Hermed nogle forskelle mellem en terapeutisk samtale og en ”normal samtale”.
Holdningsneutralitet
Vi er så sociale at vi helt automatisk danner en slags rollefordeling, som var vi ét, når vi er sammen. (Hvis den ene er meget klog, behøver den anden jo ikke at være det, og hvis den ene er meget morsom behøver den anden ikke at være det og så videre.) Man må derfor i terapien endelig ikke agere dommer, selv over klienternes mest tossede tanker og idéer. For hvad kan være værre, end at klienten tror at han skal udfylde rollen som den tossede, og du den der har alle svarene? Det er klienten der skal lære at dømme sine egne tanker. Faktisk ville det være bedre, hvis terapeuten indtog rollen som den tossede, og klienten indtog rollen som dommeren.
Relevansprincippet
”Relevansprincippet” i kommunikation synes at være gældende blandt de fleste almindelige mennesker, hvilket vil sige, at man ikke siger for meget og for mange ting, der synes at være irrelevante for andre. Når du har mødt en person der har ”talt dig helt i sænk”, har du opdaget hvor vigtigt relevansprincippet er. I terapilokalet sættes denne regel ikke ud af spil, men den ændrer form. Du skal med andre ord, som klient, ikke være bange for at kede psykologen. Det er et rum hvor du kan fabulere og associere frit og fredeligt. Relevansen vil ikke afhænge af, om du kan underholde psykologen eller ej. Nogle gange kan man dog som psykolog bruge sin fornemmelse af om din historie er lidt kedelig at høre på eller ej, som rettesnor til om du også finder det, du siger, kedeligt.
Autenticitet
I dagligdagen foregår megen kommunikation som en form for forhandlinger. Hvem har gjort hvad, hvad skal gøres, hvad aftaler vi, hvad sagde du, hvad sagde jeg. Handlingerne og koordineringerne er vigtigere end hvor vidt man føler at man taler helt sandt. I terapilokalet vil samtalen ofte lige omvendt, have fokus på, at det man siger kan fornemmes som sandt, medens hverdagens gøremål kan fortone sig lidt baggrunden. Jeg plejer at fortælle mine klienter, før vi overhovedet går i gang, at de fleste af vores problemer hænger sammen med måder at kommunikere på. Derfor skal man hos psykologen øve sig på at være så ærlig som mulig.
Tavshedspligt
Som regel er den tillid vi viser hinanden uden garantier. Hos psykologen er tavshedspligten garanteret.
Udfordrende
Som regel samtaler vi på måder, hvor vi respekterer hinandens roller, typer og fine følelser. Man forsøger med andre ord, at koordinere sin sameksistens med andre ved, ved så vidt muligt, at ae hinanden med hårene, om man vil. I terapilokalet foregår andre regler. Her vil den gode psykolog hurtigt spore sig ind på ømtålelige områder, der kan have behov for at blive luftet. Hypotesen er, at intet menneske som med møje og besvær må skjule snart det ene, snart det andet for både sig selv og andre, kan trives. Jeg legitimerer nogle gange den mere udfordrende samtaleform ved at sige, at det er min luksus som psykolog at kunne stille den slags spørgsmål, som andre ikke ville stille.
Entusiasme
Hos psykologen, i hvert fald hos mig, finder du et menneske, der finder psyken så interessant, at du som udgangspunkt vil blive hædret med ægte interesse, nærmest uanset hvad du fortæller. Så længe du prøver at være så oprigtig som muligt. Det er min entusiasme, der nærmest som en varmelampe får din historie med dens dramaer og løsninger vokse sig store i den terapeutiske samtale. Du er spændende. Alle mennesker, som man virkelig lytter til, er som regel ret interessante.
Mentale modeller
Når vi samtaler uden for terapilokalet, benytter vi alskens teorier og ”mentale modeller” over virkeligheden, uden af at være særligt klar over det. I terapilokalet ekspliciterer man de modeller man arbejder med. Det vil sige, at samtalen ophøjes til en form for videnskab. Man prøver forskellige modeller af, nogle gange illustreret på et white board, for at teste hvor vidt dine oplevelser som klient, kan indfanges på bedre og mere præcise og handleanvisende måder end dine vante forståelsesrammer ellers byder dig.
Tristhed
Medens tristhed som regel er noget vi undgår, er det ikke noget vi søger at undgå i terapilokalet. Ofte er tristheden nemlig en ingrediens i en ærlig og redelig vurdering af nuet, og udgør derfor tilsammen med alle mulige andre føelser ofte en god platform for de forandringer du som klient ønsker. Der er forskellige slags tristheder, nogle er farbare udviklingsveje andre er offergørende og pacificerende. Det er en kunst at skelne.
Ansvar
Sædvanligvis har almindelige samtaler nogle uskrevne regler om samarbejde. Man er lige dele ansvarlige for at få samtalen til at fungere. I terapilokalet, kan klienten godt tillade sig at slippe noget af ansvaret, og bare lade sig flyde lidt med en gang i mellem.
Formalitet
Selve samtaleformen i terapilokalet er lidt stiv i det. Det er godt. Klienten skal ikke bruge energi på at forholde sig til psykologen. Selvom det ikke lyder rart at sige, for mig som psykolog, skal klienten gerne være lidt ligeglad med psykologen, især imellem sessionerne.