15 typer selvsabotage og 15 gode råd

Bilen på billedet er min. Stedet er en svensk skovvej. Det var en lækker køretur. Bilen har nr. 9 på køleren, fordi det er en gammel Alfa, som kører på sit niende liv. Jeg har valgt et billede af denne bil til mit essay om selvsabotage fordi det i den forbindelse kan tolkes på den måde, at hvis man starter sit ræs som nr. 9 har man jo tabt på forhånd.

Saboterer du dig selv og dine projekter?

Vi er ofte vores egen værste fjende og den, af alle kampe, må være den mest mærkværdige. I dette essay har jeg nedfældet 15 typer selvsabotage og 15 løsninger. Det ville sikkert kunne blive til “25 punkter” hvis jeg skrev om emnet i tilpas lang tid, men af og til må man lade floden løbe ud i havet.

At dette essay om selvsabotage til dels er blevet til i kraft af overspringshandlinger må tale til emnets relevans, men så længe overspringshandlinger ikke skader nogen er de uskyldige, ja, ligefrem at foretrække fremfor uovervejede handlinger, måske vi endda saboterer os selv, fordi vi er så gode af os, at vi hellere laver ingenting, end vi risikerer at skabe uorden i tilværelsen?

1. Narcissistens selvsabotage

Jeg er ikke narcissist ifølge diagnosebøgerne, men jeg kan genkende mange af trækkene i mig selv, som noget jeg har ladet mig styre af tidligere. Mange af os er i det hele taget så bange for at være gode nok, at hvis vi bliver i tvivl om vi kan præstere ordentligt vil vi hellere sabotere os selv og fremstå forkerte, fordi så er det da i det mindste noget, som vi selv kan styre. Man ser at folk med behov for at blive beundret på samme måde piller sig selv ned, og skubber folk fra sig af frygt for at blive vurderet negativt. At denne strategi skaber et usselt selvbillede og dårlige relationer, og dermed øger personens i forvejen stærke behov for at vinde beundring ville være hylende morsomt, hvis det ikke var fordi det er en sørgelig skæbne. Dette essay, er for mit vedkommende terapeutisk i og med, at jeg føler jeg præsterer, uden af at jeg dog gør mig så meget umage at jeg glemmer at trække vejret og uden af at jeg dog sjusker. En balance som er utroligt svær at finde for mange med perfektionismen, rigide normer, lavt selvværd og narcissisme – kært barn har mange navne.

Råd.: Gør dit bedste og træd ind i den verden hvor alle er mennesker, med forskellige færdigheder og evner, og hvor vi som udgangspunkt er elskede og accepterede. Tjek evt. Brene Brown ud på youtube, hun er herlig.

2.Livets indbyggede benspænd

Den mest banale version af selvsabotagen, er den, hvor man spænder ben for sig selv, for at gøre livet mere underholdende. Det kan fx forklare hvorfor man ofte laver retter, som man aldrig har lavet før, når man skal have mange gæster. Mange af os tænker, at livet ikke må være for nemt. Her er tricket selverkendelse. Fraværet af erkendelsen af selvforskyldte benspænd kreerer en indre konflikt som er lige så underholdende som at lave en svær ret, den har bare en negativ farvning “hvorfor skal det altid gå galt for mig?”.

Råd: Måske er det på tide, at du erkender, at et normalt liv på skinner, bare ikke er din kop te? Med den erkendelse vil du umærkeligt sabotere dig mindre og mindre, fordi man som regel har kontrol over det man er bevidst om, og bliver kontrolleret af det, som man ikke er bevidst om.

3. Vinderens selvsabotage: At ”tjekke ud”

Af og til ser man folk på toppen i deres felt ”folde sammen” lige før de er ved at blive nr. 1, som om de havde ramt et usynligt loft. Den brasilianske fodboldspiller Ronaldo brød efter sigende sammen natten op til VM finalen i 1998. Eksemplet er ekstremt, for presset må være utroligt stort når en milliard mennesker idealiserer én op til en VM finale. Hvis vi bliver i fodboldens verden leverer franske Zinedine Zidane et eksempel på det samme. Op igennem de sidste kampe i VM 2006 havde man set tydelige stresstegn fra fodboldstjernen. Han havde kastet op før et staffespark og man så ham nærmest vånde sig, da han løb ind på banen til kvartfinalen mod England. Det var måske derfor ikke så mærkeligt, at han tjekkede ud fra den skæbnesvangre finale i 2006 ved at nikke en modstander en skalle i brystet og få det røde kort. Nogle gange bliver scenen for stor for selv store mennesker. Både Zidane og Ronaldo fravalgte på forskellige måder, at deltage på de scener som medierne og masserne havde skabt for dem.

Tjekkede en træt Mike Tyson ud af den professionelle boksning med vilje, da han bed noget af Holyfields øre af? Tjekkede en gnaven og Jeremy Clackson ud af Top Gear med vilje, da han overfaldt en producer på Top Gear showet? Jon Jones, som var UFC største stjerne, tjekkede ud på toppen af sit game på en spektakulær måde med druk, stoffer og et biluheld.

Og hvad hvis vi spurgte dem? Ville de sige, at de havde selvsaboteret sig? Selvsabotagen synes ofte at regere uden om vores bevidstheds kontrol, for ingen står vel op om morgenen og siger til sig selv, at han ønsker at sabotere sig selv?

Råd: Vær glad for at du har tjent en masse penge og har fået en på opleveren, de vigtige mennesker i dit liv vil elske dig uanset om du vinder den næste kamp eller ej.

4. Taberens selvsabotage

Zidane, Ronaldo, Wozniaki (evig 2’er), Mike Tyson og Jeremy Clackson er megavindere, deres selvsabotage relativt uskyldig. Ingen døde i kølvandet på deres selvsabotage. Taberes selvsabotage kan dog være helt spektakulær. Hitler vidste han havde tabt, men fortsatte krigen hinsides kaos. Det samme gjaldt Saddam Hussein, der hellere så sit land blive bombet tilbage til stenalderen, end at samarbejde med FN. I den mindre kategori ser vi familiefaren der mister sit job og tager livet af både børn og kone, og siden sig selv. Logikken synes at være, at ”hvis jeg har tabt, skal alt og alle tabe”. Tabet skal være så totalt som muligt. I lille målestok, er det barnet i børnehaven, der føler sig overset og udygtig og ødelægger de andres fine tårne af Lego, og lige lukt ind i skældud og fordømmelse fra de andre børn og de voksne.

Den sindsforvirrede pilot, der i Østrig fløj ind i en klippevæg med et passagerfly, kan betragtes som et rent eksempel på taberens totale selvsabotage. I pilotens tilfælde er det som om, den selvudnævnte tabers fiasko, er gået fra at være noget væmmeligt, til at være noget, der nærmest skal fejres med en eksplosion. Hvorfor han betragtede sig selv som en taber er kompliceret, der var vidst noget galt med hans øjne, og så led han også af depressioner, når man er svært deprimeret vurderer man sig selv som en totalt taber uanset omstændigheder.

De overordnede fællesnævnere for tabernes spektakulære sadistiske selvsabotager er, at der altid er tale om mænd, og de overvurderer altid deres egen betydning.

Råd: Opsøg professionel hjælp igen og igen hvis du martres med fantasier om hævn og storhed. Læg alle kortene på bordet, der er masser af kompente mennesker, der vil kunne bremse dig. 

5. Den perverse selvsabotage

Efterskolelæreren, der i 2012 ødelagde mange unge menneskers liv og selv døde i processen, da han sejlede ud på havet med 13 elever, uden redningsveste midt om vinteren i kulde og blæst i en dragebåd (en slags kano), er en case i særklasse. Den virker så besynderlig, at man vil være tilbøjelig til at affeje den som et produkt af ren åndssvaghed. Men måske elskede læreren fare? Måske var han drevet af et behov for at møde faren så tæt på som overhovedet muligt. Her må man antage at driften mod den totale fare var underbevidst, eftersom han udsatte så mange andre for livsfare i processen.

Denne case kunne minde om fridykkeren i Luc Bessons film ”The Big Blue”, der bevidst svømmer ud i dybet for at dø, og her bliver smeltet sammen med sin fascination.

You go down to the bottom of the sea, where the water isn’t even blue anymore, where the sky is only a memory, and you float there, in the silence. And you stay there, and you decide, that you’ll die for them (the mermaids). Only then do they start coming out. They come, and they greet you, and they judge the love you have for them. If it’s sincere, if it’s pure, they’ll be with you, and take you away forever.

– Jaques, Le Grand Bleu

Eksempler på mænd, der vil kannibaliseres frivilligt er de klareste og mest perverse eksempler på den totale selvsabotage jeg kan komme i tanke om. 

Råd: Dette emne vil jeg ikke røre med en ildrager, jeg overlader det trygt til psykiaterne for nu.

6. Rød løber, eller ej

Vi vokser op med rollemodeller, med fædre og mødre. Vi ser deres succes. Vi spejler os selv i dem. Og vi lærer at tro, at vi også fortjener og kan opnå disse liv som vi betragter fra barnehøjde. Folk med rige forældre klarer sig fx bedre i jobinterviews til chefjobs, fordi de oplever det som selvfølgeligt, at deres liv tager den retning. Folk med højt uddannede forældre klarer sig også bedre til eksamener. De har med andre ord en slags usynlig rød løber under deres fødder. De tror på, at de er en succes, de tror på at de bliver en succes uanset hvad der end måtte ske. På samme måde ser man, at de, der er vokset op i fattigdom med dårligt uddannede forældre måske aldrig helt føler sig selvfølgelige på de bonede gulve. Mange blandt os holder sig selv tilbage, fordi de ikke har en sådan rød løber at træde ud på, fra en fordelagtig og privilegeret opvækst. Det føles unaturligt at have fuldfed succes, hvorfor de, der er vokset op uden en rød løber i deres psyke, kan komme til at pille sig selv ned igen og igen.

På et mere individuelt plan fremstår problemet som “lavt selvværd”. En opvækst med oplevelser af at være dum, eller anderledes kan gøre at barnet udvikler forestillinger om at være en fiasko, eller grundlæggende føler sig uønsket. Når disse børn bliver voksne, kan de udvikle generte manérer og selvudslettende strategier, der gør at de holder sig selv nede. Her fastholder de den negative selvopfattelse. Årsagen til at man holder fast i en negativ selvopfattelse, er, at selvopfattelser opleves som det, der giver os psykisk integritet, hvorfor vi også holder fast i negative selvbilleder.

Denne type selvsabotage er ikke at sammenligne med fx en forfatters skriveblokade, eller Jeremy Clacksons raserianfald. Der er her tale om et undvigende og selvudslettende mønster.

Råd: Du må prøve at trække sig fra dominerende mennesker, der holder dig fast i rollen som dum og forkert. Søg god kvalificeret psykoterapi. Sæt penge til side. Sats på 20 sessioner over måske 2 år. Du kan begynde med at øve dig i assertion (slå det op) på din psykolog, hvis du ikke synes det giver mening det i laver sammen, eller hvis du ikke synes, at det går hurtigt nok. 

Råd #2: Mit bedste råd lyder sikker lidt mærkeligt. Det kræver en forhistorie. Har du hørt om narrativ terapi, der fokuserer på de historier vi fortæller til os selv om os selv? Denne form for terapi virker godt, den er sjov, skør og effektiv. Men hvad vi psykologer ikke har beskæftiget os så meget med, er, hvordan vi fortæller os selv om os selv i kraft af vores fremtoning, kropssprog, stemmeføring og holdning. Du, der ikke tror nok på dig selv, før dig frem kropsligt, sænk aldrig blikket og vær 100 % okay med det du ved, og det du ikke ved, kan du jo lære. Her finder du ud af, at de selvsikre menneskers hemmelighed, er deres selvsikre fremtoning og de historier de fortæller sig selv med deres krop i rummet. Eventuelt begynd til teatersport og få løsnet dine led og din grimasse ad den vej. 

7. Det usynlige loft

Man ser også visse sportsstjerner blive nr. 2 igen og igen. Vores egen Wosniaki er typen, der ofte klarer det næsten hele vejen til en grand slam. Hun er nået længere end nogen anden under den danske fane, hatten af til hende, men det virker alligevel besynderligt. Er der tale om selvsabotage? Vil barnegeniet miste kærlighed og opmærksomhed, hvis hun når toppen, for så har hun ikke længere behov for at blive forbedret?

Uanset forklaringen på disse cases, har mange af os oplevet at blive holdt tilbage, som blev vi holdt tilbage af usynlige tråde. Når vi er vores egen værste fjende, er det svært at regne ud hvilken strategi man skal lægge på kampdagen.

Råd: Du skal vide at bag viljen ligger ønsket. Måske er du slet ikke interesseret i succes? Her må du undersøge årsagerne til det… Hvad er det værste der kunne ske, hvis du fik succes…? Hvad indebærer det af forandringer, muligheder og skræmmende scenarier?

8. Mobning

Endnu en form for selvsabotage, er den, hvor man vokser op og bliver drillet hver gang man føler sig dygtig. Det kan skyldes at man vokser op med selvcentrerede forældre og søskende, der ikke formår at lade andre i deres nærhed få del i rampelyset. Her lærer det diskvalificerede barn at associere succes med frygt for at blive drillet, eller skældt ud. Dybt nede i psyken får barnet udviklet en angst for at træde i karakter. Man kan sige, at mobningens værste konsekvenser her er at mobningen således får sit eget liv i individet, langt væk fra både barndom, forældre og søskende. Det er sørgeligt men ligesom med andre personlighedsforstyrrelser, kan man arbejde med denne slags fænomen i terapiens rum.

Råd: Sæt dig godt til rette, fremman denne følelse af mobningen så stærkt som du overhovedet kan, se den i dig som en form, farve, bevægelse, lyd, figur, forestil dig så, at du tager følelsen ud af dig, og sætter den på dig skød. Her skal du visualisere at du holder om og krammer det mobbede barn fra din fortid og her skal du fortælle dette “barn” på dit skød, at du er der nu, til at tage dig af det. Her er tale om en ekstremt effektiv teknik, der bedst er varetaget i samarbejde med en psykolog, gerne med psykodynamisk, gestaltterapeutisk eller skematerapeutisk erfaring. 

9. Selvtilsidesættelse

”Pleaserprogrammet” som livsstrategi giver også halve liv. Her er tale om en form for selvsabotage der kommer sig af, at man er så bange for at blive straffet, eller afvist, eller miste kærlighed, hvorfor man hele tiden fokuserer på at gøre andre glade. I et sådan liv kan en person helt glemme, at tage sig af egne behov. Det er ikke ”ren” selvsabotage, det er snarere en indirekte art. Når man har lavt selvværd kan man også komme til at sabotere sig selv, simpelthen fordi man ikke mener at fortjene opmærksomhed.

Råd: Selvopofrelse og selvtilsidesættelse stammer typisk fra en frygt for konsekvenser. Her skal du planlægge at sige til og fra og måske for en tid ændre dine relationer lidt. Måske bruge mere tid de venskaber hvor du oplever en symmetrisk magtrelation, og mindre tid sammen med de bøller og narcissister som du sikkert har fået samlet på i dit liv. Nogle mennesker med selvopofrelse i deres personlighed har lært denne måde at være på fordi de havde den ekstra energi og overskud som andre i familien åbenbart ikke havde, og så har de drevet rovdrift på denne ressource. Det er på tide, at du stopper med at ømme dit bjerg for guld som du bare giver væk. Det er på tide,at du bliver lidt mere egoistisk.

10. Depression

Pattedyr er fra naturens side skabt til at geare ned for energien og humøret når de er skadet, føler sig truet, eller fx bliver mobbet af flokken. Dyr, som har lavere energi og humør undgår nemlig flere farer. Der er her tale om en banal overlevelsesmekanisme. Mennesker kan iværksætte selvsamme ”passivitetsprogram” via utilstrækkelighedstænkningen, fordi vi jo har nogle af de samme urgamle grundlæggende overlevelsesstrategier indlejret i vores nervesystem. Det er altså ikke ”gratis” at tænke at man er mindre værd end andre, man risikerer at blive nedtrykt, eller depressiv af det, hvis man gør det tilpas længe.

Når man gennem længere tid har oplevet sig selv som utilstrækkelig, eller har gået gennem en hård krise, kan man altså komme til at aktivere denne skru-ned-for-humøret-og-duk-nakken strategi”. Her ønsker man bare at ligge bagerst i hulen og slikke sine sår og undgå farer. Der er tale om en forsvarsmekanisme, der først og fremmest kan forstås som en depression, og ikke et fænomen, der kan kaldes for selvsabotage – også selvom det ser stærkt selvsaboterende ud, når den svært depressive ikke kan tage sig sammen til særligt meget.

Råd: Opsøg metakognitiv terapi. Og hvis du har haft flere end to depressioner så kom i gang med et MBSR kursus, der med garanti virker lige så godt på depression som medicin. 

11. Følelsesundgåelse og misbrug

En typisk form for selvsabotage er trøstespisning. Man føler sig trist over sig selv, og fordi man gerne vil undgå denne følelse af tristhed overspiser man. Man tager efterfølgende endnu mere på og føler sig endnu mere trist. Man skulle tro det var løgn, fordi det virker så dumt, men denne onde cirkel er meget udbredt.

Hvad angår misbrug af forskellig art, er der tale om en konkret kropslig selvsabotage. Men selve motivationen til misbruget er nok snarere følelsesundgåelse, end det er et behov for at ”pille sig selv ned”. Mange drikker for at undgå at føle smerte. Alle livsprojekter indebærer en eller anden grad af tvivl, stress, uro, ængstelse og uvished som mange mennesker ikke magter at rumme, dette kan lede til alkoholisme og hashmisbrug. Hash og alkohol giver misbrugeren en pause og en ”lovlig” undskyldning fra at føle disse uundgåelige følelser og misbruget saboterer også de krævende situationer.

Misbruget kan også forårsages af en ekstrem livsbegejstring, intet må være kedeligt på noget tidspunkt, men selv her, er der tale om følelsesundgåelse, her drikker, eller ryger man sig fra kedsomhed, eller fordi glæden, eller rastløsheden er svær at rumme.

Selvsabotagen kan altså ofte ses som et resultat af ”følelsesundgåelse”. Eksamener, konkurrencer, finaler, eller en date aktiverer stressfølelser, som man kan have en stærkt frygt for at opleve, hvorfor man afstår fra at handle.

Råd: I god psykoterapi, fx ACT (acceptance and commitment therapy) øver man sig på at acceptere de svære følelser. – Pludseligt finder man sig selv være i gang med det man hader og frygter, vinduespudsning, motion, lektier, en date, eller en præsentation medens den før så hæmmende følelse nærmest sidder ved siden af én, som en tandløs dæmon.

12. Forhaling og udsættelse som selvsabotage

Kender du det: Hvorfor pudser man ikke sine vinduer, eller ”maler den væg” mere regelmæssigt? Det er pænt, det er hyggeligt arbejde og man er stolt bagefter. Hvad er det for en følelse, der dukker op i dit indre, når du tænker på at pudse vinduer? Og hvorfor vil du gerne undgå den følelse?

Hvis der er noget, som du gerne har villet udrette gennem længere tid, og du ikke har gjort det, kan det være, at du saboterer du dig selv.

Hvad forårsager denne passivitet, i ellers energiske menneskers liv? Der er lige så mange årsager som der er mennesker, men der er også fællesnævnere.

”It’s easier to resist in the beginning than in the end”

Leonardo Da Vinci

Måske forklaringen blot er den, at de fleste af os er lidt dovne. De fleste udskyder det, der er lidt svært. De fleste kender det, at man laver opgaven lige før afleveringen. Men hvad med de opgaver, der er utroligt nemme? Hvorfor udsætter man også af og til de nemme opgaver?

Vi tænker kortsigtet. Inderst inde er vi dyr, der ikke gider at lave noget ud over det strengt nødvendige når køleskabet er fyldt. Tricket er, at skabe sig et liv i flow, et liv med engagement og begejstring hvor vi ikke forhaler, fordi vi har for travlt med at leve.

Fra starten af skal vi lære vores børn at deltage i daglige aktiviteter. Man skulle nødigt ende med at blive tilskuer til sit eget liv fordi ens forældre ikke turde stille krav til én. Man skal være en aktør, og det kan man lige så godt lære fra starten af. Vores børn træder ind i en verden, som i højere og højere grad  kræver, at vi kan fungere selvstændigt og motivere os selv. Man kan mene hvad man vil om dette “individualiserede samfund”, personligt ser jeg det som en slags frihedens pris.

Det frie menneske duer ikke uden struktur. Selv børn løber op til tysktimen når klokken ringer, fordi det står i skemaet. voksne er bare store børn, vi har også brug for struktur for at klare alle pligterne i tilværelsen. Sæt klokken. Bum.

Råd: Struktur, struktur, struktur

13. Uklar identitet lig uklar retning

Når man oplever forandringer forhaler man som regel mere, end når man ikke oplever forandringer. Der må være tale om, at når man ikke kender sig selv og sit land særligt godt, kan man have svært ved at planlægge handlinger og lægge en rute.

Vi ved, at teenagere forhaler mere end andre, selv det at stå ud af sengen kan virke totalt uoverkommeligt for en teenager. Mange forsøger at forklare teenagerens forhaling ud fra et hormoner, men jeg tror, at der er mere på spil.

Vi ved nemlig også, at det ikke bare er teenagere men også studerende mere generelt og folk, der gennemgår en eksistentiel krise, som forhaler tingene meget. Mennesker i forskellige faser har mere usikker identitet og hvis man ikke har en klar identitet, har man ingen klar retning. Forskning viser at forhaling og identitetsforvirring hænger sammen.

De fleste mennesker er i stand til at eksperimentere alt i medens de er i deres forandringsfase, eller moratorium, dvs. de kan handle selvom de ikke er sikre på ”hvem de er”, men det sker altså også, at visse mennesker går næsten helt i stå i identitetskrisen.

I stilstanden er ens eneste makker sindets tåger, og her bliver man ofte ledt ud på dybt vand. Det passive og inaktive sind foretrækker håbløshedstanker og her opstår onde cirkler. Jo mere håbløst noget føles des mindre er man tilbøjelig til at handle. Hvis man oven i købet begynder at ryge meget hash og/eller spille meget computer, kan man skabe et liv, der er lige så ubevægeligt, som en statues. Jeg har mødt folk, der oppe i trediverne pludseligt ser sig selv udefra og tænker, hvorfor sidder jeg hjemme hos min mor, i hendes sofa og spiller computer…?

Råd: Hold dig aktiv og eksperimentér. Opsøg mennesker du gerne vil spejle dig i. Lad være med at ryge fed. Lad være med at gifte dig med en skavank, eller smerte. Hold dig fysisk top aktiv. Meld dig til forskellige ting. Hold dig i gang. Du finder med garanti en retning, men det kræver, at du holder dig fra selvfokus og at du holder dig fra sofaen.

14. Paralyserende perfektionisme

“How will you know the difficulties of being human, if you are always flying off to blue perfection? Where will you plant your grief seeds? Workers need ground to scrape and hoe, not the sky of unspecified desire.”

Rumi

Jeg mødte en gang en evighedsstuderende. Han havde været i gang i 25 år. Det hele startede så godt. Han fik topkarakterer. Problemet var, at han blev rædselsslagen for ikke at kunne leve op til de høje karakterer og derfor gik han mere og mere i stå. Det er et velkendt fænomen, som ses i klichéen om forfatteren, der har leveret en god debutroman, eller digtsamling og efterfølgende slås i gulvet med angst for at præstere. Her er der ikke tale om selvsabotage, som meget som, der er tale om en paralyserende perfektionisme.

Hvis du skal springe højdespring, og du tænker at du skal springe så hele stadion bryder ud i klapsalver, og sætter baren op til 3 meter, så løber du slet ikke ned ad banen. Perfektionistens største synd, er de umulige standarder.

Vi kan vidst alle nikke genkendende til synden, hvor vi undlader at handle af frygt for at blive vurderet negativt. Her er situationen, uanset dens art, at foretrække, frem for det mulige nederlag.

Man ved man har, ikke hvad man får. Hellere have den elendighed man kender, end at rode sig ud i ny elendighed.

Nogle gange, når vi har store udfordringer i livet fx med studier, kæresten, familien, eller jobbet, er det nemmere at sige ”jeg dur ikke til det her”, end at tage ansvar og stå i det. Man kan paradoksalt nok beskytte sit selvværd ved at kaste håndklædet i ringen og derfor undgå yderligere (indbildte) nederlag.

Råd: En af trickene til modvirke den uhensigtsmæssige perfektionisme går på, at man øver sig på at tænke, at man kun behøver at præstere 80 %, og være nærig med de sidste 20 %, det er kun én selv der ved, om man har læst e-mailen igennem 4, eller 5 gange før man trykker send.

15. Komfort zonen og Askepot

Nogle gange er selvsabotage bare et resultat af, at vi føler os trygge ved status quo. Mere overfladiske versioner af os selv ønsker fremdrift, og det vil den mere dybtliggende tryghedstrold gerne sabotere. En amerikansk forsker kalder det for et ”øvre grænse problem” (upper limit problem).

Visse historier overlever tidens tand, fordi de indeholder elementer, der kan kaldes arketypiske. Måske vi elsker historien om Askepot fordi vi kan genkende os selv i prinsessen, der ikke føler sig værdig til slottet, der føler sig så forkert, at det er som at gå på glassko og som derfor stikker af ved midnat, netop som prinsen er blevet interesseret i hende.

Mit råd er, at man skal udvikle en etik, der går på at man skal handle i livet, fordi man kun har et liv. Det er ikke afgørende om det er 100 % velovervejet, eller klogt. Så længe livet et bevægelse og døden er stilstand, er du forpligtet til at bevæge dig, for hvem er du, hvis du ikke tjener livet?

Råd. Her skal vi måske forholde os lidt filosofisk til det hele:

“Make your last journey

from this strange world

soar for the heights

where there is no more

separation of you and your home

 

God (læs evt.: livet) has created

your wings not to be dormant

as long as you are alive

you must try more and more

to use your wings to show you’re alive”

― Rumi

Privatpraktiserende psykolog og iværksætter.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s