle som én blev de dog bremset af Kaptajn Andrea Doria, der i syttenhundredetallet ryddede middelhavet for disse sørøvere. En vaskeægte helt. Han boede i San Fruttuoso, som ligger 20 min. kørsel fra Rapallo.

Bugten uden for min altan er rummet af stendiger, en bred okkerfarvet promenade, palmetræer og fint klippede buske, der står som parasoller over de mange velbesøgte bænke. En smal vej adskiller promenaden fra en stribe lækre hoteller og restauranter med udsigt over vandet. Rapallo er dog ikke en turistby. Der er ikke særligt mange udlændinge. I hvert fald ikke lige nu. Ingen skynder sig. Selv vejret er afslappet. To gange på en uge har der godt nok været tordenvejr, den ene gang over havet, den anden gang oppe i bjergene bag byen, men det blev kun til par tordenbrag hver gang, de skyggede ikke en gang for solen. Kun Scooterne virker lidt fortravlede. De små strande er primært besøgt af italienere, når de har fået fri fra arbejde. Mestendels ældre damer, der sludrer og sladrer. Jeg forstår dem ikke.

Det er i starten af oktober og temperaturen er allerede 17-18 grader. Jeg har som nævnt udsyn til borgen og under gangbroen til borgen over for min altan, sidder lige nu fire unge italienere. De har skoletakser med. To drenge og to piger. Det ser ud som om, at det er to kærestepar, eller mulige kærestepar. Måske de lige skulle ryge en cigaret, eller bare hænge lidt ud før de skulle i skole, eller gymnasium.

Jeg har været i Rapallo før, på netop dette hotel, med samme udsigt. Derfor tror jeg, at min sjæl har nemmere ved at deltage. Den føler sig så godt hjemme, at jeg tilsyneladende har ladet mig rive med at stemningen og tilladt mig selv, at associere lidt frit og forsvinde i de umiddelbare indtryk der byder mig velkommen til verden i Rapallo. Sådan tror jeg, at min sjæl føler sig godt tilpas, i flow med mine sansninger.

 

Som et barn

Den eneste måde jeg kan leve med min sjæl på, er ved at dels acceptere dens logik og luner, dels at ignorere den.

Og dens luner, dens humør og lyst kan være svær at regne ud. Hvis jeg siger til min sjæl, at den ikke skal være bange, bliver den mere bange. Og den er så dum (undskyld sjæl), at hvis jeg fx siger til mig selv ”jeg må ikke synes godt om at springe fra 5 metervippen”, får jeg mere lyst til at springe fra 5 metervippen. Det er uransageligt.

I terapiens verden taler man om, at man skal lære at være sin egen forælder, og det er lidt sådan jeg har det med min sjæl. Som tog jeg et barn gennem Tivoli med 117 muligheder for at ængstes og glædes. Jeg må sørge for, at den ikke stirrer for dybt ned i fortvivlelsen over fx miljøet, min faders svigt, eller min timelighed og jeg må sørge for, at den ikke bliver for løssluppen, for jeg magter ikke altid konsekvenserne af min sjæls uregulerede leg.

Min sjæl er ofte som et ængsteligt barn. Den er fx overbevist om at det er dumt at gå til tandlægen og lave regnskaber, og den kan være så bange for at træde i karakter i et offentlige rum, at jeg nogle gange må lade den blive hjemme, eller sådan føles det i hvert fald. Når jeg har sjælen med på de små og store scener i livet, har jeg det så uendeligt meget nemmere. Men min sjæl kan som en kat fornemme hvad der er i gærde, og som en kat, der skjuler sig når den skal til dyrlægen, holder min sjæl sig også på sikker afstand, eller nægter at tage med hvis den kan fornemme at jeg skal præstere og blive vurderet.

 

Den glemmer, at den er mig

Når jeg bliver rigtigt bange, er det som om min sjæl prøver at hoppe ud af min krop. Som om den i frygtens greb glemmer, at den er mig, ja nærmest som troede den, at den ville kunne leve videre uden mig?

Krigsveteraner med PTSD kan blandt andet behandles med pulserende bruser i badet, brugt på hele kroppen, fordi sjælen her lokkes tilbage. Under sådan et bad fremstår livet i kroppen som så behageligt, at sjælen bliver ok med at finde sig til rette der igen. Som om den rent faktisk vendte hjem igen. Man bruger også mindfulnessmeditation med stor effekt på krigsveteraner. I den dybe fine meditation hvor man tillader alle indre oplevelser, lærer krigsveteranens sjæl, at det ikke længere er farligt at være i kroppen.

Jeg kan som nævnt også mærke når min sjæl gerne vil stikke af. I enkelte episoder i mit liv har jeg således oplevet en frygt, der blev fulgt af en fornemmelse af at være ved siden af mig selv. Som om sjælen har sagt, ”okay, men det bliver uden mig!” Hårene rejser sig i nakken, tiden går langsommere, ja, som skabte sjælen et vakuum i min krop, som et resultat af ville flyve ud af mig, siden mit lem trækker sig opad og indad i frygten. Som om sjælens bolig netop var forankret i bunden af min krop?

 

Min sjæl og vaner

Min sjæl tror også at vaner er livsvigtige. Der var fx en gang hvor jeg blev inviteret på cafeburger 4 dage i træk. Det var heldigt og hyggeligt. På femtedagen var jeg oppe at træne en morgen før min første klient. Efter træning kl. ca. 10 om formiddagen, gik jeg forbi Burger King og havde en kamp med min sjæl om hvor vidt jeg skulle spise en burger. Selvfølgelig skal jeg ikke spise et whoppermeal på en tilfældig formiddag kl. 10! Min sjæl mente at det var okay, hvis jeg bare bestilte en Dobbelt Whopper med mørkt brød. Min sjæl og jeg stod stille foran Burger King på Vesterbrogade i næsten 5 minutter. Den vandt ikke. Jeg gik forbi, og havde lært, at jeg skal passe på med at vænne min sjæl til burgere.

Min sjæl kan ikke lide at bryde vaner. Hvis jeg skal ændre en vane virker det derfor bedst, hvis jeg gør det så forsigtigt og langsomt at sjælen ikke opdager det.

I psykodynamikkens verden beskriver man underbevidstheden som komplementær til det bevidste. Hvis man fx prøver at lade være med at tænke på noget specifik før man lægger sig til at sove, er der større sandsynlighed for at man drømmer om det. Underbevidstheden, hvor min sjæl på en eller anden måde må tænkes at høre til, kan altså modarbejde vores bevidste planer. Som var vores organismes mål balance frem for alt.

Måske er sjælen og dens relation til min bevidsthed således en psykisk pendant til det visuelle systems håndtering af farver, hvis man stirrer på noget gult og lukker øjnene ser man lilla, fordi gul og lilla er modsatte farver. På samme måde hvis man tænker at man ikke må spise fed mad, tænker sjælen i vores underbevidste, om man vil, på netop at spise fed mad. I stedet for at stirre stålsat på det man vil, eller ikke vil, bør man derfor nok snarere forsigtigt guide sin krop og adfærd i den ønskede retning, som var vores Rasmus-modsat og forandringsresistente sjæl som et spædbarn man ikke måtte vække medens man listede ud af rummet.

Jeg ændrer mine vaner med ét stille skridt ad gangen.

Kan man med store armbevægelser, visualiseringer og sedler til sig selv på spejlet coache sig selv til forandringer? Ja, det kan nogen. Men jeg har fundet ud af, at mine bedste forandringer finder sted i et astadigt tempo uden nogen som helst ståhej.

I bogen ”zen kunsten at skyde med bue og pil” illustreres denne pointe. Her siger man, at man skal slippe pilen uden af at tage et konkret sigte, for hvis man har sagt til sig selv ”NU har den på kornet!” sker der noget inde i én selv, der modarbejder det gode skud. Man skal tage skuddet i en glidende bevægelse og nærmest lade pilen vælge målet.

“This, then, is what counts: a lightning reaction which has no further need of conscious observation. In this respect at least the pupil makes himself independent of all conscious purpose.”

– Eugen Herrigel

Forskning viser da også, at en beslutning modvirkes i vores indre ganske få sekunder efter at vi har truffet den.

Mine mest effektive vanebrydende handlinger sker altså uden, af at jeg ”råber beslutningen i mit indre”. Jeg bryder mine vaner med smidig, spontan og selvtillidsfuld handling med et løbende afsæt i bevidst nærvær i nuet. For hvordan skulle man kunne planlægge og tvinge noget fornuftigt igennem, når sjælen er som en kat. Den vil ikke med til lægen uden en indædt kamp, om man vil.

Sjælen lystrer ikke en ukærlig kaptajn, ligesom vores lem heller ikke nødvendigvis lystrer os, når vi kræver at det erigerer.

Vi må leve i én smidig bevægelse i kontakt med nuet. Her, i livets dynamik, rejser vores værdighed sig. Her kan vi nemmere ændre vaner og her finder smilet nemmere vej til ansigtet.

 

Med sjælen på ferie

Hvis jeg skal have det bedste ud af en ferie, er det vigtigt for mig, at opleve nye ting. Jeg kan lide at spadsere rundt og trekke og orientere mig til at begynde med. Min sjæl skal have oplevelser, men ikke på en alt for uforudsigelig manér. Den vil gerne vide hvor den er. Det er i hvert fald sådan, at medens jeg godt kan lide nye oplevelser, er der også en glæde og lykke forbundet med at komme til det samme sted igen. Som om sjælen har nemmere ved at finde sig til rette på velkendte steder.

 

Sjælen i øjnene, gangarten og ansigtet

Jeg synes jeg kan se på folk, om de har deres sjæl med sig.

Folk der ikke ser én i øjnene, ser ikke nuet med deres sjæl. De har rettet deres sjæl mod en indre tidsløs kamp og de har vænnet deres sjæl til at tro, at denne kamp er vigtig.

Sjælens deltagelse i det enkelte liv viser sig ikke bare i øjnene. Når folk går på unaturlige måder fx går med rumpen bagud, med stive armbevægelser, eller med blikket rettet ned mod deres fødder er det et tegn på, at de ikke har sjælen med sig. Man kan nemlig ikke gå ordentligt uden sin sjæl. Det ved italienerne godt. Italienerne går stolt i deres eget tempo, og på mange af ansigterne på esplanaden sidder smilet løst, for sjælen er heller ikke glad for vrede. Ansigter, sat i sure, eller vrede folder vidner om et liv uden meget sjæl.

 

Sjælestyrke

Hvis du møder én, der har høje tanker om sig selv og er god med ord, og du følger ham, har du en svag sjæl, og omvendt, hvis du møder én, der ikke har høje tanker om sig selv, og du ikke bryder dig om ham, har du en svag sjæl. Hvis du i det hele taget responderer automatisk på andre menneskers energier og du herved ukritisk deltager i deres selviscenesættelser, har du en svag sjæl. For her viser du, at du ikke er i stand til at holde dig fri og være din egen i din omgang med verden. Det er en slap sjæl, der forfalder til fristelsen af at deltage i de umiddelbare energier i stedet for at forholde sig selvstændigt og nysgerrigt som en kat, til den verden vi møder.

Hvis du kan se det smukke, gode og uskyldige i alle mennesker, uanset hvor sindssyge de er, har du en stærk sjæl. Jesus er arketypen på den stærke sjæl, en ”sjælehelt”, vi kunne se op til, og bruge som vejledende fiktion og myte i et sjælestærkt liv.

 Der findes ingen større visdom end venlighed.

– Roussau

Folk der kun kan fungere i modvind, ved bespænd, som vores kære Lars von Trier, eller den gode Svend Brinkmann, der i sin bog ”Stå fast”, sætter syv umulige råd op til selvadministration tilsyneladende for at give sig selv udfordringen at argumentere for dem, har givetvis også den tvivlsomme hæder af at lade sig styre af en kontrær sjæl, i stedet for at prøve at holde hus med den. Måske den slet ikke er interesseret i at være i opposition, måske den bare gerne vil høres og mærkes?

 

Sjælen og det smukke

Min sjæl er som nævnt ofte irrationel og alligevel holder jeg så uendeligt meget af den, for medens den som nævnt synes at fx regnskaber er spild af tid, er den i stand til at vejlede mig på en måde, der gør at jeg får øjnene op for ting, som min rationelle forstand ikke ville kunne have opdaget uden hjælp…

Vores sjæl er ikke vore øjne. Vores øjne er vores øjne. Alligevel er det som om vi ikke kan se det væsentlige uden den.

 ”Det væsentlige er usynligt for øjet, kun med hjertet kan man se rigtigt”


– Saint-Exupéry, Den lille prins

Kender du det, at du har svært ved at forklare hvorfor du synes noget er fantastisk smukt og vidunderligt?

Der er ingen rationel forklaring på at følge et fodboldhold, holde sin have, eller lære at stå på hænder som barn. Måske den rationelle tænkning slet ikke kan hjælpe os til at forstå hvad der giver vores liv mening, når det kommer til stykket. Måske livet bare ikke er særligt rationelt, hvorfor vi i mange henseender må lade os guide af vores sjæl med dens særegne fornemmelse af det skønne, gode og sande.

 

Sjælens umådeholdenhed og forelskelser

Sjælen kan nok blive skræmt, men den kan også blive glad. Den kan blive så glad, at den mister fodfæste. Der er intet som den rene nærmest transcendente lykke når vores sjæl, tanker og fysiske krop er enige om at deltage i virkeligheden på samme tid på samme måde. Og modsat, er der er intet så sørgeligt, som de, der har lært at hæmme deres oplevelse af denne rene og skære lykkefølelse. Man ser dem ængstes når glæden bliver for stor, latteren for løssluppen og berøringerne for tætte.

I forelskelsen kan sjælen blive så overvældet af lykke, at den tager bo i den anden. Som var lykken at være ude af sig selv. At der er sandhed omkring sjælens flugt på forelskelsens energi kan ses ved, at man kan opleve at være halv, når man bliver forladt af den anden. Som om man ved bruddet har mistet sin sjæl. Det er under alle omstændigheder et uholdbart projekt at lade sin sjæl forlade ens eget hylster i ren og skær betagelse.

Den stærke forelskelse rider på denne flugt fra én selv. Som blev man udfriet. Som mærkede man en følelse så stærk, at skyld og synd kunne skylles ud med lykkens brusende flod. Uanset årsag og funktionalitet, er forelskelse uden sjæl og uden tilladelse af sjæl, blot et ord. Uden sjælens forherligelse af verden og projiceringer af skønhed og det sublime ville vi ikke kunne opleve dette vandfald af vidunderlighed. Og uden denne energi havde vores forfædre ikke trodset floder, bjerge og rovdyr for at give vores gener videre. I det mest irrationelle, finder vi altså det mest rationelle, for hvad har været vigtigere for mennesket end formering?

Forelskelser og fodboldhold er lige så væsentlige eksistentielt, som tyngdekraften er det fysisk. Vi behøver ikke at finde en begrundelse for sport, det er snarere lidt tosset, at lede efter begrundelser for fx skønhed og sport. De er deres egen belønning.

 

Sjælen og det sande: Sjælens etik

Det er på sjælens bane, at man har den intuitive oplevelse af, at noget kan være forkert. Det er fx svært at ignorere en mand, der er ved at vælte noget over sig selv, uden at advare ham. Krige har også vist os, at soldater skal have særlig træning for at kunne skyde på hinanden. En normalt udviklet sjæl vil intuitivt gerne hjælpe andre og finder mord og mishandling frastødende. Hvis vi afgiver vores krav på eksistentiel sandhed på et sådan individuelt, sjæleligt plan, ophæver vi det punkt fra hvilket vi i hvert fald ved, hvad man ikke bør gøre. Uden vores selvstændige sjæl, viser historien og socialpsykologiske eksperimenter at vi nemt forføres til umenneskelighed. Der skal nemlig ideologier, politik, holdninger og “rationel tænkning” for at skubbe mennesker ud i fx det forfærdelige barbari der dominerede det 20 århundredes krige og diktaturer. Sjælen er langt klogere end man lige skulle tro, for det kan være at den kan være meget i tvivl om hvad der er den rigtige retning, men det ved i hvert fald hvad der er forkert, og det er en god start til et godt liv i fællesskabet.

“Som vandfald over klipper er hun liv og hun spirer hvor man mindst forventer det. Hun holder mit hovede når jeg er træt og som solen varmer hun den kolde mark. Hun skjuler sig i morgentåger og efterligner naturen. Eller efterligner naturen hende?  … Nu er hun kun kønnet, kønnet der viser tilbage til, at hun stadig er altings moder. Hvad er lærdom her? I hendes væsen ligger der mere visdom end på noget bibliotek. Det er i forvejen hendes væsen der får bogstaver til at lyse op og få betydning og ingen bog er noget værd uden hende. Jeg ved det, for jeg har studeret og læst bøger hvor jeg ikke har kunnet finde hende, og nu, når jeg ikke behøver at læse for at bestå noget, lukker jeg flere og flere bøger i og kigger i stedet op. For hun er i alle steder hvor hun ikke møder modstand … “Skynd dig, skynd dig!” lyder ekkoet i mit liv, “jeg skal videre og videre!” Jeg ved dog, at selv min mindste bevægelse er vejledt af hendes nymfer, der taler et sprog jeg ikke forstår, og jo mere jeg selv bliver i tvivl over meningsfuldheden ved min rejse jo mere meningsfuldt bliver livet, som lyste det op i mine hænder. Se mig. Jeg slækker ikke mine våben, for hun har brug for mig og hun kender ikke krig, men jeg opgiver alt andet.”  

– Rocaktansky

Billedet til dette essay hedder “The Bride” og er malet af Klimt i 1918.

Nietzsche, der er den mest geniale og mest citerede filosof nogensinde ifølge big data analyser, kun matchet af Foucault, må have gjort sig tanker langs samme baner, da han halvt i humor skrev:

“Det største filosofiske problem, er, om kvinder har ret.” 

Det Nietzsche givetvis henviser til her, er bl.a. at kvinders basale visdom og råd om at drikke fx te med citron når man har influenza jo rent faktisk virker, og at mænds avancerede filosofiske systemer måske forvirrer det væsentlige.

Michel de Montaigne (1533-1592), der var så skarp en tænker, at NIetzsche aldrig gik rundt uden en Motaignes samlede essays i lommen (sand historie!), skrev i slutningen af femtenhundredetallet, at kvinder var som udgangspunkt ledere i hjemmet og i vores skoler, så han havde mændende der begyndte at undervise kvinder i matematik, retorik og fx astronomi mistænkt for at gøre det, blot for at kunne kontrollere dem.

Hvad har jeg gang i? 

Med afsæt i Jungs teorier om kvindelige og mandlige grundenergier, belyser jeg en mulig årsag til at der er så mange singler i dag.

Når snakken falder på kønsforskelle og kærlighed træder man ind på et STÆRKT MINERET territorium. Det er lige før, at jeg censurerer det hele af frygt for socialkonstruktionisternes syndflod, for det er politisk ukorrekt at tale om kønsforskelle, man bliver sat i bås med fantaster og idioter når man gør det, men min sjæl hindrer mig i at være kujon, desværre.

Jeg tror, at vi alle kunne blive klogere af, at introducere noget dybdepsykologi til den, set fra mit perspektiv eller så hysterisk overfladiske samfundsdebat i medierne. Det hedder sig, at vi lever i en tid hvor vi “psykologiserer” alt, jeg synes snarere at vi politiserer så meget, at vi ikke en gang er klar over hvilket køn vi har.

Biologiske forskelle

Er der forskel på mænd og kvinder? Ja. Tydeligvis, både biologisk og psykologisk set. Jeg vil ikke kede jer, men lad os remse et par ting op:

Fysik: 99.9% af kvinder er svagere end den gennemsnitlige mand. Kvinder har generelt set større problemer med holde vægten nede, jeg tror at det skyldes, at kvinder fra naturens side er gearet til at spise meget og varieret for at beskytte deres foster (jeg har masser forskning på dette, hvis du er interesseret). Mænd derimod kan spise det samme rugbrød med det samme leverpostej, og intet andet i årevis. Mænd kan i det hele taget gå i hundende meget nemmere end kvinder. Mænds hjerter tager også mere skade af det travle familieliv.

Sprog: Kvinder er lidt bedre til sprog. Det er ret tydeligt at kvinder er ved at overhale os på de længerevarende uddannelser.

Fokus: Fra et spædbarn er 1 dag gammel, vil drengebarnet foretrække at kigge på ting, der bevæger sig, og pigebørn foretrække ansigter.  Kvinder er bedre til at fokusere bredt (multitaske), mænd er bedre til at fokusere snævert. Mænd har en bedre rummelig intelligens end kvinder, hvilket desværre kan ses i trafikken. Mange kvinder der træder ud på cykelstien fra bussen kigger sig ikke for, medens alle, ALLE mænd kigger ud på cykelstien, før vi træder ud af bussen. Mænd er tydeligvis bedre kognitive gearet til at forholde sig til store ting der bevæger sig, hvilket sikkert skyldes at mænds succes gennem tiderne har beroet på vores evne til at jagte store dyr, og undgå at blive slået ihjel af dem.

Livet med småbørn: Når chefpsykolog Svend Åge Madsen fra Rigshospitalet mener, at mænd er lige så godt geare til at tage sig af små børn som kvinder betragter jeg det som et ideologisk statement, og ikke et faktum. Man ser, at mænd på barsel sidder og stirrer på barnet fokuseret i timevis, medens kvinden kan vaske op, snakke i tlf, støvsuge og lave yoga medens den lille hygger sig. Mænds evne til at fokusere stift på en ting ad gangen kan gøre barslen stærkt udmattende for manden efter et par uger. Mænd som skal nyde barslen har behov for træning i det, medens de fleste kvinder nemmere bærer byrden. Mænd kan lære det.

Seksualitet: Kvinder kan glemme deres kønsdrift hvis de ikke får sex, mænd glemmer aldrig deres kønsdrift. Mænd har basalt set initierende seksualitet hele tiden, kvinden har primært initierende seksualitet 4 dage pr måned. Lesbiske par har sædvanligvis ikke sex efter 10 års samliv, det samme ser man ikke i andre typer parforhold.

Jeg kan høre dig tvivle. Er kvinder og mænd virkelig forskellige? Lad mig give dig et par historier fra min terapeutiske praksis. Hvis en meget maskulin kvinde kommer i terapi, fx en kvinde med store muskler, måske  oven i købet er ansat i politiet og hun fx har en konflikt med en veninde, eller en sorg, vil denne følelse lure i baggrunden hele sessionen igennem. Hvis jeg har en mand i terapi, som er en ekstremt feminin homoseksuel, kan han, hvis han tilsvarende har et følelsesmæssigt problem, glemme sit problem når han taler om noget andet. Det, som jeg altså har erfaret efter ti år som praktiserende psykolog, er, at selvom manden kan shoppe heftigt i kvindelige energier, og selvom kvinden kan shoppe heftigt i mandlige energier, kan de ikke fjerne sig særligt langt fra deres køns iboende funktionalitet.

Problemet med at tale om kønsforskelle

Kategoriseringer har det med at få os til at placere ting i værdihierarkier, her: “At det ene køn er bedre end det andet pga. køn”. Mere behøver du i øvrigt egentlig ikke at vide om Foucaults perspektiv på tingene, for det var hans centrale pointe. Og den var oven i købet en billig fortsættelse af Nietzsches teori om livet som viljen til magt. Men medens Nietzsche lagde op til stærkt levede liv med viljen, introducerede Foucault den moderne verden til en tænkning hvor alle kategorier og begreber, fx “mænd” og “kvinder” automatisk var resultater af magt og kontrol, og ledte til kontrol og magtundertrykkelse.

“We are sun and moon, dear friend; we are sea and land. It is not our purpose to become each other; it is to recognize each other, to learn to see the other and honor him for what he is: each the other’s opposite and complement.”
~ Hermann Hesse

Emnet er også ombrust fordi så mange akademikere sidestiller ligestilling med lighed, hvilket nærmest må bero på en slags tankeforstyrrelse.

Mandens synder

Man kan imidlertid godt forstå feministernes iltre kritik af fortidens mandschauvinister. Det er ikke mere end 50 år siden, at man tænkte at kvinder ikke måtte læse op i TV Avisen, fordi det var for alvorligt et job! Man tænkte at kvinder både skulle passe et job og tage sig hjemmet samtidigt. Hvilket nærmest tangerer slaveri.

Vi falder for ligheder og forskelligheder samtidigt 

Vi falder for det, der minder om os selv. Man skal nemlig kunne genkende noget af sig selv i den anden, ellers forelsker man sig ikke så nemt. Men uden forskelligheden er parforholdets kærlighed ikke nem. Homoseksuelle er klar over dette, som alle andre, hvorfor de ofte overdriver deres forskelle fx aldermæssigt og hvad angår dyrkningen af de maskuline og feminine energier og kvaliteter, for at introducere forskelligheden ind i forholdet.

Amima og animus der blev væk… 

Både mænd og kvinder kan siges at have en anima (kvindelig energi) og en animus (maskulin energi). Det er i hvert fald min forståelse af disse energier, som jeg vælger at tolke ind i vores tid. Anima og animus er det, som man forbinder med traditionel kvindelighed og mandighed i vores kultur og de sociale mentaliteter, der er indlejret i os genetisk / arketypisk. Manden forener sig og identificerer sig mere parat og naturligt med de maskuline energier, for de har ligesom en slags “kroge” i den mandlige biologi. Kvinden forener sig mere naturligt med den feminine energi.

Vi har alle sammen et sammensurium af disse energier, potentialer strømmende igennem os, om man vil eller ej.

Kvinder som er alene med deres animus

Som jeg forstår det vil kvinder gerne, men behøver ikke nødvendigvis, at finde en mand, som de kan projicere deres animus over i. Kvinder er nemlig så rummelige, at deres animus sagtens kan finde sig til rette i dem selv over tid. Kvinder legemliggør bare selv deres egen animus og ender lidt kønsløse som resultat. Man møder dem i byen, kvinderne der giver et fast håndtryk og fylder hele rummet ud, og kommer til at lade manden stå som et slags biologisk kuriosum i baren. Nogle kvinder kan i visse hjørner af deres psyke og tænkning vitterligt ikke se, at der skulle være en forskel mellem kønnene, her ville et ophold i en nudistlejr kunne være en idé. Det lyder plat, men jeg mener det bogstaveligt talt.

Måske er det den manglende nøgenhed, det manglende kendskab til egen krop, og andre normale nøgne kroppe, der er med til at neutralisere os. Skrækslagne som vi er for ikke at kunne leve op til tidens top-pumpede skønhedsidealer, Når vi ikke kan være nøgne fysisk og stå ved os selv, kan man heller ikke stå ved sig selv psykisk. Det burde ikke være nødvendigt at knalde i mørke.

Til dig, kvinde, der tror at du er naturlig i dit androgyne væsen: Når en kvinde slapper helt af, og lader være med prøve på noget som helst, vugger hendes hofter når hun går, og hun lægger automatisk hoved lidt på skrå og smiler indefra, når hun får en kompliment. Der er intet naturligt ved en stivnet gang, og et stivnet ansigt. Jeg tror, at mange, både kvinder og mænd er bange for at vise sårbarhed, og her mister en del af deres sprudlende, umiddelbare, naturlige væsen.

Når mange stærke moderne kvinder netop tiltrækkes af at danse tango, kan det være fordi de savner en verden hvor anima og animus er repræsenteret i roller og bevægelser. Situationen er ikke kvindernes “skyld” som sådan, for der skal to til tango, som man siger. Man ser det samme behov komme til udtryk fx på Amager og andre steder hvor mændende går med kamphunde, der er så macho, at de er avlet til at dræbe sig selv, deres egen art, og kvinderne går med platinblond hår, med bittesmå hunde i taskerne. Her går man i det mindste på gaden med disse energier i fuld flor, medens tangodanserne snarere opfører sig som om de skammer sig over deres fryd i naturens vold i de mørke dansesale.

Mænd som er alene med deres anima

Kvinder kan finde sig til rette med deres mandlige energi, “animus”. Mænd kan også finde sig til rette med deres feminine “anima” energi, men i modsætning til kvinder, der kan rumme alle energier bliver mænd ofte asketiske livsfornægtere, som visse religiøse, eller buddhister, hvor jordiske nydelser (anima) ses som ligegyldige. Fremmedgjorte og forskrækkede som de er over for deres hjemløse anima kan de også blive uligevægtige, sippede og angste fordi en anima der ikke værdsættes laver psykisk støj i det indre. Som en hun der gør hvis den er alene hjemme. Kun vedholdende meditation, homoseksualitet, eller et stærkt forhold til naturen (anima) kan i teorien give en mand ro med sin anima.

Personligt kan jeg blive lidt brysk og arrogant hvis jeg ikke har en kvinde i mine omgivelser – indre såvel som ydre, som kan rumme min anima. Jeg kan slet ikke finde ud af at eksistere uden kvinders tilstedeværelse i min psyke. Hvis jeg skriver noget hårdt, er det fordi jeg er ved at ignorere min anima (anima kan skubbes til side af utålmodighed), eller fordi jeg har en krise med kæresten.

Manden uden en kvinde til sin anima, eller med en så svag/fraværende far, at han er blevet bange for sin egen anima, kan også blive følelseskold, eller en Faust, eller en Peer Gynt, der halser af sted uden forankring mod et endeligt i ensomhed.

Mænd der ikke får hjælp til at få rummet deres anima kan også blive homofobiske og ultramaskuline af frygt for denne stærke indre anima, som de hele tiden flygter fra, hvilket selvfølgelig er sindssygt, da den er under deres hud.

Kærlighedens forløsning

Den forstyrrede person, der kan give sig hen til et andet menneske, er i bedre balance med sig selv, end det ikke-forstyrrede menneske, der ikke kan give sig hen til et andet menneske. Kærligheden er den største forløser. Tidens misforståede feminisme, hvor kvinder ikke tør at være svage og sårbare, og mænd ikke tør at være sig selv og ikke tør tage selvstændigt ordentligt og modigt ansvar for deres liv, gør det svært for os at binde sjæle sammen via anima og animus.

Vores væsen vores verden 

Mennesket er udstyret til at opleve utallige energier af følelses- fornemmelses- og kognitive karakter. Men vi forstår ikke disse energier på en brugbar måde uden at kunne spejle os i de symboler der foregår i vores kultur. Mennesket finder først sig selv, og kan først begribe sig selv og sine energier, når det kan spejle sig selv og identificere sig selv i myter, historier, eventyr og fx politiske idealer.

Kvinden og manden har mange “fjender”

Både intellektuelle, markedsøkonomi og virksomheder dyrker kønsforvirringen. Religionerne gør det ikke bedre.

1.Siden flippertiden hvor man foretog en resolut og smuk opløsning af stivnede kulturelle former der bl.a. havde ledt til racisme, had og forbrydelser mod menneskeheden, har vi også, i et vidst omfang, mistet bærende stabile symboler, med hvilke vi kan begribe og udleve vores energier.

2.Som i en knibtangsmanøvre har markedsøkonomien også gjort sit til at sabotere vores ståsted hele tiden, så de hele tiden kan sælge et nyt ståsted med der til hørende varer, vaner og livsstile.

3. Alt i medens vi er blevet destabiliseret bevidst fra disse sider har virksomhederne regnet ud, at hvis vi bliver holdt i konstant bevægelse på stedet med plat HRM, finder vi ikke fodfæste, og så kan vi ikke identificere os selv og det vi vil have, eller ikke have ud af livet. Dette er Svend Brinkmanns pointe tror jeg.

4. Religioner og autoritære systemers enøjede fortolkning af verden skaber hysteriske modreaktioner såsom Foucaults anarki som er religionens diametrale modsætning. Stivnede rammer gør intelligente mennesker så urolige at de forsøger at opløse alt, bare for mærke sig selv bevæge sig.

Hvor tager vi den herfra?

Kvinde, hvis du er vokset med en svag, eller fraværende far, vil det måske være en idé for dig at træne dine feminine sider, for her vil din skyggeagtige animus (din mandlige energi) blive mere klar for dig, og her vil du derfor nemmere kunne se det i mændende i dine omgivelser. Her vil forelskelsen måske nemmere kunne træde ind i dit liv.

Kvinde, når du betragter en mand i starten af et forhold som en ligesindet, rationel og socialt begavet normalt (kvinde-) menneske, der kan forholde sig roligt og klart til dig og jer, kommer du til at gøre så meget vold på hans projektion af moraspektet af sin anima over på dig, at han bliver forvirret. Ofte ved vi mænd ikke helt hvorfor vi gør som vi gør, og det er vi ret glade for at du er okay med. Og ligesom vores mor ikke spørger os uddybende om hvorfor vi hoppede med strømpesokker i den våde trampolin og faldt ned i en trillebør med skateboardet, for det har børn sjældent langvarige overvejelser omkring, vil vi heller ikke quizzes af jer omkring alle livets finurlige aspekter. Måske vi ville blive mere hengivende hvis du gav os noget mere nus og kys og kram, og så ville du slet ikke behøve at stille alle de spørgsmål.

Mand, hvis du er vokset op med en svag far, og du har fundet en løsning på den manglende far, ved overdreven kontrol og machoenergi, skal du vide, at kvinder ikke kommer til den krampagtige mand. Du må tillade dig selv, at mærke din anima, og den blødhed, der gør det muligt for dig at smide kontrol og give dig hen til den sociale verden uden angst. Mænd bør måske passe på med at udleve animaen alt for meget i deres eget liv hvis de vil have en kæreste, for kvinder tænder af på pylrede og feminine mænd (det indrømmer kvinder til mig i terapilokalet). Mænd der formår at stole på deres maskulinintet og ikke frygter deres anima, og lader sig falde bagover med tillid til tilværelsen, bliver grebet af en kvinde med al hendes væsen, hun kan slet ikke lade være!!!